Perspektivering

Hvilke spørgsmål kan man stille til velfærdsstatens fremtid?

Velfærdsstatens fremtid er til debat i stort set alle de lande, der kan siges at være velfærdsstater. Med fremkomsten af den globale økonomiske krise er debatten ikke blevet mindre aktuel. I Spanien, England og Grækenland har den økonomiske krise medført markante nedskæringer i den offentlige sektor. Spørgsmålet er, hvordan fremtidens velfærdsstater vil forme sig under ændrede økonomiske og politiske vilkår. Vil der i fremtiden blive tale om en afvikling eller en videreudvikling af velfærdsstaterne?

Vil velfærdsstaten blive afløst af en konkurrencestat?

Den danske professor i politisk økonomi Ove Kaj Pedersen udgav i 2011 en bog med titlen ”Konkurrencestaten”. I bogen beskriver han konkurrencestaten som en sandsynlig afløser for velfærdsstaten. I konkurrencestaten befinder staten sig i en konstant kamp med andre stater om udvikling, kompetencer og viden. Det vakte stor opsigt, da den socialdemokratiske finansminister Bjarne Corydon i interviewet ”Konkurrencestaten er den ny velfærdsstat” i Politiken i 2013 erklærede sig som tilhænger af konkurrencestaten (se kilder). Finansministeren ser ifølge interviewet konkurrencestaten som en moderne version af velfærdsstaten. I interviewet ”Socialdemokraterne har fundet deres projekt” med Berlingske siger Ove K. Pedersen, at ”velfærdsstaten har både en fiskal krise – hvordan skal den finansieres? – og en legitimitetskrise – hvorfor skal vi blive ved med at fastholde den? De to spørgsmål er centrum for den politiske kamp i dag” (se kilder).

Hvad truer eller udfordrer ellers velfærdsstaten?

Den danske velfærdsmodel bygger på den forudsætning, at de, der er i arbejde, finansierer velfærdsydelserne ved at betale skat. Derfor er det en udfordring, at den danske befolkning bliver ældre. Ifølge Danmarks Statistik stiger andelen af borgere over 60 år fra 25 procent i 2016 til 29 procent i 2030, og at der ovenikøbet i samme periode bliver færre danskere i 30-49-års alderen og hermed også færre skattebetalende danskere. Samtidig truer globaliseringen og den teknologiske udvikling den danske velfærd, fordi produktion bliver flyttet ud til lande som Vietnam og Kina og andre lande, hvor produktionen er billigere. Og fordi avancerede maskiner og robotter efterhånden kan varetage en stor del af det manuelle arbejde, der tidligere gav jobs til mange hundrede tusinde mennesker i Danmark. Antallet af ufaglærte jobs i Danmark er således faldet massivt fra i omegnen af en million i 1990 til omkring 600.000 i 2017, kan man læse i artiklen ”Vi er på vej mod velfærdsstaten version 2.0” på Videnskab.dk. I artiklen forklarer velfærdsforsker Carsten Jensen, hvordan disse udfordringer påvirker vores oplevelse af, hvad velfærdsstaten er og skal kunne. Han sammenligner velfærdsstaten den med en båd, hvor hele den danske befolkning sidder sammen, og hvor alle ideelt set hjælper til med at ro på skift. ”Børnene og de gamle slipper, men kun fordi alle lægger kræfter i midt i livet. Lykke og harmoni – og vi sejler op ad åen. Men når flere og flere borgere overhovedet ikke griber fat om årene, bryder de også bådens – eller rettere samfundets – sociale kontrakt. Det går ikke, men løsningen er simpel: Hver mand for sig selv – i hver sin jolle. Det er den udvikling, de danske politikere skubber på i disse år. Vi går fra alle at være i samme båd til lige så stille at bygge forskellige både til forskellige samfundsgrupper”. Det skaber ulighed i den velfærd, vi hver især kan få adgang til, fordi det får hovedparten af vælgerne til at bakke op om politiske beslutninger, der begrænser adgangen af velfærdsydelser som kontanthjælp og andre former for offentlig forsørgelse, for til gengæld at prioritere velfærdsydelser målrettet middelklassen.

”De lavt-uddannede, de marginaliserede, indvandrerne og deres efterkommere vil i fremtiden få mindre velfærd, end de plejede. Til glæde for middelklassen,” som Carsten Jensen formulerer det i førnævnte artikel (se kilder).

Det er også blevet nævnt, at fremkomsten af markedsbaserede forsikringer på eksempelvis sundhedsområdet, kan være en destabiliserende faktor under velfærdsstaten. Bekymringen går på, at lysten til at betale til det offentlige sundhedssystem kan svinde ind, hvis en stor del af befolkningen bliver forsikret af private sundhedsforsikringer i forbindelse med deres arbejde. Det gælder også de arbejdsmarkedspensioner, der gør at mange mennesker i fremtiden vil få deres primære indkomst i alderdommen fra private forsikringer, tegnet i forbindelse med deres arbejde. Globalisering og udflytning af arbejdspladser, indvandring og svindende solidaritet eller mangel på såkaldt social sammenhængskraft er også blevet nævnt i debatten om fremtidens udfordringer for velfærdsstaten