Romerrigets opståen, storhedstid og fald

Hvornår blev Romerriget grundlagt?

Romerrigets tidligste historie kendes ikke med sikkerhed, for, som antikhistorikeren Mary Beard forklarer i ”SPQR – Det antikke Roms historie”, er der få arkæologiske fund og ingen skriftlige kilder fra romere fra kongetiden (se kilde 6). Ifølge græske historikere blev Rom grundlagt af en trojansk hærfører ved navn Æneas, mens det ifølge en romersk myte nedskrevet i ”Titus Livius’ historie” var en mand ved navn Romulus i 753 f.v.t. Ifølge myten var han og hans tvillingebror Remus børnebørn af en afsat konge. De blev sat ud som spæde, men overlevede ved at die hos en hunulv. Da de senere besluttede at grundlægge en by ved floden Tiberen, dræbte Romulus Remus efter et skænderi om, hvor der først skulle bygges. Byen Rom blev nu opkaldt efter ham, og han blev dens første konge. Til at rådgive sig udpegede han 100 mænd til Roms første senat, og da der var mangel på kvinder i byen, bortførte romerne nogle fra nabostammen sabinerne (se kilde 7).

Selv om meget i denne beretning må være opdigtet, var sådanne myter ifølge mange historikere centrale for romernes selvforståelse. F.eks. hævder Kristian Jepsen Steg i ”På sporet af Romerriget”, at den kan have været en vigtig årsag til, at romerne blev indstillet på at erobre nabobystater og dominere andre folkeslag (se kilde 8).

Hvad betød skiftet fra kongemagt til republik?

Romerriget havde aldrig nogen demokratisk styreform, som der var i Athen i det antikke Grækenland, selv om romerne kulturelt og politisk på mange måder var inspireret af grækerne. Men under republikansk styre havde plebejerne en vis politisk magt og indflydelse. I ”Romerriget – Samfund, familie, slaver” redegør historiker Jesper Carlsen for, hvordan plebejerne efter kongetiden kæmpede med patricierne om ret til politiske embeder, som de sidstnævnte havde monopol på (se kilde 9). Dette lykkedes, så under republikken var den ene af Roms konsuler en mandlig romersk borger fra plebejerstanden. Plebejiske embedsmænd blev valgt ved folkeforsamlinger, der havde en vis politisk magt til at vedtage og afvise senatets lovforslag. Plebejerne fik afskaffet gældsslaveri og krævede, at der blev etableret et formelt retssystem med nedskrevne love om f.eks. ægteskab, skilsmisse, ejendomsforhold og forbud mod at slavegøre romerske borgere.

Da kejserdømmet blev indført, mistede plebejerne stort set al politisk magt, og folkeforsamlingerne ophørte. Kejseren og senatsmedlemmerne måtte dog fortsat sikre sig plebejernes opbakning for at undgå voldelige folkeopstande, hvor de risikerede at blive afsat og dræbt.

Hvem var den første kejser?

I republikkens sidste 150 år var Romerriget plaget af borgerkrige, hvor skiftende militærledere kæmpede om magten. I ”Romerrigets historie - Fremstillinger og kilder” berettes der om, hvordan den store feltherre Julius Cæsars adoptivsøn Octavian til sidst stod tilbage som sejrherre i 27 f.v.t. Han fik æren for at bringe fred til riget, og fik for dette æresnavnet Augustus (den ophøjede) af senatet (se kilde 4). Samtidig havde han ved sin adoption fået navnet Caesar (’c’ udtales som ’k’ på latin), hvilket gav anledning til betegnelsen ’kejser’ som betegnelse for ham og hans efterfølgere, og til at deres regeringstid er blev kaldt kejsertiden.

Det lykkedes kejser Augustus at skabe en hidtil uset politisk stabilitet og effektive regeringsmetoder, som hans efterfølgere opretholdt i de næste 200 år. Han udviste på den ene side respekt og lydhørhed for senatet og tog på den anden absolut styring i forhold til at regere. Arkæologen Paul Zanker har i ”The power of images in the age of Augustus” vist, hvordan Augustus og hans rådgivere udviklede en effektiv propaganda med fortællinger om ham selv og kejserfamilien som forstandige herskere, der var i slægt med guder (se kilde 10). Fortællingerne blev udbredt ved at sende bemalede statuer og billeder på mønter ud i hele riget.

