kronprins frederik
Kronprins Frederik holder tale i anledning af at Tour de France bliver afholdt i Danmark i 2021 (2019).
Foto: Jonas Olufsen / Ritzau Scanpix

Tour de France

cand.mag. Tore Daa Funder, iBureauet/Dagbladet Information. Opdateret af cand.mag. Maria Høher-Larsen. Juni 2016
Top image group
kronprins frederik
Kronprins Frederik holder tale i anledning af at Tour de France bliver afholdt i Danmark i 2021 (2019).
Foto: Jonas Olufsen / Ritzau Scanpix
Main image
Moviestar team træner nær Bogota i Columbia i juni 2016.
Moviestar team træner nær Bogota i Columbia i juni 2016.
Foto: John Vizcaino / Scanpix

Indledning

Sammen med De Olympiske Lege og VM i fodbold hører Tour de France traditionelt til en af de største og mest stolte idrætsbegivenheder i verden. Over tre uger i juni og juli måned danner de franske landeveje ramme om sejre, drømme og frygtelige nederlag. Undervejs bliver rytterne nærmest til moderne gladiatorer, der med medierne ved vejkanten udkæmper drabelige slag om hæder og vanære.
I de senere år er der rettet et forstærket fokus på en særlig side af dette drama. Mange af rytterne er blevet anklaget og dømt for dopingmisbrug. I 1998 blev hele Festina-holdet taget ud af løbet efter afsløringen af et massivt misbrug af dopingstoffet EPO. Ti år efter måtte det spanske hold Astana trække sig, efter at flere af holdets ryttere var blevet testet positive for doping. I 2006 blev amerikaneren Floyd Landis udråbt som løbets vinder efter et vanvidstogt på en af løbets hårdeste etaper, men blev senere fældet af en dopinganklage. Året efter lå danskeren Michael Rasmussen til at vinde løbet, men blev af sit hollandske cykelhold Rabobank trukket ud af løbet før de afsluttende etaper. I 2007 indrømmede den danske Tour-vinder Bjarne Riis et årelangt dopingmisbrug. I 2012 tog skandalerne en ny drejning, da den syvdobbelte Tourvinder Lance Armstrong blev frataget alle sine titler og tildelt livsvarig karantæne fra cykelsporten. Nu ønsker både Danmarks Cykle Union, Anti Doping Danmark og en række danske politikere, at der bliver slået hårdt ned på dopingmisbruget i det hjemlige cykelmiljø.

 

Artikel type
faktalink

Introduktion til Tour de France

Hvad er det særlige ved Tour de France?

20.07.2004 16. etape fra Bourg-D'Oisans til L'Alpe D`Huez. Første mand på vej til Alpe d´huez er Joly Sébastian, Credit Agricole. Foto: Claus Bonnerup/Polfoto
20.07.2004 16. etape fra
Bourg-D'Oisans til L'Alpe D`Huez.
Første mand på vej til Alpe d´huez
er Joly Sébastian, Credit Agricole.
Foto: Claus Bonnerup/Polfoto

Tour de France betegnes tit som 'verdens hårdeste etapeløb'. For en professionel cykelrytter er touren det mest prestigefyldte løb, man kan vinde gennem hele året. Med en længde på mellem 3.000 og 4.000 kilometer – den præcise længde varierer fra år til år – er det verdens længste etapeløb.

I Tour de France konkurrerer rytterne dels om at vinde løbet sammenlagt, dels om at vinde en eller flere af løbets etaper. Løbet afholdes over cirka tre uger i juni og juli måned, hvor der køres omkring 20 etaper. Det fineste er at vinde løbet sammenlagt, og den førende rytter i denne konkurrence bærer den gule førertrøje. Løbet er en stor kulturbegivenhed, ikke mindst i Frankrig. Det har en helt særlig betydning, hvis en fransk cykelrytter kan vinde på den franske nationaldag, Bastille-dagen, den 14. juli.

Det er også det cykelløb i verden, der har det største præmiebeløb. Ifølge løbets officielle hjemmeside var præmiesummen i 2011 på mere end 3,5 millioner euro, hvilket svarer til omkring 26 millioner danske kroner. Præmiesummens størrelse har dog mistet en del af dens værdi for rytterne, idet de største penge er at tjene ved de aktiviteter, der følger i kølvandet på en sejr, eksempelvis sponsoraftaler. Samtidig har løbet en mediedækning, der overgår næsten alle andre sportsbegivenheder i verden. I dag står den franske sportsavis L’Équipe  som arrangør af Tour de France, mens de mange praktiske forhold omkring løbets afvikling ligger i hænderne på selskabet Société du Tour de France.

Hvad kendetegner et etapeløb som Tour de France?

Tour de France tilhører gruppen af løb, der er delt op i flere etaper. Der køres én etape per dag i løbsperioden – undtaget de enkelte hviledage, der er indlagt for at give rytterne et lille pusterum. Hver etape er i sig selv et cykelløb, hvor der findes en vinder. Rytterne kører alle med et bestemt nummer på cyklen. Løbsledelsen holder øje med dette nummer, når rytterne passerer målstregen. Efter hver etape regner løbsledelsen sig på den måde frem til, hvilken rytter der fører i den samlede stilling – kaldet løbets 'klassement'. Den rytter, der ved løbets slutning har haft den hurtigste køretid på alle etaperne tilsammen, vinder Tour de France.

Hvilke regler findes der i Tour de France?

Der køres efter det generelle reglement for etapeløb, der er fastsat af den internationale cykelunion, UCI. Reglerne handler blandt andet om rytternes opførsel på ruten; det er for eksempel forbudt at skubbe til hinanden. Regelsættet suppleres af en samling særligt udformede regler, der er tilpasset touren. For eksempel er det forbudt for Tour-ryttere at tale i mobiltelefon under etapen.

Hvis en rytter gribes i mindre forseelser, idømmes han typisk en bøde på mellem 50 og 200 schweizerfranc – cirka 240 - 975 kroner. Sportsdirektøren for det hold, som rytteren kører for, idømmes også en bøde, da det i sidste ende er ham, der er ansvarlig for, at holdets ryttere følger reglerne. Er forseelsen mere alvorlig, kan den straffes med eksempelvis en større bøde, en tids- eller pointstraf eller i sidste ende diskvalifikation.

Hvilke typer etaper findes der i Tour de France?

Ruten i Tour de France, der fører rytterne igennem store dele af det franske landskab, er opdelt i etaper. Der er tre hovedtyper af etaper:

 * De flade etaper: Her er ruten - eller det meste af ruten - på flad vej. I den samlede stilling har disse etaper sjældent afgørende betydning, idet der ikke sker store tidsforskydninger i løbets 'klassement'. Det skyldes, at feltet kommer 'samlet ind', og alle rytterne får noteret samme tid. Som regel bliver de flade etaper vundet af en sprinter, der vinder i en massespurt.

* Bjergetaperne: Bjergetaperne er de vanskeligste og de mest dramatiske. Her skal rytterne kæmpe sig over flere vanskelige bjergpas. I hver etape inddeles bjergene i fem kategorier efter sværhedsgrad, fra 1, 2, 3 og 4 til 'HC' - 'hors cathégorie'. Det er fransk og betyder, at denne stigning er så skrap, at den betegnes som værende uden for kategori. Etaperne er særlig vigtige for løbets store linjer. Det er her, at de væsentligste forskydninger i den samlede stilling finder sted.

* Enkeltstarterne: Her kører rytterne enkeltvis på en rute, der både kan strække sig på flad vej og i mere bjergrigt terræn. Rytterne starter med et par minutters mellemrum, og der tages tid på hver enkelt. Den rytter, der har kørt ruten igennem hurtigst, vinder enkeltstarten.

Ud over de tre hovedtyper finder man 'prologetapen'. Den kan betegnes som en slags mini-enkeltstart, der strækker sig over nogle få kilometer, og indleder årets løb. Prologen har to formål. For det første giver den arrangørerne lejlighed til at præsentere rytterne én efter én. For det andet indfører prologen med det samme tidsforskydninger i 'klassementet' - fra første dag får løbet en førende rytter i gult.

Kategorierne blev oprindeligt lavet af hensyn til ledsagerbilerne. Ved at studere rutens kategorier kunne chaufføren vurdere, om bilen havde kræfter til at køre over bjerget, eller om stigningen var for skrap for rytternes motoriserede følgesvende.

Hvordan ser Tour-holdenes hierarki ud?

En velfungerende holdstruktur kan være afgørende i et holds kamp for at vinde den gule trøje. Et hold i Tour de France har typisk et hierarki, der tillader stjernerne på hvert hold at koncentrere sig om sejren. Fordelingen af arbejdsopgaver mellem et holds ryttere ser typisk således ud:

* Holdkaptajnen: Rytteren, der skal køres frem til den samlede sejr. Undervejs på ruten dirigerer kaptajnen med holdets øvrige ryttere.

* Løjtnanten: Holdets vigtigste hjælperytter. Løjtnanten skal sørge for, at holdkaptajnens ønsker og taktiske hensigter bliver givet videre til holdets andre ryttere. Det er også løjtnantens opgave at støtte og hjælpe kaptajnen på rutens nøglepunkter - det vil sige på særligt vanskelige passager, hvor holdets øvrige ryttere ofte ikke kan følge med.

* Hjælperyttere: Resten af holdet består af hjælperyttere, der har en bred vifte af forskellige opgaver i holdets bestræbelser på at køre kaptajnen frem til den samlede sejr. De søger generelt at neutralisere de andre holds angreb for at forbedre deres eget holds vinderchancer.

Ud over rytterne i sadlen består et cykelhold også af en sportsdirektør. Han kan på en måde sammenlignes med en manager i en fodboldklub. For eksempel er det ham, der i samråd med kaptajnen lægger taktikken og dirigerer med holdets ryttere.

Hvilke ryttertyper findes der?

Flere eksperter, blandt andet idrætsforskeren Chris MacDonald inddeler rytterne i dagens Tour de France i tre hovedkategorier og en fjerde, eksklusiv klasse:

* "Temporyttere": Ryttere, der har specialiseret sig i kørsel på flad vej og på enkeltstarter.

* "Klatrere": Ryttere, der klarer sig godt på de skrappe bjergskråninger.

* "Komplette ryttere": Ryttere, der er moderat gode i alle terræner.

* Den fjerde eksklusive klasse er ryttere, der kan brillere i alle terræner. Her nævnes moderne eksempler som tyskeren Jan Ullrich og amerikaneren Lance Armstrong, og den stadig aktive Levi Leipheimer, der også er fra USA.

