Fakta om UNESCO’s Verdensarv

Hvordan udvælges verdensarven?

UNESCO’s verdensarv deles op i en menneskeskabt og en naturlig del. Den kulturelle verdensarv er monumenter, grupper af bygninger og steder med historisk, æstetisk, arkæologisk, videnskabelig, etnologisk eller antropologisk værdi. Men også kulturelle traditioner kan optages på listen. Den naturlige verdensarv er kendetegnet ved at være enestående fysiske, biologiske og geologiske formationer, habitater med truede plante- samt dyrearter og områder med videnskabelig bevaringsværdig eller æstetisk værdi. Bag udvælgelsen står en særlig komite i UNESCO bestående af 21 medlemmer, der ud fra en række kriterier bestemmer, hvilke nye steder, der skal med på listen over verdensarv. I langt de fleste tilfælde bliver stederne indstillet af de enkelte medlemslande, som det fremgår af UNESCO’s hjemmeside (se kilde 1).

Hvad er kriterierne for at blive optaget?

Ifølge UNESCO’s hjemmeside (se kilde 1) skal en række kriterier være opfyldt, for at et sted kan optages som verdensarv. Inden for kultur gælder det bl.a., at der skal være tale om et ”mesterværk af menneskelig kreativitet”, eller et ”exceptionelt vidnesbyrd om en kulturel tradition”. Inden for natur er et af kriterierne, at der skal være tale om ”enestående naturfænomener eller exceptionelt naturskønne områder eller områder af æstetisk betydning” eller steder som har ”særlig universel betydning ud fra et videnskabeligt eller bevaringsmæssigt synspunkt”.

Hvor mange steder er udpeget som verdensarv?

Per september 2023 findes der i alt 1.199 steder på UNESCO’s verdensarvsliste. Det inkluderer 933 kulturelle, 227 naturlige samt 39 steder med både kulturelle og naturlige kendetegn. De er beliggende i 168 forskellige lande. Statistikken fremgår af UNESCO’s hjemmeside (se kilde 1). Med 59 udvalgte områder er Italien det land med flest steder på listen. Herefter følger Kina med 57 samt Frankrig og Tyskland med 52 hver.

Hvor har vi verdensarv i Danmark?

Danmark tilsluttede sig Verdensarvskonventionen i 1979. Det er Slots- og Kulturstyrelsen – en enhed under Kulturministeriet – der har ansvaret for det danske rigsfællesskabs arbejde med Verdensarvskonventionen. Tilsammen har det danske rigsfællesskab 11 steder repræsenteret på Verdensarvslisten, heraf tre i Grønland. Otte af disse områder er erklæret verdensarv på baggrund af deres kulturelle værdi, og tre er naturområder. Det første danske område, der kom på Verdensarvslisten, var Jellingmonumenterne i 1994. Den seneste tilføjelse, som fandt sted i september 2023, er Harald Blåtands ringborge, som omfatter fem borge som er optaget kollektivt på listen: Trelleborg, Nonnebakken, Fyrkat, Aggersborg og Borgring. På UNESCO’s såkaldte tentativliste, som rummer de danske kandidater til optagelse på Verdensarvslisten, findes bl.a. Møns Klint.

Disse er Danmark og Grønlands steder på UNESCO’s verdensarvsliste:

  • Jellingmonumenterne
  • Roskilde Domkirke
  • Kronborg Slot
  • Stevns Klint
  • Vadehavet
  • Christiansfeld i Sønderjylland
  • Parforcejagtlandskabet i Nordsjælland
  • Harald Blåtands fem ringborge (Nonnebakken i Odense, Aggersborg ved Løgstør, Fyrkat ved Hobro, Trelleborg ved Slagelse og Borgring i Køge)
  • Ilulissat Isfjord på Grønlands vestkyst
  • Kujataa i Sydgrønland
  • Aasivissuit-Nipisat ved Polarcirklen i Vestgrønland

 

BOKS: Tal og grafer

På UNESCO’s statistikside (se kilde 2) finder man flere oversigter over, hvordan verdensarvslisten er sammensat. F.eks. kan man se, at 47 procent af de udvalgte steder er beliggende i Europa. Asien kommer derefter med 24 procent. Blot 8 procent af stederne ligger i Afrika.