Bekæmpelse af tortur

Hvordan kan tortur forebygges og bekæmpes?

Tortur kan bekæmpes med mange midler, som virker mest effektivt, hvis de tages i brug samtidig. På hjemmesiden for DIGNITY og i temahæftet ”Tortur” fra Dansk Røde Kors Asylafdeling (se kilder) oplistes blandt andet følgende midler og metoder i kampen mod tortur:

  • Forskning og dokumentation. Ved at forske i og dokumentere tortur kan torturen og dens konsekvenser gøres mere synlig. Desuden kan muligheden for at dokumentere torturen fungere som en advarsel til torturudøvere og torturstater om, at deres gerninger kan bevises, og at de efterfølgende kan gøres ansvarlige for torturen, ligesom beviser for tortur kan bruges til at presse regeringerne til selv at retsforfølge torturudøvere.
  • Diplomatisk dialog. ”Mange af landene har så store problemer, at man ikke kan ændre situationen fra den ene dag til den anden. Det tager tid at få dem til at forstå, at det er i deres egen interesse. Hvis ikke du overholder menneskerettighederne, så får du problemer med at kommunikere med mange lande i verden - især i Vesten og EU,” siger den danske læge Ole Vedel Rasmussen, mangeårigt medlem af både FN’s anti-tortur komité, CAT, og Europarådets torturforebyggelseskommission, CPT, i temahæftet ”Tortur”. Dialogen med torturstaterne baserer sig blandt andet på uanmeldte besøg i fængsler og på politistationer, som udføres af Europarådets torturforebyggelseskommission og af Internationalt Røde Kors.
  • Politisk pres og trusler om økonomiske sanktioner. Regeringer i demokratiske lande, som er kendt for at bekæmpe tortur, kan presse torturstater til at sætte ind mod tortur - blandt andet ved at true med at afbryde de diplomatiske forbindelser, afbryde samhandlen eller skære i udviklingsbistanden.
  • Retsforfølgelse af torturudøvere. Ved at sætte effektivt ind med retssager mod torturudøvere kan myndighederne sende et kraftigt signal om, at tortur er uacceptabelt, og at man ikke ustraffet kan udøve eller give ordrer til tortur.
  • Oplysning og uddannelse. Ved at oplyse offentligheden om tortur kan kampen mod tortur sikres større opbakning, og ved at uddanne offentligt ansatte, for eksempel fængselspersonale, kan risikoen for, at statsligt ansatte bliver torturudøvere mindskes.

Hvem forebygger og bekæmper tortur?

Kampen mod tortur er blevet intensiveret i de seneste årtier, og der er både statslige og private aktører og nationale, regionale og internationale institutioner og organisationer, der bekæmper og forebygger tortur. Blandt de væsentligste aktører er:

