Twin Towers i flammer
Billedet er taget den 11. september 2001 og viser det kaprede fly på vej ind i The Twin Towers.
Foto: Seth Mcallister / Scanpix

11. september 2001

journalist Malene Fenger-Grøndahl, iBureauet/Dagbladet Information. 201. Opdateret af journalist Michelle Arrouas, Bureauet, januar 2020.
Top image group
Twin Towers i flammer
Billedet er taget den 11. september 2001 og viser det kaprede fly på vej ind i The Twin Towers.
Foto: Seth Mcallister / Scanpix
Main image
Fotomontage som viser angrebet på World Trade Center i New York 11. september 2001.
Fotomontage som viser angrebet på World Trade Center i New York 11. september 2001.
Foto: Seth McCallister / Scanpix

Indledning

For mange mennesker står datoen den 11. september 2001 stærkt i erindringen. Den dag blev USA ramt af et terrorangreb med fire kaprede fly, der resulterede i flere tusinde døde og ødelæggelser for mange milliarder dollars. Aldrig har en så omfattende terroraktion kostet så mange mennesker livet. Verden over kunne man følge med på tv-skærmene, der viste billeder af bygningerne World Trade Center og Pentagon, hvor flyene havde ramt.

Amerikanerne var i chok, og terrorhandlingen blev opfattet som en krigserklæring. Den amerikanske regering var overbevist om, at det var Osama bin Laden og hans terrororganisation al-Qaeda, der stod bag. Præsident George W. Bush mobiliserede straks de væbnede styrker og fik moralsk støtte fra mange lande og ledere, herunder NATO. Det førte til USA’s angreb på Afghanistan, invasionen i Irak, kampen mod ”ondskabens akse” og ”krigen mod terror”, og siden kampen mod terrorgruppen og kalifatet Islamisk Stat, en afhopper af al-Qaeda.

 

Artikel type
faktalink

Baggrund om 11. september 2001

Hvad er 11. september?

Den 11. september 2001 er den dato, hvor de amerikanske storbyer New York og Washington blev udsat for terrorangreb med fire kaprede indenrigsfly:

· To fly ramte ind i World Trade Centers tvillingetårne midt i New York

· Et fly ramte det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, i Washington

· Et fly styrtede ned på en mark i Pennsylvania

Mange har set aktionen som et angreb mod både den økonomiske magt (World Trade Center), den militære magt (Pentagon) og den politiske magt i USA, da det formodes, at det sidste fly, som styrtede ned på en mark, var på vej mod Det Hvide Hus eller Kongressen i Washington. “11. september” er siden blevet et fast begreb, der dækker over hændelserne på den pågældende dag i 2001. Amerikanere og andre refererer til datoen som “9/11” (nine-eleven eller September 11th), da man på engelsk nævner måneden før dagen. En grundig beskrivelse af 11. september-angrebet mod New York findes bl.a. i opslaget ”11. september” i Gyldendals elektroniske opslagsværk Den Store Danske (se kilder).

Hvad er det særlige ved målet for terroraktionen?

Med over 3.000 døde mennesker er terroraktionen det mest massive angreb på USA siden 1941. Dengang bombede Japan den amerikanske flådebase Pearl Harbor i Stillehavet, og 2.403 mennesker mistede livet. Ud over et større antal omkomne er forskellen fra angrebet på Pearl Harbor desuden, at det primært var civile mål, der blev ramt den 11. september 2001. Den danske historiker Erling Bjøl beskriver forskellen således i en prolog til bogen ”11. september – internationale konsekvenser og perspektiver” (se kilder): “Pearl Harbor kom efter en lang periode af stigende spænding i forhold til Aksemagterne. Der var tale om et massivt militært overraskelsesangreb på militære mål. Det betød krig mod ens stat og dens militære apparat. (…) Chokket var endnu større 11. september. Slaget kom ikke mod en fjern ø i Stillehavet, men lige i USA’s økonomiske hjerte i World Trade Center på Manhattan i New York og mod dets militære hjerne i Pentagon i Washington. Ofrene i New York var sagesløse civile og endnu flere end i Pearl Harbor. Men hvor var fjenden? Flykaprerne havde dræbt sig selv og kun efterladt få spor.” En af USA’s fremtrædende intellektuelle Noam Chomsky forklarer det særlige ved angrebet i bogen “11. september” (se kilder) på denne måde: “11. septembers forfærdende grusomhed er noget ganske nyt i international sammenhæng, ikke i omfang og karakter, men når det gælder målet. For første gang siden krigen i 1812 angribes og trues USA’s nationale territorium.”

Hvad var det særlige ved angrebets form?

For det første var den type terrorisme, hvor civile passagerfly bliver brugt som bomber, aldrig praktiseret før den 11. september 2001. Kun få – om overhovedet nogen – havde forestillet sig, at 19 terrorister ville overtage civile passagerfly og bruge dem som flyvende sprængladninger. Angrebet kom derfor bag på det amerikanske militær, som er trænet til at forsvare landets kyster og luftrum mod fjendtlige skibe, bombefly og missiler. Angrebet var netop sat ind på en måde, som gjorde det muligt at skabe ødelæggelse, skræk og rædsel imod et land, hvis militær er verdens stærkeste. Historikeren Erling Bjøl beskriver det særlige ved angrebet og den efterfølgende kamp mod terrorismen i prologen til bogen “11. september – internationale konsekvenser og perspektiver” (se kilder): “Asymmetrien i denne konflikt er ekstrem. På den ene side verdens eneste tilbageblevne supermagt med et mægtigt højteknologisk militærapparat. På den anden side nogle flykaprere, der kun havde været udrustet med menneskets ældste og mest primitive våben, en kniv. På den ene side en moderne industristat, der prøvede at udvikle så perfekt en krigsmaskine, at den kunne sejre uden tab af menneskeliv. På den anden side en fjende, hvis farligste våben var mænd, der var parate til at dø for en sag, de troede på, en sag, der forekom modstanderen ikke bare absurd, men uforståelig.”

Hvilken symbolsk betydning havde terroraktionen?

I artiklen “Global krig mod terror” i Berlingske Tidende den 13. september 2001 (se kilder) udtalte den tidligere CIA-direktør, James Woolsey, kort efter angrebet: “Vi er i krig, men vi ved endnu ikke hvem, vi er i krig mod.” I artiklen fastslår journalisterne, at dette ikke er en krig på landområder og befæstninger, men en krig på symboler og antallet af ofre. Det symbolske i aktionen blev også fremhævet af Dagbladet Informations USA-korrespondent i en leder den 22. december 2001 (se kilder): “Det fjerde fly havde formodentlig kurs mod Det Hvide Hus eller Kongressen, inden det styrtede ned i Pennsylvania. Så man kan ikke fortænke det politiske lederskab, forsvarets øverstbefalende og Wall Streets magnater i at tolke denne spektakulære form for terrorisme som en regulær krigshandling rettet mod supermagten.”

Den danske udenrigsminister, Per Stig Møller, der opholdt sig i Washington under angrebene, udtrykte det på følgende måde i artiklen ”Verden hænger sammen”, trykt i Politiken den 15. september 2001: “Denne gang faldt det nådesløse slag midt i USA’s to centre, det økonomiske i New York og det politiske i Washington. Og med ét blev USA’s fornyede tendens til isolationisme blæst væk. Det er ikke længere beskyttet af to verdenshave og store afstande til verdens brændpunkter” (se kilder).

Hvilken symbolsk betydning havde tvillingetårnene?

World Trade Center eller tvillingetårnene (Twin Towers), som det også blev kaldt, var to bygninger, der fungerede som verdenshandlens finansielle centrum. Blandt de firmaer, der lejede sig ind i bygningerne, var for eksempel CNN, Delta Airlines, Bank of America, Fuji Bank og SUN Microsystems. Til daglig var World Trade Center arbejdsplads for cirka 50.000 mennesker fordelt på de mange etager. I artiklen “Terrorangreb på USA: USA’s vartegn i ruiner” fra Politiken den 12. september 2001 (se kilder), vurderer journalisten Marcus Rubin, at omkring 130.000 besøgende dagligt passerede igennem bygningerne. Den skæbnesvangre dag var der dog endnu kun cirka 14.000 mennesker inde i selve bygningerne, da angrebet kom. Tårnene var et markant vartegn for byen New York i kraft af deres særlige udseende. Centeret blev tegnet af arkitekten Minoru Yamasaki, opførelsen af tårnene blev påbegyndt i 1966, og de stod færdige i 1977. De to tårne var begge 412 meter høje og indeholdt 110 etager hver. De var dermed de højeste bygninger i New York. I ovenstående artikel skriver journalisten Marcus Rubin: “Med sine to kæmpemæssige identiske tårne dominerede centret fra alle vinkler byens skyline, som et konkret bevis på USA’s verdensherredømme og den menneskelige himmelstræben.” Information om World Trade Center og foto af tårnene både før, under og efter sammenstyrtningen findes på hjemmesiden Globalsecurity.org (se kilder). Det sted, hvor de to tårne stod, er er efterfølgende blevet kaldt ’Ground Zero’ (læs mere om det i faktalink-artiklen Ground Zero).

Hvilken symbolsk betydning har Pentagon?

Som hovedkvarter for det amerikanske forsvarsministerium har Pentagon kolossal stor symbolsk betydning for USA’s verdensdominans og muskelkraft. Det er herfra, at hele det amerikanske, militære system styres. Selve bygningen er formet som en femkant deraf navnet Pentagon). Den særprægede bygning er tegnet af arkitekten George Bergstrom og blev bygget under Anden Verdenskrig i årene 1941-43. Opførelsen kostede 83 millioner dollars. Der er 24.000 mennesker, der dagligt arbejder og har deres gang i Pentagon, og bygningen af en af verdens største kontorbygninger. Den indeholder 131 trapper, 19 elevatorer og har et kontorareal på 3.705.793 kvadratmeter. I det store kompleks er der i alt 4.200 ure, og stedets restaurant har 230 ansatte. Hver dag bliver der lavet 200.000 telefonopkald til og fra Pentagon. Flere oplysninger om Pentagon findes på det amerikanske forsvarsministeriums hjemmeside (se kilder)

Terrorhandlingens forløb og terroristerne

Hvad bestod terrorhandlingen i?

