Tadej Pogacar i den gule trøje på Champs Elysees
Slovenske Tadej Pogacar blev vinder af Tour de France både i 2020 og 2021. Her ses han i den gule førertrøje under paradekørslen på Champs Elyses i Paris.
Anne-Christine Poujoulat/AFP/Ritzau Scanpix

Tour de France

cand.mag. Tore Daa Funder, iBureauet/Dagbladet Information. Opdateret af journalist Sune Navntoft, Bureauet, juni 2021. Opdateret af journalist Lasse Skytt, juni 2022.
Top image group
Tadej Pogacar i den gule trøje på Champs Elysees
Slovenske Tadej Pogacar blev vinder af Tour de France både i 2020 og 2021. Her ses han i den gule førertrøje under paradekørslen på Champs Elyses i Paris.
Anne-Christine Poujoulat/AFP/Ritzau Scanpix
Main image
Moviestar team træner nær Bogota i Columbia i juni 2016.
Moviestar team træner nær Bogota i Columbia i juni 2016.
Foto: John Vizcaino / Scanpix

Indledning

Sammen med De Olympiske Lege og VM i fodbold hører Tour de France til blandt de største idrætsbegivenheder i verden. Over tre uger i juli hvert år danner de franske landeveje ramme om store sejre, drømme og nederlag i det, der af mange bliver kaldt verdens hårdeste cykelløb. Løbet tryllebinder cykelfans over hele kloden – mellem 12 og 15 millioner tilskuere fra mere end 60 nationaliteter følger hvert år Tour de France ude på etaperne. Men der er også en bagside af medaljen, nemlig doping.
I de senere år har der været massivt fokus på at bekæmpe dopingmisbrug inden for cykelsporten efter en årrække med den ene dopingskandale efter den anden. I 1990’erne kulminerede dopingafsløringerne under Tour de France i 1998. Et årti senere var der stadig problemer, da bl.a. den danske cykelrytter Michael Rasmussen blev hevet ud af løbet af sit hold, fordi holdet mente, at han for at undgå dopingtest havde skabt usikkerhed om, hvor han opholdt sig før løbet. I 2012 kom det frem, at den syvdobbelte Tour-vinder Lance Armstrong havde dopet sig under alle sine sejre, og han blev frataget titlerne.

I Tour de France er der tradition for, at de første par etaper køres uden for Frankrig, og i 2022 kommer Touren til Danmark for første gang. Løbet begynder i København den 1. juli, hvorefter rytterne kører over Sjælland og Fyn til Jylland på de følgende to etaper, inden Touren fortsætter på de franske landeveje. I forbindelse med præsentationen af de tre Tour-etaper på dansk grund kom der også en anden stor nyhed: et helt nyt Tour de France for kvinder, hvor rytterne i 2022 skal ud på otte etaper og godt 1.000 kilometer med start i Paris og afslutning på bjergstigningen La Super Planche des Belles Filles i bjergkæden Vogeserne i det nordøstlige Frankrig.

 

Den danske cykelrytter Bjarne Riis hyldes for at have vundet Tour de France i 1996. Klip fra DR den 22. juli 1996.

Artikel type
faktalink

Introduktion til Tour de France

Print-venlig version af hele artiklen

Hvad er det særlige ved Tour de France?

Tour de France omtales ofte som 'verdens hårdeste etapeløb'. For en professionel cykelrytter er ’Touren’ det mest prestigefyldte løb, man kan vinde gennem hele året. Med en længde på mellem 3.000 og 4.000 kilometer – den præcise længde varierer fra år til år – er det verdens længste etapeløb.

I Tour de France konkurrerer rytterne dels om at vinde løbet sammenlagt, dels om at vinde én eller flere af løbets etaper. Løbet afvikles over ca. tre uger i juni og juli måned, hvor der køres omkring 20 etaper. Det mest prestigefyldte er at vinde løbet sammenlagt og dermed den gule trøje. Den gule trøje skifter ofte ejermand i løbet af Touren, da det altid er den rytter med den hurtigste samlede tid, der bærer trøjen. Løbet er en stor kulturbegivenhed, ikke mindst i Frankrig. Det har en helt særlig betydning, hvis en fransk cykelrytter kan vinde på den franske nationaldag, Bastille-dagen, den 14. juli.

Tour de France er også det cykelløb i verden, der har det største præmiebeløb. Ifølge TV 2-artiklen ”Så meget har Tour-holdene tjent” (se kilder) var den samlede præmiesum i 2021 på 2.228.450 euro, hvilket svarer til ca. 16,5 millioner danske kroner. Heraf gik ca. 3,7 millioner kroner til sloveneren Tadej Pogacar, som vandt løbet for anden gang i træk. Præmiesummens størrelse har dog mistet en del af dens værdi for rytterne, idet de største penge er at tjene ved de aktiviteter, der følger i kølvandet på en sejr, eksempelvis sponsoraftaler. Samtidig har løbet en mediedækning, der overgår næsten alle andre sportsbegivenheder i verden. I dag står den franske organisation A.S.O (Amaury Sport Organisation), som bl.a. ejer den verdensberømte, franske sportsavis L'Équipe, som arrangør af Tour de France. De mange praktiske forhold omkring løbets afvikling ligger imidlertid også i hænderne på selskabet Société du Tour de France.

Hvad kendetegner et etapeløb som Tour de France?

Tour de France tilhører gruppen af løb, der er delt op i flere etaper. Der køres én etape per dag i løbsperioden – undtaget de enkelte hviledage, der er indlagt for at give rytterne mulighed for at restituere en smule. Hver etape er i sig selv et cykelløb, hvor der findes en vinder. Rytterne kører alle med et bestemt nummer på cyklen. Løbsledelsen holder øje med dette nummer, når rytterne passerer målstregen. Efter hver etape regner løbsledelsen sig vha. den nyeste tidsteknologi frem til, hvilken rytter der fører i den samlede stilling – også kaldet løbets 'klassement'. Den rytter, der ved løbets slutning har haft den hurtigste køretid på alle etaper tilsammen, vinder Tour de France.

Hvilke regler findes der i Tour de France?

Der køres efter det generelle reglement for etapeløb, der er fastsat af den internationale cykelunion, UCI. Reglerne handler bl.a. om rytternes opførsel på ruten; det er f.eks. forbudt at skubbe til hinanden. Regelsættet suppleres af en samling særligt udformede regler, der er tilpasset Touren. Det er f.eks. forbudt for rytterne at tale i mobiltelefon under etapen.
Hvis en rytter gribes i mindre forseelser, idømmes han typisk en bøde på 50-200 schweizerfranc – ca. 350 til 1.400 kroner. Sportsdirektøren for det hold, som rytteren kører for, idømmes også en bøde, da det i sidste ende er sportsdirektøren, der er ansvarlig for, at holdets ryttere følger reglerne. En hyppig forseelse, som ifølge artiklen ”Tour-stjerner straffes hårdt for disse regnbuestriber” (se kilder), udløser en bøde på 200 schweizerfranc, er de såkaldte ”sticky bottles”, hvor rytterne holder lidt for længe fast i vanddunken, når de får den fra servicebilen og dermed bliver trukket af bilen i et par sekunder. Er forseelsen mere alvorlig, kan den straffes med eksempelvis en større bøde, en tids- eller pointstraf eller i sidste ende diskvalifikation. I 2021 fik belgieren Wout van Aert en bøde på 200 schweizerfranc for at have holdt tissepause i vejkanten i løbet af en Tour-etape.

Hvilke typer etaper findes der i Tour de France?

