Twin Towers i flammer
Billedet er taget den 11. september 2001 og viser det kaprede fly på vej ind i The Twin Towers.
Foto: Seth Mcallister / Scanpix

11. september 2001

journalist Malene Fenger-Grøndahl, iBureauet/Dagbladet Information. 201. Opdateret af journalist Michelle Arrouas, Bureauet, januar 2020.
Top image group
Twin Towers i flammer
Billedet er taget den 11. september 2001 og viser det kaprede fly på vej ind i The Twin Towers.
Foto: Seth Mcallister / Scanpix
Main image
Fotomontage som viser angrebet på World Trade Center i New York 11. september 2001.
Fotomontage som viser angrebet på World Trade Center i New York 11. september 2001.
Foto: Seth McCallister / Scanpix

Indledning

For mange mennesker står datoen den 11. september 2001 stærkt i erindringen. Den dag blev USA ramt af et terrorangreb med fire kaprede fly, der resulterede i flere tusinde døde og ødelæggelser for mange milliarder dollars. Aldrig har en så omfattende terroraktion kostet så mange mennesker livet. Verden over kunne man følge med på tv-skærmene, der viste billeder af bygningerne World Trade Center og Pentagon, hvor flyene havde ramt.

Amerikanerne var i chok, og terrorhandlingen blev opfattet som en krigserklæring. Den amerikanske regering var overbevist om, at det var Osama bin Laden og hans terrororganisation al-Qaeda, der stod bag. Præsident George W. Bush mobiliserede straks de væbnede styrker og fik moralsk støtte fra mange lande og ledere, herunder NATO. Det førte til USA’s angreb på Afghanistan, invasionen i Irak, kampen mod ”ondskabens akse” og ”krigen mod terror”, og siden kampen mod terrorgruppen og kalifatet Islamisk Stat, en afhopper af al-Qaeda.

Artikel type
faktalink

Baggrund om 11. september 2001

Hvad er 11. september?

Den 11. september 2001 er den dato, hvor de amerikanske storbyer New York og Washington blev udsat for terrorangreb med fire kaprede indenrigsfly:

· To fly ramte ind i World Trade Centers tvillingetårne midt i New York

· Et fly ramte det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, i Washington

· Et fly styrtede ned på en mark i Pennsylvania

Mange har set aktionen som et angreb mod både den økonomiske magt (World Trade Center), den militære magt (Pentagon) og den politiske magt i USA, da det formodes, at det sidste fly, som styrtede ned på en mark, var på vej mod Det Hvide Hus eller Kongressen i Washington. “11. september” er siden blevet et fast begreb, der dækker over hændelserne på den pågældende dag i 2001. Amerikanere og andre refererer til datoen som “9/11” (nine-eleven eller September 11th), da man på engelsk nævner måneden før dagen. En grundig beskrivelse af 11. september-angrebet mod New York findes bl.a. i opslaget ”11. september” i Gyldendals elektroniske opslagsværk Den Store Danske (se kilder).

Hvad er det særlige ved målet for terroraktionen?

Med over 3.000 døde mennesker er terroraktionen det mest massive angreb på USA siden 1941. Dengang bombede Japan den amerikanske flådebase Pearl Harbor i Stillehavet, og 2.403 mennesker mistede livet. Ud over et større antal omkomne er forskellen fra angrebet på Pearl Harbor desuden, at det primært var civile mål, der blev ramt den 11. september 2001. Den danske historiker Erling Bjøl beskriver forskellen således i en prolog til bogen ”11. september – internationale konsekvenser og perspektiver” (se kilder): “Pearl Harbor kom efter en lang periode af stigende spænding i forhold til Aksemagterne. Der var tale om et massivt militært overraskelsesangreb på militære mål. Det betød krig mod ens stat og dens militære apparat. (…) Chokket var endnu større 11. september. Slaget kom ikke mod en fjern ø i Stillehavet, men lige i USA’s økonomiske hjerte i World Trade Center på Manhattan i New York og mod dets militære hjerne i Pentagon i Washington. Ofrene i New York var sagesløse civile og endnu flere end i Pearl Harbor. Men hvor var fjenden? Flykaprerne havde dræbt sig selv og kun efterladt få spor.” En af USA’s fremtrædende intellektuelle Noam Chomsky forklarer det særlige ved angrebet i bogen “11. september” (se kilder) på denne måde: “11. septembers forfærdende grusomhed er noget ganske nyt i international sammenhæng, ikke i omfang og karakter, men når det gælder målet. For første gang siden krigen i 1812 angribes og trues USA’s nationale territorium.”

