Baggrund om antibiotika

Hvad er antibiotika?

Antibiotika er lægemidler, der bruges til behandling af bakterieinfektioner hos mennesker og dyr. Antibiotika dræber eller hæmmer bakteriers vækst, men virker ikke mod virus- og svampeinfektioner. Der findes forskellige typer af antibiotika med forskellig virkning. Nogle hæmmer opbyggelsen af bakteriernes cellevæg, andre forhindrer bakterierne i at danne de proteiner, der er nødvendige for deres vækst. Stofferne, der bruges i antibiotika, dannes naturligt i bakterier, svampe eller planter og kan udvindes herfra, men i dag fremstilles mange antibiotika også syntetisk i laboratorier. Det fremgår af artiklen ”Historien bag antibiotika: En revolution af lægevidenskaben” på Fyens.dk (se kilder).

Hvornår blev antibiotika opfundet?

Det var bakteriologen Alexander Flemings, der i 1928 gjorde den banebrydende opdagelse, at svampen penicillium notatum kunne hæmme bakterievækst. Han havde efterladt en koloni af stafylokokbakterier i en petriskål på et laboratorium på St. Mary’s hospital i London, da han tog på sommerferie. Da han kom tilbage, var stafylokokbakterierne omkring en plet mug i petriskålen døde. Under hans ferie var der fløjet en lille svampespore ind af vinduet i laboratoriet og havde bekæmpet nogle af bakterierne i skålen. Det satte Alexander Fleming i gang med undersøgelser, der viste, at skimmelsvampen penicillium notatum kunne dræbe bakterier. Det aktive virkningsstof i svampen fik navnet penicillin.

Lille film om Alexandre Fleming og hans opdagelse af penicillin:

 

Der skulle dog gå endnu nogle år, før det i 1940 lykkedes et hold forskere fra Oxford, anført af lægen Howard Walter Florey (1898-1968) og kemikeren Ernst B. Chain (1906-1979), at udkrystallisere en brunlig penicillinholdig og yderst potent substans, fremgår det af artiklen ”Store opdagelser: mirakelmidlet Penicillin” på Videnskab.dk (se kilder). Opdagelsen er blevet kaldt en revolution inden for lægevidenskaben. Med opdagelsen fik man et antibiotikum, der kunne behandle en lang række infektioner forårsaget af de to bakterietyper stafylokokker og streptokokker, som kan give halsbetændelse, lungebetændelse, skarlagensfeber og hud- og sårinfektioner, som man før opdagelsen af antibiotika i stor stil døde af. Det unikke ved antibiotika er, at den udelukkende angriber bakterier og ikke de menneskelige celler. Som overlæge på Klinisk Mikrobiologisk Afdeling på Odense Universitetshospital og professor på Syddansk Universitet Hans Jørn Kolmos forklarer det i artiklen ”Historien bag antibiotika: En revolution af lægevidenskaben” (se kilder): ”De dræber bakterier uden at gøre skade på patienterne, og moderne lægebehandling er utænkelig uden antibiotika.”

Der kom for alvor gang i brugen af antibiotika i behandlingen af de mange sårede soldater under og efter 2. Verdenskrig.

 

Professor Lone Gram fra DTU fortæller om vores liv med bakterier:



Hvilke typer antibiotika findes?

Antibiotika inddeles efter, hvilke bakteriearter de er virksomme mod. De såkaldt smalspektrede er målrettet én bestemt eller flere tæt beslægtede bakterier. De bruges især af praktiserende læger og speciallæger til behandling af en lokal infektion, f.eks. lunge- eller en blærebetændelse. Antibiotika, der angriber mange forskellige bakteriearter, kaldes bredspektrede. De bredspektrede antibiotika bruges især på sygehuse til behandling af akutte og livstruende infektioner, hvor det måske er uklart, hvilken bakterie patienten er blevet syg af.
Risikoen for at udvikle resistens (modstandsdygtighed) er mindst ved de smalspektrede antibiotika, fordi de kun rammer få, udvalgte bakteriearter. Det er derfor vigtigt, at behandlingen justeres og målrettes, så snart man ved, hvilken bakterie der forårsager sygdommen. Det kan man læse på Statens Serums Instituts hjemmeside (se kilder).

Hvilke bivirkninger har antibiotika?

Der er kun få, oftest lokale, bivirkninger forbundet med brug af antibiotika, f.eks. allergi over for penicillinen og mavesmerter pga. irritation af maveslimhinden. Til gengæld er der risiko for resistensudvikling, det vil sige, at bakterierne bliver modstandsdygtige, og påvirkning af den sunde bakterieflora. Det kan man læse på Statens Serum Instituts hjemmeside (se kilder).

Hvilke myter findes om antibiotika?

I mange år lød beskeden fra læger og fagfolk, at det var vigtigt at tage hele den ordinerede penicillinkur, også selv om patienten var blevet rask. Denne melding lever stadig som myte, men den er ikke sand. Tværtimod: ”Der er meget ny evidens for, at det er vigtigt at stoppe behandlingen, når symptomerne stopper, så man ikke risikerer at udvikle resistente bakterier. Det er ny viden, og det er et nyt budskab,” siger professor og forsker i antibiotikaforbrug og resistensudvikling Lars Bjerrum fra Københavns Universitet i artiklen ”Mytedræber: man må godt stoppe penicillinkuren før tid” på Samvirke.dk (se kilder). Der er dog nogle få sygdomme, hvor man er nødt til at gennemgå en længere antibiotikakur. Eksempelvis hvis man har knoglebetændelse eller betændelse på hjerteklapperne. En anden myte er, at antibiotika kan bruges mod alle sygdomme. Men over for virussygdomme har antibiotika ingen effekt, og milde infektioner som eksempelvis halsbetændelse vil kroppens immunforsvar selv slå ned, forklarer apoteker Tine Vestergaard i artiklen ”Mytedræber: Det vidste du ikke om antibiotika” på Jp.dk (se kilder). Artiklen punkterer også myten om, at mennesker kan blive immune over for antibiotika. Det er en misforståelse. Bakterier kan blive resistente, ikke mennesker.