Terrorhandlingen bestod i, at fire store passagerfly med kurs mod Californien tidlig formiddag den 11. september 2001 blev kapret. Den oprindelige destination, Californien, var vigtig, idet det betød, at flyene var fyldt helt op med brændstof og derfor ville forvolde maksimal skade anvendt som brandbomber.

I New York blev World Trade Centers tvillingetårne ramt af to civile passagerfly kapret af to hold terrorister. I Washington blev Pentagon ramt af et tredje kapret fly, der styrtede ned i en af siderne af den femkantede bygning. Der er dog fra flere sider blevet rejst tvivl om denne del af den officielle beskrivelse af angrebet. Blandt andet har Thierry Meyssan, formand for den anerkendte franske tænketank Reseau Voltaire påstået, at det fly, som ifølge den officielle forklaring, fløj ind i Pentagon, slet ikke eksisterede. Det fremgår af bogen “9/11 – The Big Lie” (se kilder), som udkom i 2002. Et fjerde fly, som formodes at have haft kurs mod Det Hvide Hus eller Kongressen, styrtede ned på en mark i Pennsylvania.

Hvordan var forløbet af terrorhandlingen?

Nedenfor beskrives forløbet af terrorhandlingen med tidsangivelser i lokal amerikansk tid:

Det første fly: United Airlines 175, Boeing 767:

Passagerer: 56, heraf 5 terrorister samt et mandskab på 9

Kl. 7:58: flyet forlader Boston med kurs mod Los Angeles

Kl. 8:47: flyet bliver kapret i kort afstand fra Manhattan

Kl. 9:03: maskinen styrer direkte ind i det sydlige tårn på 83. etage på World Trade Center.

Det andet fly: American Airlines 11, Boeing 767:

Passagerer: 81, heraf 5 terrorister samt 7 ansatte

Kl. 7:59: flyet forlader Boston og var på vej mod Los Angeles

Kl. 8:15: flyet bliver kapret og sætter kurs mod New York

Kl. 8:46 maskinen flyver direkte ind i World Trade Centers nordlige tårn mellem 96. og 103. etage

Det tredje fly: American Airlines 77, Boeing 757:

Passagerer: 58, heraf 5 terrorister samt 6 ansatte

Kl. 8:10: flyet forlader Washingtons Dulles International Airport med kurs mod Los Angeles

Kl. 9:38: flyet rammer Pentagon-bygningen

Det fjerede fly: United Airlines 93, Boeing 757:

Passagerer:, heraf 4 terrorister og 7 ansatte.

Kl. 8:01: flyet letter fra Newark, New Jersey med kurs mod San Francisco

Kl. 10:03: flyet styrter ned i et ubeboet område i Pennsylvania, efter at nogle af passagererne angiveligt havde konfronteret flykaprerne. Hændelsesforløbet i dette fly er forsøgt rekonstrueret via telefonopkald fra nogle af passagererne til deres nærmeste pårørende.

Hvad skete der med World Trade Center?

De første to fly fløj med en hastighed på 500-600 km/t ind i skyskraberne og eksploderede. Passagererne ombord på flyene blev alle dræbt øjeblikkelig. Da det endnu var forholdsvis tidligt om morgenen, var der ikke så mange, der var mødt på arbejde. De fleste af dem, der opholdt sig i tårnene, reddede sig ud ved at løbe ned ad trapperne i skyskraberne. En stor del af dem, der opholdt sig på de ramte etager og derover døde enten af røgforgiftning eller blev opslugt af ilden i løbet af meget kort tid. Andre valgte at springe ud af vinduerne for at slippe væk fra ilden. Jyllands-Postens korrespondent i New York var øjenvidne og beskrev synet af de mange mennesker, der valgte at springe i døden på denne måde i artiklen “Angrebet: Den sorte dag”, der blev trykt i avisen på etårsdagen for angrebet (se kilder): “Alle havde set, hvordan ulykkelige mennesker styrtede sig i døden. Alle havde forstået, at mange flugtveje var blevet spærret for dem og for hundreder, ja måske tusinder af deres kolleger.” Ilden spredte sig herefter nedad i skyskraberne, der var opbygget omkring et stålskelet som beskyttelse mod mindre fly og jordskælv. På et tidspunkt nåede brandtemperaturen imidlertid op på så højt et niveau, at de kraftige stålsøjler begyndte at smelte. Det var derfor kun et spørgsmål om tid, førend de kolossale bygninger ville brase sammen under deres egen vægt. Det sydlige tårn kollapsede kl. 10:05, mens det nordlige tårn faldt sammen kl. 10:28. Mindre end to timer, helt nøjagtig 102 minutter efter at det første tårn var blevet ramt, var tårnene jævnet med jorden.

Hvad skete der med Pentagon?

Flyet ramte ifølge de officielle forklaringer ind i den ene side af det enorme bygningskompleks, hvor der udbrød brand ved kollisionseksplosionen. Tyve minutter senere blev Det Hvide Hus og andre vigtige bygninger i Washington evakueret. Femogtyve minutter efter nedstyrtningen kollapsede den side af Pentagon, der var blevet ramt. Ingen af forsvarsministeriets øverste generaler kom alvorligt til skade. Forsvarsministeren, Donald Rumsfeld, havde kontor i den modsatte ende af Pentagon og kom ikke til skade.

Hvad skete der i Pennsylvania?

Det vides ikke med sikkerhed, hvad det konkret var, der bevirkede, at United Airlines 93 styrtede ned. Bogen “102 minutter” (se kilder) redegør dog for, at det var en civil indsats, der forårsagede, at endnu et angreb mod en af de officielle bygninger i Washington blev afværget. Man ved, at nogle af passagererne havde modtaget opkald fra deres ægtefæller og derigennem var underrettet om de andre flykapringer og om hændelserne i New York. Det blev da klart, at det var noget tilsvarende, der var ved at ske med United Airlines 93. Flere mandlige passagerer sagde farvel til deres hustruer og fortalte, at de var blevet enige om at overmande flykaprerne. Derefter styrtede flyet ned på en mark i Pennsylvania, og alle ombordværende omkom.

Hvilke sikkerhedstiltag tog de amerikanske ledere?

Kl. 9:37 gav præsident George W. Bush ordre til, at militære fly skulle nedskyde ethvert luftfartøj, der truede mål i Washington. Den besked nåede imidlertid aldrig frem til piloterne i kampflyene. Generelt fastslår den kommissionsrapport, der senere blev lavet – “9/11 Commission Report” (se kilder ) – at der var dårlig kommunikation på de højere ledelseslag i de forskellige organisationer, der skulle varetage den nationale sikkerhed. Ledere i Washington troede for eksempel, at kampflyene havde fået beskeden om at eliminere fjendtligsindede fly, mens den eneste ordre, de faktisk havde modtaget, var, at de skulle identificere og forfølge flyene.

Kl. 9:50 kom så beskeden om, at alle lufthavne i USA var blevet lukket, og alle kommercielle fly var landet. Som det fremgår af BBC NEWS’s hjemmesides tema om 11. september (se kilder) gav Pentagon siden ordre til at mobilisere fem kampskibe og to fly på Østkysten for at forstærke forsvaret af det angrebne område.

Hvilken rolle spillede præsidenten?

USA’s præsident, George W. Bush, befandt sig på tidspunktet for terrorhandlingerne på besøg i en tredjeklasse på en skole i Florida, hvor han fulgte undervisningen. Han fik overbragt beskeden om angrebet på World Trade Center for åben skærm kl. 9:10.

Kl. 9:30 udtalte præsidenten: “Vi har været udsat for en national tragedie. To fly er styrtet ind i World Trade Center i et tilsyneladende terrorangreb på vort land”, ifølge BBC NEWS’s hjemmesides tema om 11. september (se kilder). Derefter fløj han til Barksdale Air Force Base, hvor han kl. 12:39 kom med endnu en udtalelse, hvori han garanterede at finde de skyldige.

Kl. 13.20 forlod præsidenten Barksdale Air Force Base i Louisiana i sit fly, Air Force One, og fløj til Offutt Air Force Base i Nebraska, hvor han holdt videotelefonmøde med Det Nationale Sikkerhedsråd. Han var undervejs ledsaget af beskyttende kampfly.

Først om aftenen vendte han tilbage til Det Hvide Hus. Her holdt han en tale kl. 20:30 gengivet på DR’s hjemmesides tema om 11. september (se kilder), hvor han sagde: “Terroristangreb kan ryste fundamenterne på vores største bygninger, men de kan ikke røre ved Amerikas fundament.” Ydermere fik han bekendtgjort, at han anskuede angrebene som et angreb på amerikanske værdier: “I dag kom vore medborgere, vor frihed og vores måde at leve på under angreb”. Det var en udtalelse, der indvarslede krigen mod terrorisme og mod de stater, der kunne tænkes at yde beskyttelse til terrorister. 
Præsidentens reaktion – fra hans tilsyneladende lammelse under besøget i 3. klassen til talen på tv – gengives ud fra en meget kritisk vinkel i Michael Moores dokumentarfilm “Fahrenheit 9/11” (se kilder).

Hvor mange omkom under terrorangrebet?

I alt mistede omkring 3.130 mennesker livet under terroraktionen:

· Ombord på de fire fly døde i alt 256 mennesker.

· Omkring 2.752 mistede livet i og omkring World Trade Center i New York. Det er ifølge bogen “102 minutter” (se kilder) antallet af de dødsattester, som blev udstedt i New York efter angrebet. Heraf var 343 brandmænd, 69 politifolk og 2.337 civile. Omkring 12.000 personer slap ud af tårnene med livet i behold.

· I Pentagon døde 125 personer ved selve kollisionen.

Hvem var terroristerne?

Terrorhandlingen blev udført af 19 mænd i alderen 20 til 33 år. De kom fra henholdsvis Egypten, Saudi-Arabien, Libanon og De Forenede Arabiske Emirater. Efter alt at dømme havde lederne af de enkelte flykapringer gode uddannelser, mens de ’menige’ selvmordsterrorister var uden videre uddannelse og kom fra fattige kår. De var alle blevet rekrutteret af terrornetværket al-Qaeda.

Lederen af aktionen var den egyptiske Mohammed Atta. Ud over ham var der tre andre piloter, som også havde ledende roller i angrebet.

