Hvordan kom Mussolini til magten i Italien?
Fascismen opstod i Italien efter 1. Verdenskrig. Italien stod på den sejrende side, og krigen styrkede ifølge Flemming Larsens ”Fascismens Italien” (se kilder) nationalfølelsen i den unge nation, der først var blevet samlet i årene 1860-1870. Til gengæld havde italienerne lidt store tab på slagmarken, og økonomien hang i laser. Det var svært at skaffe mad til alle, og både i byerne og på landet var der revolutionær stemning. Dette gjorde borgerskabet og småborgerskabet angste for en mulig kommunistisk revolution som den, man havde set i Rusland i 1917.
I dette politiske og sociale minefelt øjnede den tidligere socialist og soldat Benito Mussolini chancen for at få sin fascistiske bevægelse til magten. Dens politiske program var ifølge ”Fascismens Italien” (se kilder) noget forvirret, men det virkelig nye var dens vilje til at bruge vold som politisk middel mod sine modstandere, særligt socialister. Efter en march mod Rom i 1922 blev Mussolini leder af en højreorienteret regering støttet af konservative grupper, der troede, de kunne tøjle ham. Mussolini og fascisterne fik dog hurtigt undermineret demokratiet, og fra 1925 stod Mussolini som ubestridt diktator i Italien.
Børnekor afsynger den fascistiske slagsang Giovinezza til ære for Mussolini i 1936.
Hvordan udviklede det fascistiske regime i Italien sig?
Mussolini og fascisternes styre var ifølge opslaget ”Italien – historie (1796-1991)” i denstoredanske.dk (se kilder) imperialistisk, militaristisk og antidemokratisk. På hjemmefronten blev statsmagten styrket, og den unge italienske nation blev moderniseret via velfærdsinitiativer og teknologisk udvikling. Politiske modstandere blev undertrykt, mens det lykkedes Mussolini at få kirkens opbakning til sit regime.
Udenrigspolitisk ønskede regimet at opbygge et imperium, hvilket blev forfulgt gennem blodige kolonikrige i Libyen og Abessinien (Etiopien). Imperiet blev i 1939 også udvidet med Albanien. I Spanien nød oprørsgeneralen Franco godt af italiensk militær opbakning i den spanske borgerkrig, der endte med Francos sejr i 1939.
Mussolinis italienske fascister havde fra starten været en inspirationskilde for den nazistiske leder Adolf Hitler, selv om det nazistiske styre i Tyskland fra magtovertagelsen i 1933 begyndte at bevæge sig væk fra den italienske fascisme. Italien indgik en militærpagt med Nazi-Tyskland, som skulle vise sig skæbnesvanger, efter at Italien i 1940 meldte sig ind i 2. Verdenskrig som Tysklands allierede. Italien kom dermed til at gøre sig medskyldig i Holocaust og nazismens øvrige forbrydelser. Da Italien blev invaderet af de allierede magter i 1943, blev Mussolini væltet, og Italien skiftede til de allieredes side. Det var dog først efter langvarige og blodige kampe, at både nazister og de resterende fascister var nedkæmpet i hele Italien.
Hvor har der ellers været fascistiske regimer?
Fascismen er som nævnt vanskelig at definere, og derfor er det ligeledes vanskeligt at udpege rendyrket fascistiske regimer. Den amerikanske historiker Robert Paxton skriver i artiklen ”Five Stages of Fascism” (se kilder), at et af problemerne ved at definere fascisme er de mange efterligninger af fascismens virkemidler. Særligt i fascismens storhedstid i 1930'erne var der mange regimer, der ikke var reelt fascistiske, men lånte fascistisk symbolik for at fremme massemobiliseringen omkring sig.
Ud over Italien og til dels Tyskland er der dog også andre lande, hvor fascistiske ideer har spillet en rolle. I de tyskbesatte lande i Europa under 2. Verdenskrig kom fascistiske og nazistiske bevægelser tæt på magtens centrum i en række lande, men i Skandinavien fik fascismen aldrig betydelig folkelig opbakning. Ungarn blev for eksempel brutalt regeret af det nazistiske Pilekorsparti fra 1944 til 1945.
I Spanien tog general Francisco Franco magten ved et kup og en efterfølgende borgerkrig, som blev vundet i 1939 med italiensk og tysk hjælp. Francos regime, der holdt indtil hans død i 1975, kan næppe kaldes rendyrket fascistisk, men rummede særligt i begyndelsen en række fascistiske træk såsom nationalisme og modstand mod demokrati og kommunisme. Franco-staten søgte at udbrede sin kontrol til hele det spanske samfund, og Franco blev udpeget som nationens frelser.
Også Latinamerika har haft regimer, der var inspireret af fascistiske ideer, blandt andet under Argentinas præsident Juan Peron (præsident 1946-1955 og 1973-1974) og Chiles Augusto Pinochet (præsident 1974-1990).
Spanske demonstranter giver fascisthilsen i anledning af 40-året for general Francos død.