Soldater marcherer gennem park
Tyske tropper i Danmark under Besættelsen. Tropperevy i Fælledparken for general Lüdke.
Foto: Douglas William / Ritzau Scanpix

Besættelsen 1940-45

cand.mag. i historie Jakob Heuseler, Bureauet. Opdateret juni 2016 og april 2020.
Top image group
Soldater marcherer gennem park
Tyske tropper i Danmark under Besættelsen. Tropperevy i Fælledparken for general Lüdke.
Foto: Douglas William / Ritzau Scanpix

Indledning

Den 9. april 1940 blev Danmark besat. Allerede tidligt om morgenen trængte tyske styrker over den danske grænse, og bombemaskiner hang som truende sorte fugle over landet. Det fik de ledende politikere og kongen til samme morgen at overgive sig og indgå den senere så berømte og berygtede samarbejdspolitik, som kom til at præge Danmark de følgende fem år.

Formålet med samarbejdspolitikken var at beskytte det danske samfund i en usikker tid, og i det store og hele lykkedes det at skåne Danmark for krigens ødelæggelser. Samarbejdet holdt også de økonomiske hjul i gang, eftersom danske landbrugs-, fiskeri- og industrivarer i stor stil kunne afsættes til Tyskland. Konsekvensen var, at den danske befolkning klarede sig rimeligt og levede en forholdsvis normal tilværelse, især i de første år af Besættelsen.

Augustoprøret 1943 indebar et brud med samarbejdslinjen, da almindelige danskere pressede regeringen til at træde tilbage. Samtidig kom en ny magtfaktor på banen: modstandsfolkene og deres styrende organ Frihedsrådet, hvis budskaber befolkningen nu hellere lyttede til. Det betød ikke, at hele Danmark gik til modstand imod besættelsesmagten. Modstandskamp var og blev en sag for de få, der med livet som indsats forrettede sabotageaktioner mod fabrikker og jernbaner og foretog partisanangreb mod tyskerne.

Tiden fra augustoprøret 1943 til befrielsen i maj 1945 blev blodig, da et brutalt tysk sikkerhedspoliti gjorde alt for at bekæmpe den voksende modstandsbevægelse. Imens varetog embedsmændene i departementschefstyret officielt den danske tilpasningslinje, men reelt var det stadig de "gamle" samarbejdspolitikere, der trak i trådene. Politikerne nærmede sig nu Frihedsrådets modstandslinje i bestræbelserne på at få vasket deres tyskvenlige stempel af og være klar til et comeback, den dag befrielsen kom.

Denne FaktaLink-artikel handler om besættelsestiden: om optakten, invasionen, samarbejdspolitikkens fordele og ulemper, om danskernes dagligdag, den voksende modstand og afslutningen på krigen.

Poul Henningsen fortæller om, hvorfor han skrev teksten ”Man binder os på mund og hånd” og sangen synges af Liva Weel. Klippet er offentliggjort af Alhambra museet for humor og satire Frederiksberg.

Artikel type
faktalink

Introduktion til den danske besættelsestid

Print-venlig version af dette kapitel - Introduktion til den danske besættelsestid
Flyveblade med 'Oprop til Danmarks soldater og Danmarks folk!' den 9. april 1940.
Flyveblade med 'Oprop til Danmarks soldater og Danmarks folk!' den 9. april 1940.
Foto: Ukendt / Scanpix

Hvad er besættelsestiden?

Under Anden Verdenskrig blev det neutrale Danmark angrebet og erobret af Tyskland den 9. april 1940. Samme dag valgte den danske regering at bøje sig for det tyske krav om betingelsesløs overgivelse. Danmark var hermed besat af den tyske besættelsesmagt, og Besættelsen varede indtil tyskernes kapitulation den 5. maj 1945. Disse godt og vel fem år er siden blevet kaldt den danske besættelsestid, og ordene signalerer, at i det tidsrum var Danmark besat og underlagt en fremmed magt. Altså under et tysk overherredømme.