De fire piloter:

· Mohammed Atta: født i Egypten 1968, søn af advokat

· Hani Hanjour: havde været mujahedin (hellig kriger) i Afghanistan, 29 år

· Marwan al Shehhi: født i De Forenede Arabiske Emirater 1978, søn af en bønneleder i den lokale moské. Dumpede flere kurser under sit ophold på universitetet i Tyskland

· Ziad Jarrah: født i Libanon 1975. Kom fra en rig familie og gik i kristne skoler

Ud over piloterne var der yderligere to mellemledere med ombord på flyene:

· Khalid al Mihdhar: saudiaraber, mujahedin. Alder ukendt. Egentlig tiltænkt en rolle som pilot, men han havde svært ved at lære engelsk nok til at kunne følge pilotkurserne i USA og blev derfor erstattet som pilot

· Nawaf al Hazmi: saudiaraber, ligeledes mujahedin, 25 år

Hvem var de andre selvmordsterrorister?

De resterende medvirkende var muskelkraft, som skulle holde passagererne i skak. De var alle saudiarabere på nær én, som var fra De Forenede Arabiske Emirater. Aldersmæssigt var de mellem 20 og 29 år gamle. Kendetegnende er, at de kom fra fattige provinser og var uden megen uddannelse ud over studentereksamen. Desuden var alle ugifte. Flere af dem havde opsøgt al-Qaedas træningslejre med det formål at blive hellige krigere i Tjetjenien. Nedenstående oplysninger er behæftet med en vis usikkerhed, da nogle af terroristerne havde falsk identitet:

· Satam al Suqami: saudiaraber, 25 år

· Waleed al Shehri: saudiaraber, 21 år

· Wail al Shehri, saudiaraber, 25 år (bror til ovenstående)

· Abdul Aziz al Omari, saudiaraber, 29 år

· Majed Moqed: saudiaraber, alder ukendt

· Salem al Hazmi: saudiaraber, 21 år (bror til Nawaf al Hazmi)

· Saeed al Ghamdi, saudiaraber, alder ukendt

· Ahmed al Haznawi, saudiaraber, 20 år

· Ahmed al Nami: saudiaraber, 23 år

· Ahmed al Ghamdi: saudiaraber, 21 år

· Mohand al Shehri: saudiaraber, 23 år

· Hamza al Ghamdi: saudiaraber, 20 år

· Fayez Banihammad: De Forenede Arabiske Emirater, 28 år

Hvem fik ideen til terrorangrebet?

Tilsyneladende var det Khalid Sheikh Mohammed, en af al-Qaedas topfolk, der udtænkte planen om at bruge passagerfly som missiler. Ideen skulle være opstået i kølvandet på terrorangrebet mod World Trade Center i 1993, hvor Khalid Sheikh Mohammeds fætter Ramzi Yousef parkerede en lastbil med en tidsindstillet bombe i en parkeringskælder under bygningerne. Da den sprang, blev seks mennesker dræbt og omkring tusinde personer såret.

Khalid Sheikh Mohammeds oprindelige plan var tilsyneladende, at i alt ti fly skulle kapres, hvorefter de ni skulle anvendes som missiler i et selvmordsangreb mod blandt andet Det Hvide Hus og et eller flere atomkraftværker. Det tiende fly, som han selv skulle flyve, skulle lande i en international lufthavn, efter at han havde dræbt alle passagerer. Her ville han stige ud og holde en tale med kras kritik af amerikansk udenrigspolitik. Osama bin Laden blev præsenteret for ideen og gav i 1999 grønt lys for grundtanken. Han droslede dog planerne ned til at omfatte fire fly. Disse oplysninger er kommet frem under afhøringer af tilfangetagne al-Qaeda-folk og fremgår af Kommissionsrapporten (se kilder) samt af artiklen “11. septembers virkelige helte” i Jyllands-Posten den 25. juli 2004 (se kilder).

Hvordan forberedte terroristerne sig?

Lederen, den egyptiske Mohammed Atta, kom fra en velhavende middelklassefamilie i Kairo og var uddannet arkitekt. I 1992 flyttede han til Tyskland for at studere byplanlægning ved det Tekniske Universitet. Her flyttede han sammen med en anden af de senere flykaprere en ung mand fra De Forenede Arabiske Emirater.

I Hamborg dannede Atta en terrorgruppe eller en terrorcelle, som det også er blevet kaldt. Ideen med terrorcellerne er, at man har et vidtforgrenet net af små “sovende” terrorgrupper, der kan slå til fra det ene øjeblik til det andet på mange forskellige steder over hele verden. Medlemmerne opfører sig “normalt” og er studerende eller bestrider et almindeligt job. Afgørende er det, at de ikke afslører nogen ekstremistiske tilbøjeligheder i forhold til det lokalsamfund, de lever i. I bogen “Den globale terrorisme” (se kilder) beskrives det eksempelvis, at Mohammed Atta og hans medsammensvorne opførte sig som andre vestlige unge: “De var klædt i cowboybukser, gik på bar og drak spiritus, hvilket fundamentalistiske muslimer normalt ikke gør. De prøvede at opføre sig som unge amerikanske mænd ville gøre, for at ingen skulle få mistanke om, at de i virkeligheden var dødsensfarlige islamiske terrorister.”

I juli 2000 tog Atta til USA på pilotkursus. Her fik han træning i at flyve netop den type Boeing-fly, som cellen senere kaprede.

Forud for terroraktionen havde flykaprerne undersøgt forholdene omkring sikkerhedsprocedurerne for indenrigsflyvninger. Da de endelig gik ombord, var det med små hobbyknive, som ikke blev opdaget i sikkerhedstjekket.

De fire ledere, Atta, Hanjour, al Shehhi og Jarrah, styrede flyene efter kapringen. De øvrige terrorister, som havde modtaget forskellige former for kamptræning, sikrede sig, at passagerer og kabinepersonale forholdt sig passive.

Hvad var formålet med terroraktionen?

Journalisten Jens Nauntofte fortæller i bogen “Den globale terrorisme” (se kilder), at formålet med terroraktionen har været at ydmyge amerikanerne og skabe en følelse af usikkerhed i befolkningen. Hvis man kan ramme amerikanerne så voldsomt, så kan man ramme hvor som helst og når som helst.

Historikeren Karsten Fledelius kommenterer også på det aspekt i et efterskrift til bogen “I Osama bin Ladens navn” (se kilder): “Her stod man imidlertid over for en fjende, som ikke gav sig til kende, og hvor det røgslør han kastede ud, havde to formål: at sprede rædsel gennem uvisheden om, hvor angrebet kom fra og at beskytte sig selv og den stat, som gav terroristerne husly.”

Det er meget svært at sige, hvad der driver mennesker til at udføre et terrorangreb som det, der fandt sted den 11. september 2001. Den danske forsker Birthe Hansen fremlægger i sin bog “Terrorisme – de utilfredse og den nye verdensorden” (se kilder) følgende forklaring: “Terrorristers vigtigste motivation er en utilfredshed. Hvad enten begrundelsen er etnisk, religiøs, ideologisk eller andet, er utilfredsheden med verdensordenen eller i forbindelse med løsrivelseskonflikter afgørende.” Denne tese giver dog ikke noget svar på, hvorfor utilfredsheden i få tilfælde giver sig udtryk i terror og de fleste gange i f.eks. læserbreve og fredelige demonstrationer.

Hvilken rolle spillede den religiøse overbevisning?

Al-Qaedas ideologi er baseret på en ekstremistisk tolkning af islam, hvor hellig krig forstået som militær kamp opfattes som en pligt. Den daværende leder af terrornetværket Osama bin Laden definerede fjenden som amerikanere, jøder og andre vantro. I den optik opfattes civile som legitime mål for militære angreb, fordi de repræsenterer den samfundsform og den livsstil, der af islamisterne i al-Qaeda opfattes som gudløs. Desuden opfattes den vestlige civilisation som en imperialistisk civilisation, hvis mål er at undertrykke den islamiske civilisation. Formodentlig spillede den religiøse overbevisning hos selvmordsterroristerne altså en betydelig rolle – ikke kun som ’ideologisk brændstof’, men også som en personlig motivation og målrettethed, som gjorde det muligt for dem at udføre så voldsomt et angreb, hvor de vidste, at de selv ville miste livet og tage hundredevis af andre med sig i døden.

Historikeren Karsten Fledelius skriver i et efterskrift til bogen “I Osama bin Ladens navn” (se kilder): “Bortset fra de tilfælde, hvor en person blot ønsker at tage så mange som muligt med sig i døden, forudsætter selvmordsattentatet imidlertid den overbevisning, at man gennem sin opofrelse for sagen gør sig fortjent til belønning i det hinsidige.”

Opklaringsarbejdet og reaktionerne på 11. september

Hvem blev mistanken rettet mod?

Den amerikanske regering udpegede fra første færd den islamiske ekstremist Osama bin Laden og hans terrornetværk al-Qaeda som de skyldige bag terrorangrebet. Den 13. september 2001 stod daværende udenrigsminister Colin Powell frem og sagde, at man mistænkte Osama bin Laden for at være ansvarlig for angrebene.

Den 12. september 2001 var der dukket et videobånd op med Osama bin Laden, og ifølge forfatteren til bogen “Den globale terrorisme”, Jens Nauntofte (se kilder), viste Osama bin Ladens udtalelser på båndet tydeligt, at han bifaldt ødelæggelserne på amerikansk territorium. Bin Laden hånede USA og sagde, at nationen “kun havde fået straf som forskyldt”. Men han påtog sig ikke direkte ansvaret for terroraktionen.

Bogen “Den globale terrorisme” (se kilder) beretter endvidere om, at man i Afghanistan efter invasionen fandt et videobånd med Osama bin Laden, hvor han hyldede ødelæggelserne på USA den 11. september. Osama bin Laden fortalte blandt andet, at han kendte tidspunktet for aktionen på forhånd og derfor havde tændt for sit tv. Han fortæller også, at det var Mohammed Atta, der var lederen af terroraktionen. Det blev i flere medier, blandt andet i artiklen “Bin Laden praler af terror” i Politiken (se kilder), antydet, at der kunne være tale om et falsk bånd produceret af de amerikanske myndigheder. Terrorforskeren Lars Erslev Andersen citeres dog i samme artikel for at mene, at det ikke er sandsynligt, at der er tale om et falsum: “Hvis det er et falsum, bliver det på et tidspunkt afsløret, og amerikanerne ved jo, at alt og alle nu vil kaste sig over det bånd og undersøge det.”

Hvem stod bag angrebet?