Ruten i Tour de France, der fører rytterne igennem store dele af det franske landskab, er opdelt i etaper. Der er tre hovedtyper af etaper:

  • De flade etaper: Her er ruten – eller det meste af ruten – på flad vej. I den samlede stilling har disse etaper sjældent afgørende betydning, idet der ikke sker store tidsforskydninger i løbets 'klassement'. Det skyldes, at feltet ofte kommer 'samlet ind', og at alle rytterne får noteret samme tid. Som regel bliver de flade etaper vundet af en sprinter, der vinder i en massespurt.
  • Bjergetaperne: Bjergetaperne er de vanskeligste og de mest dramatiske. Her skal rytterne kæmpe sig over flere vanskelige bjergpas. I hver etape inddeles bjergene i fem kategorier efter sværhedsgrad, fra 1, 2, 3 og 4 til 'HC' – 'hors catégorie'. Det er fransk og betyder, at denne stigning er så skrap, at den betegnes som værende uden for kategori. Etaperne er ofte meget afgørende for udfaldet af hele Tour de France. Det er nemlig her, at de væsentligste forskydninger i den samlede stilling finder sted. De er ofte her, at nogle ryttere går ”sukkerkolde”, mens dem, der har ”gode ben” på dagen, kan stikke af og vinde værdifuld tid.
  • Enkeltstarterne: Her kører rytterne enkeltvis på en rute, der både kan strække sig på flad vej og i mere bjergrigt terræn. Rytterne starter med et par minutters mellemrum, og der tages tid på hver enkelt. Den rytter, der har kørt ruten igennem hurtigst, vinder enkeltstarten.

Ud over de tre hovedtyper finder man ’prologen’. Den kan betegnes som en slags mini-enkeltstart, der strækker sig over nogle få kilometer og indleder årets løb. Prologen har to formål. For det første giver den arrangørerne lejlighed til at præsentere rytterne én efter én. For det andet indfører prologen med det samme tidsforskydninger i 'klassementet', sådan at der kommer en rytter i gult på løbets første dag. I 2022 indledes Touren med en prolog i Københavns gader.

Kategorierne blev oprindeligt lavet af hensyn til ledsagerbilerne. Ved at studere rutens kategorier kunne chaufføren vurdere, om bilen havde kræfter til at køre over bjerget, eller om stigningen var for stejl for rytternes motoriserede følgesvende.

Hvordan er hierarkiet på Tour-holdene?

En velfungerende holdstruktur kan være afgørende i et holds kamp for at vinde den gule trøje. Et hold i Tour de France har typisk et hierarki, der tillader stjernerne på hvert hold at koncentrere sig om sejren. Fordelingen af arbejdsopgaver mellem et holds ryttere ser typisk således ud:

  • Holdkaptajn: Rytteren, der skal køres frem til den samlede sejr. Undervejs på ruten dirigerer kaptajnen med holdets øvrige ryttere.
  • Løjtnant: Holdets vigtigste hjælperytter. Løjtnanten skal sørge for, at holdkaptajnens ønsker og taktiske hensigter bliver givet videre til holdets andre ryttere. Det er også løjtnantens opgave at støtte og hjælpe kaptajnen på rutens nøglepunkter – det vil sige på særligt vanskelige passager, hvor holdets øvrige ryttere ofte ikke kan følge med.
  • Hjælperyttere: Resten af holdet består af hjælperyttere, der har en bred vifte af forskellige opgaver i holdets bestræbelser på at køre kaptajnen frem til den samlede sejr. De søger generelt at neutralisere de andre holds angreb for at forbedre deres eget holds vinderchancer.
  • Sprinter: På de flade etaper, som ofte ender i en massespurt, er sprinteren hovedperson. Han har de bedste chancer for at vinde etapen, og derfor har den næst hurtigste rytter på holdet til opgave at ”aflevere” ham et fordelagtigt sted i feltet, når det nærmer sig målstregen. Herefter er det sprinterens opgave at køre sejren hjem.

Ud over rytterne i sadlen består et cykelhold også af en sportsdirektør. Han kan på en måde sammenlignes med en manager i en fodboldklub. Det er f.eks. ham, der i samråd med kaptajnen lægger taktikken og dirigerer med holdets øvrige ryttere.

Hvilke ryttertyper findes der?

Flere eksperter, bl.a. idrætsforskeren Chris MacDonald, inddeler rytterne i dagens Tour de France i tre hovedkategorier og en fjerde, eksklusiv klasse:

  • "Temporyttere": Ryttere, der har specialiseret sig i kørsel på flad vej og på enkeltstarter.
  • "Klatrere": Ryttere, der klarer sig godt på de stejle bjergskråninger.
  • "Komplette ryttere": Ryttere, der er moderat gode i alle terræner.
  • Den fjerde eksklusive klasse er ryttere, der kan brillere i alle terræner. Her nævnes moderne eksempler som spanieren Miguel Indurain, tyskeren Jan Ullrich, amerikaneren Lance Armstrong og de stadig aktive briter Chris Froome og Geraint Thomas. De senere år har den dobbelte Tour-vinder Tadej Pogacar fra Slovenien markeret sig som en rytter, der kan brillere i alle terræner.

Temporytterne hører generelt til de tunge i feltet med en kropsvægt på mellem 70 og 75 kg, mens klatrerne typisk vejer mellem 58 og 65 kg. De komplette ryttere befinder sig vægtmæssigt mellem de to kategorier. På flad vej kan det være en fordel at have en forholdsvis høj kropsvægt, men det bliver vendt til en ulempe i det øjeblik, ruten bliver mere kuperet.

Hvilke konkurrencer findes der i dag i Tour de France?

Tour de France består af flere forskellige konkurrencer, der tilsammen skaber løbets helhed. Antallet og udformningen af disse konkurrencer revideres jævnligt. I 2022-udgaven af Tour de France ser de således ud:

  • Det samlede 'klassement': Kampen om den gule trøje. Dette er den mest prestigefyldte konkurrence, og den gule trøje tildeles etape for etape til den rytter, der har den bedste tid sammenlagt.
  • Pointkonkurrencen: Kampen om den grønne trøje. Er oftest en kappestrid, der tilgodeser sprinterne. Der tildeles point ved hvert etapemål samt ved spurter undervejs på ruten. De er opdelt i fire kategorier – flade, kuperede, bjerge og enkeltstarter – og der er flest point at hente på de flade spurter.
  • Bjergkonkurrencen: Kampen om den hvide trøje med de røde prikker. I denne konkurrence gives der point til de ryttere, der forcerer stigningen hurtigst. Der uddeles flest bjergpoint på de skrappe stigninger i kategorierne '1' og 'HC'.
  • Ungdomskonkurrencen: Kampen om den hvide trøje. Denne konkurrence er forbeholdt ryttere under 25 år. Stillingen regnes ganske enkelt ud efter det samlede 'klassement' – den bedst placerede unge rytter i kampen om den gule trøje sikrer sig retten til at bære den hvide trøje.
  • Holdkonkurrencen: Her er der ingen trøje. På hver etape lægges tiden for de tre bedste ryttere fra hvert hold sammen, og facit indgår i holdkonkurrencen. Den har altså intet at gøre med den individuelle, samlede stilling, men er alene baseret på etaperesultaterne. Det førende hold i denne konkurrence bærer rygnumre med gul baggrund, mens de almindelige er sorte cifre på hvid baggrund.
  • Fighterkonkurrencen: På hver etape giver en jury point til den mest angrebsivrige rytter. Dermed etableres der en rangliste over løbets mest offensive deltagere. Den førende rytter i denne stilling udskiller sig fra de andre ved at bære et hvidt rygnummer på rød baggrund.

Hvilke typer forplejning giver man rytterne?

I Tour de France må rytterne have forplejning med fra etapens start. Desuden må de modtage vand og andre fornødenheder ved specielle, officielle forplejningszoner på ruten. Derudover må de kun modtage forplejning fra det enkelte holds servicebil. Når etapen er i gang, må løbets ryttere altså lade sig falde tilbage til de biler, der befinder sig bag feltet eller eventuelt bag en udbrydergruppe, hvis de vil have vand, energidrikke, frugt eller andre madprodukter. Opgaven pålægges typisk en af holdets hjælperyttere, der lader sig falde tilbage til holdets bil, hvor forplejningen rækkes ud ad vinduet. Hjælperytteren fylder lommerne i sin trøje med så mange vandflasker som muligt og kører op til feltet igen, hvor han fordeler de friske forsyninger mellem sine holdkammerater. Han sørger især for, at holdkaptajnen har, hvad han skal bruge.

