Jonas Vingegaard i den gule trøje på podiet i Paris
Da Tour de France-feltet kørte ind over målstregen i Paris i 2022, var det med danske Jonas Vingegaard i den gule trøje.
Foto: Eurasia Sport Images/SIPA/Ritzau Scanpix

Tour de France

Få teksten læst op 
Få teksten læst op
Print-venlig version af hele artiklen

Kopier link til artiklen

Link er kopieret.

cand.mag. Tore Daa Funder, iBureauet. Opdateret af journalist Sune Navntoft, Bureauet, juni 2021. Opdateret af journalist Lasse Skytt, juli 2022.
Emneord
cykelsport
cykelløb
Tour de France
Top image group
Jonas Vingegaard i den gule trøje på podiet i Paris
Da Tour de France-feltet kørte ind over målstregen i Paris i 2022, var det med danske Jonas Vingegaard i den gule trøje.
Foto: Eurasia Sport Images/SIPA/Ritzau Scanpix
Main image
Moviestar team træner nær Bogota i Columbia i juni 2016.
Moviestar team træner nær Bogota i Columbia i juni 2016.
Foto: John Vizcaino / Scanpix

Indledning

Sammen med De Olympiske Lege og VM i fodbold hører Tour de France til blandt de største idrætsbegivenheder i verden, og efter Jonas Vingegaards samlede sejr i 2022 er cykelløbet ikke blevet mindre populært på dansk grund. Over tre uger i juli hvert år danner de franske landeveje ramme om store sejre, drømme og nederlag i det, der af mange bliver kaldt verdens hårdeste cykelløb. Løbet tryllebinder cykelfans over hele kloden – mellem 12 og 15 millioner tilskuere fra mere end 60 nationaliteter følger hvert år Tour de France ude på etaperne. Men der er også en bagside af medaljen, nemlig doping.
I de senere år har der været massivt fokus på at bekæmpe dopingmisbrug inden for cykelsporten efter en årrække med den ene dopingskandale efter den anden. I 1990’erne kulminerede dopingafsløringerne under Tour de France i 1998. Et årti senere var der stadig problemer, da bl.a. den danske cykelrytter Michael Rasmussen blev hevet ud af løbet af sit hold, fordi holdet mente, at han for at undgå dopingtest havde skabt usikkerhed om, hvor han opholdt sig før løbet. I 2012 kom det frem, at den syvdobbelte Tour-vinder Lance Armstrong havde dopet sig under alle sine sejre, og han blev frataget titlerne.

I Tour de France er der tradition for, at de første par etaper køres uden for Frankrig, og i 2022 kom Touren til Danmark for første gang. Løbet begyndte i København, hvorefter rytterne kørte over Sjælland og Fyn til Jylland på de følgende to etaper, inden Touren fortsatte på de franske landeveje. I forbindelse med præsentationen af de tre Tour-etaper på dansk grund kom også en anden stor nyhed: et helt nyt Tour de France for kvinder, hvor rytterne i 2022 skal ud på otte etaper over godt 1.000 kilometer med start i Paris og afslutning på bjergstigningen La Super Planche des Belles Filles i bjergkæden Vogeserne i det nordøstlige Frankrig.

Den danske cykelrytter Bjarne Riis hyldes for at have vundet Tour de France i 1996. Klip fra DR den 22. juli 1996.

Artikel type
faktalink

Introduktion til Tour de France

Print-venlig version af dette kapitel - Introduktion til Tour de France

Hvad er det særlige ved Tour de France?

Tour de France omtales ofte som 'verdens hårdeste etapeløb'. For en professionel cykelrytter er ’Touren’ det mest prestigefyldte løb, man kan vinde gennem hele året. Med en længde på mellem 3.000 og 4.000 kilometer – den præcise længde varierer fra år til år – er det verdens længste etapeløb.

I Tour de France konkurrerer rytterne dels om at vinde løbet sammenlagt, dels om at vinde én eller flere af løbets etaper. Løbet afvikles over ca. tre uger i juni og juli måned, hvor der køres omkring 20 etaper. Det mest prestigefyldte er at vinde løbet sammenlagt og dermed den gule trøje. Den gule trøje skifter ofte ejermand i løbet af Touren, da det altid er den rytter med den hurtigste samlede tid, der bærer trøjen. Løbet er en stor kulturbegivenhed, ikke mindst i Frankrig. Det har en helt særlig betydning, hvis en fransk cykelrytter kan vinde på den franske nationaldag, Bastille-dagen, den 14. juli.

