Hvad er effekten af doping?
Når man anvender doping, løber man en betydelig risiko. Selvom mange ulovlige stoffer kan have gavnlige effekter i forhold til de umiddelbare præstationer, kan stofferne også have skadelige effekter på længere sigt. Der er også mange stoffer, hvor omfanget af skaderne endnu ikke er kendt, enten fordi stofferne er nye, eller fordi der ikke er forsket tilstrækkeligt i effekterne.
I dag ved vi, at steroider hæmmer mænds produktion af hormonet testosteron, endda flere år efter at man er holdt op med at bruge dem. Andre bivirkninger er træthed, impotens, nedsat sexlyst og forøget risiko for depression. Brugen af steroider er også forbundet med øget risiko for hjerte-kar-sygdomme.
EPO og bloddoping er kendt for at kunne forbedre præstationer med op til 10 procent. Det øger antallet af røde blodlegemer i kroppen og gør blodet tykkere. Men disse stoffer kan også medføre blodpropper og hjerte-kar-sygdomme. EPO er desuden under mistanke for at være kræftfremkaldende.
Der er også andre former for doping, som muligvis er kræftfremkaldende. Det kan dog være svært at undersøge til bunds, da man ikke kan lave kliniske studier. Det ville ikke være etisk forsvarligt at udsætte mennesker for høje doser af ulovlige stoffer, for at teste, hvor store doser der skal til, for at de udløser kræft.
Ifølge Sundhed.dk (se kilde 6) afhænger effekt og bivirkning i høj grad af hvor store mængder stoffer, man indtager, og over hvor lang tid. Dertil er det individuelt, hvor modtagelig den enkelte er overfor stoffet og dets bivirkninger. Tager man et stof i kombination med andre stoffer og/eller medicin kan det også have indflydelse på både effekt og bivirkninger.
Nogle former for doping har vist sig at give en varig effekt, også når man holder op med at indtage dem. Ifølge Videnskab.dk (se kilde 7) gælder det for eksempel steroider, som kan påvirke muskelmassens størrelse mange år efter.
Hvor længe har man kendt til doping?
Doping har i over 100 år været en integreret del af professionel sport. Ved OL i 1904 tog maratonløberen Tom Hicks nervegiften stryknin sammen med brandy og æggehvide for at klare løbet. I 1930’erne blev amfetamin og testosteron populært. Da den danske cykelrytter Knud Eremark Jensen pludselig døde til OL i Rom i 1960, mistænkte man, at han havde taget stoffet ronicol. Blot et år senere blev flere kvindelige, amerikanske atleter anklaget for at bruge det anabole steriod dianobol.
Først i 1967 indførte Den olympiske Komité (IOC) dopingkontrol. Det skete få måneder efter, at den britiske cykelrytter Tom Simpson kollapsede og døde på bjerget Mont Ventoux i Tour de France. Det viste sig, at han havde amfetamin i kroppen.
I løbet af 1970’erne blev forbudte dopingpræparater mere udbredte i USA. Den italienske mafia slog sig op på at smugle og sælge anabole steroider og var medproducent på en film med Arnold Schwarzenegger, kaldet Pumping Iron. Filmen havde til formål at gøre Arnold Schwarzenegger interessant for Hollywood. Planen lykkedes, og Schwarzenegger, som senere har indrømmet brug af steroider, blev et forbillede for mange unge mænd. Den historiske udvikling bliver forklaret i organisationen Play the Games 25 års jubilæumsbog fra 2023 (se kilde 8). Play the Game har hovedsæde i København og er et initiativ drevet af Dansk Institut for Idrætsstudier (Idan) for at højne idrættens etiske standarder og fremme demokrati, gennemsigtighed og ytringsfrihed i verdensidrætten.
Hvor udbredt er doping?
Det kan være svært at vurdere, hvor udbredt doping er i en bestemt sportsgren. Men det er ikke umuligt at finde ud af. I 2011 gennemførte et hold af internationale forskere en anonym spørgeskemaundersøgelse blandt 2167 atleter. Det var deltagere i et internationalt atletikstævne i Sydkorea samt i en stor multisportsbegivenhed i Doha. Her var sportsgrene såsom håndbold, fodbold, svømning, fægtning, golf, brydning og skak.
Ifølge undersøgelsen (se kilde 9) havde cirka halvdelen af atleterne taget ulovlige præstationsfremmende stoffer. Når de blev spurgt anonymt, indrømmede altså omtrent hver anden atlet, at de var dopede. Resultaterne af undersøgelsen blev senere fagfællebedømt, men forskerne kunne først udgive en videnskabelig artikel i 2018, fordi den internationale atletikorganisation IAAF og Det internationale dopingforbund WADA forsøgte at stoppe udgivelsen (se kilde 10).
Hvordan tester man for doping?
