Menneskerettigheder i Tjetjenien

Hvordan fungerer menneskerettighederne i Tjetjenien?

Menneskerettighederne i Tjetjenien er i årevis blevet overtrådt. Ikke bare af de russiske tropper, der med deres brutale og hensynsløse fremfærd mod civilbefolkningen gjorde sig yderst forhadt blandt menige tjetjenere. Også de tjetjenske separatister har tusindvis af uskyldige civile menneskers liv på samvittigheden. Deres forbrydelser tæller kidnapninger, brutale likvideringer og selvmordsangreb. Efter et besøg i Tjetjenien i februar 2010 beskrev de to britiske parlamentarikere Jo Swinson og Frank Judd (der fra 1999 til 2003 var Europa Rådets parlamentariske forsamlings særlige udsending i Tjetjenien) som “meget foruroligende”. 

I de senere år har den Moskva-indsatte tjetjenske leder, Ramzan Kadyrov, sikkerhedsstyrker foretaget flere og flere aktioner - mord, kidnapninger, natlige 'udrensningsaktioner' og bombesprængninger - hvis formål udelukkende har været at skræmme og intimidere civilbefolkningen. Tortur er en daglig foreteelse på alle sider i konflikten.

At der fortsat er krig i landet - på trods af Moskvas forsikringer om det modsatte - bekræftes af de vedvarende angreb mod pro-russiske regeringsstyrker og civile, som mistænkes for at samarbejde med russerne eller præsident Ramzan Kadyrovs styrker. Civilbefolkningen lider under uroen og bliver ofre for selvmordsaktioner og udrensningsoperationer.

Samtidig lever mellem 60-80.000 af tjetjenerne endnu som flygtninge i naborepublikken Ingusjetien. Dertil kommer op mod 200.000 etniske russere, der måtte flygte i starten af halvfemserne og ikke siden har haft mulighed til at kunne vende tilbage og leve i sikkerhed. 

Hvilken international kritik har der været?

Russernes krige i Tjetjenien mødes til stadighed med hårde ord fra vestlige menneskerettighedsorganisationer og medier. Også Europarådet og EU-Kommissionen har jævnligt kritiseret Ruslands krigsførelse i Tjetjenien.

Fra politisk hold var protesterne størst under den første Tjetjenien-krig. Den daværende tyske kansler, Helmut Kohl, lod således den 27. december 1994 sin udenrigsminister, Klaus Kinkel, udtrykke et "følelsesmæssigt opråb" fra ham selv og EU til Jeltsin. OSCEs repræsentanter sammenlignede for eksempel ødelæggelserne i hovedstaden Grosnij med dem i Stalingrad under Anden Verdenskrig.

USA har derimod holdt tilbage på kritikken. Under den første Tjetjenien-krig var opfattelsen i Washington, at man var nødt til at gøre alt for at støtte præsident Jeltsin, da han var den eneste, der kunne sikre et stabilt og demokratisk Rusland. USA var især bekymrede over kommunisten Gennadij Sjuganovs og ultranationalisten Vladimir Sjirinovskijs store popularitet hos befolkningen.

Efter al-Qaeda angrebet på Twin Towers i USA den 11. september 2001 begyndte de europæiske ledere imidlertid også at nedtone kritikken af de russiske troppers overgreb i Tjetjenien. Putin benyttede begivenheden til at agitere for, at Ruslands krig i Tjetjenien også er en del af den internationale kamp mod terrorismen. Da Putin var på officielt statsbesøg i Tyskland den 26. september 2001, fortalte den tyske kansler, Gerhard Schröder, på diplomatsprog, at der fremover "vil være og må være en mere differentieret vurdering i verdensopinionen" med hensyn til Tjetjenien. Det betyder på almindeligt dansk, at Schröder nedtonede kritikken af Ruslands okkupation af Tjetjenien. Årsagen var, at Vesten, ikke mindst USA, havde brug for Ruslands opbakning i kampen mod den internationale terrorisme.

Sammenlignet med de internationale reaktioner på for eksempel de jugoslaviske (serbiske) angreb på bosniske separatister og siden på de muslimske separatister i Kosovo, der affødte en NATO-intervention i 1999, har det internationale samfunds reaktioner på de russiske overgreb i Tjetjenien været af en yderst vag karakter. På trods af, at det gentagne gange er dokumenteret, at de grove overtrædelser af menneskerettighederne fortsætter - og mellem 100.000-200.000 civile mennesker er døde i løbet af de to krige - synes krigen i Tjetjenien ikke at have skadet Ruslands internationale image synderligt på den lange bane. Årsagen er først og fremmest, at Vesten har brug for et stabilt Rusland, der er åbent for internationale (vestlige) investeringer samtidig med, man undgår aktiv modarbejdelse af Vestens kamp mod den internationale terrorisme. Desuden er Tjetjenien-konflikten ikke blevet vurderet som vigtig nok til, at man ville risikere at støde Rusland fra sig. Argumentet var og er, at hvis Rusland overlades til sig selv, bliver det anti-vestligt og nationalistisk og er dermed potentielt farligt for Vesten og verdensfreden i det hele taget.

Men, som den amerikanske Ruslands-ekspert, Matthew Evangelista, opsummerer det, så er der intet nyt i den internationale og vestlige kritiks inkonsistente natur. Lige siden den første invasion af Tjetjenien i 1994 har det været kendetegnende, at Tjetjenien-krigen ikke har ligget øverst på den internationale agenda. Om Tjetjenien-krigen formår at vække offentlighedens bevågenhed, afhænger i Evangelistas øjne ikke så meget af de vestlige lederes realpolitik. I stedet er det op til menneskerettighedsaktivister, de få involverede intellektuelle og parlamentarikere at fastholde mediernes opmærksomhed. 

Hvad er perspektiverne for fred i Tjetjenien?

Fred i Tjetjenien har lange udsigter. Russerne har ikke i sinde at lade Tjetjenien blive selvstændigt igen, og de tjetjenske separatister vil ikke opgive kampen for et selvstændigt land.

Den interne tjetjenske opsplitning mellem de pro-russiske kræfter omkring Kadyrov og de radikale islamister - og de senere års radikalisering af konflikten - betyder, at landet ville ryge ud i borgerkrig, hvis russerne holdt op med at støtte Kadyrov-regimet militært og økonomisk. Men sandsynligheden for, at den pro-russiske Kadyrov kan bringe forsoning og varig fred, er desværre lige så lille. For selvom det er lykkedes Kadyrov med solid russisk økonomisk hjælp at genopbygge store dele af hovedstaden Grosjni og en del af de andre store byer i Tjetjenien, og det tjetjenske erhvervsliv atter er på vej på fode, har Kadyrov-klanen mange fjender, der holdes nede med rå magt.