Jens Stoltenberg
NATO's generalsekretær, Jens Stoltenberg, forventer, at alle 30 medlemslande vil byde Finland og Sverige velkommen i forsvarsalliancen.
Foto: Thierry Charlier / Scanpix

NATO

journalist Emil Rottbøll, iBureauet/Dagbladet Information. Opdateret af journalist Michelle Arrouas, juni 2017. Opdateret af journalist Lasse Skytt, september 2021 og maj 2022.
Top image group
Jens Stoltenberg
NATO's generalsekretær, Jens Stoltenberg, forventer, at alle 30 medlemslande vil byde Finland og Sverige velkommen i forsvarsalliancen.
Foto: Thierry Charlier / Scanpix

Nyheder om NATO

Fredag den 20. maj besøgte Forsvarsminister Morten Bødskov (S) Esbjerg for at se nærmere på mulighederne for at gøre havnen klar til at blive et militært knudepunkt for NATO. Esbjerg Havn skal kunne modtage større militære styrker fra USA og andre allierede, der skal videre til Østersøområdet og Baltikum. Ifølge en pressemeddelse fra Forsvarsministeriet udtalte ministeren:

"Ruslands forfærdelige angreb på Ukraine gør det helt klart, at Danmark skal leve op til forventningen om, at vi kan yde værtsnationsstøtte for allierede, der gerne vil igennem Danmark."

Både Finland og Sverige har besluttet at ansøge om optagelse i NATO.

På et pressemøde den 16. maj 2022 kaldte den svenske statsminister Magdalena Andersson (S) Ruslands angreb på Ukraine for "en af ​​de værste krænkelser nogensinde mod FN-pagten".

"Det bedste for Sveriges sikkerhed er, at vi går med i NATO", udtalte den svenske statsminister.

Den danske statsminister Mette Frederiksen (S) har meddelt, at Danmark sammen med Norge og Island vil give Sverige og Finland "sikkerhedsforsikringer". Sikkerhedsforsikringen betyder, at Danmark vil stå parat til at hjælpe Finland og Sverige, hvis de to lande skulle blive udsat for eksempelvis et væbnet angreb i optagelsesperioden.

"Det gør vi i solidaritet. Men vi gør det også, fordi de to landes sikkerhed er vores sikkerhed. De er allerede meget tætte partnere til NATO. Og i øvrigt fordi ingen uvedkommende skal blande sig i deres optagelsesproces", sagde Mette Frederiksen på et pressemøde den 16. maj.

Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, har ligeledes underskrevet sikkerhedsaftaler med både Finland og Sverige, som betyder, at landet vil støtte med militære ressourcer i tilfælde af angreb. 

Hvornår blev NATO operettet?

NATO har siden sin fødsel i 1949 udviklet sig fra en traditionel militæralliance med fokus på kollektivt forsvar til en politisk-militær organisation for sikkerhedssamarbejde, hvor krisestyring og konfliktforebyggelse er blevet primære opgaver. Men tilpasningen er sket løbende og uplanlagt, og derfor står alliancen over for en række væsentlige reformer de kommende år. 

Da Norges tidligere statsminister Jens Stoltenberg den 30. september 2014 blev udnævnt til NATOs nye generalsekretær, satte han sig i spidsen for det største militære magtapparat, verden nogensinde har set. NATO er en mere end 70 år gammel forsvarsalliance, der har udgjort rammen for USA’s engagement i Europa siden Den Kolde Krig, men også en militærmagt, der efter en mangeårig identitetskrise nu skal finde stærkt fodfæste over for Rusland som følge af krigen i Ukraine.

Hvad er NATO, hvorfor eksisterer alliancen stadig, og hvordan fungerer den? Svarene findes i denne video fra 2020, som NATO selv har produceret:

Artikel type
faktalink

Introduktion til NATO

Print-venlig version af dette kapitel - Introduktion til NATO

Hvad er NATO?

NATO er oprindeligt en alliance til kollektivt selvforsvar. NATO står for Den Nordatlantiske Traktat Organisation, og den blev oprettet i tilslutning til Den Nordatlantiske Traktat, som 12 lande, heriblandt Danmark, underskrev i Washington den 4. april 1949. Formålet med traktaten er at fremme sikkerhed og stabilitet i det nordatlantiske område, dvs. USA, Canada og Europa, ofte også kaldet Vesten.

