Trelleborg ved Slagelse som sammen med fire andre ringborge er optaget på Unesco's Verdenarvsliste.
Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

UNESCO’s Verdensarv

Journalist Lasse Skytt, september 2023.
Top image group
Trelleborg ved Slagelse som sammen med fire andre ringborge er optaget på Unesco's Verdenarvsliste.
Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

26.02.2024: Vi er i gang med at gennemgå nedenstående artikel for at verificere indhold og kildehenvisninger og sikre, at artiklen lever op til vores og generelle journalistiske standarder.

Indledning

Efter Anden Verdenskrig kom der fokus på at bevare klodens kulturarv og naturvidundere. Efter et langt tilløb begyndte FN-organisationen i 1978 at føje enestående steder til verdensarvslisten, og i dag er over 1.000 steder at finde på voksende liste – heriblandt otte i Danmark, hvor Harald Blåtands fem vikingeborge i 2023 blev en del af verdensarven. For mange lande og lokalbefolkninger er det særdeles attraktivt at blive nævnt på UNESCO’s liste, fordi det kan tiltrække turister og give øget indtjening. Andre kritiserer konceptet for selvsamme udvikling, fordi det den kan føre til overturisme og nedslidning af historiske monumenter og bevarelsesværdige naturområder. Også rent politisk har UNESCO været i stormvejr – blandt andet trak USA sig ud af organisationen, fordi man mente, den prioriterede Palæstina højere end Israel. På trods af kritikpunkterne fortsætter verdensarvslisten med at vokse.

World Heritage Explained. Animeret video, der forklarer oprettelsen af verdensarvslisten. Produceret af UNESCO.

 

 

Artikel type
faktalink

Definition af UNESCO’s Verdensarv

Print-venlig version af dette kapitel - Definition af UNESCO’s Verdensarv

Hvad er UNESCO’s verdensarv?

UNESCO er en forkortelse for United Nations Educational, Scientific and Cultural Organization. UNESCO er altså FN’s organisation for uddannelse, videnskab og kultur. UNESCO blev stiftet ved afslutningen på Anden Verdenskrig i 1945 og har hovedkvarter i Paris. Organisationen støtter både en lang række videnskabelige formål og kampen mod analfabetisme, men er nok bedst kendt i offentligheden for dens arbejde med at udvælge og bevare verdensarven. Den idé opstod i løbet af 1960’erne, blandt andet fordi Egypten ville bygge Aswan-dæmningen, som risikerede at ødelægge nogle af landets kulturskatte. Det førte til verdensarvslisten, som trådte i kraft med en FN-konvention den 17. december 1975, og tre år senere blev den første liste oprettet. I alt har 195 af klodens lande ratificeret aftalen fra dengang. Siden da har UNESCO’s World Heritage Center, i samarbejde med de enkelte lande, løbende udvalgt en række menneskeskabte eller naturlige steder over hele kloden, der vurderes som særligt bevaringsværdige. De udvalgte steder kommer med på UNESCO’s verdensarvsliste, hvilket betyder, at stederne er fredede og ikke må ændres. Hvis en middelalderbydel for eksempelvis er på UNESCO’s verdensarvsliste, må man ikke bare rive bygningerne ned og i stedet bygge højhuse. Det enkelte land er forpligtet til at bevare de udvalgte områder. Foruden Udover at sætte fokus på de udvalgte steders enestående universelle bevaringsmæssige karakter er verdensarvslisten en måde at trække kulturelle tråde fra fortiden til fremtiden. Som UNESCO skriver på sin hjemmeside (se kilder): ”Arv er det fra vores fortid, som vi lever med i dag, og som vi giver videre til de fremtidige generationer. Vores kultur- og naturarv er begge uerstattelige kilder til liv og inspiration”. Hvert år den 8. april fejres Verdensarvs-dagen.

Fakta om UNESCO’s Verdensarv

Print-venlig version af dette kapitel - Fakta om UNESCO’s Verdensarv

Hvordan udvælges verdensarven?

