Hvem var The Who?
Gruppen blev dannet i England i 1964. De centrale medlemmer var blandt andet sanger Robert Daltrey og sanger, sangskriver og guitarist Peter Townshend. Bandet indledte karrieren med at spille coverversioner af amerikanske rhythm’n’blues-sange, men siden hen begyndte de at skrive deres eget materiale. Hen imod slutningen af 1960’erne fremstod The Who som en af verdens mest indflydelsesrige grupper og som et stærkt stilskabende live-orkester. Bandets oprindelige trommeslager Keith Moon døde i 1978, og han blev erstattet af Kenney Jones. Gruppen indspillede herefter yderligere to studiealbum, før The Who endeligt valgte at opløse sig selv i 1983. Gruppen er i dag blevet gendannet med de to overlevende originale medlemmer - Daltrey og Townshend - og de turnerer igen under navnet The Who. Dette band optrådte ved Roskilde Festivalen i 2007.
Hvordan var The Who’s musik?
Gruppen har haft en skelsættende betydning for den rockmusik, man kunne høre i samtiden - og dens betydning kan høres i dag. The Who havde i Pete Townshend en uhørt dygtig og dynamisk guitarist og en sangskriver med sans for både den storslåede og direkte rocksang. I Robert Daltrey havde gruppen en af rockens mest kraftfulde stemmer, mens bassisten John Entwistle leverede en rolig og klippefast rytmebund. Trommeslageren Keith Moon sørgede med sin eksplosive spillestil for at bringe et element af kaos og drive ind i gruppens rock.
Blandt bandets numre står “The Kids Are Allright” og “My Generation” som særligt markante. Sidstnævnte sang indeholder blandt andet de berømte linjer “I hope I die before I get old” og “Why don’t you all f-f-fade away”. Blandt gruppens vigtigste plader fra begyndelsen af karrieren er debuten “My Generation” (1965) og “The Who Sell Out” (1967) og “Tommy” (1969). Sidstnævnte er en rockopera skrevet af Pete Townshend. Det er en symbolfyldt historie om en blind, døv og stum dreng, der finder sig selv via et næsten autistisk talent for spil på ‘pinball’-maskiner.
Hvordan var gruppens image?
Gruppens image blev uløseligt knyttet til den kulturbevægelse, der i England blev kaldt ‘mods’ - en forkortelse af ordet modernist. Bevægelsen blev tegnet af unge mænd fra de engelske storbyer, især London. De dyrkede en hurtig livsstil med smarte italienske jakkesæt, parkacoats, scootere af mærket Lambretta og amerikansk rhythm’n’blues og soul. The Who’s “My Generation” blev nærmest en slagsang for ‘the mods’. Musikjournalisten Per Reinholdt Nielsen fortæller i bogen “Rebel & Remix” (se kilder): “Musikken var en kaotisk, hvid rhythm’n’blues med baskende trommer, stammende vokal og raspende guitarer. Sangen var en blanding af ungdommeligt vovemod og her-og-nu-stemning”.
Hvordan var The Who’s live-optræden?
En stor del af gruppens centrale status kan spores tilbage til deres spektakulære live-optræden. Her udviste guitaristen Pete Townshend ufattelige akrobatiske evner, mens han spillede på sin guitar. Samtidig fik gruppen et ry for ved flere lejligheder at smadre deres instrumenter. Ved en enkelt lejlighed gik det så vidt, at trommeslageren Keith Moon fyldte dynamit i sit trommesæt og sprængte det i luften ved koncertens afslutning. De voldsomme hændelser var desværre langt fra begrænset til scenen ved gruppens live-optræden. Således fortælles det i Politikens Rockleksikon (se kilder), at bandet oplevede en af rockhistoriens voldsomste tragedier, da 11 amerikanske teenagere i 1979 ble
Hvem var Jimi Hendrix?