Tour de France er også det cykelløb i verden, der har det største præmiebeløb. Ifølge TV 2-artiklen ”Så meget har Tour-holdene tjent” (se kilder) var den samlede præmiesum i 2021 på 2.228.450 euro, hvilket svarer til ca. 16,5 millioner danske kroner. Heraf gik ca. 3,7 millioner kroner til sloveneren Tadej Pogacar, som vandt løbet for anden gang i træk. Præmiesummens størrelse har dog mistet en del af dens værdi for rytterne, idet de største penge er at tjene ved de aktiviteter, der følger i kølvandet på en sejr, eksempelvis sponsoraftaler. Samtidig har løbet en mediedækning, der overgår næsten alle andre sportsbegivenheder i verden. I dag står den franske organisation A.S.O (Amaury Sport Organisation), som bl.a. ejer den verdensberømte, franske sportsavis L'Équipe, som arrangør af Tour de France. De mange praktiske forhold omkring løbets afvikling ligger imidlertid også i hænderne på selskabet Société du Tour de France.

Hvad kendetegner et etapeløb som Tour de France?

Tour de France tilhører gruppen af løb, der er delt op i flere etaper. Der køres én etape per dag i løbsperioden – undtaget de enkelte hviledage, der er indlagt for at give rytterne mulighed for at restituere en smule. Hver etape er i sig selv et cykelløb, hvor der findes en vinder. Rytterne kører alle med et bestemt nummer på cyklen. Løbsledelsen holder øje med dette nummer, når rytterne passerer målstregen. Efter hver etape regner løbsledelsen sig vha. den nyeste tidsteknologi frem til, hvilken rytter der fører i den samlede stilling – også kaldet løbets 'klassement'. Den rytter, der ved løbets slutning har haft den hurtigste køretid på alle etaper tilsammen, vinder Tour de France.

Hvilke regler findes der i Tour de France?

Der køres efter det generelle reglement for etapeløb, der er fastsat af den internationale cykelunion, UCI. Reglerne handler bl.a. om rytternes opførsel på ruten; det er f.eks. forbudt at skubbe til hinanden. Regelsættet suppleres af en samling særligt udformede regler, der er tilpasset Touren. Det er f.eks. forbudt for rytterne at tale i mobiltelefon under etapen.
Hvis en rytter gribes i mindre forseelser, idømmes han typisk en bøde på 50-200 schweizerfranc – ca. 350 til 1.400 kroner. Sportsdirektøren for det hold, som rytteren kører for, idømmes også en bøde, da det i sidste ende er sportsdirektøren, der er ansvarlig for, at holdets ryttere følger reglerne. En hyppig forseelse, som ifølge artiklen ”Tour-stjerner straffes hårdt for disse regnbuestriber” (se kilder), udløser en bøde på 200 schweizerfranc, er de såkaldte ”sticky bottles”, hvor rytterne holder lidt for længe fast i vanddunken, når de får den fra servicebilen og dermed bliver trukket af bilen i et par sekunder. Er forseelsen mere alvorlig, kan den straffes med eksempelvis en større bøde, en tids- eller pointstraf eller i sidste ende diskvalifikation. I 2021 fik belgieren Wout van Aert en bøde på 200 schweizerfranc for at have holdt tissepause i vejkanten i løbet af en Tour-etape.

Hvilke typer etaper findes der i Tour de France?

Ruten i Tour de France, der fører rytterne igennem store dele af det franske landskab, er opdelt i etaper. Der er tre hovedtyper af etaper:

  • De flade etaper: Her er ruten – eller det meste af ruten – på flad vej. I den samlede stilling har disse etaper sjældent afgørende betydning, idet der ikke sker store tidsforskydninger i løbets 'klassement'. Det skyldes, at feltet ofte kommer 'samlet ind', og at alle rytterne får noteret samme tid. Som regel bliver de flade etaper vundet af en sprinter, der vinder i en massespurt.
  • Bjergetaperne: Bjergetaperne er de vanskeligste og de mest dramatiske. Her skal rytterne kæmpe sig over flere vanskelige bjergpas. I hver etape inddeles bjergene i fem kategorier efter sværhedsgrad, fra 1, 2, 3 og 4 til 'HC' – 'hors catégorie'. Det er fransk og betyder, at denne stigning er så skrap, at den betegnes som værende uden for kategori. Etaperne er ofte meget afgørende for udfaldet af hele Tour de France. Det er nemlig her, at de væsentligste forskydninger i den samlede stilling finder sted. De er ofte her, at nogle ryttere går ”sukkerkolde”, mens dem, der har ”gode ben” på dagen, kan stikke af og vinde værdifuld tid.
  • Enkeltstarterne: Her kører rytterne enkeltvis på en rute, der både kan strække sig på flad vej og i mere bjergrigt terræn. Rytterne starter med et par minutters mellemrum, og der tages tid på hver enkelt. Den rytter, der har kørt ruten igennem hurtigst, vinder enkeltstarten.

Ud over de tre hovedtyper finder man ’prologen’. Den kan betegnes som en slags mini-enkeltstart, der strækker sig over nogle få kilometer og indleder årets løb. Prologen har to formål. For det første giver den arrangørerne lejlighed til at præsentere rytterne én efter én. For det andet indfører prologen med det samme tidsforskydninger i 'klassementet', sådan at der kommer en rytter i gult på løbets første dag. I 2022 indledes Touren med en prolog i Københavns gader.

