Jens Stoltenberg
Generalsekretær for NATO, Jens Stoltenberg, ved pressemøde i NATO's hovedkvarter i Bruxelles den 13. juli 2017.
Foto: Thierry Charlier / Scanpix

NATO

journalist Emil Rottbøll, iBureauet/Dagbladet Information. Senest opdateret af journalist Lasse Skytt, september 2021.
Top image group
Jens Stoltenberg
Generalsekretær for NATO, Jens Stoltenberg, ved pressemøde i NATO's hovedkvarter i Bruxelles den 13. juli 2017.
Foto: Thierry Charlier / Scanpix
Main image
Generalsekretær for NATO, Jens Stoltenberg, taler i NATO's hovedkvarter i Bruxelles den 1. oktober 2014.
NATO's generalsekretær Jens Stoltenberg taler i NATO's hovedkvarter i Bruxelles den 1. oktober 2014.
Foto: Francois Lenoir / Scanpix

Indledning

Da Norges tidligere statsminister Jens Stoltenberg den 30. september 2014 blev udnævnt som NATO's nye generalsekretær, satte han sig i spidsen for det største militære magtapparat, verden nogensinde har set. NATO er en mere end 70 år gammel forsvarsalliance, der har udgjort rammen for USA's engagement i Europa siden Den Kolde Krig, men også en militærmagt i identitetskrise. Ifølge eksperter befinder NATO sig i dag i den største krise nogensinde. 

NATO har siden sin fødsel i 1949 udviklet sig fra en traditionel militæralliance med fokus på kollektivt forsvar til en politisk-militær organisation for sikkerhedssamarbejde, hvor krisestyring og konfliktforebyggelse er blevet primære opgaver. Men tilpasningen er sket løbende og uplanlagt, og derfor står alliancen over for en række væsentlige reformer de kommende år. Før de kan gennemføres, mangler NATO-landene imidlertid at tage stilling til det grundlæggende spørgsmål, som har presset sig på siden Den Kolde Krigs ophør og er taget til i takt med Ruslands invasion af Ukraine i 2014 og de mere eller mindre fejlslagne operationer i Irak, Libyen og senest Afghanistan: Er NATO stadig den bedste løsning på Europas og USA's sikkerhedsproblemer?

 

Hvad er NATO, hvorfor eksisterer alliancen stadig, og hvordan fungerer den? Svarene findes i denne video fra 2020, som NATO selv har produceret: 

 

Derudover har NATO fra 1994 haft tilknyttet en række ’partnerskabslande’, som man samarbejder med uden at tilbyde sikkerhedsgarantier (se også afsnittet ’Hvem er NATO’s partnere?’).

Alliancens interesseområde har siden Den Kolde Krig udvidet sig til områder langt fra det nordlige Atlanterhav, og for øjeblikket er NATO bl.a. engageret på Balkan og i Middelhavet.

Artikel type
faktalink

Hvem kan blive medlem af NATO?

Print-venlig version af hele artiklen

Grundlaget for at optage nye medlemmer i NATO står i Den Nordatlantiske Traktats artikel 10: “Deltagerne kan ved enstemmig beslutning opfordre enhver anden europæisk stat, som er i stand til at fremme grundsætningerne i denne traktat og bidrage til det nordatlantiske områdes sikkerhed, til at tiltræde denne traktat.”

For at sikre at nye medlemmer ikke svækker NATO's evner og interesser, skal ansøgerlande for at blive optaget opfylde en række kriterier, som er defineret i optagelsesprogrammet ’Membership Action Plan’ (MAP) fra 1999. Derudover skal landet deltage i programmet Partnerskab for Fred (se afsnittet ’Hvad er Partnerskab for Fred?’). Kravene handler både om politik, militær, økonomi, menneskerettigheder og retssikkerhed, men ifølge bogen ”NATO – en alliance i bevægelse” (se kilder) er der ikke altid tale om konkret definerede kriterier som ved fx optagelsesproceduren til EU.

Ansøgerlandet skal have løst internationale, etniske og territorielle konflikter med fredelige midler, det skal arbejde for lov og orden og menneskerettigheder, militæret skal kontrolleres demokratisk, og landet skal arbejde for at fremme økonomisk frihed, social retfærdighed og miljømæssig ansvarlighed. Derudover skal landet afsætte tilstrækkelige ressourcer til sit forsvar, hidtil defineret som 2 procent af BNP, til at kunne bidrage til det kollektive forsvar og NATOs nye missioner.

Udvidelsesprocessen i sig selv skal hjælpe til at afværge konflikter, idet udsigten til medlemskab er et incitament for ansøgerlande til at bilægge interne stridigheder og uoverensstemmelser med deres naboer og fremme reformer og demokratisering. 

Introduktion til NATO

Print-venlig version af hele artiklen

Hvad er NATO?

