"Atombombekuppelen" (Genbaku Domu på japansk)  ses i solnedgang.  Kuplen er den eneste tilbageværende "hele" bygning i Hiroshima efter atombombomben blev kastet over byen i august 1945.

"Atombombekuppelen" (Genbaku Domu på japansk)  er den eneste tilbageværende "hele" bygning i Hiroshima efter atombombomben blev kastet over byen i august 1945.

large_Atomvåben case - Toru YamanakaAFPRitzau Scanpix@000_Hkg8860659-2660x1588ma.jpg

medium_Atomvåben case - Toru YamanakaAFPRitzau Scanpix@000_Hkg8860659-2660x1588ma.jpg

small_Atomvåben case - Toru YamanakaAFPRitzau Scanpix@000_Hkg8860659-2660x1588ma.jpg

thumbnail_Atomvåben case - Toru YamanakaAFPRitzau Scanpix@000_Hkg8860659-2660x1588ma.jpg

Atomvåben case - Toru YamanakaAFPRitzau Scanpix@000_Hkg8860659-2660x1588ma.jpg

To atombomer blev  kastet over de japanske byer Hiroshima og Nagasaki i august 1945.. Den første atombombe, ”Little Boy”, blev kastet over Hiroshima, som blev mål for bomben, fordi japanerne havde meget militært materiel og mange soldater i byen. ”Little Boy”-bomben var 71 cm i diameter, 4.000 kg tung og tilintetgjorde på et øjeblik en stor del af byen og slog 60.000-80.000 civile japanere ihjel. Tre dage efter kastede amerikanerne den næste atombombe, ”Fat Man”, over den japanske by Nagasaki, som var en stor havneby med en vigtig funktion i Japans krigsførelse. ”Fat Man” var, som navnet antyder, større end ”Little Boy” – 1,52 meter i diameter, 4.545 kilo tung, og slog 30.000 japanere ihjel, færre end ”Little Boy”, fordi bjergene i området omkring Nagasaki begrænsede effekten af bomben. Japan overgav sig uden betingelser den 15. august 1945, kan man læse i artiklen ”OVERBLIK: Derfor kastede USA atombomber over Hiroshima og Nagasaki” \[4\].

Hiroshima og Nagasaki

Luftfoto, der viser affyringssted for sovjetiske missiler på Cuba, oktober 1962.

large_Cuba_Missiles_Crisis_U-2_photo.jpg

medium_Cuba_Missiles_Crisis_U-2_photo.jpg

small_Cuba_Missiles_Crisis_U-2_photo.jpg

thumbnail_Cuba_Missiles_Crisis_U-2_photo.jpg

Cuba_Missiles_Crisis_U-2_photo.jpg

Cubakrisen er det mest kendte eksempel på,  hvor tæt verden har været på en egentlig atomkrig. Cubakrisen opstod, da Sovjetunionen i 1962 begyndte at opstille atommissiler på øen Cuba, for at have atomvåben tæt på USA. Det sovjetiske atomanlæg på Cuba blev dog opdaget af amerikanske spionfly, og den amerikanske præsident Kennedy insisterede på, at anlæggene blev fjernet, og den amerikanske flåde satte en stopper for, at sovjetiske skibe lagde til havn på Cuba. Det førte til en konflikt, som skabte frygt for udløsning af en Tredje Verdenskrig og mulig atomkrig. Konflikten endte dog med en gensidig aftale mellem de to stormagter: Sovjetunionen fjernede deres missiler fra Cuba, mens USA til gengæld skulle fjerne sine missiler fra Tyrkiet. Aftalen førte også til, at de to stormagter begyndte at forhandle om nedrustning og indgik en gensidig aftale om stop for prøvesprængninger, kan man læse på opslagsværket Historielab.dk under overskriften ”Tema 3: Atommarcher og Cubakrise” \[20\].

Cubakrisen

Indledning

I august 2025 er det 80 år siden, at to atombomber blev kastet over de japanske byer Hiroshima og Nagasaki og afsluttede Anden Verdenskrig. Siden har atomvåben været en central brik i global sikkerhedspolitik, først som en del af den kolde krigs afskrækkelsesstrategi mellem USA og Sovjetunionen og senere i de mange politiske og militære spændinger, der har præget verdenssamfundet. Ruslands invasion af Ukraine og Donald Trumps genindtræden som præsident i USA har igen gjort atomvåben til et centralt emne i den sikkerhedspolitiske debat. Geopolitiske spændinger og teknologiens fremskridt har ført til nye diskussioner om, hvilken rolle atomvåben kan og skal spille – og rejst spørgsmålet, hvorvidt Europa bør opbygge sit eget atomvåben(-lager/-arsenal) og hermed udfordre FN’s traktat om forbud mod atomvåben, som blev vedtaget i 2017. Brugen af atomvåben rejser både etiske og sikkerhedsmæssige spørgsmål og vil kunne medføre uoverskuelige miljømæssige og humanitære konsekvenser. Derfor forsøger flere internationale organisationer og NGO’er at forhindre udbredelsen af atomvåben. Men mens nogle argumenterer for total afskaffelse af atomvåben, mener andre, at atomvåben er nødvendige for at opretholde global stabilitet og verdensfred.