Hvad var det særlige ved angrebets form?

For det første var den type terrorisme, hvor civile passagerfly bliver brugt som bomber, aldrig praktiseret før den 11. september 2001. Kun få – om overhovedet nogen – havde forestillet sig, at 19 terrorister ville overtage civile passagerfly og bruge dem som flyvende sprængladninger. Angrebet kom derfor bag på det amerikanske militær, som er trænet til at forsvare landets kyster og luftrum mod fjendtlige skibe, bombefly og missiler. Angrebet var netop sat ind på en måde, som gjorde det muligt at skabe ødelæggelse, skræk og rædsel imod et land, hvis militær er verdens stærkeste. Historikeren Erling Bjøl beskriver det særlige ved angrebet og den efterfølgende kamp mod terrorismen i prologen til bogen “11. september – internationale konsekvenser og perspektiver” (se kilder): “Asymmetrien i denne konflikt er ekstrem. På den ene side verdens eneste tilbageblevne supermagt med et mægtigt højteknologisk militærapparat. På den anden side nogle flykaprere, der kun havde været udrustet med menneskets ældste og mest primitive våben, en kniv. På den ene side en moderne industristat, der prøvede at udvikle så perfekt en krigsmaskine, at den kunne sejre uden tab af menneskeliv. På den anden side en fjende, hvis farligste våben var mænd, der var parate til at dø for en sag, de troede på, en sag, der forekom modstanderen ikke bare absurd, men uforståelig.”

Hvilken symbolsk betydning havde terroraktionen?

I artiklen “Global krig mod terror” i Berlingske Tidende den 13. september 2001 (se kilder) udtalte den tidligere CIA-direktør, James Woolsey, kort efter angrebet: “Vi er i krig, men vi ved endnu ikke hvem, vi er i krig mod.” I artiklen fastslår journalisterne, at dette ikke er en krig på landområder og befæstninger, men en krig på symboler og antallet af ofre. Det symbolske i aktionen blev også fremhævet af Dagbladet Informations USA-korrespondent i en leder den 22. december 2001 (se kilder): “Det fjerde fly havde formodentlig kurs mod Det Hvide Hus eller Kongressen, inden det styrtede ned i Pennsylvania. Så man kan ikke fortænke det politiske lederskab, forsvarets øverstbefalende og Wall Streets magnater i at tolke denne spektakulære form for terrorisme som en regulær krigshandling rettet mod supermagten.”

Den danske udenrigsminister, Per Stig Møller, der opholdt sig i Washington under angrebene, udtrykte det på følgende måde i artiklen ”Verden hænger sammen”, trykt i Politiken den 15. september 2001: “Denne gang faldt det nådesløse slag midt i USA’s to centre, det økonomiske i New York og det politiske i Washington. Og med ét blev USA’s fornyede tendens til isolationisme blæst væk. Det er ikke længere beskyttet af to verdenshave og store afstande til verdens brændpunkter” (se kilder).

Hvilken symbolsk betydning havde tvillingetårnene?

World Trade Center eller tvillingetårnene (Twin Towers), som det også blev kaldt, var to bygninger, der fungerede som verdenshandlens finansielle centrum. Blandt de firmaer, der lejede sig ind i bygningerne, var for eksempel CNN, Delta Airlines, Bank of America, Fuji Bank og SUN Microsystems. Til daglig var World Trade Center arbejdsplads for cirka 50.000 mennesker fordelt på de mange etager. I artiklen “Terrorangreb på USA: USA’s vartegn i ruiner” fra Politiken den 12. september 2001 (se kilder), vurderer journalisten Marcus Rubin, at omkring 130.000 besøgende dagligt passerede igennem bygningerne. Den skæbnesvangre dag var der dog endnu kun cirka 14.000 mennesker inde i selve bygningerne, da angrebet kom. Tårnene var et markant vartegn for byen New York i kraft af deres særlige udseende. Centeret blev tegnet af arkitekten Minoru Yamasaki, opførelsen af tårnene blev påbegyndt i 1966, og de stod færdige i 1977. De to tårne var begge 412 meter høje og indeholdt 110 etager hver. De var dermed de højeste bygninger i New York. I ovenstående artikel skriver journalisten Marcus Rubin: “Med sine to kæmpemæssige identiske tårne dominerede centret fra alle vinkler byens skyline, som et konkret bevis på USA’s verdensherredømme og den menneskelige himmelstræben.” Information om World Trade Center og foto af tårnene både før, under og efter sammenstyrtningen findes på hjemmesiden Globalsecurity.org (se kilder). Det sted, hvor de to tårne stod, er er efterfølgende blevet kaldt ’Ground Zero’ (læs mere om det i faktalink-artiklen Ground Zero).

