Hvad betyder ordet sharia?
Sharia er et arabisk ord, der direkte oversat betyder ’vej’ eller ’vejen til vandingsstedet’. Nogle oversætter det med ’den guddommelige vej’ eller ’den rette vej’, og mange muslimer mener, at det i islamisk sammenhæng skal forstås som ’den vej, Gud har anvist mennesket’. Sharia kan altså siges at være et sæt af grundlæggende etniske og moralske normer og regler for, hvordan mennesket bør leve - både individuelt og i fællesskab med andre. Nogle muslimer mener, at anvisningerne har form af en masse meget præcise regler, en slags ’guddommelig lov’, mens andre fastholder, at sharia - ’vej’ - skal forstås bredt, som en retning, mennesket bør følge, men som ser forskellig ud fra tid til tid og fra sted til sted, og de oversætter derfor sharia med ’Guds anvisninger’ eller ’Guds mening med livet’.
Hvad står der om sharia i Koranen?
De fleste muslimer mener, at mennesket ideelt set bør indrette hele sit og samfundets liv i overensstemmelse med Guds mening, og at man kan finde anvisninger på, hvordan det skal gøres, i Koranen. Koranen er nemlig ifølge islam Guds ord og indeholder den åbenbaring, Gud gav profeten Muhammed. De fleste muslimer er derfor enige om, at den vigtigste kilde til at finde sharia - den rette vej - er at læse i Koranen. Udover Koranen bruger muslimer profeten Muhammeds sædvane, kaldet sunna, som rettesnor for, hvordan de bør leve. Profetens sunna kan de blandt andet finde i det, der kaldes hadith, beretninger om, hvad Muhammed gjorde og sagde. I Koranen står ordet sharia kun nævnt en enkelt gang, nemlig i sura 45, vers 18: ”Derpå satte Vi dig på en bestemt vej angående sagen, så følg den! Følg ikke lysterne hos dem, der ingen viden har!”.
Hvilke fortolkninger af sharia blev udviklet i tidlig islamisk tid?
Den klassiske islamiske retslære, som blev udviklet i århundrederne umiddelbart efter islams opståen, inddeles traditionelt i fire retsskoler inden for sunni-islam: hanafi, hanbali, maliki, shafii, og én inden for shia-islam, jaafari. De er alle opkaldt efter de muslimske tænkere, som grundlagde dem. De retsregler og juridiske principper, som blev udviklet inden for de fire sunnitiske lovskoler, blev uddraget af fire kilder:
- Koranen
- Sunna (profeten Muhammeds sædvane)
- Ijma (konsensus blandt de retslærde)
- Qiyas (analogi-slutninger)
En almindeligt accepteret analogi-slutning går for eksempel ud på, at narkotika er forbudt, selv om det ikke står nævnt i Koranen. I Koranen står der nemlig, at vin er forbudt, og de retslærde har derfor sluttet sig frem til, at alle rusmidler er forbudte. Der er et stort sammenfald mellem de fire sunnitiske retsskolers tolkninger, men der er også en del forskelle. Der findes nemlig omkring 600.000 forskellige hadith. Det fremgår af artiklen ”Fem lovskoler og 600.000 retskilder” i Dagbladet Information, hvor chef for Ibn Khaldounn Centeret for Udviklingsstudier i Cairo, Moheb Zaki, siger om fortolkningen af sharia: ”Sharia betyder Vejen, altså den rette vej, men i hvilken retning, den går, defineres af hadith, som er den mundtlige overlevering af profeten Muhammeds ord og gerninger. Dem er der omkring 600.000 af, og de kombineres på mange forskellige måder.”
Hvilke regler findes der i de tidlige sharia-tolkninger?
De fire sunnitiske retsskoler havde det til fælles, at de opererede med fem kategorier af menneskelige handlinger:
- obligatoriske
- anbefalede
- tilladte
- misbilligede og
- forbudte
Alle menneskelige handlinger kan i princippet placeres inden for en af disse fem kategorier, og de klassiske sharia-tolkninger omfatter da også meget forskellige emner og beskæftiger sig både med den enkeltes tilbedelse af Gud, familielivet og samfundsmæssige forhold, som vi i dag vil opfatte som politiske og juridiske emner. I de bøger med sharia-regler, som de muslimske retslærde skrev, skelnede de ofte mellem fire forskellige slags regler: Regler, der omhandlede den enkeltes tilbedelse af Gud, regler om handel og økonomi, regler om ægteskab og skilsmisse og straffelove. I dag er det især de to sidstnævnte kategorier, familielovgivning og straffelov, der diskuteres, når sharia er til debat.
