Historie og baggrund om FN's klimamål

Hvad er baggrunden for FN's nuværende klimamål?

Klimaforhandlingerne i FN startede i 1990, efter en rapport fra FN's nye klimapanel viste, at menneskeskabte klimaforandringer – med fokus på udledningen af drivhusgasser og den følgende globale opvarmning – ville kunne påvirke klodens miljø drastisk. FN's generalforsamling besluttede, at det var nødvendigt med en klimakonvention, der skulle sikre, at drivhusgasudledningen ikke løb løbsk.

På en miljøkonference i Brasilien i 1992 nåede verdens lande til enighed om klimakonventionen UNFCCC – United Nations Framework Convention for Climate Change – der skulle stabilisere mængden af drivhusgasser i klodens atmosfære. Som rammekonvention er klimakonventionen ikke bindende, men en overordnet arena for politiske forhandlinger om, hvordan farlige klimaændringer kan forhindres. Disse forhandlinger foregår løbende, men det er på de årlige klimakonferencer kaldet COP – Convention of the Parties – at store beslutninger om bindende klimaaftaler forhandles og formuleres. Fordi klimakonventionen ikke er bindende i sig selv, men kun en ramme for forhandlinger, blev verdens lande enige om, at der var behov for en bindende aftale, som kunne forpligte verdens lande til at følge FN's klimamål. Derfor begyndte verdens lande efter 1992 at forhandle om en bindende protokol i FN-regi, og resultatet var Kyoto-protokollen, som i 2020 afløstes af Paris-aftalen.

 

Bill Clinton holder tale efter Kyoto-aftalen er faldet på plads i 1997. Produceret af White House Televison.

 

Hvad er Kyoto-protokollen?

I 1997, fem år efter forhandlingerne om en bindende klimaaftale begyndte, nåede verdens lande til enighed om den såkaldte Kyoto-protokol. Formålet med protokollen, som er den første juridisk bindende klimaaftale, var, at forpligte verdens lande til at reducere deres drivhusgasudledning. Forpligtelserne i Kyoto-protokollen fra 1997 dikterer, at de udviklede lande skulle lægge loft over udledningerne af drivhusgasser, så de i årene 2008-2012 i gennemsnit blev 5 procent mindre, end de var i 1990. Det er imidlertid udelukkende ilandene, der var forpligtet til at reducere deres CO2-udledning, mens ulandene kun havde skrevet under på at igangsætte “ikke-bindende reduktionsinitiativer, der støtter op om en bæredygtig udvikling”.

Det tog dog yderligere syv år, før protokollen trådte i kraft, da det krævede, at mindst 55 lande ratificerede den. USA, som var med til at forhandle aftalen på plads, ratificerede den aldrig på grund af modstand i den amerikanske kongres, hvorfor USA var det eneste iland, som ikke var forpligtet til at reducere deres udledning af drivhusgas under protokollens første periode. I 2012 blev det besluttet at forlænge Kyoto-protokollen med en anden periode gældende fra 2013-2020. Det skete efter, at klimaforhandlingerne om en ny global, juridisk bindende klimaaftale fejlede ved klimakonferencen i København i 2009 og på de efterfølgende COP-konferencer.

 

Der var på forhånd store forventninger til Cop15, der blev afholdt i København i december 2009 med Lars Løkke Rasmussen som formand.