Ytringsfrihed

Artikel type
faktalink
journalist Malene Fenger-Grøndahl, iBureauet/Dagbladet Information. Februar 2015
Main image
Statsminister Helle Thorning-Schmidt foran synagogen i København efter angrebet den 15. februar som kostede to livet.
Statsminister Helle Thorning-Schmidt foran synagogen i København efter angrebet den 15. februar som kostede to livet.
Foto: Ola Torkelsson / Scanpix

Ytringsfrihed er retten til at udtrykke sig frit om sine holdninger og tanker i skrift og tale. Den opfattes som en forudsætning for et demokratisk samfund. Men ytringsfriheden er aldrig absolut. Også i Danmark er der begrænsninger på friheden til at ytre sig. Det er f.eks. ulovligt at ytre sig racistisk og opfordre til terror. Desuden kan frygt for vrede og hadefulde reaktioner fra andre i praksis afholde folk fra at ytre sig. Det diskuteres blandt andet, hvordan terrorangreb og trusler mod medier og journalister påvirker ytringsfriheden i vestlige demokratier – det gælder angreb som det, der fandt sted i januar på satiremagasinet Charlie Hebdo i Frankrig, hvor 12 personer blev dræbt, og det angreb, der fandt sted i København i februar mod et debatmøde om ytringsfrihed og mod den jødiske synagoge. Ved sidstnævnte angreb blev i alt tre personer dræbt og fem såret. I andre dele af verden er ytringsfriheden især begrænset af regimer, som vil forhindre en fri debat med kritik af deres styre eller af religiøse og politiske dogmer. 

 

 

Ytringsfrihed

Begrebsafklaring og historisk baggrund

Den engelske filosof John Stuart Mill fremhævede at ytringsfrihed er forudsætningen for en offentlig debat.
Den engelske filosof John Stuart Mill fremhævede at ytringsfrihed er forudsætningen for en offentlig debat.
Foto: The Print Collector / Scanpix

Hvad er ytringsfrihed?

Ytringsfrihed vil sige, at man inden for lovens rammer kan sige sin mening, både på skrift og i tale eller i form af tegninger. Man kan sige, at ytringsfrihed er det modsatte af censur. Ifølge Folketinget.dk’s leksikonopslag om ytringsfrihed (se kilder) vil ytringsfrihed sige, at ”alle borgere kan udtrykke det, de vil”. Af opslaget fremgår dog også, at ytringsfriheden ikke er en frihed uden begrænsninger: ”Man kan sige, skrive eller på anden måde udtrykke sine tanker offentligt. Men samtidig må man også tage ansvaret for det, man siger eller skriver. Lovgivningen sætter nemlig nogle grænser for, hvad man kan tillade sig at sige eller skrive offentligt.”

Hvad er den filosofiske baggrund for ytringsfriheden?

Tankerne om menneskets grundlæggende rettigheder kan føres langt tilbage. Men ytringsfriheden fik stor vægt i den europæiske oplysningstid, hvor den franske forfatter François de Voltaire (1694-1778) blev berømt for at sige: ”Jeg foragter Deres mening herom, men jeg vil med mit liv forsvare Deres ret til at ytre den”. Det citat er siden blevet brugt som en spidsformulering af det filosofiske grundlag for ytringsfrihedens væsen. 

Den liberalistiske tænker og engelske filosof John Stuart Mill (1806-1873) fremhævede, at ytringsfrihed er forudsætningen for en offentlig debat, hvor forskellige synspunkter kan mødes, og at en fri offentlig debat er nødvendig for, at vi kan blive udfordret og udfordre andre og blive klogere.
At ytringsfrihed også i nyere tid er blevet opfattet som en grundlæggende rettighed, som alle mennesker bør nyde for at kunne leve et værdigt og frit liv, fremgår af FN’s Verdenserklæringen om Menneskerettigheder fra 1948. Den slår fast, at enhver har ret til at ”meddele oplysninger og ideer gennem ethvert meddelelsesmiddel, og uafhængigt af grænser.”

Hvilke former for ytringsfrihed findes der?

