Begrebsafklaring og historisk baggrund

Main image kapitel
Den engelske filosof John Stuart Mill fremhævede at ytringsfrihed er forudsætningen for en offentlig debat.
Den engelske filosof John Stuart Mill fremhævede at ytringsfrihed er forudsætningen for en offentlig debat.
Foto: The Print Collector / Scanpix

Hvad er ytringsfrihed?

Ytringsfrihed vil sige, at man inden for lovens rammer kan sige sin mening, både på skrift og i tale eller i form af tegninger. Man kan sige, at ytringsfrihed er det modsatte af censur. Ifølge Folketinget.dk’s leksikonopslag om ytringsfrihed (se kilder) vil ytringsfrihed sige, at ”alle borgere kan udtrykke det, de vil”. Af opslaget fremgår dog også, at ytringsfriheden ikke er en frihed uden begrænsninger: ”Man kan sige, skrive eller på anden måde udtrykke sine tanker offentligt. Men samtidig må man også tage ansvaret for det, man siger eller skriver. Lovgivningen sætter nemlig nogle grænser for, hvad man kan tillade sig at sige eller skrive offentligt.”

Hvad er den filosofiske baggrund for ytringsfriheden?

Tankerne om menneskets grundlæggende rettigheder kan føres langt tilbage. Men ytringsfriheden fik stor vægt i den europæiske oplysningstid, hvor den franske forfatter François de Voltaire (1694-1778) blev berømt for at sige: ”Jeg foragter Deres mening herom, men jeg vil med mit liv forsvare Deres ret til at ytre den”. Det citat er siden blevet brugt som en spidsformulering af det filosofiske grundlag for ytringsfrihedens væsen. 

Den liberalistiske tænker og engelske filosof John Stuart Mill (1806-1873) fremhævede, at ytringsfrihed er forudsætningen for en offentlig debat, hvor forskellige synspunkter kan mødes, og at en fri offentlig debat er nødvendig for, at vi kan blive udfordret og udfordre andre og blive klogere.
At ytringsfrihed også i nyere tid er blevet opfattet som en grundlæggende rettighed, som alle mennesker bør nyde for at kunne leve et værdigt og frit liv, fremgår af FN’s Verdenserklæringen om Menneskerettigheder fra 1948. Den slår fast, at enhver har ret til at ”meddele oplysninger og ideer gennem ethvert meddelelsesmiddel, og uafhængigt af grænser.”

Hvilke former for ytringsfrihed findes der?

Ph.d. og adjunkt i praktisk filosofi Frej Klem Thomsen skitserer i en artikel i Politiken 13. januar 2015 (se kilder) tre former for ytringsfrihed:
· Juridisk: Den frihed til at ytre sig, som forfatninger og konventioner, giver borgerne. Af disse love og konventioner fremgår det, at borgere har frihed til at ytre sig, og det fremgår, hvor grænserne går for, hvilke begrænsninger politikerne må lægge på ytringsfriheden via lovgivning. Det handler om, at staten kun med få undtagelser må retsforfølge og straffe folk for deres ytringer.
· Substantiel: Substantiel ytringsfrihed nyder man, når man kan ytre sig offentligt uden risiko for, at nogen forfølger eller på ulovlig vis truer eller angriber én på grund af ens ytringer. I praksis er det stort set umuligt at forestille sig nogen stat, der sikrer alle borgere fuld substantiel ytringsfrihed. Det er f.eks. svært at forestille sig en stat, hvor politiet er til stede overalt og kan forhindre ethvert angreb på en person, som med sine ytringer har vækket andres vrede eller forargelse.
· Moralsk: Den moralske ytringsfrihed er begrænset af de hensyn, man tager til andre, og som ikke nødvendigvis stemmer overens med lovgivningens begrænsninger. Der er ting, som de fleste nok vil mene, at vi skal afholde os fra at ytre, selv om vi har ret til det ifølge lovgivningen. Det kan f.eks. være mobning, personlig tilsvining eller politikere, som fører deres vælgere bag lyset ved at lyve om deres politiske intentioner.

Hvorfor kan det være nødvendigt at begrænse ytringsfriheden?

Retten til at ytre sig opfattes som en grundlæggende menneskerettighed og som en forudsætning for demokrati. Men der findes også en række andre grundlæggende rettigheder, og der kan i nogle tilfælde være en modsætning mellem disse rettigheder. Så bliver det nødvendigt at begrænse en af de grundlæggende rettigheder for at sikre den anden. Det kan f.eks. dreje sig om retten til sikkerhed eller til værdighed.

Hvad kan ellers begrænse ytringsfriheden?

Retten til ytringsfrihed krænkes på ulovlig vis ved at undertrykkende regimer ikke overholder forfatningen og lovgivningen. Desuden er der ofte ulige magtforhold, som gør det svært eller nærmest umuligt for nogle grupper af personer at ytre sig. Det kan f.eks. være fattige og analfabeter, som ikke i praksis har mulighed for at deltage i den offentlige debat. Eller det kan være handicappede, som har behov for hjælpemidler til at udtrykke sig i tale og på skrift. Desuden kan f.eks. lønmodtagere eller offentligt ansatte frygte, at de bliver straffet (f.eks. fyret), hvis de ytrer sig kritisk om deres arbejdsplads/arbejdsgiver, og det kan afholde dem fra at ytre sig frit. Det samme gælder journalister, forfattere, kunstnere og tegnere, der kan frygte hævn fra grupper, som ikke ønsker bestemte forhold omtalt i medierne. At frygten er reel, har en række angreb vist. Bl.a. et angreb i Paris i januar 2015 mod satiremagasinet Charlie Hebdo, hvor 12 personer blev dræbt. Gerningsmændenes motiv var angiveligt hævn, fordi bladet havde trykt satiretegninger af profeten Muhammed. I februar 2015 angreb en enkelt person et debatmøde om ytringsfrihed, blasfemi og satire, og politiet mener, at målet for attentatet muligvis var en svensk tegner, Lars Vilks, der blandt radikale islamister er udpeget som et legitimt mål, fordi han har afbildet profeten Muhammed som en hund.
En del af dee elementer, der kan begrænse ytringsfriheden i praksis, nævnes i artiklen ”Ytringsfrihed” i net-opslagsværket Leksikon for det 21. århundrede (se kilder).