Hvilken symbolsk betydning har Pentagon?

Som hovedkvarter for det amerikanske forsvarsministerium har Pentagon kolossal stor symbolsk betydning for USA’s verdensdominans og muskelkraft. Det er herfra, at hele det amerikanske, militære system styres. Selve bygningen er formet som en femkant deraf navnet Pentagon). Den særprægede bygning er tegnet af arkitekten George Bergstrom og blev bygget under Anden Verdenskrig i årene 1941-43. Opførelsen kostede 83 millioner dollars. Der er 24.000 mennesker, der dagligt arbejder og har deres gang i Pentagon, og bygningen af en af verdens største kontorbygninger. Den indeholder 131 trapper, 19 elevatorer og har et kontorareal på 3.705.793 kvadratmeter. I det store kompleks er der i alt 4.200 ure, og stedets restaurant har 230 ansatte. Hver dag bliver der lavet 200.000 telefonopkald til og fra Pentagon. Flere oplysninger om Pentagon findes på det amerikanske forsvarsministeriums hjemmeside (se kilder)

Terrorhandlingens forløb og terroristerne

Hvad bestod terrorhandlingen i?

Terrorhandlingen bestod i, at fire store passagerfly med kurs mod Californien tidlig formiddag den 11. september 2001 blev kapret. Den oprindelige destination, Californien, var vigtig, idet det betød, at flyene var fyldt helt op med brændstof og derfor ville forvolde maksimal skade anvendt som brandbomber.

I New York blev World Trade Centers tvillingetårne ramt af to civile passagerfly kapret af to hold terrorister. I Washington blev Pentagon ramt af et tredje kapret fly, der styrtede ned i en af siderne af den femkantede bygning. Der er dog fra flere sider blevet rejst tvivl om denne del af den officielle beskrivelse af angrebet. Blandt andet har Thierry Meyssan, formand for den anerkendte franske tænketank Reseau Voltaire påstået, at det fly, som ifølge den officielle forklaring, fløj ind i Pentagon, slet ikke eksisterede. Det fremgår af bogen “9/11 – The Big Lie” (se kilder), som udkom i 2002. Et fjerde fly, som formodes at have haft kurs mod Det Hvide Hus eller Kongressen, styrtede ned på en mark i Pennsylvania.

Hvordan var forløbet af terrorhandlingen?

Nedenfor beskrives forløbet af terrorhandlingen med tidsangivelser i lokal amerikansk tid:

Det første fly: United Airlines 175, Boeing 767:

Passagerer: 56, heraf 5 terrorister samt et mandskab på 9

Kl. 7:58: flyet forlader Boston med kurs mod Los Angeles

Kl. 8:47: flyet bliver kapret i kort afstand fra Manhattan

Kl. 9:03: maskinen styrer direkte ind i det sydlige tårn på 83. etage på World Trade Center.

Det andet fly: American Airlines 11, Boeing 767:

Passagerer: 81, heraf 5 terrorister samt 7 ansatte

Kl. 7:59: flyet forlader Boston og var på vej mod Los Angeles

Kl. 8:15: flyet bliver kapret og sætter kurs mod New York

Kl. 8:46 maskinen flyver direkte ind i World Trade Centers nordlige tårn mellem 96. og 103. etage

Det tredje fly: American Airlines 77, Boeing 757:

Passagerer: 58, heraf 5 terrorister samt 6 ansatte

Kl. 8:10: flyet forlader Washingtons Dulles International Airport med kurs mod Los Angeles

Kl. 9:38: flyet rammer Pentagon-bygningen

Det fjerede fly: United Airlines 93, Boeing 757:

Passagerer:, heraf 4 terrorister og 7 ansatte.

