Spiseforstyrrelser i idrætten

Artikel type
faktalink
journalisterne Malene Grøndahl og Carsten Fenger, iBureauet/Dagbladet Information. 2002
Main image
Anoreksi og bulimi er hverdag i fitness-centrene.
Anoreksi og bulimi er hverdag i fitness-centrene.
Foto: Lars E. Andreasen / Scanpix

Opkastninger, sultekure, ekstremt fokus på vægt og en forstyrret opfattelse af eget udseende er i stigende grad en del af elitesporten i Danmark. I de såkaldte risikosportsgrene, hvortil for eksempel taekwondo, roning, kunstskøjteløb, langrend og orienteringsløb hører, lider cirka en tredjedel af de kvindelige eliteidrætsudøvere af en egentlig spiseforstyrrelse. De alarmerende tal har fået Danmarks Idrætsforbund og Team Danmark til at intensivere oplysningen og forebyggelsen i 2002. 

Definition, udbredelse og årsag

Indledning

Opkastninger, sultekure, ekstremt fokus på vægt og en forstyrret opfattelse af eget udseende er i stigende grad en del af elitesporten i Danmark. I de såkaldte risikosportsgrene, hvortil for eksempel taekwondo, roning, kunstskøjteløb, langrend og orienteringsløb hører, lider cirka en tredjedel af de kvindelige eliteidrætsudøvere af en egentlig spiseforstyrrelse. De alarmerende tal har fået Danmarks Idrætsforbund og Team Danmark til at intensivere oplysningen og forebyggelsen i 2002.

På mange måder minder spiseforstyrrelserne i idrætten om forstrukne ledbånd i anklerne, forvredne knæ, overbelastede akillessener og andre fysiske skavanker. I alle tilfælde er der tale om meget alvorlige sportsskader, der kan forebygges, men ikke fuldstændig undgås i elitesportsmiljøerne - og de er mere udbredte her end i resten af befolkningen. 

Hvad er spiseforstyrrelser inden for idrætten?

Spiseforstyrrelser i idrætten kaldes også idrætsrelaterede spiseforstyrrelser. Det er spiseforstyrrelser, der er tæt forbundet med idrætsudøverens træningsvaner, men som på mange måder ligner andre spiseforstyrrelser. Forskellen er især, at de idrætsrelaterede spiseforstyrrelser udvikler sig i sammenhæng med idrætsudøverens træning og i mange tilfælde ikke har et psykisk problem som udgangspunkt, sådan som det er tilfældet for andre spiseforstyrrelser. Der henvises til FaktaLinket om Spiseforstyrrelser.

Mens anoreksi/nervøs spisevægring (anorexia nervosa på lægesprog) er den mest kendte spiseforstyrrelse i offentligheden, er de mest almindelige spiseforstyrrelser inden for idræt bulimi (bulimia nervosa på lægesprog) og mere uspecifikke spiseforstyrrelser, der går under betegnelsen EDNOS (Eating Disorder Not Otherwise Specified). EDNOS er altså spiseforstyrrelser med et knap så markant sygdomsbillede som bulimi og anoreksi - med mere blandede og mindre specifikke symptomer.

Hvordan defineres en idrætsrelateret spiseforstyrrelse?

Der findes ikke specifikke definitioner på de spiseforstyrrelser, der findes inden for idrætten. Det eneste, der afgørende adskiller idrætsrelaterede spiseforstyrrelser fra almindelige spiseforstyrrelser, er nemlig, at de er opstået i tæt samspil med en idrætsudøvers ønske om og bestræbelser på at opnå bedre idrætsmæssige resultater. Derfor bruges følgende definitioner også som udgangspunkt for diagnosticering og behandling af idrætsrelaterede spiseforstyrrelser: 

Diagnose for Anorexia nervosa:

  • Vægt på under 85 % af normalvægten.
  • Intens frygt for at opretholde selv en normal kropsvægt.
  • Forstyrret kropsopfattelse og -billede. Patienten føler sig tyk på trods af undervægt.
  • Forsinket pubertetsudvikling. Efter puberteten ophør af menstruation.

