Tyrkiets nyere historie

Hvornår begynder Tyrkiets historie?

Republikken Tyrkiet blev grundlagt i 1923, men historien i det område, som Tyrkiet i dag dækker, går langt tilbage. Anatolien og dermed det nuværende Tyrkiet har været hjemsted for nogle af verdens første bysamfund. Det første af disse samfund, som arkæologerne har fundet spor efter, er Çatalhöyük, der ligger i det centrale Tyrkiet. Her etablerede mennesker for næsten 10.000 år siden det, der formodentlig var verdens første bysamfund. Siden etableredes en række andre avancerede bysamfund, og blandt andet af hittitterne, der trængte ind i Anatolien cirka 1900 f.Kr. De udviklede et samfundssystem med detaljeret lovgivning og religiøse ritualer, der skulle sikre kongerne og deres undersåtter mod uventede katastrofer. Hittitterne herskede i Anatolien i næsten 500 år, inden deres magt blev brudt af et mystisk folk, ’havfolket’, som historikerne ved meget lidt om. Både Çatalhöyük og en række hittitebyer er vigtige arkæologisk udgravningsområder.

Hvilke andre civilisationer og samfund har præget Tyrkiets tidlige historie?

Omkring 1200 f.Kr. indvandrede grækerne til den vestlige del af det nuværende Tyrkiet, og de grundlagde fra 700-600 f.Kr. en række kolonier ved Ægæerhavet, som udviklede sig egentlige bystater. I over 700 år satte græsk kultur præg på området med udgangspunkt i disse bystater, og der er bevaret en del ruiner fra denne periode, hvor man kan få indtryk af de imponerende bygninger, som blev opført i bystaterne, blandt andet paladser, teatre og markedspladser.

Senere erobrede perserne store dele af Anatolien og de nuværende tyrkiske kystområder, og i 129 f.Kr. etablerede romerne provinsen Asia med hovedstaden Ephesus. Ephesus, som ligger i den vestlige del af Tyrkiet, er i dag en af verdens bedst bevarede romerske ruinbyer.

Hvilken rolle spillede kristendommen i Tyrkiets tidlige historie?

Kristendommen kom tidligt til Tyrkiet. Allerede i 1. århundrede e.Kr. grundlagde apostlene Paulus og Peter de første kristne menigheder i Anatolien, og kristendommen bredte sig herefter til hele det område, der i dag kendes som Tyrkiet. I 391 blev kristendommen statsreligion i Romerriget, og fra 395 var Konstantinopel, det nuværende Istanbul, hovedstad i Det Østromerske Rige og sæde for den byzantinske kejser. Byen havde denne status frem til 1453. Det kristne kejserdømme blev dog allerede fra 600-tallet truet af indtrængende arabiske hære, der havde taget den nye verdensreligion islam til sig. Desuden var Byzans truet af korsfarerne, der flere gange i 1200-tallet hærgede Konstantinopel på vej mod Jerusalem. Byen holdt dog stand ganske længe, mens en række muslimske dynastier kæmpede om magten i det centrale Anatolien.

Hvornår kom tyrkisk sprog og islamisk kultur til Tyrkiet?

Et af de muslimske dynastier, der kæmpede om magten i det centrale Anatolien, var seljukkerne. De blev de første, som samlede et område svarende til det nuværende Tyrkiet, under et styre. Fra midten af 1100-tallet etablerede seljukkerne sig i Centralanatolien med hovedstad i Konya (i dag en tyrkisk millionby på den anatolske højslette), og under seljuksultanernes herredømme blomstrede islamisk-tyrkisk kultur frem til 1242, hvor en mongolsk hær reelt satte en stopper for seljukkernes stat. Seljukkerne herskede dog ikke over Konstantinopel og området deromkring, som stadig hørte under Den Byzantinske Kejser. Kejserdømmet led først sit endelige nederlag i 1453, da et andet tyrkisk stammefolk, osmannerne, indtog Konstantinopel.

Hvordan var forholdene i Det Osmanniske Riges storhedstid?

