Hvorfor var Danmark ikke med i 1. Verdenskrig?
Danmark havde i mange år påberåbt sig neutralitet, altså at man ikke vælger side i tilfælde af krig eller konflikt, men holder sig udenfor. Alligevel var det ingen selvfølge, at Danmark af den grund kunne holde sig uden for 1. Verdenskrig. Belgien var eksempelvis også neutralt, men blev på grund af sin strategiske placering angrebet meget tidligt i løbet af krigen. Ifølge Nils Erik Sørensen var der kun seks europæiske lande, der holdt sig helt uden for krigen. Det var Spanien, Schweiz, Holland, Norge, Sverige og Danmark.
Da krigen truede blev forsvaret mobiliseret for at Danmark kunne forsvare sin neutralitet. Det var først og fremmest Tyskland, danskerne var bange for. Ifølge Nils Arne Sørensen var det dog ikke den militære afskrækkelse, der holdt Danmark ude af krigen. Snarere var det lykkedes at overbevise de krigsførende magter om, at det slet ikke var nødvendigt at angribe Danmark. Det gjaldt særligt i forholdet til Tyskland, som den danske regering hele tiden sørgede for at holde sig på god fod med.
Hvilken betydning havde krigen i Danmark?
Historikeren Lars Hovbakke Sørensen skriver i sin bog ”En europæisk danmarkshistorie” (se kilder), at 1. Verdenskrig fik mange følger for Danmark. En af de vigtigste konsekvenser var, at Danmark fik en ny grundlov i 1915. De politiske partier havde længe diskuteret en ny grundlov uden at kunne nå til enighed, men krigsudbruddet kom til at betyde, at der opstod borgfred mellem partierne, der lod de politiske uenigheder vige i baggrunden. Grundloven af 1915 betød blandt andet, at kvinder fik stemmeret til Rigsdagen, at valgsystemet blev ændret, så det bedre afspejlede befolkningens stemmeafgivelse og at valgret til Landstinget ikke længere afhang af, om man ejede formue eller jord. Alle ændringerne i grundloven pegede frem mod et mere demokratisk Danmark.
Verdenskrigen var ifølge Lars Hovbakke Sørensen også årsag til, at velfærdsstaten begyndte at spire frem. Krigen betød, at der var et øget behov for at regulere handlen og varefordelingen og for at kunne rationere varer. Samtidig blev fattighjælpen også udvidet og omlagt, da mange mennesker i de større byer havde svært ved at skaffe mad nok. Efter verdenskrigen fortsatte staten med at gribe mere ind i borgernes liv end før. Den statslige indblanding var i løbet af krigen blevet almindeligt accepteret af både borgere og politikere, og der var nu opstået en forventning om at staten blandt andet sørgede for befolkningens velfærd og regulerede vareforsyningen.