Temporytterne hører generelt til de tunge i feltet med en kropsvægt mellem 70 og 75 kilo, mens klatrerne er lettere ryttere, der typisk vejer mellem 58 og 65 kilo. De komplette ryttere befinder sig vægtmæssigt mellem de to kategorier. På flad vej er det typisk en fordel at have en forholdsvis høj kropsvægt, men det bliver vendt til en ulempe i det øjeblik, ruten bevæger sig ind i et mere kuperet terræn.

Hvilke konkurrencer findes der i dag i Tour de France?

Tour de France består af flere forskellige konkurrencer, der tilsammen skaber løbets helhed. Antallet og udformningen af disse konkurrencer revideres jævnligt. I 2011-udgaven af Tour de France så de således ud:

* Det samlede 'klassement': Kampen om den gule trøje. Dette er den mest prestigefyldte konkurrence, og den gule trøje tildeles etape for etape til den rytter, der har den bedste tid sammenlagt.

* Pointkonkurrencen: Kampen om den grønne trøje. Er oftest en kappestrid, der tilgodeser sprinterne. Der tildeles point ved hvert etapemål samt ved spurter undervejs på ruten. De er opdelt i fire kategorier - flade, kuperede, bjerge og enkeltstarter - og der er flest point at hente på de flade spurter.

* Bjergkonkurrencen: Kampen om den hvide trøje med de røde prikker. I denne konkurrence gives der point til de ryttere, der forcerer stigningen hurtigst. Der uddeles flest bjergpoint på de skrappe stigninger i kategorierne '1' og 'HC'.

* Ungdomskonkurrencen: Kampen om den hvide trøje. Denne konkurrence er forbeholdt ryttere under 25 år. Stillingen regnes ganske enkelt ud efter det samlede 'klassement' - den bedst placerede unge rytter i kampen om den gule trøje sikrer sig retten til at bære den hvide trøje.

* Holdkonkurrence: Her er der ingen trøje. På hver etape lægges tiden for de tre bedste ryttere fra hvert hold sammen, og facit indgår i holdkonkurrencen. Den har altså intet at gøre med den individuelle, samlede stilling, men er alene baseret på etaperesultaterne. Det førende hold i denne konkurrence bærer rygnumre med gul baggrund, mens de almindelige er sorte cifre på hvid baggrund.

* Fighterkonkurrencen: På hver etape giver en jury point til den mest angrebsivrige rytter. Dermed etableres der en rangliste over løbets mest offensive deltagere. Den førende rytter i denne stilling udskiller sig fra de andre ved at bære et hvidt rygnummer på rød baggrund.

Hvilke typer forplejning giver man rytterne?

I Tour de France må rytterne have forplejning med fra etapens start. Desuden må de modtage vand og andre fornødenheder ved specielle, officielle forplejningszoner på ruten. Derudover må de kun modtage forplejning fra det enkelte holds servicebil. Når etapen er i gang, må løbets ryttere altså lade sig falde tilbage til de biler, der befinder sig bag feltet eller eventuelt bag en udbrydergruppe, hvis de vil have noget vand, energidrikke, frugt eller andre madprodukter. Opgaven pålægges typisk en af holdets hjælperyttere, der lader sig falde tilbage til holdets bil, hvor forplejningen rækkes ud ad vinduet. Hjælperytteren fylder lommerne i sin trøje med så mange vandflasker som muligt og kører op til feltet igen, hvor han fordeler de friske forsyninger mellem sine holdkammerater. Han sørger især for at holdkaptajnen har, hvad han skal bruge.

Historie og kronologi

Den franske rytter Thomas Voeckler ses på en 234,5 km lang bjergetape under tour de France den 11. juli 2014.
Den franske rytter Thomas Voeckler ses på en 234,5 km lang bjergetape under tour de France den 11. juli 2014.

Hvornår opstod ideen til Tour de France?

Ideen om et 'Tour de France' - på dansk 'Frankrig Rundt' - opstod i november 1902. Bag arrangementet stod to journalister fra sportsavisen 'L'Auto’: Géo Lefévre, der blev løbets første direktør, og Henri Desgrange, som var tidligere cykelrytter. Løbet skulle oprindeligt vare tre uger, men da startdatoen nærmede sig, og blot 15 deltagere havde vovet at tilmelde sig, måtte arrangørerne handle. Antallet af etaper blev skåret ned, startdatoen rykket og præmiesummen til vinderen forøget. Så var betingelserne gjort så fristende, at 60 mand mødte til start foran café La Reveil-Matin i Paris den 1. juli 1903.

Hvad skete der ved det første løb i 1903?

Løbets felt af ryttere skulle køre 2.428 kilometer i den første udgave af Tour de France, fordelt på seks maratonetaper:

 * 1. etape: Paris - Lyon: 467 kilometer
 * 2. etape: Lyon - Marseilles: 374 kilometer
 * 3. etape: Marseilles - Toulouse: 434 kilometer
 * 4. etape: Toulouse - Bordeaux: 268 kilometer
 * 5. etape: Bordeaux - Nantes: 425 kilometer
 * 6. etape: Nantes - Paris: 460 kilometer

Rytterne var en forunderlig blanding af mere eller mindre erfarne cyklister. Feltet bestod hovedsageligt af franskmænd, men enkelte tyske, schweiziske og belgiske ryttere deltog også. Af de 60 startende ryttere gennemførte 21. Vinderen blev skorstensfejeren Maurice Garin, der kom i mål næsten tre timer før nummer to, slagtersvenden Lucien Pothier. Løbets sidste mand kørte over målstregen næsten tre dage efter vinderen.

Hvad skete der ved det andet løb i 1904?

Den første udgave af løbet havde rejst en massiv og lidenskabelig interesse hos publikum. Året efter havde Tour de France et kaotisk forløb, der var tæt på at slå løbet ihjel. Det viste sig, at rytterne ville tage alle kneb i brug for at vinde. Flere ryttere blev diskvalificeret allerede på den første etape, da de og deres tilhængere prøvede at snyde. Løbets senere vinder samt de følgende tre i slutstillingen endte også med at blive diskvalificeret, da løbsledelsen fandt ud af, at de havde kørt noget af ruten i tog. I stedet udråbte man Henri Cornet til vinder. Episoderne fik Henri Desgrange, der var en af løbets bagmænd, til at skrive, at det ikke var sandsynligt med flere Tour de France-løb efter årets begivenheder.

Hvad skete der ved løbene 1905-1909?

Men touren vendte tilbage allerede året efter, hårdere end nogensinde. I 1905 strakte Tour de France sig over 11 etaper, herunder en tur i Alperne. På et par af disse etaper forsøgte sabotører blandt tilskuerne at ødelægge løbet ved at lægge sømbrædder på vejen, så næsten alle ryttere i feltet punkterede. Men ellers blev løbet gennemført planmæssigt. Løbets etaper var så korte, at rytterne ikke længere behøvede at tage nattetimerne til brug for at gennemføre dem. I 1906 blev den røde trekant - der indikerer etapens sidste kilometer - indført. Tre år efter fik løbet sin første ikke-franske vinder, nemlig François Faber, der var fra Luxembourg.

Hvad skete der ved løbene 1910-1919?

Pyrenæerne blev inkluderet i ruten i 1910 som en stor udfordring for feltets ryttere. På disse etaper foregik løbet på gamle bjergveje, der sjældent var mere end hjulspor. Året efter snoede ruten sig også over Alperne, og for at forhindre, at stedkendte ryttere skød genvej, indførte løbsledelsen hemmelige kontroller.

På grund af Første Verdenskrig blev touren ikke kørt i årene fra 1915-1918. Mange aktive og tidligere Tour-ryttere blev sendt til fronten, og blandt krigens 12 millioner dræbte var flere vindere af Tour de France. Tour de France vendte tilbage i 1919, og samme år blev den gule trøje indført. Valget af den gule farve skyldtes, at sportsavisen L'Auto, der arrangerede løbet, blev trykt på gult papir.

Hvad skete der ved løbene 1920-1929?

I 1920 blev belgieren Philippe Thys den første rytter, der vandt løbet tre gange. Historiens længste udgave af Tour de France blev kørt i 1926: Den var på i alt 5.745 kilometer fordelt på 17 etaper. Året efter var løbets etaper gjort væsentligt kortere, og deres antal var steget fra 17 til 24.
Et af de helt store navne i perioden var Nicolas Frantz fra Luxembourg, der kørte for det stærke Alcyon-hold. Han vandt løbet i 1927 og 1928, og blev nummer 2 i 1924 og 1926. Holdet var så dominerende i slutningen af 1920'erne, at det blev kedeligt for tilskuerne at følge med. For at bringe spændingen tilbage i løbet indførte man strukturelle regelændringer, der bremsede holdets dominans.

Samtidig blev det besluttet, at konkurrencen skulle stå mellem nationale hold i stedet for firmahold. I 1929 begyndte radioen at sende transmissioner fra løbet, og det åbnede op for en lang række kommercielle muligheder, der senere hen er blevet en betydelig del af løbet.

Hvad skete der ved løbene 1930-1939?

I 1930 gennemgik Tour de France betydelige ændringer, og feltet bestod nu af fem nationale hold, hver med otte ryttere. Holdene var Frankrig, Italien, Belgien, Spanien og Tyskland. Ændringen faldt i god jord hos løbets tilskuere, især da det var franskmanden André Leducq, der vandt løbet. Undervejs havde en anden franskmand, Charles Pélissier sat en utrolig rekord ved at vinde otte etaper i træk. Sammen med Antonin Magne var Leducq Frankrigs bedste kort i 1930'erne. Leducq vandt i 1930 og 1932, men Magne sejrede i 1931 og 1934. I 1935 blev den franske sejrsrække brudt eftertrykkeligt, da belgieren Romain Mais vandt den gule trøje på den første etape og bar den helt til Paris. Reklamekaravanen var blevet indført i 1930, og den første enkeltstart blev kørt i 1934.

Hvad skete der ved løbene 1940-1949?

Ruten for Tour de France 1940 var blevet offentliggjort, da tyske tropper rykkede ind i Frankrig og besatte landet. Løbet blev aflyst, og Tour de France blev først afviklet igen i 1947, da Anden Verdenskrig var kommet lidt på afstand.
Italiens stærkeste rytter ved krigens udbrud hed Gino Bartali. Han havde vundet Tour'en i 1938. Da løbet blev genoptaget, var en ny italiensk storrytter på banen, nemlig Fausto Coppi.