Historie og kronologi

Print-venlig version af hele artiklen
Den franske rytter Thomas Voeckler ses på en 234,5 km lang bjergetape under tour de France den 11. juli 2014.
Den franske rytter Thomas Voeckler ses på en 234,5 km lang bjergetape under tour de France den 11. juli 2014.

Hvornår opstod ideen til Tour de France?

Idéen om et 'Tour de France' – på dansk 'Frankrig Rundt' – opstod i november 1902. Bag arrangementet stod to journalister fra sportsavisen 'L'Auto’: Géo Lefévre, der blev løbets første direktør, og Henri Desgrange, som var tidligere cykelrytter. Løbet skulle oprindeligt vare tre uger, men da startdatoen nærmede sig, og blot 15 deltagere havde vovet at tilmelde sig, blev antallet af etaper skåret ned, startdatoen rykket og præmiesummen til vinderen forøget. Så var betingelserne gjort så fristende, at 60 mand mødte til start foran café La Reveil-Matin i Paris den 1. juli 1903.

Hvad skete der ved det første løb i 1903?

Løbets felt af ryttere skulle køre 2.428 kilometer i den første udgave af Tour de France, fordelt på seks maratonetaper:

  • 1. etape: Paris – Lyon: 467 kilometer
  • 2. etape: Lyon – Marseilles: 374 kilometer
  • 3. etape: Marseilles – Toulouse: 434 kilometer
  • 4. etape: Toulouse – Bordeaux: 268 kilometer
  • 5. etape: Bordeaux – Nantes: 425 kilometer
  • 6. etape: Nantes – Paris: 460 kilometer

Rytterne var en forunderlig blanding af mere eller mindre erfarne cyklister, hovedsageligt af franskmænd, men enkelte tyske, schweiziske og belgiske ryttere deltog også. Af de 60 startende ryttere gennemførte 21. Vinderen blev skorstensfejeren Maurice Garin, der kom i mål næsten tre timer før nummer to, slagtersvenden Lucien Pothier. Løbets sidste mand kørte over målstregen næsten tre dage efter vinderen.

Hvad skete der ved det andet løb i 1904?

Den første udgave af løbet havde rejst en massiv og lidenskabelig interesse hos publikum. Året efter havde Tour de France et kaotisk forløb, der var tæt på at slå løbet ihjel. Det viste sig, at rytterne var parate til at bruge alle kneb for at vinde. Flere ryttere blev diskvalificeret allerede på første etape, da de og deres tilhængere prøvede at snyde. Løbets senere vinder samt de følgende tre i slutstillingen endte også med at blive diskvalificeret, da løbsledelsen fandt ud af, at de havde kørt noget af ruten i tog. I stedet udråbte man Henri Cornet til vinder. Episoderne fik Henri Desgrange, en af løbets bagmænd, til at skrive, at det efter årets begivenheder ikke var sandsynligt med flere Tour de France-løb.

Hvad skete der ved løbene 1905-1909?

På trods af tumulten og det massive snyderi vendte Touren tilbage allerede året efter, hårdere end nogensinde. I 1905 strakte Tour de France sig over 11 etaper, herunder en tur i Alperne. På et par etaper forsøgte sabotører blandt tilskuerne at ødelægge løbet ved at lægge sømbrædder på vejen, så næsten alle ryttere i feltet punkterede. Men ellers blev løbet gennemført planmæssigt. Løbets etaper var så korte, at rytterne ikke længere behøvede at køre om natten for at gennemføre dem. I 1906 blev den røde trekant – der indikerer etapens sidste kilometer – indført. Tre år efter fik løbet sin første ikke-franske vinder, François Faber fra Luxembourg.

Hvad skete der ved løbene 1910-1919?

Pyrenæerne blev inkluderet i ruten i 1910 som en stor udfordring for feltets ryttere. På disse etaper foregik løbet på gamle bjergveje, der sjældent var mere end hjulspor. Året efter snoede ruten sig også over Alperne, og for at forhindre, at stedkendte ryttere skød genvej, indførte løbsledelsen hemmelige kontroller.
På grund af Første Verdenskrig blev Touren ikke kørt i årene 1915-1918. Mange aktive og tidligere Tour-ryttere blev sendt til fronten, og blandt krigens 12 millioner dræbte var flere tidligere Tour de France-vindere. Tour de France vendte tilbage i 1919, og samme år blev den gule trøje indført. Valget af den gule farve skyldtes, at sportsavisen L'Auto, der arrangerede løbet, blev trykt på gult papir.

Hvad skete der ved løbene 1920-1929?

I 1920 blev belgieren Philippe Thys den første rytter, der vandt løbet tre gange. Historiens længste udgave af Tour de France blev kørt i 1926: i alt 5.745 kilometer fordelt på 17 etaper. Året efter var løbets etaper væsentligt kortere, og antallet var steget fra 17 til 24.
Et af de helt store navne i perioden var Nicolas Frantz fra Luxembourg, der kørte for det stærke Alcyon-hold. Han vandt løbet i 1927 og 1928 og blev nummer 2 i 1924 og 1926. Holdet var så dominerende i slutningen af 1920'erne, at det blev kedeligt for tilskuerne at følge med. For at bringe spændingen tilbage i løbet indførte man strukturelle regelændringer, der bremsede holdets dominans.
Samtidig blev det besluttet, at konkurrencen skulle stå mellem nationale hold i stedet for firmahold. I 1929 begyndte radioen at sende transmissioner fra løbet, og det åbnede for en række kommercielle muligheder, der senere er blevet en betydelig del af løbet.

Hvad skete der ved løbene 1930-1939?

I 1930 gennemgik Tour de France betydelige ændringer, og feltet bestod nu af fem nationale hold, hver med otte ryttere, fra Frankrig, Italien, Belgien, Spanien og Tyskland. Ændringen faldt i god jord hos løbets tilskuere, især da var franskmanden André Leducq, vandt. Undervejs havde en anden franskmand, Charles Pélissier, sat en utrolig rekord ved at vinde otte etaper i træk. Sammen med Antonin Magne var Leducq Frankrigs bedste kort i 1930'erne. Leducq vandt i 1930 og 1932, men Magne sejrede i 1931 og 1934. I 1935 blev den franske sejrsrække brudt eftertrykkeligt, da belgieren Romain Mais vandt den gule trøje på første etape og beholdt den helt til Paris. Reklamekaravanen var blevet indført i 1930, og den første enkeltstart blev kørt i 1934.

Hvad skete der ved løbene 1940-1949?

Ruten for Tour de France 1940 var blevet offentliggjort, da tyske tropper rykkede ind i Frankrig og besatte landet. Løbet blev aflyst, og Tour de France blev først afviklet igen i 1947, da Anden Verdenskrig var kommet lidt på afstand. Italiens stærkeste rytter ved krigens udbrud hed Gino Bartali. Han havde vundet Touren i 1938. Da løbet blev genoptaget, var en ny italiensk storrytter med, nemlig Fausto Coppi.
For Bartali og Coppi blev de følgende år en lang duel i de store etapeløb, især på de skrappe bjergetaper. I 1948 vandt Bartali syv etaper og den samlede sejr i Tour de France. Året efter henviste Coppi ham til andenpladsen. To år efter trak hele det italienske hold sig ud af løbet, efter at Bartali var blevet overfaldet af franske tilhængere. Bartali var styrtet på en bjergetape, hvor han var i udbrud med franskmanden Jean Robic, og de franske tilskuere ville hjælpe deres yndling til sejr.

Hvad skete der ved løbene 1950-1959?