Diagnose for Bulimia nervosa:

  • Spiseanfald i gennemsnit mindst to gange pr. uge over en periode på tre måneder.
  • Følelse af tab af kontrol over spisningen.
  • Tilbagevendende slankeforsøg i form af sultekure, opkastninger, faste eller fysisk træning samt brug af afføringsmidler og/eller vanddrivende piller.
  • Overdreven optagethed af udseende og vægt.

EDNOS (Eating Disorder Not Otherwise Specified):

  • Som navnet antyder, findes der ikke bestemte kriterier for, hvornår en person lider af EDNOS. Betegnelsen bruges om et sygdomsbillede, hvor patienten opfylder nogle af kendetegnene for anorexia nervosa eller bulimia nervosa, men ikke dem alle.

Hvornår blev den danske idrætsverden opmærksom på problemet med spiseforstyrrelser?

Der var en smule opmærksomhed omkring problemet, da en kvindelig norsk elitegymnast døde af anoreksi midt i 1980?erne. Men problemet kom først for alvor på dagsordenen i Danmark, da den mangeårige danmarksmester i taekwondo Karin Schwarz i foråret 1997 stod frem og fortalte om sin spiseforstyrrelse. Hun havde gennem mange år brugt skrappe sultekure, afføringsmidler og svedeture i saunaen for at holde vægten nede - særligt op til store konkurrencer. Hun var overbevist om, at mange andre havde samme problemer, måske endda inspireret af hendes egen adfærd og flotte resultater. I første omgang afviste de fleste idrætsforbund i Danmark, at der var problemer blandt deres udøvere, men i løbet af de seneste tre år er mange forbund begyndt at tage problemet alvorligt.

Hvor udbredt er spiseforstyrrelser blandt kvindelige idrætsudøvere?

Spiseforstyrrelser er mere udbredte blandt eliteidrætskvinder end i befolkningen som helhed. Undersøgelser viser, at 0,4-1 % af unge piger/kvinder i hele befolkningen udvikler anorexia nervosa og op mod 3-4 % udvikler bulimia nervosa - altså i alt omkring 5 % udvikler alvorlige spiseforstyrrelser. Blandt eliteidrætsudøvere er tallene væsentligt højere. Ifølge to spørgeskema- og interviewundersøgelser fra 1991 og 1998 foretaget af idrætsforskeren Jorunn Sundgot-Borgen (se kildeliste) har omkring en femtedel af norske eliteidrætskvinder en egentlig spiseforstyrrelse. I 1991 var tallet 18 %, i 1998, hvor undersøgelsen var udvidet med udøvere på juniorniveau og en gruppe lige under senioreliten, var andelen oppe på 20 %. Det samlede tal dækker imidlertid over store forskelle fra idrætsgren til idrætsgren.

Eksperter vurderer, at tallene er omtrent de samme i Danmark, hvor forholdene for idrætsudøvere på mange måder minder om i Norge. Der er ingen nordiske undersøgelser, der kan sige noget om, hvor mange kvindelige idrætsudøvere under eliteniveau, der er ramt af spiseforstyrrelser. Men undersøgelser fra Canada og USA tyder på, at andelen også her er højere end i befolkningen som helhed. 

Hvor udbredt er spiseforstyrrelser blandt mandlige idrætsudøvere?

Også blandt mænd er der flere tilfælde af spiseforstyrrelser blandt eliteidrætsudøvere end i den mandlige del af befolkningen generelt. Jorunn Sundgot-Borgens spørgeskemaundersøgelse (se kildeliste) blandt mandlige norske idrætsudøvere på top- og eliteplan fra 1991 viste, at 89,6 % af udøverne i vægtafhængige idrætsgrene (for eksempel judo, taekwondo, roning) og 18,2 % af udøverne i udholdenhedsidrætsgrene (for eksempel langdistanceløb, langrend, cykling) havde anvendt forskellige slankemetoder for at regulere deres vægt. Dette siger ikke i sig selv noget om, hvorvidt udøverne har spiseforstyrrelser, men vægtregulering kan være et tidligt tegn på en spiseforstyrrelse. En undersøgelse blandt mandlige idrætsudøvere i Norge fra 1998 foretaget af idrætsforskeren Jorunn Sundgot-Borgen (se kildeliste) gav til gengæld et billede af, hvor mange af mændene der direkte led af spiseforstyrrelser - det viste sig at være 8 %. Tallet i kontrolgruppen, der bestod af mænd, der ikke dyrkede konkurrenceidræt, var 0,5 %.