Hvad er den traktatmæssige baggrund for NATO?

NATO er etableret i overensstemmelse med Artikel 51 i de Forenede Nationers (FN’s) pagt. I Den Nordatlantiske Traktat er artikel 5 den centrale bestemmelse, den såkaldte ”musketér-ed”. Artiklen fastslår, at et væbnet angreb mod én eller flere af medlemslandene skal betragtes som et angreb på dem alle. Det forpligter hvert af medlemslandene til at hjælpe det angrebne land med væbnet magt eller andre tiltag, som anses for nødvendigt for at genoprette sikkerheden i Nordatlanten. Begrebet musketér-ed er en henvisning til den franske forfatter Alexandre Dumas (1802-1870) og hans roman ’De Tre Musketerer’, hvor de tre hovedpersoner afgiver følgende troskabserklæring til hinanden: ”Én for alle og alle for én”.

Musketér-eden i artikel 5 har kun været aktiveret én gang: efter terrorangrebet på USA den 11. september 2001. NATO-landene tilbød kollektivt USA hjælp til at besvare angrebet ved bl.a. at invadere Afghanistan, hvor bagmændene i terrororganisationen al-Qaeda var blevet lokaliseret. Den del af hjælpen valgte USA dog ikke at tage imod, men angreb i stedet Afghanistan med en sammensat koalition af lande.

Hvordan har NATOs medlemskreds udviklet sig?

Siden oprettelsen af NATO i 1949, hvor 12 lande var med, er kredsen af medlemslande blevet udvidet flere gange. I dag består NATO af 30 lande

  • Belgien, Canada, Danmark, Frankrig, Holland, Island, Italien, Luxembourg, Norge, Portugal, Storbritannien, USA siden 1949.
  • Grækenland og Tyrkiet siden 1952. 
  • Tyskland siden 1955. 
  • Spanien siden 1982. 
  • Polen, Tjekkiet, Ungarn siden 1999. 
  • Bulgarien, Estland, Letland, Litauen, Rumænien, Slovakiet, Slovenien siden 2004. 
  • Albanien, Kroatien siden 2009.
  • Montenegro siden 2017. 
  • Nordmakedonien siden 2020.

Derudover har NATO fra 1994 haft tilknyttet en række ’partnerskabslande’, som man samarbejder med uden at tilbyde sikkerhedsgarantier (se også afsnittet ’Hvem er NATO’s partnere?’).

Alliancens interesseområde har siden Den Kolde Krig udvidet sig til områder langt fra det nordlige Atlanterhav, og for øjeblikket er NATO bl.a. engageret på Balkan og i Middelhavet.

I maj 2022 har Finland og Sverige meddelt, at de vil melde sig ind i NATO som følge af krigen i Ukraine.

Hvem kan blive medlem af NATO?

Grundlaget for at optage nye medlemmer i NATO står i Den Nordatlantiske Traktats artikel 10: ”Deltagerne kan ved enstemmig beslutning opfordre enhver anden europæisk stat, som er i stand til at fremme grundsætningerne i denne traktat og bidrage til det nordatlantiske områdes sikkerhed, til at tiltræde denne traktat.”

For at sikre at nye medlemmer ikke svækker NATOs evner og interesser, skal ansøgerlande for at blive optaget opfylde en række kriterier, som er defineret i optagelsesprogrammet ’Membership Action Plan’ (MAP) fra 1999. Derudover skal landet deltage i programmet Partnerskab for Fred (se afsnittet ’Hvad er Partnerskab for Fred?’). Kravene handler både om politik, militær, økonomi, menneskerettigheder og retssikkerhed, men ifølge bogen ”NATO – en alliance i bevægelse” (se kilder) er der ikke altid tale om konkret definerede kriterier som ved f.eks. optagelsesproceduren til EU.

Ansøgerlandet skal have løst internationale, etniske og territorielle konflikter med fredelige midler, det skal arbejde for lov og orden og menneskerettigheder, militæret skal kontrolleres demokratisk, og landet skal arbejde for at fremme økonomisk frihed, social retfærdighed og miljømæssig ansvarlighed. Derudover skal landet afsætte tilstrækkelige ressourcer til sit forsvar, hidtil defineret som 2 procent af BNP, til at kunne bidrage til det kollektive forsvar og NATOs nye missioner.