Vestre Fængsel. Efter Danmarks Befrielse anholdte frihedskæmpere og politi danskere der var mistænkt for at have hjulpet besættelsesmagten.

2. verdenskrig_faktalink_20160614-135045-4-1920x1280we.jpg

2. Verdenskrig

Atomkraftværket Grundremmingen i Bayern i Tyskland.

atomkraft_faktalink_20170628-065541-pf-1920x1280we.jpg

Atomkraft

Tyske tropper i Danmark under Besættelsen. Tropperevy i Fælledparken for general Lüdke.

besættelsen 1940-45_faktalink_19920911-143618-pf-1920x1299we.jpg

Besættelsen 1940-1945

Modgift til kemiske og biologiske våben.

biologiske våben_faktalink_20021112-095357-pf-1920x1289we.jpg

Biologiske våben

To mænd i beskyttelsesdragter rydder op efter atomulykken i Tjenobyl i 1986

Omkring 600.000 soldater, brandmænd og civile, såkaldte 'likvidatorer', blev over en periode på fire år sendt ud for at rydde op efter atomulykken i Tjernobyl i 1986.

Tjernobyl - Sergei SupinskyAFPRitzau Scanpix@20060418-130007-4-2200x1701ma.jpg

Tjernobyl-ulykken

J.F. Kennedy giver den 24. oktober 1962 ordre til flådeblokade af Cuba.

cubakrisen_faktalink_20121010-073551-5-1000x686we.jpg

Cubakrisen og Cubas forhold til USA

Relaterede emner

Videoen forklarer, hvordan atombomber fungerer, og hvordan de forårsager altødelæggende skade ved at sprede varme, eksplosion, ekstreme trykbølger og radioaktiv stråling.

Hvor langt væk skal jeg være fra en atombombe for at overleve?

Definition

Definition af atomvåben

Hvad er atomvåben?

Atomvåben er den kraftigste våbentype i verden og bliver også kaldt kernefysiske våben, fordi eksplosionen i atombomben sker ved, at der frigøres kerneenergi i bomben. Kerneenergien kan frigives på to forskellige måder: ved deling eller spaltning af stoffet uran eller plutonium i bomben, som man med fysik-termer kalder fission, eller ved at hydrogenkerner smelter sammen inde i bomben, kaldet fusion. Det kan man læse under overskriften ”Atomvåben” i opslagsværket Globalis.dk \[1\]. Atomvåben kan udslette store områder og skabe langvarig ødelæggelse med den stråling, de efterlader. Derfor bliver de også kaldt masseødelæggelsesvåben og ikke-konventionelle våben, det vil sige våben, som kun få lande har, og som kun få gange i historien er blevet brugt. Atomvåben bliver inddelt i kategorier efter den afstand, de kan nå fra affyringsstedet til deres mål. Mens langdistancevåben har en rækkevidde over 5.500 kilometer, har mellemdistance-atomvåben en rækkevidde på 500 til 5.500 kilometer, og kortdistance-atomvåben har en rækkevidde på under 500 kilometer. Atomvåben, der kan anvendes på langdistance, kaldes strategiske våben, mens atomvåben med en kortere rækkevidde kaldes taktiske atomvåben, fordi de anvendes afgrænset i et kampområde. Dernæst kategoriseres atomvåben ud fra, hvorfra de kan bruges. På landjorden bruges de som missiler eller granater, på havet som ubådsmissiler eller torpedoer og fra luften som bombefly eller krydsermissiler, kan man læse under overskriften ”Kernevåben” på opslagsværket LEX.dk \[2\]. Begrebet ’beskidte bomber’ bliver ofte brugt til at beskrive bomber fremstillet til terrorformål, der minder om atombomber, idet de spreder radioaktive stoffer ud over et stort område, når de eksploderer. Men de er slet ikke af samme kompleksitet som atomvåben og kan ikke lave samme omfang af eksplosion. Til gengæld er de såkaldt beskidte bomber lettere at fremstille, fordi de kan fremstilles af radioaktive stoffer, som er mere almindelige end stoffer som uran og plutonium, som atomvåben er fremstillet af. Det kan man læse i artiklen ”Hvad er ’beskidte bomber’, og hvor farlige er de?” På Videnskab.dk \[3\].

Fakta

Fakta om atomvåben

Hvornår blev atomvåben for første gang brugt i krig?

Atomvåben blev første gang brugt i krig den 6. august 1945, da USA kastede en atombombe over den japanske by Hiroshima og tre dage senere sprængte en bombe over byen Nagasaki for at afslutte Anden Verdenskrig. Selvom det nazistiske styre i Tyskland havde overgivet sig i maj 1945, fortsatte japanerne med at kæmpe og ville ikke følge kravet fra USA om at overgive sig. USA havde i hemmelighed i det såkaldte Manhattanprojekt, ledet af fysikeren Robert Oppenheimer og general Leslie R. Groves, udviklet atombomberne og brugte dem til at demonstrere militær magt og teknologisk overlegenhed. Japan overgav sig uden betingelser den 15. august 1945, kan man læse i artiklen ”OVERBLIK: Derfor kastede USA atombomber over Hiroshima og Nagasaki” på nyheder.tv2.dk \[4\].