Kl. 8:01: flyet letter fra Newark, New Jersey med kurs mod San Francisco

Kl. 10:03: flyet styrter ned i et ubeboet område i Pennsylvania, efter at nogle af passagererne angiveligt havde konfronteret flykaprerne. Hændelsesforløbet i dette fly er forsøgt rekonstrueret via telefonopkald fra nogle af passagererne til deres nærmeste pårørende.

Hvad skete der med World Trade Center?

De første to fly fløj med en hastighed på 500-600 km/t ind i skyskraberne og eksploderede. Passagererne ombord på flyene blev alle dræbt øjeblikkelig. Da det endnu var forholdsvis tidligt om morgenen, var der ikke så mange, der var mødt på arbejde. De fleste af dem, der opholdt sig i tårnene, reddede sig ud ved at løbe ned ad trapperne i skyskraberne. En stor del af dem, der opholdt sig på de ramte etager og derover døde enten af røgforgiftning eller blev opslugt af ilden i løbet af meget kort tid. Andre valgte at springe ud af vinduerne for at slippe væk fra ilden. Jyllands-Postens korrespondent i New York var øjenvidne og beskrev synet af de mange mennesker, der valgte at springe i døden på denne måde i artiklen “Angrebet: Den sorte dag”, der blev trykt i avisen på etårsdagen for angrebet (se kilder): “Alle havde set, hvordan ulykkelige mennesker styrtede sig i døden. Alle havde forstået, at mange flugtveje var blevet spærret for dem og for hundreder, ja måske tusinder af deres kolleger.” Ilden spredte sig herefter nedad i skyskraberne, der var opbygget omkring et stålskelet som beskyttelse mod mindre fly og jordskælv. På et tidspunkt nåede brandtemperaturen imidlertid op på så højt et niveau, at de kraftige stålsøjler begyndte at smelte. Det var derfor kun et spørgsmål om tid, førend de kolossale bygninger ville brase sammen under deres egen vægt. Det sydlige tårn kollapsede kl. 10:05, mens det nordlige tårn faldt sammen kl. 10:28. Mindre end to timer, helt nøjagtig 102 minutter efter at det første tårn var blevet ramt, var tårnene jævnet med jorden.

Hvad skete der med Pentagon?

Flyet ramte ifølge de officielle forklaringer ind i den ene side af det enorme bygningskompleks, hvor der udbrød brand ved kollisionseksplosionen. Tyve minutter senere blev Det Hvide Hus og andre vigtige bygninger i Washington evakueret. Femogtyve minutter efter nedstyrtningen kollapsede den side af Pentagon, der var blevet ramt. Ingen af forsvarsministeriets øverste generaler kom alvorligt til skade. Forsvarsministeren, Donald Rumsfeld, havde kontor i den modsatte ende af Pentagon og kom ikke til skade.

Hvad skete der i Pennsylvania?

Det vides ikke med sikkerhed, hvad det konkret var, der bevirkede, at United Airlines 93 styrtede ned. Bogen “102 minutter” (se kilder) redegør dog for, at det var en civil indsats, der forårsagede, at endnu et angreb mod en af de officielle bygninger i Washington blev afværget. Man ved, at nogle af passagererne havde modtaget opkald fra deres ægtefæller og derigennem var underrettet om de andre flykapringer og om hændelserne i New York. Det blev da klart, at det var noget tilsvarende, der var ved at ske med United Airlines 93. Flere mandlige passagerer sagde farvel til deres hustruer og fortalte, at de var blevet enige om at overmande flykaprerne. Derefter styrtede flyet ned på en mark i Pennsylvania, og alle ombordværende omkom.

Hvilke sikkerhedstiltag tog de amerikanske ledere?

