Kulturkampen om indholdet af undervisningen

Hvad handler debatten om?

Debatten om de offentlige amerikanske skoler er meget polariseret. Konservative og liberale har tradition for livlig debat om forskellige emner. Diskussionen handler ofte om, hvilke skoletyper og elever, der klarer sig bedst, men den handler også om indholdet af undervisningen. Et fikspunkt i begge tilfælde er det såkaldte school voucher system. Voucherne er indført i en række stater og betyder, at alle forældre får et beløb af staten, som de kan finansiere deres børns skolegang med. Beløbet svarer til den sum penge, som staten ville have brugt på de enkelte barn i en offentlig skole.

Hvad mener parterne i debatten?

Blandt andet i bogen “Schools, Vouchers, and the American Public” (se kilder) beskrives tilhængere af systemet ofte som konservative eller tilhængere af det frie marked - også på uddannelsesområdet. For eksempel er mange konservative kristne tilhængere af systemet, fordi de med en voucher kan finansiere deres børns uddannelse på en kristen skole. Dermed sikrer de sig, at deres børn ikke udsættes for en ukristen verdensopfattelse, og at de undgår ømtålelige fag som seksualundervisning og biologi, der ikke stemmer overens med, hvad Bibelen foreskriver. Ikke-religiøse forældre ønsker på den anden side, at deres børn fortsat bliver undervist indenfor et videnskabeligt og rationelt verdensbillede, hvor eksempelvis evolutionsteorien er en af flere gangbare måder at forklare den menneskelige udvikling på jorden. I flere stater har kristne konservative forsøgt at forbyde undervisning i evolutionsteorierne. 

Økonomisk liberale er også tilhængere, fordi voucherne sikrer en strøm af penge ud i det private uddannelsessystem og skærper konkurrencen mellem skolerne. De ser voucherne som en god måde at skubbe skolerne ud på det frie marked. De mener, at den konkurrence om eleverne, som voucherne skaber, i sidste ende betyder bedre kvalitet i undervisningen.

Modstanderne af voucherprogrammerne hævder derimod, at de undergraver folkeskolen og i sidste ende sætter alle amerikanske borgeres nuværende ret til gratis uddannelse på spil. For dem er voucherne det første skridt i retning af en privatisering af uddannelsessystemet og dermed en situation, hvor der bliver endnu større forskel på privatskoler og offentlige skoler. Modstanden mod voucherne er størst i det Demokratiske parti, mens tilhængere ofte skal findes i det Republikanske Parti.