Hvor mange atomvåben findes i dag?

Det anslås, at de i alt ni lande, der officielt har atomvåben, i alt har cirka 12.212 sprænghoveder. 88 % af dem tilhører Rusland eller USA, kan man læse under overskriften ”Atomvåben” i opslagsværket Lex.dk \[2\]. Artiklen beskriver, at Rusland har cirka 1.244 sprænghoveder på landbaserede missiler med en rækkevidde på 10.500 kilometer, cirka 586 sprænghoveder i bombefly samt flådestyrker med 12 bevæbnede atomundervandsbåde med 992 sprænghoveder. Dernæst har Rusland et mindre antal sprænghoveder til kortrækkende missiler til taktisk brug. Rusland har de senere år moderniseret deres atomvåben og bygget nye kernevåben med bedre styringssystemer. Rusland har også bygget nye atomdrevne ubåde og forventer at have tre nye ubåde bevæbnet med såkaldte Poseidon-torpedoer klar i 2027. USA har 1.920 sprænghoveder på 14 undervandsbåde, 800 sprænghoveder på 400 landbaserede missiler og 780 sprænghoveder i bomber og krydsermissiler på bombefly. Dernæst har USA 200 taktiske sprænghoveder, hvoraf halvdelen befinder sig i NATO-lande i EU: Belgien, Holland, Tyskland og Italien, hvor de kan bruges fra jagerbombefly. Når man tæller USA's reservelagrer med, er den amerikanske kapacitet på 5.044 sprænghoveder, svarende til Ruslands sprængkraft. I november 2024 underskrev den russiske præsident Vladimir Putin et dekret, der tillader brug af atomvåben mod stater, der angriber Rusland eller dets allierede. USA har samme kriterier for anvendelse af atomvåben som Rusland og afviser således ikke at anvende dem, hvis USA eller dets allierede bliver truet på dets eksistens, kan man læse i artiklen ”Atomvåben” i opslagsværket Lex.dk (2).

Videoen forklarer, hvordan de ni lande, som officielt har atomvåben, bruger dem til at styrke deres magtpositioner, hvordan fem af dem er anerkendte atommagter, og hvorfor Danmark aldrig har haft atomvåben.

Hvorfor har Danmark ikke atomvåben?

Hvilke lande har atomvåben?

Ni lande har officielt atomvåben: Rusland, USA, Kina, Frankrig, Storbritannien, Pakistan, Indien, Nordkorea og Israel. Ud over USA og Rusland har tre eller fire af disse lande en atomvåbenstyrke, der vil kunne gengælde et atomangreb, nemlig Kina, Indien, Pakistan og muligvis Israel, kan man læse i artiklen ”Atomvåben” på opslagsværket Lex.dk \[2\].

Oversigt over udbredelsen af atomvåben på verdensplan

large_DIIS_PB_Nuclear_Grafik.jpg

medium_DIIS_PB_Nuclear_Grafik.jpg

small_DIIS_PB_Nuclear_Grafik.jpg

thumbnail_DIIS_PB_Nuclear_Grafik.jpg

DIIS_PB_Nuclear_Grafik.jpg

Hvor bliver atomvåben placeret?

De lande, der har atomvåben, placerer dem på strategiske steder rundt om i verden, afhængigt af de enkelte nationers militære strategi og behov for forsvar. USA har sine atomvåben placeret på militærbaser i USA og i lande, der er en del af det amerikanske forsvar – de fem europæiske lande Tyskland, Belgien, Italien, Holland og Tyrkiet har amerikanske atomvåben opbevaret. Rusland har sine atomvåben placeret på militære baser i Rusland, men også i områder ved NATO-landenes grænser, f.eks. på baser i Sibirien og ved Det Kaspiske Hav. Almindeligvis bliver atomvåben opbevaret i underjordiske bunkere eller siloer for at skjule dem og beskytte dem mod angreb. USA, Rusland, Storbritannien og Kina har også alle atomubåde placeret på hemmelige steder i havet langt fra egne kyster, som en del af landenes afskrækkelsesstrategi. Atomvåben kan også være opbevaret på luftvåbenbaser, hvor landenes bombefly er placeret.

Hvor stor ødelæggelseskraft har atomvåben?