Hvad er forskellen på fiqh og sharia?
Fiqh er islamisk retsvidenskab, altså den videnskab, der handler om at udlede konkrete retsregler af de islamiske kilder. Det er altså den disciplin, der handler om at omsætte Koranen og sunna til juridiske regler. Mange muslimer mener, at det er vigtigt at skelne mellem fiqh og sharia, fordi fiqh er skabt af mennesker og er præget af disse menneskers fortolkninger, mens sharia er skabt af Gud og derfor udgør et evigt og uforanderligt grundlag for menneskers liv. Sharia er altså sand og guddommelig, mens fiqh er præget af menneskers fejlbarlighed. Følger man denne tankegang, kan man ikke automatisk ophæve de regler, som muslimske lærde lavede i 700-900-tallet, til ’guddommelig lov’. En af de danske fortalere for at skelne mellem fiqh og sharia er Sherin Khankan, som er Danmarks første imam og forkvinde for foreningen Forum for Kritiske Muslimer. I artiklen ”Sharia er foreneligt med europæiske samfund”, i Kristeligt Dagblad (se kilder), skriver hun: ”Det er vigtigt at skelne mellem sharia og fiqh. Sharia er Guds vejledning, som er åbenbaret i Koranen, og fiqh er et produkt af menneskets udledning af Guds vejledning, de praktiske islamiske anvisninger.”
Hvilke nye fortolkninger af sharia findes der?
Inden for sunni-islam er det almindeligt at sige, at fortolkningen er afsluttet med læren fra de fire retsskoler, og at man i dag kun skal supplere disse skolers lære med at tage stilling til situationer og ting, som ikke var relevante dengang. Det skal man gøre ved at forsøge at finde analogier mellem datidens afgørelser og nutidens dilemmaer. Nogle muslimer mener dog, at man bør tænke tingene helt forfra og forsøge at lave en ny fortolkning af sharia, hvor man tager udgangspunkt i den tid, vi lever i, og tager højde for, at mange muslimer i dag lever i samfund, hvor de udgør et mindretal.
Blandt kritikerne af traditionelle tolkninger af sharia er:
- · Abdullahi An-Na’im, der måtte flygte fra Sudan efter at have kritiseret den forfatning baseret på sharia, som blev indført i 1983. An-Na’im bor nu i USA, hvor han er professor, og arbejder på at reformere islam, blandt andet ud fra den tankegang, at sharia ikke kan oversættes til lovgivning, men hører til i den personlige sfære. An-Na’ims tanker beskrives i artiklen ”Vi skal bekæmpe IS med ny fortolkning af sharia” på Videnskab.dk (se kilder).
- · Tariq Ramadan, der er professor i islamologi og filosofi. Han har rødder i Egypten, men er uddannet i Schweiz og bor i dag i Frankrig. Ramadan er en af eksponenterne for den strømning inden for islam, der kaldes euro-islam. Han har blandt andet skrevet bogen ”At være europæisk muslim” (se kilder), hvori han argumenterer for, at sharia kan kombineres med et aktivt, lovlydigt liv som muslimsk borger i europæiske demokratier: ”At praktisere sharia er for en muslimsk borger eller en muslim med ophold i et europæisk land eksplicit at respektere det pågældende lands forfatnings- og lovgivningsmæssige struktur.”
- · Abdolkarim Soroush er en iransk intellektuel, der er kendt for sin kritik af præstestyret i Iran. Han støttede den islamiske revolution i 1979, men vendte sig siden mod præstestyrets måde at forvalte magten på. Han argumenterer for, at religion er uforanderlig, men religiøs videnskab er foranderlig. Sharia er derfor i sig selv guddommelig, men fortolkningen af den er ikke, og ingen kan derfor gøre krav på endegyldig fortolkning af religionen. Derfor afviser han, at religiøse fortolkninger kan danne grundlag for et lands styreform, sådan som det er tilfældet i Iran i dag. Soroushs tanker beskrives i bogen ”Terrorens kalifat – et indblik i Islamisk Stat” (se kilder), hvor han blandt andet mener, at ”man ikke behøver at tage alt, hvad der står i Koranen, bogstaveligt.”
I Kristeligt Dagblads artikel ”Europas muslimer begynder at kritisere islam” og i Dagbladet Informations artikel ”De muslimske intellektuelle skal ind i debatten” (se kilder) fremhæves en række intellektuelle muslimer, som blandt andet forsøger at nuancere og kritisere opfattelsen af sharia.
