Tour de France

Artikel type
faktalink
cand.mag. Tore Daa Funder, iBureauet/Dagbladet Information. Opdateret af cand.mag. Maria Høher-Larsen. Juni 2016
Main image
Moviestar team træner nær Bogota i Columbia i juni 2016.
Moviestar team træner nær Bogota i Columbia i juni 2016.
Foto: John Vizcaino / Scanpix

Sammen med De Olympiske Lege og VM i fodbold hører Tour de France traditionelt til en af de største og mest stolte idrætsbegivenheder i verden. Over tre uger i juni og juli måned danner de franske landeveje ramme om sejre, drømme og frygtelige nederlag. Undervejs bliver rytterne nærmest til moderne gladiatorer, der med medierne ved vejkanten udkæmper drabelige slag om hæder og vanære.
I de senere år er der rettet et forstærket fokus på en særlig side af dette drama. Mange af rytterne er blevet anklaget og dømt for dopingmisbrug. I 1998 blev hele Festina-holdet taget ud af løbet efter afsløringen af et massivt misbrug af dopingstoffet EPO. Ti år efter måtte det spanske hold Astana trække sig, efter at flere af holdets ryttere var blevet testet positive for doping. I 2006 blev amerikaneren Floyd Landis udråbt som løbets vinder efter et vanvidstogt på en af løbets hårdeste etaper, men blev senere fældet af en dopinganklage. Året efter lå danskeren Michael Rasmussen til at vinde løbet, men blev af sit hollandske cykelhold Rabobank trukket ud af løbet før de afsluttende etaper. I 2007 indrømmede den danske Tour-vinder Bjarne Riis et årelangt dopingmisbrug. I 2012 tog skandalerne en ny drejning, da den syvdobbelte Tourvinder Lance Armstrong blev frataget alle sine titler og tildelt livsvarig karantæne fra cykelsporten. Nu ønsker både Danmarks Cykle Union, Anti Doping Danmark og en række danske politikere, at der bliver slået hårdt ned på dopingmisbruget i det hjemlige cykelmiljø.

 

tour

Introduktion til Tour de France

Hvad er det særlige ved Tour de France?

20.07.2004 16. etape fra Bourg-D'Oisans til L'Alpe D`Huez. Første mand på vej til Alpe d´huez er Joly Sébastian, Credit Agricole. Foto: Claus Bonnerup/Polfoto
20.07.2004 16. etape fra
Bourg-D'Oisans til L'Alpe D`Huez.
Første mand på vej til Alpe d´huez
er Joly Sébastian, Credit Agricole.
Foto: Claus Bonnerup/Polfoto

Tour de France betegnes tit som 'verdens hårdeste etapeløb'. For en professionel cykelrytter er touren det mest prestigefyldte løb, man kan vinde gennem hele året. Med en længde på mellem 3.000 og 4.000 kilometer – den præcise længde varierer fra år til år – er det verdens længste etapeløb.

I Tour de France konkurrerer rytterne dels om at vinde løbet sammenlagt, dels om at vinde en eller flere af løbets etaper. Løbet afholdes over cirka tre uger i juni og juli måned, hvor der køres omkring 20 etaper. Det fineste er at vinde løbet sammenlagt, og den førende rytter i denne konkurrence bærer den gule førertrøje. Løbet er en stor kulturbegivenhed, ikke mindst i Frankrig. Det har en helt særlig betydning, hvis en fransk cykelrytter kan vinde på den franske nationaldag, Bastille-dagen, den 14. juli.

Det er også det cykelløb i verden, der har det største præmiebeløb. Ifølge løbets officielle hjemmeside var præmiesummen i 2011 på mere end 3,5 millioner euro, hvilket svarer til omkring 26 millioner danske kroner. Præmiesummens størrelse har dog mistet en del af dens værdi for rytterne, idet de største penge er at tjene ved de aktiviteter, der følger i kølvandet på en sejr, eksempelvis sponsoraftaler. Samtidig har løbet en mediedækning, der overgår næsten alle andre sportsbegivenheder i verden. I dag står den franske sportsavis L’Équipe  som arrangør af Tour de France, mens de mange praktiske forhold omkring løbets afvikling ligger i hænderne på selskabet Société du Tour de France.

Hvad kendetegner et etapeløb som Tour de France?

Tour de France tilhører gruppen af løb, der er delt op i flere etaper. Der køres én etape per dag i løbsperioden – undtaget de enkelte hviledage, der er indlagt for at give rytterne et lille pusterum. Hver etape er i sig selv et cykelløb, hvor der findes en vinder. Rytterne kører alle med et bestemt nummer på cyklen. Løbsledelsen holder øje med dette nummer, når rytterne passerer målstregen. Efter hver etape regner løbsledelsen sig på den måde frem til, hvilken rytter der fører i den samlede stilling – kaldet løbets 'klassement'. Den rytter, der ved løbets slutning har haft den hurtigste køretid på alle etaperne tilsammen, vinder Tour de France.

Hvilke regler findes der i Tour de France?

Der køres efter det generelle reglement for etapeløb, der er fastsat af den internationale cykelunion, UCI. Reglerne handler blandt andet om rytternes opførsel på ruten; det er for eksempel forbudt at skubbe til hinanden. Regelsættet suppleres af en samling særligt udformede regler, der er tilpasset touren. For eksempel er det forbudt for Tour-ryttere at tale i mobiltelefon under etapen.