Atomvåben har ekstremt stor ødelæggelseskraft og rækkevidde, fordi eksplosionerne er kraftfulde i form af varme, trykbølger og radioaktiv stråling, som er kræftfremkaldende, og som bliver i luften i lang tid, efter at atombomben er sprængt. I artiklen ”Hvor langt skal man være fra en atombombe for at overleve?” på Videnskab.dk, kan man læse om et teoretisk scenarie over, hvor langt ødelæggelserne ville ramme, hvis en atombombe blev kastet over Nørreport. Op til en radius på 85 kilometer, svarende til helt til Slagelse på Sydsjælland, ville man kunne mærke varmestrålerne. I en radius af 11 kilometer ville bomben kunne give førstegradsforbrændinger, mens den i en radius af otte kilometer vil kunne give tredjegradsforbrændinger, som man kan dø af, hvis mere end 24 procent af kroppen bliver ramt. Dernæst ville trykbølgerne i en radius på seks kilometer, dvs. helt til Rødovre, kunne vælte bygninger omkuld. En atombombe kastet over Nørreport ville desuden sende kræftfremkaldende stråling så langt som helt til Ballerup, dvs. en radius på 14 kilometer, alt efter vejrforholdene, og den stråling ville blive i luften og ville kunne skade mennesker i flere generationer, fordi strålingen kan sætte sig i generne og hermed gå i arv, kan man læse i artiklen \[5\].

Analyse

Analyse af atomvåbens betydning

Hvilken betydning har atomvåben for verdenssamfundet?

Atomvåben har stor betydning som magtmiddel og er med til at holde stormagterne i skak overfor hinanden. Nationer, der besidder atomvåben, bruger dem som et middel til at afskrække andre lande fra at angribe dem af frygt for modangreb. I artiklen ”Atomvåbenbalancen – fra Den Kolde Krig til multilateralisme” beskriver professor emeritus i historie og europæisk civilisation Uffe Østergaard, hvordan den amerikanske forsker Kenneth Walz i 1979 lavede en teori om, hvordan atomvåben kunne være fredsskabende. Walz’ teori, ”Theory of International Politics”, fremlægger en antagelse om, at det internationale politiske system bygger på anarki, og at konkurrence mellem staterne får dem til at opføre sig på samme måde. Hermed vil den gensidige trussel mellem to stater, der begge har atomvåben, få begge til at undlade at anvende deres atomvåben, lyder Walz’ argument – han kalder det ”mutually assured destruction”, kan man læse i artiklen \[6\]. Men atomvåben kan også skabe spændinger, fordi de lande, der har atomvåben, også ofte får større geopolitisk indflydelse i kraft af deres magt. Derfor kan der opstå rivalisering imellem atommagter. Hvis lande bryder de internationale traktater og indbyrdes aftaler, kan det destabilisere verdensfreden og skabe utryghed i verdenssamfundet. Atomvåben og de rivaliseringer og spændinger, der følger med oprustning og nye teknologiske muligheder, gør det afgørende, at verdenssamfundets fredsbevarende institutioner hele tiden sikrer internationale aftaler om overvågning, nedrustning og forbud, f.eks. FN-traktaten, som 122 FN-lande vedtog den 7. juli 2017, som man kan læse om i kronikken ”Danmark bør ikke stå uden for FN’s traktat om forbud mod atomvåben” på Information.dk \[7\].

USA bruger atomvåben mod Japan i 1945, som en del af 2. Verdenskrig.

Sovjetunionen udfører prøvesprængninger med atomvåben.

Storbritannien udfører prøvesprængninger med atomvåben.

Det Internationale Atomenergibureau (IAEA) blev oprettet og er en del af FN-systemet. IAEA er tillagt kontrolfunktioner for at hindrer, at materiale, som kan bruges til atomvåben, kun bruges til atomkraft.

Frankrig udfører prøvesprængninger med atomvåben.

FN's generalforsamling fordømmer alle prøvesprængninger af atomvåben og kræver at disse skal standses, før året er omme.

Prøvesprængningsaftalen bliver indgået mellem Storbritannien, USA og Sovjetunionen. Aftalen forbyder atomvåbenafprøvning i luft, under vand og i verdensrummet. Undtaget fra aftalen er underjordiske eksplosioner.

Kina udfører prøvesprængninger med atomvåben.

Ikkespredningsaftalen bliver vedtaget. Aftalen hævder det kun er de lande, som har gennemført atomprøvesprængninger før 1. januar 1967, som har lov til at have atomvåben. Det vil sige USA, Sovjetunionen, Storbritannien, Frankrig og Kina.

FN's generalforsamling vedtager, at 1970-tallet skal være nedrustningsårtiet. Medlemslandene opfordres til at reducere antallet masseødelæggelsesvåben.

Den første SALT 1-aftalen bliver underskrevet mellem USA og Sovjetunionen for at begrænse produktion og udplacering af atomvåben. ABM – (Anti Ballistic Missile Treaty) bliver indgået mellem USA og Sovjetunionen. Aftalen sætter en begrænsning på antallet raketforsvarssystemer, som de to lande må have.

SALT 2-aftalen bliver underskrevet. Aftalen skal begrænse både offensive atomvåben og udplacering og testning af bevægelige interkontinentale raketter.

USAs præsident Ronald Reagan lancerer «Strategic Defense Initiative» (SDI), et raketforsvarssystem, som har til hensigt at værne USA mod atomvåbenangreb fra Sovjetunionen. Nogle af planerne går ud på at placeere raketter på satellitsystemer i verdensrummet. Programmet får derfor tilnavnet «Star Wars».