For Bartali og Coppi blev de følgende år en kronisk duel i de store etapeløb, især på de skrappe bjergetaper. I 1948 vandt Bartali syv etaper og den samlede sejr i Tour de France. Året efter henviste Coppi ham til andenpladsen. To år efter trak hele det italienske hold sig ud af løbet, efter Bartali var blevet overfaldet af franske tilhængere. Bartali var styrtet på en bjergetape, hvor han var i udbrud med franskmanden Jean Robic, og de franske tilskuere ville hjælpe deres yndling til sejr.

Hvad skete der ved løbene 1950-1959?

1950'erne kaldes cykelsportens guldalder. Feltet i Tour de France var spækket med stjerneryttere, der hver især havde potentiale til at vinde løbet. Derfor var konkurrencen knivskarp, og de fleste af de store ryttere vandt kun en eller to gange. I 1951 blev det sagnomspundne bjerg Mont Ventoux indlemmet på løbets rute for første gang, og den hollandske hovedstad Amsterdam var hjemsted for den første Tour-start i udlandet.

Louison Bobet var tidens største franske rytter. I sin karriere nåede han næsten at vinde alt, hvad der er værd at vinde i cykelsporten, blandt andet tre sejre i Tour de France. I slutningen af 1950'erne blev løbet vundet af to bjergryttere i særklasse: Charley Gaul og Federico Bahamontes. I disse år havde løbet også deltagelse af et sammenblandet internationalt hold, der blandt andet talte flere af de stærkeste danske ryttere. Hans E. Andersen gennemførte som den første dansker løbet i 1958, hvor han blev nummer 62.

Hvad skete der ved løbene 1960-1969?

I 1962 blev firmaholdene genindført i Tour de France. Løbet havde gennem flere år haft vanskeligt ved at tiltrække de bedste ryttere i verden på grund af den stive holdstruktur, der byggede på nationshold. Rytternes loyalitet og firmainteresser gik ofte på tværs af nationsskel, og det holdt flere ryttere væk. Fra starten af 1960’erne blev holdene typisk sponsoreret af firmaer uden for sportens verden. Perioden blev domineret af franskmanden Jacques Anquetil, der vandt løbet fem gange. Hans nærmeste franske konkurrent var Raymond Poulidor, der aldrig vandt løbet, men flere gange var lige ved. Han blev kendt som den 'evige to'er', og netop det gjorde ham til en af de mest populære cykelryttere i Frankrig. Dekadens løb var også præget af flere dopingsager. Englænderen Tom Simpson døde i 1967 på Mont Ventoux som følge af et massivt indtag af amfetamin og alkohol.

Hvad skete der ved løbene 1970-1979?

Årtiets løb var domineret af belgieren Eddy Merckx, der - i stil med vore dages Lance Armstrong - var en komplet rytter uden svage punkter. Desuden var han omgivet af et meget stærkt hold. Merckx havde styrken og holdet til at have fuld kontrol med løbets begivenheder hele tiden. Denne dominerende position virkede nok imponerende på alt og alle, men fra flere sider blev det hævdet, at det var en smule kedeligt i længden. Merckx vandt Tour'en fem gange - fra 1969-1972 og igen i 1974. I slutningen af 1970'erne fik Tour de France endnu en storrytter, nemlig franskmanden Bernard Hinault. Han kørte sin første Tour i 1978 - og vandt. Det gjorde han også i 1979, 1980, 1981, 1982 og 1985. Med fem sejre havde Merckx fået en værdig afløser, der ligesom belgieren formåede at kontrollere feltet under næsten alle forhold.

Hvad skete der ved løbene 1980-1989?

I 1980'erne var touren præget af tre store ryttere. Franskmændene Bernard Hinault og Laurent Fignon, og amerikaneren Greg LeMond. I starten af perioden sad Hinault tungt på løbet, godt hjulpet af sin løjtnant Greg LeMond. I 1986 byttede de to plads på podiet, og LeMond vandt yderligere løbet to gange. Tidens tredje store rytter var Fignon, som vandt løbet i 1983 og 1984. I 1989 var han så tæt på den samlede sejr som overhovedet muligt. Hans nederlag på kun 8 sekunder til LeMond på den afgørende, sidste etape hører til Tour-historiens mest berømte. Fignons aggressive og uberegnelige kørsel blev loyalt støttet af hans foretrukne hjælperytter, den danske Bjarne Riis.

Hvad skete der ved løbene 1990-1999?

Ved indgangen til 1990'erne stod det klart, at man på Banesto-holdet havde en kommende stjerne: Miguel Indurain. Han var en 'komplet rytter', der kunne klare sig godt på alle etaper, men især på enkeltstart. Her lagde han grunden til sin imponerende række på fem Tour de France-sejre i træk. Hans kritikere beskyldte ham for at køre defensivt, og frem for alt bruge sine kræfter og sit hold på at forsvare det forspring, som han havde vundet på de indlagte tidskørsler.

For danskere står 1996 som noget ganske særligt, da cykelrytteren Bjarne Riis vandt den samlede sejr i Tour de France. Danske tilskuere og medier gik i ekstase, og euforien på cykelsportens vegne nåede - efter danske forhold - ukendte højder.

Hvad skete der ved løbene 2000-2006?

I 1999-udgaven af Tour de France vandt amerikaneren Lance Armstrong fra US Postal-holdet sin første sejr i Tour de France. Dermed indledte han en imponerende række af sejre, der i alt kom til at tælle syv - endda i træk. Armstrong kunne som rytter brillere i alle terræner, og han havde et meget stærkt hold i ryggen - nemlig US-Postal, der senere skiftede navn til Discovery Channel. Hans evige rival var tyskeren Jan Ullrich, der ligeledes havde støtte fra et meget stærkt hold, nemlig det tyske Telekom, senere T-Mobile, som han kørte for i flere sæsoner. Selvom Ullrich vandt løbet en enkelt gang, lykkedes det ham aldrig for alvor at træde i karakter som Armstrongs ligemand. Han besad et potentiale, der gjorde ham til en indlysende vinder af Tour de France. Men ofte viste han ikke den viljestyrke og målrettethed, der gjorde Armstrong næsten uovervindelig.

Efter amerikanerens pension fra cykelsporten nævnte mange Jan Ullrich blandt favoritterne til at vinde Tour de France i 2006. Ullrichs tilsyneladende indblanding i en stor dopingskandale forhindrede dog, at han kunne stille til start i årets løb. Fraværet af Armstrong og Ullrich satte sit tydelige præg på løbet i 2006, der blev vundet af Floyd Landis fra USA. To år efter løbet blev det bevist, at han havde dopet sig til sejren, og den gik dermed videre til Oscar Pereiro.

Hvad skete der i Tour de France i 2007?

I 2007 blev Tour de France vundet af den unge spanske rytter Alberto Contador fra holdet Discovery Channel. Sejren kom primært i hus, fordi den førende rytter - danske Michael Rasmussen - blev trukket ud af løbet med fire etaper tilbage, inden feltet rullede ind i Paris. Inden da havde danskeren, der som udpræget bjergrytter er en skarp kontrast til de 'komplette' ryttere, erobret og forsvaret løbets gule trøje med offensiv og angrebslysten kørsel. Rasmussen kørte i den gule trøje ni dage i træk, hvilket fik danske medier til at give ham kælenavnet “den flyvende kylling”. Beslutningen om at trække danskeren ud af løbet blev truffet af danskerens daværende arbejdsgiver, det hollandske cykelhold Rabobank. Baggrunden for beslutningen var, at Michael Rasmussen ved flere tilfælde havde undladt at opgive, hvor i verden han befandt sig på et givent tidspunkt. Dermed forbrød han sig mod en regel i dopingreglementet, der foreskriver, at rytterne skal opgive deres opholdssted, så dopingkontrollanterne altid kan komme på uanmeldt besøg. Overtræder rytteren denne regel udløser det en advarsel, og tre advarsler inden for 18 måneder udløser karantæne. Det er uklart om Michael Rasmussen havde modtaget mere end to advarsler.

Sagen er blandt de mest kontroversielle i de senere års professionelle cykelsport, og mindre end en måned efter Rasmussens afsked fra løbet, opsagde Rabobanks kontroversielle holddirektør Theo de Rooij sit job. Rasmussen har siden slutningen af 2007 kørt en større erstatningssag mod Rabobank-holdet. 1. juli 2008 blev det offentliggjort, at cykelforbundet i Monaco (hvor Rasmussen bor og derfor er registreret som professionel cykelrytter) har idømt ham karantæne på to år fra hans eksklusion fra touren i 2007.

Hvad skete der i Tour de France i 2008?

Tour de France 2008 blev vundet af den rutinerede hjælperytter, spanieren Carlos Sastre fra det danske cykelhold Team CSC Saxo Bank. Det var den første tour-sejr for Bjarne Riis' hold, som ydermere triumferede ved at vinde holdkonkurrencen, have en anden rytter, luxembourgske Fränk Schleck i den gule trøje og tillige huse vinderen af ungdomskonkurrencen i skikkelse af hans bror Andy Schleck. Touren blev en stor publikumssucces, især fordi den udviklede sig til et meget tæt løb, hvor afstanden mellem Sastre og løbets nummer to, amerikaneren Cadel Evans, kun var på 58 sekunder ved målstregen i Paris.

Årets udgave af Tour de France var den femtehurtigste i løbets historie. Det tog Sastre 87 timer, 52 minutter og 52 sekunder at tilbagelægge de 3.559,5 kilometer, hvilket giver en gennemsnitsfart på 40.50 km/timen.

Hvad skete der i Tour de France 2009?

Tour de France 2009 blev vundet af spanieren Alberto Contador, der også stod øverst på podiet i 2007. Contador cyklede for det spanske hold Astana, der vendte tilbage efter at have været udelukket året inden på grund af en stor dopingskandale i 2007. Her endte hele holdet med at trække sig, inden touren nåede i mål.
Astana bød på en anden tidligere tourvinder, den rekordbrydende og -skabende amerikaner Lance Armstrong, der sluttede på en tredjeplads. Armstrong besluttede sig for at gøre et comeback i cykelsporten for at skabe opmærksomhed om den kræftsygdom, han har været i behandling for i mange år.
Og det skortede ikke på opmærksomhed om Armstrong. Mediernes søgelys var i 2009 rettet mod kappestriden mellem Contador og Armstrong, der begge kørte efter en sejr, på trods af at de var på samme hold. Stridighederne var store og er blevet bekræftet af begge ryttere efterfølgende. Mens touren endnu var i gang meddelte Armstrong, at han næste år ville stille op med et nyt hold.