Hvis en rytter gribes i mindre forseelser, idømmes han typisk en bøde på mellem 50 og 200 schweizerfranc – cirka 240 - 975 kroner. Sportsdirektøren for det hold, som rytteren kører for, idømmes også en bøde, da det i sidste ende er ham, der er ansvarlig for, at holdets ryttere følger reglerne. Er forseelsen mere alvorlig, kan den straffes med eksempelvis en større bøde, en tids- eller pointstraf eller i sidste ende diskvalifikation.

Hvilke typer etaper findes der i Tour de France?

Ruten i Tour de France, der fører rytterne igennem store dele af det franske landskab, er opdelt i etaper. Der er tre hovedtyper af etaper:

 * De flade etaper: Her er ruten - eller det meste af ruten - på flad vej. I den samlede stilling har disse etaper sjældent afgørende betydning, idet der ikke sker store tidsforskydninger i løbets 'klassement'. Det skyldes, at feltet kommer 'samlet ind', og alle rytterne får noteret samme tid. Som regel bliver de flade etaper vundet af en sprinter, der vinder i en massespurt.

* Bjergetaperne: Bjergetaperne er de vanskeligste og de mest dramatiske. Her skal rytterne kæmpe sig over flere vanskelige bjergpas. I hver etape inddeles bjergene i fem kategorier efter sværhedsgrad, fra 1, 2, 3 og 4 til 'HC' - 'hors cathégorie'. Det er fransk og betyder, at denne stigning er så skrap, at den betegnes som værende uden for kategori. Etaperne er særlig vigtige for løbets store linjer. Det er her, at de væsentligste forskydninger i den samlede stilling finder sted.

* Enkeltstarterne: Her kører rytterne enkeltvis på en rute, der både kan strække sig på flad vej og i mere bjergrigt terræn. Rytterne starter med et par minutters mellemrum, og der tages tid på hver enkelt. Den rytter, der har kørt ruten igennem hurtigst, vinder enkeltstarten.

Ud over de tre hovedtyper finder man 'prologetapen'. Den kan betegnes som en slags mini-enkeltstart, der strækker sig over nogle få kilometer, og indleder årets løb. Prologen har to formål. For det første giver den arrangørerne lejlighed til at præsentere rytterne én efter én. For det andet indfører prologen med det samme tidsforskydninger i 'klassementet' - fra første dag får løbet en førende rytter i gult.

Kategorierne blev oprindeligt lavet af hensyn til ledsagerbilerne. Ved at studere rutens kategorier kunne chaufføren vurdere, om bilen havde kræfter til at køre over bjerget, eller om stigningen var for skrap for rytternes motoriserede følgesvende.

Hvordan ser Tour-holdenes hierarki ud?

En velfungerende holdstruktur kan være afgørende i et holds kamp for at vinde den gule trøje. Et hold i Tour de France har typisk et hierarki, der tillader stjernerne på hvert hold at koncentrere sig om sejren. Fordelingen af arbejdsopgaver mellem et holds ryttere ser typisk således ud:

* Holdkaptajnen: Rytteren, der skal køres frem til den samlede sejr. Undervejs på ruten dirigerer kaptajnen med holdets øvrige ryttere.

* Løjtnanten: Holdets vigtigste hjælperytter. Løjtnanten skal sørge for, at holdkaptajnens ønsker og taktiske hensigter bliver givet videre til holdets andre ryttere. Det er også løjtnantens opgave at støtte og hjælpe kaptajnen på rutens nøglepunkter - det vil sige på særligt vanskelige passager, hvor holdets øvrige ryttere ofte ikke kan følge med.

* Hjælperyttere: Resten af holdet består af hjælperyttere, der har en bred vifte af forskellige opgaver i holdets bestræbelser på at køre kaptajnen frem til den samlede sejr. De søger generelt at neutralisere de andre holds angreb for at forbedre deres eget holds vinderchancer.

Ud over rytterne i sadlen består et cykelhold også af en sportsdirektør. Han kan på en måde sammenlignes med en manager i en fodboldklub. For eksempel er det ham, der i samråd med kaptajnen lægger taktikken og dirigerer med holdets ryttere.

Hvilke ryttertyper findes der?

Flere eksperter, blandt andet idrætsforskeren Chris MacDonald inddeler rytterne i dagens Tour de France i tre hovedkategorier og en fjerde, eksklusiv klasse:

* "Temporyttere": Ryttere, der har specialiseret sig i kørsel på flad vej og på enkeltstarter.

* "Klatrere": Ryttere, der klarer sig godt på de skrappe bjergskråninger.

* "Komplette ryttere": Ryttere, der er moderat gode i alle terræner.

* Den fjerde eksklusive klasse er ryttere, der kan brillere i alle terræner. Her nævnes moderne eksempler som tyskeren Jan Ullrich og amerikaneren Lance Armstrong, og den stadig aktive Levi Leipheimer, der også er fra USA.

Temporytterne hører generelt til de tunge i feltet med en kropsvægt mellem 70 og 75 kilo, mens klatrerne er lettere ryttere, der typisk vejer mellem 58 og 65 kilo. De komplette ryttere befinder sig vægtmæssigt mellem de to kategorier. På flad vej er det typisk en fordel at have en forholdsvis høj kropsvægt, men det bliver vendt til en ulempe i det øjeblik, ruten bevæger sig ind i et mere kuperet terræn.

Hvilke konkurrencer findes der i dag i Tour de France?

Tour de France består af flere forskellige konkurrencer, der tilsammen skaber løbets helhed. Antallet og udformningen af disse konkurrencer revideres jævnligt. I 2011-udgaven af Tour de France så de således ud:

* Det samlede 'klassement': Kampen om den gule trøje. Dette er den mest prestigefyldte konkurrence, og den gule trøje tildeles etape for etape til den rytter, der har den bedste tid sammenlagt.