INF-aftalen (Intermediate-Range Nuclear Forces Treaty) mellem USA og Sovjetunionen bliver underskrevet. Den forpligter landene til at fjerne landbaserede mellemdistanceraketter og forbyder parterne at anskaffe nye. Aftalen bliver opfattet som et gennembrud i forhandlingerne mellem øst og vest.

START-I (Strategic Arms Reduction Treaty) bliver indgået. Aftalen er en udvidelse af SALT-aftalerne. Den forudsætter, at USA og Sovjetunionen skal reducere sine arsenaler af atomvåben inden år 2001. Samme år opløses Sovjetunionen, Den Kolde Krig er over, og Rusland overtager Sovjetunionens folkeretslige forpligtelser.

Kilde: [Atomvåben](https://globalis.dk/tema/konflikt-og-fred/atomvaaben#Atombombenshistorie-2), Globalis

Atombombens historie

Hvordan påvirkes atomvåbens strategiske magt af politik og teknologi?

bruge atomvåben strategisk. Begge dele er med til at definere, hvilken værdi det har for staterne at have atomvåben, og hvilken magt de kan opnå med dem. Teknologien kan skabe nye muligheder for at udvikle mere effektive atomvåben – f.eks. våben, som kan levere højere præcision og fungere over større afstande. Dette giver stater med den nyeste teknologi større våbenmagt. Teknologien kan også gøre det muligt at udvikle bedre missilforsvar og hacking, som kan underminere atomstaters magt. Den teknologiske udvikling kan også medføre, at flere lande udvikler egne atomvåben, hvilket vil ændre magtbalancen. Kunstig intelligens (AI) kan særligt ændre atombalancen, fordi AI kan optrappe våbenkapløbet, kan man læse i artiklen ”Kunstig intelligens udfordrer strategisk stabilitet i den tredje atomalder” på Diis.dk \[8\].

Politiske beslutninger og internationale aftaler sætter spillereglerne for anvendelse, opbevaring og udvikling af atomvåben. Politiske aftaler kan grundlæggende ændre den magt, der ligger i at besidde atomvåben. Selvom aftalerne er afgørende for verdensfreden, er de også skrøbelige. Lande kan vælge ikke at stemme for aftalerne eller trække sig fra dem. Dette skete f.eks., da USA i 2018 valgte at trække sig ud af INF-aftalen (Intermediate-Range Nuclear Forces Treaty), en nedrustningsaftale mellem USA og Rusland, der forbød landbaserede mellemdistanceraketter, som kan udstyres med atomvåben, kan man læse på Globalis.dk \[1\].

Hvilke forsøg har der været på at forhindre udbredelse af atomvåben?

Det internationale samfund har med flere forskellige aftaler arbejdet på at begrænse spredningen af atomvåben og forhindre, at flere lande får adgang til atomvåben. Blandt de mest betydningsfulde aftaler er Non-proliferation Treaty (NPT), på dansk kaldet ikke-spredningstraktaten, som forpligter lande, der er ikke-atommagter, til at afskaffe deres atomvåben og forpligter atommagterne til at reducere mængden af atomvåben og ikke sprede deres våben.  Aftalen trådte i kraft 5. marts 1970 og er tiltrådt af 191 nationer, kan man læse på retsinformationen under overskriften ”Bekendtgørelse af traktat af 1. juli 1968 om ikke-spredning af kernevåben” \[9\].

En anden vigtig aftale for at forhindre spredning af atomvåben er "Comprehensive Nuclear-Test-Ban Treaty" (CTBT). Den blev vedtaget i 1996 og forbyder alle former for atomprøvesprængninger. Selvom hverken USA eller Kina har underskrevet den, har aftalen skabt en norm mod atomprøvesprængninger. Den har også gjort det sværere for lande at udvikle nye atomvåben uden at blive opdaget, fordi organisationen overvåger udviklingen af atomvåben. Dette kan man læse på CTBTO’s hjemmeside under overskriften "The Comprehensive Nuclear-Test-Ban Treaty"10\]. Organisationens mission er at stoppe atomsprængninger.

Dernæst spiller den internationale organisation Atomic Energy Agency (IAEA) en vigtig rolle i at være ansvarlig for, at atomteknologi bruges til fredelige formål og ikke til udvikling af atomvåben. Organisationen overvåger atomprogrammer og har for eksempel opdaget atomvåbenprogrammer i Iran, som i 2021 brugte trusler om udvikling af atomvåben som pression for at få USA til at ophæve økonomiske sanktioner mod landet, kan man læse i kommentar-artiklen ”Atomstriden mellem USA og Iran spidser til. Hvem blinker først?” på Altinget.dk \[11\].

Et af de nyeste initiativer i kampen mod atomvåben er FN’s internationale traktat om forbud mod atomvåben, ”Treaty on the Prohibition of Nuclear Weapons”, som blev vedtaget i 2017 og trådte i kraft 22. januar 2021. Den forbyder alle former for udvikling, produktion, lagring, brug og trussel om brug af atomvåben. Danmark har endnu ikke underskrevet traktaten med det argument, at det vil bryde solidariteten med NATO, fordi atomvåben kan bruges som afskrækkelse og som en del af NATO’s strategi, som daværende udenrigsminister Jeppe Kofoed (S) sagde til et møde i Udenrigsudvalget, kan man læse på organisationen International Campaign to Abolish Nuclear Weapons (ICAN’s) hjemmeside – en organisation, der arbejder for at forbyde og afskaffe atomvåben \[12\].