Anti Doping Danmark tager urinprøver, blodprøver og såkaldte blodprikprøver fra professionelle danske atleter (se kilde 11). Det gør de både i forbindelse med konkurrencer og i perioder mellem konkurrencerne. Prøverne transporteres til laboratorier, som er reguleret af WADA, der analyserer prøverne.
En anden måde at teste atleter på er at følge deres biologiske pas. Et biologisk pas er en medicinsk profil på hver enkelt sportsudøver. Deres blod og urin testes med jævne mellemrum. Fordi mennesker ikke er helt ens, kan vi naturligt have forskellige værdier af forskellige stoffer i kroppen. Et biologisk pas kan vise, om den enkelte over tid viser store udsving i de forskellige værdier. Det kan give et praj om, hvorvidt atleten kan have brugt ulovlige stoffer eller bloddoping.
Hvis man udøver sport på professionelt niveau, skal man altid oplyse, hvor man opholder sig, så dopingmyndighederne kan komme på uanmeldt besøg og teste. Den danske cykelrytter Michael Rasmussen blev smidt ud af Tour de France i 2007, fordi han havde oplyst til dopingmyndighederne, at han var på træningslejr i Mexico, selvom han var i Italien for at træne (se kilde 12). Nogle år senere fortalte Michael Rasmussen selv, at han i en periode på 12 år havde benyttet sig af doping.
Den amerikanske tennisstjerne Serena Williams er aldrig blevet testet positiv for doping, men i 2011 gemte hun sig i et afsikret rum i sit hus, da dopingmyndighederne kom på uanmeldt besøg (se kilde 13). Dopingkontrollanten måtte gå uden at have testet hende. Historien kom frem, fordi Serena Williams assistent ringede til politiet. De oplyste, at de troede, at dopingkontrollanten var en stalker.
Ifølge Anti Doping Danmarks regler er det doping, når man overtræder dopingreglerne. Det er også en overtrædelse, hvis man ikke medvirker til kontrol. I Serena Williams tilfælde fik det dog ingen konsekvenser, at hun gemte sig for kontrollanten.
Uanmeldte besøg er vigtige i kampen mod doping, fordi nogle stoffer allerede efter kort tid er svære at spore i kroppen. Anti-doping-myndighederne har desuden svært ved at opdage, når atleter benytter sig af såkaldt mikrodoping. For eksempel kan meget små doser EPO give en positiv effekt hos atleten, men er hurtigt ude af kroppen. Nogle stoffer er umulige at spore, fordi de er så nye, at der endnu ikke testes for dem.
Er der doping i fodbold?
Doping i fodbold har ikke fået så meget opmærksomhed som andre sportsgrene. Gennem tiden har flere spillere imidlertid anklaget klubber for systematisk doping. Det gælder blandt andet spillere fra den italienske klub Juventus og den franske klub Marseille (se kilde 14). I Juventus’ tilfælde førte anklagerne om brug af EPO samt 281 forskellige typer medicin til, at klubbens læge Riccardo Agricola i 2004 fik en dom på 22 måneders fængsel. Han appellerede dog dommen og blev frifundet året efter. I 2017 genansatte klubben ham som sportslæge (se kilde 15).
I 2006 bragte den franske avis Le Monde en artikel, som anklagede fodboldklubberne Barcelona og Real Madrid for at sende spillere til behandling hos sportslægen Eufemiano Fuentes, der især er kendt for at medvirke til bloddoping af flere cykelryttere, blandt andet cykelholdet Kelme og cykelryttere som Ivan Baso og Tyler Hamilton. Eufemiano Fuentes var omdrejningspunktet i skandalen Operation Puerto, hvor de spanske myndigheder afdækkede et større netværk omkring sportsdoping (se kilde 16).
Barcelona og Real Madrid benægtede alle anklager. Klubberne vandt i 2014 en sag mod Le Monde ved Spaniens højesteret, hvor avisen blev dømt til at betale en erstatning til klubberne på 300.000 euro.
I England er testmetoderne blevet anklaget for at være alt for nemme at komme udenom (se kilde 17). Mange fodboldspillere bliver slet ikke testet. Avisen The Daily Mail har i 2023 afsløret, at 15 fodboldspillere i Premier League testede positive for ulovlige stoffer, men ingen af dem fik karantæne.
Nogle gange kan en positiv test dog få konsekvenser. Den mest kendte sag er fra 2023, hvor den franske spiller og verdensmester Poul Pogba blev testet positiv for testosteron. Det skete efter en kamp, Poul Pogba havde spillet for sit hold Juventus. Han fik fire års karantæne.
Den internationale fodboldorganisation FIFA konkluderede i 2013, at doping ikke er et problem i sporten. Fem år senere kom det imidlertid frem, at FIFA havde forhindret advokaten Richard McLaren i at efterforske anklager om doping på det russiske landshold frem mod VM i fodbold 2018 (se kilde 18).