Forældre til anbragte børn

Hvilke rettigheder har forældrene før anbringelsen?

Forældrene har ret til at blive inddraget i løsningen af barnets problemer. Det fremgår af Lov om social service § 46:

Stk. 3. 

”Støtten skal bygge på barnets eller den unges egne ressourcer, og barnets eller den unges synspunkter skal altid inddrages med passende vægt i overensstemmelse med alder og modenhed. Barnets eller den unges vanskeligheder skal så vidt muligt løses i samarbejde med familien og med dennes medvirken. Hvis dette ikke er muligt, skal foranstaltningens baggrund, formål og indhold tydeliggøres for forældremyndighedsindehaveren og for barnet eller den unge.”

Denne ret gælder også ved en sag, der ender med tvangsfjernelse.

Før der træffes afgørelse i sag om tvangsanbringelse, skal forældremyndighedsindehaveren og en ung, der er fyldt 15 år, have lejlighed til at se sagens akter og udtale sig om sagen.

Får forældrene i praksis disse rettigheder?

Ikke altid. Ifølge SFI-rapporten ”Små børn anbragt uden for hjemmet” (se kilder) har over en fjerdedel af forældrene ikke været inddraget i den handleplan, der udarbejdes, når et barn anbringes uden for hjemmet. Ifølge samme undersøgelse er over halvdelen af forældrene desuden utilfredse eller meget utilfredse med den hjælp, de har fået fra kommunen både før og efter anbringelsen af deres barn.

Hvilke rettigheder har forældrene, mens deres barn er tvangsfjernet?

Advokatbistand: Når en sag udvikler sig sådan, at kommunen beslutter, at et barn skal fjernes uden forældrenes samtykke, har forældrene og unge, der er fyldt 12 år, ret til advokatbistand. Det fremgår af Lov om social service § 72:

”Kommunen tilbyder forældremyndighedens indehaver gratis advokatbistand under en sag om

  1. gennemførelse af en undersøgelse af barnets og familiens forhold,
  2. 2) anbringelse uden for hjemmet efter § 58 ( ... )”

Samvær med barnet: Desuden har forældrene ret til samvær med barnet eller den unge, hvilket fremgår af § 71:

”Kommunalbestyrelsen skal under hensyntagen til barnets eller den unges bedste og under hensyntagen til beskyttelsen af barnets eller den unges sundhed og udvikling og beskyttelsen af barnet eller den unge mod overgreb sørge for, at forbindelsen mellem barnet eller den unge og forældrene og netværket holdes ved lige.”
Støtteperson: Det fremgår af § 68b stk. 4, at ””Forud for anbringelsen skal kommunalbestyrelsen hjælpe barnet eller den unge med at finde en person i barnets eller den unges familie eller netværk, som kan udpeges til at være dennes støtteperson under anbringelsen.”

Støttepersonen kan gå med til møder med sagsbehandleren og hjælpe forælderen med at forstå sagsgangen. Støttepersonen skal derfor være kompetent inden for børnesager.

Hvilke muligheder har forældre for at klage over tvangsfjernelsen?

Forældrene har mulighed for at klage over børne- og ungeudvalgets afgørelse ved at indgive klage til Ankestyrelsen. Klagen kan både gå på selve beslutningen om at tvangsfjerne barnet og på forholdene under anbringelsen, for eksempel det sted, barnet er anbragt, eller eventuelle begrænsninger i samværet mellem barn og forældre. Desuden kan forældrene kræve, at Ankestyrelsens afgørelse bliver forelagt landsretten og afgjort endeligt der.

Hvad sker der, hvis forældre skjuler et tvangsfjernet barn?

Det er ulovligt at skjule et tvangsfjernet barn. Hvis forældrene skjuler et barn, som kommunen har tvangsfjernet, kan de straffes efter Lov om social service § 156:

”Den, som tilskynder eller hjælper et barn eller en ung, der er anbragt uden for hjemmet efter denne lov, til at undvige eller holder den undvegne skjult, straffes med hæfte eller fængsel i indtil 2 år eller under formildende omstændigheder med bøde.”

Hvis de fjerner barnet fra den institution eller plejefamilie, hvor det er anbragt, kan de straffes efter § 157 i Lov om social service: ”Den, der i strid med reglerne i denne lov anbringer eller modtager et barn eller en ung i pleje eller fjerner et barn eller en ung fra familiepleje, straffes med bøde.” 

Hvad karakteriserer forældre, hvis børn anbringes uden for hjemmet?

