FN's klimamål: Paris-aftalen og Verdensmålene

Hvad er Paris-aftalen?

Paris-aftalen er en juridisk bindende og global aftale om reduktion i udledningen af drivhusgasser, som trådte i kraft i 2020, og den er dermed Kyoto-protokollens afløser og FN-landenes officielle klimamål. Paris-aftalen blev forhandlet på plads på COP21 i Paris i december 2015. I modsætning til Kyoto-protokollen forpligter landene sig ifølge denne aftale ikke til at nedbringe drivhusgasudledningen med en bestemt procent, men forpligter sig i stedet til at holde den globale temperaturstigning under 2 grader celsius sammenlignet med den gennemsnitlige førindustrielle temperatur i 1850. Samtidig blev landene enige om en tillægsaftale ved at formulere det mere ambitiøse mål om, at de skal arbejde mod at holde temperaturstigningen under 1,5 grader celsius – altså en halv grad under de 2 grader, som de er forpligtet til – men i modsætning til aftalen om den maksimale temperaturstigning på 2 grader er den del af målet ikke bindende. Ifølge DR-artiklen “Her er hovedpunkterne i klimaaftalen” (se kilder) er der otte afgørende punkter:

  1. Verdens lande skal arbejde for, at udledningen af CO2 skal falde så hurtigt som muligt.
  2. Klodens temperaturstigning som følge af global opvarmning skal holdes under 2 grader celsius i forhold til den førindustrielle temperatur i 1850.
  3. Verdens lande – især ilandene – skal sikre finansiering af de nye klimamål, som hvert år kommer til at beløbe sig til omkring 100 milliarder amerikanske dollar (cirka 681 milliarder kroner).
  4. Hvert femte år – med start i 2018, to år før klimaaftalen trådte i kraft – skal verdens lande mødes for at opdatere klimamålene og gøre dem mere ambitiøse.
  5. Hvert land skal sørge for, at deres CO2-udledning topper så hurtigt som muligt, og at den derefter falder. Vækstlande og ulande, hvis økonomiske udvikling kan blive bremset af et fald i CO2-udledningen, får længere tid til at nå deres højeste CO2-forbrug.
  6. Hvert andet år skal verdens ilande indberette deres klimatal.
  7. Alle lande skal bruge det samme globale system til at indberette deres CO2-udledning og ikke forskellige systemer (som hidtil har været normen).
  8. Alle lande skal indberette, hvordan det går med at overholde deres klimamål, men der er ikke straf til lande, der ikke overholder dem.

Hvordan var forhandlingsforløbet frem mod Paris-aftalen?

Det tog verdens lande adskillige forsøg og mange år at nå til enighed om de nye, bindende klimamål som afløser for Kyoto-protokollen. Der var store forventninger op til klimatopmødet i København i 2009, men først seks år efter nåede man til enighed om en juridisk bindende aftale. Det afgørende stridspunkt var uenighed blandt i- og ulande om, hvor meget de hver især skulle forpligte sig til at reducere. Under Kyoto-protokollens første periode arbejdede man med et “fælles, men differentieret ansvar” ud fra en filosofi om, at ilandene havde udledt flere drivhusgasser end ulandene på grund af deres tidlige industrialisering og vækst, og at ulandene derfor skulle have mulighed for at udvikle sig økonomisk og havde mindre finansiel og politisk kapacitet til at skære ned på drivhusgasudledningen.

Da man forhandlede om en forlængelse af Kyoto-protokollen havde flere tidligere ulande dog oplevet enorm økonomisk vækst – blandt andet Kina, der i dag er verdens næststørste økonomi og største CO2-udleder – hvorfor flere ilande mente, at det var uretfærdigt og utilstrækkeligt, at kun ilande skulle forpligte sig til reduktioner, og at opdelingen mellem i- og ulande var blevet gjort irrelevant på grund af den økonomiske udvikling på verdensplan. I Paris blev uenigheden blandt andet løst ved at give ilandene en kortere deadline for, hvornår deres CO2-udledning skal stoppe, mens ulande og vækstøkonomier kun er forpligtet til at få det til at ske “hurtigst muligt”. Samtidig fokuserede man på, at de rige lande skal støtte ulandene økonomisk ved at finansiere initiativer, der skal gøre dem mere modstandsdygtige og give dem bedre tilpasningsevne i forhold til klimarelaterede udfordringer.

Hvad er Verdensmålene for bæredygtig udvikling?

I september 2015 nåede verdens ledere ved Generalforsamlingen i FN's hovedkontor i New York til enighed om 17 nye udviklingsmål, som afløser de såkaldte 2015-mål – også kendt som Millennium Goals – der blev vedtaget i 2000. De nye mål udstikker rammen for verdens udviklingspolitik de næste 15 år. Målenes primære fokus er at sikre, at verdens fattigste lande kan udvikle sig økonomisk og samtidig gøre det på en måde, der ikke gør skade på klimaet. I modsætning til Paris-aftalen har Verdensmålene ikke udelukkende fokus på klima, men flere af målene omhandler klima og relaterede emner som energi og bæredygtighed.

Især mål nummer 13, som handler om, at verden skal handle hurtigt for at bekæmpe klimaforandringerne og deres konsekvenser, spiller ind i FN's klimamål. Ifølge den officielle danske oversættelse af Verdensmålene, der ligger på Undervisningsministeriets hjemmeside (se kilder) har mål nummer 13 følgende delmål, som dikterer, at verdens lande skal arbejde for at:

  • 13.1. Modstandskraft og tilpasningsevne til klimarelaterede risici og naturkatastrofer i alle lande skal styrkes.
  • 13.2. Tiltag mod klimaforandringer skal integreres i nationale politikker, strategier og planlægning.
  • 13.3. Undervisning, oplysning og den menneskelige og institutionelle kapacitet skal forbedres ift. modvirkning, tilpasning, skadesbegrænsning og tidlig varsling af klimaændringer.
  • 13.a De udviklede landes forpligtelse, som underskrivere af FN's Rammekonvention om klimaændringer, skal indfries, til målet om i fællesskab at mobilisere 100 mia. USD årligt inden 2020 fra alle kilder, for at imødekomme udviklingslandenes behov for meningsfulde modvirkningstiltag og gennemskuelighed ved gennemførelse, og Den Grønne Klimafond skal kapitaliseres snarest muligt.
  • 13.b. Der skal fremmes mekanismer, der kan øge kapaciteten til effektiv planlægning og forvaltning, som relaterer sig til klimaændringer i de mindst udviklede lande og små udviklingsøstater, og med fokus på kvinder, de unge samt lokale og marginaliserede samfund.

Det står noteret under Verdensmålene for bæredygtig udvikling, at FN's rammekonvention om klimaændringer er det primære internationale, mellemstatslige forum, når det kommer til forhandlinger om den globale reaktion på klimaændringer. Selvom Verdensmålene blev vedtaget først (i september, få måneder før Parisaftalen) er de altså indordnet under Parisaftalen, da alle FN-forhandlinger anerkender, at det er resultaterne fra UNFCCC-forhandlingerne, der er gældende.