I modsætning til de sidste par år fyldte dopingskandalerne befriende lidt, i omfang såvel som i omtale. Det har fået flere cykeleksperter til at udtale, at de tror, at cykelløb kan komme til at handle om cykling igen, efter flere år med doping som mediernes primære fokus.

Hvad skete der i Tour de France 2010?

Løbet var i 2010 yderst dramatisk. Allerede på første etape styrtede en række ryttere i et voldsomt regnvejr. Andy Schleck slog sin albue, men kom dog tilbage i løbet. På tredje etape var det Andys bror Fränk, der styrtede, og han måtte udgå af løbet med et brækket kraveben. På 15. etape var Andy Schleck ved at køre fra Alberto Contador på vej op ad Port de Báles, da han mistede sin kæde. Contador udnyttede uheldet og kørte i mål otte sekunder før Schleck.
For tredje gang vandt spanske Alberto Contador løbet efter en tæt duel med Andy Schleck, der vandt ungdomskonkurrencen. Fabian Cancellara og Andy Schleck kørte i gult det meste af løbet, indtil Contador overtog den gule førertrøje og kørte i den de sidste seks etaper.
Under løbet blev Contador testet positiv for det forbudte stof clenbuterol. Sidenhen blev han frikendt af det spanske cykelforbund, men både den internationale cykelunion UCI og det internationale antidopingagentur Wada ankede afgørelsen til den internationale sportsdomstol CAS. Contador har hele tiden nægtet sig skyldig og mener, at stoffet kommer fra en spansk bøf. I februar 2012 tildelte den internationale sportsdomstol CAS Alberto Contador to års karantæne, men med tilbagevirkende kraft, hvilket betød, at han allerede fra august i 2012 kunne køre løb igen. 

Hvad skete der i Tour de France 2011?

For første gang siden 2008 - og kun for anden gang siden 1967 - begyndte løbet med en fællesetape i stedet for en prolog. De luxembourgske brødre Andy og Fränk Schleck fra Team Leopard-Trek dominerede store dele af løbet, ligesom nordmanden Thor Hushovd og franskmanden Thomas Voeckler kørte i den gule førertrøje i store dele af Touren, der dog blev vundet af australieren Cadel Evans fra BMC Racing Team. Det er første gang i løbets historie, at en australier har vundet Tour de France, og den 34-årige Evans blev også ældste vinder af løbet siden Anden Verdenskrig. Mark Cavendish blev den første britiske vinder af den grønne pointtrøje.
Inden løbet var Alberto Contador suspenderet i en periode pga. en dopingundersøgelse, og i den periode var Andy Schleck favorit til at vinde løbet. Da Contadors karantæne blev ophævet, proklamerede han, at han var klar til at konkurrere i Tour de France, hvor han sluttede på en femteplads.
Ved flere tilfælde var løbets cykelryttere involverede i styrt forårsaget af pressens følgebiler. Danske Nicki Sørensen var ude for et grimt styrt efter mødet med en motorcykel, og Johnny Hoogerland og Juan Antonio Flecha blev såret efter sammenstød med en tv-bil.

Hvad skete der i Tour de France 2012?

I 2012 kunne Tour de France fejre sit 99. cykelløb. Ruten var 3.497 km lang, begyndte d. 30. juni og startede med en 6,4 km lang prolog i den belgiske by Liége. Løbet blev en stor succes for England, da Bradley Wiggins vandt samlet foran holdkammeraten Chris Froome. England endte med syv af etapesejrene. Mark Cavendish, André Greipel og Peter Sagan vandt tre etaper hver. Thomas Voeckler vandt to etaper og bjergtrøjen – og danske Chris Anker Sørensen, der siden 2007 har cyklet for Team Saxo Bank-Tinkoff, blev kåret som årets mest angrebslystne rytter. I 2007 indrømmede den danske Tour de France-vinder Bjarne Riis et årelangt dopingmisbrug – og i 2012 tog skandalerne en ny drejning, da den internationale cykelunion, UCI, besluttede at fratage den syvdobbelte Tour de France-vinder Lance Armstrong alle hans guldmedaljer og tildelte ham livsvarig karantæne fra cykelsporten.

Hvad skete der i Tour de France 2013?

I 2013 kørtes den 100. udgave af Tour de France. Det gamle cykelløb startede d. 29. juni 2013 på øen Korsika, hvor første, anden og tredje etape blev kørt. Øen er kendt for små, snørklede veje og var ukendt terræn for mange af rytterne.

De 21 etaper på i alt 3,404 kilometer blev kørt udelukkende i Frankrig – hvilket sidst var tilfældet i 1988. Løbet blev traditionen tro afsluttet på 21. etape på Champs-Élysées i Paris. Årets rute inkluderede nogle af de mest berømte bjerge i løbets historie, for eksempel en bjergafslutning på Mont Ventoux på 15. étape, Col de la Madeleine på 19. etape og for første gang en dobbelttur over og med afslutning på Alpe d´Huez på 18. etape.

Vinderen af løbet blev engelske Chris Froome, nr. 2 blev colombianeren Nairo Quintana, der vandt både bjergkonkurrencen og ungdomstrøjen. Joaquim Rodriguez Oliver blev nummer tre og Alberto Contador nummer fire – til gengæld overraskede Roman Kreuziger som sluttede på en femteplads. Set med danske briller kørte Jakob Fuglsang et godt Tour de France, som kaptajn for Astana.

Hvad skete der i Tour de France i 2014?

I 2014 startede årets Tour de France d. 5. juli i Leeds. De tre første etaper blev kørt i Storbritannien, hvorefter løbet kom til Frankrig, hvor cykelrytterne tilbagelagde resten af løbets i alt 3.664 kilometer. De i alt 21 etaper inkluderede ni nye etapebyer: Leeds, Harrogate, York, Cambridge, Ypres, Oyonnax, Risoul og Maubourguet Pays du Val d’Adour.

Vinderen af årets løb blev italieneren Vincenzo Nibali fra Astana Pro Team. Foruden Touren 2014 har han vundet Vuelta a Espana i 2014 og Giro d’Italia i 2013, hvilket der kun er fem cykelryttere før ham, der kan bryste sig af. I Information beskriver Lasse Elgaard Nibalis rolle i dette års Tour således: 

”Vincenzo Nibali satte uden synligt besvær punktum for sin regeringsperiode i denne udgave af Touren ved at køre solo til Hautacam og sin fjerde etapesejr. Som var bemærkelsesværdigt alene af den grund, at ingen rytter i den gule trøje har vundet fire ‘almindelige’ etaper siden Eddy Merckx’ dominans i 60’erne og 70’erne. Ellers var der intet usædvanligt at rapportere om Nibali, der bortset fra udlånet af den gule trøje til en franskmand på Bastilledagen har ført løbet, siden han vandt 2. etape i Sheffield.“ (se kilder). På anden- og tredjepladsen i dette års Tour kom franskmændene Jean-Christophe Péraud og Thibaut Pinot fra henholdsvis Ag2r La Mondiale og FDJ.fr. 

Forrige års vinder, Chris Froome, havde været storfavorit, men styrtede to gange på femte etape af løbet og måtte udgå.

Hvad skete der i Tour de France i 2015?

2015-udgaven af løbet startede i den hollandske by Utrecht 4. juli og sluttede i Paris den 26. juli. Løbet blev vundet af engelske Chris Froome fra Team Sky, på andenpladsen kom colombianske Nairo Quintana og på tredjepladsen spanske Alejandro Valverde. Chris Froome er den første britiske cykelrytter, der har vundet Tour de France to gange – han vandt også løbet i 2013.

Udover Chris Froome (Team Sky) var favoritterne inden løbet Alberto Contador (Tinkoff–Saxo), Nairo Quintana (Movistar Team) og Vincenzo Nibali (Astana), der havde vundet løbet i 2014. Contador havde i løbet af foråret vist sin stærke form ved blandt andet at vinde Grio d'Italia og sigtede efter at vinde to Grand Tours i streg, ligesom Marco Pantani havde vundet både Giroen og Touren i 1998.

Løbet 2016 blev dog i høj grad præget af Chris Froomes absolutte suverænitet, som ifølge mange iagttagere tog al spænding ud af løbet. Om sig havde Froome et stærkt hold, der formåede at kontrollere løbet fuldstændigt. Især tilskuerne ude på strækningerne var utilfredse med Team Skys absolutte dominans. Det medførte beskyldninger om brug af doping, og tilskuere både kastede urin på Chris Froome og spyttede på ham.

Hvilke danske ryttere har vundet etapesejre?

Tour-historien rummer 18 danske etapesejre. Mogens Frey - der gik under navnet "Jernmanden" - sikrede den første danske etapesejr i 1970 ved at vinde den 9. etape, der var løbets længste. Sammen med sin holdkaptajn, portugiseren Agostinho, kom han alene til målet. Da Frey kun var hjælperytter på holdet, regnede alle med, at han ville følge de uskrevne love omkring et cykelholds hierarki og lade være med at forsøge at snuppe sejren fra kaptajnen. Det blæste Frey på, og han spurtede for at vinde. Agostinho satte hånden ned på danskerens styr for at holde ham tilbage, så han selv kunne trille over målstregen som vinder. Portugiseren blev efterfølgende diskvalificeret og etapesejren givet til Frey. De danske vindere er:

 * Mogens Frey (1970): 9. etape, 270 kilometer
 * Kim Andersen (1983): 12. etape, 261 kilometer
 * Jørgen V. Petersen (1985): 10. etape, 205 kilometer
 * Johnny Weltz (1988): 19. etape, 188 kilometer
 * Jesper Skibby (1993): 5. etape, 225 kilometer
 * Bjarne Riis (1993): 7. etape, 199 kilometer
 * Bo Hamburger (1994): 8. etape, 219 kilometer
 * Bjarne Riis (1994): 13. etape, 223 kilometer
 * Rolf Sørensen (1994): 14. etape, 202 kilometer
 * Bjarne Riis (1996): 9. etape, 46 kilometer
 * Rolf Sørensen (1996): 13. etape, 177 kilometer
 * Bjarne Riis (1996): 16. etape, 199 kilometer
 * Jakob Piil (2003): 10. etape, 220 kilometer
 * Michael Rasmussen (2005): 9. etape, 171 kilometer
 * Michael Rasmussen (2006): 16. etape, 182 kilometer
 * Michael Rasmussen (2007): 8. etape, 165 kilometer og 16. etape, 219 kilometer
 * Nicki Sørensen (2009): 12. etape, 211,5 kilometer

Hvilke danske ryttere har kørt i den gule trøje?

