Bæredygtighed som målestok

Hvornår opstod ideen om bæredygtige byer?

Ideen om at arbejde aktivt for at gøre byerne bæredygtige blev for første gang for alvor beskrevet i den såkaldte Brundtlandrapport (1987). Rapporten blev til i kølvandet på 1980'ernes miljødebat, som var præget af, at man opfattede miljø og økonomisk udvikling som modsætninger. Miljøkrav sås som en modsætning til økonomisk vækst. Der var "grænser for vækst". I stedet for at tale om, at man skulle beskytte miljøet ved at rense forurenet miljø, begyndte man at fokusere mere på, hvordan man kunne forebygge miljøproblemer og finde løsninger med både økonomiske og miljømæssige gevinster. Rapporten blev udarbejdet under FN’s Verdenskommission for Miljø og Udvikling med den daværende norske statsminister Gro Harlem Brundtland som formand og fik derfor navnet Brundtlandrapporten. I rapporten blev bæredygtighed beskrevet som et helhedsorienteret begreb, hvilket vil sige, at bæredygtighed ikke alene omfattede miljø, men også sociale forhold og økonomi. Det kan man læse i Erhvervsstyrelsens rapport "Bæredygtige byer – en social og grøn bæredygtig politik" (se kilder).

Hvad betyder begrebet bæredygtig by?

Begrebet bæredygtighed blev først defineret af FN i 1980’erne. Ifølge FN er definitionen på bæredygtighed en udvikling, hvor opfyldelsen af de nulevende generationers behov ikke sker på bekostning af fremtidige generationers muligheder for at opfylde deres behov. En bæredygtig by er altså en by, der er i stand til at opretholde et godt liv for alle dens indbyggere – uden at det sker på bekostning af fremtidige generationer. Det fremgår på hjemmesiden groenforskel.dk (se kilder).

Hvad definerer en bæredygtig by?

Bæredygtige byer er karakteriseret af meget andet end grønne områder og bilfri zoner. Som Anna Esbjørn Hess, bæredygtighedskoordinator i Dansk Arkitektur Center og projektleder for webportalen Bæredygtigebyer.dk, formulerer det i artiklen "Besøg verdens grønne storbyer" på Politiken.dk (se kilder): "Alt for ofte fokuserer man for ensidigt på nedbringelse af CO2. Men vil man skabe en bæredygtig by, skal hele byplanlægningen tænkes i forhold til klimaet. Det gælder ikke kun den miljømæssige del, men også det sociale og økonomiske – at man skaber en by, der udnytter sine ressourcer mest hensigtsmæssigt, og som mennesker har lyst til at bo i."
Tilsvarende betragtninger kan man læse i rapporten "Hovedstaden for bæredygtig udvikling", som er Københavns Kommunes handlingsplan for realisering af FN's Verdensmål i hovedstaden (se kilder). Rapporten beskriver tre dimensioner af bæredygtig udvikling; den sociale, den økonomiske og den miljømæssige, der "hver udgør væsentlige og ligestillede politiske prioriteter. Bæredygtighed skal således omfatte kampen for bedre folkesundhed, trivsel i byerne, økonomisk vækst, innovation, bedre uddannelse, social mobilitet, lighed mellem kønnene, en værdig alderdom, vellykket integration, social retfærdighed, gode arbejdsforhold samt arbejdspladser i verdensklasse", står der blandt andet i rapporten.