Udvidelsesprocessen i sig selv skal hjælpe til at afværge konflikter, idet udsigten til medlemskab er et incitament for ansøgerlande til at bilægge interne stridigheder og uoverensstemmelser med deres naboer og fremme reformer og demokratisering. 

Hvordan bliver man optaget som nyt medlemsland i NATO?

Med Finland og Sverige som kommende medlemmer af NATO udvides alliancen, men det er en lang proces at blive en officiel del af NATO. Alliancen har sagt, at Sverige og Finland kan blive optaget ”hurtigt”, men den præcise tidsramme kendes ikke. Med andre ord har både Sverige og Finland fortsat et stykke vej fra at være officielle medlemmer af alliancen. I Ritzaus artikel ”Statsminister: Sverige søger om NATO-medlemskab" (se kilder) er der et overblik over processen frem mod en indlemmelse i NATO:

1: Hjemlig godkendelse: I både Finland og Sverige skal en eventuel NATO-ansøgning godkendes af parlamentet.

2: Ansøgning: Når der er grønt lys fra de folkevalgte politikere, skal landenes regeringer sende en ansøgning til NATOs hovedkvarter i Bruxelles.

3: Først enstemmig godkendelse: Alle nuværende 30 NATO-lande skal derefter tages med på råd og godkende, at optagelsesprocessen indledes. Lande skal opfylde visse demokratiske og militære standarder for at komme med i alliancen. Finland og Sveriges anses allerede for at være velfungerende demokratier med et militær, som lever op til NATO-standarder.

4: Direkte forhandlinger: De to lande skal herefter hver for sig forhandle med NATO og formelt acceptere vilkårene, herunder at gå ind for ’musketéreden’: At et angreb på ét NATO-land kræver svar fra alle de andre.

5: Endelig enstemmig godkendelse: Når alle krav er forhandlet på plads, skal de 30 medlemslande igen godkende optagelsen. Det vil i første omgang give Sverige og Finland observatørstatus ved NATO-møder, men NATOs sikkerhedsgaranti vil i denne periode ikke gælde fuldt ud.

6: Ratificering land for land: Til sidst skal alle de enkelte lande stadfæste beslutningen. Det kræver som udgangspunkt parlamentarisk godkendelse, men proceduren kan variere fra land til land afhængigt af deres forfatninger. Afslutningsvis skal Sverige og Finland ’deponere deres tiltrædelsesinstrumenter’ hos USA’s udenrigsministerium, hvilket officielt gør dem til NATO-lande.

Det kan ifølge Ritzaus artikel tage alt mellem fire måneder og et år afhængigt af valg i de enkelte lande, ferie i parlamenterne og andre mulige forsinkelser.

Opbygningen af NATO

Print-venlig version af dette kapitel - Opbygningen af NATO

Hvorfor blev alliancen dannet?

NATOs første generalsekretær, den britiske Lord Ismay, sammenfattede sin opgave i én sætning: ”NATO skal holde russerne ude, tyskerne nede og amerikanerne inde (i Europa, red.)”, her citeret fra Informations artikel ”Hold russerne ude, amerikanerne inde og tyskerne nede” (se kilder).

Efter Anden Verdenskrig spidsede det konfliktfyldte forhold mellem Vesten og Sovjetunionen til og flød ud i en lang konflikt, kendt som Den Kolde Krig. Se nærmere i faktalink-artiklen Den Kolde Krig. I Tjekkoslovakiet kom kommunisterne til magten i februar 1948 støttet af Moskva, Finland var allerede blevet påtvunget en venskabs- og samarbejdstraktat med Sovjetunionen, Norge var også sat under pres af Moskva for at holde sig neutral eller indgå en lignende aftale, og i juni 1948 indledte Sovjetunionen en blokade af Berlin. De vesteuropæiske lande følte sig udsatte, og Belgien, Holland, Luxembourg, Frankrig og Storbritannien dannede en alliance i 1948, Vestunionen. Men Sovjetunionens militære styrke var langt overlegen, og derfor tog de britiske og amerikanske udenrigsministerier initiativ til en udvidet alliance, hvor den nye supermagt USA befæstede sin tilstedeværelse i Europa. Resultatet blev Den Nordatlantiske Traktat fra 1949, kendt som Atlantpagten, hvor også Canada, Danmark, Island, Italien, Norge og Portugal deltog, og NATO blev, som beskrevet ovenfor, etableret i tilknytning til denne traktat.

