Tyrkiets historie op til 1923

Main image kapitel
Mustafa Kemal Atatürk (død 10. november 1938) er født i 1881 i Thessaloniki i det nuværende Grækenland, men dengang en del af Det Osmanniske Rige. I 1923 proklamerede han republikken Tyrkiet og blev landet første præsident.
Mustafa Kemal Atatürk (død 10. november 1938) er født i 1881 i Thessaloniki i det nuværende Grækenland, men dengang en del af Det Osmanniske Rige. I 1923 proklamerede han republikken Tyrkiet og blev landet første præsident.
Foto: Christian Ringbæk / Scanpix

Hvornår begynder Tyrkiets historie?

Republikken Tyrkiet blev grundlagt i 1923, men historien i det område, som Tyrkiet i dag dækker, går langt tilbage. Anatolien og dermed det nuværende Tyrkiet har været hjemsted for nogle af verdens første bysamfund. Det første af disse samfund, som arkæologerne har fundet spor efter, er Çatalhöyük, der ligger i det centrale Tyrkiet. Her etablerede mennesker for næsten 10.000 år siden det, der formodentlig var verdens første bysamfund. Siden etableredes en række andre avancerede bysamfund, og blandt andet af hittitterne, der trængte ind i Anatolien cirka 1900 f.Kr. De udviklede et samfundssystem med detaljeret lovgivning og religiøse ritualer, der skulle sikre kongerne og deres undersåtter mod uventede katastrofer. Hittitterne herskede i Anatolien i næsten 500 år, inden deres magt blev brudt af et mystisk folk, ’havfolket’, som historikerne ved meget lidt om. Både Çatalhöyük og en række hittitebyer er vigtige arkæologisk udgravningsområder.

Hvilke andre civilisationer og samfund har præget Tyrkiets tidlige historie?

Omkring 1200 f.Kr. indvandrede grækerne til den vestlige del af det nuværende Tyrkiet, og de grundlagde fra 700-600 f.Kr. en række kolonier ved Ægæerhavet, som udviklede sig egentlige bystater. I over 700 år satte græsk kultur præg på området med udgangspunkt i disse bystater, og der er bevaret en del ruiner fra denne periode, hvor man kan få indtryk af de imponerende bygninger, som blev opført i bystaterne, blandt andet paladser, teatre og markedspladser.

Senere erobrede perserne store dele af Anatolien og de nuværende tyrkiske kystområder, og i 129 f.Kr. etablerede romerne provinsen Asia med hovedstaden Ephesus. Ephesus, som ligger i den vestlige del af Tyrkiet, er i dag en af verdens bedst bevarede romerske ruinbyer.

Hvilken rolle spillede kristendommen i Tyrkiets tidlige historie?

Kristendommen kom tidligt til Tyrkiet. Allerede i 1. århundrede e.Kr. grundlagde apostlene Paulus og Peter de første kristne menigheder i Anatolien, og kristendommen bredte sig herefter til hele det område, der i dag kendes som Tyrkiet. I 391 blev kristendommen statsreligion i Romerriget, og fra 395 var Konstantinopel, det nuværende Istanbul, hovedstad i Det Østromerske Rige og sæde for den byzantinske kejser. Byen havde denne status frem til 1453. Det kristne kejserdømme blev dog allerede fra 600-tallet truet af indtrængende arabiske hære, der havde taget den nye verdensreligion islam til sig. Desuden var Byzans truet af korsfarerne, der flere gange i 1200-tallet hærgede Konstantinopel på vej mod Jerusalem. Byen holdt dog stand ganske længe, mens en række muslimske dynastier kæmpede om magten i det centrale Anatolien.

Hvornår kom tyrkisk sprog og islamisk kultur til Tyrkiet?

Et af de muslimske dynastier, der kæmpede om magten i det centrale Anatolien, var seljukkerne. De blev de første, som samlede et område svarende til det nuværende Tyrkiet, under et styre. Fra midten af 1100-tallet etablerede seljukkerne sig i Centralanatolien med hovedstad i Konya (i dag en tyrkisk millionby på den anatolske højslette), og under seljuksultanernes herredømme blomstrede islamisk-tyrkisk kultur frem til 1242, hvor en mongolsk hær reelt satte en stopper for seljukkernes stat. Seljukkerne herskede dog ikke over Konstantinopel og området deromkring, som stadig hørte under Den Byzantinske Kejser. Kejserdømmet led først sit endelige nederlag i 1453, da et andet tyrkisk stammefolk, osmannerne, indtog Konstantinopel.

Hvordan var forholdene i Det Osmanniske Riges storhedstid?

I det tomrum, der opstod i Anatolien efter opløsningen af seljukkernes statsdannelse, tog et nyt tyrkisk stammefolk, osmannerne, magten. Osmannerne var oprindelig et krigerfolk, der indvandrede østfra til det centrale Anatolien. Herfra bredte de sig gennem 1300- og 1400-tallet vestpå. I 1453 indtog de Konstantinopel, omdøbte den Istanbul og gjorde byen til hovedstad i deres verdensrige. Osmannerne erobrede store områder både mod vest og nord, blandt andet Grækenland og det meste af Balkan samt Irak, Syrien, Palæstina, Egypten, hele Nordafrika frem til Marokko, Den Arabiske Halvø med de islamiske helligsteder Mekka og Medina, det vestlige Iran og hele Kaukasus-området. Den osmanniske sultan, der herskede fra Istanbul, var også religiøs leder for alle muslimer i imperiet. Men mange af sultanens undersåtter var jøder og kristne. Tyrkisk blev kun talt af et mindretal; arabisk var det fremherskende sprog, men der blev også talt mange andre sprog. Det Osmanniske Rige var et multireligiøst, multietnisk og multikulturelt rige. Rigets blomstringstid var i 1500-tallet.

Hvad skete der fra 1600-tallet frem til det moderne Tyrkiets grundlæggelse?

Fra midten af 1600-tallet gik det ned ad bakke for osmannerne, både kulturelt og militært. Fra slutningen af 1700-tallet rev store dele af imperiet sig løs, og selv om de militære nederlag inspirerede sultanerne til reformer efter vesteuropæisk forbillede, var det ikke nok til at vende udviklingen. I 1800-tallet erobrede europæiske stormagter væsentlige dele af de osmanniske besiddelser i Afrika og på Balkan.

I årene op til 1. Verdenskrig søgte osmannerne hjælp hos det tyske militær til at organisere sin hær. Forbindelsen til Tyskland betød, at osmannerne gik ind i 1. Verdenskrig på Tyskland og Østrig-Ungarns side. På Tysklands opfordring erklærede sultanen hellig krig mod fjenden, især England og Frankrig. Herefter løsrev Frankrig både Egypten, Cypern og Kuwait helt fra Osmannerriget. Samtidig lykkedes det englænderne at samle et arabisk oprør mod sultanen – i protest mod den stigende tyrkiske nationalisme i riget, og efterhånden var kun et kerneområde omkring det nuværende Tyrkiet tilbage. Her lykkedes det en lille hærstyrke at forhindre de allierede i at trænge ind, og i 1919-22 førte en tyrkisk hær krig mod Grækenland. Denne krig vandt de tyrkiske styrker, anført af general Mustafa Kemal, senere kaldet Atatürk. Dermed var grundlaget for den tyrkiske republik lagt. Tyrkiets historie frem til etableringen af republikken beskrives blandt andet under opslag om Tyrkiet i Gyldendals Den Store Danske (se kilder).