* Pointkonkurrencen: Kampen om den grønne trøje. Er oftest en kappestrid, der tilgodeser sprinterne. Der tildeles point ved hvert etapemål samt ved spurter undervejs på ruten. De er opdelt i fire kategorier - flade, kuperede, bjerge og enkeltstarter - og der er flest point at hente på de flade spurter.

* Bjergkonkurrencen: Kampen om den hvide trøje med de røde prikker. I denne konkurrence gives der point til de ryttere, der forcerer stigningen hurtigst. Der uddeles flest bjergpoint på de skrappe stigninger i kategorierne '1' og 'HC'.

* Ungdomskonkurrencen: Kampen om den hvide trøje. Denne konkurrence er forbeholdt ryttere under 25 år. Stillingen regnes ganske enkelt ud efter det samlede 'klassement' - den bedst placerede unge rytter i kampen om den gule trøje sikrer sig retten til at bære den hvide trøje.

* Holdkonkurrence: Her er der ingen trøje. På hver etape lægges tiden for de tre bedste ryttere fra hvert hold sammen, og facit indgår i holdkonkurrencen. Den har altså intet at gøre med den individuelle, samlede stilling, men er alene baseret på etaperesultaterne. Det førende hold i denne konkurrence bærer rygnumre med gul baggrund, mens de almindelige er sorte cifre på hvid baggrund.

* Fighterkonkurrencen: På hver etape giver en jury point til den mest angrebsivrige rytter. Dermed etableres der en rangliste over løbets mest offensive deltagere. Den førende rytter i denne stilling udskiller sig fra de andre ved at bære et hvidt rygnummer på rød baggrund.

Hvilke typer forplejning giver man rytterne?

I Tour de France må rytterne have forplejning med fra etapens start. Desuden må de modtage vand og andre fornødenheder ved specielle, officielle forplejningszoner på ruten. Derudover må de kun modtage forplejning fra det enkelte holds servicebil. Når etapen er i gang, må løbets ryttere altså lade sig falde tilbage til de biler, der befinder sig bag feltet eller eventuelt bag en udbrydergruppe, hvis de vil have noget vand, energidrikke, frugt eller andre madprodukter. Opgaven pålægges typisk en af holdets hjælperyttere, der lader sig falde tilbage til holdets bil, hvor forplejningen rækkes ud ad vinduet. Hjælperytteren fylder lommerne i sin trøje med så mange vandflasker som muligt og kører op til feltet igen, hvor han fordeler de friske forsyninger mellem sine holdkammerater. Han sørger især for at holdkaptajnen har, hvad han skal bruge.

 

Historie og kronologi

Den franske rytter Thomas Voeckler ses på en 234,5 km lang bjergetape under tour de France den 11. juli 2014.
Den franske rytter Thomas Voeckler ses på en 234,5 km lang bjergetape under tour de France den 11. juli 2014.

Hvornår opstod ideen til Tour de France?

Ideen om et 'Tour de France' - på dansk 'Frankrig Rundt' - opstod i november 1902. Bag arrangementet stod to journalister fra sportsavisen 'L'Auto’: Géo Lefévre, der blev løbets første direktør, og Henri Desgrange, som var tidligere cykelrytter. Løbet skulle oprindeligt vare tre uger, men da startdatoen nærmede sig, og blot 15 deltagere havde vovet at tilmelde sig, måtte arrangørerne handle. Antallet af etaper blev skåret ned, startdatoen rykket og præmiesummen til vinderen forøget. Så var betingelserne gjort så fristende, at 60 mand mødte til start foran café La Reveil-Matin i Paris den 1. juli 1903.

Hvad skete der ved det første løb i 1903?

Løbets felt af ryttere skulle køre 2.428 kilometer i den første udgave af Tour de France, fordelt på seks maratonetaper:

 * 1. etape: Paris - Lyon: 467 kilometer
 * 2. etape: Lyon - Marseilles: 374 kilometer
 * 3. etape: Marseilles - Toulouse: 434 kilometer
 * 4. etape: Toulouse - Bordeaux: 268 kilometer
 * 5. etape: Bordeaux - Nantes: 425 kilometer
 * 6. etape: Nantes - Paris: 460 kilometer

Rytterne var en forunderlig blanding af mere eller mindre erfarne cyklister. Feltet bestod hovedsageligt af franskmænd, men enkelte tyske, schweiziske og belgiske ryttere deltog også. Af de 60 startende ryttere gennemførte 21. Vinderen blev skorstensfejeren Maurice Garin, der kom i mål næsten tre timer før nummer to, slagtersvenden Lucien Pothier. Løbets sidste mand kørte over målstregen næsten tre dage efter vinderen.

Hvad skete der ved det andet løb i 1904?

Den første udgave af løbet havde rejst en massiv og lidenskabelig interesse hos publikum. Året efter havde Tour de France et kaotisk forløb, der var tæt på at slå løbet ihjel. Det viste sig, at rytterne ville tage alle kneb i brug for at vinde. Flere ryttere blev diskvalificeret allerede på den første etape, da de og deres tilhængere prøvede at snyde. Løbets senere vinder samt de følgende tre i slutstillingen endte også med at blive diskvalificeret, da løbsledelsen fandt ud af, at de havde kørt noget af ruten i tog. I stedet udråbte man Henri Cornet til vinder. Episoderne fik Henri Desgrange, der var en af løbets bagmænd, til at skrive, at det ikke var sandsynligt med flere Tour de France-løb efter årets begivenheder.

