Kulturradikalismen - dengang og nu

Hvad betyder ordet ‘Kulturradikalisme’?

Betegnelsen ‘Kulturradikalisme’ dukkede første gang op i en kronik i 1955 i Dagbladet Politiken. Den var skrevet af den markante, danske litteraturvidenskabsmand og frihedskæmper Elias Bredsdorff (1912-2002). I kronikken definerede han Kulturradikalismen som en ideologisk og kulturpolitisk strømning, der havde præget væsentlige dele af det danske kulturliv mellem Første Verdenskrig (1914-18) og Anden Verdenskrig (1939-45).

Forstavelsen ‘kultur-’ understregede, at betegnelsen ikke skulle forstås som en samlet og målrettet bevægelse, der stod i gæld til et særligt politisk parti. I stedet rummede Kulturradikalismen en mere grundlæggende, kulturkritisk radikalisme, der havde rødder længere tilbage i idéhistorien end de moderne politiske partier.

Hvad er Kulturradikalisme?

Det er vanskeligt entydigt at sige, hvad Kulturradikalismen er. I ovennævnte kronik beskriver Elias Bredsdorff Kulturradikalismen som “en tankegang, der bygger på respekten for mennesket, tænker i internationale perspektiver og er belastet med en social samvittighed”. Han skriver videre, at Kulturradikalismen er “et åndeligt kætteri, som afslører vanetænkningen, hykleriet, fraserne og klicheerne, en åndelig åbenhed, der ikke nøjes med at se på etiketterne, men tager et uhildet (fordomsfrit, red.) standpunkt til realiteterne bag dem”.

Det danske kulturliv var mellem de to verdenskrige præget af en lang række nye intellektuelle grupperinger, der i overvejende grad placerede sig til venstre for den politiske midte. Disse fraktioner af markante kulturpersonligheder var ofte frisindede, fremskridtsorienterede og frigjorte fra traditionsbundne og religiøse forestillinger. De nye grupperingers tanker og tiltag virkede derfor som en rød klud i hovedet på mange af repræsentanterne for det bestående samfund.

Kulturradikalismen havde i sin kerne et ambitiøst og omfattende frigørelsesprogram, der gik til kamp mod  snart sagt alle områder af det bestående samfund. På den måde fik de kulturradikale indflydelse på blandt andet:

· Børneopdragelse og pædagogik

· Historieskrivning

· Kultur- og samfundsdebat

· Kvindefrigørelse og seksualpolitik

· Kunst (især litteratur, billedkunst, scenekunst, arkitektur og musik)

Nøglepersonerne i de kulturradikale grupperinger talte skribenter, teaterfolk, komponister, forskere, arkitekter, malere og forskellige andre kunstnere. Disse mennesker var løst knyttet sammen i arbejdsfællesskaber, der – direkte eller indirekte – søgte at påvirke det bestående samfund gennem et aktivt reformarbejde. Der var ikke tale om en organiseret bevægelse men om netværk af mennesker, der havde sammenfaldende interesser, ideer og forestillinger. Som Politikens chefredaktør Bo Lidegaard formulerede det i november 2013 i Politiken: Her løste ingen medlemskab, for ingen har patent på hverken det frie ord eller den frække tanke.” (se kilder). Organisation eller ej var Kulturradikalisterne fælles om at skabe kritiske men konkrete reformideer, som umiddelbart kunne omsættes til handling.

Hvad er Kulturradikalismens kritiske projekt?

Det grundlæggende oppositionelle ved Kulturradikalismen er en radikal og kraftig kritik af den eksisterende kultur. For de kulturradikale er den bestående kultur ensbetydende med et traditionelt samfund i negativ forstand, hvor samfundsorden er gennemsyret af snæversyn, konservatisme og snærende bånd.

Motiveret af et glødende engagement i det enkelte menneskes rettigheder kæmpede Kulturradikalismen i mellemkrigstiden mod denne samfundsorden. Individet skulle have ret til at udfolde sig i frihed og lighed og til at udfolde sig individuelt på sine egne betingelser. Kulturradikalismens sociale engagement kom blandt andet til udtryk i forsøget på at skabe en ny, demokratisk kultur, der byggede på oplysning og frigørelse fra undertrykkende samfundsnormer.

Hvad er Kulturradikalismens idémæssige rødder?

Kulturradikalismen trækker sine rødder langt tilbage i den danske og europæiske kulturhistorie:

· Der er store sammenfald mellem Kulturradikalismens ideologiske grundlag og tænkningen i 1700-tallets Oplysningstid. Mange af periodens toneangivende filosoffer fremhævede ‘det fornuftige, det naturlige og det nyttige’. Oplysningstidens kritiske tænkere beskød den måde, samfundets magt var fordelt på. Kritikken var især rettet mod kirkens og adelens mænd, der mange steder i Europa havde siddet på magten siden Middelalderens start. Denne magt udnyttede de to stænder primært til at udbytte de europæiske landbefolkninger – både i form af voldsomme økonomiske krav og i form af snærende bånd på de tanker og ideer, der fik lov til at udfolde sig. Den tradition for kritisk tænkning føres videre i Kulturradikalismen. Dagbladet Politikens tidligere chefredaktør Tøger Seidenfaden betegner slet og ret Kulturradikalismens idealer som ‘en lokal aftapning af Oplysningstidens tanker’.

