Venstreorienterede terrorgrupper

Hvad kendetegner venstreorienterede terrorgrupper?

Venstreorienterede terrorgrupper har som mål at underminere kapitalismen og erstatte den med et kommunistisk eller socialistisk styre. Den venstreorienterede terrorisme havde sin storhedstid fra slutningen af 1960’erne til begyndelsen af 1980’erne og har i dag meget ringere udbredelse og opbakning end dengang. Det skyldes, at de generelle politiske strømninger i verden har ændret sig, og færre mennesker sympatiserer efter Sovjetunionens fald med de marxistiske og andre stærkt venstreorienterede ideologier. Mange venstreorienterede terrorgrupper begyndte som politiske organisationer, der brugte fredelige midler i deres kamp, men fandt det siden nødvendigt at gribe til vold for at befri de undertrykte klasser, som ikke selv var bevidste om den undertrykkelse, de var udsat for. Samtidig forsøgte de fleste venstreorienterede terrorgrupper dog at minimere antallet af civile ofre, netop fordi de anså almindelige mennesker for at være uskyldige ofre for kapitalismens udbytning snarere end medskyldige i dens udbredelse.

Hvilke kendte terrorgrupper er venstreorienterede? 

• Baader-Meinhof-gruppen og Rote Armee Fraktion (Den Røde Hærs Fraktion): Baader-Meinhof-gruppen blev dannet i Vesttyskland i slutningen af 1960’erne og opkaldt efter de to stiftere Andreas Baader og Ulrike Meinhof. Da gruppen voksede, skiftede den navn til Rote Armee Fraktion. Gruppen opfattede sig selv som en marxistisk og maoistisk oprørsbevægelse, der på arbejderklassens vegne kæmpede mod det tyske samfunds materialisme. Det skete ved hjælp af angreb mod Tysklands rigeste og mest magtfulde personer og firmaer og mod amerikanske militæranlæg i Tyskland. Gruppen stod sandsynligvis bag 30-50 mord i alt. I sin storhedstid i 1970’erne var gruppen den mest frygtede og berømte terrororganisation i Europa. En del af gruppens aktioner – især gidseltagninger – havde til formål at få frigivet ledende medlemmer af gruppen, som var blevet fængslet og idømt lange straffe. Gruppen samarbejdede med andre europæiske og palæstinensiske terrorgrupper med samme politiske udgangspunkt, blandt andet modtog gruppens medlemmer kamp- og våbentræning i palæstinensiske træningslejre. Eksperter mener, at gruppen forsøgte at komme i besiddelse af biologiske våben, men gruppen anvendte aldrig sådanne våben, før den i 1998 offentliggjorde sin egen dødsdom: “I dag afslutter vi vores kamp. Guerilla-organisationen RAF er nu historie,” skrev organisationen blandt andet i et langt dokument, der blev sendt til Reuters Nyhedsbureau. Gruppens historie beskrives blandt andet i Jens Aage Poulsens bog Voldens sprog (se kilder).
• De Røde Brigader: Grundlagt 1969 med det formål at skille Italien fra den vestlige alliance og indføre et socialistisk styre. Den opstod ligesom andre venstreorienterede terrorgrupper i Europa i miljøet omkring 1960’ernes studenterbevægelser. Gruppen greb til terrorhandlinger i skuffelse over, at det italienske kommunistparti efter gruppens mening ikke tog ordentlig vare på arbejdernes interesser. Gruppens mest markante aktion var kidnapningen af og det efterfølgende drab på Italiens tidligere ministerpræsident Aldo Moro i 1978. Det skete på et tidspunkt, hvor kommunistpartiet overvejede et historisk kompromis med højrefløjen, som Aldo Moro som formand for de kristelige demokrater repræsenterede. De Røde Brigader ville forhindre dette kompromis. I alt stod gruppen bag mere end 15.000 voldelige aktioner, inden den blev opløst i løbet af 1980’erne.
• Sendero Luminoso (Den Lysende Sti): er en maoistisk inspireret organisation, der blev grundlagt i Peru i slutningen af 1960’erne med det formål at vælte den siddende regering til fordel for et fredeligt regime. Gruppen er den største – og mest brutale – af to oprørsgrupper i Peru, og gruppen har ført væbnet kamp siden 1980, men er i dag stærkt svækket. Den Lysende Sti var i 1980’erne og 1990’erne kendt for at udføre kidnapninger og drab på sine fjender og for at dræbe de bønder og medlemmer af venstrefløjen, som ikke ville tilslutte sig guerillametoderne.

  Gruppen benyttede sig især af bombesprængninger mod peruvianske institutioner, udenlandske diplomater og udenlandske forretninger; og gruppen var imod enhver udenlandsk indflydelse på landets politik. I begyndelsen af 1990’erne slog peruvianske politi og militær slog hårdt ned på gruppen og tog blandt andet gruppens leder Abimael Guzman til fange i 1992. Under myndighedernes kamp mod oprørsgrupperne fandt der en lang række krænkelser af menneskerettighederne sted, og en rapport i 2003 fra en sandhedskommission, der skulle afdække fortidens overgreb fra begge sider, konkluderede, at omkring 70.000 mennesker var blevet dræbt, siden Den Lysende Sti greb til væbnet kamp i 1980. Siden årtusindskiftet har der kun været få og spredte terrorangreb, og i 2011 erkendte gruppens ledelse, at Den Lysende Sti var så godt som besejret. I 2014 blev det sidste tilbageværende medlem af den oprindelige ledelse idømt livsvarigt fængsel for blandt andet terrorisme. Enkelte medlemmer af gruppen er dog stadig aktive i den sydlige del af landet.