Hvad skete der ved løbene 1905-1909?

Men touren vendte tilbage allerede året efter, hårdere end nogensinde. I 1905 strakte Tour de France sig over 11 etaper, herunder en tur i Alperne. På et par af disse etaper forsøgte sabotører blandt tilskuerne at ødelægge løbet ved at lægge sømbrædder på vejen, så næsten alle ryttere i feltet punkterede. Men ellers blev løbet gennemført planmæssigt. Løbets etaper var så korte, at rytterne ikke længere behøvede at tage nattetimerne til brug for at gennemføre dem. I 1906 blev den røde trekant - der indikerer etapens sidste kilometer - indført. Tre år efter fik løbet sin første ikke-franske vinder, nemlig François Faber, der var fra Luxembourg.

Hvad skete der ved løbene 1910-1919?

Pyrenæerne blev inkluderet i ruten i 1910 som en stor udfordring for feltets ryttere. På disse etaper foregik løbet på gamle bjergveje, der sjældent var mere end hjulspor. Året efter snoede ruten sig også over Alperne, og for at forhindre, at stedkendte ryttere skød genvej, indførte løbsledelsen hemmelige kontroller.

På grund af Første Verdenskrig blev touren ikke kørt i årene fra 1915-1918. Mange aktive og tidligere Tour-ryttere blev sendt til fronten, og blandt krigens 12 millioner dræbte var flere vindere af Tour de France. Tour de France vendte tilbage i 1919, og samme år blev den gule trøje indført. Valget af den gule farve skyldtes, at sportsavisen L'Auto, der arrangerede løbet, blev trykt på gult papir.

Hvad skete der ved løbene 1920-1929?

I 1920 blev belgieren Philippe Thys den første rytter, der vandt løbet tre gange. Historiens længste udgave af Tour de France blev kørt i 1926: Den var på i alt 5.745 kilometer fordelt på 17 etaper. Året efter var løbets etaper gjort væsentligt kortere, og deres antal var steget fra 17 til 24.
Et af de helt store navne i perioden var Nicolas Frantz fra Luxembourg, der kørte for det stærke Alcyon-hold. Han vandt løbet i 1927 og 1928, og blev nummer 2 i 1924 og 1926. Holdet var så dominerende i slutningen af 1920'erne, at det blev kedeligt for tilskuerne at følge med. For at bringe spændingen tilbage i løbet indførte man strukturelle regelændringer, der bremsede holdets dominans.

Samtidig blev det besluttet, at konkurrencen skulle stå mellem nationale hold i stedet for firmahold. I 1929 begyndte radioen at sende transmissioner fra løbet, og det åbnede op for en lang række kommercielle muligheder, der senere hen er blevet en betydelig del af løbet.

Hvad skete der ved løbene 1930-1939?

I 1930 gennemgik Tour de France betydelige ændringer, og feltet bestod nu af fem nationale hold, hver med otte ryttere. Holdene var Frankrig, Italien, Belgien, Spanien og Tyskland. Ændringen faldt i god jord hos løbets tilskuere, især da det var franskmanden André Leducq, der vandt løbet. Undervejs havde en anden franskmand, Charles Pélissier sat en utrolig rekord ved at vinde otte etaper i træk. Sammen med Antonin Magne var Leducq Frankrigs bedste kort i 1930'erne. Leducq vandt i 1930 og 1932, men Magne sejrede i 1931 og 1934. I 1935 blev den franske sejrsrække brudt eftertrykkeligt, da belgieren Romain Mais vandt den gule trøje på den første etape og bar den helt til Paris. Reklamekaravanen var blevet indført i 1930, og den første enkeltstart blev kørt i 1934.

Hvad skete der ved løbene 1940-1949?

Ruten for Tour de France 1940 var blevet offentliggjort, da tyske tropper rykkede ind i Frankrig og besatte landet. Løbet blev aflyst, og Tour de France blev først afviklet igen i 1947, da Anden Verdenskrig var kommet lidt på afstand.
Italiens stærkeste rytter ved krigens udbrud hed Gino Bartali. Han havde vundet Tour'en i 1938. Da løbet blev genoptaget, var en ny italiensk storrytter på banen, nemlig Fausto Coppi.

For Bartali og Coppi blev de følgende år en kronisk duel i de store etapeløb, især på de skrappe bjergetaper. I 1948 vandt Bartali syv etaper og den samlede sejr i Tour de France. Året efter henviste Coppi ham til andenpladsen. To år efter trak hele det italienske hold sig ud af løbet, efter Bartali var blevet overfaldet af franske tilhængere. Bartali var styrtet på en bjergetape, hvor han var i udbrud med franskmanden Jean Robic, og de franske tilskuere ville hjælpe deres yndling til sejr.

Hvad skete der ved løbene 1950-1959?

1950'erne kaldes cykelsportens guldalder. Feltet i Tour de France var spækket med stjerneryttere, der hver især havde potentiale til at vinde løbet. Derfor var konkurrencen knivskarp, og de fleste af de store ryttere vandt kun en eller to gange. I 1951 blev det sagnomspundne bjerg Mont Ventoux indlemmet på løbets rute for første gang, og den hollandske hovedstad Amsterdam var hjemsted for den første Tour-start i udlandet.