· Det Moderne Gennembrud og Brandesianismen trak ligeledes på væsentlige idealer fra Oplysningstiden. Det gjaldt ideer om det enkelte menneskes fornuft og på dets evne til at gennemskue og ændre samfundsnormer, hvis disse ikke kunne begrundes rationelt. Denne tro på fornuften og den kritiske tilgang til virkeligheden omkring mennesket blev givet videre til Kulturradikalismen. Det samme gjorde Brandesianismens praktiske tilgang til virkeligheden – det var vigtigt, at strømningens ideer fandt praktisk anvendelse i menneskets konkrete liv og virke.

· Kulturradikalismen trak desuden veksler på arven fra psykoanalytikeren Sigmund Freud (1856-1939) og på den økonomiske filosof Karl Marx (1818-1883). Dermed blev en forståelse af individets drifter og sjæleliv og et blik for samfundets økonomiske og sociale mekanismer centrale dele af Kulturradikalismen.

For mere om Kulturradikalismens ideologiske rødder se Faktalink-artiklerne om “Oplysningstiden” og “Naturalismen og Det Moderne Gennembrud”.

Hvad var sammenhængen mellem Kulturradikalismen og Det Moderne Gennembrud?

Med en radikal og kritisk tilgang til de vedtagne normer og traditioner, der styrede det omkringliggende samfund, hyldede begge de to typer tænkning det enkelte menneskes fornuft og evne til at begå sig i en moderne verden. Kulturradikalisternes kritiske projekt var altså i stor udstrækning sammenfaldende med de tanker, der var centrale i Det Moderne Gennembrud godt 40 år tidligere. Både Det Moderne Gennembrud i 1880’erne og dets arvtagere i Kulturradikalismen satte skub i udviklingen af en ny, moderne type af individer. Med det oven for skitserede frisindede fundament under fødderne var kulturradikalisterne parate til at udfordre samfundets normer.

Morten Thing, der er docent i historie, opsummerer det fælles ved de to typer for radikalisme – Det Moderne Gennembrud og Kulturradikalismen: “De to former for radikalisme var fælles om at være det modernes spydspids, men også om at repræsenterer en ny dannelse, som i sin selvforståelse ikke var nogen klassedannelse, men bare den gode og rigtige dannelse”. Begge radikalismer tilhører ikke noget parti, men er i højere grad en fritsvævende, autonom, ideologisk, politisk og æstetisk holdning. Ikke en bevidsthed, der var bundet til en særlig samfundsklasse, men et sæt af værdier, der betonede eksempelvis frisind og tolerance i en moderne verden.

For mere se Faktalink-artiklen om “Naturalismen og Det Moderne Gennembrud”.

Hvad var kulturkampen?

Ordet kulturkamp kommer fra det tyske Kulturkampf, der dukkede op i begyndelsen af 1870’erne som en betegnelse for den tyske kansler og statsminister Otto von Bismarcks kamp imod den katolske kirke. Bismarck ønskede at adskille den katolske kirke fra Rom og fra staten. Ordet blev siden overført direkte til dansk, da kulturradikale kræfter i mellemkrigsårene samlede sig i kamp mod nazismen i organisationen Frisindet Kulturkamp (se senere).

Kampen om, hvilke værdier, der skulle være dominerende i det danske samfund, blev voldsomt tilspidset i tiden efter Det Moderne Gennembrud. Gennembruddet var med til at skabe et debatklima, hvor samfundets grundlæggende værdier – i modsætning til tidligere – nu kunne diskuteres. Siden Det Moderne Gennembrud har den ene side i denne strid bestået af forskellige former for kritisk radikalisme – altså fordomsfrie og frisindede tænkemåder med udspring i Oplysningstidens tænkning. På den anden side har stået forkæmpere for samfundets traditionelle og rodfæstede værdier. I tiden inden Anden Verdenskrig – der brød ud i 1939 – var de værdipolitiske fronter trukket skarpt op. Brudfladen i tidens danske kulturkamp løb generelt set mellem:

· De konservative: De forsvarede den bestående, borgerlige kultur og ønskede at bevare respekten for traditionen i samfundet. De konservative kræfter nærede en dyb mistillid til Modernismens ukontrollable og løsagtige kunstpraksis og Kulturradikalismens kritiske tilgang til traditionelle værdier.

· De kulturradikale: De ville forny og provokere ud fra en frisindet brug af fornuften. Hermed trak de tydelige spor tilbage til Georg Brandes og arven fra Det Moderne Gennembrud. Samtidig hyldede kulturradikalisterne mange af de tanker, der var centrale for Modernismen – eksempelvis dyrkelsen af Freud og psykoanalysen.