Kategorierne blev oprindeligt lavet af hensyn til ledsagerbilerne. Ved at studere rutens kategorier kunne chaufføren vurdere, om bilen havde kræfter til at køre over bjerget, eller om stigningen var for stejl for rytternes motoriserede følgesvende.

Hvordan er hierarkiet på Tour-holdene?

En velfungerende holdstruktur kan være afgørende i et holds kamp for at vinde den gule trøje. Et hold i Tour de France har typisk et hierarki, der tillader stjernerne på hvert hold at koncentrere sig om sejren. Fordelingen af arbejdsopgaver mellem et holds ryttere ser typisk således ud:

  • Holdkaptajn: Rytteren, der skal køres frem til den samlede sejr. Undervejs på ruten dirigerer kaptajnen med holdets øvrige ryttere.
  • Løjtnant: Holdets vigtigste hjælperytter. Løjtnanten skal sørge for, at holdkaptajnens ønsker og taktiske hensigter bliver givet videre til holdets andre ryttere. Det er også løjtnantens opgave at støtte og hjælpe kaptajnen på rutens nøglepunkter – det vil sige på særligt vanskelige passager, hvor holdets øvrige ryttere ofte ikke kan følge med.
  • Hjælperyttere: Resten af holdet består af hjælperyttere, der har en bred vifte af forskellige opgaver i holdets bestræbelser på at køre kaptajnen frem til den samlede sejr. De søger generelt at neutralisere de andre holds angreb for at forbedre deres eget holds vinderchancer.
  • Sprinter: På de flade etaper, som ofte ender i en massespurt, er sprinteren hovedperson. Han har de bedste chancer for at vinde etapen, og derfor har den næst hurtigste rytter på holdet til opgave at ”aflevere” ham et fordelagtigt sted i feltet, når det nærmer sig målstregen. Herefter er det sprinterens opgave at køre sejren hjem.

Ud over rytterne i sadlen består et cykelhold også af en sportsdirektør. Han kan på en måde sammenlignes med en manager i en fodboldklub. Det er f.eks. ham, der i samråd med kaptajnen lægger taktikken og dirigerer med holdets øvrige ryttere.

Hvilke ryttertyper findes der?

Flere eksperter, bl.a. idrætsforskeren Chris MacDonald, inddeler rytterne i dagens Tour de France i tre hovedkategorier og en fjerde, eksklusiv klasse:

  • "Temporyttere": Ryttere, der har specialiseret sig i kørsel på flad vej og på enkeltstarter.
  • "Klatrere": Ryttere, der klarer sig godt på de stejle bjergskråninger.
  • "Komplette ryttere": Ryttere, der er moderat gode i alle terræner.
  • Den fjerde eksklusive klasse er ryttere, der kan brillere i alle terræner. Her nævnes moderne eksempler som spanieren Miguel Indurain, tyskeren Jan Ullrich, amerikaneren Lance Armstrong og de stadig aktive briter Chris Froome og Geraint Thomas. De senere år har den dobbelte Tour-vinder Tadej Pogacar fra Slovenien markeret sig som en rytter, der kan brillere i alle terræner.

Temporytterne hører generelt til de tunge i feltet med en kropsvægt på mellem 70 og 75 kg, mens klatrerne typisk vejer mellem 58 og 65 kg. De komplette ryttere befinder sig vægtmæssigt mellem de to kategorier. På flad vej kan det være en fordel at have en forholdsvis høj kropsvægt, men det bliver vendt til en ulempe i det øjeblik, ruten bliver mere kuperet.

Hvilke konkurrencer findes der i dag i Tour de France?

Tour de France består af flere forskellige konkurrencer, der tilsammen skaber løbets helhed. Antallet og udformningen af disse konkurrencer revideres jævnligt. I 2022-udgaven af Tour de France så de således ud:

  • Det samlede 'klassement': Kampen om den gule trøje. Dette er den mest prestigefyldte konkurrence, og den gule trøje tildeles etape for etape til den rytter, der har bedste tid sammenlagt.
  • Pointkonkurrencen: Kampen om den grønne trøje. Er oftest en kappestrid, der tilgodeser sprinterne. Der tildeles point ved hvert etapemål samt ved spurter undervejs på ruten. De er opdelt i fire kategorier – flade, kuperede, bjerge og enkeltstarter – og der er flest point at hente på de flade spurter.
  • Bjergkonkurrencen: Kampen om den hvide trøje med de røde prikker. I denne konkurrence gives der point til de ryttere, der forcerer stigningen hurtigst. Der uddeles flest bjergpoint på de skrappe stigninger i kategorierne '1' og 'HC'.
  • Ungdomskonkurrencen: Kampen om den hvide trøje. Denne konkurrence er forbeholdt ryttere under 25 år. Stillingen regnes ganske enkelt ud efter det samlede 'klassement' – den bedst placerede unge rytter i kampen om den gule trøje sikrer sig retten til at bære den hvide trøje.
  • Holdkonkurrencen: Her er ingen trøje. På hver etape lægges tiden for de tre bedste ryttere fra hvert hold sammen, og facit indgår i holdkonkurrencen. Den har altså intet at gøre med den individuelle, samlede stilling, men er alene baseret på etaperesultaterne. Det førende hold i denne konkurrence bærer rygnumre med gul baggrund, mens de øvrige har sorte cifre på hvid baggrund.
  • Fighterkonkurrencen: På hver etape giver en jury point til den mest angrebsivrige rytter. Dermed etableres der en rangliste over løbets mest offensive deltagere. Den førende rytter i denne konkurrence udskiller sig ved at bære hvidt rygnummer på rød baggrund.