Det betød umiddelbart, at Danmark delte en hård skæbne med lande som Norge, Frankrig og Polen, der også blev besat af det nazistiske Tyskland. Men modsat disse lande var besættelsen af Danmark langt mere skånsom. Danmark blev nemlig ikke behandlet som et fjendtligt, krigsbesat land, hvor tyskerne overtog landets statsmyndighed og systematisk undertrykte og mishandlede dens befolkning. Tværtimod betragtede tyskerne Danmark som et særtilfælde, hvilket indebar en fredelig besættelse med vægt på danskerne som gode handelspartnere. Dermed kunne regering, stat og offentlig administration i mangt og meget fortsætte på danske hænder i tiden efter den 9. april 1940.

Hvor stor var den danske frihed under Besættelsen?

Det er en illusion at tro, at Danmark var en suveræn stat under Besættelsen. Det var til enhver tid besættelsesmagten, der havde det sidste ord at skulle have sagt. Vel at mærke ord med vægt bag i form af truslen om nazificering, vold og terror og i værste fald krig på dansk jord.

Groft sagt, så længe den danske regering og befolkning makkede ret og passede sit uden at gøre modstand, greb besættelsesmagten ikke ind i det, der blev kaldt "indre danske anliggender". Det var vilkårene for det besatte Danmark. Netop derfor var besættelsestiden længe en periode præget af et samarbejde, der både var skånsomt, besværligt og smertefuldt. Det placerede dog Danmark i en gråzone imellem at være et besat land i gængs forstand og en – om end nødtvungen – tysk allieret. I det perspektiv var den danske modstandskamp yderst vigtig.

Modstandskampen, som voksede frem i de sidste besættelsesår, fik ikke alene betydning for danskernes selvforståelse. Den viste også hele verden, at der var et kæmpende Danmark. Dermed var vejen banet for, at landet efter befrielsen og efter Anden Verdenskrig blev placeret på de allierede sejrherrers side. 

Hvordan skal vi forstå besættelsestiden?

Besættelsestiden er blevet kaldt "de fem lange år", og der er på alle måder langt fra 1940 til 1945. Fra 1940-41, hvor Tyskland fejrede store militære triumfer, og ingen i Danmark kunne vide, om Besættelsen ville vare i generationer, til 1944-45, hvor de allierede trængte de tyske hære tilbage, så en endelig tysk kapitulation og Danmarks befrielse syntes nært forestående.

Også på et mentalt, psykologisk plan var rejsen lang fra 9. april 1940 til 5. maj 1945. Usikkerhed og frygt – men efterhånden også håb og trods – spillede en central rolle for, hvordan danskerne reagerede i forhold til besættelsesmagten. Hvis man vil forstå, hvorfor danskerne handlede eller undlod at handle, som de gjorde under Besættelsen, må man forsøge at leve sig ind i denne uvisse tilværelse.

Hvordan udviklede forholdene i Danmark sig i løbet af Besættelsen?

Der var grundlæggende to muligheder for danskerne under Besættelsen: at kæmpe og yde modstand eller at tilpasse sig og samarbejde med tyskerne.

Helt så enkelt var det dog ikke. I realiteten var der i de første besættelsesår intet brugbart alternativ til samarbejdslinjen. Ud fra devisen om at handel med tyskerne var vilkåret for at overleve som nation, var samarbejdspolitik det officielle Danmarks svar på besættelsessituationen. Spørgsmålet var, hvor langt man skulle strække sig for at opfylde de tyske ønsker og krav. Stillet over for en kynisk besættelsesmagt blev samarbejdspolitikken skruen uden ende, som fortsatte lige så længe, befolkningens opbakning var til stede, og modstanden ubetydelig.