1950'erne kaldes cykelsportens guldalder. Feltet i Tour de France var spækket med stjerneryttere, der hver især havde potentiale til at vinde. Derfor var konkurrencen knivskarp, og de fleste af de store ryttere vandt kun en eller to gange. I 1951 skulle rytterne for første gang forcere det sagnomspundne bjerg Mont Ventoux, og samme år havde Amsterdam æren af at lægge gader til den første Tour-start i udlandet.
Louison Bobet var tidens største franske rytter. I sin karriere nåede han næsten at vinde alt, hvad der er værd at vinde i cykelsporten, bl.a. tre sejre i Tour de France. I slutningen af 1950'erne blev løbet vundet af to bjergryttere i særklasse: Charley Gaul og Federico Bahamontes. I disse år havde løbet også deltagelse af et internationalt hold, der bl.a. talte flere stærke danske ryttere. Hans E. Andersen gennemførte som den første dansker løbet i 1958, hvor han blev nummer 62.

Hvad skete der ved løbene 1960-1969?

I 1962 blev firmaholdene genindført i Tour de France. Løbet havde gennem flere år haft vanskeligt ved at tiltrække de bedste ryttere i verden pga. den stive holdstruktur, der byggede på nationalitet. Rytternes loyalitet og firmainteresser gik ofte på tværs af landegrænser, og det holdt nogle ryttere væk. Fra starten af 1960’erne blev holdene typisk sponsoreret af firmaer uden for sportens verden. Perioden blev domineret af franskmanden Jacques Anquetil, der vandt løbet fem gange. Hans nærmeste franske konkurrent, Raymond Poulidor, vandt aldrig løbet, men var flere gange lige ved. Han blev kendt som den 'evige to'er', og netop det gjorde ham til en af de mest populære cykelryttere i Frankrig. Dette årtis var også præget af flere dopingsager. Englænderen Tom Simpson døde i 1967 på Mont Ventoux som følge af massivt indtag af amfetamin og alkohol.

Hvad skete der ved løbene 1970-1979?

Årtiets løb var domineret af belgieren Eddy Merckx, der – i stil med den senere vinder Lance Armstrong – var en komplet rytter uden svage punkter, omgivet af et meget stærkt hold. Merckx havde styrken og holdet til at kontrollere løbets begivenheder, og flere begyndte at finde løbet en kende kedeligt pga. den manglende konkurrence. Merckx vandt Touren fem gange – fra 1969-1972 og igen i 1974. I slutningen af 1970'erne fik Tour de France endnu en storrytter, franskmanden Bernard Hinault. Han kørte sin første Tour i 1978 – og vandt. Det gjorde han også i 1979, 1980, 1981, 1982 og 1985. Merckx havde fået en værdig afløser, der ligesom belgieren formåede at kontrollere feltet under næsten alle forhold.

Hvad skete der ved løbene 1980-1989?

I 1980'erne var touren præget af tre store ryttere; franskmændene Bernard Hinault og Laurent Fignon og amerikaneren Greg LeMond. I starten af perioden sad Hinault tungt på løbet, godt hjulpet af sin løjtnant Greg LeMond. I 1986 byttede de to plads på podiet, og LeMond vandt yderligere løbet to gange. Tidens tredje store rytter var Fignon, som vandt i 1983 og 1984. I 1989 var han så tæt på den samlede sejr som overhovedet muligt. Hans nederlag på kun otte sekunder til LeMond på den afgørende, sidste etape hører til Tour-historiens mest berømte. Fignons aggressive og uberegnelige kørsel blev loyalt støttet af danske Bjarne Riis, som på daværende tidspunkt var hans foretrukne hjælperytter.

Hvad skete der ved løbene 1990-1999?

Ved indgangen til 1990'erne stod det klart, at man på Banesto-holdet havde en kommende stjerne: spanieren Miguel Indurain. Han var en 'komplet rytter', der klarede sig godt på alle etaper – især på enkeltstarter. Han vandt fem Tour de France-sejre i træk. Hans kritikere beskyldte ham for at køre defensivt og bruge sine kræfter og sit hold på at forsvare det forspring, han havde vundet på de indlagte tidskørsler.

I 1996 vandt Bjarne Riis vandt den samlede sejr i Tour de France. Danske tilskuere og medier gik i ekstase, og euforien på cykelsportens vegne nåede ukendte højder efter danske forhold.
De følgende år blev domineret af dopingskandaler, kulminerende med 1998, hvor det franske Festina-hold blev smidt ud af løbet, ligesom rytterne strejkede på flere af etaperne.

Hvad skete der ved løbene 2000-2009?

I 1999-udgaven af Tour de France vandt amerikaneren Lance Armstrong fra US Postal-holdet sin første sejr i Tour de France. Dermed indledte han en imponerende række sejre, syv i træk. Armstrong brillerede i alle terræner og havde et meget stærkt hold i ryggen – US Postal, der senere skiftede navn til Discovery Channel. Hans evige rival var tyskeren Jan Ullrich fra tyske Telekom, senere T-Mobile. Selvom Ullrich vandt løbet en enkelt gang, i 1997, lykkedes det ham aldrig for alvor at træde i karakter som Armstrongs ligemand. Ullrich besad et potentiale, der gjorde ham til en indlysende udfordrer, men Armstrongs viljestyrke og målrettethed gjorde ham næsten uovervindelig.

Efter amerikanerens pension fra cykelsporten var Ullrich blandt favoritterne til at vinde Tour de France i 2006. Anklager om Ullrichs indblanding i en stor dopingskandale forhindrede dog, at han kunne stille til start. Fraværet af Armstrong og Ullrich satte sit tydelige præg på løbet i 2006, der blev vundet af Floyd Landis fra USA. To år efter blev det bevist, at Landis havde dopet sig til sejren, som derfor gik videre til spanske Oscar Pereiro.

Året efter lå den danske rytter Michael Rasmussen til at vinde løbet med få etaper igen. Men hans hollandske hold Rabobank valgte at trække Rasmussen ud af løbet, fordi han i flere tilfælde før løbet havde undladt at oplyse, hvor i verden han befandt sig på et givent tidspunkt. Dermed forbrød han sig mod en regel i dopingreglementet, der foreskriver, at rytterne skal opgive deres opholdssted, så dopingkontrollanterne altid kan komme på uanmeldt besøg. Sejren i Touren gik i stedet til spanieren Alberto Contador, og Michael Rasmussen fik en karantæne på to år, hvorefter danskeren endte sin karriere.

Hvad skete der ved løbene 2010-2019?

Det blev et årti med flere forskellige Tour-vindere, ofte fra det britiske storhold Team Sky. Sydafrikaneren Chris Froome vandt løbet fire gange, men opnåede aldrig folkelig popularitet. To andre Sky-ryttere – Bradley Wiggins og Geraint Thomas – vandt også løbet. I 2009 og 2010 var den tidligere vinder Lance Armstrong vendt tilbage, men det lykkedes ham ikke at nå øverst på podiet. I 2012 tog dopingskandalerne en ny drejning, da den internationale cykelunion, UCI, besluttede at fratage den syvdobbelte Tour de France-vinder alle hans guldmedaljer og give ham livsvarig karantæne fra cykelsporten. Armstrong indrømmede i et grådkvalt interview med tv-værten Oprah Winfrey, at han i årevis havde dopet sig for at vinde.

Hvad skete der ved løbene 2020-2021?

Pga. coronapandemien blev Tour de France i 2020 afviklet i perioden 29. august – 20. september, to måneder senere end normalt. Løbet startede i Nice og blev afviklet inden for Frankrigs grænser. En ny rytter, den unge slovener Tadej Pogacar, kunne lade sig hylde som vinder efter at have slået landsmanden Primoz Roglic på den sidste enkeltstart. Undervejs vandt danske Søren Kragh Andersen to etaper. Slovenske Pogacar gentog bedriften året efter med sin anden Tour-sejr, hvor den danske komet Jonas Vingegaard samtidig slog igennem og endte på løbets andenplads som bedste dansker siden Bjarne Riis i 1996.

Hvilke danske ryttere har vundet etapesejre i Tour de France?

