UNESCO’s verdensarv

Hvad er verdensarv?

Verdens byer og landskaber ændrer sig med stor hastighed i takt med den teknologiske udvikling. Det har gennem tiden ført til stadig større opmærksomhed på at bevare de bygninger og naturområder, som samfundet finder særligt værdifulde. Over hele kloden har forskellige samfund i mange år bevaret udvalgte dele af tidligere tiders monumenter og naturlandskaber. Men efter Anden Verdenskrig, hvor enorme kulturværdier gik tabt, blev der fra de Forenede Nationers (FN) side i stigende grad sat fokus på at få en samlet global indsats for at bevare det, man kalder verdensarv. Verdensarv kan både være naturlandskaber og menneskeskabte bygninger, bydele eller eksempelvis monumenter, som man mener er så unikke og specielle, at de er værd at bevare for eftertiden.

Verdensarv er i dag alt fra Kronborg Slot i Helsingør til en særlig smuk og unik nationalpark som Simien Nationalpark i Etiopien. Et vigtigt element ved verdensarven er, at den skal være værdifuld for hele menneskeheden og ikke bare en enkelt religiøs eller etnisk gruppe. Til at beskytte verdens kultur- og naturarv har langt de fleste medlemmer af FN skrevet under på ”Verdensarvskonventionen” fra 1972, der forpligter det enkelte land til at beskytte sine bevaringsværdige natur- og kulturområder. Til at udvælge hvilke steder, der skal på listen over verdens naturarv, har FN dannet organisationen UNESCO. Indtil videre har UNESCO’s World Heritage Center i følge deres hjemmeside sat 1007 forskellige steder på verdensarvslisten (se kilder). 

Hvad er UNESCO?  

UNESCO er en forkortelse for United Nations Educational, Scientific and Cultural Organisation. UNESCO er altså FN’s organisation for uddannelse, videnskab og kultur. UNESCO blev stiftet ved afslutningen af anden verdenskrig i 1945 og har hovedkvarter i Paris. Organisationen støtter både en lang række videnskabelige formål og kampen mod analfabetisme, men er nok bedst kendt i offentligheden for dens arbejde for at udvælge og bevare verdensarven. Det sker konkret ved, at UNESCO’s World Heritage Center i samarbejde med de enkelte lande udvælger en række menneskeskabte eller naturlige steder over hele kloden, som man mener er særligt bevaringsværdige. De udvalgte steder kommer med på UNESCO’s verdensarvsliste, hvilket betyder, at stederne er fredede og ikke må ændres. Hvis en middelalderbydel er på UNESCO’s verdensarvsliste, må man eksempelvis ikke bare rive bygningerne ned og i stedet bygge højhuse. Det enkelte land er forpligtet til at bevare de udvalgte områder. 

Hvorfor udvælger man bestemte steder som verdensarv? 

UNESCO udvælger naturlige og kulturelle steder og områder som verdensarv af flere grunde. For det første fordi man vil sætte fokus på de udvalgte steders helt unikke karakter. Samtidig er en vigtig årsag at frede stederne mod ændringer, så man også i fremtiden kan have glæde af dem. Som UNESCO skriver på sin hjemmeside:
”Arv er det fra vores fortid, vom vi lever med i dag, og som vi giver videre til de fremtidige generationer. Vores kultur- og naturarv er begge uerstattelige kilder til liv og inspiration.” (se kilder).

Hvordan udvælger UNESCO verdensarven?

I følge UNESCO’s World Heritage Information Kit (se kilder) kan verdensarven deles op i en menneskeskabt og en naturlig del. Den kulturelle verdensarv er defineret som monumenter, grupper af bygninger og steder med historisk, æstetisk, arkæologisk, videnskabelig, etnologisk eller antropologisk værdi. Den naturlige verdensarv er kendetegnet ved at være fremragende fysiske, biologiske og geologiske formationer, habitater med truede plante- og dyrearter og områder videnskabelig, bevaringsværdig eller æstetisk værdi.

UNESCO har en særlig komite bestående af 21 medlemmer, der ud fra en række kriterier (se afsnittet neden for) udvælger, hvilke nye steder, der skal med på listen over verdensarv. Oftest bliver stederne indstillet af de enkelte nationalstater, som ofte har store interesser i at få et natur- eller kulturområde med på listen. 

Hvilken interesse har lande i at komme på verdensarvslisten?

I rigtig mange lande lægger man et stort arbejde i at få lokale steder på verdensarvslisten. Det skyldes blandt andet, et politisk ønske om at have en natur- kulturarv, som er så unik, at den kommer blandt de særligt udvalgte på verdensplan. En anden mindst lige så vigtigt grund er, at stederne på listen har en nærmest magnetisk tiltrækningskraft på turister. Der er således enorme summer at tjene på at komme med på UNESCO’s liste. Som turismeekspert Lise Lyck fra Copenhagen Business School forklarer det i artiklen ”Danmark hædres for to naturområder i verdensklasse”: “Det betyder langt mere, end man tror. Udpegningen af natur- og kulturarvsteder er blevet en driver for turismen verden over (…) Det er en voksende trend at jagte unikke oplevelser i takt med stigende indkomster.” (se kilder). Som det vil fremgå senere i denne artikel, kan de store turiststrømme imidlertid også have negative konsekvenser for de pågældende steder.   

Hvad er UNESCO’s kriterier for verdensarven?

