Hvem skriver de falske nyheder?

Der kan være forskellige grunde til at skrive falske nyheder. Ofte vil det være for at tjene penge eller for at få nogle til at skifte mening. Falske nyheder kommer tit fra hjemmesider og blogs, der lader som om, de er rigtige nyhedsmedier. De deler deres historier på de sociale medier. Når en falsk nyhed bliver delt, bliver de reklamer, som er på siden, også delt, og det kan man tjene rigtig mange penge på.

 

YouTube

Et nyt projekt skal skal træne skoleelever til at navigere uden om falske nyheder og mobning på de sociale medier. Foto: Lucy Nicholson / Scanpix

Er der falske nyheder i Danmark?

Én dag om året kan man læse falske nyheder i de danske aviser. Den 1. april laver flere medier nemlig aprilsnar. De skriver skøre, fantasifulde historier, som står i aviserne mellem de rigtige nyheder. Også TV-AVISEN narrer seerne den 1. april. I 1983 bragte de f.eks. historien om en slikfabrikant, som solgte nogle særlige chokoladeæg, hvor der var levende kyllinger i. Det var selvfølgelig ikke rigtigt. 

Men det er en underholdende tradition som læserne kender. De problematiske falske nyheder er nyheder, som er blevet skrevet med bevidst mål om at påvirke læsernes holdninger, med afsæt i falsk eller fordrejet information. I foråret 2019 undersøgte et ekspertpanel af forskere i journalistik de danske nyhedsmedier for såkaldt bevidst vildledning af læserne. I dagbladet Politiken kan man læse at ni danske nyhedsmedier, ifølge forskernes vurdering, leverede vildledende nyheder. Forskerne kaldte de ni medier for junkmedier, og forskerne kalder det et demokratisk problem at medierne på falsk grundlag påvirker danskernes holdninger.  

Hvorfor er falske nyheder et problem?

Det er et problem for samfundet, hvis de politikere, der bliver valgt til at lede, bliver valgt på baggrund af falsk viden. Det er der flere, der mener, skete ved præsidentvalget i USA i 2016. F.eks. fik historien, om at paven støttede Donald Trump, mange mennesker til at stemme på ham. Men det var en falsk påstand. Det er i det hele taget et problem hvis falske nyheder påvirker mediebrugernes holdninger med påstande og falske oplysninger præsenteret som fakta. Undersøgelsen af danskernes medievaner fra DR Medieforskning viste i 2018 at 68 procent af danskerne har høj eller meget høj tillid til nyhedsmedierne. Derfor bliver fake news og junkmedier endnu mere problematiske.

Et andet problem ved falske nyheder er at de kan være svære at stoppe, når de først er blevet spredt. Facebook har forsøgt at give falske nyheder en mærkat. Men det tager lang tid, fordi nyhederne først skal læses og vurderes. Ofte er de falske nyheder allerede delt til rigtig mange mennesker før de bliver stemplet som falske.