Forældre, der får tvangsfjernet deres børn, har typisk en række problemer, som tilsammen gør, at de ikke kan tage vare på deres børn. De er karakteriseret ved:

  • Brudte familieforhold: Et flertal af de forældre, hvis børn er anbragt, er flyttet fra hinanden eller har aldrig boet sammen. Undersøgelsen ”Samfundets stedbørn” fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (se kilder) viser, at omkring 90 % af børn, der var anbragt uden for hjemmet i 1981, ikke boede hos begge forældre.
  • Manglende uddannelse: Halvdelen af forældrene til anbragte børn, der blev født i 1995, har ikke en uddannelse ud over folkeskolen, og hver femte er gået ud af skolen i 7. eller 8. klasse. Det fremgår af SFI-undersøgelsen ”Små børn anbragt uden for hjemmet” (se kilder).
  • Dårlig økonomi og marginalisering på arbejdsmarkedet: Undersøgelsen ”Samfundets stedbørn” fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (se kilder) viser, at omkring 40 % af børn, der var anbragt uden for hjemmet i 1981, kom fra hjem, hvis primære indtægt var overførselsindkomster. Fordelingen var omtrent den samme i 2001 – dog var der her endnu flere af de forældre, hvis børn var anbragt, som ikke boede sammen med barnets anden forælder. I undersøgelsen konkluderes, at ”børn, der ikke bor hos begge forældre, og i en familie på overførelsesindkomst, (har) en risiko for anbringelse, der er 40-50 gange større, end man ser i parfamilier, hvor forældrene er i arbejde.”
  • Tidlige og uplanlagte graviditeter: SFI-undersøgelsen ”Små børn anbragt uden for hjemmet” (se kilder) fokuserer på børn, der er født i 1995, og er blevet anbragt uden for hjemmet som små. Undersøgelsen viser, at over halvdelen af de anbragte børns mødre ikke havde planlagt graviditeten, og at cirka 25 % af dem fødte deres første barn i teenageårene.
  • Dårligt helbred og misbrugsproblemer: Ifølge undersøgelsen "Små børn anbragt uden for hjemmet" (se kilder) har 44 % af de tidligt anbragte børns forældre en langvarig sygdom eller et handicap, oftest psykisk sygdom. 44 % har eller har haft et stort forbrug af alkohol, hash, narkotika eller beroligende medicin.
  • Kaotisk barndom: En forholdsvis stor del af de anbragte børns forældre har selv været anbragt uden for hjemmet som børn. 40 % af de anbragte børn i undersøgelsen ”Små børn anbragt uden for hjemmet” (se kilder) har mindst en forælder, der selv som barn har været anbragt uden for hjemmet.

Hvordan kan (tvangs)anbringelser forebygges?

Tvangsanbringelser kan blandt andet forebygges ved at sætte ind med:

  • Støtte til sårbare gravide og mødre. Ved at være opmærksom på gravide, som er i en sårbar situation og for eksempel har psykiske problemer og misbrugsproblemer, kan man sætte ind med støtte til disse kvinder. Det kræver, at læger og sundhedsplejersker er mere opmærksomme på faresignalerne allerede under en graviditet, fremhævede daværende formand for Børns Vilkår, Peter Albæk, i kronikken ”De glemte børn” i Politiken 4. februar 2005 (se kilder) og psykolog Niels Peter Rygård i kronikken ”Samfundets stedbørn” i Jyllands-Posten 6. juni 2004 (se kilder).
  • Familierådslagning: Ofte kan det ikke undgås, at barnet anbringes uden for hjemmet, men anbringelsen kan i mange tilfælde ske med forældrenes samtykke. Det viser forsøg med såkaldt familierådslagning, en metode som går ud på, at familien omkring et truet barn selv skal være med til at finde løsningsmuligheder på problemerne. Socialrådgivere i Faaborg Kommune har arbejdet med metoden i flere år, og i løbet af det første år førte det til, at ingen børn blev anbragt med tvang. Erfaringerne nævnes i artiklen ”Opgør med ekspertrollen” i Socialrådgiveren nr. 18/2002 (se kilder) og i rapporten "Familierådslagning i Danmark - 2. del af evalueringen af 'Det danske forsøg med familierådslagning'" (se kilder).

Familiebehandling med klare valgmuligheder for forældrene: Psykolog Elisabeth Bruhn Thomsen skriver i artiklen ”Svigt på første klasse” i Psykolog Nyt nr. 1/2004 (se kilder): ”Tilbydes familien en adækvat og tilstrækkelig behandlingsindsats, hvor forældrene konfronteres med det direkte valg, om de vil standse deres misbrug, eller om deres børn i modsat fald skal anbringes, kan vi nå flere af disse forældre.” En måde at stille de klare valgmuligheder op på er ved at lave familiekontrakter.