Problemstillinger

Problemstillinger ved atomvåben

Hvilke etiske og sikkerhedspolitiske spørgsmål rejser brugen og eksistensen af atomvåben?

Atomvåben rejser etiske og sikkerhedspolitiske dilemmaer. Helt åbenlyst er dilemmaet i at bruge oprustning til at forsøge at sikre verdensfred. Siden USA afsluttede Anden Verdenskrig ved at kaste de to atombomber over de japanske byer Hiroshima og Nagasaki, har argumentet Mutual Assured Destruction (MAD), på dansk ”gensidig garanteret ødelæggelse”, domineret sikkerhedspolitikken. Rationalet er som beskrevet tidligere i denne artikel, at atomlandene kan holde hinanden i skak alene i kraft af den reelle trussel, så ingen af parterne vil være interesseret i at anvende deres atomvåben. Men den tilgang rejser spørgsmålet, hvorvidt det er etisk forsvarligt at bruge frygten for atomvåben som middel til at opretholde fred? Og hvorvidt det er sikkerhedsmæssigt forsvarligt at løbe den risiko, der altid vil være forbundet med at have atomvåben: For hvad hvis våbnene en dag bliver brugt, fordi de falder i forkerte hænder, eller pga. tekniske fejl? En anden både etisk og sikkerhedspolitisk udfordring er, at atomvåben kan medføre langvarige både miljømæssige og sundhedsmæssige konsekvenser og gøre uoprettelig skade på klimaet og bringe fremtidige generationers liv i fare, som det beskrives i artiklen ”Forbudskonvention mod kernevåben” på ugeskriftet.dk \[13\].

Hvad er risikoen for utilsigtede konflikter og spredning til ikke-statslige aktører?

Kontrol, nedrustning og aftaler, som forpligter atommagterne til at sikre, at deres atomvåben ikke bliver spredt og ikke falder i ikke-statslige aktørers hænder, er en vigtig del af den europæiske og globale kontrol med atomvåben. Dette system, der skal sikre, at atomvåben udelukkende bliver brugt til at afskrække, er dog i de seneste år kommet under stort pres, særligt som følge af krigen i Ukraine, og fungerer ikke så effektivt som tidligere, kan man læse på Udenrigsministeriets hjemmeside under overskriften ”Våbenkontrol, nedrustning og ikke-spredning”\[14\]. Her kan man læse om alle de traktater og aftaler, der indgår i det sikkerhedssystem, som Europa og Organisationen for Sikkerhed og samarbejde i Europa (OSCE) siden Anden Verdenskrig har bygget op for at kontrollere atomvåben. F.eks. har først Rusland (februar 2023) og siden USA suspenderet den gensidige aftale ”Treaty on Measures for the Further Reduction and Limitation of Strategic Offensive Arms” (New Start), mens Rusland har undladt at ratificere aftalen ”Comprehensive Nuclear-Test-Ban Treaty (CTBT), som USA ikke har ratificeret siden 1996.

Det svenske fredsforskningsinstitut Stockholm International Peace Research Institute (SIPRI) forsker i konflikter, våbenhandel og nedrustning og udgiver hvert år en rapport, der gør status over den globale udvikling i våben, nedrustning og international sikkerhed. ”Sipri Yearbook 2024”-rapporten konkluderer, at Kina udvider sit atomvåbenarsenal markant, og vurderer, at Kina kan have opbygget et missillager på størrelse med Ruslands og USA’s i løbet af et årti, mens også Indien, Pakistan og Nordkorea opruster med atomvåben. Rapporten vurderer også en øget risiko for brug af atomvåben i internationale konflikter og advarer om, at accelererende våbenkapløb og voksende politiske og økonomiske spændinger gør, at verden befinder sig i en af de farligste perioder i menneskehedens historie, kan man læse i pressemeddelelsen ”Role of nuclear weapons grows as geopolitical relations deteriorate – new SIPRI Yearbook out now” \[15\].

Hvilke konsekvenser har atomvåben for miljø og klima?

Hvorfor debatteres det, om EU skal have egne atomvåben?