Fem danske ryttere har båret den gule førertrøje i Tour de France-historien. Som den første dansker erobrede Kim Andersen - der blev kaldt 'Le Grand', på dansk 'Den store' - den gule førertrøje. Han bar den i 6 dage, indtil han mistede den efter en etape i Pyrenæerne. Andersens præstationer tændte interessen for Tour de France hos det danske publikum, en interesse der eksploderede med et kæmpe brag i 1996, hvor det lykkedes Bjarne Riis at bære førertrøjen helt til Paris og vinde Tour de France. Interessen blev også kraftigt forstærket af de danske mediers intensive dækning af Tour-begivenhederne. Den gule førertrøje er blevet båret af følgende danske ryttere:

 * Kim Andersen: 6 dage i 1983 / 4 dage i 1985
 * Jørgen V. Petersen: 5 dage i 1986
 * Rolf Sørensen: 4 dage i 1991
 * Bjarne Riis: 1 dag i 1995 / 13 dage i 1996
 * Bo Hamburger: 1 dag i 1998
 * Michael Rasmussen: 9 dage i 2007

Hvilke danske ryttere har kørt i den prikkede bjergtrøje?

To danske ryttere fra det flade Danmark har kørt i den rødprikkede bjergtrøje i Tour de France. Bjarne Riis blev den første dansker i trøjen i 1993, hvor han kørte i trøjen en enkelt dag. I 2005 erobrede Michael Rasmussen trøjen efter et imponerende soloridt over flere skrappe stigninger. Ud over trøjen, som han forsvarede til løbets afslutning, vandt han også selve etapen. Året efter gentog han kunststykket på løbets ’kongeetape’, det vil sige løbets sværeste etape. Efter at have erobret trøjen forsvarede han den til Paris, hvor løbet altid slutter. 72

I 2007 kørte han i trøjen i otte dage, fra 8. til 15 etape. I 2012 bar Michael Mørkøv trøjen i seks dage, fra 1. til 6. etape.

Økonomi og medier

Hvordan er de deltagende holds økonomi?

Tour de France er arrangeret af sportsavisen L'Équipe. I 2011 stillede 18 professionelle cykelhold - i alt 198 ryttere - til start i løbet. 166 ryttere gennemførte løbet.

Den økonomiske struktur på et cykelhold varierer fra hold til hold. Det danske cykelhold Team Saxo Bank (indtil 2008 Team CSC) talte i 2011 29 ryttere. I artiklen "Ingen podier men samme indtjening hos CSC", der blev bragt i Politiken i 2006, kom det frem, at holdets ryttere tjente 1,6 millioner kroner ved årets løb (se kilder). Cykelholdet er ejet af firmaet Riis Cycling A/S. Det er den tidligere danske Tour-vinder Bjarne Riis, der står for holdets ledelse. Cykelholdet var afhængige af penge fra storsponsoren CSC - et sponsorat, der løb frem til årsskiftet 2008/2009. Fra 2009 blev banken Saxo Bank hovedsponsor, og holdet skiftede navn til Team Saxo Bank. I 2010 blev amerikanske Sungard medsponsor, hvilket medførte et navneskift for holdet, der indtil 2012 hed Team Saxo Bank-Sungard. I juni 2012 præsenterede holdet en ny sponsor, den russiske bank Tinkoff Bank, i en halvandet års sponsoraftale med Riis’ cykelhold. Holdets navn er derefter Team Saxo Bank - Tinkoff Bank.

I 2007 indrømmede Bjarne Riis et årelangt misbrug af dopingstoffet EPO i sin aktive karriere som cykelrytter uden, at det fik direkte konsekvenser for holdets sponsoraftaler.

Hvilken rolle spiller medierne i Tour de France?

Mediemæssigt hører Tour de France til de største begivenheder i verden. Løbet blev - ifølge Tour'ens officielle hjemmeside i 2011 fulgt af 3.200 journalister fra 100 tv-kanaler, 70 radiokanaler, 400 aviser og presseagenturer og 70 websites (se kilder). Journalisterne repræsenterede 35 nationaliteter. 60 tv-kanaler sendte fra løbet, hvilket gav seere fra 190 forskellige lande mulighed for at følge med i årets løb. Løbets officielle hjemmeside havde 14 mio. unikke besøgende.

Mellem 12 og 15 millioner tilskuere følger hvert år Tour de France ude på etaperne. Mere end 60 nationaliteter er repræsenteret blandt publikum, hvoraf 80 % er franskmænd.
De seneste par år har interessen for løbet været for nedadgående, muligvis på grund af de mange dopingskandaler. En analyse af seerinteressen ved 2007-udgaven af cykelløbet Flandern Rundt viser en nedgang i seerinteressen på 77 procent i Spanien, Italien, Holland, Tyskland og Frankrig. På den baggrund konkluderer firmaet bag analysen, at de mange dopingskandaler der i de senere år har ramt cykelsporten, har medført et alvorligt dyk i medieinteressen. Firmaet mener desuden, at det har haft stor betydning, at flere statslige tv-stationer i Italien, Frankrig og Tyskland har reduceret deres dækning af cykelsport på grund af dopingskandalerne.
De kaotiske omstændigheder, der har indhyllet de seneste udgaver af Tour de France, har fået mange tv-stationer til at overveje, om de fortsat skal sende fra løbet - men det gælder ikke for danske TV2. Kanalens tidligere sportschef Morten Stig Christensen udtalte i artiklen “TV 2 fortsætter med Tour de France”: “Vi [har] oplevet en meget stor seerinteresse, og hvis interessen fortsat er der, så bliver medierne ved med at dække løbet, og det vil vi selvfølgelig også gøre” (se kilder). Men han lægger vægt på, at medierne også beskæftiger sig indgående med dopingproblemerne: “Vi har en forbandet forpligtelse til at gå i kødet på cykelsporten […] man kan ikke bare lade som om det ikke eksisterer”. Stationens holdning er uændret i lyset af hændelserne i 2007 og 2008.

Hvilke sponsoraftaler har Tour de France?

Ifølge www.cyclingnews.com anser løbets sponsorer Tour de France for at være en af verdens bedste lejligheder til at vise deres produkter frem (se kilder). De vigtigste sponsoraftaler har selskabet Société du Tour de France indgået med 4 såkaldte ‘klubmedlemmer’, blandt andet bilfabrikanten Skoda, den franske supermarkedskæde Carrefour og producenten af mineralvand Vittel. Aftalen med Skoda blev i 2014 forlænget, så den løber til og med 2018. Derudover kaldes de otte største sponsorer af løbet for officielle 'partnere'. Det gælder blandt andet urfabrikanten Festina og sportsfirmaet Le Coq Sportif. Den franske bank Crédit Lyonnais har stået som sponsor for løbets gule trøje siden 1987. Sponsoraftalen koster banken godt 4,32 millioner euro per år, omkring 38,4 millioner kroner. De fleste sponsorer har tegnet kontrakter, der løber flere år frem i tiden. I 2014 blev det udmeldt, at danske Bjarne Riis’ cykelhold indtil videre har Saxo Bank som eneste hovedsponsor.

Hvad er reklamekaravanen?

Cirka en time foran feltet af cykelryttere kører en karavane, der består af cirka 180 farvestrålende reklamebiler, der repræsenterer godt 38 forskellige virksomheder. Karavanen er en rullende blanding af marked og reklame for diverse produkter. Det motoriserede reklamecirkus bliver sjældent vist i tv-transmissionerne, der koncentrerer sig om cykelrytterne. Ifølge bogen "Tour de France" er reklameeffekten alligevel ret stor. Hvert år deles hen ved 11 millioner gaver og smagsprøver ud gennem bilernes vinduer (se kilder). Karavanens rullende reklamesøjler er en kærkommen adspredelse for de mange tusinde tilskuere, der ved hver etape tager opstilling langs ruten for at se feltet suse forbi.

Hvad er fascinationskraften ved Tour de France?

Tv-stationen TV2 og især kommentatorparret Jørn Mader og Jørgen Leth har betydet rigtig meget for udbredelsen af Tour de France i Danmark. Siden stationen i 1990 begyndte at transmittere fra løbet, har cykelinteressen blandt danskere været stærkt stigende. Det skyldes dels de danske rytteres meritter på de franske landeveje i denne periode, dels kommentatorparrets uforlignelige evne til at gøre enhver etape i Tour de France til noget fantastisk, nærmest mytologisk. Som om de deltagende var græske guder i korte bukser. Med vendinger som "den brune muskel" (om spanieren Miguel Indurain) og "et moderne korstog gennem legendariske landskaber" (om selve løbet) har Mader og Leth formået at opbygge et kompleks af myter om helte og skurke omkring Tour de France. I 2003 blev kommentatorparret imidlertid splittet, da Jørn Mader blev flyttet fra cykeltransmissionerne. To år efter, i 2005, blev Jørgen Leth fyret fra posten som kommentator på grund af den debat, der fulgte udgivelsen af hans selvbiografi ”Det uperfekte menneske”. Transmissionerne fra Tour de France i 2007 og 2008 blev kommenteret af journalisten Dennis Ritter og den tidligere danske Tour-rytter Rolf Sørensen. I 2009 vendte Leth tilbage som kommentator, til glæde for mange danske cykelfans.

Doping før og nu

Hvad har dopingens rolle i cykelsporten tidligere været?

De seneste år har misbruget af doping til en vis grad overskygget de sportslige præstationer. Men at cykelrytterne fylder sig med alt muligt for at opnå bedre resultater er slet ikke en ny forseelse.

I artiklen "Dopingens guldalder" fra Weekendavisen 2004 fortælles det, at rytterne før Anden Verdenskrig supplerede deres diæter med diverse stimulanser og rå narkotika - blandt andet heroin og kokain (se kilder). Perioden efter Anden Verdenskrigs afslutning var en opblomstringstid for medicinalindustrien, og de mange stoffer gjorde også deres indtog i Tour de France. Brugen af dem boomede og gjorde 50'erne til en guldalder for den åbenlyse doping. Artiklen opridser, hvordan rytterne efter krigen fik adgang til en bred vifte af nye medikamenter. De nye præparater havde en stribe effekter, der gjorde dem særligt populære blandt feltets ryttere.

