Silhuetter af computerbrugere foran en stor skærm med YouTube-logo.
Dado Ruvic/Reuters/Ritzau Scanpix

YouTube

journalist Lasse Skytt, april 2023
Top image group
Silhuetter af computerbrugere foran en stor skærm med YouTube-logo.
Dado Ruvic/Reuters/Ritzau Scanpix

Indledning

Med mere end to milliarder brugere og afspilning af flere hundrede millioner timer indhold hver dag er YouTube verdens mest populære digitale videoplatform. Hvad der i 2005 startede som et sted, hvor man kunne uploade små hjemmeoptagelser, er i dag blevet et sted, hvor hele verden deler og ser videoer om alt fra hobbyprojekter, musikvideoer og nyhedsindslag til sportskampe, politiske debatter og standupkomikere. YouTube er også en levevej for mange, især unge, mennesker, som tjener penge på at lave videoer til deres følgere.

At alle og enhver selv kan lægge videoer op på YouTube, bliver af nogle set som en sejr for det demokratiske internet, mens det af andre betragtes som et dobbeltsidet sværd. For der er også fulgt udfordringer med, heriblandt uoverensstemmelser om ophavsret og problemer med indhold, der anses som fake news eller farlige konspirationsteorier. I mange tilfælde fjerner YouTube videoerne, men også det anses som et problem for den demokratiske samtale. Rent økonomisk har YouTube været en givtig forretning for ejeren Google, der købte platformen i 2006. Med et stadigt større forbrug af streaming har YouTube udvidet repertoiret, så man også kan forbruge alt fra liveudsendelser til musikstreaming på den populære platform.

 

How YouTube Became An Internet Video Giant. Indslag fra den amerikanske tv-station CNBC, 2020.

Artikel type
faktalink

Definition af You Tube

Print-venlig version af dette kapitel - Definition af You Tube

Hvad er YouTube?

YouTube er en videoplatform, hvor folk kan se andres og lægge egne videoer op. Den 14. februar 2005 blev YouTube lanceret af de tre amerikanske iværksættere Chad Hurley, Steve Chen og Jawed Karim, der havde en fælles fortid hos betalingstjenesten PayPal. Med YouTube ønskede de at skabe en nem og struktureret måde, hvorpå folk kunne uploade og dele videoer over hele verden. Et par måneder senere – den 23. april 2005 – blev den allerførste YouTube-video uploadet. Det var medstifter Jawed Karim, der lagde en 19-sekunders video op på siden med titlen ”Me at the zoo”. Videoen har i dag nået 250 millioner visninger. I den følgende tid op gennem 2000’erne voksede populariteten, og bare halvandet år efter lanceringen blev YouTube købt af Google for 1,65 milliarder dollars. Google havde set potentialet, og fra da af gik det stærkt med flere og flere brugere og mere og mere videoindhold. Allerede i 2007 gjorde YouTube det muligt for brugere at tjene penge på at lægge indhold op, og snart opstod fænomenet youtubere – personer, der kunne leve af at lave og lægge videoer ud på YouTube. Også musikere som Justin Bieber opnåede berømmelse via YouTube. YouTube fungerer også som en streamingtjeneste med egenproducerede film og dokumentarer og med egen musikstreamingtjeneste, YouTube Music. Under videoerne er det muligt at skrive kommentarer og like indholdet, og en stor del af YouTubes popularitet skyldes, at folk deler videoerne med hinanden. Det opridses på Medierådets temaside om YouTube (se kilde 1).

Fakta om YouTube

Print-venlig version af dette kapitel - Fakta om YouTube

Hvor mange videoer ligger der på YouTube?

Ifølge statistik fra 2023 findes der over 800 millioner videoer på YouTube. Det viser opgørelser fra Global Media Insight (se kilde 2). I alt er der 51 millioner kanaler på platformen, som hver især tilhører en person, et medie eller en anden organisation. Alle kan oprette deres egen kanal og på den måde distribuere indhold til andre YouTube-brugere. Hvert eneste minut lægges der så meget videomateriale op, at det kan være svært at forstå. F.eks. vil det tage 13 dage at se alle de videoer, der bliver lagt op på YouTube i løbet af det næste minut. Det fremgår af DR-artiklen ”Du gennemfører aldrig YouTube” (se kilde 3). 

Hvor mange brugere har YouTube?

YouTube har knap 2,6 milliarder månedlige brugere på verdensplan. Ifølge Global Media Insight (se kilde 2) går mindst 122 millioner mennesker hver dag på YouTube, og de bruger i gennemsnit 19 minutter på at se videoer. Efter Instagram er YouTube det mest anvendte sociale medie, og YouTube er kun overgået af Google (fra samme moderselskab, Alphabet) som verdens mest besøgte hjemmeside. YouTube står for omkring 25 procent af den globale mobiltrafik, ifølge Global Media Insight. 

Hvem bruger YouTube?

På YouTube kan alle brugere frit og gratis kan uploade optagelser og dele videoer. Man kan følge andres YouTube-kanaler, og det er, hvad der har gjort fænomenet youtubere populært. Youtubere er personer, der jævnligt producerer videoer om deres liv eller hobby og tjener penge på det, hvis der er tilstrækkeligt med følgere og afspilninger. Også medier, virksomheder, komikere, musikere og organisationer af mange slags uploader alt fra nyhedsindslag, musikvideoer og optrædener på YouTube. I Danmark bruger 68 procent af befolkningen tjenesten hver måned, hvilket gør YouTube til et af de største medier i Danmark. Det fremgår af MediaWatchs artikel ”Unge bruger over tre gange så meget tid på YouTube som på TV 2 Play” (se kilde 4). Den gennemsnitlige dansker benytter 34 minutter dagligt i selskab med YouTube. Det er en fordobling af tallene for 2017 og betyder, at også voksne danskere er storbrugere af platformen.

Hvor meget er YouTube værd som virksomhed?

Google købte i 2006 YouTube for 1,6 milliarder dollars. I 2022 vurderedes YouTube at være over 180 milliarder dollars værd, hvilket ville give Google et afkast på mere end 110 gange pengene igen. Det fremgår af tal fra Statista (se kilde 5). Ifølge Statista er YouTube det niende mest værdifulde medieselskab i verden. YouTube havde i 2022 en årlig omsætning på 35 milliarder dollars, og platformen har to primære indtægtskilder: 85 procent af indtjeningen kommer fra målrettede annoncer, der vises til de over 2 milliarder brugere hver måned. De resterende 15 procent kommer fra abonnenter, som betaler 12 dollars om måneden for det annoncefri YouTube Premium. Det gør cirka 50 millioner eller cirka 2 procent af alle brugere ifølge Global Media Insight (se kilde 2).

BOKS: Tal og grafer 

Lande med flest YouTube-brugere. Hos Statista har man lavet opgørelsen ”Leading countries based on YouTube audience size as of January 2023” (se kilde 6). Her fremgår det, at Indien har flest brugere, nemlig 467 millioner, efterfulgt af USA med 246 millioner. Brasilien, Indonesien, Mexico og Japan kommer på de følgende pladser.

Tidslinje med flest fjernede videoer. Statista har også lavet en opgørelse over, hvor mange videoer der er blevet fjernet hvornår, fra 2017 til 2022. Det fremgår af rapporten ” Number of videos removed from YouTube worldwide” (se kilde 7). Af grafen kan man se, at antallet topper i foråret 2020, mens coronapandemien bredte sig.