Indtil langt ind i 1943 bakkede den danske befolkning op. Men i august 1943 indtraf vendepunktet. Augustoprøret indebar et brud med samarbejdslinjen, da almindelige danskere pressede regeringen til at træde tilbage den 29. august. Samtidig kom en ny magtfaktor på banen: modstandsfolkene og deres styrende organ Frihedsrådet, hvis budskaber befolkningen nu hellere lyttede til. Det betød ikke, at hele Danmark gik til modstand imod besættelsesmagten – slet ikke. Modstandskamp var og blev en sag for de få, der med livet som indsats bistod de allierede og banede vejen for Danmarks befrielse.

Tiden fra augustoprøret 1943 til befrielsen i maj 1945 blev blodig, da et brutalt tysk sikkerhedspoliti gjorde alt for at bekæmpe den voksende modstandsbevægelse. Imens varetog embedsmændene i departementschefstyret officielt den danske tilpasningslinje, men reelt var det de "gamle" samarbejdspolitikere, der trak i trådene. Politikerne nærmede sig nu Frihedsrådets modstandslinje i bestræbelserne på at få vasket deres tyskvenlige stempel af og være klar til et comeback, den dag Danmarks befrielse kom.

Hvilke datoer er særlige vigtige i ”fortællingen” om besættelsestidens Danmark?

Tre datoer er særligt vigtige, når man beskæftiger sig med den danske besættelsestid:

  • Den 9. april 1940
  • Den 29. august 1943
  • Den 5. maj 1945.

Datoerne er milepæle i "fortællingen" om, da Danmark blev besat, gik til modstand og blev befriet. Man kan således tale om en fase før og en fase efter augustoprøret i 1943. Første fase stod i samarbejdets tegn, mens anden fase tilhørte modstanden.

Optakt til den danske besættelsestid

Print-venlig version af dette kapitel - Optakt til den danske besættelsestid
Socialdemokratisk valgplakat i 1935 med det berømte slogan 'Stauning - eller Kaos'.
Socialdemokratisk valgplakat i 1935 med det berømte slogan 'Stauning - eller Kaos'.
Foto: Bjørn Kähler / Scanpix

Hvordan var samfundsforholdene i 1930'ernes Danmark?

I løbet af 1930'erne nærmede befolkningstallet i Danmark sig 4 millioner indbyggere. Det var en fordobling over godt og vel et halvt århundrede. Det moderne Danmark var født, og velfærdsstaten på vej. Stadig flere mennesker flyttede fra landet ind til byerne. Det betød, at industri og håndværk i 1930'erne overhalede landbruget i antal beskæftigede, selvom landbruget stadig skaffede de fleste valutaindtægter til landet. Danmark var især afhængig af handlen med England: I 1930'erne gik 60 % af den samlede eksport til England, 20 % til Tyskland og de resterende 20 % til andre lande.

1930'erne var også Socialdemokratiets store årti. Under statsminister Thorvald Staunings (1873-1942) alfaderlige ledelse formuleredes linjerne for fremtidens danske velfærds- og forsørgelsesstat. Danmark som foregangsland, eller med partifællen, socialminister K.K. Steinckes (1880-1963) ord fra 1933: "Vis os ét land i denne verden, der byder de syge, de gamle, børnene, de arbejdsløse, de trængende som helhed en sociallovgivning, der står på højde med den socialreform, der nu er gennemført." Ifølge ”Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie”, bd. 13 s. 100 (se kilder).

Samtidig blev Danmark ramt af den økonomiske verdenskrise. Det førte til voldsom arbejdsløshed: Fra 13,7 % i 1930 til 31,7 % i 1932, hvorefter den holdt sig på de godt 20% tiåret ud. Den store krise (depressionen) ramte langtfra alle samfundsgrupper lige hårdt, og især bønder og ufaglærte arbejdere var hårdt ramt. Således seksdobledes antallet af landbrugsejendomme på tvangsauktion fra 1930 til 1932, og bybilledet var præget af lange køer af arbejdsløse, folkekøkkener og husvildebarakker. Omvendt oplevede industrien en betydelig vækst i 1930'erne. Krisen skærpede modsætningerne såvel mellem land og by som mellem lønarbejder og kapital i et i forvejen socialt og økonomisk opdelt dansk samfund.