Jimi Hendrix er, ifølge Politikens Rockleksikon (se kilder), at regne for “et geni og formentlig rockhistoriens ultimative og mest indflydelsesrige elektriske guitarist”. Han blev født i 1942 i Seattle i USA og døde i London i 1970. Hendrix havde en omtumlet opvækst præget af fattigdom, alkohol og omsorgssvigt. Som tolvårig anskaffede han sig sin første guitar, og selvom han var venstrehåndet, lærte han at spille på en normalstrenget guitar. I perioden 1963-65 var han med i Little Richards band. Richards havde siden midten af 1950’erne været en af den tidlige rock’n’rolls store stjerner.
Hvordan var Jimi Hendrix’ musik?
I oktober måned 1966 dannede Hendrix og hans manager trioen The Jimi Hendrix Experience. Foruden Hendrix på guitar og vokal bestod gruppen af en bassist og en trommeslager. Gruppen debuterede med singlerne “Hey Joe” og “Purple Haze”, der i 1967 blev fulgt op af gruppens første, egentlige lp “Are You Experienced?”. Gruppen nåede at udsende yderligere to studiealbums, før de gik hver til sit i 1969. Allerede meget tidligt i karrieren markerede Hendrix sig med en nyskabende og teknisk fremragende behandling af elguitaren og dens muligheder. Gruppens musik var en blanding af den sorte tradition, forstået som blandt andet rhythm’n’blues, og den hvide rock, der var blevet skabt i 1950’erne. Ved brug af blandt andet guitar-feedback og forskellige effektpedaler kunne han få guitaren til at lyde som mågeskrig, stormvejr eller en styrtdykkende flyvemaskine. Blandt deres stærkeste udspil var “Hey Joe”, “Purple Haze”, “Foxy Lady” og “The Wind Cries Mary”, og pladerne “Are You Experienced?” (1967), “Axis: Bold as Love” (1967) og “Electric Ladyland” (1968).
Hvordan var Jimi Hendrix live-optræden?
Hendrix’ live-optræden var legendarisk: Han havde ry for at levere en meget intens og sensuel koncertoplevelse. Hans koncerter blev ofte krydret med mere eller mindre indstuderede ‘gimmicks’, der fangede publikums opmærksomhed. Blandt de mest mindeværdige af disse optrin var da Hendrix ved flere lejligheder overhældte sin guitar med lightervæske og satte ild til strengene. I 1969 spillede han en koncert ved årets festival i Woodstock. Han insisterede på at være den sidste kunstner, der optrådte på festivalen. Det betød, at kun en lille del af festivalens publikum var tilbage på pladsen, da Hendrix endelig trådte ind på scenen mandag morgen. Alligevel gik hans optræden over i historien. Især hans elektrificerede og forvrængede version af den amerikanske nationalmelodi “A Star-Spangled Banner” skabte opstandelse. Den er betegnet som “det vigtigste politiske budskab i 1960’ernes rockmusik”.
Hvem var The Doors?
Ifølge Politikens Rockleksikon (se kilder) var den amerikanske gruppe The Doors “en original og nyskabende rockgruppe. Morrison [der var forsanger] satte med sine tekster en ny standard for rocklyrik”. Gruppen bestod af fire medlemmer, blandt andet sangeren Jim Morrison og keyboardspilleren Ray Manzarek. The Doors blev dannet i 1965, da Morrison og Manzarek på det tidspunkt studerede filmvidenskab på universitetet i den amerikanske by Los Angeles. I årene frem til Morrisons død i 1971 udsendte gruppen seks studiealbums. Jim Morrison døde i 1971 af et hjertetilfælde i en alder af 27 år.
Gruppen tog sit navn efter et digt af den engelske mystiker William Blake (1757-1827). Digtet hedder “The Marriage of Heaven and Hell”, og i en central linje omtales “The Doors of Perception” [da. Bevidsthedens døre]. Dette citat blev også brugt som titel på den engelske forfatter Aldous Huxleys (1894-1963) bog fra 1954, der handlede om forfatterens egne eksperimenter med bevidsthedsudvidende stoffer, særligt det narkotiske stof meskalin.
Hvordan var The Doors’ musik?