Kl. 9:37 gav præsident George W. Bush ordre til, at militære fly skulle nedskyde ethvert luftfartøj, der truede mål i Washington. Den besked nåede imidlertid aldrig frem til piloterne i kampflyene. Generelt fastslår den kommissionsrapport, der senere blev lavet – “9/11 Commission Report” (se kilder ) – at der var dårlig kommunikation på de højere ledelseslag i de forskellige organisationer, der skulle varetage den nationale sikkerhed. Ledere i Washington troede for eksempel, at kampflyene havde fået beskeden om at eliminere fjendtligsindede fly, mens den eneste ordre, de faktisk havde modtaget, var, at de skulle identificere og forfølge flyene.

Kl. 9:50 kom så beskeden om, at alle lufthavne i USA var blevet lukket, og alle kommercielle fly var landet. Som det fremgår af BBC NEWS’s hjemmesides tema om 11. september (se kilder) gav Pentagon siden ordre til at mobilisere fem kampskibe og to fly på Østkysten for at forstærke forsvaret af det angrebne område.

Hvilken rolle spillede præsidenten?

USA’s præsident, George W. Bush, befandt sig på tidspunktet for terrorhandlingerne på besøg i en tredjeklasse på en skole i Florida, hvor han fulgte undervisningen. Han fik overbragt beskeden om angrebet på World Trade Center for åben skærm kl. 9:10.

Kl. 9:30 udtalte præsidenten: “Vi har været udsat for en national tragedie. To fly er styrtet ind i World Trade Center i et tilsyneladende terrorangreb på vort land”, ifølge BBC NEWS’s hjemmesides tema om 11. september (se kilder). Derefter fløj han til Barksdale Air Force Base, hvor han kl. 12:39 kom med endnu en udtalelse, hvori han garanterede at finde de skyldige.

Kl. 13.20 forlod præsidenten Barksdale Air Force Base i Louisiana i sit fly, Air Force One, og fløj til Offutt Air Force Base i Nebraska, hvor han holdt videotelefonmøde med Det Nationale Sikkerhedsråd. Han var undervejs ledsaget af beskyttende kampfly.

Først om aftenen vendte han tilbage til Det Hvide Hus. Her holdt han en tale kl. 20:30 gengivet på DR’s hjemmesides tema om 11. september (se kilder), hvor han sagde: “Terroristangreb kan ryste fundamenterne på vores største bygninger, men de kan ikke røre ved Amerikas fundament.” Ydermere fik han bekendtgjort, at han anskuede angrebene som et angreb på amerikanske værdier: “I dag kom vore medborgere, vor frihed og vores måde at leve på under angreb”. Det var en udtalelse, der indvarslede krigen mod terrorisme og mod de stater, der kunne tænkes at yde beskyttelse til terrorister. 
Præsidentens reaktion – fra hans tilsyneladende lammelse under besøget i 3. klassen til talen på tv – gengives ud fra en meget kritisk vinkel i Michael Moores dokumentarfilm “Fahrenheit 9/11” (se kilder).

Hvor mange omkom under terrorangrebet?

I alt mistede omkring 3.130 mennesker livet under terroraktionen:

· Ombord på de fire fly døde i alt 256 mennesker.

· Omkring 2.752 mistede livet i og omkring World Trade Center i New York. Det er ifølge bogen “102 minutter” (se kilder) antallet af de dødsattester, som blev udstedt i New York efter angrebet. Heraf var 343 brandmænd, 69 politifolk og 2.337 civile. Omkring 12.000 personer slap ud af tårnene med livet i behold.

· I Pentagon døde 125 personer ved selve kollisionen.

Hvem var terroristerne?

Terrorhandlingen blev udført af 19 mænd i alderen 20 til 33 år. De kom fra henholdsvis Egypten, Saudi-Arabien, Libanon og De Forenede Arabiske Emirater. Efter alt at dømme havde lederne af de enkelte flykapringer gode uddannelser, mens de ’menige’ selvmordsterrorister var uden videre uddannelse og kom fra fattige kår. De var alle blevet rekrutteret af terrornetværket al-Qaeda.

Lederen af aktionen var den egyptiske Mohammed Atta. Ud over ham var der tre andre piloter, som også havde ledende roller i angrebet.