Ikke desto mindre stemte 46 % af danskerne ved valget i 1935 på Socialdemokratiet, hvis valgmotto var "Stauning eller Kaos". Hermed var partiet ikke længere alene de danske arbejderes parti, men landets brede, folkelige parti, som sammen med udenrigsminister Peter Munchs Radikale Venstres 9 % havde absolut flertal i Folketinget. Hermed kunne Stauning forlade et turbulent tiår i vished om, at velfærdsstatens regulerings- og omfordelingspolitik var slået igennem. I dette perspektiv fremstår besættelsestiden som en historisk parentes om et moderne velfærdssamfunds udvikling og realisering. 

Hvilken betydning havde nazismen i 1930’ernes Danmark?

1930'ernes danske samfunds- og kulturdebat blev i høj grad præget af spørgsmålet om demokrati eller ikke demokrati. Nød og afmagt og dermed utilfredshed fulgte i kølvandet på tredivernes økonomiske krise, og fra de politiske yderfløje lød massiv kritik af det parlamentariske, danske demokrati. Den kom til udtryk ved talrige demonstrationer og protestoptog mod det, man kaldte "Systemet Stauning" eller "Systemet Munch". Et alternativ havde manifesteret sig i 1933 i Tyskland med Hitlers magtovertagelse, og nazismens ideologi fik også sine danske tilhængere. Som modsvar til den danske sympati for nazismen udgav socialdemokraten Hartvig Frisch i 1933 bogen "Pest over Europa", hvor han advarede mod demokratiets fjender i form af nazisme, fascisme og bolsjevisme (kommunisme).

På højrefløjen opstod i 1930 det danske nazistparti (DNSAP), der i 1939 med lægen Fritz Clausen som leder kom i Folketinget med 3 mandater – svarende til cirka 31.000 stemmer. Endnu flere, hen ved 100.000 landmænd, samledes i Landbrugernes Sammenslutning (LS) fra 1931, som svar på landbrugskrisen og som protestbevægelse mod "Systemet": For eksempel ved bondeoptoget i 1935, hvor 50.000 bønder gik til kong Christian 10. i forgæves protest. I 1931 valgtes 5 LS-folk ind i Folketinget som Venstremænd, mens andre af LS' ledere gik i samarbejde med DNSAP.

Andre af de etablerede partier oplevede også tidens antidemokratiske, militante tanker trænge ind i egne rækker. På gadeplan overfaldt og sloges uniformerede, bevæbnede KU'ere (medlemmer af Konservativ Ungdom) med unge kommunister og socialdemokrater. Tonen var rå hos KU's leder Jack Westergaard, der i 1933 talte på sit partis landsmøde om fascisme og nazisme som fremtiden og angreb: "den socialisme, parlamentarisme, liberalisme og demokrati, som partierne Venstre, radikale og Socialdemokratiet er udtryk for, begreber, der ligger på dødslejet verden over." Ifølge ”Danmark besat og befriet”, s. 8 (se kilder). Opbakningen til fascismen og modstanden mod kommunismen fik også danskere til at tage aktivt del i militære handlinger. 2.000 danskere rejste således til Finland for at hjælpe i krigen mod Stalins kommunister. 

Hvilken betydning havde kommunismen i 1930’ernes Danmark?

På den yderste venstrefløj lå sympatien hos Sovjetunionen og dets påståede kommunistiske paradis. Den danske venstrefløj var blind over for Stalins forbrydelser. Venstrefløjen bestod af Danmarks Kommunistparti (DKP), som fra 1932 fast sad i Folketinget. Dog kun med 2-3 mandater, så det var via fagforeningsarbejde og igennem kulturlivet, at DKP fik indflydelse på ikke mindst intellektuelle kulturradikale og såkaldte "salonkommunister". Eksempelvis samledes folk fra venstrefløjen (inklusiv socialdemokrater og radikale) i foreningen Frisindet Kulturkamp (1935-39) for at bekæmpe tidens antidemokratiske og fascistiske strømninger.