Gruppen spillede en rockmusik, der var hypnotisk og grænseoverskridende. Den bluesinspirerede musik kredsede om Morrisons på en gang rå og følsomme stemme. Teksterne var fyldt med et grotesk billedsprog og kredsede omkring det bizarre, kærlighed, sex og død. The Doors og i særdeleshed Jim Morrison udforskede menneskesjælens skyggelandskaber. Teksterne var en blanding af sang og lyrik med et univers, som var inspireret af skribenter som William Blake, Friedrich Nietzsche (1844-1900) og Aldous Huxley. Blandt gruppens mest markante sange er “Break on Through (to the other side)”, “The End”, “Riders of the Storm” og “Light My Fire” og pladerne “The Doors” (1967), “Waiting for the Sun” (1968) og “L. A. Woman” (1971).
Hvordan var The Doors live-optræden?
Gruppen blev kendt for en enorm intens live-optræden, der rummede meget mere end blot musik. Ofte blev Jim Morrison kaldt en (elektrisk) shaman, altså en form for åndemaner. Selv kaldte han sig for ‘The Lizard King' (Firbenskongen). Dette var en hentydning til, at slanger og krybdyr symboliserede det ubevidste og ondskab. Det betød, at publikum forventede noget særligt, når de mødte op til en koncert med The Doors. De så frem til en grænseoverskridende, ud-af-kroppen oplevelse. Koncerterne blev hurtigt berygtede blandt koncertarrangører for det kaos, der ofte fulgte i kølvandet på gruppens optræden. Derfor blev The Doors faktisk blacklistet i en række byer, og i løbet af karrieren oplevede de problemer med at få skruet en egentlig turne sammen.
Hvem var Janis Joplin?
Janis Joplin var en amerikansk sangerinde, der blev født i staten Texas i 1943. Hun døde i 1970 af en overdosis heroin. Hun voksede op under stærk påvirkning af den jazz- og folk-tradition, der er en fundamental del af den amerikanske kultur. Hun startede sin karriere med at optræde på statens små klubber, samtidig med at hun studerede kunst på universitetet. Et par gange slog hun vejen forbi den store, amerikanske by San Francisco, hvor hendes karriere for alvor tog fart.
Hvordan var Janis Joplins musik?
I 1966 ankom Joplin til San Francisco på den amerikanske østkyst, hvor hun blev medlem af gruppen Big Brother & the Holding Company. Bandets rocklyd var domineret af Joplins stærke vokal og personlige fremtoning. Gruppen indspillede en debutplade, men det egentlige gennembrud kom ved musikfestivalen i Monterrey i 1967. Joplin indspillede yderligere en plade med gruppen, før hun i 1968 valgte at bryde op. Herefter indgik hun i flere forskellige grupper og udgav også plader som solist. Det var med gruppen The Kosmic Blues Band, at Joplin i 1969 spillede en historisk koncert på Woodstock-festvalen. Blandt Joplins stærkeste udspil kan nævnes “Try (just a little bit harder)”, “Mercedes Benz” og “Me and Bobby McGee” og pladerne “Cheap Thrills” (1968), “I Got Dem Kozmic Blues Again Mama” (1969) og “Pearl” (1971).
Hvordan var Janis Joplins live-optræden?
Joplin enestående koncertoptræden var afgørende for at slå hendes navn fast som en af tidens største stjerner på den musikalske himmel. Ifølge Politikens Rockleksikon (se kilder) besad Janis Joplin “[…] en enestående stærk udstråling på scenen med sin dynamiske, seksuelt, men ikke glamourbetonede optræden”. Med sin vilde og vitale sceneoptræden udfordrede hun de forventninger, som publikum havde til en kvindelig kunstner. I tresserne havde man været vant til at se og høre pæne piger synge pæne og uskyldsrene sange. Joplins image som ‘en af drengene’, der drak ren whisky og krængede sin sjæl ud på scenen, var et chok for mange.
Hvem var The Rolling Stones?
