Sikkerhedsteknologi i det 21. århundrede

Artikel type
faktalink
journalist Thomas Møller Larsen, iBureauet/Dagbladet Information. September 2014
Main image
NGO aktivister laver performance i Berlin i protest mod USA's og UK's overvågningssystemer PRISM og Tempora. August 2013.
NGO aktivister laver performance i Berlin i protest mod USA's og UK's overvågningssystemer PRISM og Tempora. August 2013.
Foto: Chris Grodotzki / Demotix / Scanpix

Vestens brug af overvågningsteknologi er vokset voldsomt siden angrebet på World Trade Center i 2001. For eksempel har USA lanceret verdens mest højteknologiske overvågningsapparat ved navn PRISM. Formålet er at opsnappe terrorangreb, inden de sker, og rationalet lyder, at det er nemmest at overvåge hele befolkninger på én gang. For terrorisme har ikke noget magtcentrum, og folk, der planlægger terror, kan – i teorien – befinde sig hvor som helst.

Samtidig har en anden form for sikkerhedsteknologi fået større og større betydning i de senere år. De vestlige lande investerer mere og mere i IT-sikkerhed, fordi vi er blevet mere sårbare over for hackerangreb. Det skyldes, at de fleste af samfundenes livsnødvendige funktioner – såsom elforsyning og kommunikation – i dag bliver styret af computere, som er forbundet med internettet.

 

Relaterede artikler: Efterretningstjenester, PET og FE, Terrorisme før og nu, 11. september 2001

 

sikkerhedsteknologi

Baggrund om sikkerhedsteknologi

Hvad er sikkerhedsteknologi?

Med sikkerhedsteknologi mener vi de ikke-militære teknologier, som en stat bruger til at forsvare sig med. Det kan for eksempel være overvågning af internettrafik eller overvågning ved hjælp af intelligente droner. Eller det kan være IT-systemer, som gør et lands energiforsyning modstandsdygtig over for hackerangreb. Sikkerhedsteknologi spiller en langt større rolle i dag, end det gjorde inden terrorangrebet på USA den 11. september 2001. 

Hvordan ændrede trusselbilledet sig i 2001?

I anden halvdel af det 20. århundrede – under Den Kolde Krig – nød Vestens ledere en høj grad af sikkerhed. For selvom frygten for atomkrig lurede konstant, så var lederne i det mindste relativt sikre på, hvem fjenderne var, og hvor de var henne. Fjenderne var primært Sovjetunionen og andre kommunistiske lande mod øst. Og de vestlige lande vidste præcist, hvem de skulle spionere og forsvare sig imod.

Da Sovjetunionen gik i opløsning i 1991, gik Vesten ind i en periode, hvor trusselniveauet var relativt lavt. Men med angrebet på World Trade Center den 11. september 2001 opstod et nyt og meget mere kompliceret fjendebillede. USA knyttede hurtigt terrorangrebet til terrornetværket al-Qaeda. Og siden har en række terrorangreb og forsøg på terror fra andre islamisk funderede terrorister holdt Vestens frygt for terror ved lige.

USA og Europa har reageret meget kraftigt på terrortruslen. USA har siden 2001 været dybt engageret i Krigen mod terror – med flere europæiske landes hjælp. Redskaberne har blandt andet været to kostbare krige, tusindvis af droneangreb i muslimske lande – også flere lande, hvor der ikke er krig – og nye former for højteknologisk overvågning, som slet ikke fandtes inden 2001.

Problemet med terrortruslen er, at den ikke har noget magtcentrum, på samme måde som en fjendtlig stat har det. Al-Qaeda viste sig at være meget mere løst organiseret end først antaget. Og de er langtfra det eneste islamiske terrornetværk, Vestens ledere bekymrer sig om. Desuden kan hvem som helst i princippet udvikle sig til terrorist. For eksempel dræbte den anti-muslimske nordmand Anders Behring Breivik egenhændigt 67 personer, som han ikke kendte, på den fredelige norske ø Utøya på en enkelt dag i sommeren 2011.

At føre en krig mod terrorister er altså lidt som at famle i blinde. Derfor er der blevet indført en række nye former for elektronisk monitorering og masseovervågning af mange hundrede millioner borgere i lande som Danmark, England og USA – med det formål at opsnappe terrorangreb, før de sker. 

Hvordan har internettet gjort samfundet mere sårbart?

Terrortruslen er ikke den eneste trussel, der har fået myndighederne til at investere i mere sikkerhedsteknologi. En anden stor frygt drejer sig om cyber-angreb og frygten for et digitalt 9/11.

I et land som USA eller Danmark bliver flere og flere af samfundets livsnødvendige funktioner styret fra computere, som er koblet op på internettet. Hele statsapparatet kommunikerer over nettet. Og industrien, elselskaberne, vandforsyningen og meget mere styres fra computere, som i teorien kan hackes fra den anden side af kloden. Med de rette redskaber kan en hær af dygtige hackere lægge store dele af det danske samfund ned. Ingen har dog forsøgt at angribe Danmark på denne måde endnu, og der er uenighed om, hvor stor truslen fra cyber-angreb egentlig er. Til gengæld er der enighed om, at det vil kræve meget store ressourcer at gøre stor skade på et andet land via hacking – ressourcer, som islamiske terrorister ikke besidder. Derfor er det primært ressourcestærke lande som Kina, de vestlige ledere bekymrer sig om på dette område.