Tour-historien rummer 21 danske etapesejre. Mogens Frey, der gik under navnet "Jernmanden", tog den første danske etapesejr i 1970 ved at vinde 9. etape, løbets længste. Frem og hans holdkaptajn, portugiseren Agostinho, kom alene til opløbsstrækningen. Da Frey kun var hjælperytter på holdet, regnede alle med, at han ville følge de uskrevne regler om et cykelholds hierarki og undlade at snuppe sejren fra kaptajnen. Det blæste dog Frey på og spurtede for at vinde. Agostinho satte hånden ned på danskerens styr for at holde ham tilbage, så han selv kunne køre over målstregen som vinder. Portugiseren blev efterfølgende diskvalificeret og etapesejren givet til Frey. De danske vindere er:

  • Mogens Frey (1970): 9. etape, 270 kilometer
  • Kim Andersen (1983): 12. etape, 261 kilometer
  • Jørgen V. Petersen (1985): 10. etape, 205 kilometer
  • Johnny Weltz (1988) 19. etape, 188 kilometer
  • Jesper Skibby (1993): 5. etape, 225 kilometer
  • Bjarne Riis (1993): 7. etape, 199 kilometer
  • Bo Hamburger (1994): 8. etape, 219 kilometer
  • Bjarne Riis (1994): 13. etape, 223 kilometer
  • Rolf Sørensen (1994): 14. etape, 202 kilometer
  • Bjarne Riis (1996): 9. etape, 46 kilometer
  • Rolf Sørensen (1996): 13. etape, 177 kilometer
  • Bjarne Riis (1996): 16. etape, 199 kilometer
  • Jakob Piil (2003): 10. etape, 220 kilometer
  • Michael Rasmussen (2005): 9. etape, 171 kilometer
  • Michael Rasmussen (2006): 16. etape, 182 kilometer
  • Michael Rasmussen (2007): 8. etape, 165 kilometer
  • Michael Rasmussen (2007): 16. etape, 219 kilometer
  • Nicki Sørensen (2009): 12. etape, 211,5 kilometer
  • Magnus Cort (2018): 15. etape, 181,5 kilometer
  • Søren Kragh Andersen (2020): 14. etape, 194 kilometer
  • Søren Kragh Andersen (2020): 19. etape, 166,5 kilometer

Hvilke danske ryttere har kørt i den gule trøje?

Fem danske ryttere har båret den gule førertrøje i Tour de France. Som den første dansker erobrede Kim Andersen den gule førertrøje og bar den i seks dage, indtil han mistede den efter en etape i Pyrenæerne. Andersens præstationer tændte interessen for Tour de France hos det danske publikum, en interesse, der eksploderede med et brag i 1996, hvor det lykkedes Bjarne Riis at bære førertrøjen helt til Paris og vinde Tour de France. Interessen blev også kraftigt forstærket af danske mediers intensive dækning af Tour-begivenhederne. Den gule førertrøje er blevet båret af følgende danske ryttere:

  • Kim Andersen: 6 dage i 1983 / 4 dage i 1985
  • Jørgen V. Petersen: 5 dage i 1986
  • Rolf Sørensen: 4 dage i 1991
  • Bjarne Riis: 1 dag i 1995 / 13 dage i 1996 (samlet vinder)
  • Bo Hamburger: 1 dag i 1998
  • Michael Rasmussen: 9 dage i 2007

Hvilke danske ryttere har kørt i den prikkede bjergtrøje?

Tre danske ryttere fra det flade Danmark har kørt i den rødprikkede bjergtrøje i Tour de France. Bjarne Riis blev den første dansker i trøjen i 1993, hvor han kørte i trøjen en enkelt dag. I 2005 erobrede Michael Rasmussen trøjen efter et imponerende soloridt over flere stejle stigninger. Ud over trøjen, som han forsvarede til løbets afslutning, vandt han også etapen. Året efter gentog han bedriften på løbets ’kongeetape’, det vil sige løbets sværeste etape. Efter at have erobret trøjen forsvarede han den til Paris, hvor løbet altid slutter. I 2007 kørte han i trøjen i otte dage, fra 8. til 15 etape. I 2012 bar Michael Mørkøv trøjen i seks dage, fra 1. til 6. etape.

Hvordan har kvindernes Tour de France udviklet sig?

I forbindelse med præsentationen af de tre Tour-etaper på dansk grund i 2022 kom der også en anden stor nyhed: Et helt nyt Tour de France for kvinder blev nemlig også lanceret, hvor rytterne i 2022 skal ud på otte etaper og godt 1.000 kilometer med start i Paris og afslutning på den bjergstigningen La Super Planche des Belles Filles i bjergkæden Vogeserne i det nordøstlgie Frankrig.

Fra 1984-1989 havde kvinderne en pendant til mændenes Tour de France, men siden har endagsløbet La Course by Le Tour været det tætteste, kvinderne kom på at køre Tour de France. Et løb, som i øvrigt kun har eksisteret siden 2014. Det fremgår af DR’s artikel ”Dansk cykeldarling jubler over det nye Tour de France for kvinder” (se kilder). Om lanceringen af et nyt Tour de France for kvinder udtaler den danske cykelrytter Cecilie Uttrup Ludwig: ”Det er jo kæmpestort. Tour de France er bare Tour de France. Min bedstemor kender det. Alle kender det. Hver gang, jeg fortæller, at jeg cykler, så spørger folk, om jeg kører Tour de France. Og nu kan jeg sige, at det gør jeg.” Hun har ligeso mange andre cykelentusiaster længe efterlyst, at kvindecykling fik mere eksponering. Det kommer nu til at ske, og løbet vil blive transmitteret i 170 lande, som ikke er langt fra de 190 lande, som mændenes Tour sendes i. Ifølge DR-artiklen udtaler Cecilie Uttrup Ludwig: ”I dag er en stor dag for kvindecykling. Det, kvindecykling mangler, er at få eksponering og komme ud i stuerne, og det er det, vi får nu. Vi får otte dage, og det bliver storslået” (se kilder).

Økonomi og medier

Print-venlig version af hele artiklen

Hvordan er de deltagende holds økonomi?

Tager man udgangspunkt i Tour de France 2021, stillede 23 professionelle cykelhold (184 ryttere) til start i løbet, og 141 ryttere gennemførte.
I 2016 varierede holdenes årlige budget fra 26 millioner til 260 millioner. Flest penge omsatte det britiske storhold Team Sky for (i dag har holdet skiftet sponsornavn til Ineos Grenadiers). Det fremgår af TV 2’s artikel ”Tour de France er en guldgrube for holdene – det går pengene til” (se kilder). Cykler og udstyr udgjorde 19,4 millioner kroner af budgettet, mens rejseudgifter udgjorde 17 millioner kroner. Omkostninger til sportsvidenskab og medicinsk pleje beløb sig i 2,6 millioner kroner. Som hos de fleste andre virksomheder vejer personaleomkostningerne tungest i regnskabet. I 2016 kostede det Team Sky 205,6 millioner kroner på den konto.

Hvilken rolle spiller medierne i Tour de France?

Mediemæssigt hører Tour de France til de største begivenheder i verden. Ifølge Tourens officielle hjemmeside (se kilder) blev løbet i 2011 fulgt af mindst 3.200 journalister fra 100 tv-kanaler, 70 radiokanaler, 400 aviser og presseagenturer og 70 websites. Journalisterne repræsenterede 35 nationaliteter. 60 tv-kanaler sendte fra løbet, hvilket gav seere fra 190 lande mulighed for at følge med. Løbets officielle hjemmeside havde 14 mio. unikke besøgende.

De kaotiske omstændigheder, der har kastet skygger over Tour de France, har fået mange tv-stationer til at overveje, hvor massivt de skal dække løbet. Det gælder imidlertid ikke for danske TV 2. Kanalens tidligere sportschef Morten Stig Christensen udtalte i artiklen “TV 2 fortsætter med Tour de France” (se kilder):

“Vi har oplevet en meget stor seerinteresse, og hvis interessen fortsat er der, så bliver medierne ved med at dække løbet, og det vil vi selvfølgelig også gøre” (se kilder). Han lægger desuden vægt på, at medierne også beskæftiger sig indgående med dopingproblemerne: “Vi har en forbandet forpligtelse til at gå i kødet på cykelsporten […] man kan ikke bare lade som om, det ikke eksisterer”.