Der er foretaget færre undersøgelser af spiseforstyrrelser blandt mænd end blandt kvinder, og der har generelt været mindre opmærksomhed omkring mænds risiko for at udvikle spiseforstyrrelser. Derfor vurderer danske og norske eksperter, at der kan være et "skjult" eller uopdaget problem blandt mænd generelt og mandlige idrætsudøvere i særdeleshed. 

Hvilke idrætsgrene er især ramt af spiseforstyrrelser?

I følge Jorunn Sundgot-Borgens undersøgelser (se kildeliste) forekommer spiseforstyrrelser i idrætten især inden for tre grupper af idrætsgrene:

  1. Æstetiske idrætsgrene som kunstskøjteløb, gymnastik og dans (34 % af eliteidrætskvinder inden for disse idrætsgrene led ifølge en norsk undersøgelse fra 1991 af spiseforstyrrelser. Ifølge en lignende undersøgelse fra 1998 var tallet helt oppe på 46 %).
  2. Vægtrelaterede idrætsgrene som taekwondo, judo, brydning og roning (27 % af eliteidrætskvinderne inden for disse idrætsgrene led ifølge en norsk undersøgelse fra 1991 af spiseforstyrrelser).
  3. Udholdenhedsidrætter som langrend, cykling, triatlon, langdistanceløb, orienteringsløb. (Mellem 15 og 33,3 % af eliteidrætskvinderne inden for disse idrætsgrene led ifølge en norsk undersøgelse fra 1991 af spiseforstyrrelser. I visse af disse idrætsgrene, for eksempel langrend, var tallene en del lavere i 1998).

Ifølge Sundhedsstyrelsens rapport "Forebyg spiseforstyrrelser" fra 2001 (se kildeliste) er badminton i Danmark desuden hårdt ramt.

Hvorfor er hyppigheden af spiseforstyrrelser større i nogle idrætsgrene?

Det skyldes, at vægt og/eller udseende spiller en større rolle i de tre typer af idrætsgrene, der er nævnt i foregående afsnit, end i idræt generelt. Kunstskøjteløbere og gymnaster bliver jo blandt andet vurderet på, hvor elegant de udfører deres øvelser, og det er oplagt som idrætsudøver at tro, at vægt og udseende spiller ind på dommernes vurdering. Desuden betyder kropsvægten en del for, hvilke spring en kunstskøjteløber eller gymnast kan udføre. Også i taekwondo og roning kan vægten spille en stor rolle, fordi idrætsudøverens kropsvægt afgør, hvilken klasse vedkommende skal konkurrere i, og altså hvem udøveren skal konkurrere mod. Inden for udholdenhedsidrætter spiller vægten en rolle, fordi det til en vis grad er en fordel at skulle bære på mindre vægt gennem en lang konkurrence.

Der forekommer dog også spiseforstyrrelser inden for en lang række andre idrætsgrene, hvilket blandt andet hænger sammen med, at idrætsudøvere inden for stort set alle idrætsgrene er meget bevidste om deres krop og dermed også meget fokuserede på deres kost, vægt og udseende. 

Hvilke fysiske faktorer kan medvirke til, at idrætsudøvere udvikler spiseforstyrrelser?

En del eksperter, blandt andet Finn Skårderud i bogen "Stærk/svag" (se kildeliste), mener, at idrætsrelaterede spiseforstyrrelser sjældnere end andre spiseforstyrrelser skyldes psykiske problemer.

Spiseforstyrrelser blandt idrætsudøvere begynder ofte som et rent fysisk problem. Et eksempel er, at det i nogle idrætsgrene - for eksempel brydning og taekwondo - er en almindelig del af konkurrenceforberedelsen at regulere sin vægt nedad ved at gå i sauna, spise afføringsmidler og sulte sig. Denne regulering af kropsvægten kan blive svær at styre, og spise- og træningsvanerne kan efterhånden blive sygelige.

