Hvad er særligt for Tysklands geografi og landskab?

Tyskland består af tre forskellige landskabsområder:

· Det nordtyske lavland med kystområder mod Nordsøen og Østersøen. Her er sandflader, klitter og marsk.

· Bjergområderne midt i Tyskland. Her er bakker og bjerge på 500-1500 meters højde.

· Bjerglandskabet i den sydlige del som udgør den nordligste del af Alperne. Her ligger Tysklands højeste punkt, Zugspitze med sin top 2.962 meter over havet.

Næsten en tredjedel af Tyskland er dækket af skov, og de tyske politikere har besluttet at en endnu større del af landet i fremtiden skal være dækket af skov. Der løber flere store floder gennem Tyskland som har været vigtige for landets rolle i handlen i Europa. Store dele af landet, især i det tidligere Østtyskland, er meget forurenet på grund af udslip fra de mange fabrikker i industrien.

Klimaet i Tyskland er forskelligt fra nord til syd. I den nordlige del af landet er der kystklima som i Danmark; i den centrale, østlige og sydlige del er der fastlandsklima med koldere vintre og varmere somre.