Louison Bobet var tidens største franske rytter. I sin karriere nåede han næsten at vinde alt, hvad der er værd at vinde i cykelsporten, blandt andet tre sejre i Tour de France. I slutningen af 1950'erne blev løbet vundet af to bjergryttere i særklasse: Charley Gaul og Federico Bahamontes. I disse år havde løbet også deltagelse af et sammenblandet internationalt hold, der blandt andet talte flere af de stærkeste danske ryttere. Hans E. Andersen gennemførte som den første dansker løbet i 1958, hvor han blev nummer 62.

Hvad skete der ved løbene 1960-1969?

I 1962 blev firmaholdene genindført i Tour de France. Løbet havde gennem flere år haft vanskeligt ved at tiltrække de bedste ryttere i verden på grund af den stive holdstruktur, der byggede på nationshold. Rytternes loyalitet og firmainteresser gik ofte på tværs af nationsskel, og det holdt flere ryttere væk. Fra starten af 1960’erne blev holdene typisk sponsoreret af firmaer uden for sportens verden. Perioden blev domineret af franskmanden Jacques Anquetil, der vandt løbet fem gange. Hans nærmeste franske konkurrent var Raymond Poulidor, der aldrig vandt løbet, men flere gange var lige ved. Han blev kendt som den 'evige to'er', og netop det gjorde ham til en af de mest populære cykelryttere i Frankrig. Dekadens løb var også præget af flere dopingsager. Englænderen Tom Simpson døde i 1967 på Mont Ventoux som følge af et massivt indtag af amfetamin og alkohol.

Hvad skete der ved løbene 1970-1979?

Årtiets løb var domineret af belgieren Eddy Merckx, der - i stil med vore dages Lance Armstrong - var en komplet rytter uden svage punkter. Desuden var han omgivet af et meget stærkt hold. Merckx havde styrken og holdet til at have fuld kontrol med løbets begivenheder hele tiden. Denne dominerende position virkede nok imponerende på alt og alle, men fra flere sider blev det hævdet, at det var en smule kedeligt i længden. Merckx vandt Tour'en fem gange - fra 1969-1972 og igen i 1974. I slutningen af 1970'erne fik Tour de France endnu en storrytter, nemlig franskmanden Bernard Hinault. Han kørte sin første Tour i 1978 - og vandt. Det gjorde han også i 1979, 1980, 1981, 1982 og 1985. Med fem sejre havde Merckx fået en værdig afløser, der ligesom belgieren formåede at kontrollere feltet under næsten alle forhold.

Hvad skete der ved løbene 1980-1989?

I 1980'erne var touren præget af tre store ryttere. Franskmændene Bernard Hinault og Laurent Fignon, og amerikaneren Greg LeMond. I starten af perioden sad Hinault tungt på løbet, godt hjulpet af sin løjtnant Greg LeMond. I 1986 byttede de to plads på podiet, og LeMond vandt yderligere løbet to gange. Tidens tredje store rytter var Fignon, som vandt løbet i 1983 og 1984. I 1989 var han så tæt på den samlede sejr som overhovedet muligt. Hans nederlag på kun 8 sekunder til LeMond på den afgørende, sidste etape hører til Tour-historiens mest berømte. Fignons aggressive og uberegnelige kørsel blev loyalt støttet af hans foretrukne hjælperytter, den danske Bjarne Riis.

Hvad skete der ved løbene 1990-1999?

Ved indgangen til 1990'erne stod det klart, at man på Banesto-holdet havde en kommende stjerne: Miguel Indurain. Han var en 'komplet rytter', der kunne klare sig godt på alle etaper, men især på enkeltstart. Her lagde han grunden til sin imponerende række på fem Tour de France-sejre i træk. Hans kritikere beskyldte ham for at køre defensivt, og frem for alt bruge sine kræfter og sit hold på at forsvare det forspring, som han havde vundet på de indlagte tidskørsler.

For danskere står 1996 som noget ganske særligt, da cykelrytteren Bjarne Riis vandt den samlede sejr i Tour de France. Danske tilskuere og medier gik i ekstase, og euforien på cykelsportens vegne nåede - efter danske forhold - ukendte højder.

Hvad skete der ved løbene 2000-2006?

I 1999-udgaven af Tour de France vandt amerikaneren Lance Armstrong fra US Postal-holdet sin første sejr i Tour de France. Dermed indledte han en imponerende række af sejre, der i alt kom til at tælle syv - endda i træk. Armstrong kunne som rytter brillere i alle terræner, og han havde et meget stærkt hold i ryggen - nemlig US-Postal, der senere skiftede navn til Discovery Channel. Hans evige rival var tyskeren Jan Ullrich, der ligeledes havde støtte fra et meget stærkt hold, nemlig det tyske Telekom, senere T-Mobile, som han kørte for i flere sæsoner. Selvom Ullrich vandt løbet en enkelt gang, lykkedes det ham aldrig for alvor at træde i karakter som Armstrongs ligemand. Han besad et potentiale, der gjorde ham til en indlysende vinder af Tour de France. Men ofte viste han ikke den viljestyrke og målrettethed, der gjorde Armstrong næsten uovervindelig.

Efter amerikanerens pension fra cykelsporten nævnte mange Jan Ullrich blandt favoritterne til at vinde Tour de France i 2006. Ullrichs tilsyneladende indblanding i en stor dopingskandale forhindrede dog, at han kunne stille til start i årets løb. Fraværet af Armstrong og Ullrich satte sit tydelige præg på løbet i 2006, der blev vundet af Floyd Landis fra USA. To år efter løbet blev det bevist, at han havde dopet sig til sejren, og den gik dermed videre til Oscar Pereiro.

Hvad skete der i Tour de France i 2007?