Debatten om, hvorvidt EU skal have egne atomvåben, er opstået som reaktion på den ændrede sikkerhedspolitiske situation, der er fulgt med Ruslands invasion af Ukraine og de politiske forandringer i USA efter genindsættelsen af præsident Donald Trump. Mens den russiske præsident Putin har truet med brug af atomvåben mod lande, der modsætter sig Rusland, udvikler forholdet mellem Europa og USA sig på en måde, så Europa ikke længere kan tage det for givet, at Europa vil være sikret af USA’s såkaldte atomparaply, som det ellers har været tilfældet siden Anden Verdenskrig. Debatten om atomvåben i Europa indgår som et led i målsætningen om at styrke Europas selvstændighed ved at bygge en såkaldt ”europæisk søjle” ind i NATO, så Europa i højere grad kan sikre sig selv, hvor sikkerhedsstrukturen tidligere har været afhængig af alliancen med USA. Frankrigs præsident Macron har tilbudt, at EU kan være sikret under Frankrigs atomparaply, på den betingelse, at Frankrig bevarer den fulde kontrol over sine atomvåben – et scenarie som de øvrige politiske ledere i EU ikke er trygge ved. Det kan man læse i artiklen ”Et nukleart sikkerhedsdilemma: Skal Europa have sin egen atomparaply?” på Tænketanken Europas hjemmeside \[18).

Hvordan kan debatten om atomvåben skabe utryghed og splittelse?

Den magt, som det kan give at besidde atomvåben, hviler på frygt. Derfor kan debatten om atomvåben og oprustning skabe frygt for en potentiel atomkrig. Alene det at atomlandene skaber et kapløb om at have flest våben og hermed størst magt kan skabe politisk splittelse både på tværs af lande og internt. For spørgsmålet om oprustning og anskaffelse af atomvåben rejser helt grundlæggende etiske og moralske overvejelser, som der er stor uenighed om. Også den teknologiske udvikling, brug af kunstig intelligens i atomvåben og risiko for hacking af systemer kan øge følelsen af mistillid og utryghed. Nogle mener, at man kan trække paralleller mellem udviklingen af atomvåben i 1940’erne og nutidens udvikling af kunstig intelligens, fordi begge teknologier har en kraft og magt, som mennesket ikke kan kontrollere og styre. Det argument har fået blandt andre den amerikanske demokratiske senator Edward J. Markey til at fremsætte et forslag om at forbyde kunstig intelligens i atomvåben, som man kan læse i artiklen ”Debatten om atomvåben er vendt tilbage” på kristeligt-dagblad.dk \[19\].

Hvad siger loven?

Debat

Debat om atomvåben

Debatten om atomvåben er blusset op igen i kølvandet på de nye geopolitiske spændinger. Nogle argumenterer for total afskaffelse af atomvåben, mens andre mener, at atomvåben er nødvendige for at opretholde global stabilitet.

Hvad siger dem, der ønsker total afskaffelse?

Nogle af de centrale argumenter for total afskaffelse af atomvåben er, at atomvåben udgør en uoverskuelig humanitær trussel, fordi brug af atomvåben kan føre til tab af tusindvis eller millioner af menneskeliv og forårsage langvarige ødelæggelser af natur og miljø. Mange mener også, at det er moralsk og etisk uforsvarligt at udvikle og opbevare våben, der potentielt kan udslette hele befolkninger, og de anser derfor atomvåben som en trussel mod menneskers værdighed og etik. Et andet argument er, at afskaffelse af atomvåben vil øge den globale sikkerhed og være med til at skabe en mere stabil og fredelig verden, fordi atommagter ikke vil kæmpe om at skaffe sig størst magt i kraft af våben. Også bekymringer for misforståelser eller ulykker, eller at atomvåben falder i ikke-statslige aktørers hænder og bliver brugt som led i terrorangreb, er et argument. Disse argumenter bakkes op af en række internationale aftaler og forpligtelser, der ligeledes taler for nedrustning og ikke-spredning af kernevåben.

Hvad siger dem, der mener, at atomvåben er nødvendige?

Dem, der taler for, at atomvåben er nødvendige, argumenterer med at atomvåben er en effektiv afskrækkelse mod angreb. De mener, at truslen om gensidige ødelæggelser (mutual assured destruction) får atommagterne til at afholde sig fra at bruge deres atomvåben, Ydermere mener de, at det er det, at alle parter har våbnene, der får dem til at holde hinanden i skak, da ingen vil risikere at udslette sig selv i en atomkrig. Dette argument er også kendt som teorien om ”nuklear fred”, som man kan læse om i bogen ”Winning and Losing the Nuclear Peace” \[21\]. Fortalerne for atomvåben mener, at atomvåben er vigtige som led i landenes nationale sikkerhedspolitik, fordi de sikrer, at landene kan forsvare sig, og at atomvåben er nødvendige for at skabe magtbalance og strategisk lighed. Det bliver også brugt som argument for atomvåben, at de kan være med til at sikre, at stater ikke udvikler og bruger andre former for masseødelæggelsesvåben, som det beskrives i artiklen ”Nato og atomvåbnene” på Krigsvidenskab.dk \[22\].

Perspektivering

Perspektiv på atomvåben

Hvordan kan teknologiske udviklinger og politiske omvæltninger føre til yderligere nedrustning eller et nyt våbenkapløb?