Hvilke typer forplejning giver man rytterne?

I Tour de France må rytterne have forplejning med fra etapens start. Desuden må de modtage vand og andre fornødenheder ved specielle, officielle forplejningszoner på ruten. Derudover må de kun modtage forplejning fra det enkelte holds servicebil. Når etapen er i gang, må løbets ryttere altså lade sig falde tilbage til de biler, der befinder sig bag feltet eller eventuelt bag en udbrydergruppe, hvis de vil have vand, energidrikke, frugt eller andre madprodukter. Opgaven pålægges typisk en af holdets hjælperyttere, der lader sig falde tilbage til holdets bil, hvor forplejningen rækkes ud ad vinduet. Hjælperytteren fylder lommerne i sin trøje med så mange vandflasker som muligt og kører op til feltet igen, hvor han fordeler de friske forsyninger mellem sine holdkammerater. Han sørger især for, at holdkaptajnen har, hvad han skal bruge.

Historie og kronologi

Print-venlig version af dette kapitel - Historie og kronologi
Den franske rytter Thomas Voeckler ses på en 234,5 km lang bjergetape under tour de France den 11. juli 2014.
Den franske rytter Thomas Voeckler ses på en 234,5 km lang bjergetape under tour de France den 11. juli 2014.

Hvornår opstod ideen til Tour de France?

Idéen om et 'Tour de France' – på dansk 'Frankrig Rundt' – opstod i november 1902. Bag arrangementet stod to journalister fra sportsavisen 'L'Auto’: Géo Lefévre, der blev løbets første direktør, og Henri Desgrange, som var tidligere cykelrytter. Løbet skulle oprindeligt vare tre uger, men da startdatoen nærmede sig, og blot 15 deltagere havde vovet at tilmelde sig, blev antallet af etaper skåret ned, startdatoen rykket og præmiesummen til vinderen forøget. Så var betingelserne gjort så fristende, at 60 mand mødte til start foran café La Reveil-Matin i Paris den 1. juli 1903.

Hvad skete der ved det første løb i 1903?

Løbets felt af ryttere skulle køre 2.428 kilometer i den første udgave af Tour de France, fordelt på seks maratonetaper:

  • 1. etape: Paris – Lyon: 467 kilometer
  • 2. etape: Lyon – Marseilles: 374 kilometer
  • 3. etape: Marseilles – Toulouse: 434 kilometer
  • 4. etape: Toulouse – Bordeaux: 268 kilometer
  • 5. etape: Bordeaux – Nantes: 425 kilometer
  • 6. etape: Nantes – Paris: 460 kilometer

Rytterne var en forunderlig blanding af mere eller mindre erfarne cyklister, hovedsageligt af franskmænd, men enkelte tyske, schweiziske og belgiske ryttere deltog også. Af de 60 startende ryttere gennemførte 21. Vinderen blev skorstensfejeren Maurice Garin, der kom i mål næsten tre timer før nummer to, slagtersvenden Lucien Pothier. Løbets sidste mand kørte over målstregen næsten tre dage efter vinderen.

Hvad skete der ved det andet løb i 1904?

Den første udgave af løbet havde rejst en massiv og lidenskabelig interesse hos publikum. Året efter havde Tour de France et kaotisk forløb, der var tæt på at slå løbet ihjel. Det viste sig, at rytterne var parate til at bruge alle kneb for at vinde. Flere ryttere blev diskvalificeret allerede på første etape, da de og deres tilhængere prøvede at snyde. Løbets senere vinder samt de følgende tre i slutstillingen endte også med at blive diskvalificeret, da løbsledelsen fandt ud af, at de havde kørt noget af ruten i tog. I stedet udråbte man Henri Cornet til vinder. Episoderne fik Henri Desgrange, en af løbets bagmænd, til at skrive, at det efter årets begivenheder ikke var sandsynligt med flere Tour de France-løb.

Hvad skete der ved løbene 1905-1909?

På trods af tumulten og det massive snyderi vendte Touren tilbage allerede året efter, hårdere end nogensinde. I 1905 strakte Tour de France sig over 11 etaper, herunder en tur i Alperne. På et par etaper forsøgte sabotører blandt tilskuerne at ødelægge løbet ved at lægge sømbrædder på vejen, så næsten alle ryttere i feltet punkterede. Men ellers blev løbet gennemført planmæssigt. Løbets etaper var så korte, at rytterne ikke længere behøvede at køre om natten for at gennemføre dem. I 1906 blev den røde trekant – der indikerer etapens sidste kilometer – indført. Tre år efter fik løbet sin første ikke-franske vinder, François Faber fra Luxembourg.