Marinesoldat bag NATO-flag i Vana ved Sortehavet, Bulgarien. 1.4.2004. Foto: Petar Petroc AP Photo/Polfoto
Marinesoldat bag NATO-flag i Vana ved Sortehavet,
Bulgarien. 1.4.2004. Foto: Petar Petroc AP Photo/Polfoto

NATO er oprindeligt en alliance til kollektivt selvforsvar. NATO står for Den Nordatlantiske Traktat Organisation (North Atlantic Treaty Organization), og den blev oprettet i tilslutning til Den Nordatlantiske Traktat, som 12 lande, heriblandt Danmark, underskrev i Washington den 4. april 1949. Formålet med traktaten er at fremme sikkerhed og stabilitet i det nordatlantiske område, det vil sige USA, Canada og Europa. 

Hvad er den traktatmæssige baggrund for NATO?

NATO er etableret i overensstemmelse med Artikel 51 i de Forenede Nationers (FN's) pagt. I Den Nordatlantiske Traktat er artikel 5 den centrale bestemmelse, den såkaldte ”musketér-ed”. Artiklen fastslår, at et væbnet angreb mod en eller flere af medlemslandene skal betragtes som et angreb på dem alle. Det forpligter hvert af medlemslandene til at hjælpe det angrebne land med væbnet magt eller andre tiltag, som anses for nødvendigt for at genoprette sikkerheden i Nordatlanten. Begrebet musketér-ed er en henvisning til den franske forfatter Alexandre Dumas (1802-1870) og hans roman ’De Tre Musketerer’, hvor de tre hovedpersoner afgiver følgende troskabserklæring til hinanden: ”Én for alle og alle for én”.

Musketér-eden i artikel 5 har kun været aktiveret én gang: efter terrorangrebet på USA den 11. september 2001. NATO-landene tilbød kollektivt USA hjælp til at besvare angrebet ved bl.a. at invadere Afghanistan, hvor bagmændene i terrororganisationen al-Qaeda var blevet lokaliseret. Den del af hjælpen valgte USA dog ikke at tage imod, men angreb i stedet Afghanistan med en sammensat koalition af lande.

Hvordan har NATO’s medlemskreds udviklet sig?

Siden oprettelsen af NATO i 1949, hvor 12 lande var med, er kredsen af medlemslande blevet udvidet flere gange. I dag består NATO af 30 lande: 

  • Belgien, Canada, Danmark, Frankrig, Holland, Island, Italien, Luxembourg, Norge, Portugal, Storbritannien, USA siden 1949.
  • Grækenland og Tyrkiet siden 1952. 
  • Tyskland siden 1955. 
  • Spanien siden 1982. 
  • Polen, Tjekkiet, Ungarn siden 1999. 
  • Bulgarien, Estland, Letland, Litauen, Rumænien, Slovakiet, Slovenien siden 2004. 
  • Albanien, Kroatien siden 2009.
  • Montenegro siden 2017. 
  • Nordmakedonien siden 2020.

Derudover har NATO fra 1994 haft tilknyttet en række ’partnerskabslande’, som man samarbejder med uden at tilbyde sikkerhedsgarantier (se også afsnittet ’Hvem er NATO’s partnere?’).

Alliancens interesseområde har siden Den Kolde Krig udvidet sig til områder langt fra det nordlige Atlanterhav, og for øjeblikket er NATO engageret i Afghanistan, på Balkan og i Middelhavet.

Hvem kan blive medlem af NATO?

Grundlaget for at optage nye medlemmer i NATO står i Den Nordatlantiske Traktats artikel 10: ”Deltagerne kan ved enstemmig beslutning opfordre enhver anden europæisk stat, som er i stand til at fremme grundsætningerne i denne traktat og bidrage til det nordatlantiske områdes sikkerhed, til at tiltræde denne traktat.”

For at sikre at nye medlemmer ikke svækker NATO's evner og interesser, skal ansøgerlande for at blive optaget opfylde en række kriterier, som er defineret i optagelsesprogrammet ’Membership Action Plan’ (MAP) fra 1999. Derudover skal landet deltage i programmet Partnerskab for Fred (se afsnittet ’Hvad er Partnerskab for Fred?’). Kravene handler både om politik, militær, økonomi, menneskerettigheder og retssikkerhed, men ifølge bogen ’NATO – en alliance i bevægelse’ (se kilder) er der ikke altid tale om konkret definerede kriterier som ved f.eks. optagelsesproceduren til EU.

Ansøgerlandet skal have løst internationale, etniske og territorielle konflikter med fredelige midler, det skal arbejde for lov og orden og menneskerettigheder, militæret skal kontrolleres demokratisk, og landet skal arbejde for at fremme økonomisk frihed, social retfærdighed og miljømæssig ansvarlighed. Derudover skal landet afsætte tilstrækkelige ressourcer til sit forsvar, hidtil defineret som 2 procent af BNP, til at kunne bidrage til det kollektive forsvar og NATO's nye missioner.

Udvidelsesprocessen i sig selv skal hjælpe til at afværge konflikter, idet udsigten til medlemskab er et incitament for ansøgerlande til at bilægge interne stridigheder og uoverensstemmelser med deres naboer og fremme reformer og demokratisering.