Meget tydede altså på, at angrebet var iscenesat og planlagt af Osama bin Laden og personer i det netværk, der betegnes som al-Qaeda. I september 2002 bekræftede to højtstående medlemmer af al-Qaeda, at Osama bin Laden var involveret i planlægningen af angrebet 11. september. Det skete i et interview, som blev vist på den arabiske tv-kanal al-Jazeera og var optaget af en af tv-kanalens medarbejdere i juni 2002. Indholdet af interviewet beskrives i artiklen “Al-Qaeda indrømmer angreb” i Politiken den 10. september 2002 (se kilder).

Forbindelsen mellem angrebet og al-Qaeda blev yderligere underbygget i marts 2003, da den pakistanske efterretningstjeneste ISI i samarbejde med det amerikanske FBI fangede kuwaiteren Khalid Sheikh Mohammed, også kendt som KSM. KSM er søn af pakistanere og fik sin uddannelse i USA. På BBC NEWS's hjemmeside (se kilder) vurderes det, at han var en af al-Qaedas absolutte topfolk. Han menes at have undfanget ideerne til massevis af terroraktioner, heriblandt Bali-bombningen i 2002, hvor 202 personer døde, et mislykket attentat på paven samt involvering i bortførelsen og henrettelsen af den amerikanske journalist Daniel Pearl i 2002. KSM er onkel til terroristen Ramzi Yousef, som i 1997 blev dømt for bombningen af World Trade Center tilbage i 1993. KSM var efter alt at dømme chefarkitekten bag terrorangrebene på New York og Washington. I 2003 blev han pågrebet i Pakistan og har siden siddet fængslet i Guantanamo-lejren på Cuba.

Hvad konkluderede det officielle opklaringsarbejde om optakten?

I slutningen af 2002 nedsatte den amerikanske kongres med præsidentens underskrift The National Commission on Terrorist Attacks Upon the United States – også kaldet the 9/11 Commission. Kommissionens opgave var at udfærdige en komplet rapport om omstændighederne omkring terroraktionen 2001 samt at komme med forslag til, hvordan man kunne imødegå fremtidige angreb. USA’s to største politiske partier, Demokraterne og Republikanerne, var repræsenteret med hver fem medlemmer i kommissionen, som havde 80 medarbejdere til rådighed.

Ifølge Kommissionsrapporten, “9/11 Commission Report”, der var færdig i juli 2004 (se kilder), havde de amerikanske efterretningstjenester i længere tid indsamlet oplysninger om, at der snart ville “ske noget stort”. Blot var man ikke forberedt på, at det ville ske på amerikansk jord. Snarere havde de regnet med, at der ville forekomme et angreb på oversøiske amerikanske interesser, såsom ambassader, konsulater, militærbaser eller civile mål, hvorfor man i nogen grad havde mobiliseret andre steder. Desuden fastslog rapporten, at det var terroristnetværket al-Qaeda, der var ansvarlig for handlingen.

Hvad konkluderede det officielle opklaringsarbejde om gerningsmændene?

Ifølge FBI’s hjemmeside (se kilder) har man klare beviser på forbindelser mellem selvmordsterroristerne og al-Qaeda. Alle flykaprerne har kunnet forbindes med al-Qaeda-organisationen enten som tidligere mujahedinere eller på anden måde. De to mellemledere, Mihdhar og al Hazmi, var kendt og efterlyst af de amerikanske myndigheder. I Kommissionsrapporten står, at de to havde været i forbindelse med al-Qaeda allerede i 1998, hvor de havde et møde med en al-Qaeda-repræsentant i Malaysia. USA havde holdt øje med dem dengang, og de var efterlyst internationalt, men det lykkedes dem at gøre sig usynlige igen. Det lykkedes dem sågar at komme ind i USA og opholde sig der, indtil de deltog i terroraktionen den 11. september 2001.

Hvem var hovedmanden bag angrebet?

Khalid Sheikh Mohammed har tilstået at være initiativtageren til angrebene den 11. september 2001. Det fremgår af Kommissionsrapporten (se kilder) og af artiklen ”11. septembers virkelige helte” i Jyllands-Posten den 25. juli 2004 (se kilder). Ydermere har han redegjort for sin nære forbindelse til Osama bin Laden og al-Qaeda. Således står det klart, at det med meget stor sandsynlighed var al-Qaeda, der finansierede operationen, og at Osama bin Laden både sanktionerede den og var hovedansvarlig for udvælgelsen af de medvirkende terrorister. Selve definitionen af al-Qaeda er dog problematisk, idet der ikke er tale om nogen klart afgrænset organisation, men snarere om et løst og foranderligt netværk af ideologisk ligesindede. (Se faktalink-artiklerne “Terrorisme før og nu” og ”Terrornetværket al-Qaeda”).

Hvilke andre teorier er der om bagmændene?

Der verserer stadig en række forskellige teorier om, at angrebet 11. september ikke blev planlagt og udført af al-Qaeda, eller at al-Qaedas angreb var accepteret eller ligefrem orkestreret af andre kræfter. Blandt de mest udbredte teorier er, at CIA og eventuelt den israelske efterretningstjeneste stod bag angrebet eller med vilje undlod at afværge det. Teorien er, at angrebet 11. september var en belejlig anledning for USA til at gå i krig mod blandt andre Saddam Hussein. Bag de alternative teorier om angrebene er en række spørgsmål, som heller ikke det officielle opklaringsarbejde har kunnet svare tilfredsstillende og overbevisende på, blandt andre:

· Hvordan kunne CIA allerede 48 timer efter angrebet fremlægge en liste med de 19 terroristers navne – hvis de intet vidste i forvejen, sådan som de påstår?


· Hvordan kunne terroristerne, som deres flyvelærere kaldte elendige piloter, manøvrere så store fly så præcist?

· Hvordan kunne to tårne styrte sammen, når de var bygget til at kunne modstå påflyvning af passagerfly?


Disse spørgsmål nævnes i artiklen “Den frygtelige sandhed” i Weekendavisen den 7. april 2004 (se kilder), hvor også de mest udbredte alternative forklaringer på angrebet gennemgås, og nogle af de mange bøger om emnet nævnes. Her beskrives også det mest almindelige modargument imod de alternative teorier: “Meget tyder på, at der skete mange efterretningsmæssige fejl op til den 11. september, men at tro, at fejlene var bevidste ville kræve, at de utrolig mange involverede i så stor en konspiration skulle kunne holde mund – og det ville være ret naivt.”

Så sent som i 2006 mente hele 36 % af amerikanerne ifølge en opinionsundersøgelse fra Ohio universitetet, at det var enten meget sandsynligt eller sandsynligt, at deres egen regering stod bag eller undlod at forhindre angrebet 11. september. Den mest udbredte alternative teori til den officielle forklaring om al-Qaeda som angrebets bagmænd, var, at det var daværende præsident George W. Bush og hans vicepræsident, Dick Cheney, der stod bag angrebene. En anden alternativ forklaring var, at det var den israelske efterretningstjeneste Mossad, der stod bag angrebet i et forsøg på at vende verdens opmærksomhed og vrede mod Israels fjender. Andre igen mente, at våbenindustrien var involveret ud fra et ønske om at starte flere krige. Nogle mente, at en eller flere af de nævnte aktører havde planlagt angrebet i samarbejde med al-Qaeda. Den gennemgående teori var, at regeringen ofrede sine egne for at realisere en plan, der lå klar på tegnebrættet: Krigen om olie i Irak. 11. september-angrebet kunne med andre ord give ’høgene’ i den amerikanske regering en god begrundelse for at realisere et længe næret ønske om at gå i krig i Irak – og dermed sikre sig kontrol med landets oliereserver. Det fremgår af artiklen ”Amerikanere: USA stod bag 9/11”, trykt i Politiken den 11. september 2006 (se kilder).

Er nogen af de ansvarlige blevet dømt?

Hovedmændene bag angrebet – ud over de 19 kaprere, som døde under angrebet – er endnu ikke blevet dømt, men i 2021, tyve år efter terrorangrebet, vil de komme for en domsstol, som skal afgøre, om de skal have dødsstraf, skriver New York Times i august 2019 (se kilder).

Flere mistænkte er allerede blevet stillet for en domstol:

· I august 2001 blev fransk-marokkaneren Zacaris Moussaoui, også kaldet den 20. flykaprer, anholdt, da han forsøgte at rejse ind i USA. I december 2001 blev han tiltalt for at have deltaget i planlægningen af angrebet 11. september. En retssag, som blev indledt i USA i januar 2003, blev afsluttet i maj 2006, hvor Moussaoui efter at have tilstået medvirken i angrebet blev idømt fængsel på livstid. Anklageren ønskede, at Moussaoui skulle idømmes dødsstraf, men det afviste dommeren. Da Moussaoui en uges tid senere ønskede sagen genoptaget med henvisning til, at han ville trække sin erklæring om skyld tilbage, blev det afvist af dommeren i sagen, og i 2010 besluttede også den amerikanske appelret, at den ikke ville genoptage Moussaouis sag eller ændre dommen på livstid.

· I februar 2003 blev fransk-marokkaneren Mounir el-Motassadeq, der var medlem af al-Qaeda-cellen i Hamborg, idømt 15 års fængsel for at have hjulpet selvmordsflykaprerne. Dommen blev dog siden omstødt af forbundsdomstolen, fordi der ikke var klokkeklare beviser mod el-Motassadeq. Men i 2006 vurderede den føderale højesteret, at der var materiale nok til at føre bevis for, at el-Motassadeq var informeret om og involveret i forberedelserne om flykapringerne og derfor kunne dømmes for medskyld i drab på de ofre, der var om bord på flyene (men ikke de øvrige ofre). El-Motassadeq blev arresteret igen, og i januar 2007 blev han ved Oberlandesgericht Hamburg (delstatens højesteret) idømt 15 års fængsel. I 2018 blev han deporteret til Marokko, skriver Deutsche Welle i 2018 (se kilder).

· I februar 2004 blev marokkaneren Abdelghani Mzoudi ved retten i Hamburg frikendt for medvirken til drab på mere end 3.000 mennesker, og i juni blev frifindelsen stadfæstet af Tysklands øverste straffedomstol, forbundsdomstolen. Dommeren mente ikke, at beviserne mod ham var stærke nok. Mzoudi delte i en periode lejlighed med flykaprernes leder Mohammed Atta i Hamburg og betalte Attas regninger, mens han var i USA for at tage flyveundervisning. Men det kunne ikke bevises, at han havde kendskab til eller var direkte involveret i terrorplanerne.

