Hvad er doping?
Doping er at indtage ulovlige stoffer, som optræder på dopinglisten, for at forbedre en sportslig præstation. Der findes mange forskellige, forbudte stoffer. De mest kendte er anabole steroider, erytropoetin (EPO), væksthormon, bloddoping og beta-blokere. Men der er en lang række andre stoffer, som er ulovlige, og organisationen Anti Doping Danmark udgiver derfor en dopingliste hvert år (se kilde 1). Udover præstationsfremmende stoffer, er der også stoffer, som kan bruges til at skjule andre stoffer. De kaldes for sløringsstoffer, som ligeledes er på dopinglisten.
Du overtræder også antidopingreglerne, hvis du aktivt undgår at blive testet, hvis du manipulerer med test, eller hvis du handler med ulovlige stoffer eller er medvirkende til, at andre overtræder dopingreglerne.
Der er kendte eksempler på atleter, som anvender doping i en lang række sportsgrene, heriblandt cykling, atletik, kampsport, svømning, tennis, fodbold, skiskydning, gymnastik, kunstskøjteløb og fitness (se kilderne 2-5). Selv i en sport som skak kan det være en fordel at være dopet. Her kan stofferne modafinil og ritalin forbedre spillernes præstationer.