Til at begynde med var NATO først og fremmest en politisk organisation beskyttet af USA’s kernevåben, men efter Korea-krigens udbrud i 1950 begyndte medlemslandene sammen at etablere en egentlig militær organisation. Alliancen indledte en omfattende oprustning af Vesteuropa med kampvogne, artilleri og soldater, og i 1954 blev de første amerikanske kernevåben placeret i Europa – først i Storbritannien, siden i Tyskland, Italien, Frankrig, Tyrkiet, Holland, Grækenland og Belgien. Det er beskrevet i rapporten ”U.S. Nuclear Weapons in Europe” (se kilder). 

Hvad er NATOs formål?

Selv om den militære trussel mod USA og Europa ikke længere kommer fra Rusland, passer Lord Ismays formulering stadig på NATO's formål. Det er tredelt, som forklaret i bogen ”NATO – en alliance i bevægelse” (se kilder): 

  • For det første skal NATO tage sig af angribende fjender og andre ydre trusler. 
  • For det andet skal organisationen binde USA og Europa sammen, idet selve organisationen NATO sikrer, at de amerikanske og europæiske politiske og militære ledere jævnligt mødes. 
  • For det tredje spiller NATO en afgørende rolle for de interne relationer mellem de europæiske medlemslande, da den tvinger europæerne til at samarbejde, integrere de militære styrker og træffe enstemmige beslutninger om den fælles sikkerhed. 

Ifølge det officielle formål, som beskrevet på NATOs hjemmeside (se kilder), skal alliancen også styrke fælles værdier som demokrati, personlig frihed og retssikkerhed. Men som den norske avis Aftenposten bemærker i artiklen ”NATO lever greit med diktaturer” (se kilder) afholdt det ikke eksempelvis Portugal fra at være medstifter af NATO, selv om landet var et militærdiktatur frem til 1974. I Grækenland og Tyrkiet har militæret også kuppet sig til magten, uden at det har haft betydning for deres medlemskab af NATO. Sikkerhed og stabilitet har altid været det primære mål. I 2021 forsøgte NATO at appellere til det nye Taleban-styre i Afghanistan, efter at Vesten havde tabt krigen, bl.a. om at få hjælp til at evakuere vesterlændinge og udsatte afghanere fra landet. Det fremgår af Ritzaus artikel ”NATO beder Taleban hjælpe med at sikre evakueringer” (se kilder).

Hvilke trusler skal NATO beskytte medlemslandene imod?

I dag kommer truslerne mod NATO-landene fra terrorisme, fra masseødelæggelsesvåben og fra ustabile stater, hvor terrorister f.eks. kan få en base, fastslår forsker Kristian Kristensen i rapporten ”NATO’s nye strategiske koncept” (se kilder).

Siden Ruslands annektering af den ukrainske halvø Krim i 2014 og særligt siden krigen i Ukraine, der begyndte med Ruslands invasion af landet i februar 2022, er en stor del af opmærksomheden dog igen blevet rettet mod at beskytte NATO-landenes grænser mod trusler fra andre lande, især Rusland. I takt med udviklingen i trusselsbilledet har NATO flere gange tilpasset sit såkaldte strategiske koncept, som udstikker de overordnede retningslinjer for alliancens opgaver (se også kapitlet om NATO i dag). Grundlæggende er mekanismerne i alliancen dog de samme som ved oprettelsen i 1949. NATO er en forsvarsalliance, hvor landene har skrevet under på, at de vil beskytte og forsvare hinanden, og udgangspunktet for etableringen af alliancen var især en fælles interesse i at skabe modvægt til sovjetisk dominans. Der har dog siden NATOs grundlæggelse også været modsatrettede interesser inden for NATO, især mellem USA på den ene side og de europæiske medlemslande på den anden.

Hvilke modsatrettede interesser er der internt i NATO?

