Kulturkampen og den højere uddannelse

Hvem når til tops på de fine universiteter?

Ifølge Digest of Education Statistics (se kilder) modtager cirka 2,8 millioner mennesker en universitetsgrad i USA hvert år. Ifølge statistikkerne er chancerne for at nå til tops på de amerikanske universiteter størst, hvis man er hvid eller er barn af rige og veluddannede forældre. Forskellen mellem eksempelvis sorte og hvide elever, mellem hvide og andre minoriteter eller mellem mænd og kvinder er dog blevet mindre, end den var i 1960’erne. Antallet af kvinder, der får en længerevarende uddannelse, er i dag væsentligt højere end det tilsvarende antal af mænd. Selvom lovgivningen, der blev indført dengang, har betydet meget for, at udviklingen er gået i retning af mere lighed på uddannelsesområdet, er fænomener som positiv særbehandling, eller i amerikansk sammenhæng affirmative action, stadig objekt for meget debat i den amerikanske kulturkamp.

Hvad er affirmative action?

Affirmative action betyder positiv særbehandling og beskrives blandt andet i bogen “The Affirmative Action Debate” (se kilder). Begrebet har skabt stor debat i USA siden 1960’erne. Affirmative action er en politik eller et program, som blandt andet er tænkt til at virke dæmpende på diskrimination på grund af køn, race og social klasse i det amerikanske uddannelsessystem. Diskrimination er forbudt ved lov i USA, men med affirmativ action forsøger universiteterne at gøre deres ved at lade minoriteter og økonomisk svagt stillede få lettere adgang til uddannelser end for eksempel rige hvide amerikanere. Oprindeligt var kvinder også en del af den positivt behandlede gruppe, men de står efterhånden lige så stærkt hvis ikke stærkere end mænd på det fleste uddannelser og kvalificerer derfor ikke længere til særbehandling. Lovgivningen og programmerne har haft en hvis effekt og både sorte og latinoer står i dag stærkere end de gjorde, da lovgivningen blev vedtaget.

Hvad mener parterne i debatten om affirmative action?

Ligesom i debatten om school voucherne udgør konservative og liberale fronterne i debatten om affirmative action. Oppositionen, som efterhånden har vokset sig større end fortalerne, hævder, at slaget om at give lige rettigheder er blevet udkæmpet og har haft den ønskede effekt. Ifølge dem er favoriseringen af specielle grupper i samfundet lodret imod alt, hvad USA står for. Fortalere for affirmative action hævder derimod, at der stadig er stor forskel på, hvordan forskellige grupper klarer sig, og at særligt sorte og latinoer stadig ikke er ligeligt repræsenteret i uddannelsessystemet. Set i lyset af hundrede af års diskrimination af minoriteter og kvinder, der har været en stor fordel for hvide mænd, mener de, at affirmative action er en rimelig gestus fra samfundet.