Ph.d. og adjunkt i praktisk filosofi Frej Klem Thomsen skitserer i en artikel i Politiken 13. januar 2015 (se kilder) tre former for ytringsfrihed:
· Juridisk: Den frihed til at ytre sig, som forfatninger og konventioner, giver borgerne. Af disse love og konventioner fremgår det, at borgere har frihed til at ytre sig, og det fremgår, hvor grænserne går for, hvilke begrænsninger politikerne må lægge på ytringsfriheden via lovgivning. Det handler om, at staten kun med få undtagelser må retsforfølge og straffe folk for deres ytringer.
· Substantiel: Substantiel ytringsfrihed nyder man, når man kan ytre sig offentligt uden risiko for, at nogen forfølger eller på ulovlig vis truer eller angriber én på grund af ens ytringer. I praksis er det stort set umuligt at forestille sig nogen stat, der sikrer alle borgere fuld substantiel ytringsfrihed. Det er f.eks. svært at forestille sig en stat, hvor politiet er til stede overalt og kan forhindre ethvert angreb på en person, som med sine ytringer har vækket andres vrede eller forargelse.
· Moralsk: Den moralske ytringsfrihed er begrænset af de hensyn, man tager til andre, og som ikke nødvendigvis stemmer overens med lovgivningens begrænsninger. Der er ting, som de fleste nok vil mene, at vi skal afholde os fra at ytre, selv om vi har ret til det ifølge lovgivningen. Det kan f.eks. være mobning, personlig tilsvining eller politikere, som fører deres vælgere bag lyset ved at lyve om deres politiske intentioner.

Hvorfor kan det være nødvendigt at begrænse ytringsfriheden?

Retten til at ytre sig opfattes som en grundlæggende menneskerettighed og som en forudsætning for demokrati. Men der findes også en række andre grundlæggende rettigheder, og der kan i nogle tilfælde være en modsætning mellem disse rettigheder. Så bliver det nødvendigt at begrænse en af de grundlæggende rettigheder for at sikre den anden. Det kan f.eks. dreje sig om retten til sikkerhed eller til værdighed.

Hvad kan ellers begrænse ytringsfriheden?

Retten til ytringsfrihed krænkes på ulovlig vis ved at undertrykkende regimer ikke overholder forfatningen og lovgivningen. Desuden er der ofte ulige magtforhold, som gør det svært eller nærmest umuligt for nogle grupper af personer at ytre sig. Det kan f.eks. være fattige og analfabeter, som ikke i praksis har mulighed for at deltage i den offentlige debat. Eller det kan være handicappede, som har behov for hjælpemidler til at udtrykke sig i tale og på skrift. Desuden kan f.eks. lønmodtagere eller offentligt ansatte frygte, at de bliver straffet (f.eks. fyret), hvis de ytrer sig kritisk om deres arbejdsplads/arbejdsgiver, og det kan afholde dem fra at ytre sig frit. Det samme gælder journalister, forfattere, kunstnere og tegnere, der kan frygte hævn fra grupper, som ikke ønsker bestemte forhold omtalt i medierne. At frygten er reel, har en række angreb vist. Bl.a. et angreb i Paris i januar 2015 mod satiremagasinet Charlie Hebdo, hvor 12 personer blev dræbt. Gerningsmændenes motiv var angiveligt hævn, fordi bladet havde trykt satiretegninger af profeten Muhammed. I februar 2015 angreb en enkelt person et debatmøde om ytringsfrihed, blasfemi og satire, og politiet mener, at målet for attentatet muligvis var en svensk tegner, Lars Vilks, der blandt radikale islamister er udpeget som et legitimt mål, fordi han har afbildet profeten Muhammed som en hund.
En del af dee elementer, der kan begrænse ytringsfriheden i praksis, nævnes i artiklen ”Ytringsfrihed” i net-opslagsværket Leksikon for det 21. århundrede (se kilder).

Ytringsfrihed i Danmark og internationalt

Kashif Ahmad som sammen med sine to brødre har stiftet Nationalpartiet der vil fremme et samfund hvor danske værdier som respekt, tolerance og fredelig sameksistens er i fokus.
Kashif Ahmad som sammen med sine to brødre har stiftet Nationalpartiet der vil fremme et samfund hvor danske værdier som respekt, tolerance og fredelig sameksistens er i fokus.
Foto: Linda Kastrup / Scanpix

Hvilke bestemmelser er der om ytringsfrihed i Danmark?

Ytringsfriheden er skrevet ind i Grundlovens §77: “Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres.” Der er dog også en række begrænsninger på ytringsfriheden, som er skrevet ind i straffeloven, bl.a. i Racismeparagraffen (§266b) og Blasfemiparagraffen (§140). Det er strafbart at ytre sig racistisk, injurierende og ærekrænkende om andre på grund af deres hudfarve, seksualitet eller religion eller beskylde nogen for noget, som ikke er bevist. Desuden er der i den danske antiterrorlov regler om, at ikke må ytre sig på en måde, der kan opildne til terror. Offentlig ansatte må ytre sig i den offentlige debat, når de udtaler sig personligt og ikke som repræsentant for deres arbejdsplads. De kan dog være underlagt tavshedspligt, f.eks. må sagsbehandleren på et socialkontor ikke udtale sig om en række personoplysninger, han eller hun har fået gennem sit arbejde.

Hvilke bestemmelser er der om ytringsfrihed internationalt?