· I september 2005 blev syreren Imad Eddin Barakat Yarkas, også kendt under navnet Abu Dahdah, idømt 27 års fængsel for sin rolle i forbindelse med angrebet 11. september. Retssagen fandt sted i Spanien, og Yarkas menes at være leder af en spansk al-Qaeda-celle. 16 andre blev i samme sag idømt mellem seks og 11 års fængsel for at have arbejdet for al-Qaeda, blandt andet som pengekurerer. I 2013 blev han løsladt, efter at den spanske højesteret forkortede hans fængselsdom.

I 2019 offentliggjorde en militær domsstol i USA, at den formodede hjerne bag angrebet, Khalid Sheikh Mohammed, og fire andre bagmænd, stilles for en militær domstol i den amerikanske Guantanamo-lejr i 2021, skriver New York Times i 2019 (se kilder). Den tidligere amerikanske præsident, Barack Obama, har ellers tidligere ytret ønske om, at Khalid Sheikh Mohammed skulle stilles for en civil domstol, gerne i New York, og at der i det hele taget skulle lukkes ned for de militære domstole på Guantanamobasen, så fangerne kunne få deres sager behandlet ved civile domstole. Men den plan fremkaldte protester, bl.a. fra new yorkere, der frygtede, at en retssag midt i New York mod hovedmanden bag 9/11-angrebet ville fremprovokere nye terrorhandlinger. Hans fire medtiltalte, der også sidder indespærret i Guantanamolejren, skal også for en militær domstol i lejren i 2021, 20 år efter terrorangrebet. Domstolen skal afgøre, om de skal have dødsstraf. Ifølge New York times forventes det, at retssagen vil tage ni måneder.

Hvilke erstatninger er der blevet udbetalt til pårørende?

Kort efter terrorangrebet anlagde flere end 600 personer, der mistede familiemedlemmer under terrorangrebet 11. september, civilt sagsanlæg mod Sudan, dele af den saudiske kongefamilie, en række islamiske banker og velgørenhedsorganisationer samt flere andre. Ifølge sagsøgerne havde de sagsøgte ydet enten økonomisk eller andre former for støtte til Osama bin Ladens netværk og var dermed medskyldige i angrebet 11. september. Gruppen af sagsøgerne krævede en samlet erstatning på 1.000 milliarder dollars, hvilket fremgår af artiklen “Sagsanlæg fra terror-efterladte” i Berlingske Tidende den 16. august 2002 (se kilder).

Siden er der blevet udbetalt i alt 38 milliarder dollar (knap 220 millioner kr.) i erstatning til ofre og pårørende for angrebet, fremgår det af artiklen ”Milliarder til efterladte efter 11. september-terror”, trykt i Politiken den 10. november 2004 (se kilder). Ifølge artiklen har pårørende til dræbte civile i gennemsnit fået 3,1 million dollar (omkring 18 millioner kroner) udbetalt, mens familierne til de politimænd, brandmænd, læger og sygeplejersker, som blev dræbt ved angrebet, i gennemsnit har modtaget 4,2 millioner dollar i erstatning (ca. 24 millioner kroner). Hertil kommer økonomisk hjælp til flyselskaber eller og til genopførelse af offentlige bygninger og reparationer af infrastrukturen.

Erstatningerne er ikke betalt af de parter, som blev udpeget som anklagede i det civile sagsanlæg. Udgifterne er derimod betalt af forsikringsselskaber, som har dækket 51 procent af regningen, den amerikanske regering, som har betalt 42 procent, samt private indsamlinger, som især er kommet uforsikrede efterladte til gode.
 Til ovenstående tal skal lægges et endnu ukendt beløb, som skal udbetales til de tusindvis af redningsarbejdere, der er blevet syge af at arbejde i murbrokkerne fra World Trade Center. Forsikringsselskabet WTC Captive Insurance Company meddelte i 2001, at det har afsat en samlet sum på 625 millioner dollar (godt 3,4 milliarder kr.) til de over 10.000 redningsarbejderne, hvoraf mange blev syge af at indånde giftige materialer fra de sammenstyrtede skyskrabere. Det fremgår af Ritzau-telegrammet ”Redningsfolk fra 9/11 får erstatning”, trykt i Politiken den 19. november 2010 (se kilder).

Hvad kunne man have gjort for at afværge angrebet?

Ifølge Kommissionsrapporten “9/11 Commission Report” (se kilder) var der flere ting, der kunne have forhindret terroristerne i at få så frit spil, som de gjorde. Ifølge rapporten blev der bl.a. begået følgende fejl: :

· Man opdagede ikke falske angivelser på visa

· Man opdagede ikke forfalskede pas

· Man reagerede ikke på en rapport fra en lokal FBI-agent, der gjorde opmærksom på, at en række unge arabere modtog flyveundervisning i Arizona

· Man sammenholdt ikke navne på internationalt eftersøgte terrorister med de passagerer, som fik sikkerhedssystemet CAPPS (Computer Assisted Passenger Prescreening System) til at reagere. CAPPS reagerede på flere af terroristerne, uden at man foretog sig andet end at tilbageholde deres bagage, indtil man havde fået bekræftet, at de selv var gået om bord. Metaldetektorerne blinkede også flere gange uden, at man gjorde sig den fornødne ulejlighed med at identificere, hvad der havde sat alarmerne i gang

· Man havde ikke forstærket dørene ud til cockpittet i fly med henblik på at afværge selvmordsflykaprere, som var et ukendt fænomen frem til denne dag

· Man fulgte ikke op på gamle spor, blandt andet fra angrebene mod USA’s ambassader i Nairobi og Dar es Salam i 1998. Forbindelsen mellem disse angreb og angrebet 11. september 2001 beskrives i artiklen “Sporet fra Nairobi” i Information den 8. juni 2002 (se kilder).

Hvad kunne man ellers have gjort inden angrebet?

Pentagon kunne allerede i 1999 have anholdt fire af de senere flykaprere. Pentagon kendte nemlig til deres eksistens og vidste allerede dengang, at de udgjorde en del af et netværk, som formodentlig planlagde terrorangreb. Efterretningsfolk fra Pentagon gik til FBI med deres viden, men FBI afviste dengang at anholde de fire, da forbundspolitiet ikke mente, at det hørte under deres område at anholde personer, som opholdt sig lovligt i USA. Dette svigt fremgår ikke af Kommissionsrapporten, men er kommet frem i sommeren 2005, hvor det republikanske medlem af Kongressen Curt Weldon er stået frem med det. Det fremgår af artiklen “Pentagon kendte til terrorcelle” i Berlingske Tidende den 12. august 2005 (se kilder). Oplysningerne fik medlemmerne af den oprindelige 9/11 Commission til at genoptage deres arbejde under overskriften “9/11 Public Discourse Project” (se kilder).

Kunne angrebet 11. september være afværget?

Ifølge terroreksperten Magnus Ranstorp er svaret på det spørgsmål et klar ja. Ranstorp, som har vidnet foran 11. september-kommissionen, konkluderer ifølge artiklen “Vi har et kæmpe arbejde foran os” i Politiken 25. juli 2004 (se kilder): “Hvis bare en af de mange advarsler var blevet hørt, ville vi formentlig have set arrestationer og afhøringer, som måske havde ført til en afsløring af hele plottet.” Og den danske sikkerhedspolitiske ekspert Mikkel Vedby Rasmussen skriver i kronikken “Da enhver blev et terrormål” i Information 7. september 2002 (se kilder): “Den eneste mulighed for at forhindre 11. september havde været at ødelægge al-Qaeda, inden planen om angrebene 11. september blev undfanget og terroristerne sendt af sted.”

Generelt er konklusionen i Kommissionsrapporten, at man har været for efterladende og fantasiløse i forhold til at forberede sig på terrorangreb. Det amerikanske efterretningsvæsen var opmærksom på risikoen for angreb, men kunne ikke for alvor forestille sig, at et så omfattende angreb ville finde sted i USA. Efterretningstjenesten var mere opmærksom på risikoen for angreb på amerikanske interesser i udlandet.

Desuden betød en række bureaukratiske regler og en årelang rivalisering mellem forbundspolitiet, FBI, der opererer i USA, og CIA, der står for spionage og aktioner i udlandet, at essentielle informationer ikke blev udvekslet mellem de to tjenester. Det fremgår blandt andet af artiklen “Pentagon kendte til terrorcelle” i Berlingske Tidende 12. august 2005 (se kilder).

Samtidig erkendes det af de fleste kritikere, at terrorister har en evne til at arbejde inden for de til enhver tid givne rammer og finde huller i sikkerheden, og at det derfor er umuligt at gardere sig fuldstændig mod et angreb.

Hvad kunne man have gjort for at begrænse dødstallet?

Ifølge Kommissionsrapporten (se kilder) kunne antallet af døde i World Trade Centers to tårne formodentlig være begrænset, hvis kommunikationen mellem de forskellige myndigheder havde været bedre. Også forfatterne til bogen “102 minutter” (se kilder) kritiserer redningsarbejdet. De mener, at sikkerhedsforanstaltningerne i tårnene var for dårlige, og at en årelang rivalisering mellem New Yorks politi og brandvæsen var medvirkende til, at omkring 200 brandfolk omkom i nordtårnet, da det styrtede sammen. De kunne ifølge de to journalister være nået ud, hvis kommunikationen havde fungeret ordentligt.

Reaktioner på 11. september

Hvad var den officielle amerikanske reaktion?

Præsident George W. Bush udtalte umiddelbart efter 11. september, at man ønskede Osama bin Laden fanget “død eller levende”. En anden af hans udtalelser i dagene efter var henvendt til resten af verdenssamfundet og er siden kaldt “Bush-doktrinen”: “Enten er I med os i krigen mod terrorisme eller også er I med terroristerne.” I forbindelse med krigen mod terror sagde præsidenten også: “Dette korstog – denne krig mod terrorismen vil tage tid, og det amerikanske folk må være tålmodigt.”

Ifølge bogen “Den amerikanske orden – USA og det moderne Mellemøsten” (se kilder) udtalte George W. Bush ligeledes: “Af disse urolige tider kan vores femte målsætning – en ny verdensorden – opstå; en ny tidsalder: uden terrortruslen, med en styrket indsats for retfærdighed og mere bestemt i bestræbelserne for fred.” På den måde tog George W. Bush tråden op fra sin far, præsident George Bush, og dennes annoncering tilbage i 1990 om en “ny verdensorden”, der afløser koldkrigssamfundet, og hvor man i stedet fokuserer på at udrydde terrortruslen.