De fire piloter:

· Mohammed Atta: født i Egypten 1968, søn af advokat

· Hani Hanjour: havde været mujahedin (hellig kriger) i Afghanistan, 29 år

· Marwan al Shehhi: født i De Forenede Arabiske Emirater 1978, søn af en bønneleder i den lokale moské. Dumpede flere kurser under sit ophold på universitetet i Tyskland

· Ziad Jarrah: født i Libanon 1975. Kom fra en rig familie og gik i kristne skoler

Ud over piloterne var der yderligere to mellemledere med ombord på flyene:

· Khalid al Mihdhar: saudiaraber, mujahedin. Alder ukendt. Egentlig tiltænkt en rolle som pilot, men han havde svært ved at lære engelsk nok til at kunne følge pilotkurserne i USA og blev derfor erstattet som pilot

· Nawaf al Hazmi: saudiaraber, ligeledes mujahedin, 25 år

Hvem var de andre selvmordsterrorister?

De resterende medvirkende var muskelkraft, som skulle holde passagererne i skak. De var alle saudiarabere på nær én, som var fra De Forenede Arabiske Emirater. Aldersmæssigt var de mellem 20 og 29 år gamle. Kendetegnende er, at de kom fra fattige provinser og var uden megen uddannelse ud over studentereksamen. Desuden var alle ugifte. Flere af dem havde opsøgt al-Qaedas træningslejre med det formål at blive hellige krigere i Tjetjenien. Nedenstående oplysninger er behæftet med en vis usikkerhed, da nogle af terroristerne havde falsk identitet:

· Satam al Suqami: saudiaraber, 25 år

· Waleed al Shehri: saudiaraber, 21 år

· Wail al Shehri, saudiaraber, 25 år (bror til ovenstående)

· Abdul Aziz al Omari, saudiaraber, 29 år

· Majed Moqed: saudiaraber, alder ukendt

· Salem al Hazmi: saudiaraber, 21 år (bror til Nawaf al Hazmi)

· Saeed al Ghamdi, saudiaraber, alder ukendt

· Ahmed al Haznawi, saudiaraber, 20 år

· Ahmed al Nami: saudiaraber, 23 år

· Ahmed al Ghamdi: saudiaraber, 21 år

· Mohand al Shehri: saudiaraber, 23 år

· Hamza al Ghamdi: saudiaraber, 20 år

· Fayez Banihammad: De Forenede Arabiske Emirater, 28 år

Hvem fik ideen til terrorangrebet?

Tilsyneladende var det Khalid Sheikh Mohammed, en af al-Qaedas topfolk, der udtænkte planen om at bruge passagerfly som missiler. Ideen skulle være opstået i kølvandet på terrorangrebet mod World Trade Center i 1993, hvor Khalid Sheikh Mohammeds fætter Ramzi Yousef parkerede en lastbil med en tidsindstillet bombe i en parkeringskælder under bygningerne. Da den sprang, blev seks mennesker dræbt og omkring tusinde personer såret.

Khalid Sheikh Mohammeds oprindelige plan var tilsyneladende, at i alt ti fly skulle kapres, hvorefter de ni skulle anvendes som missiler i et selvmordsangreb mod blandt andet Det Hvide Hus og et eller flere atomkraftværker. Det tiende fly, som han selv skulle flyve, skulle lande i en international lufthavn, efter at han havde dræbt alle passagerer. Her ville han stige ud og holde en tale med kras kritik af amerikansk udenrigspolitik. Osama bin Laden blev præsenteret for ideen og gav i 1999 grønt lys for grundtanken. Han droslede dog planerne ned til at omfatte fire fly. Disse oplysninger er kommet frem under afhøringer af tilfangetagne al-Qaeda-folk og fremgår af Kommissionsrapporten (se kilder) samt af artiklen “11. septembers virkelige helte” i Jyllands-Posten den 25. juli 2004 (se kilder).

Hvordan forberedte terroristerne sig?

Lederen, den egyptiske Mohammed Atta, kom fra en velhavende middelklassefamilie i Kairo og var uddannet arkitekt. I 1992 flyttede han til Tyskland for at studere byplanlægning ved det Tekniske Universitet. Her flyttede han sammen med en anden af de senere flykaprere en ung mand fra De Forenede Arabiske Emirater.