USA og Europa har forskellige interesser pga. deres forskellige geografi, militær, økonomi og ideologi, og det havde de også, før NATO blev grundlagt. USA ønskede at bevare handlefrihed til at bruge sine militære kræfter, som landet ville, mens europæerne ønskede garanti for, at USA ville komme dem til hjælp under Den Kolde Krig, så den amerikanske atomafskrækkelse fik større troværdighed over for Sovjetunionen. Selv om EU har formuleret sin egen sikkerhedspolitik, er det stadig USA, der i høj grad ’passer på Europa’ i kraft af, at USA militært er den suverænt stærkeste magt i NATO. Da Donald Trump blev amerikansk præsident i 2016, stillede han en række krav til Europa om at investere i militæret og betale sin del af regningen for forsvarsalliancen; retningslinjen for NATOs medlemslande er, at de skal bruge to procent af BNP på militære udgifter, men det var der mange europæiske medlemslande, der ikke gjorde. Ifølge Ritzau-artiklen ”Kun otte NATO-lande bruger mindst to procent på forsvar” (se kilder) var der i 2019 foruden USA kun syv lande, som levede op til det krav, nemlig Grækenland, Estland, Storbritannien, Letland, Polen, Litauen og Rumænien. Efter at krigen i Ukraine brød ud i februar 2022, annoncerede den danske statsminister Mette Frederiksen (S), at Danmark i de kommende år vil øge forsvarsbudgettet, så det senest i 2033 udgør to procent af BNP.

Internt mellem de europæiske medlemslande er der også forskellige interesser. Det resulterede i to verdenskrige i sidste århundrede, og selv om Europa ikke siden har været splittet af så omfattende konflikter, er interessemodsætningerne ikke forsvundet. Ligesom EU styrker også NATO dog relationerne imellem landene ved at kræve politisk, økonomisk og militært samarbejde. Alle beslutninger i NATO skal endda træffes ved enstemmighed. 

Hvordan er NATO opbygget?

Modsat de fleste andre militæralliancer er NATO også i fredstid en omfattende organisation. NATOs opbygning og organisation er udførligt beskrevet i bogen ”NATO – en alliance i bevægelse” (se kilder), men helt kort kan strukturen forklares således:

Organisationen er delt op i en politisk og en militær struktur. Da NATO først og fremmest er et politisk samarbejde mellem suveræne stater, er de vigtigste beslutningstagere folkevalgte politikere fra medlemslandene. NATOs øverste politiske beslutningsorgan er Det Nordatlantiske Råd i Bruxelles. Mindst to gange årligt samles udenrigsministrene fra alle medlemslande i rådet, og normalt mødes landenes ambassadører i NATO en gang om ugen. Landenes regeringschefer mødes på topmøder, når det er nødvendigt.

Alle NATO-lande har en repræsentation i NATO, en ambassade, som består af diplomater og repræsentanter for forsvarsministeriet og det nationale militær. De mødes på ugentligt. Desuden har NATO udviklet et omfattende civilt, administrativt apparat, der behandler politiske spørgsmål. Det har til huse i NATOs hovedkvarter i Bruxelles

Hvem er NATOs øverste chefer?

NATOs generalsekretær er øverste leder for hele alliancen, men han handler på vegne af medlemslandene. Han er formand for Det Nordatlantiske Råd og leder af den civile stab. Ifølge NATOs bestemmelser er generalsekretæren altid europæer, mens den øverstbefalende for den militære del (SACEUR – Supreme Allied Commander Europe) altid er en amerikansk general eller admiral. Det var i sin tid et krav fra USA’s kongres, hvis USA skulle udstationere amerikanske tropper i Europa. I dag er Norges tidligere statsminister Jens Stoltenberg generalsekretær (siden 2014), mens den amerikanske general Tod D. Wolters (siden 2019) er militært øverstbefalende.

Hvordan arbejder den militære og politiske del af NATO sammen?

NATOs militære struktur giver input til det politiske niveau og udfører dets beslutninger. Militærkomiteen er den højeste militære myndighed, der udformer NATOs overordnede strategi. Her mødes landenes forsvarschefer to gange om året, og de permanente repræsentanter løbende. Det er dem, der i sidste ende skal vinde en krig eller gennemføre de opgaver, de bliver pålagt. NATOs militære myndigheder arbejder både i NATOs hovedkvarter i Bruxelles og i det militære hovedkvarter i Mons (SHAPE – Supreme Headquarters Allied Powers Europe), også i Belgien. I fredstid er medlemslandenes styrker under national kommando, mens de i en krigssituation kan stilles under NATO-kommando.