I det tomrum, der opstod i Anatolien efter opløsningen af seljukkernes statsdannelse, tog et nyt tyrkisk stammefolk, osmannerne, magten. Osmannerne var oprindelig et krigerfolk, der indvandrede østfra til det centrale Anatolien. Herfra bredte de sig gennem 1300- og 1400-tallet vestpå. I 1453 indtog de Konstantinopel, omdøbte den Istanbul og gjorde byen til hovedstad i deres verdensrige. Osmannerne erobrede store områder både mod vest og nord, blandt andet Grækenland og det meste af Balkan samt Irak, Syrien, Palæstina, Egypten, hele Nordafrika frem til Marokko, Den Arabiske Halvø med de islamiske helligsteder Mekka og Medina, det vestlige Iran og hele Kaukasus-området. Den osmanniske sultan, der herskede fra Istanbul, var også religiøs leder for alle muslimer i imperiet. Men mange af sultanens undersåtter var jøder og kristne. Tyrkisk blev kun talt af et mindretal; arabisk var det fremherskende sprog, men der blev også talt mange andre sprog. Det Osmanniske Rige var et multireligiøst, multietnisk og multikulturelt rige. Rigets blomstringstid var i 1500-tallet.

Hvad skete der fra 1600-tallet frem til det moderne Tyrkiets grundlæggelse?

Fra midten af 1600-tallet gik det ned ad bakke for osmannerne, både kulturelt og militært. Fra slutningen af 1700-tallet rev store dele af imperiet sig løs, og selv om de militære nederlag inspirerede sultanerne til reformer efter vesteuropæisk forbillede, var det ikke nok til at vende udviklingen. I 1800-tallet erobrede europæiske stormagter væsentlige dele af de osmanniske besiddelser i Afrika og på Balkan.

I årene op til 1. Verdenskrig søgte osmannerne hjælp hos det tyske militær til at organisere sin hær. Forbindelsen til Tyskland betød, at osmannerne gik ind i 1. Verdenskrig på Tyskland og Østrig-Ungarns side. På Tysklands opfordring erklærede sultanen hellig krig mod fjenden, især England og Frankrig. Herefter løsrev Frankrig både Egypten, Cypern og Kuwait helt fra Osmannerriget. Samtidig lykkedes det englænderne at samle et arabisk oprør mod sultanen – i protest mod den stigende tyrkiske nationalisme i riget, og efterhånden var kun et kerneområde omkring det nuværende Tyrkiet tilbage. Her lykkedes det en lille hærstyrke at forhindre de allierede i at trænge ind, og i 1919-22 førte en tyrkisk hær krig mod Grækenland. Denne krig vandt de tyrkiske styrker, anført af general Mustafa Kemal, senere kaldet Atatürk. Dermed var grundlaget for den tyrkiske republik lagt. Tyrkiets historie frem til etableringen af republikken beskrives blandt andet under opslag om Tyrkiet i Gyldendals Den Store Danske (se kilder).

Hvordan og hvornår blev republikken Tyrkiet grundlagt?

Som resultat af opløsningen af Det Osmanniske Rige og udviklingen i Europa udviklede der sig en tyrkisk nationalisme. Det var en af årsagerne til, at de såkaldte ungtyrkere i 1915 iværksatte en kampagne imod det armenske mindretal, hvilket udviklede sig til fordrivelse og massakrer stort omfang. Omkring 1,5 million armeniere blev dræbt i det, der siden blev kendt som det armenske folkedrab. Folkedrabet på armenierne beskrives blandt andet på Dansk Institut for Internationale Studiers temaside (se kilder) og i bogen ”Det armenske folkedrab” (se kilder).

Den tyrkiske nationalisme førte også til, at en gruppe militærfolk og andre tyrkisktalende aktivister efter 1. verdenskrigs afslutning samlede sig omkring Mustafa Kemal og kæmpede mod en græsk hær, der ønskede at udvide de områder, som Grækenland var blevet tilkendt overhøjhed over. Mustafa Kemal og hans styrker havde hovedsæde i Ankara på den anatolske højslette, og herfra trængte de grækerne tilbage og helt ud af Lilleasien. Krigen blev afsluttet med en international aftale, Lausanne-traktaten, som fastlagde Tyrkiets grænser og bestemte, at der skulle udveksles minoriteter mellem Grækenland og Tyrkiet. Det betød, at 1,5 million græsktalende fra det nuværende Tyrkiet blev forflyttet til Grækenland, mens cirka en halv million tyrkisktalende fra det nuværende Grækenland blev flyttet til Tyrkiet.