Hvilke sponsoraftaler har Tour de France?

Ifølge www.cyclingnews.com anser løbets sponsorer Tour de France for at være en af verdens bedste lejligheder til at vise deres produkter frem (se kilder). De vigtigste sponsoraftaler i Tour de France 2021 er indgået med bl.a. LCL, E.Leclerc, Skoda, Continental og Krys. Disse sponsorer bidrager med store millionbeløb er derfor af afgørende betydning for løbets samlede økonomi.

Hvad er reklamekaravanen?

Ca. en time foran feltet af cykelryttere kører en karavane, der består af ca. 180 farvestrålende reklamebiler, der repræsenterer godt 38 forskellige virksomheder. Karavanen er en rullende blanding af marked og reklame for diverse produkter. Det motoriserede reklamecirkus bliver sjældent vist i tv-transmissionerne, der koncentrerer sig om cykelrytterne. Ifølge bogen "Tour de France" (se kilder) er reklameeffekten alligevel ret stor. Hvert år deles hen ved 11 millioner gaver og smagsprøver ud gennem bilernes vinduer. Karavanens rullende reklamesøjler er en kærkommen adspredelse for de mange tusinde tilskuere, der ved hver etape tager opstilling langs ruten for at se feltet suse forbi.

Hvad er fascinationskraften ved Tour de France?

TV2 og især kommentatorparret Jørn Mader og Jørgen Leth har betydet meget for udbredelsen af Tour de France i Danmark. Siden stationen i 1990 begyndte at transmittere fra løbet, har cykelinteressen blandt danskere været stærkt stigende. Det skyldes dels de danske rytteres meritter på de franske landeveje i denne periode, dels kommentatorparrets uforlignelige evne til at gøre enhver etape i Tour de France til noget fantastisk, nærmest mytologisk. Som om de deltagende var græske guder i korte bukser. Med vendinger som "den brune muskel" (om spanieren Miguel Indurain) og "et moderne korstog gennem legendariske landskaber" (om selve løbet) formåede Mader og Leth at opbygge et kompleks af myter om helte og skurke omkring Tour de France. I 2003 blev kommentatorparret imidlertid splittet, da Jørn Mader blev flyttet fra cykeltransmissionerne. To år efter, i 2005, blev Jørgen Leth fyret fra posten som kommentator pga. den debat, der fulgte efter udgivelsen af hans selvbiografi ”Det uperfekte menneske”. Transmissionerne fra Tour de France i 2007 og 2008 blev kommenteret af journalisten Dennis Ritter og den tidligere danske Tour-rytter Rolf Sørensen, som siden da har sat ord på begivenhederne.

Doping før og nu

Print-venlig version af hele artiklen

Hvilken rolle har doping spillet indenfor cykelsporten?

I den sidste halvdel af 1990’erne og op gennem 00’erne overskyggede de mange dopingskandaler til en vis grad de sportslige præstationer. Men at cykelrytterne indtager præstationsfremmende midler for at opnå bedre resultater, er der ikke noget nyt i.
I artiklen "Dopingens guldalder" (se kilder) fremgår det, at rytterne før Anden Verdenskrig supplerede deres diæter med diverse stimulanser og rå narkotika – bl.a. heroin og kokain. Perioden efter Anden Verdenskrigs afslutning var en opblomstringstid for medicinalindustrien, og de mange stoffer gjorde også deres indtog i Tour de France. Brugen af dem boomede og gjorde 1950'erne til en guldalder for den åbenlyse doping. Artiklen opridser, hvordan rytterne efter krigen fik adgang til en bred vifte af nye medikamenter. De nye præparater havde en stribe effekter, der gjorde dem særligt populære blandt feltets ryttere:

  • Morfin: kunne dulme smerterne.
  • Amfetamin og slankepiller: kunne peppe systemet op.
  • Syntetiske kamferprodukter: kunne øge lungernes evne til at optage ilt.

For en mere uddybende gennemgang af dopingmedikamenterne: Se Faktalink-artiklen om Doping.

 

Hvad er dopingkontrol i Tour de France?

I 1966 indførte man dopingkontrol i Tour de France. Det var fransk politi, der stod for stikprøvekontrollen, da man mente, at doping og dopingstoffer faldt ind under det kriminelle område og altså var en sag for ordensmagten. Senere overgik håndhævelsen af dopingkontrollen til løbets arrangører. Kommer en rytter under mistanke for dopingmisbrug, kan han udelukkes fra løbet.

Den skærpede kurs mod dopingen forhindrede dog ikke, at man det følgende år kunne opleve en af løbets alvorligste dopingtragedier, da englænderen Tom Simpson kollapsede og døde på en hård bjergetape. Simpson var kendt som en uhyre kompromisløs idrætsmand og levede efter mottoet: "Hvis man dør af ti, så tager jeg ni!". Artiklen "En tvivlsom helgen" (se kilder) beskriver, hvordan Simpson havde amfetamin buldrende i kroppen, da han kørte ind på en meget stejl stigning. Stoffets virkning betød, at Simpson kørte langt ud over kroppens fysiske grænser. Han mærkede ikke, hvad der var ved at ske, hvilket betød, at hans krop kort før toppen sagde stop. Simpson faldt af cyklen og lå livløs i vejsiden, død af overmenneskelig anstrengelse.
På baggrund af denne og et utal af andre episoder fra Tourens historie opsummeres det i artiklen "Et tempel af amoral" (se kilder), at: "Nutidens cykelfelter er spejderlejre i forhold til de foregående årtiers vilde party af amfetamin og steroider, men dopingen er der naturligvis stadig, eftersom det opfattes som en nødvendighed".

Hvad er dopingens medicinske rolle i moderne cykelsport i dag?

Hans Ole Hein, som er læge i arbejdsmedicin på Bispebjerg Hospital, er overbevist om, at doping også i dag spiller en central rolle i Tour de France, der ofte betegnes som 'den ultimative manddomsprøve'. Han mener, at sportsbegivenheden er gennemsyret af snyd og bedrag. Her hentyder han bl.a. til cykelrytternes letsindige omgang med præstationsfremmende medikamenter. Det er nemlig ofte nye og uprøvede stoffer, og derfor kender man ikke den fulde virkning af dem, ligesom man heller ikke har et fuldt overblik over bivirkningerne. Hein ser flere medicinske paralleller mellem dopede cykelryttere og 'almindelige' stofmisbrugere: ”Som narkomaner indtager cykelryttere stoffer, som man ikke kender effekterne af. Man er villig til at prøve næsten alt for at opnå det, man ønsker. Narkomaner ønsker et kick, og dopede sportsfolk ønsker en bedre placering”, mener Hein, der kalder hele løbet for et kæmpestort medicinsk eksperiment.

I 2004 pegede han således på, at løbets publikum skulle skamme sig over at være underholdt af at se på disse "cyklende kemikalieflasker". Lægens pointer er blevet understreget af de kaotiske begivenheder i de følgende års Tour de France. Adskillige stjerneryttere blev fanget af dopingkontrollerne og udelukket fra videre deltagelse i løbet. Flere af de største skandaler er dog sket uden for løbets etapedage. Det gjaldt bl.a. for vinderen fra 2006-udgaven af løbet, amerikaneren Floyd Landis fra Phonak-mandskabet.
For en mere uddybende behandling af dopingmedikamenterne: Se Faktalink-artiklen om Doping.

Hvad er EPO?