Hvad skete der ved løbene 1910-1919?

Pyrenæerne blev inkluderet i ruten i 1910 som en stor udfordring for feltets ryttere. På disse etaper foregik løbet på gamle bjergveje, der sjældent var mere end hjulspor. Året efter snoede ruten sig også over Alperne, og for at forhindre, at stedkendte ryttere skød genvej, indførte løbsledelsen hemmelige kontroller.
På grund af Første Verdenskrig blev Touren ikke kørt i årene 1915-1918. Mange aktive og tidligere Tour-ryttere blev sendt til fronten, og blandt krigens 12 millioner dræbte var flere tidligere Tour de France-vindere. Tour de France vendte tilbage i 1919, og samme år blev den gule trøje indført. Valget af den gule farve skyldtes, at sportsavisen L'Auto, der arrangerede løbet, blev trykt på gult papir.

Hvad skete der ved løbene 1920-1929?

I 1920 blev belgieren Philippe Thys den første rytter, der vandt løbet tre gange. Historiens længste udgave af Tour de France blev kørt i 1926: i alt 5.745 kilometer fordelt på 17 etaper. Året efter var løbets etaper væsentligt kortere, og antallet var steget fra 17 til 24.
Et af de helt store navne i perioden var Nicolas Frantz fra Luxembourg, der kørte for det stærke Alcyon-hold. Han vandt løbet i 1927 og 1928 og blev nummer 2 i 1924 og 1926. Holdet var så dominerende i slutningen af 1920'erne, at det blev kedeligt for tilskuerne at følge med. For at bringe spændingen tilbage i løbet indførte man strukturelle regelændringer, der bremsede holdets dominans.
Samtidig blev det besluttet, at konkurrencen skulle stå mellem nationale hold i stedet for firmahold. I 1929 begyndte radioen at sende transmissioner fra løbet, og det åbnede for en række kommercielle muligheder, der senere er blevet en betydelig del af løbet.

Hvad skete der ved løbene 1930-1939?

I 1930 gennemgik Tour de France betydelige ændringer, og feltet bestod nu af fem nationale hold, hver med otte ryttere, fra Frankrig, Italien, Belgien, Spanien og Tyskland. Ændringen faldt i god jord hos løbets tilskuere, især da var franskmanden André Leducq, vandt. Undervejs havde en anden franskmand, Charles Pélissier, sat en utrolig rekord ved at vinde otte etaper i træk. Sammen med Antonin Magne var Leducq Frankrigs bedste kort i 1930'erne. Leducq vandt i 1930 og 1932, men Magne sejrede i 1931 og 1934. I 1935 blev den franske sejrsrække brudt eftertrykkeligt, da belgieren Romain Mais vandt den gule trøje på første etape og beholdt den helt til Paris. Reklamekaravanen var blevet indført i 1930, og den første enkeltstart blev kørt i 1934.

Hvad skete der ved løbene 1940-1949?

Ruten for Tour de France 1940 var blevet offentliggjort, da tyske tropper rykkede ind i Frankrig og besatte landet. Løbet blev aflyst, og Tour de France blev først afviklet igen i 1947, da Anden Verdenskrig var kommet lidt på afstand. Italiens stærkeste rytter ved krigens udbrud hed Gino Bartali. Han havde vundet Touren i 1938. Da løbet blev genoptaget, var en ny italiensk storrytter med, nemlig Fausto Coppi.
For Bartali og Coppi blev de følgende år en lang duel i de store etapeløb, især på de skrappe bjergetaper. I 1948 vandt Bartali syv etaper og den samlede sejr i Tour de France. Året efter henviste Coppi ham til andenpladsen. To år efter trak hele det italienske hold sig ud af løbet, efter at Bartali var blevet overfaldet af franske tilhængere. Bartali var styrtet på en bjergetape, hvor han var i udbrud med franskmanden Jean Robic, og de franske tilskuere ville hjælpe deres yndling til sejr.

Hvad skete der ved løbene 1950-1959?

1950'erne kaldes cykelsportens guldalder. Feltet i Tour de France var spækket med stjerneryttere, der hver især havde potentiale til at vinde. Derfor var konkurrencen knivskarp, og de fleste af de store ryttere vandt kun en eller to gange. I 1951 skulle rytterne for første gang forcere det sagnomspundne bjerg Mont Ventoux, og samme år havde Amsterdam æren af at lægge gader til den første Tour-start i udlandet.
Louison Bobet var tidens største franske rytter. I sin karriere nåede han næsten at vinde alt, hvad der er værd at vinde i cykelsporten, bl.a. tre sejre i Tour de France. I slutningen af 1950'erne blev løbet vundet af to bjergryttere i særklasse: Charley Gaul og Federico Bahamontes. I disse år havde løbet også deltagelse af et internationalt hold, der bl.a. talte flere stærke danske ryttere. Hans E. Andersen gennemførte som den første dansker løbet i 1958, hvor han blev nummer 62.