Sårbarheden over for hackerangreb stiller langt større krav til IT-sikkerhed i dag end nogensinde før.

Brugen af sikkerhedsteknologi

Hvilke nye overvågnings-teknologier er kommet i spil siden 2001?

Borgerne i USA og Europa bliver i dag overvåget i meget højere grad, end de gjorde før 2001. USA vedtog i 2001 den såkaldte Patriot Act, som gjorde det muligt at overvåge borgerne på en langt mere massiv måde end hidtil. Og i dag registrerer den amerikanske sikkerhedstjeneste NSA systematisk, hvem der taler i telefon med hvem, og overvåger mails og mange andre former for internettrafik – ikke bare i USA, men over hele verden. Dette sker via gigantiske, intelligente computersystemer, som holder øje med mistænkelig adfærd.

Dagbladet Information beskrev i juni 2014, hvordan Forsvarets Efterretningstjeneste i Danmark samarbejder med NSA. Og de europæiske lande har også – af egen kraft – sat omfattende former for monitorering af borgerne i gang. I 2006 vedtog EU for eksempel det omdiskuterede logningsdirektiv, der tvang teleselskaber i hele EU til at registrere og opbevare en hel masse data om EU-borgernes brug af telefoner og internettet. Direktivet har haft den konsekvens, at alle Danmarks tele- og internetudbydere – siden 2007 – har været tvunget til at gemme oplysninger om danskernes opkald, sms’er, internethistorik, og hvilke telemaster, de har været koblet på, i et år ad gangen. Dog blev logningsdirektivet erklæret ugyldigt af EU-Domstolen i 2014, med det argument at det strider mod retten til privatliv. Derfor er det uklart, hvordan og hvor meget EU’s borgere vil blive overvåget fremover.

Der er også kommet mere overvågning i lufthavnene, end der var inden 2001. Og mange nye teknologier bliver løbende testet og installeret. For eksempel er der i Københavns Lufthavn nu installeret omkring 900 overvågningskameraer, der kan zoome så meget ind, at de kan læse sms’er på passagerernes telefoner. Og i lufthavne i USA scannes passagererne i kropsscannere, der på intelligent vis kan detektere både metalliske og ikke-metalliske våben og sprængstoffer.

En anden ny trend er den hastige udvikling inden for biometri: Det vil sige elektronisk genkendelse af menneskelige karakteristika – for eksempel ansigtsgenkendelse ved hjælp af intelligente kameraer. I en rapport om biometri fra 2012 skriver den danske forsker Katja Jacobsen:

”Nogle anser ligefrem biometrisk teknologi for at være uundværlig i en tid, hvor fjendebilledet i international politik har ændret sig i en sådan grad, at identifikation af potentielle fjender kræver nye metoder. I en sådan kontekst er den biometriske teknologis løfte om usædvanlig præcis identifikation (af potentielle terrorister) en attribut, der har givet teknologien en helt særlig status i kampen mod terror.” (se kilder).

Biometri bliver dog ikke kun brugt til at forhindre terror. Politiet i lande som USA og England fanger i dag almindelige forbrydere ved hjælp af overvågningskameraer og kæmpestore databaser med billeder af ansigter. Og deres computere bliver bedre og bedre til at identificere mennesker. 

Hvordan forholder Vesten sig til truslen om cyberkrig?

Cyberkrig fylder stadig mere i de vestlige landes sikkerhedspolitik. Og Vesten nøjes ikke med at forsvare sig mod cyber-angreb. Et af de mest berømte og vellykkede eksempler på cyber-angreb var angrebet på det iranske atomkraftværk Natanz i 2010. Det var Israel og USA, der stod bag angrebet. Våbnet var den yderst komplicerede Stuxnet-virus, der langsomt ødelagde en stor del af kraftværket, mens den indsamlede en masse hemmelige informationer.

I Danmark oprettede Folketinget i 2014 Center for Cybersikkerhed under Forsvarets Efterretningstjeneste. Centret har 70 ansatte og har til formål at varsle om cyber-angreb og at gøre Danmark mere modstandsdygtigt over for cyber-angreb.  

Hvilke sikkerhedsteknologier vil blive brugt i fremtiden?

En af de nye overvågnings-teknologier, der lige nu vinder frem over hele verden, er droner. Politikorps bruger i stigende grad små, selvstyrende droner med propeller til at overvåge store folkemængder. Og dansk politi er også begyndt at eksperimentere med droner. Dronerne kan forsynes med mange forskellige former for kameraer, sensorer, kunstig intelligens og billedgenkendelse. De kan også bruges langs grænseovergange. Og som led i Krigen mod terror (hvad henviser dette til? Er det begrebet, en artikel?) bruger USA i rigt mål stadig mere intelligente og komplicerede droner i en række muslimske lande, hvor der ikke er krig, for at finde, overvåge og henrette mennesker, som, USA hævder, er dets fjender.

Samtidig er nye former for biometrisk teknologi på vej, der kan lyde som science fiction. Det gælder for eksempel genkendelse af folks gangarter og genkendelse af folks øjne på afstand. Den slags biometriske teknologier vil kunne bruges i fremtidens droner og overvågningskameraer.