I udholdenhedsidrætsgrene som langrend, triathlon og orienteringsløb opstår spiseproblemerne ofte, når en eliteløber øger træningsmængden og opnår et vægttab. På kort sigt betyder det som regel en umiddelbar forbedring af resultaterne. Udøveren føler sig lettere, kommer nemmere op ad bakkerne end ellers og løber hurtigere. Vægttabet kædes i idrætsudøverens hoved sammen med forbedrede resultater, og så er det, at der nemt opstår en overdreven kontrol af vægt og spisning. Vægten fremstår for løberen som den afgørende parameter, der kan gøre hende eller ham bedre end de andre.

Spiseforstyrrelser kan også opstå i forbindelse med en skade, hvor idrætsudøveren ikke kan træne og derfor bliver bange for at tage på, eller i forbindelse med vægtøgning i puberteten. Topidrætsudøvere bliver yngre og yngre, og det kan være svært at kombinere topresultater med en normal pubertetsudvikling. Ofte mister træneren interessen for en idrætsudøver, der tager på i løbet af puberteten og derfor ikke kan opretholde topresultater. 

Hvilke psykiske faktorer kan medvirke til, at idrætsudøvere udvikler spiseforstyrrelser?

Det kan spille en stor rolle, hvilke idoler og forbilleder idrætsudøveren har. Mange af de bedste (kvindelige) idrætsudøvere inden for en del idrætsgrene er meget tynde. Det har tit den naturlige årsag, at de har trænet i længere tid og mere intensivt end andre udøvere. Men det kan få de næstbedste eller lidt yngre idrætsudøvere til at forestille sig, at hvis blot de taber sig et vist antal kilo, vil de opnå lige så gode resultater som deres forbilleder. Samtidig viser psykologiske undersøgelser, at unge idrætskvinder i høj grad måler deres eget værd på deres egne resultater og på deres krops udseende og funktion.

En spiseforstyrrelse kan være en måde at forsøge at få opmærksomhed og anerkendelse fra trænere, ledere og andre udøvere.

Desuden mener den norske idrætsforsker Jorunn Sundgot-Borgen, at nogle idrætsudøvere udvikler spiseforstyrrelser for at få en legitim årsag til at søge ud af en idrætskarriere, som de ikke længere kan overskue.

Den danske psykolog Ziggy Møller Buck nævner i "Idræt og spiseforstyrrelser" (se kildeliste) desuden eksempler på, at der opstår en psykologisk krig mellem idrætsudøvere på samme hold om at holde vægten længst nede, og at idrætsudøvere ved afslutningen af en karriere kan få store identitetsproblemer, som kan få dem til at søge tilflugt i anoreksi eller bulimi.

Præstationsangst - blandt andet i forbindelse med indgåelse af sponsorkontrakter - kan også være en faktor. Nogle udøvere, der ikke kan leve op til sponsorens forventninger, vil forsøge at gøre sig attraktiv for sponsoren ved at "forme" sin krop og slanke sig.

Konsekvenser og behandling

Hvorfor er der flere elitesportsfolk end motionister med en spiseforstyrrelse?

Den resultatmæssige gevinst, der kan være ved et vægttab, og som ofte sætter en spiseforstyrrelse i gang, spiller generelt en større rolle for eliteidrætsudøvere end for motionister. Desuden lever udøvere på eliteplan ofte et meget disciplineret liv og er gode til at overholde planer og presse sig selv. Det betyder, at eliteidrætsudøvere, der får den ide, at de vil tabe sig, ofte vil være bedre i stand til at gennemføre en slankekur end andre mennesker. De har ofte en stor viden om ernæring og kropsfunktioner, og ved hvordan en slankekur kan gøres mest effektiv. Den norske psykiakter Finn Skårderud, der har skrevet bogen "Stærk/svag" om spiseforstyrrelser (se kildeliste), har i et interview med Politiken den 15. januar 2000 forklaret idrætsudøverens særlige 'forudsætninger' for at få en spiseforstyrrelse således: "Det er tankevækkende, at idrættens stræben efter præstation rent faktisk giver en sund legitimering af det, som er en central del af symptombilledet hos anorektikeren: den tvangsprægede hyperaktivitet." (se kildeliste). Blandt andet derfor mener Finn Skårderud, at mange mennesker, der har tendens til at udvikle spiseforstyrrelser, bliver tiltrukket af eliteidræt. I eliteidrætsmiljøet er det almindeligt accepteret, at udøverne presser deres krop ud over den almindelige grænse for smerte og udholdenhed, og der kan derfor gå lang tid, før nogen i miljøet sætter spørgsmålstegn ved en udøvers måde at regulere sin vægt på. 