Hvad var de umiddelbare reaktioner i resten af verden?

I dagene efter 11. september gav en række ledere fra hele verden deres mening til kende, gengivet i artiklen “Krig mod USA: Kommentarer fra verdens ledere” i Ekstra Bladet (se kilder):

· Gerhard Schröder, Tysklands tidligere kansler: “USA har vores ubegrænsede solidaritet.”

· Tony Blair, Storbritanniens tidligere premiereminister: “Dette her er ikke en krig mellem USA og den internationale terrorisme, men mellem hele den frie og demokratiske verden og terroristerne. Storbritannien står skulder ved skulder med vores amerikanske venner, og vi vil ikke hvile ét øjeblik før terrorismens djævelskab er fordrevet.”

· Yassir Arafat, tidligere PLO-leder: “Det er en ubegribelig katastrofe. Begivenheden berører mig dybt – ord er ikke nok til at beskrive mine følelser. Verden må stå sammen. Vi er i chok. Det er utroligt, utroligt, utroligt. Gud hjælpe dem. Gud hjælpe dem.”

· Vladimir Putin, Ruslands præsident: “Vi forstår den amerikanske sorg og smerte. Rusland kender alt til terrorisme, som vi også lider under. Der er ingen tvivl om, at en så umenneskelig handling ikke må gå ustraffet hen. Nu må hele det internationale samfund stå sammen mod terrorismen.”

Hvilke reaktioner var der i Danmark?

Der var bred enighed om at fordømme terroraktionen på tværs af det politiske spektrum. Reaktionerne fra diverse politikere er gengivet i artiklen “Terrorangreb på USA: Nyrup: grusomt og kynisk” i Politiken (se kilder):

· Poul Nyrup Rasmussen (S), daværende statsminister, indkaldte til pressemøde den 11. september om aftenen. Her udtrykte han, at han var dybt chokeret, og kaldte angrebet for “masseterrorisme udført med grusom kynisme” og sagde desuden at “der er tale om et fuldstændig uacceptabelt og forfærdeligt angreb på det amerikanske folk og USA’s demokrati”.

· Anders Fogh Rasmussen (V), daværende leder af Venstre, sagde ligeledes, at terroren var “et angreb på demokratiet” og at “det understreger behovet for at demokratierne forsvarer sig selv. Vi må ikke lade os lede af naive forestillinger. Vi er oppe imod fanatiske og umenneskelige kræfter”.

· Bendt Bendtsen (K), daværende leder af Konservative: “Den amerikanske nation har bragt enorme ofre i kampen for fred og demokrati overalt på jorden. At denne nation skal udsættes for et sådant terrorangreb er dybt uretfærdigt og udtryk for en umenneskelig tankegang.”

· Pia Kjærsgaard (DF), daværende formand for partiet, mente, at “man skulle holde hovedet koldt”, mens Keld Albrechtsen (Ø) udtrykte, at han var “chokeret”. Villy Søvndal (SF) erklærede sig “dybt forstemt”, og Arne Melchior (CD) opfordrede til at vise “medfølelse, støtte og samarbejde med USA”.

Også den almindelige danske befolkning var berørt af terrorangrebet. Nogle havde familie eller venner i nærheden af de angrebne områder. Flere hundrede mennesker lagde blomster ved den amerikanske ambassade på Østerbro i København.

Konsekvenser af 11. september

Hvad har konsekvenserne af terrorangrebet været?

Konsekvenserne har – ud over den umiddelbare død, ødelæggelse og skræk, som angrebet forårsagede i USA – været vidtrækkende, og små tyve år efter terrorangrebet har det stadig storpolitiske konsekvenser. I en artikel 15 år efter terrorangrebet skriver DR.dk (se kilder), at terrorangrebet bragte USA – og landets vestlige allierede – ”i en endeløs krig mod jihadister”. Angrebet har medført store ændringer i en lang række landes lovgivning, ligesom det har været (medvirkende) årsag til tre krige: Først angrebet på Afghanistan i 2001 og den efterfølgende krig (2001-2014), siden invasionen af Irak og Irakkrigen (2003-2011) og siden krigen mod Islamisk Stat (2014-nu), der er en udløber af al-Qaeda-netværket. Også almindelige menneskers oplevelse af risici og sikkerhed har ændret sig markant, ligesom det har påvirket sikkerhedskontrollen i lufthavne overalt i verden, skriver Videnskab.dk den 11. september 2011 (se kilder). Konsekvenserne er altså mange, fra de logistiske udfordringer i lufthavne til de vidtrækkende politiske, ideologiske og økonomiske efterdønninger, og findes på en lang række områder.

Hvad var konsekvenserne for al-Qaeda?

Efter 11. september er en del af al-Qaedas ledelse blevet fanget eller slået ihjel. Som organisation betragtet er dens udfoldelser blevet hæmmet i takt med, at Afghanistan ikke længere er tilflugtssted. Anja Dalgaard-Nielsen, der tidligere var chef i PET, formulerede det på følgende måde i artiklen “Terrornetværk: Molbohistorie” i Politiken den 10. september 2004 (se kilder): “Al-Qaedas centrale strukturer er svækkede, og det netværk af træningslejre, organisationen opretholdt i Afghanistan, eksisterer ikke mere.”

Til gengæld har al-Qaeda forstået som ideologi vokset sig stærk. Rekrutteringen til terrorceller rundt om i både Europa og Mellemøsten er formodentlig øget betydeligt siden 11. september, hvilket blandt andet har givet sig udslag i et mindre antal angreb i Europa, blandt andet i London og Madrid, og en lang række angreb i Irak. Som Kommissionsrapporten (se kilder) slår fast, så udgør al-Qaeda i dag en ideologisk bevægelse, hvorfor den formodentlig til stadighed vil præsentere en sikkerhedsrisiko, også selv om det hidtidige hovedkvarter og den centrale ledelse er blevet svækket. Mens al-Qaeda er blevet svækket i årene efter 11. september, så har flere andre terrorgrupper, hvoraf mange er direkte afhoppere eller sværger troskab til al-Qaeda, udgjort store trusler. Islamisk Stat formåede efter sin fremkomst i 2014 at skabe et islamisk kalifat med kontrol over et landområde på størrelse med Storbritannien, men i 2019 formåede en international koalition at fravriste Islamisk Stat landområdet og at dræbe Islamisk Stats leder, en tidligere højtstående al-Qaeda-chef (læs mere i faktalink-artiklen om Islamisk Stat). Mens vesten har fokuseret på at bekæmpe og beskrive Islamisk Stat, så har al-Qaeda udnyttet sin plads i skyggen og igen vokset sig stærkere, skriver DIIS-forskeren Dino Krause i 2019 (se kilder). Læs mere i faktalink-artiklen “Terroristnetværket al-Qaeda”.

Hvilke konsekvenser fik 11. september for Afghanistan?

Kort efter angrebet på New York og Washington erklærede George W. Bush krig mod terror, og det blev hurtigt besluttet, at denne krig skulle begynde i Afghanistan, som vurderedes at være tilholdssted for al-Qaedas topfolk. Det islamistiske Taleban-regime havde holdt hånden over og givet ly til al-Qaedas topfolk, og det var ifølge den amerikanske regering nok til at sætte et angreb i gang. USA samlede en koalition af lande, som støttede angrebet, og den 7. oktober 2001 angreb amerikansk og britisk militær Afghanistan fra luften. NATO bakkede op om de militære aktioner, der fik tilnavnet “Operation Enduring Freedom”, og som også kom til at involvere landstyrker. Historikeren Karsten Fledelius kommenterer i et efterskrift til bogen “I Osama bin Ladens navn” (se kilder), at “Talibanstyret reelt var mere eller mindre styret af Osama bin Ladens arabiske indvandrere, som alle synes at have frygtet. […] Det lykkedes amerikanerne at bryde den aura af uovervindelighed 11. september havde fremkaldt og da Talibanstyret viste sig ikke at kunne holde, blev det svigtet i hobetal.”


Siden 2001 har der været afholdt fire præsidentvalg, den tidligere al-Qaeda-leder Osama bin Laden er blevet slået ihjel af amerikanske soldater (læs mere i faktalink-artiklen om Terrornetværket al-Qaeda) og i dag er den USA-venlige Ashraf Ghani præsident. På trods af, at der er demokratiske fremskridt i landet, så er sikkerhedssituationen slem. Taleban og sympatiserende grupper knyttet til al-Qaeda og Islamisk Stat kontrollerer tæt på halvdelen af landet, skrev Information i januar 2019 (se kilder), der er en konstant regn af terrorangreb, og de gentagne forsøg på fredsforhandlinger med Taleban er slået fejl. Både den politiske, økonomiske og sikkerhedsmæssige situation i landet er altså stadig særdeles skrøbelig. Læs mere i faktalink-artiklen om Krigen i Afghanistan.

Hvilke konsekvenser fik 11. september for Irak?

Også krigen i Irak var et resultat af den oprustning mod terror og præsident George W. Bushs “nye verdensorden”, som fulgte efter 11. september. Ifølge tidligere sikkerheds- og terrorrådgiver i Det Hvide Hus, Richard Clarke, var præsident Bush allerede få dage efter terrorangrebet indstillet på at angribe Irak. I artiklen “Bush ignorerede terrortrussel – gik efter Irak” i Politiken den 23. marts 2004 (se kilder) beskrives det, hvordan Bush – ifølge Clarke – beordrede Clarke til at finde en forbindelse mellem angrebet 11. september og Saddam Husseins regime. Clarke beskriver hændelsesforløbet i bogen “Mod alle fjender” (se kilder), hvor han anklager Bush for at gå i krig mod Irak på et falsk grundlag.
 Under optakten til krigen i Irak var NATO og FN meget splittede, og det var et fåtal af lande – deriblandt Danmark – der aktivt tilsluttede sig at gennemføre et regimeskifte i Irak. De lande, der sluttede op om krigen, gjorde det især med henvisning til, at Saddam Hussein rådede over masseødelæggelsesvåben. Der er dog ikke siden invasionen fundet sådanne våben i Irak, ligesom terrorismeforskere over en bred kam afviser, at der før krigen mod Irak var nogen forbindelse mellem Saddam Husseins regime og Osama bin Ladens al-Qaeda-netværk. Det samme konkluderer Kommissionsrapporten, “9/11 Commission Report”, (se kilder).