Hvad skete der ved løbene 1960-1969?

I 1962 blev firmaholdene genindført i Tour de France. Løbet havde gennem flere år haft vanskeligt ved at tiltrække de bedste ryttere i verden pga. den stive holdstruktur, der byggede på nationalitet. Rytternes loyalitet og firmainteresser gik ofte på tværs af landegrænser, og det holdt nogle ryttere væk. Fra starten af 1960’erne blev holdene typisk sponsoreret af firmaer uden for sportens verden. Perioden blev domineret af franskmanden Jacques Anquetil, der vandt løbet fem gange. Hans nærmeste franske konkurrent, Raymond Poulidor, vandt aldrig løbet, men var flere gange lige ved. Han blev kendt som den 'evige to'er', og netop det gjorde ham til en af de mest populære cykelryttere i Frankrig. Dette årtis var også præget af flere dopingsager. Englænderen Tom Simpson døde i 1967 på Mont Ventoux som følge af massivt indtag af amfetamin og alkohol.

Hvad skete der ved løbene 1970-1979?

Årtiets løb var domineret af belgieren Eddy Merckx, der – i stil med den senere vinder Lance Armstrong – var en komplet rytter uden svage punkter, omgivet af et meget stærkt hold. Merckx havde styrken og holdet til at kontrollere løbets begivenheder, og flere begyndte at finde løbet en kende kedeligt pga. den manglende konkurrence. Merckx vandt Touren fem gange – fra 1969-1972 og igen i 1974. I slutningen af 1970'erne fik Tour de France endnu en storrytter, franskmanden Bernard Hinault. Han kørte sin første Tour i 1978 – og vandt. Det gjorde han også i 1979, 1980, 1981, 1982 og 1985. Merckx havde fået en værdig afløser, der ligesom belgieren formåede at kontrollere feltet under næsten alle forhold.

Hvad skete der ved løbene 1980-1989?

I 1980'erne var touren præget af tre store ryttere; franskmændene Bernard Hinault og Laurent Fignon og amerikaneren Greg LeMond. I starten af perioden sad Hinault tungt på løbet, godt hjulpet af sin løjtnant Greg LeMond. I 1986 byttede de to plads på podiet, og LeMond vandt yderligere løbet to gange. Tidens tredje store rytter var Fignon, som vandt i 1983 og 1984. I 1989 var han så tæt på den samlede sejr som overhovedet muligt. Hans nederlag på kun otte sekunder til LeMond på den afgørende, sidste etape hører til Tour-historiens mest berømte. Fignons aggressive og uberegnelige kørsel blev loyalt støttet af danske Bjarne Riis, som på daværende tidspunkt var hans foretrukne hjælperytter.

Hvad skete der ved løbene 1990-1999?

Ved indgangen til 1990'erne stod det klart, at man på Banesto-holdet havde en kommende stjerne: spanieren Miguel Indurain. Han var en 'komplet rytter', der klarede sig godt på alle etaper – især på enkeltstarter. Han vandt fem Tour de France-sejre i træk. Hans kritikere beskyldte ham for at køre defensivt og bruge sine kræfter og sit hold på at forsvare det forspring, han havde vundet på de indlagte tidskørsler.

I 1996 vandt Bjarne Riis vandt den samlede sejr i Tour de France. Danske tilskuere og medier gik i ekstase, og euforien på cykelsportens vegne nåede ukendte højder efter danske forhold.
De følgende år blev domineret af dopingskandaler, kulminerende med 1998, hvor det franske Festina-hold blev smidt ud af løbet, ligesom rytterne strejkede på flere af etaperne.

Hvad skete der ved løbene 2000-2009?

I 1999-udgaven af Tour de France vandt amerikaneren Lance Armstrong fra US Postal-holdet sin første sejr i Tour de France. Dermed indledte han en imponerende række sejre, syv i træk. Armstrong brillerede i alle terræner og havde et meget stærkt hold i ryggen – US Postal, der senere skiftede navn til Discovery Channel. Hans evige rival var tyskeren Jan Ullrich fra tyske Telekom, senere T-Mobile. Selvom Ullrich vandt løbet en enkelt gang, i 1997, lykkedes det ham aldrig for alvor at træde i karakter som Armstrongs ligemand. Ullrich besad et potentiale, der gjorde ham til en indlysende udfordrer, men Armstrongs viljestyrke og målrettethed gjorde ham næsten uovervindelig.