Hvordan kan man se, at en idrætsudøver er ved at udvikle en spiseforstyrrelse?

En spiseforstyrrelse kommer ikke fra den ene dag til den anden, men udvikler sig fra lettere tvangspræget adfærd til det sygdomsbillede, der beskrevet i afsnittet 'Hvordan defineres en idrætsrelateret spiseforstyrrelse'?. Ifølge Sundhedsstyrelsens pjecer "Tidlige tegn på spiseforstyrrelser. En tidlig indsats nytter" og "Spiseforstyrrelser i idrætten. Til træneren" (se kildeliste) udviser idrætsudøveren, der er på vej ind i en egentlig spiseforstyrrelse typisk nogle af følgende kendetegn:

  • Ændrede kostvaner
  • Vægttab
  • Øget træningsmængde samtidig med øget aktivitet på studiet
  • Uregelmæssig eller udebleven menstruation
  • Brug af afføringsmidler eller faste
  • Snak om vægt og slankekure
  • Humørsvingninger

Hvad er konsekvenserne af en idrætsrelateret spiseforstyrrelse på kort sigt?

Idrætsudøveren kan i en periode opleve, at et vægttab giver en række fordele, og denne oplevelse kan øge selvtilliden, hvilket igen kan give en oplevelse af, at vægttabet har en enorm effekt. Det vil oftest få idrætsudøveren til at tabe sig yderligere, og på et tidspunkt bliver udøveren ikke selv i stand til at vurdere, om vægttabet er en fordel eller en ulempe. Ofte kommer de negative konsekvenser af en spiseforstyrrelse først, når idrætsudøveren ikke selv er i stand til at stoppe den.

De negative konsekvenser er for eksempel:

  • Træthedsbrud (et lille brud på en knogle ofte i form af en revne, der skyldes overbelastning og ikke slag, fald eller anden udefra kommende påvirkning)
  • Muskelsvækkelse
  • Blodmangel
  • Kramper
  • Svimmelhed
  • Humørsvingninger

For mange bliver den evige kontrol med vægt og madindtag så belastende, at anoreksien veksler med bulimiske anfald - med overspisninger og efterfølgende opkastninger. Ofte er det umuligt at træne efter en overspisning, og så virker det pludselig endnu vigtigere at træne ekstra hårdt. Mange straffer sig selv for opkastningerme med ekstra træningspas og sultekure. Konsekvenserne bliver altså her også psykiske problemer. Idrætsudøveren bruger næsten al sin energi på at tænke på og kontrollere sin spisning, og ofte bliver der mindre energi tilbage til træning og socialt samvær. Både spisning og træning får et tvangsagtigt præg, og idrætsudøveren mister glæden ved sin idræt. Træningen er nu først og fremmest en forpligtelse og en måde at kontrollere vægten på - hvor det inden spiseforstyrrelsen var omvendt: maden var en nødvendig forudsætning for den lystbetonede træning. 

Hvad er konsekvenserne af en idrætsrelateret spiseforstyrrelse på lang sigt?