  • FN’s antitortur-komité, UN Committee Against Torture (CAT): Komiteen blev oprettet i 1988 og arbejder med udgangspunkt i FN’s torturkonvention. Den kontrollerer de rapporter om forebyggelse og bekæmpelse af tortur, som de enkelte medlemsstater selv skriver. Komiteen inddrager oplysninger fra organisationer som Amnesty International og Human Rights Watch og stiller kritiske spørgsmål til landerapporterne, som myndighederne skal svare på. På baggrund heraf giver komiteen de enkelte lande en række anbefalinger til, hvordan de kan forbedre sig. Komiteen har dog ingen magtmidler over for de lande, der ikke tager anbefalingerne alvorligt.
  • Europarådets Komité til forebyggelse af tortur, Comittee for Prevention of Torture (CPT): Komiteen blev stiftet i 1989 og har til opgave at undersøge, om de europæiske stater overholder Europarådets konvention mod tortur. Komiteen har et medlem fra hvert af rådets medlemslande, og de besøger med jævne mellemrum staterne for at undersøge, hvordan frihedsberøvede personer behandles. Det gøres via uanmeldte besøg i fængsler og på politistationer. Besøgene munder ud i rapporter, som kan offentliggøres, hvis et land ikke vil samarbejde om at forbedre forholdene.
  • IRCT - Det Internationale Rehabiliteringsråd for Torturofre, International Rehabilitation Council for Torture Victims. Rådet blev oprettet i 1985 og fungerer i dag som paraplyorganisation for omkring 250 rehabiliteringscentre over hele verden. IRCT blev etableret på initiativ af det danske Rehabiliterings- og forskningscenter for Torturofre (RCT), som åbnede i Danmark i 1984. Centret hedder i dag DIGNITY og arbejder ligesom lignende centre i andre lande for at behandle og rehabilitere torturoverlevere og forske i torturskader og behandling af dem samt oplyse offentligheden om torturens årsager og konsekvenser. Desuden kæmper centrene for, at alle verdens lande aktivt skal bekæmpe og forebygge tortur. Centrenes arbejde koordineres via IRCT.
  • World Organisation Against Torture (OMCT): Paraplyorganisation for omkring 240 ngo’er, som arbejder med bekæmpelse af tortur.
  • Association for the Prevention of Torture (APT): Sammenslutning, bekæmper tortur via uanmeldte besøg i fængsler og andre steder, hvor mennesker holdes i fangenskab.
  • Internationale menneskerettighedsorganisationer. Organisationer som Amnesty International og Human Rights Watch arbejder med at dokumentere og oplyse om brud på menneskerettighederne og organiserer kampagner med fokus på bestemte lande og temaer, herunder tortur. Amnesty International har blandt andet lavet kampagnen ’Naming Names’, som gik ud på at udpege torturbødler med navn for at presse regeringerne i deres hjemlande til at stille dem for en domstol.

Hvilke internationale erklæringer og konventioner findes der mod tortur?

Der findes en række internationale erklæringer og konventioner, som udtrykkeligt forbyder tortur og pålægger landene, der har underskrevet aftalerne, at bekæmpe og forebygge tortur og retsforfølge torturudøverne. Allerede for flere hundrede år siden blev der indført forbud mod tortur i flere vestlige lande, herunder Danmark, hvor tortur blev forbudt i 1770.

  • FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder, også kaldet Menneskerettighedserklæringen, blev vedtaget i 1948. I erklæringens artikel 5 slås det fast, at ”Ingen må udsættes for tortur eller grusom, umenneskelig eller fornedrende behandling eller straf.”
  • 3. og 4. Geneve-konvention, der omhandler behandlingen af krigsfanger og civilbefolkning under krig eller i krigslignende situationer. I disse konventioner slås det fast, at hverken civilpersoner eller krigsfanger må udsættes for tortur, og at ”krigsfanger, må under ingen omstændigheder udsættes for fysisk eller mental tortur eller anden form for tvang med det formål at fremtvinge oplysninger.”
  • FN’s konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, også kaldet FN’s torturkonvention, blev vedtaget i 1984 og trådte i kraft i 1987. Konventionen forpligter de underskrivende stater til at forbyde tortur, indføre uddannelse mod tortur hos politiske og andre myndigheder samt at retsforfølge torturbødler. Den er i dag ratificeret af 144 lande.
  • Tillægsprotokollen til FN’s torturkonvention. Blev vedtaget i 2002 og trådte i kraft i 2006. Den etablerer et tostrenget system af uafhængige internationale og nationale organer, der skal inspicere politistationer, fængsler og andre detentionscentre og har således fokus på forebyggelse af tortur.
  • Desuden findes flere regionale erklæringer og konventioner, som forbyder tortur, blandt andet: Den Amerikanske Menneskerettighedskonvention (1969), Det Afrikanske Menneskerettighedscharter (1986) og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (1950) samt Europarådets konvention til forebyggelse af tortur (1987).

Hvilke nationale love og regler findes der mod tortur?

