Efterdønninger

Hvilken rolle kom børskrakket til at spille for den øvrige verdensøkonomi?

Årsagerne til og virkningerne af krakket i Wall Street er stadig genstand for diskussion. Kun et fåtal er dog enig med præsident Herbert Hoover i, at depressionen ikke startede i USA. De fleste iagttagere i dag hæfter sig ved, at børskrakket ramte ved slutningen af en økonomisk cyklus i amerikansk erhvervsliv. Altså på et tidspunkt, hvor lang tids optur for mange virksomheder var afløst af begyndende nedtur. Samtidig var strømmen af US-valuta ud af landet større end nogensinde, og det fik direkte betydning for de lande, der havde nydt godt af de amerikanske dollar. Det mærkede især Australien, Argentina, Uruguay og Brasilien. 

Da kurserne på værdipapirer styrtdykkede i Wall Street, udløste det massive fald på mange andre børsmarkeder i verden, især i Europa. Men dønningerne nåede også Sydamerika og Canada. Det påførte bankerne store problemer. De tabte penge og strammede derfor udlånspolitikken, hvilket gik udover såvel private kunder som virksomheder. Derfor fik krakket i USAs finansielle centrum enorm betydning for verdensøkonomien, for slet ikke at tale om symbolværdien i, at selve arnestedet for den moderne kapitalisme i den grad kunne rystes. På et tidspunkt hvor mange endnu troede, at de skovlede guld op fra gaden i Wall Street, mistede verdens største børsmarked i løbet af godt en måned næsten halvdelen af sin værdi. 

Hvad var situationen i Europa?

Mange af de samme mistolkninger af situationen, som fandt sted i USA i begyndelse af 1930'erne, skete også flere steder i Europa, blandt andet i Frankrig og Tyskland. Fordi politikerne var så sene til at reagere på de økonomiske nødsignaler, bed depressionen sig fast - det satte sine spor fra Italien og Spanien i syd til Danmark og Sverige i nord. Storbritannien, som var Europas finansielle centrum, var først til at devaluere Sterling-pundet i 1931, USA fulgte efter med en devaluering af dollaren i 1933. 

Særlig interesse har der gennem årene naturligvis været om situationen i Tyskland, hvor depressionen var med til at bane vejen for nazismen og endnu en verdenskrig. Wall Street-krakket var tæt på at få det tyske banksystem til at bryde sammen, fordi Tyskland efter Første Verdenskrig havde optaget store lån i udlandet, især USA, til genopbygning. Efter krakket afviste mange amerikanske banker at forny kortsigtede lån til Tyskland. Det ramte den tyske økonomi hårdt. Nationalbudgettet kørte allerede med underskud i Tyskland. Den tyske nationalbank, Reichsbank, blev udsat for et stormløb helt analog til, hvad der var sket i USA - på to uger mistede Reichsbank halvdelen af sine guldreserver. Køen af arbejdsløse voksede på kort tid fra to til seks millioner, og i 1932 nåede arbejdsløshedsprocenten 40 i Tyskland.  

Ligesom i Tyskland faldt industriens produktion også i Frankrig, mange virksomheder gik konkurs, da engrospriserne faldt 28 procent på få måneder i 1931. Arbejdsløsheden steg. Det var på samme måde i Storbritannien, men her fandtes dog, i modsætning til specielt USA, allerede et socialt sikkerhedsnet for de fattige og arbejdsløse. Nogle historikere påpeger, at krisen ramte særlig hårdt i USA, fordi levestandarden var højere dér i 1920'erne end i Europa kombineret med det manglende sikkerhedsnet for de dårligst stedte. Ikke desto mindre var depressionen dog også hård ved Europa. Bedre blev det ikke af, at mange franske politikere endnu i 1931 mente, at Frankrig formåede at modstå krisen. Det var på ingen måde tilfældet. 

Hvilke kriser har de finansielle markeder oplevet siden?

Et af de store emner, som økonomer i de senere år har studeret indgående, er i hvilken grad kriser "smitter". Særligt en række finansielle, økonomiske kriser i 1990'erne har intensiveret denne forskning. Den gennemgående konklusion på analyserne er, at en krise ofte vil skvulpe over og ramme omkringliggende lande - men at graden af smitte afhænger af, hvor velfungerende, og dermed immune, markederne er. 

Ingen kriser har været så dybe og omfattende som den store depression i 1930'erne, men en række lande og regioner har dog siden oplevet alvorlige kriser. Her er et udpluk:

  • 1987: Krise på fondsbørsen i New York, hidtil største fald på én dag. Aktier falder 500 points.
  • 1994-95: Mexico, Brasilien og Argentina. Landenes valutaer kommer i krise og bliver devalueret, det rammer også børsmarkederne. Krisen får tilnavnet Tequila-krisen.
  • 1997: Thailand, Hong Kong og Filippinerne. Den såkaldte "asiatiske influenza" hærger - valutadevalueringer og børspanik til følge. Børsen i Hong Kong oplever et dissideret krak.
  • 1998: Rusland. Den russiske rubel bliver næsten værdiløs, aktiemarkedet krakker.
  • 2000: Hundredvis af IT- og Internet-aktier overalt i verden kommer i næsten frit fald, da "IT-boblen" brister. Værst er krisen i USA's Silicon Valley, hvor tusindvis af ansatte i computerindustrien bliver sendt på gaden

Kan en krise som i 1930'erne gentage sig i dag?

Den store depression blev et verdensomspændende problem, hvor det økonomiske uføre bredte sig som ringe i vandet. Selv om mange økonomer og statsmænd dengang offentligt gav udtryk for, at krisen skulle løses i fællesskab, arbejdede de indadtil efter deres egen nationale dagsorden. Det fik ifølge den anerkendte historiker og forfatter, John A. Garraty, krisen til at eskalere. Den risiko vil altid bestå, at stater spiller dobbeltspil, men i lighed med en række andre historikere hælder Garraty mest til den overbevisning, at en krise som den store depression ikke vil gentage sig. Blandt andet fordi verden er blevet klogere af 1930'erne og de økonomiske sammenhænge er blevet tydeligere. Derfor vil en krise blive forsøgt stoppet på et tidligt stadie. 

Hvad specielt amerikanerne lærte af depressionen var, at regeringen har ansvaret for at sikre en stabil økonomisk situation og derudover faktisk kan og skal hjælpe de værst udsatte grupper i befolkningen.  

En almindelig vurdering blandt økonomer, analytikere og historikere i dag er, at depressionen opstod på grund af politiske fejltrin - blandt andet manglende overvågning af handlen med værdipapirer og indgreb til at bremse bankpanikken, ingen social sikring samt begrænset forståelse af de økonomiske sammenhænge og behovet for tæt samarbejde mellem landene. 

Mod en gentagelse taler også, at de økonomiske forbindelser mellem landene er betydelig mere komplekse i dag, både nationaløkonomisk og erhvervsøkonomisk med et voksende antal multinationale virksomheder og en betydelig samhandel landene imellem. Forholdet mellem stat og virksomhed er ligeledes udvidet, ligesom arbejdsløshedsforsikring og bankgarantifonde er blevet almindelig udbredt. Også derfor vil en lignende krise med stor sandsynlighed ikke kunne opstå igen. Dermed være ikke sagt, at der ikke til stadighed vil opstå uønskede udsving i både valutakurser, arbejdsløshed og inflation. Ligeledes vil aktiekurserne både i Wall Street og på alverdens andre børser blive ved med at falde og stige.