I Hamborg dannede Atta en terrorgruppe eller en terrorcelle, som det også er blevet kaldt. Ideen med terrorcellerne er, at man har et vidtforgrenet net af små “sovende” terrorgrupper, der kan slå til fra det ene øjeblik til det andet på mange forskellige steder over hele verden. Medlemmerne opfører sig “normalt” og er studerende eller bestrider et almindeligt job. Afgørende er det, at de ikke afslører nogen ekstremistiske tilbøjeligheder i forhold til det lokalsamfund, de lever i. I bogen “Den globale terrorisme” (se kilder) beskrives det eksempelvis, at Mohammed Atta og hans medsammensvorne opførte sig som andre vestlige unge: “De var klædt i cowboybukser, gik på bar og drak spiritus, hvilket fundamentalistiske muslimer normalt ikke gør. De prøvede at opføre sig som unge amerikanske mænd ville gøre, for at ingen skulle få mistanke om, at de i virkeligheden var dødsensfarlige islamiske terrorister.”

I juli 2000 tog Atta til USA på pilotkursus. Her fik han træning i at flyve netop den type Boeing-fly, som cellen senere kaprede.

Forud for terroraktionen havde flykaprerne undersøgt forholdene omkring sikkerhedsprocedurerne for indenrigsflyvninger. Da de endelig gik ombord, var det med små hobbyknive, som ikke blev opdaget i sikkerhedstjekket.

De fire ledere, Atta, Hanjour, al Shehhi og Jarrah, styrede flyene efter kapringen. De øvrige terrorister, som havde modtaget forskellige former for kamptræning, sikrede sig, at passagerer og kabinepersonale forholdt sig passive.

Hvad var formålet med terroraktionen?

Journalisten Jens Nauntofte fortæller i bogen “Den globale terrorisme” (se kilder), at formålet med terroraktionen har været at ydmyge amerikanerne og skabe en følelse af usikkerhed i befolkningen. Hvis man kan ramme amerikanerne så voldsomt, så kan man ramme hvor som helst og når som helst.

Historikeren Karsten Fledelius kommenterer også på det aspekt i et efterskrift til bogen “I Osama bin Ladens navn” (se kilder): “Her stod man imidlertid over for en fjende, som ikke gav sig til kende, og hvor det røgslør han kastede ud, havde to formål: at sprede rædsel gennem uvisheden om, hvor angrebet kom fra og at beskytte sig selv og den stat, som gav terroristerne husly.”

Det er meget svært at sige, hvad der driver mennesker til at udføre et terrorangreb som det, der fandt sted den 11. september 2001. Den danske forsker Birthe Hansen fremlægger i sin bog “Terrorisme – de utilfredse og den nye verdensorden” (se kilder) følgende forklaring: “Terrorristers vigtigste motivation er en utilfredshed. Hvad enten begrundelsen er etnisk, religiøs, ideologisk eller andet, er utilfredsheden med verdensordenen eller i forbindelse med løsrivelseskonflikter afgørende.” Denne tese giver dog ikke noget svar på, hvorfor utilfredsheden i få tilfælde giver sig udtryk i terror og de fleste gange i f.eks. læserbreve og fredelige demonstrationer.

Hvilken rolle spillede den religiøse overbevisning?

Al-Qaedas ideologi er baseret på en ekstremistisk tolkning af islam, hvor hellig krig forstået som militær kamp opfattes som en pligt. Den daværende leder af terrornetværket Osama bin Laden definerede fjenden som amerikanere, jøder og andre vantro. I den optik opfattes civile som legitime mål for militære angreb, fordi de repræsenterer den samfundsform og den livsstil, der af islamisterne i al-Qaeda opfattes som gudløs. Desuden opfattes den vestlige civilisation som en imperialistisk civilisation, hvis mål er at undertrykke den islamiske civilisation. Formodentlig spillede den religiøse overbevisning hos selvmordsterroristerne altså en betydelig rolle – ikke kun som ’ideologisk brændstof’, men også som en personlig motivation og målrettethed, som gjorde det muligt for dem at udføre så voldsomt et angreb, hvor de vidste, at de selv ville miste livet og tage hundredevis af andre med sig i døden.

Historikeren Karsten Fledelius skriver i et efterskrift til bogen “I Osama bin Ladens navn” (se kilder): “Bortset fra de tilfælde, hvor en person blot ønsker at tage så mange som muligt med sig i døden, forudsætter selvmordsattentatet imidlertid den overbevisning, at man gennem sin opofrelse for sagen gør sig fortjent til belønning i det hinsidige.”