chr IV
Christian IV (1577-1648)
Foto: ULLSTEIN BILD / Ritzau Scanpix

Folkeskolens historiekanon 10: Christian IV

cand.mag. i historie Camilla Luise Dahl, Bureauet, september 2018.
Top image group
chr IV
Christian IV (1577-1648)
Foto: ULLSTEIN BILD / Ritzau Scanpix

Indledning

Christian IV, populært kaldet Christian Firtal, er en af de mest farverige monarker i den dansk-norske kongerække. Både i samtiden og i eftertiden har Christian IV været en af de populæreste regenter, selv om han kastede Danmark ud i flere krige, næsten tømte statskassen, var utro og satte sit helbred over styr ved at tage rigeligt for sig at både mad og vin, når der var fest ved hoffet. Han var dog alligevel populær i befolkningen, og det gav ham også stor respekt, at han selv deltog i de krige, han involverede landet i, mens andre regenter sad trygt derhjemme.

 

Korte animeret beskrivelse af Christian IV’s liv fra Historiedysten – en konkurrence på viden om Danmarkshistorien for 3.-9. klasser i hele Rigsfællesskabet.

Artikel type
faktalink

Introduktion til Christian IV

Hvem var Christian IV?

Christian IV (1577-1648) var konge i Danmark og Norge. I Danmark omtales han populært som Christian Firtal, mens man i Norge kalder ham Christian Kvart. Han er især kendt for at have iværksat en række ikoniske bygningsværker i København. Mindre kendt er det, at det var Christian IV, der fik etableret postvæsenet i Danmark-Norge.

Arkitekturen fra Christians IVs tid har i nyere tid vundet stor anerkendelse. Christian IV var selv en ivrig bygherre og interesseret i tidens arkitektur, og hver en detalje i byggeriet fra ide til udførelse havde han en finger med i. Ifølge temaet ”Christian 4s København” på hjemmesiden Historie (se kilder) trak hans bygningsværker den danske hovedstad ud af middelalderen og gjorde byen til en europæisk metropol.

Blandt hans mange succesfulde byggerier kan nævnes Børsen med dens særprægede spir, slottet Rosenborg med dets farverige barokke udseende og Rundetårn med sin sneglegang. Ifølge ”Christian 4s København” (se kilder) var kongen så optaget af Københavns forvandling, at han kontrollerede håndværkernes arbejde personligt. Christian IV var dog ikke kun aktiv som bygherre i København; han grundlagde også adskillige byer andre steder i sit rige, heriblandt Christianstad (nu Kristianstad) i Skåne og Christiania (nu Oslo) i Norge.

 

Præsentation af de bygninger, som Christian IV fik opført.

 

Hvordan blev Christian IV konge?

Christian IV var kun 11 år, da hans far Frederik II døde i 1588. Christians opdragelse og forberedelse til kongegerningen var et statsanliggende og blev hurtigt genstand for politisk strid. Hans mor, enkedronningen Sophie, og Rigsrådet (kongens nærmest rådgivende forsamling) stod i direkte opposition til hinanden; begge fløje ønskede størst mulig indflydelse på den unge prins og dermed på den førte politik. Ifølge historikeren Steffen Heibergs bog ”Christian 4. – en europæisk statsmand” (se kilder) svandt enkedronningens politiske indflydelse efterhånden, og i 1594 blev hun tvunget til trække sig tilbage til sit enkesæde på Nykøbing Slot på Falster.

I 1596 blev Christian IV erklæret myndig og udnævnt til konge af Danmark og Norge samt hertug af Slesvig-Holsten. Hans fulde titel lød herefter: Af Guds Nåde Konge af Danmark og Norge, de Venders og Gothers, Hertug udi Slesvig, Holsten, Stormarn og Ditmarsken, Greve udi Oldenburg og Delmenhorst.

Han regerede indtil den 28. februar 1648, hvor han døde på Rosenborg Slot i København.

Hvem var Christian IV’s ægtefæller, elskerinder og børn?

Christian IV er kendt for sine mange byggerier, men også for at have været gift to gange og haft adskillige elskerinder – og for at have fået mindst 23 børn med forskellige kvinder. Han giftede sig første gang i 1597 med Anna Cathrine af Brandenburg (1575-1612). Med hende fik han seks børn, deriblandt Frederik (1609-1670), der senere blev kong Frederik III.