I 2007 blev Tour de France vundet af den unge spanske rytter Alberto Contador fra holdet Discovery Channel. Sejren kom primært i hus, fordi den førende rytter - danske Michael Rasmussen - blev trukket ud af løbet med fire etaper tilbage, inden feltet rullede ind i Paris. Inden da havde danskeren, der som udpræget bjergrytter er en skarp kontrast til de 'komplette' ryttere, erobret og forsvaret løbets gule trøje med offensiv og angrebslysten kørsel. Rasmussen kørte i den gule trøje ni dage i træk, hvilket fik danske medier til at give ham kælenavnet “den flyvende kylling”. Beslutningen om at trække danskeren ud af løbet blev truffet af danskerens daværende arbejdsgiver, det hollandske cykelhold Rabobank. Baggrunden for beslutningen var, at Michael Rasmussen ved flere tilfælde havde undladt at opgive, hvor i verden han befandt sig på et givent tidspunkt. Dermed forbrød han sig mod en regel i dopingreglementet, der foreskriver, at rytterne skal opgive deres opholdssted, så dopingkontrollanterne altid kan komme på uanmeldt besøg. Overtræder rytteren denne regel udløser det en advarsel, og tre advarsler inden for 18 måneder udløser karantæne. Det er uklart om Michael Rasmussen havde modtaget mere end to advarsler.

Sagen er blandt de mest kontroversielle i de senere års professionelle cykelsport, og mindre end en måned efter Rasmussens afsked fra løbet, opsagde Rabobanks kontroversielle holddirektør Theo de Rooij sit job. Rasmussen har siden slutningen af 2007 kørt en større erstatningssag mod Rabobank-holdet. 1. juli 2008 blev det offentliggjort, at cykelforbundet i Monaco (hvor Rasmussen bor og derfor er registreret som professionel cykelrytter) har idømt ham karantæne på to år fra hans eksklusion fra touren i 2007.

Hvad skete der i Tour de France i 2008?

Tour de France 2008 blev vundet af den rutinerede hjælperytter, spanieren Carlos Sastre fra det danske cykelhold Team CSC Saxo Bank. Det var den første tour-sejr for Bjarne Riis' hold, som ydermere triumferede ved at vinde holdkonkurrencen, have en anden rytter, luxembourgske Fränk Schleck i den gule trøje og tillige huse vinderen af ungdomskonkurrencen i skikkelse af hans bror Andy Schleck. Touren blev en stor publikumssucces, især fordi den udviklede sig til et meget tæt løb, hvor afstanden mellem Sastre og løbets nummer to, amerikaneren Cadel Evans, kun var på 58 sekunder ved målstregen i Paris.

Årets udgave af Tour de France var den femtehurtigste i løbets historie. Det tog Sastre 87 timer, 52 minutter og 52 sekunder at tilbagelægge de 3.559,5 kilometer, hvilket giver en gennemsnitsfart på 40.50 km/timen.

Hvad skete der i Tour de France 2009?

Tour de France 2009 blev vundet af spanieren Alberto Contador, der også stod øverst på podiet i 2007. Contador cyklede for det spanske hold Astana, der vendte tilbage efter at have været udelukket året inden på grund af en stor dopingskandale i 2007. Her endte hele holdet med at trække sig, inden touren nåede i mål.
Astana bød på en anden tidligere tourvinder, den rekordbrydende og -skabende amerikaner Lance Armstrong, der sluttede på en tredjeplads. Armstrong besluttede sig for at gøre et comeback i cykelsporten for at skabe opmærksomhed om den kræftsygdom, han har været i behandling for i mange år.
Og det skortede ikke på opmærksomhed om Armstrong. Mediernes søgelys var i 2009 rettet mod kappestriden mellem Contador og Armstrong, der begge kørte efter en sejr, på trods af at de var på samme hold. Stridighederne var store og er blevet bekræftet af begge ryttere efterfølgende. Mens touren endnu var i gang meddelte Armstrong, at han næste år ville stille op med et nyt hold.

I modsætning til de sidste par år fyldte dopingskandalerne befriende lidt, i omfang såvel som i omtale. Det har fået flere cykeleksperter til at udtale, at de tror, at cykelløb kan komme til at handle om cykling igen, efter flere år med doping som mediernes primære fokus.

Hvad skete der i Tour de France 2010?

Løbet var i 2010 yderst dramatisk. Allerede på første etape styrtede en række ryttere i et voldsomt regnvejr. Andy Schleck slog sin albue, men kom dog tilbage i løbet. På tredje etape var det Andys bror Fränk, der styrtede, og han måtte udgå af løbet med et brækket kraveben. På 15. etape var Andy Schleck ved at køre fra Alberto Contador på vej op ad Port de Báles, da han mistede sin kæde. Contador udnyttede uheldet og kørte i mål otte sekunder før Schleck.
For tredje gang vandt spanske Alberto Contador løbet efter en tæt duel med Andy Schleck, der vandt ungdomskonkurrencen. Fabian Cancellara og Andy Schleck kørte i gult det meste af løbet, indtil Contador overtog den gule førertrøje og kørte i den de sidste seks etaper.
Under løbet blev Contador testet positiv for det forbudte stof clenbuterol. Sidenhen blev han frikendt af det spanske cykelforbund, men både den internationale cykelunion UCI og det internationale antidopingagentur Wada ankede afgørelsen til den internationale sportsdomstol CAS. Contador har hele tiden nægtet sig skyldig og mener, at stoffet kommer fra en spansk bøf. I februar 2012 tildelte den internationale sportsdomstol CAS Alberto Contador to års karantæne, men med tilbagevirkende kraft, hvilket betød, at han allerede fra august i 2012 kunne køre løb igen. 