 * Morfin: kunne dulme smerterne.
 * Amfetamin og slankepiller: kunne peppe systemet op.
 * Syntetiske kamferprodukter: kunne øge lungernes evne til at optage ilt.

For en mere uddybende behandlingen af dopingmedikamenterne: Se Faktalink-artiklen om Doping.

5 gange Tour de France vinder US Postal rytter Lance Armstrong.
5 gange Tour de France vinder
US Postal rytter Lance Armstrong
cykler ned af et bjerg gennem
den 204,5 km lange etape fra
Bourg-d'Oisans til Le Grand
Bornand i juli 2004.

Foto: Stefano Rellandini / Scanpix

Hvad er dopingkontrol i Tour de France?

I 1966 indførte man dopingkontrol i Tour de France. Det var fransk politi, der stod for stikprøvekontrollen, da man mente, at doping og dopingstoffer faldt ind under det kriminelle område og altså var en sag for ordensmagten. Senere overgik håndhævelsen af dopingkontrollen til løbets arrangører. Kommer en rytter under mistanke for dopingmisbrug, kan han udelukkes fra løbet.

Den skærpede kurs mod dopingen forhindrede dog ikke, at man det følgende år kunne opleve en af løbets alvorligste dopingtragedier, da englænderen Tom Simpson kollapsede og døde på en skrap bjergetape. Simpson var kendt som en uhyre kompromisløs idrætsmand og levede efter mottoet: "Hvis man dør af ti, så tager jeg ni!" Artiklen "En tvivlsom helgen" fra Weekendavisen i 2002 fortæller, hvordan Simpson havde amfetamin buldrende i kroppen, da han kørte ind på en meget stejl stigning (se kilder). Stoffets virkning betød, at Simpson kørte langt ud over kroppens fysiske grænser. Han mærkede ikke klart nok, hvad der var ved at ske. Det betød, at kroppen kort før toppen sagde stop. Simpson faldt af cyklen og lå livløs i vejsiden, slået ihjel af overmenneskelig anstrengelse.
På baggrund af denne og et utal af andre episoder fra Tour'ens brogede historie opsummeres det i artiklen "Et tempel af amoral" i Weekendavisen 2004, at: "Nutidens cykelfelter er spejderlejre i forhold til de foregående årtiers vilde party af amfetamin og steroider, men dopingen er der naturligvis stadig, eftersom det opfattes som en nødvendighed" (se kilder).

Hvad er dopingens medicinske rolle i moderne cykelsport i dag?

Hans Ole Hein er læge i arbejdsmedicin på Bispebjerg Hospital. Han er overbevist om, at dopingen også i dag spiller en central rolle i disse års Tour de France, der ofte betegnes som 'den ultimative manddomsprøve'.

Han mener, at det, der kunne kaldes en stor sportsbegivenhed, er gennemsyret af snyd og bedrag. Her hentyder han blandt andet til cykelrytternes letsindige omgang med mange forskellige medikamenter. Det er nemlig ofte nye og uprøvede stoffer, der netop er udviklet af medicinalindustrien. Derfor kender man ikke den fulde virkning af stofferne, specielt kender man ikke bivirkningerne. Hein ser flere medicinske paralleller mellem dopede cykelryttere og 'almindelige' stofmisbrugere: Som narkomaner indtager cykelryttere stoffer, som man ikke kender effekterne af. Man er villig til at prøve næsten alt for at opnå det, man ønsker. Narkomaner ønsker et kick, og dopede sportsfolk ønsker en bedre placering, mener Hein, der kalder hele løbet for et kæmpestort medicinsk eksperiment. I 2004 pegede han således på, at løbets publikum skulle skamme sig over at være underholdt af at se på disse "cyklende kemikalieflasker". Lægens pointer er blevet understreget af de kaotiske begivenheder, man har kunnet opleve under de seneste par års Tour de France. Adskillige stjerneryttere er blevet fanget af dopingkontrollerne og udelukket fra videre deltagelse i løbet. Flere af de seneste års største skandaler er dog sket uden for løbets etapedage. Det gælder blandt andet for vinderen fra 2006-udgaven af løbet, amerikaneren Floyd Landis fra Phonak-mandskabet. Efter sin samlede sejr blev der efterfølgende påvist, at han havde brugt doping med testosteron, der er det mandlige kønshormon, på sin vej mod sejren. I 2007-udgaven af løbet blev den førende rytter, danske Michael Rasmussen, trukket ud af løbet af sin arbejdsgiver på baggrund af mistænkelig omgang med visse paragraffer i dopingreglementet.
For en mere uddybende behandlingen af dopingmedikamenterne: Se Faktalink-artiklen om Doping.

Hvad er EPO?

I de seneste år har meget af dopingdebatten centreret sig om det præstationsfremmende stof EPO. Idrætsforskere som eksempelvis Chris MacDonald peger på, at stoffet er naturligt forekommende i kroppen, hvor det stimulerer produktionen af røde blodlegemer. De røde blodlegemer er centrale i en udholdenhedssport som cykling. De transporterer nemlig ilt rundt i kroppen, og blodlegemernes effektivitet er afgørende, fordi kroppens muskler skal bruge ilten, når maden skal nedbrydes og omdannes til energi. Det er for at øge hastigheden i den proces, at man kan tilføre kunstigt fremstillet EPO. Denne type doping har især været udbredt i 1990'erne. Det blev understreget af en lang række bekendelser fra tidligere topryttere, der - en efter en eller i små grupper - valgte at tale ud i fuld offentlighed og indrømme et massivt forbrug af stoffet tidligere i karrieren.

Hvad er hæmatokritværdi?

Hæmatokritværdien er et udtryk for procenten af de ilttransporterende røde blodlegemer af det samlede blodvolumen. Jo flere røde blodlegemer, der er i blodbanen, jo mere ilt kan blodet indeholde. Man kan udskille de røde blodlegemer fra resten af blodet ved en centrifugering. Hvis for eksempel 45 procent af den samlede mængde blod består af røde blodlegemer, så siger man, at hæmatokritværdien er 45. Den internationale cykelunion har sat en grænseværdi for mandlige cykelryttere, der ligger på 50. Det betyder, at hvis rytterne har 50 procent eller mere af røde blodceller i forhold til plasma i blodet, så bliver de udelukket fra løbet.

Hvad er bloddoping?

EPO-misbrug har været en af de mest udbredte former for doping de senere år. En anden form for doping betegnes 'bloddoping'. Det foregår typisk ved, at man tapper cirka en halv liter af sit eget blod nogle dage før en konkurrence. Menneskets organisme producerer derefter selv den manglende halve liter. Umiddelbart inden konkurrencen får rytteren så tilført den halve liter blod igen, og derved øges hæmatokritværdien uden brugen af EPO. Man kan også benytte sig af en såkaldt 'homolog' metode, hvor det er en anden persons blod, der tilføres. Sidstnævnte metode er relativ enkel at afsløre i en dopingtest. Bloddoping spillede en væsentlig rolle ved Tour de France 2007. Forhåndsfavoritten Alexandre Vinokourov fra det kasakhiske hold Astana blev diskvalificeret efter at være afsløret i dopingkontrollen efter 13. etape. Denne etape var en enkeltstart, og som vinder skulle Vinokourov dopingtestes. Testen afslørede, at kazakstaneren havde benyttet sig af 'homolog' bloddoping for at forbedre sin præstation.

Bloddoping fik også afgørende betydning for udfaldet af Tour de France året forinden. En række af forhåndsfavoritterne blev udelukket fra løbet, fordi man mistænkte dem for at være involveret i en sag, hvor en række ryttere havde deltaget i et omhyggeligt udført dopingmisbrug. Sagens hovedperson var manden, der angiveligt planlagde og udførte dopingen, den spanske cykellæge Eufemiano Fuentes. Blandt de anklagede ryttere var den tyske stjerne Jan Ullrich og italienske Ivan Basso – sidstnævnte kørte på det danskejede hold CSC.
På hjemmesiden www.antidoping.dk kan man læse en artikel om bloddoping (se kilder).
Hvad er doping med testosteron?

En anden mulig måde at dope sig på er at indtage det mandlige kønshormon testosteron. Stoffet er et hormon, der øger muskelstyrken og får brugte eller ødelagte muskler til at restituere hurtigere. Midlet kan have en virkning fra dag til dag. Normalt regulerer kroppen selv behovet for kønshormonet. Derfor kan niveauet af testosteron godt svinge. Det var netop det forhold, amerikaneren Floyd Landis benyttede som bortforklaring, da det blev påvist, at han havde haft et unaturligt højt niveau af hormonet i kroppen, da han vandt en meget krævende etape under løbet i 2006. Resultatet af den såkaldte A-prøve forelå få dage efter løbets afslutning, mens resultatet af kontrolprøven, B-prøven, fulgte nogle uger senere. Begge prøver viste, at han havde dopet sig til sejren i Tour de France i 2006. Den 30. juni 2008 blev Landis endelig dømt skyldig for doping af den internationale sportsdomstol CAS, og blev frataget sejren for 2006. Den gik dermed til Oscar Pereiro. En af de mest udbredte former for doping med testosteron sker gennem de såkaldte ’anabolske steroider’. De kom på listen over forbudte dopingstoffer i 1975. Man kan læse mere om denne form for doping på Antidoping Danmarks hjemmeside (se kilder).

Vil dopingmistanken kvæle Tour de France?

Legal og illegal brug af medicin har gennem hele løbets historie været tæt knyttet til Tour de France. Tour de France-rytternes massive forbrug af stoffer, der befinder sig på - eller over - grænsen for det tilladte, får tit debatten om løbets fremtid til at blusse op.

Alligevel har næsten alle de aktive topryttere hårdnakket benægtet brugen af doping. Det forhold har gjort ireren Pat McQuaid, der er præsident for den internationale cykelunion, rasende, og det har i et interview, der blev bragt i artiklen ”Led og ked af dopingnægterne” i Ekstra Bladet i 2006, fået ham til at tale dunder mod doping i cykelsporten og mod de ryttere, der ikke vil indrømme deres misbrug (se kilder). “Vi gør mere (i kampen mod doping) end alle andre forbund, men ( ... ) der er en benægterkultur i cykelsporten. Det er med til at give sporten et imageproblem, der er et af sportens største problemer i disse år.” Han fortsætter: “En stjerne bliver taget, men andre, der kører lige så hurtigt, gør ikke. Det får os (cykeltilskuerne) til at tro, at alle er dopet, og det er ikke nødvendigvis rigtigt”.

