klimamål
Plakatoversigt over FN's Verdensmål for bæredygtig udvikling.
Foto: Søren Breiting / Scanpix

FN's klimamål og verdensmål

Af journalist Michelle Arrouas, iBureauet 2015. Opdateret af journalist og cand.comm. Anne Anthon Andersen, Bureauet, september 2018.
Top image group
klimamål
Plakatoversigt over FN's Verdensmål for bæredygtig udvikling.
Foto: Søren Breiting / Scanpix

Indledning

Siden begyndelsen af 1990’erne har FN forsøgt at samle verdens lande om aftaler, der skal dæmme op for de menneskeskabte klimaforandringer. Den første juridisk bindende klimaaftale blev Kyoto-protokollen i 1997, hvor landene forpligtede sig til at reducere deres udledning af drivhusgasser.

I 2015 forhandlede FN-landene sig til enighed om to nye aftaler, som tilsammen udgør FN's klimamål. Den ene er Paris-aftalen, som er en global, juridisk bindende klimaaftale og Kyoto-protokollens afløser. Den anden er aftalen om Verdensmål for bæredygtig udvikling, som afløste det tidligere sæt af udviklingsmål, kaldt 2015-målene, hvoraf flere omhandler klima.

Hovedpunkterne i aftalerne, der dikterer FN's klimamål de næste mange år, er at holde den globale temperaturstigning under 2 grader celsius, at sikre økonomisk støtte fra ilandene til klimaindsatsen i ulandene og at sikre alle landes modstandskraft og tilpasningsevne i forhold til klimarelaterede farer.

I sommeren 2017 trak USA – med daværende præsident Donald Trump i spidsen – sig ud af Paris-aftalen, men kort efter, at Joe Biden overtog præsidentposten i januar 2021, meldte han USA ind i aftalen igen.
 

Skuespiller og FN-ambassadør Leonardo DiCaprios tale ved ceremonien, hvor 170 verdensledere i december 2015 underskrev den historiske Paris-aftale.

Artikel type
faktalink

Introduktion til FN's klimamål

Print-venlig version af dette kapitel - Introduktion til FN's klimamål

Hvordan defineres FN's klimamål?

FN's klimamål er de mål, som verdens lande er nået til enighed om efter forhandlinger i verdensorganisationen. Siden 1992 har FN været hjemsted for internationale forhandlinger om, hvordan verdens lande skal forholde sig til klimaforandringerne, og det er fortsat i FN-regi, at verdens lande mødes for at forhandle og formulere verdens klimamål. Derfor er FN's klimamål lig med verdens klimamål, og derfor er der stort fokus på, hvor ambitiøse og juridisk bindende målene er. Formålet med klimamålene er at begrænse udledningen af drivhusgasser, sådan at den globale opvarmning kan bremses, og de menneskeskabte klimaændringer kan forhindres. I de senere år har der desuden været øget fokus på, hvordan klimaforandringer skader den sociale og økonomiske udvikling, og et knudepunkt i forhandlingerne om klimamålene har ofte været, hvordan verdens lande kan sikre en økonomisk og socialt bæredygtig udvikling, såvel som den klimamæssige udvikling.

Hvad er de gældende FN-mål på klimaområdet?

I 2015 nåede de 196 lande, der forhandler om klimaet i FN, til enighed om to aftaler, der i dag dikterer FN's klimamål. Den vigtigste af disse aftaler er Paris-aftalen, som indeholder FN's – og dermed verdens – officielle klimamål. Aftalen trådte i kraft i 2020 og afløser Kyoto-protokollen (se under Del 2: Historie og baggrund). Ud over målene i Paris-aftalen har FN også sat sig en række klimamål under aftalen om Verdensmål for bæredygtig udvikling, som verdens lande forhandlede sig til enighed om i 2015. Her er der fokus på at sikre, at alle lande – også ulande – er modstandsdygtige og evner at tilpasse sig til klimaforandringer såsom ekstremt vejr og naturkatastrofer, og at sikre fortsat økonomisk og social udvikling i alle lande verden over.

Historie og baggrund om FN's klimamål

Print-venlig version af dette kapitel - Historie og baggrund om FN's klimamål

Hvad er baggrunden for FN's nuværende klimamål?

Klimaforhandlingerne i FN startede i 1990, efter en rapport fra FN's nye klimapanel viste, at menneskeskabte klimaforandringer – med fokus på udledningen af drivhusgasser og den følgende globale opvarmning – ville kunne påvirke klodens miljø drastisk. FN's generalforsamling besluttede, at det var nødvendigt med en klimakonvention, der skulle sikre, at drivhusgasudledningen ikke løb løbsk.

På en miljøkonference i Brasilien i 1992 nåede verdens lande til enighed om klimakonventionen UNFCCC – United Nations Framework Convention for Climate Change – der skulle stabilisere mængden af drivhusgasser i klodens atmosfære. Som rammekonvention er klimakonventionen ikke bindende, men en overordnet arena for politiske forhandlinger om, hvordan farlige klimaændringer kan forhindres. Disse forhandlinger foregår løbende, men det er på de årlige klimakonferencer kaldet COP – Convention of the Parties – at store beslutninger om bindende klimaaftaler forhandles og formuleres. Fordi klimakonventionen ikke er bindende i sig selv, men kun en ramme for forhandlinger, blev verdens lande enige om, at der var behov for en bindende aftale, som kunne forpligte verdens lande til at følge FN's klimamål. Derfor begyndte verdens lande efter 1992 at forhandle om en bindende protokol i FN-regi, og resultatet var Kyoto-protokollen, som i 2020 afløstes af Paris-aftalen.

 

Bill Clinton holder tale efter Kyoto-aftalen er faldet på plads i 1997. Produceret af White House Televison.

 

Hvad er Kyoto-protokollen?

I 1997, fem år efter forhandlingerne om en bindende klimaaftale begyndte, nåede verdens lande til enighed om den såkaldte Kyoto-protokol. Formålet med protokollen, som er den første juridisk bindende klimaaftale, var, at forpligte verdens lande til at reducere deres drivhusgasudledning. Forpligtelserne i Kyoto-protokollen fra 1997 dikterer, at de udviklede lande skulle lægge loft over udledningerne af drivhusgasser, så de i årene 2008-2012 i gennemsnit blev 5 procent mindre, end de var i 1990. Det er imidlertid udelukkende ilandene, der var forpligtet til at reducere deres CO2-udledning, mens ulandene kun havde skrevet under på at igangsætte “ikke-bindende reduktionsinitiativer, der støtter op om en bæredygtig udvikling”.

Det tog dog yderligere syv år, før protokollen trådte i kraft, da det krævede, at mindst 55 lande ratificerede den. USA, som var med til at forhandle aftalen på plads, ratificerede den aldrig på grund af modstand i den amerikanske kongres, hvorfor USA var det eneste iland, som ikke var forpligtet til at reducere deres udledning af drivhusgas under protokollens første periode. I 2012 blev det besluttet at forlænge Kyoto-protokollen med en anden periode gældende fra 2013-2020. Det skete efter, at klimaforhandlingerne om en ny global, juridisk bindende klimaaftale fejlede ved klimakonferencen i København i 2009 og på de efterfølgende COP-konferencer.

 

Der var på forhånd store forventninger til Cop15, der blev afholdt i København i december 2009 med Lars Løkke Rasmussen som formand.