I 1936 drog 550 frivillige danskere til Spanien for at kæmpe mod general Francos fascister. 

Hvad var den danske neutralitetspolitik?

Op igennem 1930'erne førte den danske regering med oppositionens opbakning en slags neutralitetspolitik. Selvom Danmark ikke var upartisk i traditionel folkeretlig forstand, søgte den radikale udenrigsminister Peter Munch (1870-1948) at tilpasse sig Tyskland ud fra devisen: "Vi må indrette os således, at vi militært intet betyder. Da kan Tyskland ikke mistænke os for at ville slå følge med dets fjender". Ifølge ”Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie”, bd. 13, s. 193 (se kilder).

Hermed fortsatte Danmark den udenrigspolitiske linje, som landet siden 1864-nederlaget til Tyskland havde ført, og som under diplomaten og udenrigsministeren Erik Scavenius (Radikale Venstre) havde bragt Danmark sikkert igennem Første Verdenskrig. Den hvilede på erkendelsen af, at et egentligt militært forsvar af Danmark var umuligt over for en stormagt som Tyskland. I stedet gjaldt det om at tilpasse sig de til enhver tid herskende magtforhold. Det betød for Munch, at Danmark skulle "ligge død" i forhold til et stadig mere aggressivt, nazistisk Tyskland. Tyskland oprustede kraftigt fra 1935, hvilket Danmark undlod at fordømme i Folkeforbundet (den tids FN).

Hvad blev konsekvenserne af den danske neutralitetspolitik?

I udlandet var der nok forståelse for den danske neutralitets- og sikkerhedspolitik i lyset af Danmarks strategisk udsatte beliggenhed. Og der var ikke hjælp at hente i tilfælde af et tysk angreb, hvilket den engelske udenrigsminister Eden meddelte statsminister Stauning i april 1937. Det skete blot en måned efter, at tankerne om et nordisk forsvarsforbund var endeligt skrinlagt, og den danske statsminister i den såkaldte "lænkehundstale" havde erklæret, at Danmark ikke havde "fået overdraget opgaven som lænkehund eller anden vagtopgave på Nordens vegne". Ifølge ”Danmark besat og befriet”, s. 17-18 (se kilder).

Herefter var der reelt kun en mulighed tilbage, hvis dansk suverænitet skulle sikres, nemlig at gøre alt for at bevare de venlige relationer til Tyskland. Den 31. maj 1939 blev et højdepunkt i den tilpasningsivrige neutralitetspolitik, da Danmark som eneste nordiske land undertegnede ikkeangrebspagten med Tyskland. Et lille år efter kom konsekvensen af et svagt forsvar, da Danmark den 9. april 1940 kunne besættes af Tyskland stort set uden kamp. 

Hvilke fordele indebar neutralitetspolitikken?

1930'ernes danske neutralitets- og sikkerhedspolitik var det lille, militært underlegne lands forsøg på at sikre sin nationale suverænitet over for stormagten Tyskland. Danmark søgte at tilpasse sig og udvise imødekommenhed over for den sydlige nabo, vel at mærke uden samtidig at støde en anden europæisk stormagt, England, fra sig. Dansk udenrigspolitik blev en balancegang for at fastholde en fredelig, konfliktløs sameksistens med begge de to rivaliserende magter.

Tyskland og England var Danmarks store samhandelslande, hvorfor neutralitetspolitikken blev et middel til at sikre det danske velfærdssamfund, som var under opbygning. Netop velfærdssamfundet kunne i sidste ende vise sig at være det bedste forsvar ved en fjendtlig besættelse af landet. Danmark kunne kun bevare sin eksistens som nation i og med, at det danske folk i et demokratisk velfærdssamfund udgjorde en social, økonomisk, politisk og kulturel ubrydelig enhed. 

Hvilke omkostninger havde neutralitetspolitikken?