Billedet af de dopingmisbrugende cykelryttere er blevet forstærket over de seneste år. Dette gælder ikke mindst efter løbene i 2006 og 2007, hvor dopingskyerne hang tungt over de franske landeveje. I begge løb er markante ryttere i feltet - Floyd Landis i 2006 og Alexandre Vinokourov i 2007 - blevet fældet efter påvist brug af doping. Mens Landis primært havde indtaget testosteron, så havde Vinokourov benyttet sig af homolog bloddoping. Fælles for deres dopingmisbrug er, at det er blevet foretaget på en måde, der har været ret simpel at spore - og det har været kendt af begge ryttere. Ydermere blev dopingkontrollen foretaget helt rutinemæssigt. I begge tilfælde vandt rytteren den foregående etape, og skulle derfor efter reglerne gennemgå en obligatorisk dopingtest. Det har derfor været kilde til stor forundring blandt både eksperter og almindeligt cykelinteresserede, at to af sportens højest profilerede stjerner ville benytte en så simpel og utilsløret form for doping, der uundgåeligt ville blive opdaget.

I artiklen ”Sejr for enhver pris”, der også blev bragt i Berlingske Tidende i 2006, prøver skribenten at forstå, hvad det er, der driver ryttere som Floyd Landis (og altså også Vinokourov) ud i et desperat og indlysende dopingmisbrug (se kilder). For cykelsporten har til alle tider kendt til brugen af præstationsfremmende stoffer, og de to er blot nogle af de seneste navne i en sport af faldne og falmede helte. Artiklen er forundret over omverdenens voldsomme reaktion på afsløringen af Landis: ”Ingen burde være voldsomt chokerede over - igen - at blive konfronteret med en historie fra pedalatleternes biokemiske overdrev, eftersom sporten i en mere end 100 år lang tradition repræsenterer en uendelig tirade af episoder med død og selvdestruktion på programmet”. Efter at have lidt frygteligt på løbets 16. etape i 2006 blev Landis set vandre rundt på hotelgangen, mens han tranceagtigt gentog “Jeg skal vinde det her cykelløb”. Næste dag kastede han sig ud i et vanvidstogt, der skaffede ham den samlede sejr. Om dette desperate angreb konkluderer artiklen: ”Efter alt at dømme med alt til faget hørende, hvad enten vi taler om amerikanerens ubændige, på mange måder beundringsværdige ærgerrighed. Eller hans vilje til at vinde for enhver pris og med alle til rådighed stående midler”. Vinokourov var styrtet flere gange i starten af løbet i 2007. Hans illusioner om den samlede sejr i løbet var dermed forsvundet. Uden chance for den samlede sejr var han tilsyneladende rede til at kaste sig ud i et desperat - og umiddelbart ugennemtænkt - forsøg på hurtig oprejsning og ære.

Tour de France 2008 blev på ingen måde et rent løb, på trods af, at der var taget flere skridt for i jagten på dopingspøgelset, og særligt et stort, kontroversielt af slagsen: Astana-holdet var helt udelukket, selvom de ikke var på UCIs karantæneliste. ASO, som er det firma der ejer Tour de France (og andre cykelløb), mente, at holdets involvering i flere dopingskandaler året før havde ”udøvet skade på Touren og cykelsport som helhed”. Dette udelukkede en af de absolutte forhåndsfavoritter, Alberto Contador, der havde vundet løbet året før, fra deltagelse i løbet.

Efter at have vundet to etaper i 2008-Touren blev italieneren Riccardo Ricco testet positiv for brug af EPO og blev diskvalificeret. Hans hold Saunier Duval, som på daværende tidspunkt havde tre etapesejre og havde kørt et fremragende løb, valgte senere at trække sig helt ud af Touren.
Flere involverede og forskellige dopingeksperter har efter afslutningen på Tour de France 2008 diskuteret omfanget af doping, og selv om der var lige så mange positive tests som i 2007, har det været argumenteret, at det øgede antal af kontroller ville have fanget flere, hvis ikke niveauet af doping var faldet.

2009 var, med hensyn til dopingskandaler, et godt år for Tour de France. Kun to ryttere blev udelukket fra cykelløbet på grund af positive dopingtest, den ene før og den anden efter løbet. Begge ryttere var forholdsvis ukendte og havde ringe betydning for udfaldet af løbet, hvorfor sagerne ikke fyldte meget i mediedækningen af touren.
En af grundene til det lave antal positive dopingtest er muligvis den øgede kontrol med cykelrytterne. Især favoritterne blev testet oftere end nogensinde før. På den baggrund vurderer både dopingeksperter og involverede fra løbet, at touren de næste par år kan fokusere på det, det hele handler om: alle tiders cykelløb.

I 2010 blev Alberto Contador efter løbet dømt for at have haft for store mængder af det ulovlige stof clenbuterol i kroppen, ifølge ham selv efter at have spist en forurenet bøf på en spansk restaurant. Sagen har rejst principiel diskussion om stoffer fra madvarer.

I 2011 blev Aleksandr Kolobnev fra Team Katusha testet positiv for det forbudte stof hydroklortiazid.

Hvilke konsekvenser har dopingsagen mod Lance Armstrong?

I oktober 2012 blev der sat nye standarder for, hvilke konsekvenser et dopingmisbrug kan have. Den syvdobbelte tourvinder Lance Armstrong opgav i august 2012 kampen mod det amerikanske antidopingagentur Usada, der i en lang rapport fastslog hans årelange dopingmisbrug. Usada ville på baggrund af dopinganklagerne fratage Armstrong alle hans resultater efter 1. august 1998 og give ham livsvarig karantæne fra cykelsporten.

I oktober gik den internationale cykelunion UCI ind i sagen, og de fulgte Usadas beslutning, hvorved Armstrong pr. 22. oktober 2012 blev frataget de syv samlede Tour de France-sejre, som han vandt i perioden 1999 til 2005 ligesom 20 etapesejre fra samme periode. Hans bedste placering i Tour de France var herefter en 36. plads fra 1995-udgaven af Touren.

UCIs opbakning om rapporten har haft omfattende konsekvenser – ikke kun for Armstrong men for hele cykelsporten og branchen omkring den. Nogle af de konsekvenser, som Usadas 1.000 sider lange rapport førte med sig, var udover Armstrongs mistede titler og livstidskarantæne:

·         Den hollandske bank Rabobank meddelte 19. oktober, at de efter 17 år i sporten ville stoppe som sponsor af cykelholdet af samme navn ved årsskiftet 12/13.

·         Cykelproducenten Trek stoppede sit sponsorat af Lance Armstrong.

·         Nike og andre sponsorer forlod Armstrong.

·         Belgieren Johan Bruyneel, der var sportschef og manager på cykelholdet Radioschack-Nissan, blev fyret, da han ifølge Usadas rapport var en af bagmændene bag omfattende dopingsnyd på cykelholdet US Postal.

Rapporten er delvist udformet på baggrund af vidneudsagn fra cykelryttere og andre branchefolk, og den irske UCI-præsident Pat McQuaid takkede de mange ryttere, der har vidnet i sagen. Ved et stort pressemøde sagde han ifølge artiklen ”UCI fratager Armstrong syv titler” endvidere: ”Det er ikke første gang, cykelsporten har stået ved en skillevej. Vi finder en vej fremad. Cykelsporten har en fremtid.” (Se kilder).

Da den danske cykelrytter Bjarne Riis har i modsætning til Armstrong indrømmet sit dopingmisbrug og det er ifølge McQuaid årsagen til, at Riis kan fortsætte i cykelsport, mens Armstrong er udelukket. ”Omvendt har Lance Armstrong ikke indrømmet noget som helst – på trods af alt det bevismateriale, som der er i denne rapport, som viser han har brugt doping,” siger McQuaid ifølge artiklen ”UCI-præsident: Forskel på Riis og Armstrong” (se kilder).

Ifølge Christian Prudhomme, der er direktør for Tour de France, bliver ingen andre ryttere tildelt Tour-sejre i årene 1999-2005.

Udover de konkrete konsekvenser af Armstrongs doping har sagen tvunget den internationale cykelverden til at se indad og ransage egne metoder. UCI er af en lang række cykelforbund blevet opfordret til at igangsætte en uvildig undersøgelse af deres rolle i Armstrong-sagen, da flere aktører har luftet mistillid til ledelsen i UCI inklusiv præsident Pat McQuaid. UCI har modtaget to større pengebeløb fra Lance Armstrong, og samtidig går der rygter om, at UCI har ladet flere mistænkelige dopingprøver passere. Kravet om en uvildig undersøgelse kommer bl.a. fra den danske cykelunion DCU, hvorfra formand Tom Lund ifølge artiklen ”DCU kræver kulegravning af Armstrong-sag” siger: ”Det har vi gjort for at imødekomme alle former for spekulationer om UCI’s rolle i perioden, som Usada-rapporten beskriver (se kilder). Det vil jeg gerne have afklaret, så vi kan komme videre.” Andre røster har lydt endnu tydeligere, og vinder af Tour de France 2005 Oscar Pereiro udtaler ifølge artiklen ”Reaktioner på UCI’s rolle i Armstrong-sagen” (se kilder): ”Hele UCI bør gå af. Efter så mange år er det frustrerende, at Armstrong fældes på baggrund af gamle holdkammeraters vidnesbyrd og ikke på baggrund af andre beviser. UCI’s straf er på den ene side konsekvent, men trist på den anden side, fordi den beviser, at dets system ikke fungerer.” Efter kritikken besluttede UCI d. 26. oktober 2012 at nedsætte en uvildig kommission til at undersøge unionens rolle i dopingsagen.

Hvad betyder Armstrong-sagen for det danske cykelmiljø?

I Danmark har sagen også haft konsekvenser for cykelsporten. Anti Doping Danmark ADD har på baggrund af Armstrong-sagen efterlyst efterforskningsenheder. ADD-direktør Lone Hansen sagde i den forbindelse: ”Nationale antidopingorganisationer har brug for kapacitet til at indsamle og gøre brug af efterretningsdata til at kunne rejse denne type af sager ved hjælp af andre beviser end positive laboratoriesvar” ifølge artiklen ”K-ordfører vil have mere politi i dopingkampen” (se kilder). I samme artikel understreger de konservatives idrætsordfører Brian Mikkelsen, at en sådan efterforskningsenhed vil kunne redde sporten: ”Der er ikke samarbejde nok mellem politi og antidopingmyndighederne, og politiet har ikke nok redskaber til virkelig at gribe ind.” Hidtil er de fleste ressourcer hos ADD gået til at bekæmpe doping hos motionister, men efter sagen mod Armstrong er der bred politisk enighed om at revurdere og styrke indsatsen mod elitedoping.