Allerede inden dronningens tidlige død i 1612 som 37-årig havde Christian IV indledt et forhold til kammerpigen Kirsten Madsdatter. Dronningen og elskerinden lå i barselsseng samtidig og fødte med en enkelt dags mellemrum sønnerne Hertug Ulrik og Christian Ulrik Gyldenløve. Kirsten Madsdatter døde allerede i 1613. Ifølge historikeren Michael Bregnsbos bog ”Til venstre hånd: Danske kongers elskerinder” (se kilder) fik Christian IV samme år sit første barn med en anden elskerinde, Karen Andersdatter. Karen Andersdatter forlod hoffet, da kongen mødte den adelige Kirsten Munk, som han giftede sig med til venstre hånd (dvs. ikke-kongeligt) den 31. december 1615. Hun fødte 11 eller 12 børn.

Blandt Kirsten Munks børn med Christian IV var Leonora Christina, der som 15-årig blev gift med hofjunker, senere rigshofmester, Corfitz Ulfeldt – begge blev siden dømt for forræderi. Kongens og Kirsten Munks mangeårige, stormfulde forhold endte med en dramatisk skilsmisse i 1628, hvor de begge anklagede den anden for at have været utro.

Sit livs sidste og længste forhold havde kongen til den borgerlige Vibeke Kruse, som han levede sammen med fra 1629 til sin død i 1648.

Uddybning af Christian IV

Hvilken udenrigspolitik førte Christian IV?

Christian IV var jævnligt på kant med rigsrådet, især hvad angik landets udenrigspolitik. Kongen ønskede at gå i væbnet konflikt med Sverige for at bevare og styrke Danmarks magt i Norden. Sverige havde nemlig erobret flere af Østersøhandelens vigtige preussiske havne samt dele af kystområder og byer i Livland (i dag en del af Estland og Letland), Polen og Nordtyskland.

Rigsrådet ønskede derimod ifølge historikerne Steffen Heiberg og Poul Eller i opslaget ”Christian 4.” i Dansk Biografisk Leksikon (se kilder) at beskytte de aftaler, der var indgået mellem rigerne ved Stettinfreden i 1570. I 1611 lykkedes det imidlertid Christian IV at gennemtvinge Kalmarkrigen mod Sverige, der varede til 1613.

Ifølge Heiberg og Eller (se kilder) var kongen kendt for at være tapper, når han var med i krig – modsat mange andre regenter – men han var ikke specielt dygtig som militær leder. Den militære balance mellem Danmark-Norge på den ene side og Sverige på den anden ændrede sig ikke afgørende med krigen.

Ved freden i Knærød (Knäred) 1613 kom Sverige dog til at betale en betydelig krigsskadeerstatning. Bl.a. måtte Sverige opgive alle krav på det norske Nordland og Finnmarken.

Hvad var 30-årskrigen?

I 1625 overhørte Christian IV alle advarsler fra sine rådgivere og trak Danmark-Norge ind i 30-årskrigen, som var et resultat af religiøse og politiske stridigheder rundt om i Europa. Danmark led et stort nederlag, både militært og økonomisk, og Sverige benyttede lejligheden til at angribe Danmark i 1643.

Under krigen ledede den 67-årige Christian IV i 1644 et søslag på Kolberger Heide. Her mistede han synet på sit ene øje, da en svensk kugle ramte en kanon på det danske flagskib Trefoldigheden – derfor har kongen klap for øjet på mange af de kendte malerier af ham. Et år senere var dansk dominans i Norden afsluttet, da freden i Brömsebro 1645 betød, at Danmark-Norge måtte afgive store landområder til Sverige, heriblandt Halland.

Ifølge temaet ”Christian 4s København” på hjemmesiden Historie (se kilder) kan man om Christian IVs udenrigspolitik og konsekvenserne af den sige, at han overtog en stormagt, men efterlod et land, som havde sat sin position over styr for altid.

Hvordan var Christian IV’s personlige adfærd?

Christian IV levede uden de store udskejelser til daglig, men ved gilder og særlige lejligheder var der skruet op for mad, drikke, forlystelser og underholdning. Dengang skulle festerne i tidens fyrstehuse være et symbol på magt og formue, og ved Christian IVs hof var der masser af storslåede dragter og udsmykning, overdådige drikke- og ædegilder og underholdning i form af turneringer, sang, musik og optrædener.

Kongelige bryllupper, begravelser og dåbshandlinger var et helt kapitel for sig. De udviklede sig ofte til overdådige folkefester. I virkeligheden betalte folket selv for fornøjelsen, da de blev pålagt en særskat, hver gang der skulle holdes sådan en kongelig fest.

Da Christian IV i 1597 ægtede Anna Cathrine af Brandenburg, medbragte hun, som det var almindeligt dengang, en imponerende medgift. Ifølge medgiftsregnskabet – beskrevet i ”Regnskab på klæder til de kongelige frøkener til Det store Bilager i 1634” (se kilder) – kostede alene hendes huer mere end den ekstra bryllupsskat, som rigets to største byer, København og Malmø, havde betalt tilsammen.