Dansk neutralitetspolitik havde sin pris i form af menneskelige omkostninger og knægtelse af ytringsfriheden. Det store offer blev de godt 20.000 tyske flygtninge, der kom til landet. Under 10 % af dem, der passerede Danmark i løbet af 1930'erne, fik længere tids opholdstilladelse. De fleste flygtninge var af jødisk herkomst og på flugt fra de nazistiske forfølgelser og jødelove. Ikke desto mindre valgte de danske politikere at afvise dem ved grænsen. Dermed sendte Danmark flygtningene tilbage til en uvis skæbne, der for mange betød døden i de tyske udryddelseslejre.

I 1938 begrundede justitsminister K.K. Steincke denne flygtningepolitik med, at de tyske jødelove var almindelige borgerlige love, og derfor kunne Danmark ikke give politisk asyl. De flygtninge, som fik politisk asyl, modtog ingen økonomisk hjælp og blev påbudt at være politisk passive. Samtidig samarbejdede dansk politi med Gestapo om at bekæmpe venstreorienterede, som flygtede fra Tyskland.

Allerede i 1933 opfordrede udenrigsminister Peter Munch dansk presse til at "holde igen udadtil", da intet måtte støde Hitler. Størstedelen af dansk presse og kulturliv fulgte ukritisk opfordringen, og en del valgte at udtrykke deres begejstring for Hitler og hans "brune helte". Derimod blev en række kritikere, såsom debattøren Poul Henningsen og arkitekten Edvard Heiberg, truet, fyret eller ligefrem fængslet.

Tysklands stadig mere aggressive udenrigspolitik gjorde neutralitetspolitikken besværlig, og den danske regering forsøgte at nedtone og fortie uoverensstemmelser. Det gjaldt konstant i spørgsmålet om Sønderjylland, som siden genforeningen i 1920 udgjorde den "blødende grænse" mod syd; det gjaldt tyske fly og skibe, som i 1938 øvede på dansk territorium; og det gjaldt i månederne op til Besættelsen, hvor tyske ubåde torpederede og sænkede danske handelsskibe, hvilket regeringen udlagde som minesprængninger. 

Hvorfor valgte Tyskland at angribe Danmark?

Tyskland angreb Danmark af rent strategiske årsager som led i en militær operation, hvis primære mål var Norge.

Ved krigens udbrud i september 1939 erklærede Danmark, Norge og Sverige sig neutrale, mens Finland i november 1939 blev angrebet af Sovjetunionen. På det tidspunkt havde Hitler ingen planer om at angribe de nordiske lande, men da den ventede tyske storoffensiv mod Frankrig trak ud, satte de krigsførende stormagter i stedet fokus på Skandinavien.

De vestlige allieredes interesse lå dels i at bremse udskibningen i de norske farvande af svensk malm til tysk rustningsindustri, dels i at åbne en anden front som aflastning for det truede franske forsvar. For at komme før englænderne i kapløbet om Skandinavien udviklede den tyske krigsledelse en overraskelsesoperation med kodenavn "Weserübung". Den 1. marts 1940 afgav Hitler sin førerbefaling: "Herved skal et engelsk overgreb på Skandinavien og Østersøen forebygges, vor malmbasis i Sverige sikres, og krigsmarinens og luftvåbnets udgangsstilling mod England udvides." Ifølge ”Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie”, s. 188 (se kilder).

I operationen var Danmark tiltænkt rollen som en slags trædesten for de tyske tropper på deres vej til Norge. Stillet over for et ultimatum regnede man i Tyskland med, at den danske regering ville acceptere, at tyskerne såvel fik fri transport op gennem Jylland samt flådebaser i Frederikshavn og Skagen. Når Hitler i sidste ende, og så sent som i marts 1940, alligevel valgte at angribe og besætte hele Danmark, skyldtes det alene en militærteknisk ændring. Denne fandt sted da det tyske luftvåben pludselig stillede krav om, at Ålborg Flyveplads skulle bruges til mellemlandinger, hvorfor "Frederikshavn og Skagen" blev streget over og erstattet med ordet "Dänemark" i de militære papirer.