 

Debat om Tour de France

Den spanske cykelrytter Alberto Contador på Alpe d'Huez under Tour'en i 2013.
Den spanske cykelrytter Alberto Contador på Alpe d'Huez under Tour'en i 2013.
Foto: Joel Saget / Scanpix

Hvor står debatten om dopingmisbruget?

I artiklen "Turdæfrangs" fra Weekendavisen fra 2003 fortæller journalisten Joakim Jakobsen om det bånd, der traditionelt har eksisteret mellem Tour de France og løbets millionpublikum over hele verden (se kilder). Et bånd, der igennem årtier er forblevet intakt, selvom der gennem løbets historie på over hundrede år har været utallige skandaler, der kunne slukke interessen – især når spørgsmålet om doping er bragt på bane. Det opsummeres i artiklen, at legal og illegal medicinering til alle tider har været en del af løbets indre logik: "Publikum accepterer tilsyneladende, at Tour-deltagerne når så langt i deres perverterede grænsesøgning, at en del af dem må anvende farmaceutiske hjælpemidler. Ikke for at vinde, men for at blive ved med at køre. For Tour-rytterne har altid dopet sig".
Joakim Jakobsen tilskriver publikums tilsyneladende accept af brugen af doping løbets umenneskelige hårdhed: "Lige så usentimentalt publikum gennem tiden har accepteret rytternes brug af medicinalindustriens produkter, lige så sværmerisk opfatter vi den enkelte rytters kamp. Det skal være hårdt. Så omfavner vi dem til gengæld også. (...) Tour-rytterne er ganske enkelt mænd, der ofrer sig, slider sig selv til den sublime tilstand. Kald det grinagtigt, anakronistisk og banalt – sådan er det bare, og vi respekterer og beundrer dem for det".

Samme forsvar for dopingmisbruget udtrykker Jørgen Leth i kronikken "De gode og de onde i cykelsporten" i Politiken den 26. oktober 2012 (se kilder):

"Spørgsmålet er (endnu en gang): Gør det ikke ondt, når man elsker cykelsporten, som du gør? Altså den nye galopperende dopingaffære. Nej, det gør det faktisk ikke. Jeg tager det som en del af livet. Pessimisterne siger, at det er cykelsportens død. Nej, siger jeg, det er det ikke. Overhovedet ikke. Cykelsporten spræller, den er i live. Den kommer over denne krise, ligesom den kom over de forrige. Det er jeg ikke et øjeblik i tvivl om. (...) Og i disse år oplever sporten en stærkt stigende global interesse, som stimuleres af dyrkelsen af målbevidst cyklen som livsstil. Det er, som om publikum siger: Det kan godt være, de snyder, men vi vil bare se spændende cykelløb. (...)Jeg er imod, at man tager Toursejrene fra Armstrong. Hans regime er historie nu. Han var den bedste blandt ligemænd (lige dopede)."

I kommentaren "Doping er forståeligt i en umenneskelig sport" bragt i Dagbladet Information lægger specialestuderende i journalistisk og filosofi Rasmus Løppenthin den 26. oktober 2012 sig i forlængelse af Jørgen Leth:

"Den dominerende nypuritanisme og dens nærmest nazistiske fokus på korrekthed får offentligheden til at forvente, at cykelsport er som et dukketeater med velfriserede, kristne kostskoleelever som dukkeførere. Etikken stikker bare ikke særlig dybt, men er pænhedsskolens intellektuelle forsøg på at fjerne en ubehagelig virkelighed. (...) Cykling er nemlig ikke en hyggelig spejdersport, men er baseret på en syg og nærmest umenneskelig idé – og derfor er vi betaget af den (se kilder). Tour de France er så hårdt, at det næsten er ufatteligt, at nogen kan gennemføre det. Og som meget andet eliteidræt er det overhovedet ikke sundt at dyrke cykling på absolut topniveau. Rytterne nedbryder deres krop dag ud og dag ind og sulter sig anorektisk tynde for ikke at blive parkeret på stigningerne. Ærlig talt: Kan man bebrejde dem at benytte sig af diverse stimulanser for at komme igennem dette smertehelvede, som vi gladeligt følger i fjernsynet? Helt fra sportens barndom har det da også været normalt at benytte sig af alt fra kokain til cognac henover amfetamin, EPO og bloddoping. For bare at gøre det hele lidt mere udholdeligt og få stængerne op på cyklen næste dag. The show must go on."

Derimod tager Informations Georg Metz i kommentaren "PH i ens korte liv" stærkt afstand fra dopingmisbrugets dominans i cykelsporten:

"Den amerikanske supercykelhelt Lance Armstrong er nu frataget samtlige sine Tour de France-titler, fordi han på tourerne har været dopet fra pedaler til cykelhjelm (se kilder). Akkurat som vor hjemlige Riis, der sjovt nok stadig er benovet forsidestof i sportstillæggene, skønt også han som bekendt og med tilbagevirkende kraft fik revet førertrøjen af sin forgiftede krop. PH udtrykte tidligt skepsis over for massesporten og ikke mindst dens presse og propaganda, der var forbundet med hysteriet. Han så jo de totalitære systemers udnyttelse af idiotien. Konkurrencemomentet skruet op i vanvittig nationalisme, som den Gunnar Nu Hansen formidlede allerede i radioens barndom. Men også ved påstanden om konkurrenceidræt som noget nær naturbestemt karakterforædling.

Indvendingen mod sport på det niveau som det modsatte og virkelighedsflugt synes at være bekræftet i dopingskandalerne, der burde sætte en stopper for det årligt tilbagevendende selvkørende svindelnummer på franske landeveje og pille mediedækningen af plakaten. Man kan lige så godt lave reportage om, hvem der kommer først til nærmeste pusher. Hva’ mæ om Jørgen Leth gav en god forklaring på historien, og hva’ mæ om cykelsportskommentatorerne i deres almægtighed stak os en undskyldning for løgn i kilometervis samt et utal af års misbrug af sendetid i tv."

 

Kilder til baggrund

Undervisningsmateriale

Den store franske sportsavis, der står bag arrangementet af Tour de France. Avisens omfattende dækning af cykelsport eksploderer i tre uger i juli.På denne side kan man læse om fysik og cykling, herunder om Tour de France set fra et fysikerperspektiv. Hvorfor kan man holde balancen lettere på en cykel i fart, og hvad er den fysiske forklaring på, hvordan man drejer?
Her er der muligheder for mange vinkler – eksempelvis en træningsmæssig eller en historisk vinkel med sportens intensivering som omdrejningspunkt

Faglitteratur

Jakobsen, Joakim:
Le Tour - sejre, drømme og frygtelige nederlag i 100 år. Forlaget Rosinante, 2004.
Jakobsen, Joakim :
Tour de France – Historien om verdens hårdeste cykelløb. Lindhardt & Ringhof, 2004.
Ellegaard, Lasse og Henrik Juul Hansen:
På den store klinge - Tour de France 1996. Informations Forlag, 1996.
Novrup, Svend:
Stjernerne og vinbærerne. P. Haase & søns Forlag, 1996.
Ellegaard, Lasse:
Verdens vigtigste cykelløb - en reportage om Tour de France 1995. Informations Forlag, 1995.

Dokumentarfilm

Gibney, Alex:
The Armstrong Lie. Sony Pictures Classics, 2013 Dokumentarfilm om Lance Armstrong. Instruktøren bliver i 2009 inviteret til at dokumentere Armstrongs comeback, fire år efter han officielt var gået på pension. Det bliver i stedet til en film om den ultimative løgn om dopingmisbrug.
Højstrup, Kasper Højstrup Nielsen et al.:
Danskerne i Touren. Nordisk Film, 2007.
Dokumentarfilm om de første danskere i Tour’en: Bjarne Riis, Rolf Sørensen, Jesper Skibby, Team CSC og Michael Rasmussen.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på 'Tour de France'

Kilder citeret i artiklen

Arrangøren

Løbets officielle hjemmeside - på engelsk og fransk - hvor man finder massevis af informationer om struktur, organisation og historie.

Forskning

Anti-Doping Danmarks officielle hjemmeside, der blandt andet rummer en lang række faktuelle oplysninger om de dopingstoffer, der aktuelt er meget udbredte.

Udenlandske medier

Meget omfattende engelsk database, der dækker alle verdens cykelløb. De europæiske hovedløb dækkes minutiøst, blandt andet med en daglig nyhedsspalte.

Avisartikler

Ellegaard, Lasse:
Nibali satte sit forventede punktum. Information, 2014-07-25
Ritzau:
K-ordfører vil have mere politi i dopingkampen. Politiken, 2012-10-30.
Ritzau:
Reaktioner på UCI’s rolle i Armstrong-sagen. Børsen, 2012-10-26.
Ritzau:
DCU kræver kulegravning af Armstrong-sag. Dr.dk, 2012-10-26.
Løppenthin, Rasmus:
Doping er forståeligt i en umenneskelig sport. Information, 2012-10-26.
Leth, Jørgen:
De gode og de onde i cykelsporten. Politiken, 2012-10-26.
Metz, Georg:
PH i ens korte liv. Information, 2012-10-26.
Ritzau:
UCI-præsident: Forskel på Riis og Armstrong. Jyllands-Posten, 2012-10-22.
Ritzau:
UCI fratager Armstrong syv Tour-titler. Ekstra BladetEkstra-Bladet, 2012-10-22.
Jørgensen, Lars:
Sejr for enhver pris. Berlingske Tidende, 2006-07-29.
Jakobsen, Mogens:
Ingen podier men samme indtjening hos CSC. Politiken, 2006-07-24.
Led og ked af dopingnægterne. Ekstra Bladet, 2006,
Politiken:
TV2 fortsætter med Tour de France. Politiken, 2006-07-27.
Jakobsen, Joakim:
Et tempel af amoral. Weekendavisen, 2004-07-23.
Jakobsen, Joakim:
Dopingens guldalder. Weekendavisen, 2004-06-25
Jakobsen, Joakim:
Turdæfrangs. Weekendavisen, 2003-07-4.
Jakobsen, Joakim:
En tvivlsom helgen. Weekendavisen, 2002-07-19.

Faglitteratur

Døygaard, Heino:
Tour de France. Gyldendals Forlag, 1994.