Teknologisk udvikling kan føre til et nyt våbenkapløb, hvor stater forsøger at overgå hinanden i at udvikle våben og forsvarssystemer med de nyeste teknologier for at fastholde deres militære magt. Samtidig kan kunstig intelligens ændre krigsførelsen, som måske bliver mulig uden menneskelig indblanding, hvilket kan føre til frygt og usikkerhed og gøre det vanskeligt at lave troværdige gensidige aftaler. Det kan motivere stater til at opruste yderligere og eventuelt udvikle nye typer af masseødelæggelsesvåben. Politiske omvæltninger og ændrede alliancer mellem landene kan også øge motivationen for oprustning, som vi ser det i Europa, som ikke længere føler sig sikker på at være dækket ind under USA’s forsvarsparaply. På den anden side kan politiske ændringer føre til nye internationale initiativer og alliancer, som arbejder for at nedruste, som man f.eks. har set med ikkespredningsaftalen ”Nuclear Non-Proliferation Treaty (NPT) i 1968, START.Traktaterne, der har nedbragt antallet af våben mellem USA og Rusland, og aftalen ”Comprehensive Nuclear-Test-Ban Treaty (CTBT), der forbyder alle former for atomprøvesprængninger \[1\].

Hvor stor er sandsynligheden for, at der bliver brugt atomvåben igen?

For at kunne forholde sig til sandsynligheden for, at atomvåben vil blive brugt, må man skelne mellem strategiske og taktiske våben. De strategiske er aldrig blevet brugt i andet end computeranimationer, og det er et helt urealistisk scenarie, som man ville dumpe til eksamen på Forsvarsakademiet på, hvis man præsenterede det. Sådan lyder vurderingen fra krigsforsker og professor i statskundskab ved Københavns Universitet og tidligere kontorchef i Forsvarsministeriet, Mikkel Vedby Rasmussen, i artiklen ”Atomvåbnene er tilbage – og vi undervurderer faren for, at de kan komme i brug” på Information.dk \[23\]. Han mener til gengæld ikke, at det er helt urealistisk at forestille sig scenarier, hvor taktiske våben kan blive brugt i et afgrænset angreb mod et militært mål. ”Hvis man kun ser atomvåben som ragnarokvåben, så misforstår man deres logik,” siger han i artiklen \[23\]. Også andre forskere har manet frygten for en tredje verdenskrig, kaos og atomkrig i jorden. Blandt andet i artiklen ”Er vi nærmere Tredje Verdenskrig med Trump som præsident?” på Kristeligt-dagblad.dk, hvor Nils Arne Sørensen, krigshistoriker på Syddansk Universitet, vurderer, at vi slet ikke er i nærheden af det, fordi USA og Trump ikke ønsker at ende i en storkrig, og Putin virker tilfreds med Trumps tilgang til Ukraine og manglende indblanding i Ruslands planer, kan man læse i artiklen \[24\].

Paddehatteskyen fra atombomben, der blev kastet over Hiroshima i Japan den 6. august 1945 af det amerikanske B-29 bombefly Enola Gay

large_Atomvåben - HandoutAFPRitzau Scanpix@20200804-084528-L-4631x3262ma.jpg

medium_Atomvåben - HandoutAFPRitzau Scanpix@20200804-084528-L-4631x3262ma.jpg

small_Atomvåben - HandoutAFPRitzau Scanpix@20200804-084528-L-4631x3262ma.jpg

thumbnail_Atomvåben - HandoutAFPRitzau Scanpix@20200804-084528-L-4631x3262ma.jpg

Atomvåben - HandoutAFPRitzau Scanpix@20200804-084528-L-4631x3262ma.jpg

Originalkilder

Enhedslisten fremsatte den 27. februar 2025 forslag til Folketinget med en opfordring til, at regeringen underskriver og ratificere FN’s traktat om forbud mod atomvåben:

Lovforslag fra Enhedslisten

I essayet (1945) beskriver forfatteren George Orwell de politiske, sociale og psykologiske konsekvenser af atomvåbnene, som netop var blevet brugt til at afslutte Anden Verdenskrig. 

You and the atom bomb

Baggrundskilder

Undervisningsmaterialer

Tema 1: Fascinerende og frygtelige

Sådan fungerer atombomben – Verdens drabeligste våben

Film

Historisk drama om den amerikanske fysiker J. Robert Oppenheimer, der udviklede atombomben i det såkaldte Manhattan-projekt. 

Oppenheimer

Filmen er et spiondrama baseret på den virkelige historie om ingeniøren og forretningsmanden Greville Wynne, der var med til at afsløre og afmontere det sovjetiske atomvåbenprogram og afslutte Cuba-krisen.

Den gode spion

Dokumentar om den sovjetiske oberstløjtnant Stanislav Petrov, der forhindrede en verdensomspændende atomkrig i 1983.

Hvad leder du efter?

Atomvåben

Anbefalede links

Originalkilder

Lovforslag fra Enhedslisten

You and the atom bomb

Baggrundskilder

Undervisningsmaterialer

Tema 1: Fascinerende og frygtelige

Sådan fungerer atombomben – Verdens drabeligste våben

Film

Oppenheimer

Den gode spion

The man who saved the world

Bøger

Manhattan Projektet

Atomkrig: Et scenarie

Rain of Ruin – Tokyo, Hiroshima and the surrender of Japan

Hvis (atom)krigen kommer

Donald Trump (Faktalink light)

2. Verdenskrig

Atomkraft