Det første angreb mod Irak fandt sted i marts 2003, og Saddam Husseins regime faldt kort efter. Der er nu afholdt demokratiske valg i Irak, og en ny forfatning har været til afstemning. Men situationen er kaotisk med daglige terrorangreb og kampe mellem oprørere og besættelsesstyrker, og Irak er af terrorismeeksperter blevet kaldet ’terroristernes nye paradis’. Fremkomsten af Islamisk Stat, en terrorgruppe skabt af en tidligere al-Qaeda-chef, har også påvirket Irak meget. Da Islamisk Stat var på sit højeste kontrollerede terrorgruppen og kalifatet et landområde på størrelse med Storbritannien, som fordelte sig over Irak og Syrien, men i dag har Islamisk Stat mistet kontrollen over landområdet (læs mere i faktalink-artiklen om Islamisk Stat) efter årelange kampe. De kampe har i høj grad fundet sted på irakisk jord, og det har påvirket den allerede skrøbelige situation i landet, som også er præget af korruption, demonstrationer og i 2019 Oktoberrevolutionen, som afsatte præsidenten, skriver Information i december 2019 (se kilder).

Hvilke andre militære aktioner har der været?

Invasionen af Afghanistan og Irak var den direkte konsekvens af terrorangrebet den 11. september, men siden da har USA og andre stater, herunder Danmark, ifølge terrorforskeren Lars Erslev Andersen i bogen “Den amerikanske orden” (se kilder) udkæmpet en “global krig mod terrorisme”. Den har medført udstationering af amerikanske tropper i blandt andet Filippinerne, Georgien, Centralasien og Yemen, og i 2014 førte den til en krig mod Islamisk Stat, en terrorgruppe bestående af al-Qaeda-afhoppere, i Irak og Syrien (læs mere i faktalink-artiklen om Islamisk Stat). USA’s invasion i Afghanistan og Irak og oprustningen i andre lande kan ifølge den danske historiker Erling Bjøl, i en prolog til bogen “11. september – internationale konsekvenser og perspektiver” (se kilder), anskues som en måde at forsøge at ’finde’ en fjende, som ikke lader sig ramme af et traditionelt militært angreb: “Hvis USA’s mægtige militærmaskine skulle kunne bruges, måtte den have synlige mål, en stat, et styre. Afghanistan blev målet.” Og den sikkerhedspolitiske ekspert Mikkel Vedby Rasmussen skriver i kronikken “Da enhver blev et terrormål” i Information 7. september 2002 (se kilder): “At komme sine fjender i forkøbet er blevet ledetråden for amerikansk sikkerhedspolitik efter 11. september. Den præventive tankegang ligger bag USA’s ønske om at afsætte Saddam Hussein.” Den amerikanske regering har også truet med at angribe blandt andet Nordkorea, Iran og Syrien for at forebygge angreb med atomvåben.

Hvilke sikkerhedspolitiske tiltag har der været?

Angrebet 11. september og tolkningen af baggrunden for det har sat et tydeligt præg på den måde, globale og lokale og regionale konflikter italesættes og forsøges imødegået på. Især er militant islamisme siden 11. september blevet en afgørende del af det trusselsbillede, som mange vestlige regeringer tegner, hvilket naturligvis smitter af både borgernes syn på international politik, forholdet mellem religiøse grupper m.m. Den udvikling er blevet forstærket af terrorgruppen Islamisk Stats fremkomst; på mange måder er Islamisk Stat arvtageren efter al-Qaeda, skriver DIIS-forskeren Dino Krause i en analyse i 2019 (se kilder). I artiklen ”Det omrejsende terrorcirkus” i Berlingske Tiden 22. januar 2002 (se kilder) bliver skiftet i trusselsbillede beskrevet således: “Kommunismen er forsvundet som Vestens altoverskyggende fjende. Efter 11. september har "terrortruslen" overtaget den rolle. Aviser, tv-nyheder, computerspil, tv-serier og spillefilm profiterer på Vestens nye konfrontation.”

Terrorangrebet på USA den 11. september 2001 har således medvirket kraftigt til, at det generelle trusselsbillede har ændret sig, og flere lande, bl.a. Danmark, har som konsekvens heraf ændret deres udenrigspolitik i en mere aktivistisk retning. Ligeledes prioriteres udviklingspolitiske tiltag i stigende grad, så de kan medvirke til at skabe ustabile stater, hvorfra der kan komme terrortrusler mod den vestlige verden. Det ses f.eks. i den danske udenrigs- og udviklingspolitik, som beskrives på Udenrigsministeriets hjemmeside (se kilder).

Hvad er de menneskeretlige konsekvenser?

De menneskeretlige konsekvenser af angrebet mod USA og den efterfølgende ’krig mod terror’ beskrives således i opslaget ”11. september” i Gyldendals elektroniske encyklopædi, Den Store Danske (se kilder): “Terrorismen og krigen mod den har endvidere ført til nye opfattelser af retssikkerhed såvel nationalt som internationalt, hvor USA forbeholder sig retten til at fundere krige i moralske begreber frem for retlige og traktatfæstede, og hvor begrebet "ulovlige kombattanter" er den juridiske betegnelse for jihadister, der tilbageholdes f.eks. i den amerikanske lejr ved Guantánamo Bay på Cuba, hvor deres retstilstand hverken falder under Genèvekonventionens bestemmelser for krigsfanger eller amerikansk civil straffelov. Terrorisme og krigen mod terror har således både i globale og i nationale perspektiver ført til gennemgribende ændringer i opfattelsen af sikkerhedspolitik i bred forstand.”

Disse ændringer i den sikkerhedspolitiske opfattelse viser sig bl.a. ved, at en del lande, som tidligere fra internationalt hold er blevet kritiseret for sine brutale metoder i kampen mod politiske dissidenter og oprørere, nu kan bekæmpe disse grupper med henvisning til, at det er et led i den internationale kamp mod terrorisme. Ofte medfører bekæmpelsen af disse grupper omfattende brud på menneskerettighederne, men medfører sjældent fordømmelse fra det internationale samfund. Disse forhold har både Amnesty International og Human Rights Watch dokumenteret og kommenteret i en række rapporter de seneste år. Amnesty International’s kritik af forholdene i Guantanamo-lejren beskrives bl.a. i artiklen “Amnesty langer ud efter terrorkrigen” i Berlingske Tidende den 25. maj 2005 (se kilder), hvor organisationens internationale generalsekretær, Irene Khan, citeres for følgende analyse af konsekvenserne af USA’s krig mod terror: “USA, den ubestridte politiske, militære og økonomiske supermagt, sætter standarden for, hvordan regeringer verden over opfører sig. Når verdens mest magtfulde land rækker næse ad retsorden og menneskerettigheder, så giver det andre fribillet til at begå overgreb – skamløst og uden at blive straffet. Fra Israel til Usbekistan, Egypten til Nepal har regeringerne åbenlyst trodset menneskerettighederne og international humanitær lov med henvisning til den nationale sikkerhed og kampen mod terrorisme.”

Se artiklerne “Terrorisme før og nu” og “Den danske anti-terrorlov”.

Hvad har 11. september betydet for terrorlovgivningen i USA?

Også på lovgivningsområdet er der sket en udvikling både i USA, Danmark og en række andre lande, nemlig med introduktionen af såkaldte “anti-terrorpakker”, der blandt andet skærper strafferammen for forbrydelser, der kan sættes i forbindelse med terrorhandlinger samt udvider politiets beføjelser i forbindelse med terrorbekæmpelse. Derudover er der sket en generel optrapning af sikkerhedsprocedurer i forbindelse med flytrafik både indenrigs og udenrigs. I USA og en række andre lande fulgte der også øgede bevillinger til politi og efterretningsvæsen med de nye antiterrorlove. I USA blev bevillingerne til terrorismebekæmpelse således hævet med flere hundrede procent, og den tidligere præsident George W. Bush fik etableret et helt nyt ministerium til bekæmpelse af terror, Department of Homeland Security. Dets opgave er at koordinere efterretningsarbejdet mellem FBI, CIA og immigrationsmyndighederne INS og at udvikle strategier til bekæmpelse af terror i USA.

Den øgede overvågning og stramningerne USA og andre landes lovgivning er ifølge Amnesty International’s årsrapport fra 2004 – og flere af organisationens senere rapporter – med til at underminere retssikkerheden og øge risikoen for menneskerettighedskrænkelser.

Hvad har 11. september betydet for terrorlovgivningen på EU-plan?

EU vedtog i december 2001 at iværksætte en række tiltag, som forpligtede medlemslandene til at justere de nationale lovgivninger til den fælles bestræbelse på at bekæmpe terrorisme. I den forbindelse vedtog EU at udarbejde en liste over terrororganisationer og personer med tilknytning til international terrorisme. Listen justeres løbende og supplerer en tilsvarende FN-liste. Kort efter terrorangrebet i Madrid i marts 2004 vedtog EU desuden en ny terrorpakke med flere og skrappere regler, der skal gøre terrorbekæmpelsen mere effektiv ved bl.a. at koordinere samarbejdet mellem medlemslandenes efterretningstjenester. EU’s antiterrortiltag beskrives kort i artiklen ”11. september” i Gyldendals internet-leksikon ”Den Store Danske” (se kilder) samt i flere rapporter fra Dansk Institut for Internationale Studier (se kilder) og på EU-Kommissionens hjemmeside (se kilder).

Hvad har 11. september betydet for lovgivningen i Danmark?