For at et sted kan kvalificeres som verdensarv skal én eller flere af følgende 10 kriterier være opfyldt: 

• Der skal være tale om et mesterværk af menneskelig kreativitet.
• Det skal vise et vigtigt samspil mellem menneskelige værdier, i en periode eller inden for et kulturelt område i verden, i forbindelse med udviklingen i arkitektur eller teknologi, monumental kunst, byplanlægning eller landskabsudformning.
• Det skal være et enestående eller i det mindste exceptionelt vidnesbyrd om en kulturel tradition eller en civilisation, som er levende eller forsvundet.
• Det skal være et særligt eksempel på en bestemt type bygning, arkitektonisk eller teknologisk samhørighed eller et landskab, som illustrerer et eller flere betydningsfulde stadier i menneskets historie.
• Det skal være et særligt eksempel på traditionelle menneskelige bosættelser, eller menneskers udnyttelse af jord eller hav, som er repræsentativ for en eller flere kulturer, eller menneskets samspil med miljøet, navnlig hvor dette er blevet sårbart som følge af uigenkaldelige forandringer.
• Det skal være direkte eller håndgribeligt forbundet med begivenheder eller levende traditioner, ideer, tro eller kunstneriske og litterære værker af særlig universel betydning. (Dette kriterium foretrækkes anvendt sammen med andre kriterier).
• Det skal indeholde enestående naturfænomener eller exceptionelt naturskønne områder eller områder af æstetisk betydning.
• Det skal være et fremragende eksempel på hovedperioder i Jordens historie, inkluderet bevis for liv, betydningsfulde igangværende geologiske processer i udviklingen af landformer, eller betydningsfulde geomorfiske eller fysiografiske kendetegn.
• Det skal være særlige eksempler på betydningsfulde igangværende økologiske og biologiske processer i evolutionen og udviklingen af økosystemer på land, i ferskvand, ved kyster og i havet samt plante- og dyresamfund.
• Det skal indeholde de vigtigste og mest signifikante naturlige levesteder for bevaring på stedet af biologisk mangfoldighed, herunder levesteder for truede arter, der har særlig universel betydning ud fra et videnskabeligt eller bevaringsmæssigt synspunkt. 

Ovenstående kriterier er hentet fra Kulturstyrelsens hjemmeside kulturarv.dk (se kilder). 

Hvilke attraktioner opfattes ikke som verdensarv?

Det er i sidste et ende komiteens vurdering, der afgør, hvorvidt et område skal udvælges eller ej. UNESCO nævner ikke selv konkrete eksempler på steder, der ikke falder inden for kategorien som verdensarv. Organisationen pointerer dog, at skønt mange steder har værdi for den enkelte nation, betyder det ikke nødvendigvis, at den har værdi for menneskeheden som helhed. Af samme grund afviser UNESCO mange af de steder, der bliver foreslået til listen. Selvom det kun sker ganske sjældent, har UNESCO også magt til at fjerne et sted fra listen over verdensarv, hvis stedet ikke bliver beskyttet tilstrækkeligt. Eksempelvis blev Dresden i 2009 fjernet fra verdensarvslisten, efter at man valgte at bygge en firesporet bro midt i den historiske bymidte. I følge artiklen ”Dresden is deleted from UNESCO’s World Heritage List” på UNESCO’s hjemmeside ændrede det store broprojekt bylandskabet så meget, at organisationen ikke længere vurderer, at Dresdens historiske bylandskab fortjener at være en del af verdensarven (se kilder).  

Hvor ligger verdenskulturarven?

I juni 2014 var 1007 steder på jorden udnævnt til verdenskulturarv på UNESCO’s liste. De første mange år var det primært steder i de udviklede lande på den nordlige halvkugle, der kom på listen. I 1994 lå størstedelen af de dengang 410 steder på UNESCO’s liste i vestlige lande – hovedsagligt i Europa. Det førte til kritik, der gik på, at organisationen fokuserede alt for snævert på vestlige kultur og natur. Derfor vedtog UNESCO World Heritage Center i 1994 deres Global Strategy, der netop havde til formål at sikre en mere lige geografisk fordeling samt større kulturel diversitet på verdensarvstitlen. I dag er der derfor en langt større global spredning af de godt 1000 steder på verdensarvslisten. Du kan se den fulde oversigt over de 1007 steder på verdensarvslisten på UNESCO’s hjemmeside (se kilder). 

Hvor har vi verdensarv i Danmark?

Med udnævnelsen af Vadehavet og Stevns Klint i 2014 har Danmark og Grønland nu seks steder med på verdensarvlisten. Den danske og grønlandske verdensarv spænder over alt fra naturområder til historiske bygninger og monumenter. Det første sted, der kom på listen, var Jelling i Sønderjylland med de hedenske gravhøje og bautasten fra 900-tallet. Så fulgte Kronborg Slot ved Helsingør og Roskilde Domkirke og dernæst Ilulissat Isfjord i Grønland. At lige netop disse steder er blevet udråbt til verdensarv, er ikke sket af sig selv. Forud for at for eksempel Stevns Klint kom på listen ligger mange års lobbyarbejde fra forskere, eksperter og lokale borgere, der alle har gjort en stor indsats for at overbevise UNESCO om det helt særlige ved netop Stevns Klint. Man kan læse meget mere om den danske verdensarv på Kulturstyrelsens hjemmeside om kulturarv (se kilder).