Ytringsfrihedens udvikling og debatten om dens grænser

Main image kapitel
Hovedkvarteret for det franske satireblad Charlie Hebdo i Paris den 15. februar 2015. Samme dag som København blev udsat for to terrorangreb.
Hovedkvarteret for det franske satireblad Charlie Hebdo i Paris den 15. februar 2015. Samme dag som København blev udsat for to terrorangreb.
Foto: Loic Venance / Scanpix

Hvordan er ytringsfrihedens status internationalt?

Organisationen Index on Censorship refererer på sin hjemmeside en række internationale undersøgelser af ytringsfriheden og konkluderer, at næsten halvdelen af verdens befolkning lever i fulde eller ’fejlbehæftede’ demokratier, altså demokratier, der ikke fuldt ud lever op til demokratiske principper på alle områder. Den anden halvdel af verdens befolkning lever i halv- eller helautoritære regimer, hvor ytringsfriheden er under pres eller forværres i lande som Tyrkiet og Rusland.
Til de ’fejlbehæftede’ demokratier, hvor ytringsfriheden er under pres, hører næsten halvdelen af EU’s lande, herunder Grækenland og Italien.
Nogle debattører mener, at ytringsfriheden er under pres i Vesten på grund af truslen fra islamiske terrorister, og de henviser f.eks. til angrebet på satiremagasinet Charlie Hebdo i Paris i januar 2012 samt angrebet mod et debatmøde om ytringsfrihed i København i februar 2015. Andre fremhæver især, at vestlige politikere generelt ikke ønsker at begrænse ytringsfriheden ved at ændre på lovgivningen, og at angreb som de oven for nævnte kan være med til at styrke bevidstheden om ytringsfrihedens værdi og kampen for at bevare den.

Hvem ønsker at begrænse ytringsfriheden?

I debatten om ytringsfrihed over for hensynet til religiøse menneskers følelser er der en modsætning mellem lande, hvor styret ønsker at begrænse ytringsfriheden og lande, hvor styret ønsker at fastholde en høj grad af ytringsfrihed. I artiklen ”Vi kan ikke presse vores ytringsfrihed igennem” i Berlingske Tidende (se kilder) nævnes det, at de 56 lande i Organisationen for Islamisk Samarbejde (OIC), ønsker, at det skal være forbudt at forhåne og gøre grin med religiøse personer. Det samme gælder USA og Indien. Desuden er der regimer, som ønsker at begrænse ytringsfriheden for at undgå kritik af deres politik, og der er grupper og personer, som ønsker at begrænse ytringsfriheden for at sikre mindretal mod respektløse og sårende ytringer. Nogle ønsker at begrænse den juridiske ytringsfrihed, mens andre ønsker, at ytringsfriheden bliver brugt med større omtanke, så man ikke nødvendigvis ytrer alt, hvad man tænker eller føler, hvis det kan såre andre.

Hvem kæmper for at bevare og udvide ytringsfriheden?

Forskellige internationale organisationer arbejder på at udbrede og sikre ytringsfriheden. Europarådet har f.eks. for nylig – efter terrorangrebet på det franske satireblad Charlie Hebdo i Paris – vedtaget en resolution, der opfordrer medier og borgere til fortsat at ytre sig frit, også om religion. Resolutionen understreger, at brug af satire, også kritik af religioner, er beskyttet at ytringsfriheden i overensstemmelse med domme fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Det fremgår af artiklen ”Europarådet opfordrer til fortsat brug af satire og humor” (se kilder). Organisationer, der kæmper for menneskerettighederne, arbejder for at bevare ytringsfriheden. Desuden er der organisationer for forfattere, journalister og frie medier, som kæmper for at bevare og udvide ytrings- og pressefriheden. I Danmark findes både organisationen Dansk PEN, Trykkefrihedsselskabet og Lars Vilks Komiteen, som på forskellig vis arbejder for at sikre ytringsfriheden. Førstnævnte lægger vægt på, at ytringsfriheden bør bruges med omtanke og respekt for minoriteter.
Menneskerettigheder indgår desuden som en prioritet i en del landes udviklingsbistand, så spørgsmålet om ytringsfrihed indgår også i samarbejdet mellem rige og fattige lande, ofte i form af dialog over lang tid. At true eller tvinge ytringsfrihed igennem er ikke muligt, mener f.eks. den danske udenrigsminister, hvilket fremgår af artiklen ”Vi kan ikke presse vores ytringsfrihed igennem” i Berlingske Tidende (se kilder).

Hvad kan lovgivere, medier og andre gøre for at sikre ytringsfriheden?

Lovgiverne kan skrive retten til ytringsfrihed ind i lovgivningen og gøre det strafbart at true andre på grund af deres ytringer. Medierne kan sørge for at offentliggøre forskellige typer af ytringer, også selv om de er kontroversielle eller kan tænkes at skabe modvilje. Samtidig kan medierne forsøge at gøre det muligt for alle grupper og personer i samfundet at ytre sig i den offentlige debat.

Hvordan kan nye medier begrænse og lægge hindringer på ytringsfriheden?

Facebook og andre sociale medier er private, og medierne kan derfor fastsætte strammere rammer for ytringsfrihed end de regler, der gælder i det ’almindelige’ offentlige rum. Facebook kan f.eks. fjerne indlæg, der opleves som stødende og krænkende, selv om de er lovlige. Så hensynet til ’den gode tone’ og ’stemningen’ vejer altså tungere på Facebook end i det offentlige rum i øvrigt, hvor hensynet til borgernes ytringsfrihed vejer meget tungt. Det fremgår af artiklen ”Ytringsfriheden på de sociale medier” på Institut for Menneskerettigheders hjemmeside (se kilder) og i rapporten ”Menneskerettigheder i Danmark, Status 2013” fra samme organisation (se kilder).

Hvordan kan hensyn til terrorbekæmpelse og sikkerhed begrænse ytringsfriheden?

En del lande har i de senere år vedtaget anti-terrorlovgivning, hvor det gøres strafbart at opfordre til terrorisme. Det kan være med til at begrænse ytringsfriheden, fordi folk, som sympatiserer med grupper, der af politikerne er blevet udpeget som terroristiske, kan afstå fra at ytre sig af frygt for at blive straffet. Problemet beskrives i artiklen ”Ytringsfrihed” i net-opslagsværket Leksikon for det 21. århundrede (se kilder). Desuden kan frygten for hævn fra f.eks. terrorister få nogle medier og enkeltpersoner til at lægge bånd på sig selv, altså udøve selvcensur, fremgår det af samme artikel.

Hvordan finder man en balance mellem ytringsfrihed og andre rettigheder?

Det er der ikke noget enkelt svar på, og lovgivning og praksis er forskellig fra land til land og fra tid til tid. Nogle mener, at hvis man benytter sig af sin ytringsfrihed uden at tænke på andres følelser eller for at sikre sig selv større magt på bekostning af andre, er der tale om en form for ’ytringsterror’. Andre mener, at det er vigtigt, at nærmest alt kan siges frit. Den danske udenrigsminister siger i et interview i Berlingske Tiden (se kilder): ”Jeg vil til min dødsdag forfægte ethvert medies og individs ret til at sige, hvad de vil. Men med den ret følger selvfølgelig pligten til at tænke sig om. Hvorfor siger man det, man gør, og hvad kan det afstedkomme af følelser hos andre?”.