Hvad er design?

Det kan være svært at forklare hvad design er. Den engelske professor John Heskett har beskrevet design som når vi mennesker skaber og formgiver vores omgivelser. Han mener at formålet med design er at tilfredsstille menneskets behov og give vores liv mening.

Så når mennesker skaber og formgiver for at løse et problem, designer de. Det kan være at gøre en stol bedre at sidde i, smukkere at kigge på eller lille og let, så den kan klappes sammen og tages med rundt. Design er både det produkt, der bliver lavet, dvs. stolen. Men det er også den fremgangsmåde som stolen bliver lavet på.

 

Tegnefilm om hvordan man designer. Produceret af Kolding Kommune.

 

 

Hvad er designprocessen?

Da design er kreativt, er det ikke altid en designer arbejder ved at følge en fast plan fra start til slut. Men i sit arbejde vil en designer typisk komme omkring disse trin:

· Indsamle: Man skal indsamle viden om den udfordring man skal arbejde med. Det kan gøres ved at tale med folk, der ved noget om det, eller ved at kigge på nogen der har det problem man skal løse.

· Forstå: Når man har indsamlet viden, kan man bedre forstå problemet og vurdere hvad der vigtigt og mindre vigtigt.

· Udvikle: Man udvikler ved at få ideer og prøve at se forskellige løsninger for sig. Man kan brainstorme, tegne mindmaps, skitser m.m.

· Udføre: Her afprøver man sine ideer ved at bygge en model eller teste et system.

Undervejs vil man ofte skulle samarbejde med andre. De kan give én nye ideer, eller begrænse dem man har fået hvis man f.eks. har valgt et for dyrt materiale.

Hvad er en designer?

En designer er en person der arbejder med at designe. En designer skal kunne tænke kreativt og forestille sig hvordan en ting eller et system kan se anderledes ud i fremtiden. For at blive designer kan man gå på en designskole. I Danmark er der flere designskoler hvor man kan uddanne sig i mange forskellige retninger, alt efter om man interesserer sig for, f.eks. tøj, hjemmesider eller arkitektur.