Efter amerikanerens pension fra cykelsporten var Ullrich blandt favoritterne til at vinde Tour de France i 2006. Anklager om Ullrichs indblanding i en stor dopingskandale forhindrede dog, at han kunne stille til start. Fraværet af Armstrong og Ullrich satte sit tydelige præg på løbet i 2006, der blev vundet af Floyd Landis fra USA. To år efter blev det bevist, at Landis havde dopet sig til sejren, som derfor gik videre til spanske Oscar Pereiro.

Året efter lå den danske rytter Michael Rasmussen til at vinde løbet med få etaper igen. Men hans hollandske hold Rabobank valgte at trække Rasmussen ud af løbet, fordi han i flere tilfælde før løbet havde undladt at oplyse, hvor i verden han befandt sig på et givent tidspunkt. Dermed forbrød han sig mod en regel i dopingreglementet, der foreskriver, at rytterne skal opgive deres opholdssted, så dopingkontrollanterne altid kan komme på uanmeldt besøg. Sejren i Touren gik i stedet til spanieren Alberto Contador, og Michael Rasmussen fik en karantæne på to år, hvorefter danskeren endte sin karriere.

Hvad skete der ved løbene 2010-2019?

Det blev et årti med flere forskellige Tour-vindere, ofte fra det britiske storhold Team Sky. Sydafrikaneren Chris Froome vandt løbet fire gange, men opnåede aldrig folkelig popularitet. To andre Sky-ryttere – Bradley Wiggins og Geraint Thomas – vandt også løbet. I 2009 og 2010 var den tidligere vinder Lance Armstrong vendt tilbage, men det lykkedes ham ikke at nå øverst på podiet. I 2012 tog dopingskandalerne en ny drejning, da den internationale cykelunion, UCI, besluttede at fratage den syvdobbelte Tour de France-vinder alle hans guldmedaljer og give ham livsvarig karantæne fra cykelsporten. Armstrong indrømmede i et grådkvalt interview med tv-værten Oprah Winfrey, at han i årevis havde dopet sig for at vinde.

Hvad skete der ved løbene 2020-2022?

Pga. coronapandemien blev Tour de France i 2020 afviklet fra 29. august til 20. september, to måneder senere end normalt. Løbet startede i Nice og blev afviklet inden for Frankrigs grænser. Den unge slovener Tadej Pogacar kunne lade sig hylde som vinder efter at have slået landsmanden Primoz Roglic på den sidste enkeltstart. Undervejs vandt danske Søren Kragh Andersen to etaper. Slovenske Pogacar gentog bedriften året efter med sin anden Tour-sejr, hvor den danske komet Jonas Vingegaard samtidig slog igennem og endte på løbets andenplads som bedste dansker siden Bjarne Riis i 1996.

I 2022-udgaven af Tour de France, som begyndte på dansk grund, vandt Jonas Vingegaard den gule førertrøje og den endelig sejr som første dansker siden Bjarne Riis i 1996. Den unge nordjyde vandt også bjergtrøjen og to etaper undervejs. Desuden vandt danskerne Mads Pedersen og Magnus Cort hver en etape, og sidstnævnte kørte sågar en uge i den prikkede bjergtrøje.

Hvilke danske ryttere har vundet etapesejre i Tour de France?

Tour-historien rummer 25 danske etapesejre. Mogens Frey, der gik under navnet "Jernmanden", tog den første danske etapesejr i 1970 ved at vinde 9. etape, løbets længste. Frem og hans holdkaptajn, portugiseren Agostinho, kom alene til opløbsstrækningen. Da Frey kun var hjælperytter på holdet, regnede alle med, at han ville følge de uskrevne regler om et cykelholds hierarki og undlade at snuppe sejren fra kaptajnen. Det blæste dog Frey på og spurtede for at vinde. Agostinho satte hånden ned på danskerens styr for at holde ham tilbage, så han selv kunne køre over målstregen som vinder. Portugiseren blev efterfølgende diskvalificeret og etapesejren givet til Frey. De danske vindere er:

  • Mogens Frey (1970): 9. etape, 270 kilometer
  • Kim Andersen (1983): 12. etape, 261 kilometer
  • Jørgen V. Petersen (1985): 10. etape, 205 kilometer
  • Johnny Weltz (1988) 19. etape, 188 kilometer
  • Jesper Skibby (1993): 5. etape, 225 kilometer
  • Bjarne Riis (1993): 7. etape, 199 kilometer
  • Bo Hamburger (1994): 8. etape, 219 kilometer
  • Bjarne Riis (1994): 13. etape, 223 kilometer
  • Rolf Sørensen (1994): 14. etape, 202 kilometer
  • Bjarne Riis (1996): 9. etape, 46 kilometer
  • Rolf Sørensen (1996): 13. etape, 177 kilometer
  • Bjarne Riis (1996): 16. etape, 199 kilometer
  • Jakob Piil (2003): 10. etape, 220 kilometer
  • Michael Rasmussen (2005): 9. etape, 171 kilometer
  • Michael Rasmussen (2006): 16. etape, 182 kilometer
  • Michael Rasmussen (2007): 8. etape, 165 kilometer
  • Michael Rasmussen (2007): 16. etape, 219 kilometer
  • Nicki Sørensen (2009): 12. etape, 211,5 kilometer
  • Magnus Cort (2018): 15. etape, 181,5 kilometer
  • Søren Kragh Andersen (2020): 14. etape, 194 kilometer
  • Magnus Cort (2022): 10. etape, 148 kilometer
  • Jonas Vingegaard (2022): 11. etape, 149 kilometer
  • Mads Pedersen (2022): 13. etape, 193 kilometer
  • Jonas Vingegaard (2022): 18. etape, 143,5 kilometer

Hvilke danske ryttere har kørt i den gule trøje?