Traditionelt er NATO forankret i denne faste hierarkiske struktur, men organisationen har udviklet sig til også at indgå i mere løst sammensatte koalitioner, hvor udenforstående partnere kan deltage, som f.eks. i Afghanistan, NATOs hidtil største mission. De fredsbevarende operationer har skabt behov for nye handlemønstre, hvor NATOs partnere også får indflydelse på alliancens opgaver ved f.eks. at sidde med ved beslutningsbordet i ISAF.

Hvem er NATOs partnere?

Samtidig med at NATO har udvidet sin medlemskreds, har organisationen udviklet partner- og samarbejdsrelationer med en lang række lande, der ikke ønsker – eller endnu ikke kan blive – medlemmer. NATO samarbejder om forskellige sikkerhedspolitiske emner med lande så forskellige som Sverige, Egypten og Australien, og dermed er alliancen næsten verdensomspændende. Allerede i december 1991, samme måned som Sovjetunionen blev opløst, blev North Atlantic Cooperation Council oprettet som et råd mellem NATO-landene og de tidligere medlemslande i Warszawa-pagten. Rådet blev ikke det permanente samarbejdsforum, som det var tiltænkt, men blev første skridt i en ny forståelse af sikkerhed i NATO: Det var ikke militære styrker, men et øget samarbejde med tidligere fjender mod en fri og demokratisk udvikling, der skulle skabe sikkerhed i Europa. 

Hvad er Partnerskab for Fred?

Partnerskab for Fred eller Partnership for Peace (PfP) er et program fra 1994, som blev ramme om et omfattende militært samarbejde med enkeltlande i Central- og Østeuropa. Konkret fokuserer PfP på forsvarspolitisk samarbejde, herunder modernisering af våben og udstyr, demokratisk kontrol med militæret og træning til fredsbevarende operationer. Men det overordnede mål er at skabe tillid og sikkerhed mellem gamle fjender via samarbejdet i sig selv. Danmark var i 1990erne meget aktiv inden for dette program, bl.a. for at sikre de baltiske lande en tilknytning til NATO, hvilket var medvirkende til, at de tre lande blev optaget i alliancen i 2004.

I dag deltager følgende 20 lande i programmet Partnerskab for Fred (PfP): Armenien, Aserbajdsjan, Bosnien-Hercegovina, Finland, Georgien, Hviderusland, Irland, Kasakhstan, Kirgisistan, Malta, Moldova, Rusland, Schweiz, Serbien, Sverige, Tadsjikistan, Turkmenistan, Ukraine, Usbekistan og Østrig. Rusland har derudover sit eget NATO-Rusland-råd, og Ukraine har sin egen NATO-Ukraine-kommission, som er et udvidet samarbejde med tættere koordinering. 

Hvad er Middelhavsdialogen og Istanbul Cooperation Initiative?

Samme år som Partnerskab for Fred (PfP) blev etableret, lancerede NATO initiativet Middelhavsdialogen. Formålet med dette var at forbedre forholdet til lande i Mellemøsten og Nordafrika. I dag deltager Algeriet, Egypten, Israel, Jordan, Mauretanien, Marokko og Tunesien i dette samarbejde.
Derudover grundlagde NATO i 2004 det såkaldte Istanbul Cooperation Initiative, der skulle engagere landene omkring Den Persiske Golf i et stabiliserende samarbejde. Her deltager Bahrain, Qatar, Kuwait og de Forenede Arabiske Emirater. Både Middelhavsdialogen og Istanbul-initiativet lider dog af vedvarende skepsis over for NATO i de deltagende lande. Det er småt med konkret indhold som fælles øvelser eller operationer, og initiativerne er blevet beskyldt for primært at være snakkeklubber – bl.a. i kronikken ”NATO’s globale udfordring” i Jyllands-Posten (se kilder). 

Hvilke andre samarbejder er der mellem NATO og andre lande?

De institutionaliserede partnerskabsprogrammer omfatter primært NATOs naboer, men derudover samarbejder NATO også med andre lande. Under missionen i Afghanistan har NATO f.eks. samarbejdet med Singapore, New Zealand, Australien, Japan, Sydkorea og Colombia.