I Danmark blev en såkaldt terrorpakke vedtaget i 2002. Den indebar en omfattende revision og udvidelse af tidligere lovgivning på området, og den blev fulgt op af meget store forøgelser af bevillingerne til Politiets og Forsvarets Efterretningstjeneste. Samtidig vedtog Folketinget nye beredskabsplaner, som løbende bliver opdateret, og hvori der blandt andet indgår skærpet sikring af togtrafik og havne. Efter at syv unge blev anholdt i Danmark i oktober 2005 og sigtet for at planlægge terror et sted i Europa, vedtog regeringen endnu en antiterrorpakke, som blandt andet gav politi og efterretningsvæsenet øgede beføjelser til overvågning. I 2007 blev der desuden oprettet et Center for Terroranalyse (CTA) (se kilder). Det skete som et led i regeringens handlingsplan for terrorbekæmpelse. Centret har medarbejdere fra PET, FE, Udenrigsministeriet og Beredskabsstyrelsen, og det er medarbejdernes opgave at analysere terrortruslen mod Danmark og mod danskere i udlandet for på den måde at kunne at give danske myndigheder bedre grundlag for at forebygge og modvirke terrorhandlinger. 
CTA beskæftiger sig primært med tre kerneområder:


· Trusselsvurderinger, både generelle og i forhold til konkrete trusler og i forhold relevante miljøer og netværk i Danmark 


· Vurdering af terrorgrupper og trusler i udlandet af betydning for Danmark

· Tendensanalyser af forskellige terrorrelaterede fænomener, f.eks. radikalisering og terrorfinansiering mv.

Indsatsen mod terror og de tiltag, PET, FE og CTA har anmodet om i forbindelse med kampen mod terror – eksempelvis tilladelser til udvidet overvågning – har ført til en debat om, hvordan man balancerer effektiv terrorbekæmpelse og respekt for individets menneskerettigheder, skriver Magasinet Europa i 2018 (se kilder).

Hvordan vil 11. september præge verden fremover?

Knap 20 år efter terrorangrebet den 11. september står angrebet som en afgørende historisk begivenhed, hvor der er et før og et efter. Det gælder først og fremmest sikkerhedspolitisk og i de lande, krigen mod terror har udspillet sig. Ifølge en analyse af Richard N. Haas, bragt i Information i januar 2019 (se kilder), har 17 års konstant krig mod Taleban og relaterede terrorgrupper som Islamisk Stat vist, at krigen ikke kan vindes. I et debatindlæg i Information i 2019 (se kilder) argumenterer Informations chefredaktør Rune Lykkeberg for, at Vesten tabte, da terroristerne angreb tvillingetårnene: ”Det lykkedes terroristerne at fremkalde det værste og mest destruktive i vores samfund og udstille overmagtens virkelige afmagt”, skriver han i debatindlægget, der gransker de vidtrækkende ideologiske, sikkerhedspolitiske og menneskelige konsekvenser af terrorangrebet.

Det er imidlertid ikke kun indenfor oplagte felter som sikkerhedspolitik, menneskerettigheder, krigsteknologi og terrorismebekæmpelse, at efterdønningerne af terrorangrebet og den måde, det har præget verden, stadig mærkes. Også på en lang række andre områder har 11. september sat sig tydelige spor. I antologien ”11. september 2001 – verdens tilstand ti år efter” (se kilder) beskrives terrorangrebets indflydelse inden for en lang række områder som billedkunst, litteratur, international politik, efterretningsvæsen og overvågning og filosofi. Ofte er der tale om problematiske udviklingstræk, men i flere af kapitlerne peges der også på konstruktive og positive afledte konsekvenser af terrorangrebet. I artiklen ”Arkitektur i en terrortid” i Berlingske Tidende den 15. oktober 2003 (se kilder) beskriver en af de ansvarlige for byplanlægningen omkring Ground Zero i New York desuden, hvordan den store opgave med at genopbygge området omkring World Trade Center har fået flere amerikanere til at forholde sig aktivt til arkitekturen og dens betydning: “Hvor tragisk 11. september end var, har begivenheden imidlertid i nogen grad skærpet interessen for byens udseende, og det er slående, hvordan indbyggerne i ikke blot New York, men over hele landet gik op i planerne for en genopførelse af WTC – og hvordan de første seks forslag blevet fejet af bordet med en besked om, at vi måtte komme med noget bedre...”

11. september har således sat sig spor både mentalt og fysisk på mange planer, og de vidtrækkende konsekvenser af angrebet er langtfra kortlagt endnu.

Film

Filmstriben

Se filmen på Filmstriben - Se film i undervisningen.
Se filmen på Filmstriben - Se film i undervisningen.
Se filmen på Filmstriben - Se film i undervisningen.
Se filmen på Filmstriben - Se film i undervisningen.

Baggrundskilder

Originalkilde

Den amerikanske kongres nedsatte en kommission, The National Commission on Terrorist Attacks Upon the United States (også kaldet the 9/11 Commission, for at undersøge omstændighederne omkring terroraktionen). Rapporten kan findes på 9/11 Commissionens hjemmeside.

Temamateriale og opslagsværker

Danmarks Radios hjemmeside har flere store temaer om 11. september. Nogle af oplysningerne er dog forældede.
Det britiske mediehus BBC har tema om 11. september og arkiv med relaterede nyheder.
Gyldendals store åbne encyklopædi på internet - med opslag om bl.a. ’11.september’ og ’krigen mod terror’.

Centrale institutioner

CTA blev oprettet i 2007 som et led i regeringens handlingsplan for terrorbekæmpelse med medarbejdere fra PET, FE, Udenrigsministeriet og Beredskabsstyrelsen. CTA analyserer terrortruslen mod Danmark og mod danskere i udlandet for at give danske myndigheder bedre grundlag for at forebygge og modvirke terrorhandlinger.
The Brooking’s Institution er en uafhængig tænketank, der har til formål at formidle videnskabelig forskning til den almindelige offentlighed. På institutionens hjemmeside er der efter den 11. september 2001 blevet publiceret en lang række baggrundsartikler og kommentarer om terrorisme og årsagerne til den samt om anti-terror-tiltag og deres effekt. De er skrevet af akademikere, men i et letforståeligt sprog.

Radioudsendelser

og vært: Iben Thranholm. Tre debattører diskuterer, hvilke spor angrebet på USA den 11. september 2001 har sat i religionsdebatten i Danmark i de første fem år efter angrebet. Gæsterne er: sognepræst Sørine Gotfredsen, cand.polit. Mona Sheikh og journalist Georg Metz.
Mulige forklaringer på modsigelser omkring 11. september.
Lars Møller-Rasmussen: Indslag i Orientering på Danmarks Radio P1, 2003-02-14.

Film og tv-udsendelser

Filmet forelæsning med Mark Sedgwick, lektor ved Afdeling for Religionsvidenskab, Aarhus Universitet. I forelæsningen beskriver Mark Sedgwick, hvilke konsekvenser reaktionen på terrorangrebet havde på den muslimske verdens syn på vesten, og om de konsekvenser, USA's reaktion på angrebet havde på forholdet imellem USA og Vesten på den ene side, og de muslimske lande på den anden side.
Sendt første gang 9. september 2010 kl. 14.01 på DR2 .
Filminstruktøren Antonia Birds dramatisering af begivenhederne op til 11. september. Produceret i 2004.
Fenger-Grøndahl, Malene, Søren Mogensen Larsen og Henrik Jensen (red.): 11. september - – verdens tilstand ti år efter. Aarhus Universitetsforlag, 2011.
Tværfaglig antologi om de forandringer, al-Qaedas terrorangreb har betydet i samfund, kunst, politik, religion m.m.
Bergen, Peter L.: The longest war. The enduring conflict between America and al-Qaeda. Free Press. 2011.
New York Times-journalisten Peter Bergens nyeste bog om al-Qaedas udvikling siden 11. september-angrebet - – og den amerikanskes regerings reaktion på al-Qaedas aktioner.
Wright, Lawrence: Al-Qaida - – vejen til 11. september. People’s Press. 2008.
Engelbreth Larsen, Rune: Terrormyten og det amerikanske imperium. Tiderne Skifter, 2003.
Bergen, Peter L.: Hellig krig. Osama bin Ladens hemmelige netværk. N.W. Damm, 2002.

Skønlitteratur

DeLillo, Don: Den faldende mand. Lindhardt & Ringhof, 2008.
Roman om 9/11, som det opleves af en ganske almindelig New Yorker midt i begivenhederne – og om konsekvenserne af angrebet for ham og hans familie i dagene og årene efter.
Hamid, Mohsin: Den modvillige fundamentalist. Gyldendal, 2007.
En amerikaner i Lahore får fortalt en ung mands livshistorie om hvordan han opbyggede en succestilværelse i USA, men efter 11. september kom i tvivl om sit nye liv og mere og mere vendte sig mod sine pakistanske rødder.
Safran Foer, Jonathan: Ekstremt højt & utrolig tæt på. Tiderne Skifter, 2005.
Oscar mister sin far ved tvillingetårnenes kollaps i New York 11. september 2001. En efterladt nøgle sender ham rundt i byen for at finde låsen, der måske giver mere indsigt i farens liv.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på 11. september 2001

Kilder citeret i artiklen

Rapporter

Den amerikanske kongres nedsatte en kommission, The National Commission on Terrorist Attacks Upon the United States (også kaldet the 9/11 Commission, for at undersøge omstændighederne omkring terroraktionen). Rapporten kan findes på 9/11 Commissionens hjemmeside.

Faglitteratur

Dwyer, Jim & Flynn, Kevin: 102 minutter. Aschehoug, 2005.
Clarke, Richard A.: Mod alle fjender. En insiderberetning fra Amerikas krig mod terror. Gyldendal, 2004.
Erslev Andersen, Lars: Den amerikanske orden - – USA og det moderne Mellemøsten. Aschehoug, 2003.
Chomsky, Noam: 11. september. Bindslev, 2002.
Meyssan, Thierry: The Big Lie, Carnet Publications, 2002.
Mozaffari, Mehdi (red.): 11. september – internationale konsekvenser og perspektiver. Systime, 2002.
Nauntofte, Jens: Den globale terrorisme – Verden efter den 11. september 2001. Alinea, 2002.

Hansen, Birthe: Terrorisme - – de utilfredse og den nye verdensorden. Lindhardt og Ringhof, 2001.
Jacquard, Roland: I Osama bin Ladens navn. Forlaget Per Kofod, 2001.
Jyllands-Posten, 2011-05-06.
Weekendavisen, 2011-05-06.
Berlingske Tidende, 2011-01-22.
Fyens Stiftstidende, 2010-09-24.
Berlingske Tidende, 2005-08-12.
Kristeligt Dagblad, 2005-08-25.
Berlingske Tidende, 2005-07-18.
Information, 2005-06-07.
Berlingske Tidende, 2003-10-15.
Jyllands-Posten, 2002-09-11.
Information, 2002-06-08.
Leder. Information, 2001-12-22.
Berlingske Tidende, 2001-09-13.