For en række idrætsudøvere med en spiseforstyrrelse bliver konsekvenserne først rigtig tydelige, efter at idrætskarrieren er stoppet - for eksempel i form af alvorlige fysiske skavanker og problemer:

  • Afkalkning af knoglerne (med forøget risiko for knoglebrud, rygproblemer m.m.)
  • Kroniske mavesygdomme
  • Ødelagte tænder på grund af mavesyre fra opkastninger
  • Kvinder, der har haft anoreksi, har af og til en særligt snæver bækkenåbning, så de har besvær med at føde
  • Mænd, der har haft anoreksi, kan få forringet sædkvalitet og dermed altså få svært ved at få børn
  • Personer, der har haft bulimi, kan på grund af de mange opkastninger komme til at mangle kalium, hvilket øger risikoen for dødbringende hjertekramper.
  • Personer, der har anoreksi, har langt større risiko for at dø ved selvmord end befolkningen som helhed

Der er med andre ord tale om, at idrætsudøveren med en spiseforstyrrelse udsætter sin krop for noget, han eller hun ofte ikke kender eller kan overskue de langsigtede konsekvenser af.

Hvad kan trænere og ledere gøre for at forebygge spiseforstyrrelser?

Trænere og ledere for eliteidrætsudøvere kan gøre meget for at forebygge spiseforstyrrelser ved at tackle spørgsmål og vægt og udseende rigtigt. I følge DIF og Team Danmarks pjece "Spiseforstyrrelser i idrætten. Til træneren" fra 1998 (se kildeliste) er det først og fremmest vigtigt som leder og træner at undgå at opmuntre til at se vægten som en afgørende faktor. Man skal lade være med at kommentere og sammenligne idrætsudøvernes vægt eller kropsbygning og helst stoppe enhver diskussion om vægt og krop mellem de aktive. Gentagne målinger af vægt eller fedtprocent på udøverne kan også have en uheldig indvirkning og bør undgås.

Hvordan informeres idrætsudøverne bedst om spiseforstyrrelser?

I en årrække var det en udbredt teori, at man forebyggede spiseforstyrrelser bedst ved at informere idrætsudøverne grundigt om spiseforstyrrelser. Man mente, at idrætsudøverne på den måde ville blive opmærksomme på, hvis de selv var ved at udvikle en tvangspræget spiseadfærd eller i øvrigt få problemer med forholdet til mad. Men erfaringer fra Norge har vist, at hvis man giver en gruppe unge piger i risikoalderen information om spiseforstyrrelser, risikoadfærd og risikosituationer, resulterer det i, at flere af dem udvikler egentlige spiseforstyrrelser i løbet af de næste fem år. Det tolker Team Danmarks ernæringskoordinator Anna Ottsen i et interview til artiklen "Mad - en vigtig ven, en farlig fjende" i Dansk Orienteringsforbunds medlemsblad O-posten marts 2002 (se kildeliste) sådan, at de unge, der er på grænsen til at udvikle en spiseforstyrrelse, får gode ideer af den form for oplysning.

Team Danmarks informationspolitik går derfor ud på, at idrætsudøverne skal have grundig information om træning, rigtig ernæring og så videre uden fokus på spiseforstyrrelser. Vinklen på den information, de får, skal være, hvordan de kan optimere deres præstationer på lang sigt. Desuden har den norske forsker Jorunn Sundgot-Borgen foreslået, at der bliver stillet krav om, at deltagerne i konkurrencer indenfor for eksempel rytmisk sportsgymnastik skal have en vis fedtprocent. I andre idrætsgrene vil det hjælpe at hæve aldersgrænsen for deltagelse i konkurrencer, så især piger i den tidlige pubertet ikke tvinges til at tabe sig. Team Danmarks informationspolitik går derfor ud på, at idrætsudøverne skal have grundig information om træning, rigtig ernæring og så videre uden fokus på spiseforstyrrelser. Vinklen på den information, de får, skal være, hvordan de kan optimere deres præstationer på lang sigt. Desuden har den norske forsker Jorunn Sundgot-Borgen foreslået, at der bliver stillet krav om, at deltagerne i konkurrencer indenfor for eksempel rytmisk sportsgymnastik skal have en vis fedtprocent. I andre idrætsgrene vil det hjælpe at hæve aldersgrænsen for deltagelse i konkurrencer, så især piger i den tidlige pubertet ikke tvinges til at tabe sig.

Hvordan kan spiseforstyrrelser i idrætten behandles?