I en række internationale konventioner findes der bestemmelser om ytringsfrihed. Det gælder f.eks. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, artikel 10, stk. 1: ”Enhver har ret til ytringsfrihed. Denne ret omfatter meningsfrihed og frihed til at give eller modtage meddelelser eller tanker, uden indblanding fra offentlig myndighed og uden hensyn til grænser.” Denne og andre konventioner findes i dansk oversættelse på Institut for Menneskerettigheders hjemmeside (se kilder).

Hvilke bestemmelser er der om ytringsfrihed i andre vestlige lande?

Ytringsfrihed er ikke absolut, og i de fleste lande er der juridiske rammer for, hvad man må ytre. Men hvor grænsen går, er forskelligt fra land til land, ofte afhængig af landenes historiske erfaringer med censur, forfølgelse af mindretal og udvikling af demokrati. Eksempler på disse forskelle fremgår af artiklen ”Taler vi om det samme, når vi taler om ytringsfrihed?” (se kilder):
· I Tysklands straffelov er der paragraffer, der gør det ulovligt benægte eller forherlige nazitidens forbrydelser eller at opfordre til had mod religiøse, etniske, nationale eller racemæssige grupper. Det er også forbudt at ytre nedsættende påstande om konkurrenters produkter.
· I Storbritannien blev blasfemiloven ophævet i 2008, og der er ingen lov imod benægtelse af holocaust eller imod antisemitisme. Men i 2006 blev det forbudt at tilskynde til religiøst had.
· I Frankrig må man frit kritisere religion og politiske holdninger, og der er ingen blasfemiparagraf, men det er forbudt at fornærme den franske præsident.
· USA har en forfatning, der sætter ytringsfriheden meget højt og sikrer retten til at ytre sig meget frit, også selv om de kan opildne til racistisk had. Offentlig latterliggørelse af magtfulde personer i den politiske og religiøse verden var engang forbudt, men er det ikke længere. Til gengæld har antiterrorlove, indført efter terrorangrebene den 11. september 2001, begrænset ytringsfriheden, idet det nu er forbudt at udtrykke støtte til terrorisme eller udbrede ideer, der kan føre til terrorisme.

Hvor er ytringsfriheden meget begrænset?

Ytringsfriheden er især begrænset i ikke-demokratiske lande. Men også lande med formelt demokrati er ytringsfriheden til tider meget begrænset. Der kan være tale om, at regeringer og regimer har vedtaget en række love, som begrænser ytringsfriheden, eller at ytringsfriheden trues, fordi personer, der kritiserer styret, bliver forfulgt, truet, fængslet og slået ihjel, til tider i uoverensstemmelse med landets love eller ved hjælp af en meget bred fortolkning af de love, der begrænser ytringsfriheden. Amnesty International har på sin temaside om ytringsfrihed (se kilder) blandt andet fokus på følgende lande og regioner, hvor ytringsfriheden er meget begrænset og under pres:
· Asien, bl.a. Kina, Vietnam og Sri Lanka
· Nordafrika og Mellemøsten, bl.a. Egypten og Syrien
· Tyrkiet
· Rusland
· Sydsudan
Den internationale organisation Index on Censorship nævner på sin hjemmeside (se kilder) en række af de samme lande samt lande.
Typisk er der en tæt sammenhæng mellem ytringsfrihed og pressefrihed. Pressefrihed er retten til at have ucensurerede frie medier i et land. Lande med begrænset pressefrihed har også begrænset ytringsfrihed. Det kan du læse og høre mere om på temasitet om ytringsfrihed på hjemmesiden for Avisen i Undervisningen (AiU) (se kilder).

Hvordan kan undertrykkende regimer misbruge ytringsfriheden og regler herom ?

Undertrykkende regimer kan misbruge ytringsfriheden ved at offentliggøre hadefulde angreb på sine modstandere og kritikere eller ved at lave propaganda mod bestemte grupper, som regimet ønsker at bekæmpe. Det var f.eks. tilfældet med propaganda mod jøder og andre minoriteter i Nazi-Tyskland. Desuden er der eksempler på, at regimer bruger juridiske begrænsninger i ytringsfriheden til at forfølge religiøse mindretal. Der er eksempler på, at forbud mod blasfemi bruges til at forfølge kristne mindretal i Pakistan og Saudi-Arabien. I artiklen ”Ytringsfrihed: Vesten og muslimske lande uenige om hadefulde ytringer” på Institut for Menneskerettigheders hjemmeside (se kilder) citeres USA’s repræsentant i FN for følgende: ”Vi ser hele tiden eksempler på, at religionskrænkelses-begrebet bruges til at retfærdiggøre censur, kriminalisering og i nogen tilfælde voldelige og endda dødelige angreb på politiske, etniske og religiøse mindretal rundt omkring i verden.”