I en del år centrerede meget af dopingdebatten sig om det præstationsfremmende stof EPO. Idrætsforskere som f.eks. Chris MacDonald har peget på, at stoffet er naturligt forekommende i kroppen, hvor det stimulerer produktionen af røde blodlegemer. De røde blodlegemer er centrale i en udholdenhedssport som cykling. De transporterer nemlig ilt rundt i kroppen, og blodlegemernes effektivitet er afgørende, fordi kroppens muskler skal bruge ilten, når maden skal nedbrydes og omdannes til energi. Det er for at øge hastigheden i den proces, at man kan tilføre kunstigt fremstillet EPO. Denne type doping var meget udbredt i 1990'erne, hvilket blev understreget af en lang række bekendelser fra tidligere topryttere, der – en efter en eller i små grupper –offentligt indrømme, at de have benyttet sig af stoffet i løbet af deres karriere.

Hvad er hæmatokritværdi?

Hæmatokritværdien er et udtryk for procenten af de ilttransporterende røde blodlegemer af det samlede blodvolumen. Jo flere røde blodlegemer, der er i blodbanen, jo mere ilt kan blodet indeholde. Man kan udskille de røde blodlegemer fra resten af blodet ved en centrifugering. Hvis f.eks. 45 procent af den samlede mængde blod består af røde blodlegemer, så siger man, at hæmatokritværdien er 45. Den internationale cykelunion har sat en grænseværdi for mandlige cykelryttere, der ligger på 50. Det betyder, at har rytterne 50 procent eller mere af røde blodceller i forhold til plasma i blodet, bliver de udelukket fra løbet.

Hvad er bloddoping?

EPO-misbrug har været en af de mest udbredte former for doping de senere år. En anden form for doping er den såkaldte 'bloddoping'. Det foregår typisk ved, at man tapper ca. en halv liter af sit eget blod nogle dage før en konkurrence. Menneskets organisme producerer derefter selv den manglende halve liter. Umiddelbart inden konkurrencen får rytteren tilført den halve liter blod igen, og derved øges hæmatokritværdien uden brug af EPO. Man kan også benytte sig af en såkaldt 'homolog'-metode, hvor en anden persons blod tilføres. Sidstnævnte metode er relativ enkel at afsløre i en dopingtest.

Hvad er doping med testosteron?

En anden måde at dope sig på er at indtage det mandlige kønshormon testosteron. Stoffet er et hormon, der øger muskelstyrken og får brugte eller ødelagte muskler til at restituere hurtigere. Midlet kan have en virkning fra dag til dag. Normalt regulerer kroppen selv behovet for kønshormonet. Derfor kan niveauet af testosteron godt svinge. Det var netop det forhold, amerikaneren Floyd Landis benyttede som bortforklaring, da det blev påvist, at han havde haft et unaturligt højt niveau af hormonet i kroppen, da han vandt en meget krævende etape under løbet i 2006, som han senere vandt. En af de mest udbredte former for doping med testosteron sker gennem såkaldt ’anabolske steroider’. De kom på listen over forbudte dopingstoffer i 1975.

Kan dopingmistanken kvæle Tour de France?

Legal og illegal brug af medicin har gennem hele løbets historie været tæt knyttet til Tour de France. Tour de France-rytternes massive forbrug af stoffer, der befinder sig på – eller over – grænsen for det tilladte, får tit debatten om løbets fremtid til at blusse op.
Alligevel benægtede næsten alle de aktive topryttere i årevis deres brug af doping. Det forhold har gjort ireren Pat McQuaid, der er præsident for den internationale cykelunion, rasende, og i artiklen ”Led og ked af dopingnægterne” (se kilder) raser han mod doping i cykelsporten og mod de ryttere, der ikke vil indrømme deres misbrug. “Vi gør mere (i kampen mod doping) end alle andre forbund, men (...) der er en benægterkultur i cykelsporten. Det er med til at give sporten et imageproblem, der er et af sportens største problemer i disse år”, siger McQuaid og fortsætter: “En stjerne bliver taget, men andre, der kører lige så hurtigt, gør ikke. Det får os (cykeltilskuerne) til at tro, at alle er dopet, og det er ikke nødvendigvis rigtigt”.

Op gennem 2010’erne – og især efter Lance Armstrongs indrømmelse af doping i 2013 – kom dopingafsløringer til at fylde mindre i sporten. Alligevel vil dopingspøgelset ikke forsvinde, og i 2018 svarede et massivt flertal af adspurgte danskere, at de tror, der stadig er doping i Tour-feltet. Kun 1,8 procent svarede, at de tror, at feltet er ”rent”. Det fremgår af TV 2-artiklen ”Langt de fleste danskere tror, der er doping i Touren” (se kilder). I 2021 opstod en diskussion af ikke-forbudte præparater som smertestillende piller, der ifølge det danske cykeltalent Ludvig Wacker er udbredt blandt cykelryttere. ”Det irriterer mig, at der er piller i sporten. Det er vigtigt at understrege, at det er ikke snyd. Men det er at gøre noget for at få en fordel over for andre. Så det er et spørgsmål om etik og moral, som er hårdt for mig at overvinde,” siger Ludvig Wacker ifølge DR’s artikel ”Der er en 'gråzone med piller' i cykelsporten” (se kilder).

Debat om Tour de France

Print-venlig version af hele artiklen
Den spanske cykelrytter Alberto Contador på Alpe d'Huez under Tour'en i 2013.
Den spanske cykelrytter Alberto Contador på Alpe d'Huez under Tour'en i 2013.
Foto: Joel Saget / Scanpix

Hvorfor er Tour de France fortsat så populært trods mange år med dopingsager?

I artiklen "Turdæfrangs" (se kilder) skriver journalisten Joakim Jakobsen om det bånd, der traditionelt har eksisteret mellem Tour de France og løbets millionpublikum over hele verden. Et bånd, der igennem årtier er forblevet intakt, selvom der gennem løbets historie har været utallige skandaler, der potentielt kunne have slukket interessen – især når det gælder doping. Det opsummeres i artiklen, at legal og illegal medicinering til alle tider har været en del af løbets indre logik: "Publikum accepterer tilsyneladende, at Tour-deltagerne når så langt i deres perverterede grænsesøgning, at en del af dem må anvende farmaceutiske hjælpemidler. Ikke for at vinde, men for at blive ved med at køre. For Tour-rytterne har altid dopet sig".
Han tilskriver desuden publikums tilsyneladende accept af brugen af doping løbets umenneskelige hårdhed: "Lige så usentimentalt publikum gennem tiden har accepteret rytternes brug af medicinalindustriens produkter, lige så sværmerisk opfatter vi den enkelte rytters kamp. Det skal være hårdt. Så omfavner vi dem til gengæld også. (...) Tour-rytterne er ganske enkelt mænd, der ofrer sig, slider sig selv til den sublime tilstand. Kald det grinagtigt, anakronistisk og banalt – sådan er det bare, og vi respekterer og beundrer dem for det".

Hvordan kan brug af doping i Tour de France forsvares?

Jørgen Leth udtrykker i kronikken ”De gode og de onde i cykelsporten” (se kilder) et vist forsvar for rytternes brug af doping:
"Spørgsmålet er (endnu en gang): Gør det ikke ondt, når man elsker cykelsporten, som du gør? Altså den nye galopperende dopingaffære. Nej, det gør det faktisk ikke. Jeg tager det som en del af livet. Pessimisterne siger, at det er cykelsportens død. Nej, siger jeg, det er det ikke. Overhovedet ikke. Cykelsporten spræller, den er i live. Den kommer over denne krise, ligesom den kom over de forrige. Det er jeg ikke et øjeblik i tvivl om. (...) Og i disse år oplever sporten en stærkt stigende global interesse, som stimuleres målbevidst af dyrkelsen af cyklen som livsstil. Det er, som om publikum siger: Det kan godt være, de snyder, men vi vil bare se spændende cykelløb. (...) Jeg er imod, at man tager Toursejrene fra Armstrong. Hans regime er historie nu. Han var den bedste blandt ligemænd (lige dopede)."

Hvordan argumenteres der for, at doping er ødelæggende for Tour de France?