Hvor stor magt havde de romerske kejsere?

Kejser Augustus havde som hersker over Romerriget en i europæisk sammenhæng hidtil uhørt og næsten uindskrænket magt for en enkeltperson, og det samme gjaldt hans umiddelbare efterfølgere. Fordi kejserne og deres familier blev fremstillet som og anset for guddommelige, kunne de i princippet gøre og beslutte, hvad de havde lyst til, hvilket en del udnyttede til fulde i løbet af kejsertiden. Historiker Susanne William Rasmussen nævner i ”Politikens bog om Romerne” som eksempler, at en kejser kunne beordre grundlæggelse af nye byer, opførelse af private paladser, ind- og afsættelse af embedsmænd og beslutte at starte nye krige. Derudover udøvede alle kejsere i større eller mindre grad personlig magt ved f.eks. at beordre mord på ægtemænd eller tvungen skilsmisse for at gifte sig med andres hustruer, konfiskering af andres formuer, ejendom og land til eget brug, landsforvisning, beordret selvmord, tortur og henrettelser (se kilde 3). Ifølge de romerske historikere gjorde nogle kejseres uhæmmede magtudøvelse dem så upopulære, at de blev myrdet af rivaler, familiemedlemmer eller under militære oprør. Som Mary Beard skriver i ”SPQR”, er det dog muligt, at mange af de historier, vi kender til om kejserlige grusomheder, er udbredt af deres rivaler efter deres afsættelse (se kilde 6).

Hvad var årsagen til Romerrigets fald?

Der findes et utal af teorier om årsagerne til Romerrigets nedgang og fald. Nogle af de oftest nævnte er dels sociale, dels militære udfordringer, som Jesper Carlsen beskriver i ”Romerriget – Samfund, familie, slaver” (se kilde 9). I den sene kejsertid mistede den politiske og kulturelle elite i Rom indflydelse til romerske borgere fra provinserne, og de økonomiske forskelle mellem Romerrigets rige og fattige borgere voksede fra sidste halvdel af 200-tallet og frem. Også religiøst skete der et stort skift, da kejserne begyndte at konvertere til kristendommen og afskaffede polyteisme som statsreligion i 392. For at kunne styre det enorme Romerrige blev regeringen opdelt med to kejsere i henholdsvis dets østlige og vestlige del, og områderne begyndte at udvikle sig meget forskelligt. Samtidig var perioden præget af germanske folkevandringer, og germanske stammer foretog hårde angreb, invasioner og plyndringer af yderprovinserne og af selve Rom. I det østromerske militær var hærchefer og officerer af germansk afstamning, og de opgav efterhånden deres loyalitet over for kejserne og indtog i stedet selv områder, de var sat til at bestyre og forsvare. I 476 afsatte en germansk hærchef den sidste østromerske konge, og dette regnes som enden på Romerriget.

BOKS: Case 1: Læs mere om kejser Augustus’ egen fremstilling af sit herredømme

Kejser Augustus var i begyndelsen af sin regeringstid i en vanskelig politisk situation, da hans adoptivfar Cæsar var blevet myrdet, fordi han havde ladet sig udråbe til diktator på livstid. Som 76-årig skrev han om overgangsperioden i en beretning kaldet ”Res Gestae Augusti”, der var del af den kejserlige propaganda: ”Efter at jeg havde gjort ende på borgerkrigene og med alles tilslutning fået enevældig magt, lod jeg […] staten overgå fra mit herredømme til senatets og romerfolkets frie rådighed. Som tak […] blev der i [Senatsbygningen] anbragt et guldskjold, af hvis indskrift det fremgår, at det romerske folk gav mig [navnet Augustus] for min tapperhed, mildhed, retfærdighed og patriotisme. Efter den tid overgik jeg alle i autoritet og prestige, men havde ikke større magtbeføjelser end mine kolleger i hvert enkelt embede” (se kilde 11).