Seks danske ryttere har båret den gule førertrøje i Tour de France. Som den første dansker erobrede Kim Andersen den gule førertrøje og bar den i seks dage, indtil han mistede den efter en etape i Pyrenæerne. Andersens præstationer tændte interessen for Tour de France hos det danske publikum, en interesse, der eksploderede med et brag i 1996, hvor det lykkedes Bjarne Riis at bære førertrøjen helt til Paris og vinde Tour de France. Interessen blev også kraftigt forstærket af danske mediers intensive dækning af Tour-begivenhederne. I 2022 kørte Jonas Vingegaard sig i den gule trøje som første dansker i 15 år og endte også med den samlede sejr. Den gule førertrøje er blevet båret af følgende danske ryttere:

  • Kim Andersen: 6 dage i 1983 / 4 dage i 1985
  • Jørgen V. Petersen: 5 dage i 1986
  • Rolf Sørensen: 4 dage i 1991
  • Bjarne Riis: 1 dag i 1995 / 13 dage i 1996 (samlet vinder)
  • Bo Hamburger: 1 dag i 1998
  • Michael Rasmussen: 9 dage i 2007
  • Jonas Vingegaard i 2022 (samlet vinder)

Hvilke danske ryttere har kørt i den prikkede bjergtrøje?

Fem danske ryttere har kørt i den rødprikkede bjergtrøje i Tour de France. Bjarne Riis blev den første dansker i trøjen i 1993, hvor han kørte i trøjen en enkelt dag. I 2005 erobrede Michael Rasmussen trøjen efter et imponerende soloridt over flere stejle stigninger. Ud over trøjen, som han forsvarede til løbets afslutning, vandt han også etapen. Året efter gentog han bedriften på løbets ’kongeetape’, det vil sige løbets sværeste etape. Efter at have erobret trøjen forsvarede han den til Paris, hvor løbet altid slutter. I 2007 kørte han i trøjen i otte dage, fra 8. til 15 etape. I 2012 bar Michael Mørkøv trøjen i seks dage, fra 1. til 6. etape, og ti år senere lykkedes det Magnus Cort at vinde tilstrækkeligt med bjergpoint på de første etaper i Danmark til, at han kunne køre i den prikkede trøje i løbets første uge. Til sidst i 2022-udgaven af Tour de France vandt Jonas Vingegaard så mange point på den sidste bjergetape til Hautacam, at han sikrede sig bjergtrøjen hele vejen til Paris. Han kørte dog ikke i den, fordi han skulle bære den gule trøje som løbets vindende rytter.

Hvordan har kvindernes Tour de France udviklet sig?

I forbindelse med præsentationen af de tre Tour-etaper på dansk grund i 2022 kom der også en anden stor nyhed: Et helt nyt Tour de France for kvinder blev nemlig også lanceret, hvor rytterne i 2022 skal ud på otte etaper og godt 1.000 kilometer med start i Paris og afslutning på bjergstigningen La Super Planche des Belles Filles i bjergkæden Vogeserne i det nordøstlige Frankrig.

Fra 1984-1989 havde kvinderne en pendant til mændenes Tour de France, men siden har endagsløbet La Course by Le Tour været det tætteste, kvinderne kom på at køre Tour de France. Et løb, som i øvrigt kun har eksisteret siden 2014. Det fremgår af DR’s artikel ”Dansk cykeldarling jubler over det nye Tour de France for kvinder” (se kilder). Om lanceringen af et nyt Tour de France for kvinder udtaler den danske cykelrytter Cecilie Uttrup Ludwig: ”Det er jo kæmpestort. Tour de France er bare Tour de France. Min bedstemor kender det. Alle kender det. Hver gang, jeg fortæller, at jeg cykler, så spørger folk, om jeg kører Tour de France. Og nu kan jeg sige, at det gør jeg.” Hun har ligesom mange andre cykelentusiaster længe efterlyst, at kvindecykling fik mere eksponering. Det kommer nu til at ske, og løbet vil blive transmitteret i 170 lande – ikke er langt fra de 190 lande, som mændenes Tour sendes i. Ifølge DR-artiklen udtaler Cecilie Uttrup Ludwig: ”I dag er en stor dag for kvindecykling. Det, kvindecykling mangler, er at få eksponering og komme ud i stuerne, og det er det, vi får nu. Vi får otte dage, og det bliver storslået” (se kilder).