Hvad var baggrunden for velfærdsstatens opståen i Danmark?
I 1891 vedtog man i Danmark loven om ”alderdomsunderstøttelse til værdigt trængende uden for fattigvæsnet”. Det skete som en konsekvens af, at alle partier efter valget i 1890 kunne se en interesse i at samarbejde omkring det sociale område. Alle partier havde på den ene eller anden måde interesse i at lytte til arbejderklassens ønsker og behov. Også for landbefolkningen kan man pege på, at der var god grund til at bakke op om de tidligste sociale tiltag som eksempelvis alderdomsunderstøttelsen. Landbrugskrisen i 1880'erne gjorde forholdene for bønderne vanskelige, og de efterlyste derfor, at staten støttede udviklingen i landbruget ved blandet andet at modvirke affolkning af landområderne og udvandring derfra både til byer og til udlandet.
Hvilke politiske magtkampe dannede baggrund for indførelsen af den danske velfærdsstat?
I 1920'erne foregik en konflikt mellem land og by – eller mellem bønder og arbejdere – repræsenteret af henholdsvis Socialdemokratiet og Venstre. I 1924 oprettede den socialdemokratiske statsminister Thorvald Stauning et socialministerium, som to år senere blev nedlagt, da Venstre kom til magten. Tilsvarende skabte udbredelsen af socialismen potentielle konflikter mellem gårdejerne og landarbejderne, der blev mere opmærksomme på deres rettigheder. Statslig indgriben i de sociale forhold kunne berolige forholdet mellem arbejdsgivere og arbejdstagere.
Hvilke reformer dannede grundlag for den danske velfærdsstats indførelse?
I 1920'erne vedtog man i Danmark en række socialpolitiske reformer, der samlet set markerede, at man bevægede sig væk fra tanken om at give almisser til de fattige og nu i stedet indførte et system båret på rettigheder og retskrav. Denne tankegang blev yderligere udbygget og overført til praktisk politik i 1930’erne, især med vedtagelsen af socialminister K.K. Steinckes socialreform i 1933. Reformen blev vedtaget efter en skarp debat om ansvarsfordelingen mellem stat og individ.
Socialreformen af 1933 er samlebetegnelsen for fire love, der blev vedtaget af rigsdagen i 1933 som en del af Kanslergadeforliget. Det drejede sig om:
- ”lov om offentlig forsorg”
- "lov om folkeforsikring”
- ”lov om ulykkesforsikring”
- ”lov om arbejdsløshedsforsikring og arbejdsanvisning”.
Lovkomplekset bliver ofte betragtet som afsættet til den moderne velfærdsstat, især fordi reformen strømlinede administrationen af den offentlige forsørgelse. Der er blandt velfærdsstatshistorikere og politologer i dag uenighed om, hvorvidt socialreformen repræsenterede et socialpolitisk nybrud eller der blot var tale om en administrativ forbedring af tiltagene fra 1890'erne og 1920'erne. Det er dog utvivlsomt, at reformen betragtes som en milepæl i udviklingen af den danske velfærdsstat, og at dens udarbejdelse og gennemførelse er tæt knyttet til den socialdemokratiske minister K.K. Steincke. Steincke var stærkt optaget af spørgsmålet om sociale rettigheder frem for tildelelse af ydelser med baggrund i medlidenhed. Det er ikke tilfældigt, at Steinckes bog, hvori han præsenterede grundprincipperne for socialreformen, havde titlen ”Almisser eller Rettigheder” (se kilder). I bogen skriver K.K. Steincke:
”Man troede, at den fri konkurrence, den fuldkomne frihed på det økonomiske område, skulle bringe lykken til menneskeheden; men resultatet er nærmest blevet det modsatte. De enorme tekniske fremskridt, maskinernes indtrængen på alle områder skabte fabriksindustrien og stordriften med den gennemførte arbejdsdeling (specialiseringen), og befolkningen strømmede til byerne, hvor den hobede sig sammen i fattigkvarterernes baggårdskaserner. Men kapitalismen og frikonkurrencen førte endnu flere ulykker med. Arbejdstiden blev længere, arbejderbefolkningen forvandledes til et håbløst og udsigtsløst proletariat, hjemmene opløstes eller undergravedes, og arbejdsløsheden bredte sig, idet maskinerne kunne betjenes af en langt ringere styrke, ofte af kvinder og børn, hvis arbejdskraft var billigere at leje. Inden længe blev forholdene så fortvivlede, særlig i England, at man også fra de liberale økonomers side så sig nødsaget til at forlade ”laisser faire, laisser aller” – teorien og påkalde statens indgriben.”
Hvordan udviklede den danske velfærdsstat sig efter 2. verdenskrig?
1950'erne og 60'erne bliver ofte betegnet som den danske velfærdsstats guldalder. Det var også først i den periode, at man begyndte at bruge betegnelsen velfærdsstat. Udviklingens motor var efterkrigstidens økonomiske højkonjunktur. Det var i disse årtier, at man gik fra at hjælpe ”de svage” til i stedet at indføre et system med generel og universel dækning til alle borgere; altså et system, hvor alle borgere var sikret bestemte ydelser. Indførelsen af folkepensionen i 1956 er i den forbindelse en milepæl. 1960'erne var præget af økonomisk vækst og lav arbejdsløshed. Man udbyggede især de allerede eksisterende ordninger som sygeforsikring og arbejdsløshedsforsikring, men udvidede også med en række nye tilbud og tiltag, som skulle sikre, at alle borgere kunne få en uddannelse, og at alle familier havde mulighed for pasningstilbud til deres børn, så begge forældre kunne arbejde uden for hjemmet. Eksempelvis blev børnehaver almindelige.
Hvilken kritik blev velfærdsstaten og den offentlige sektor mødt med?
Udviklingen af velfærdsstaten kan siges at kulmine i 1976 med indførelsen af bistandsloven. Fra slutningen af 1960'erne var det blevet mere almindeligt at sætte spørgsmålstegn ved den materielle velstand som et mål i sig selv. Samtidig opstod der fra flere sider kritik af den offentlige sektor fra folk, der mente, at den offentlige sektor havde vokset sig for stor, og at der fulgte alt for meget bureaukrati med de mange regler og rettigheder. En markant kritiker af velfærdsstaten og dens bureaukrati var politikeren Mogens Glistrup, der stiftede Fremskridtspartiet blandt andet med det formål at sænke skattetrykket og begrænse den offentlige sektor.
Hvordan har velfærdsstaten udviklet sig siden 1970’erne?
I 1970'erne og 80'erne blev velfærdsstaten sat på prøve af stigende arbejdsløshed og en trængt økonomi. Reformer fra både den borgerlige Schlüter-regering i 1980’erne (1982-1993 og den efterfølgende socialdemokratisk ledede Nyrup-regering (1993-2001) skabte dog i løbet af 1990'erne en moderniseret og mere dynamisk velfærdsstat, der både evnede at nedbringe underskuddet på de offentlige finanser og at reducere arbejdsløsheden. Som professor Jørgen Goul Andersen nævner i artiklen ”Den nordiske velfærdsmodels triumf” i Dagbladet Information (se kilder) bakkede både den konservative Poul Schlüter, den socialdemokratiske Poul Nyrup og venstremanden Anders Fogh Rasmussen i deres handlinger op om den universelle danske velfærdsmodel. Goul Andersen satte desuden spørgsmålstegn ved, om Helle Thorning Schmidts regering ville trække velfærdsmodellen i en retning væk fra den universelle model.