Hvad er DNA?
DNA (Deoxyribonucleic Acid) beskriver vores arvemasse. Det vil sige de gener, vi har fået fra vores biologiske forældre. DNA er et kædeformet makromolekyle, som viser sig i form af en dobbelt-spiralformet struktur. DNA findes i vores celler og kaldes også for nukleinsyre. DNA består af såkaldte nukleotider, der løber som perler på en snor, som igen skaber et unikt mønster (se kilde 1). Når vi efterlader celler i form af f.eks. hud, hår, spyt, blod eller sæd, efterlader vi DNA. Vi efterlader på den måde et personligt og unikt mønster.
I dag findes der præcise metoder til at spore DNA i selv meget små prøver. Der kan dog være en risiko for, at DNA’et i prøverne er beskadiget af varme, fugt eller bakterier. Det kan også være sværere at bestemme en DNA-profil, hvis to eller flere menneskers DNA er blandet, f.eks. hvis vaginalceller og sædceller er blandet sammen.
Hvordan bliver DNA til bevis i straffesager?
Når politiet er på et gerningssted eller finder materialer, som kan have forbindelse til en forbrydelse, kan de indsamle prøver af fx spyt, blod, hud eller hår og sende det til analyse hos Retsgenetisk Afdeling på Retsmedicinsk Institut på Københavns Universitet (se kilde 2).
Mennesker har stort set ens DNA, men der er nogle bestemte områder af DNA’et, som er forskellige fra person til person. I dag undersøger analytikerne derfor 23 forskellige områder af DNA’et, også kaldet DNA-systemer, som definerer forskellige aspekter af et menneske. Tidligere har man kun undersøgt 10 DNA-systemer, hvilket har øget risikoen for at finde flere personer, hvis DNA matchede et DNA-bevis.
Selvom vi alle har unikt DNA, kan en DNA-prøve godt vise sig at være usikker. Der kan være prøver, hvor det ikke har været muligt at udtrække nok DNA til, at forskerne med 100 procents sikkerhed kan sige, at DNA’en kun kan stamme fra én person.
Retsgenetisk Afdeling laver derfor altid en vurdering af, hvor sandsynligt det er, at DNA’et i sporet tilhører DNA’et til en mistænkt. Den vurdering kaldes en likelihood-kvotient. Jo lavere kvotienten er, desto flere andre omstændigheder skal tale for, at der er tale om et match mellem den mistænkte og det spor, der er fundet. F.eks. at personen kendte ofret eller har været i nærheden af gerningsstedet.
I Danmark er der et grundlæggende princip i straffesager om, at ét bevis ikke kan stå alene. Et DNA-bevis skal derfor altid indgå sammen med en konkret vurdering af sagens omstændigheder (se kilde 3). DNA kan fremkomme på et gerningssted, fordi en person tidligere har været til stede og har forladt det igen. Derfor kan et DNA-match ikke i sig selv være bevis nok til at få en person dømt.
Hvordan bruges slægtsforskning i efterforskningsarbejde?
De seneste år har private firmaer tilbudt, at almindelige mennesker kan få analyseret deres DNA ved at sende en prøve med spyt til dem. Analysen kan kortlægge det genetiske ophav fra den person, som har indsendt prøven, herunder hvor i verden personens forfædre kommer fra. Man kan også få oplyst, om man har familiemedlemmer, som har registreret sig i databaserne. Databaserne er internationale. Det kan fx være Myheritage, 23andMe eller Ancestry.
Politi i USA, Canada og Sverige har anvendt disse databaser i deres efterforskningsarbejde. Det gør de ved at oprette en profil baseret på DNA, som de har fundet på gerningsstedet. I databasen vil det fremgå, om der er et helt eller delvist DNA-match via en anden profil. Det kan være en grandfætter eller et familiemedlem længere ude ad stamtræet. Efterforskerne vil derpå – ud fra andre oplysninger i sagen – analysere, om der er nogen med relation til personen med et (delvist) match, det kan være relevant at mistænke og derfor bede om en DNA-test fra. Det kan godt være over 1000 forskellige personer, der har delvist match. Det kræver derfor et stort arbejde for politiet at indkredse eventuelle mistænkte ved hjælp af slægtskabsmetoden (se kilde 4).
I Danmark er det ikke lovligt for politiet at bruge de private DNA-databaser til genetisk slægtsforskning. Foreløbigt må politiet kun anvende slægtsskabssøgning, som vil sige, at de må søge på DNA-match fra eventuelle familiemedlemmer, som er registreret i politiets egen DNA-database, også kaldet Det Centrale DNA-profil-register. Det vil de blandt andet være, hvis de på et tidspunkt har været mistænkt for at begå en forbrydelse med en strafferamme på 1,5 år eller mere. Men DNA-profiler slettes også løbende fra databasen. Reglerne om, hvornår DNA slettes, findes i Lov om Det Centrale Dna-profilregister og Det Centrale Fingeraftryksregister. Hvornår sletningen foretages, afhænger af forbrydelsens karakter og hvorvidt den registrerede blot har været sigtet eller er blevet dømt (se kilde 5).