Mange lande har implementeret de internationale konventioner og aftaler i deres nationale lovgivning for at sikre, at de internationale dokumenter er gældende i praksis. En del lande har dog ikke fuldt ud implementeret de internationale dokumenter i deres lovgivning. Danmark har for eksempel ikke skrevet forbuddet mod tortur eksplicit ind i straffeloven, som det eksempelvis er tilfældet i Norge. Fra den tidligere VK-regerings side lød argumentet, at en implementering var unødvendig, fordi tortur allerede er forbudt ifølge den danske straffelov gennem reglerne om vold, tvang, trusler og forbrydelser begået i offentlig tjeneste. Blandt andre Amnesty International har argumenteret for, at torturforbuddet bør skrives direkte ind i dansk lov. Organisationen henviser blandt andet til, at flere sager mod påståede torturbødler er blevet afvist ved de danske domstole, fordi sagerne faldt for en forældelsesfrist på 10 år. En sådan forældelsesfrist ville ikke gælde, hvis FN’s torturkonvention var skrevet direkte ind i dansk lov.

Folketinget vedtog i 2008 en strafskærpelsesregel for tortur i straffeloven, som betyder, at sager om tortur ikke længere kan falde for straffelovens almindelige forældelsesfrist på 10 år. Menneskerettighedsorganisationer har dog kritiseret den nye lov for ikke at være vidtrækkende nok, idet torturbødler ikke kan retsforfølges for forbrydelser, som de har begået før 1998.

Hvem kan retsforfølge torturbødler?

Alle lande kan retsforfølge torturbødler, og alle stater, der har ratificeret FN’s torturkonvention er forpligtet til at retsforfølge torturudøvere, der befinder sig inden for landets grænser, også selv om torturen har fundet sted i andre lande og mod andre landes statsborgere. Er der tale om personer, som har statsborgerskab i et andet land, kan en stat stadig retsforfølge dem, men kan også vælge at udlevere dem til retsforfølgelse i et andet land. 

Desuden er der i nyere tid blevet oprettet særlige krigsforbryderdomstole, som har haft til opgave at behandle sager om menneskerettighedskrænkelser og forbrydelser mod menneskeheden begået under bestemte krige og konflikter. Det gælder blandt andet Krigstribunalet for det tidligere Jugoslavien og en krigsforbryderdomstol, der skal placere ansvaret for det folkemord, der fandt sted i Cambodja fra 1975-1979. Blandt de tiltalte er lederen af det mest frygtede torturfængsel i hovedstaden Phnom Penh. 

Endelig blev der i 2002 på FN’s initiativ oprettet en international straffedomstol, International Criminal Court, der skal retsforfølge forbrydelser mod menneskeheden, herunder systematiske angreb på civilbefolkningen, tortur, voldtægt m.m. 

Hvem kan straffe stater, hvor mennesker er blevet udsat for tortur?

Stater i Europa, der udsætter deres borgere for tortur og umenneskelig behandling, kan dømmes ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Domstolen kan dømme stater, der har underskrevet Europarådets konvention mod tortur, men ikke lever op til den.

Hvorfor er det vigtigt at straffe torturudøverne?

Flere internationale konventioner forpligter stater til at straffe torturudøvere. Det skyldes dels, at man ved at straffe torturudøvere forhåbentlig kan afskrække andre fra at begå lignende forbrydelser, dels at det giver ofrene en form for oprejsning. Om dette aspekt af at straffe torturudøverne siger den danske læge Inge Genefke, der er blandt verdens førende inden for torturbekæmpelse, i artiklen ”Den nådesløse engel” i Information den 19. januar 2007 (se kilder): ”Det er selvfølgelig umuligt at straffe alle, men vi går efter at få straffet hovedbødlerne og dem, der giver ordrerne. Så yder man ofrene retfærdighed og viser dem, at de ikke selv var skyld i, at de blev udsat for overgreb. Det lyder mærkeligt, men det, der går igen hos torturofre fra alle kulturer, er at de har mistet tilliden til sig selv og føler dyb skam og skyld.” At straffe torturbødler kan derfor ifølge Inge Genefke være med til at hjælpe torturofrene med at komme sig over torturen, og hun mener derfor, at der er en tæt forbindelse mellem straf af torturbødler og behandling af ofrene.