Hvad skete der i Tour de France 2011?

For første gang siden 2008 - og kun for anden gang siden 1967 - begyndte løbet med en fællesetape i stedet for en prolog. De luxembourgske brødre Andy og Fränk Schleck fra Team Leopard-Trek dominerede store dele af løbet, ligesom nordmanden Thor Hushovd og franskmanden Thomas Voeckler kørte i den gule førertrøje i store dele af Touren, der dog blev vundet af australieren Cadel Evans fra BMC Racing Team. Det er første gang i løbets historie, at en australier har vundet Tour de France, og den 34-årige Evans blev også ældste vinder af løbet siden Anden Verdenskrig. Mark Cavendish blev den første britiske vinder af den grønne pointtrøje.
Inden løbet var Alberto Contador suspenderet i en periode pga. en dopingundersøgelse, og i den periode var Andy Schleck favorit til at vinde løbet. Da Contadors karantæne blev ophævet, proklamerede han, at han var klar til at konkurrere i Tour de France, hvor han sluttede på en femteplads.
Ved flere tilfælde var løbets cykelryttere involverede i styrt forårsaget af pressens følgebiler. Danske Nicki Sørensen var ude for et grimt styrt efter mødet med en motorcykel, og Johnny Hoogerland og Juan Antonio Flecha blev såret efter sammenstød med en tv-bil.

Hvad skete der i Tour de France 2012?

I 2012 kunne Tour de France fejre sit 99. cykelløb. Ruten var 3.497 km lang, begyndte d. 30. juni og startede med en 6,4 km lang prolog i den belgiske by Liége. Løbet blev en stor succes for England, da Bradley Wiggins vandt samlet foran holdkammeraten Chris Froome. England endte med syv af etapesejrene. Mark Cavendish, André Greipel og Peter Sagan vandt tre etaper hver. Thomas Voeckler vandt to etaper og bjergtrøjen – og danske Chris Anker Sørensen, der siden 2007 har cyklet for Team Saxo Bank-Tinkoff, blev kåret som årets mest angrebslystne rytter. I 2007 indrømmede den danske Tour de France-vinder Bjarne Riis et årelangt dopingmisbrug – og i 2012 tog skandalerne en ny drejning, da den internationale cykelunion, UCI, besluttede at fratage den syvdobbelte Tour de France-vinder Lance Armstrong alle hans guldmedaljer og tildelte ham livsvarig karantæne fra cykelsporten.

Hvad skete der i Tour de France 2013?

I 2013 kørtes den 100. udgave af Tour de France. Det gamle cykelløb startede d. 29. juni 2013 på øen Korsika, hvor første, anden og tredje etape blev kørt. Øen er kendt for små, snørklede veje og var ukendt terræn for mange af rytterne.

De 21 etaper på i alt 3,404 kilometer blev kørt udelukkende i Frankrig – hvilket sidst var tilfældet i 1988. Løbet blev traditionen tro afsluttet på 21. etape på Champs-Élysées i Paris. Årets rute inkluderede nogle af de mest berømte bjerge i løbets historie, for eksempel en bjergafslutning på Mont Ventoux på 15. étape, Col de la Madeleine på 19. etape og for første gang en dobbelttur over og med afslutning på Alpe d´Huez på 18. etape.

Vinderen af løbet blev engelske Chris Froome, nr. 2 blev colombianeren Nairo Quintana, der vandt både bjergkonkurrencen og ungdomstrøjen. Joaquim Rodriguez Oliver blev nummer tre og Alberto Contador nummer fire – til gengæld overraskede Roman Kreuziger som sluttede på en femteplads. Set med danske briller kørte Jakob Fuglsang et godt Tour de France, som kaptajn for Astana.

Hvad skete der i Tour de France i 2014?

I 2014 startede årets Tour de France d. 5. juli i Leeds. De tre første etaper blev kørt i Storbritannien, hvorefter løbet kom til Frankrig, hvor cykelrytterne tilbagelagde resten af løbets i alt 3.664 kilometer. De i alt 21 etaper inkluderede ni nye etapebyer: Leeds, Harrogate, York, Cambridge, Ypres, Oyonnax, Risoul og Maubourguet Pays du Val d’Adour.

Vinderen af årets løb blev italieneren Vincenzo Nibali fra Astana Pro Team. Foruden Touren 2014 har han vundet Vuelta a Espana i 2014 og Giro d’Italia i 2013, hvilket der kun er fem cykelryttere før ham, der kan bryste sig af. I Information beskriver Lasse Elgaard Nibalis rolle i dette års Tour således: 

”Vincenzo Nibali satte uden synligt besvær punktum for sin regeringsperiode i denne udgave af Touren ved at køre solo til Hautacam og sin fjerde etapesejr. Som var bemærkelsesværdigt alene af den grund, at ingen rytter i den gule trøje har vundet fire ‘almindelige’ etaper siden Eddy Merckx’ dominans i 60’erne og 70’erne. Ellers var der intet usædvanligt at rapportere om Nibali, der bortset fra udlånet af den gule trøje til en franskmand på Bastilledagen har ført løbet, siden han vandt 2. etape i Sheffield.“ (se kilder). På anden- og tredjepladsen i dette års Tour kom franskmændene Jean-Christophe Péraud og Thibaut Pinot fra henholdsvis Ag2r La Mondiale og FDJ.fr. 

Forrige års vinder, Chris Froome, havde været storfavorit, men styrtede to gange på femte etape af løbet og måtte udgå.