Den tyrkiske nationalstat opstod altså i 1923, da republikken Tyrkiet blev udråbt i det tidligere osmanniske Østthkrakien og Anatolien. Og med undertegnelsen af Lausannetraktaten den 24. juli 1923 blev Tyrkiet anerkendt som territorialt afgrænset nationalstat på lige fod med de øvrige nationalstater i Europa. Dermed havde Mustafa Kemal nået sit militære mål, og han var Tyrkiets første præsident fra 1923 og frem til sin død i november 1938.

Hvem var Atatürk?

Mustafa Kemal Atatürk (1881-1938) var det moderne Tyrkiets grundlægger og er i dag bedst kendt under tilnavnet Atatürk, tyrkernes fader. Han blev født af muslimske forældre i det nuværende Makedonien, dengang en del Det Osmanniske Rige. Som barn gik han en kort overgang i en religiøs skole, men blev siden flyttet over i en almindelig skole og lagde som ung afstand til religion.

Hans karriere begyndte på et militærakademi i Makedonien og fortsatte i den osmanniske hær, hvor han i 1915 var hjernen bag sejren over de allieredes styrker på Gallipoli-halvøen. Efter 1. Verdenskrigs afslutning, da en græsk hærstyrke invaderede Anatolien, samlede han en gruppe af tyrkiske militærfolk og nationalister omkring sig. Det lykkedes gruppen at fortrænge grækerne og dermed danne grundlag for etablering af en ny stat, Tyrkiet.

Dom landets første præsident gennemtrumfede han en række reformer, der skulle skabe en stærk identitetsfølelse blandt indbyggerne i den nye republik. Hans ideer og reformer mødte modstand, ikke mindst blandt den konservative landbefolkning, men samtidig blev han af mange opfattet som en sand helt, der havde sikret dem et nyt hjemland.

Tilnavnet, Atatürk, ’tyrkernes fader’, fik han ved en parlamentsbeslutning i 1934, og endnu i dag fungerer han som en faderskikkelse, hvis navn omgærdes af stor ærefrygt. Endnu i dag ser man billeder af Atatürk mange steder i Tyrkiet, både i moskeer, butikker, på kontorer og offentlige institutioner og i private hjem.

Atatürk og hans betydning for Tyrkiet beskrives i bogen ”Tyrkiet 1923-2013” (se kilder)

Hvad ville og gjorde Atatürk?

Atatürk ønskede at skabe en tyrkisk nationalstat, som var moderne og sekulær (ikke-religiøs), og hvor traditioner ikke måtte bremse for udvikling af økonomi og samfund. Han udråbte Ankara, dengang en provinsby med under 30.000 indbyggere, til ny hovedstad i stedet for det gamle Istanbul, der havde været centrum for Det Osmanniske Rige. Han mente, at Europa var mere udviklet og moderne end Mellemøsten, og han brugte de europæiske nationalstater som inspirationskilde, da han begyndte at opbygge den tyrkiske stat og identitet. Det blev forbudt for mænd at bære fez, den tyrkiske hat, der stod som symbol på den osmanniske fortid. Kvinder fik forbud mod at bære slør i offentlige bygninger. Samtlige religiøse broderskaber og stiftelser blev forbudt, de hellige gravsteder lukket, og søndag blev gjort til officiel helligdag i stedet for fredag. Islamiske domstole afskaffedes 1924; den islamiske ret, sharia, afskaffedes og erstattedes af et nyt civil- og strafferetssystem kopieret efter vesteuropæiske forbilleder. Arabisk skrift blev fra 1928 udskiftet med det latinske alfabet. Atatürk satte en kampagne i gang, som skulle sikre, at flere borgere, heriblandt også kvinder, lærte at læse og skrive. Andelen af befolkningen, der kunne læse og skrive, steg fra under 10 procent, da Atatürk blev præsident, til 30 procent i 1945. Atatürk ønskede, at den nye stat skulle være et moderne industrisamfund, og fra 1929 oprettede og drev staten en række store industrier, banker og servicevirksomheder. Republikkens etablering og tidlige historie beskrives i bøgerne ”Tyrkiet – en del af Europa” og ”Tyrkiet – på vej gennem EU’s nåleøje” (se kilder).