Derimod tager Informations Georg Metz i kommentaren "PH i ens korte liv" (se kilder) stærk afstand fra dopingmisbrugets dominans i cykelsporten:
"Den amerikanske supercykelhelt Lance Armstrong er nu frataget samtlige sine Tour de France-titler, fordi han på tourerne har været dopet fra pedaler til cykelhjelm. Akkurat som vor hjemlige Riis, der sjovt nok stadig er benovet forsidestof i sportstillæggene, skønt også han som bekendt og med tilbagevirkende kraft fik revet førertrøjen af sin forgiftede krop. PH udtrykte tidligt skepsis over for massesporten og ikke mindst dens presse og propaganda, der var forbundet med hysteriet. Han så jo de totalitære systemers udnyttelse af idiotien. Konkurrencemomentet skruet op i vanvittig nationalisme, som den Gunnar Nu Hansen formidlede allerede i radioens barndom. Men også ved påstanden om konkurrenceidræt som noget nær naturbestemt karakterforædling.

Indvendingen mod sport på det niveau som det modsatte og virkelighedsflugt synes at være bekræftet i dopingskandalerne, der burde sætte en stopper for det årligt tilbagevendende selvkørende svindelnummer på franske landeveje og pille mediedækningen af plakaten. Man kan lige så godt lave reportage om, hvem der kommer først til nærmeste pusher. Hva’ mæ om Jørgen Leth gav en god forklaring på historien, og hva’ mæ om cykelsportskommentatorerne i deres almægtighed stak os en undskyldning for løgn i kilometervis samt et utal af års misbrug af sendetid i tv."

Tour-start i Danmark

Print-venlig version af hele artiklen

Hvordan lykkedes det at få de første etaper af Tour de France 2022 til Danmark?

Efter mange års arbejde for at få Le Grand Départ – de første etaper af Touren, som ofte begynder i udlandet – til Danmark lykkedes det officielt i februar 2019. Her kunne daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) melde ud, at Touren i 2021 skulle begynde på dansk jord: ”Denne mulighed faldt ikke ned fra himlen. Det er resultatet af hårdt og dedikeret arbejde. Tak til alle, der har være involveret, I har gjort et fantastisk stykke arbejde,” sagde Løkke på et pressemøde ifølge Ritzaus artikel ”Officielt: Tour de France kommer til Danmark (se kilder).

Ifølge Tour-direktør, Christian Prudhomme, var det åbenlyst, at Touren skulle forbi cykelglade Danmark: ”Det er en stor ære for os. Og vi er stolte af, at vi får Tour-starten i København. Jeg har under mine besøg i Danmark indset, hvor stor passion, I har for Touren. Jeg var meget imponeret af VM i cykling i Danmark 2011,” sagde han på pressemødet.

Pga. coronapandemien måtte planerne ændres, så det i stedet blev i juli 2022, at Danmark bliver vært for de tre første etaper af verdens hårdeste cykelløb.
Både på statsligt, regionalt og kommunalt niveau har mange aktører arbejdet på at få Touren til Danmark, siden Danmark i juni 2016 afleverede et officielt bud på en dansk Tour-start til organisationen bag Tour de France; ASO, under sloganet "The greatest cycling race in the world meets the best cycling city in the world". Det fremgår af Erhvervsministeriets hjemmeside (se kilder).

Hvilken rute køres der på de danske landeveje?

Når Tour de France starter i Danmark den 1. juli 2022, bliver det med hele tre etaper på dansk jord. Åbningsetapen, Grand Départ, bliver en ca. 13 km lang enkeltstart rundt i det centrale København. De to efterfølgende dage afholdes yderligere to etaper i Danmark. Den 2. juli 2022 går ruten fra Roskilde til Nyborg via Storebæltsbroen, som kommer til at byde på sidevind og masser af spænding i feltet. Den 3. juli 2022 skal rytterne køre fra Vejle til Sønderborg, hvorefter Touren fortsætter i Frankrig.

Hvilken effekt ventes den danske Tour-start at få økonomisk og brandmæssigt?

I juni 2022 – tre uger før Le Grand Départ – udkom Idrættens Analyseinstitut med en rapport, der viser, at det formentlig ikke vil have nogen langsigtet effekt for beskæftigelsen eller den overordnede økonomi, at Tour de France kommer til Danmark. Rapporten er lavet af forskere på Syddansk Universitet, som har undersøgt den økonomiske udvikling i 107 tidligere værtsbyer i bl.a. Belgien, Holland og Tyskland. Her er de kommet frem til, at Touren formentlig ikke bliver en guldgrube for Danmark, og at det ikke skaber en målbar økonomisk effekt for kategorien ”handel, transport, hoteller og restauranter”. Det fremgår af Idrættens Analyseinstituts analyse ”Tour de France bliver ikke en guldgrube for de danske værter” (se kilder).

Danmark investerer mange millioner kroner i at afholde en del af Tour de France på dansk jord. Værtskommunerne København, Roskilde, Nyborg, Vejle og Sønderborg har samlet budgetteret med 55 millioner kroner. Erhvervsministeriet må hoste op med 13,7 millioner kroner. Det fremgår af Berlingskes artikel ”Touren er på lang sigt en sikker vinder, vurderer hotelbranchen. Den egentlige gevinst er dog svær at pege på” (se kilder).

Baggrundskilder

Print-venlig version af hele artiklen

Faglitteratur

Jakobsen, Joakim: Tour de France – Verdens hårdeste cykelløb. Lindhardt & Ringhof, 2020.
Jakobsen, Joakim:
Le Tour - sejre, drømme og frygtelige nederlag i 100 år. Forlaget Rosinante, 2004.
Jakobsen, Joakim :
Tour de France – Historien om verdens hårdeste cykelløb. Lindhardt & Ringhof, 2004.
Ellegaard, Lasse og Henrik Juul Hansen:
På den store klinge - Tour de France 1996. Informations Forlag, 1996.
Døygaard, Heino: Tour de France. Gyldendals Forlag, 1994.

Dokumentarfilm

Gibney, Alex:
The Armstrong Lie. Sony Pictures Classics, 2013 Dokumentarfilm om Lance Armstrong. Instruktøren bliver i 2009 inviteret til at dokumentere Armstrongs comeback, fire år efter han officielt var gået på pension. Det bliver i stedet til en film om den ultimative løgn om dopingmisbrug.
Frøkjær-Jensen, Kristoffer: Doping til sjæl og legeme. DR2, 2009
Udsendelsen giver et kort historisk rids af elitesportens brug af doping siden 1900: Fra stryknin og amfetamin over bloddoping og anabolske steroider til EPO, THG og fjernelse af genet myostatin, der naturligt hæmmer kroppens muskelvækst.
Højstrup, Kasper Højstrup Nielsen et al.: Danskerne i Touren. Nordisk Film, 2007
Dokumentarfilm om de første danskere i Tour’en: Bjarne Riis, Rolf Sørensen, Jesper Skibby, Team CSC og Michael Rasmussen.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på 'Tour de France'

Kilder citeret i artiklen

Print-venlig version af hele artiklen

Hjemmesider

Løbets officielle hjemmeside – på engelsk og fransk – med masser af information om struktur, organisation og historie.
Anti-Doping Danmarks officielle hjemmeside, der bl.a. rummer en række oplysninger om de dopingstoffer, der aktuelt er meget udbredte.
Omfattende engelsk database, der dækker alle verdens cykelløb. De europæiske hovedløb dækkes minutiøst, bl.a. med en daglig nyhedsspalte.

Rapporter

Idrættens Analyseinstitut, Syddansk Universitet, juni 2022.
Erhvervsministeriet kunne i 2019 offentliggøre, at Touren kommer til at begynde på dansk grund i 2021 (senere ændret til 2022).
Information, 2012-10-26.
EkstraBladet.dk, 2012-10-22.
Berlingske Tidende, 2006-07-29.
Jakobsen, Joakim:
Et tempel af amoral. Weekendavisen, 2004-07-23.
Jakobsen, Joakim:
Dopingens guldalder. Weekendavisen, 2004-06-25
Jakobsen, Joakim:
Turdæfrangs. Weekendavisen, 2003-07-4.
Jakobsen, Joakim:
En tvivlsom helgen. Weekendavisen, 2002-07-19.