7-Eleven

Artikel type
faktalink
journalist Karina Søby Madsen, iBureauet/Dagbladet Information. 2008.
Main image
Det er svært for 7-Eleven at tjene penge i Danmark. I 2010 tabte kæden 53 millioner kroner.
Det er svært for 7-Eleven at tjene penge i Danmark. I 2010 tabte kæden 53 millioner kroner.
Foto: Scanpix

Indledning

Der er åbent døgnet rundt. Selv den 24. december kan man løbe ned til den nærmeste 7-Eleven og købe kirsebærsovs, eller hvad man nu ellers har glemt til julemenuen. Med 34.800 butikker i 17 lande og en samlet omsætning på 46.6 milliarder dollars er 7-Eleven i dag en verdensomspændende kioskkæde.

I reklame- og innovationskredse roses 7-Eleven for at være den første amerikanske butik, der havde aftentåbent, mens sociologer verden over stiller spørgsmålstegn ved, hvad et døgnåbent samfund betyder for menneskene. I kritikernes optik har virksomheden således medvirket til at skabe et decideret konsumsamfund.

Introduktion til 7-Eleven

Typisk 7-Eleven-kiosk på et gadehjørne, her på Strøget i København.
Foto: Michael Mottlau / Polfoto

Hvad er 7-Eleven?

7-Eleven er en verdensomspændende kioskkæde af såkaldte convenience stores, det vil sige ‘bekvemmelighedsbutikker’. En convenience store er en lille butik eller stor kiosk, som ofte er placeret langs en trafikeret gade eller ved benzintanke, og som sædvanligvis sælger drikkevarer, mad, aviser med mere. De tilbyder bekvem handel ved, at de er placeret netop der, hvor folk passerer, og desuden ved, at de ofte, som 7-Eleven, har åbent døgnet rundt. 

Ifølge artiklen “7-Eleven world’s largest chain store” (se kilder) er 7-Eleven siden 2007 den største internationale kæde af bekvemmelighedsbutikker. I 2007 havde virksomheden 32.208 kiosker verden over og slog McDonalds med mere end 1.000 butikker. I dag er 7-Eleven ifølge virksomhedens internationale hjemmeside (se kilder) lokaliseret i 17 lande, blandt andet i USA, Japan og Danmark. Kæden er nu oppe på 34.800 butikker, der tilsammen genererer et årligt salg på mere end 46.6 milliarder dollars.  

Kioskerne har almindelige dagligvarer såsom mælk, brød og toiletpapir, og derudover et stort udvalg af sodavand, slik og chips. 7-Eleven har ligeledes friske varer såsom brød, pizzastykker, pølsehorn og friskbrygget Estate-kaffe. Derudover sælger 7-Eleven også enkelte egne produkter, blandt andet Slurpee, en slags slush ice-drik

7-Elevens historie og udvikling

Hvordan startede kioskkæden?

I 1927 grundlagde John Jefferson Green og Joe C. Thompson virksomheden The Southland Ice Company i Oak Cliff, Texas. Navnet svarede til butikkens forretningsidé, som var at sælge isblokke til madvareafkøling. Men allerede samme år fik Joe C. Thompson den idé, at forretningen kunne sælge mælk, æg og brød på søndage og om aftenen, når købmandsforretningerne var lukkede. Ideen gav sig udslag i kioskerne Tote’m, der havde en totempæl som varemærke. Referencen var ikke indianerne men en kommentar til, at kunderne ‘toted away their purchases’ - det vil sige, at de slæbte af sted med varerne. Året efter, i 1928, begyndte kioskerne også at sælge benzin. 

I 1946 ændrede kæden navn til 7-Eleven, et navn der afspejlede, at kioskerne havde åbent fra 7 morgen (7 a.m.) til 23 (11 p.m.) aften.

Hvornår indtog 7-Eleven det internationale marked?

Siden The Southland Ice Company blev til 7-Eleven i 1946 har virksomheden ekspanderet både nationalt og internationalt:

  • 1952 åbnede kiosk nummer 100 i Texas
  • 1954 åbnede den første kiosk uden for Texas - i Florida
  • 1960 åbnede kiosk nummer 500
  • 1963 åbnede kiosk nummer 1.000
  • 1963 blev 7-Eleven en franchise virksomhed
  • 1963 introduceredes 24-timers åbningstid
  • 1969 åbnede første kiosk uden for USA - i Canada
  • 1971 kom 7-Eleven ind på det europæiske marked, i England og Skotland
  • 1974 åbnede den første kiosk i Japan
  • 1977 åbnede den første kiosk i Australien
  • 1981 åbnede den første kiosk i Hong Kong
  • 1984 åbnede den første kiosk i Malaysia
  • 1984 åbnede den første kiosk på Filippinerne
  • 1986 åbnede den førte kiosk i Norge
  • 1993 åbnede den første kiosk i Danmark, på Trianglen i København

Hvordan har 7-Elevens ejerforhold udviklet sig? Frem til slutningen af 1980’erne var 7-Eleven ejet af Thomson-familien. Den oprindelige grundlæggers sønner overtog således virksomheden efter faderen. Men i slutningen af 80’erne var virksomhedens økonomi meget dårlig, og den var sågar ved at gå konkurs. I starten af 1990’erne begyndte den daværende direktør at restrukturere virksomheden, hvilket mundede ud i, at den japanske virksomhed IYG Holding Company købte 70 procent af 7-Elevens aktier i 1991. Det betød økonomisk sikring af virksomheden. 

I april 1999 skiftede virksomheden ifølge Funding Universe (se kilder) navn fra The Southland Corporation til 7-Eleven, Inc. for at afspejle, at virksomheden nu koncentrerede sig fuldt og helt om én forretning, nemlig 7-Eleven-kioskerne.  

I 2005 blev 7-Eleven, Inc ifølge artiklen “Rivals want a big gulp of 7-Eleven’s business” (se kilder) opkøbt af dens største investor Seven & I Holding Inc i Japan, som udgør hovedparten af IY Gruppen.