Hvilken ideologi blev Tyrkiet grundlagt på?

Den ideologi, som Mustafa Kemal Atatürk udviklede, kaldes ’kemalisme’. Ideologien kan sammenfattes i mottoet ”Tek devlet, tek millet, tek dil, tek ülke, tek bayrak” (En stat, et folk, et sprog, et land, et flag”). Den kombinerede tyrkisk nationalisme med sekularisme og ideer om vestlig, borgerlig civilisation som overlegen. Den blev officielt formuleret i 1931 og har siden 1937 været indskrevet i den tyrkiske grundlov. Kemalismen har seks elementer eller kendetegn, som også i dag er af afgørende betydning for det politiske liv i Tyrkiet:
 

• Republikanisme: I modsætning til monarkiet i Det Osmanniske Rige skulle det moderne Tyrkiet være en republik, hvis grænser var dem, der kunne forsvares militært.
   
• Nationalisme: I modsætning til Det Osmanniske Riges multikulturelle og -etniske karakter skulle den tyrkiske stat være kendetegnet ved nationalisme omkring ét fælles folk. Til det fælles folk hørte muslimer, der boede på republikkens territorium. I praksis blev ikke-tyrkisktalende muslimer dog diskrimineret. Det gjaldt for eksempel det store kurdiske mindretal. Også den shiitiske alevigruppe blev ikke anerkendt på lige fod med sunnimuslimerne.
   
• Sekularisme: I modsætning til Osmannerriget, hvor islam spillede en væsentlig rolle, skulle der i den tyrkiske republik være en skarp adskillelse af religion og stat.
   
• Populisme: En ledende klasse skulle på folkets vegne sørge for at føre republikken i retning af stadig højere civilisation. Folket blev anset for at være én organisk masse uden klasseskel, i modsætning til Det Osmanniske Rige, hvor kulturelle og religiøse forskelle var afgørende.
   
• Revolutionisme: Den tyrkiske republik skulle altid være parat til at gennemføre yderligtgående reformer for at opnå højest mulig grad af civilisation.
   
• Etatisme: En stærk stat skulle regulere samfundsøkonomien.

Kemalismen beskrives nærmere i bogen ”Tyrkiet – på vej gennem EU’s nåleøje” (se kilder).

Hvordan gennemførte Atatürk sine reformer?

Reformerne blev gennemført via det republikanske folkeparti, Cumhüriyet Halk Partisi (CHP), som indtil 1946 var det eneste tilladte parti. Der var tale om en voldsom administrativ, politisk og økonomisk omstrukturering og en stor mental omvæltning. Sultanens gamle undersåtter, der for størstedelens vedkommende havde opfattet sig selv som osmannere og muslimer, skulle nu lære at se sig selv som tyrkere.

For at nå sit mål tog Atatürk en række forskellige midler i brug for at skabe en tyrkisk identitet og nationalfølelse. Det tyrkiske sprog blev introduceret som identitetsskabende element, og en reform ’rensede’ det tyrkiske sprog for arabiske og persiske ord. Desuden blev historieskrivningen ændret, så der nu fokuseret på alt det, der kunne bekræfte, at Tyrkiet var en naturligt afgrænset stat, hvor en ganske særlig kultur, den tyrkiske, havde udviklet sig gennem årtusinder. Sorte kapitler i historien som for eksempel folkedrabet på armenierne blev fortiet, og det er stadig i dag strafbart i Tyrkiet at nævne det armenske folkedrab, som den tyrkiske stat ikke anerkender som en historisk realitet.

Atatürks reformprogram beskrives i bøgerne ”Tyrkiet – på vej gennem EU’s nåleøje” og ”Atatürk og den tyrkiske revolution” (se kilder).