UNESCO’s verdensarv deles op i en menneskeskabt og en naturlig del. Den kulturelle verdensarv er monumenter, grupper af bygninger og steder med historisk, æstetisk, arkæologisk, videnskabelig, etnologisk eller antropologisk værdi. Men også kulturelle traditioner kan optages på listen. Den naturlige verdensarv er kendetegnet ved at være enestående fysiske, biologiske og geologiske formationer, habitater med truede plante- samt dyrearter og områder med videnskabelig bevaringsværdig eller æstetisk værdi. Bag udvælgelsen står en særlig komite i UNESCO bestående af 21 medlemmer, der ud fra en række kriterier bestemmer, hvilke nye steder, der skal med på listen over verdensarv. I langt de fleste tilfælde bliver stederne indstillet af de enkelte medlemslande, som det fremgår af UNESCO’s hjemmeside (se kilde 1).

Hvad er kriterierne for at blive optaget?

Ifølge UNESCO’s hjemmeside (se kilde 1) skal en række kriterier være opfyldt, for at et sted kan optages som verdensarv. Inden for kultur gælder det bl.a., at der skal være tale om et ”mesterværk af menneskelig kreativitet”, eller et ”exceptionelt vidnesbyrd om en kulturel tradition”. Inden for natur er et af kriterierne, at der skal være tale om ”enestående naturfænomener eller exceptionelt naturskønne områder eller områder af æstetisk betydning” eller steder som har ”særlig universel betydning ud fra et videnskabeligt eller bevaringsmæssigt synspunkt”.

Hvor mange steder er udpeget som verdensarv?

Per september 2023 findes der i alt 1.199 steder på UNESCO’s verdensarvsliste. Det inkluderer 933 kulturelle, 227 naturlige samt 39 steder med både kulturelle og naturlige kendetegn. De er beliggende i 168 forskellige lande. Statistikken fremgår af UNESCO’s hjemmeside (se kilde 1). Med 59 udvalgte områder er Italien det land med flest steder på listen. Herefter følger Kina med 57 samt Frankrig og Tyskland med 52 hver.

Hvor har vi verdensarv i Danmark?

Danmark tilsluttede sig Verdensarvskonventionen i 1979. Det er Slots- og Kulturstyrelsen – en enhed under Kulturministeriet – der har ansvaret for det danske rigsfællesskabs arbejde med Verdensarvskonventionen. Tilsammen har det danske rigsfællesskab 11 steder repræsenteret på Verdensarvslisten, heraf tre i Grønland. Otte af disse områder er erklæret verdensarv på baggrund af deres kulturelle værdi, og tre er naturområder. Det første danske område, der kom på Verdensarvslisten, var Jellingmonumenterne i 1994. Den seneste tilføjelse, som fandt sted i september 2023, er Harald Blåtands ringborge, som omfatter fem borge som er optaget kollektivt på listen: Trelleborg, Nonnebakken, Fyrkat, Aggersborg og Borgring. På UNESCO’s såkaldte tentativliste, som rummer de danske kandidater til optagelse på Verdensarvslisten, findes bl.a. Møns Klint.

Disse er Danmark og Grønlands steder på UNESCO’s verdensarvsliste:

  • Jellingmonumenterne
  • Roskilde Domkirke
  • Kronborg Slot
  • Stevns Klint
  • Vadehavet
  • Christiansfeld i Sønderjylland
  • Parforcejagtlandskabet i Nordsjælland
  • Harald Blåtands fem ringborge (Nonnebakken i Odense, Aggersborg ved Løgstør, Fyrkat ved Hobro, Trelleborg ved Slagelse og Borgring i Køge)
  • Ilulissat Isfjord på Grønlands vestkyst
  • Kujataa i Sydgrønland
  • Aasivissuit-Nipisat ved Polarcirklen i Vestgrønland

 

BOKS: Tal og grafer

På UNESCO’s statistikside (se kilde 2) finder man flere oversigter over, hvordan verdensarvslisten er sammensat. F.eks. kan man se, at 47 procent af de udvalgte steder er beliggende i Europa. Asien kommer derefter med 24 procent. Blot 8 procent af stederne ligger i Afrika.