En spiseforstyrrelse er en kompliceret sygdom med både fysiske og psykiske aspekter, og den er ikke helt enkel at behandle. Behandling vil oftest omfatte både kostplanlægning, omlægning af træningen, psykologbehandling eller andre former for terapi. Idrætsudøvere, der får økonomisk støtte af Team Danmark, får tilbud om særlig ernæringsvejledning, og hvis Team Danmarks Testcenter opdager, at en idrætsudøver lider af en spiseforstyrrelse, kan der stilles krav om, at der etableres et behandlingsforløb, hvis vedkommende fortsat vil modtage økonomisk støtte og deltage i konkurrencer. Det er en enkelt gang sket, at en gymnast blev udelukket fra Team Danmark, fordi hun efter ti års spiseforstyrrelser fortsat nægtede at modtage behandling.

Alternative træningsoplæg er en vigtig del af behandlingsmæssige tiltag. En spiseforstyrret sportsudøver, som ikke får ?brugt kroppen?, føler sig endnu dårligere tilpas, skriver Finn Skårderud i bogen "Stærk/Svag" (se kildeliste).

Behandlingen går altså i høj grad ud på at lære idrætsudøveren at dyrke sin sport på en måde, der ikke ødelægger vedkommendes krop, men som på lang sigt kan give gode resultater. Det kan på sin vis sammenlignes med den hjælp, en idrætsudøver skal have for at planlægge sin fysiske træning, så vedkommende undgår overbelastningsskader, men samtidig forbedrer sig kontinuerligt. 

Hvordan har antallet af spiseforstyrrelser i idrætten udviklet sig i Norge?

Den norske forsker Jorunn Sundgot-Borgens undersøgelser fra 1991 og 1998 (se kildeliste) tyder på, at der ikke bliver færre spiseforstyrrelser inden for eliteidrætten, blot fordi der kommer større fokus på problemet i medierne. I perioden imellem de to undersøgelser har der været stor opmærksomhed omkring problemet i den norske idrætsverden og i de norske medier, men kun i de idrætsforbund, hvor der er gjort en markant indsats for at forebygge, er antallet af udøvere med spiseforstyrrelser faldet. Det gælder for eksempel det norske langrendsforbund. I 1991 var omkring 33 % af de kvindelige landsholdsløbere ramt af spiseforstyrrelser, mens tallet i 2000 var nede på 15 %. I andre forbund, hvor man har været mindre opmærksom på problemet, har udviklingen været modsat. Det gælder for eksempel det norske håndboldforbund, hvor andelen af kvindelige eliteudøvere med spiseforstyrrelser er steget fra 6 til 16 % fra 1991 til 1998. Udviklingen i idrætten har imidlertid alt i alt været bedre end i samfundet generelt. Mens den samlede andel af eliteidrætskvinder med spiseforstyrrelser var omkring 20 % i både 1991 og 1998, er andelen af kvinder mellem 15 og 39 år med en spiseforstyrrelse øget fra 5 % i 1990 til 9 % i 2000.

Hvordan vil antallet af spiseforstyrrelser i idrætten udvikle sig i Danmark?

Team Danmarks ernæringskoordinator Anna Ottsen vurderer - med baggrund i de norske erfaringer (se afsnittet ovenfor) - at en målrettet indsats i forskellige landsdækkende idrætsforbund og på klubplan kan have en positiv effekt. De idrætsforbund, der får særlig stor økonomisk støtte til deres elitearbejde fra Team Danmark, skal inden juni 2002 have udarbejdet en politik for, hvordan de vil forebygge spiseforstyrrelser blandt eliteidrætsudøverne. Hvis forbundene lever op til dette krav, vil der sandsynligvis hurtigt blive større viden om spiseforstyrrelser blandt trænere og ledere i mange idrætsklubber - og det vil i sig selv øge chancen for, at færre idrætsudøvere får spiseforstyrrelser. De fleste forskere er dog enige om, at spiseforstyrrelser aldrig vil forsvinde fuldstændigt ud af idrætslivet - især fordi det i mange idrætsgrene er nødvendigt at kontrollere sin vægt og holde den langt nede, hvis man vil opnå topresultater.