BOKS: Case 2: Læs mere om de romerske kejseres liv

Mary Beard har i ”De tolv Cæsarer” set på, hvordan romerske historikere spillede en central rolle i at forme billedet af en kejser som enten ’god’ eller en ’dårlig’, både i hans samtid og efter hans død (se kilde 12). Et eksempel er historikeren Sveton, der var ansat hos kejser Hadrian omkring 120 e.v.t., som beskrev de første 12 kejseres liv i bogen ”Kejserbiografier” (se kilde 13). Om Augustus skrev han, at han havde forskønnet Rom ”i en sådan grad, at han med rette kunne rose sig af, at han efterlod sig en by i marmor, hvor han havde modtaget en i mursten”, og at han havde revideret et utal af uretfærdige love og levet gudfrygtigt og mådeholdent. I kontrast hertil beskrev han Nero som en kejser, der havde myrdet sin mor, gået i seng med sin søster, tvunget sine kritikere til selvmord og muligvis brændt dele af Rom ned for at bygge et pragtpalads.

 

Tidslinje: Romerrigets historie

  • 753 f.v.t.: Ifølge romersk mytologi blev byen Rom grundlagt af et tvillingepar ved navn Romulus og Remus. Byen blev navngivet efter Romulus, efter at han havde slået sin bror ihjel, og han regerede som Roms første konge indtil 716 f.v.t.
     
  • 753-509 f.v.t.: Rom blev i denne periode regeret af i alt syv konger, Romulus medregnet. De første var populære, mens de sidste blev anset for at være tyranner. Den sidste romerske konge, Tarquinius Superbus, blev fordrevet fra Rom i 509 f.v.t.
     
  • 509-27 f.v.t.: Efter kongetiden blev Rom i de næste knapt 500 år regeret som en republik. Der blev indført en ny styreform, hvor to konsuler blev valgt til at regere sammen i et år ad gangen, rådgivet af et senat bestående af meget rige borgere.
     
  • 396-146 f.v.t.: Ved at føre systematiske krige imod bystater i deres naboområder erobrede romerne gradvist næsten hele det område, der i dag udgør Italien. Tre puniske krige mod Kartago i Nordafrika 264-146 f.v.t. endte med romernes sejr og kontrol over hele Middelhavet.
     
  • 132-27 f.v.t.: Romerne havde nu flere oversøiske provinser, og bl.a. hærføreren Julius Cæsar erobrede i de følgende år endnu flere landområder. Ekspansionen medførte dog militære, sociale og politiske problemer, der kulminerede i borgerkrige og republikkens fald.
     
  • 27 f.v.t.-14 e.v.t.: Borgerkrigene endte med, at Cæsars adoptivsøn vandt, og senatet tildelte ham hædersnavnet Augustus for hans sejre. Det lykkedes ham at indføre en ny styreform, hvor han regerede enevældigt og guddommeliggjort som kejser, men med senatets og folkets støtte.
     
  • 14-217.: Augustus’ regeringsperiode blev starten på mere end 200 år med politisk stabilitet, fortsat ekspansion gennem erobringer af provinser i Syd- og Vesteuropa, Nordafrika og Mellemøsten og voksende velstand for romerne under ledelse af i alt 23 kejsere.
     
  • 212-284.: Kejser Carcallas tildeling af romersk borgerret til alle rigets frie borgere i 212 blev indledning til en periode med borgerkrige, invasioner udefra og provinser, der løsrev sig. Det romerske militær udråbte og afsatte en lang række soldaterkejsere.
     
  • 284-337.: Det lykkedes kejser Diocletian at genoprette stabilitet ved at dele regeringen af Romerriget op, så én kejser styrede den vestlige del og en anden den østlige. Her blev Konstantinopel hovedstad under hans efterfølger Konstantin den Store.
     
  • 337-476: Konstantin støttede den kristne kirke, og de romerske kejsere efter ham var kristne. Efter hans lange og stabile regeringstid blev riget mere og mere presset af oprør i provinser og angreb af germanske stammer i vest, der i 410 og 455 plyndrede Rom.
     
  • 476: Anføreren for romernes germanske lejesoldater Odoaker afsatte den vestromerske kejser Romulus Augustus, og derefter kollapsede det vestromerske rige helt. Det betragter mange historikere som enden på Romerriget, selv om det østromerske rige bestod.
     
  • 476-1453: Indbyggerne i det østromerske rige, i dag kendt som det byzantiske rige, betragtede fortsat sig selv som romere. Som kristne videreførte de romersk kultur og retspraksis i de næste mere end 1.000 år, indtil de blev erobret af osmannerne i 1453.