Hvad skete der i Tour de France i 2015?

2015-udgaven af løbet startede i den hollandske by Utrecht 4. juli og sluttede i Paris den 26. juli. Løbet blev vundet af engelske Chris Froome fra Team Sky, på andenpladsen kom colombianske Nairo Quintana og på tredjepladsen spanske Alejandro Valverde. Chris Froome er den første britiske cykelrytter, der har vundet Tour de France to gange – han vandt også løbet i 2013.

Udover Chris Froome (Team Sky) var favoritterne inden løbet Alberto Contador (Tinkoff–Saxo), Nairo Quintana (Movistar Team) og Vincenzo Nibali (Astana), der havde vundet løbet i 2014. Contador havde i løbet af foråret vist sin stærke form ved blandt andet at vinde Grio d'Italia og sigtede efter at vinde to Grand Tours i streg, ligesom Marco Pantani havde vundet både Giroen og Touren i 1998.

Løbet 2016 blev dog i høj grad præget af Chris Froomes absolutte suverænitet, som ifølge mange iagttagere tog al spænding ud af løbet. Om sig havde Froome et stærkt hold, der formåede at kontrollere løbet fuldstændigt. Især tilskuerne ude på strækningerne var utilfredse med Team Skys absolutte dominans. Det medførte beskyldninger om brug af doping, og tilskuere både kastede urin på Chris Froome og spyttede på ham.

Hvilke danske ryttere har vundet etapesejre?

Tour-historien rummer 18 danske etapesejre. Mogens Frey - der gik under navnet "Jernmanden" - sikrede den første danske etapesejr i 1970 ved at vinde den 9. etape, der var løbets længste. Sammen med sin holdkaptajn, portugiseren Agostinho, kom han alene til målet. Da Frey kun var hjælperytter på holdet, regnede alle med, at han ville følge de uskrevne love omkring et cykelholds hierarki og lade være med at forsøge at snuppe sejren fra kaptajnen. Det blæste Frey på, og han spurtede for at vinde. Agostinho satte hånden ned på danskerens styr for at holde ham tilbage, så han selv kunne trille over målstregen som vinder. Portugiseren blev efterfølgende diskvalificeret og etapesejren givet til Frey. De danske vindere er:

 * Mogens Frey (1970): 9. etape, 270 kilometer
 * Kim Andersen (1983): 12. etape, 261 kilometer
 * Jørgen V. Petersen (1985): 10. etape, 205 kilometer
 * Johnny Weltz (1988): 19. etape, 188 kilometer
 * Jesper Skibby (1993): 5. etape, 225 kilometer
 * Bjarne Riis (1993): 7. etape, 199 kilometer
 * Bo Hamburger (1994): 8. etape, 219 kilometer
 * Bjarne Riis (1994): 13. etape, 223 kilometer
 * Rolf Sørensen (1994): 14. etape, 202 kilometer
 * Bjarne Riis (1996): 9. etape, 46 kilometer
 * Rolf Sørensen (1996): 13. etape, 177 kilometer
 * Bjarne Riis (1996): 16. etape, 199 kilometer
 * Jakob Piil (2003): 10. etape, 220 kilometer
 * Michael Rasmussen (2005): 9. etape, 171 kilometer
 * Michael Rasmussen (2006): 16. etape, 182 kilometer
 * Michael Rasmussen (2007): 8. etape, 165 kilometer og 16. etape, 219 kilometer
 * Nicki Sørensen (2009): 12. etape, 211,5 kilometer

Hvilke danske ryttere har kørt i den gule trøje?

Fem danske ryttere har båret den gule førertrøje i Tour de France-historien. Som den første dansker erobrede Kim Andersen - der blev kaldt 'Le Grand', på dansk 'Den store' - den gule førertrøje. Han bar den i 6 dage, indtil han mistede den efter en etape i Pyrenæerne. Andersens præstationer tændte interessen for Tour de France hos det danske publikum, en interesse der eksploderede med et kæmpe brag i 1996, hvor det lykkedes Bjarne Riis at bære førertrøjen helt til Paris og vinde Tour de France. Interessen blev også kraftigt forstærket af de danske mediers intensive dækning af Tour-begivenhederne. Den gule førertrøje er blevet båret af følgende danske ryttere:

 * Kim Andersen: 6 dage i 1983 / 4 dage i 1985
 * Jørgen V. Petersen: 5 dage i 1986
 * Rolf Sørensen: 4 dage i 1991
 * Bjarne Riis: 1 dag i 1995 / 13 dage i 1996
 * Bo Hamburger: 1 dag i 1998
 * Michael Rasmussen: 9 dage i 2007

Hvilke danske ryttere har kørt i den prikkede bjergtrøje?

To danske ryttere fra det flade Danmark har kørt i den rødprikkede bjergtrøje i Tour de France. Bjarne Riis blev den første dansker i trøjen i 1993, hvor han kørte i trøjen en enkelt dag. I 2005 erobrede Michael Rasmussen trøjen efter et imponerende soloridt over flere skrappe stigninger. Ud over trøjen, som han forsvarede til løbets afslutning, vandt han også selve etapen. Året efter gentog han kunststykket på løbets ’kongeetape’, det vil sige løbets sværeste etape. Efter at have erobret trøjen forsvarede han den til Paris, hvor løbet altid slutter. 72

I 2007 kørte han i trøjen i otte dage, fra 8. til 15 etape. I 2012 bar Michael Mørkøv trøjen i seks dage, fra 1. til 6. etape.