Nu ventede den tyske flåde blot på, at isen i Kattegat skulle bryde, så man i ly af forårets lange og mørke nætter kunne overraske englænderne i kapløbet om Norge. Flere gange udskød Hitler afrejsedatoen for Norgesfelttogets 100.000 mand, hvoraf cirka 40.000 var afsat til erobringen af Danmark. Først den 2. april lagde Hitler sig fast på, at angrebet skulle finde sted den 9. april 1940; tilfældigvis samtidig med, at englænderne den 8. april indledte mineringen af norsk farvand. På minuttet kl. 04.15 blev Danmark den 9. april 1940 angrebet af Tyskland. 

Hvad vidste man i Danmark i tiden op til den 9. april 1940?

Efter besættelsesårene er talrige myter opstået om, hvem der vidste hvad i tiden op til den 9. april, myter, som er skabt ud fra et ønske om at placere et ansvar og sikre et alibi for kapitulationen. I den mest berømte, Rostockmyten, hævdes det, at udenrigsminister Peter Munch den 17. marts 1940 besøgte den tyske SS-chef Himmler i Rostock og lovede den tyske hær fri indmarch i Danmark. Men myten har intet på sig: I sagens natur måtte overraskelsesangrebet "Operation Weserübung" hemmeligholdes til det sidste.

I Danmark vidste man reelt intet, før de tyske tropper var på vej til den danske grænse. Da der i dagene op til den 9. april indløb meldinger om, at noget truende var under opsejling, bar den danske regerings forholdsregler præg af misforståelser, naivitet og passivitet. Nok modtog Danmark i månederne op til Besættelsen diplomatiske rygter om, at Tyskland planlagde en militær aktion mod Norge, men at Danmark kunne være målet for et tysk angreb, hverken nævnte eller troede nogen på. I statsminister Staunings regering håbede man til det sidste, at neutralitetspolitikkens "ligge død"-strategi ville holdekrigens ødelæggelser uden for Danmark.

Hvad skete der i Danmark i dagen op til Besættelsen?

Så sent som den 4. april 1940 indløb den første egentlige advarsel fra det danske gesandtskab i Berlin, hvis oplysninger stammede fra højtstående tyske officerer, som i upræcise vendinger talte om en nært forestående tysk aggression mod Danmark og Norge. Men den danske regering fandt ikke oplysningerne troværdige og valgte at sidde advarslen overhørig. I stedet mente regeringen, at det gjaldt om at bevare roen for ikke at provokere tyskerne til at angribe Danmark. Derfor afviste regeringen hærens anmodninger den 6. såvel som den 8. april om at måtte mobilisere sikringsstyrkens knap 60.000 mand.

Mandag den 8. april var det alligevel for sent at mobilisere et dansk forsvar imod de tyske troppekoncentrationer syd for grænsen og flådeaktiviteter i Storebælt. Det stod nu klart, at freden var i fare, og på forsiden af avisen Nationaltidende kunne man læse: "Om et døgn eller mindre kan der være skabt en helt ny situation i Skandinavien". Ifølge ”Besættelsestiden 1940-45”, s. 17 (se kilder).

Om aftenen den 8. april samledes lederne af de politiske partier. Man var i det store og hele enige om, at det eneste, der nu var at gøre, var at vente og se, hvad tyskerne havde af krav, og derefter som neutral nation protestere eller acceptere. Derpå gik landets ledere hjem og sov. Tidlig næste morgen blev de taget på sengen af de tyske tropper.

Et ubesvaret spørgsmål vil altid stå tilbage: Hvad nu hvis Danmark havde valgt at kæmpe den 9. april 1940? Æren ville være reddet, men er det realistisk at tro på, at et nok så stærkt dansk forsvar kunne have modstået en stormagts voldsomme angreb og i så fald, hvordan ville Danmark have set ud bagefter?