Engelske The Rolling Stones blev dannet i 1962 af blandt andet sangeren Mick Jagger og guitaristerne Keith Richards og Brian Jones. Året efter debuterede bandet med singlen “Come On”, og de udsendte i 1964 deres første plade, der bar gruppens navn. I 2007 er gruppen stadig aktiv og kan se tilbage på en karriere, der foreløbig spænder over hen ved 45 år. I løbet af karrieren har de udgivet 47 studiealbums, liveplader og greatest hits-opsamlinger. I Politikens Rockleksikon (se kilder) betegnes The Rolling Stones derfor som “en af rockhistoriens betydeligste og mest indflydelsesrige bands”.
Hvordan var The Rolling Stones’ musik?
The Rolling Stones var fra starten dybt påvirket af den amerikanske blues og rhythm’n’blues. De første plader efter debuten indeholdt derfor mange, relativt polerede kopiversioner af sange fra den amerikanske bluesmusik. I gruppens midte var dog parret Jagger/Richards, der efterhånden trådte i karakter som et fremragende sangskriverpar - på højde med Lennon/McCartney fra den konkurrerende gruppe The Beatles. I gruppens storhedstid fra 1966-72 stod makkerparret Jagger og Richards - ofte under navnet ‘The Glimmer Twins’ - bag en række numre, der er blevet klassikere. Blandt disse kan nævnes “Paint It Black”, “Ruby Tuesday” og “Jumping Jack Flash” og pladerne “Aftermath” (1966), “Beggars Banquet” (1968), “Let it Bleed” (1969), “Sticky Fingers” (1971) og “Exile on Main Street” (1972).
Hvordan var gruppens image?
The Rolling Stones havde helt fra begyndelsen et image, der var hårdt og råt. Et image, der klart adskilte dem fra flere af tidens andre musikgrupper, eksempelvis de pænere og meget populære The Beatles. Dette billede lå fint i tråd med bandets lidt lasede lyd, saftige bluesinspirerede rock og beske tekster om dominans, styrke, kaos og dekadence. I løbet af karrieren er dette koncept blevet løsnet indimellem, for eksempel blandede gruppen psykedeliske elementer i deres musik i slutningen af 1960’erne. Men grundlæggende har bandet aldrig fraveget deres stilling som ‘klassens frække, slemme og farlige drenge’. Dette image blev yderligere forstærket af hændelser, der indtraf ved gruppens koncert på Altamont Speedway i Californien i 1969. Uroligheder blandt publikum udartede, og en sort mand blandt tilskuerne blev stukket ned. Omstændighederne omkring episoden var i mange år efter koncerten omgivet af mystik og gisninger. Det skyldtes især, at Stones havde hyret medlemmer af rockergruppen Hell’s Angels til at stå for sikkerheden ved koncerten. Rockerne, der var stærkt påvirket af alkohol og narkotika, havde ved flere lejligheder taget hårdt fat i de omkring 300.000 tilstrømmende fans. Brudstykker af dokumentarfilmen “Gimme Shelter”, der blev optaget under denne koncert, viser, at den dræbende kniv blev ført af en af rockernes ledende medlemmer, Alan Passaro. Han blev dog ikke dømt for mordet, idet tilskueren, i sekunderne for inden, havde sigtet med en pistol mod scenen, hvor The Rolling Stones optrådte. Passaros gerning blev regnet som en form for selvforsvar.
Hvordan var The Rolling Stones live-optræden?
The Rolling Stones har i årtier hørt til de mest eftertragtede live-bands på planeten - og det gør de også i dag. Deres optræden domineres af den karismatiske og meget energiske forsanger Mick Jagger. Hans sceneoptræden er i høj grad lagt an på en seksuelt udfordrende fremtoning og leg med publikum. Jaggers præstationer på scenen bæres frem af trommeslagerens Charlie Watts fine spil og guitaristen Keith Richards tilbagelænede, men meget præcise, riff-prægede indsats. Fyens Stiftstidende kan i artiklen “Rullestenene bliver ved at score kassen” fra 2006 (se kilder) fortælle, at Rolling Stones med deres seneste koncertturné topper det amerikanske musikmagasin Billboards liste over de mest indtjenende bands. En samlet indtægt på hen ved 900 millioner kroner placerer bandet på en solid førsteplads med den irske rockgruppe U2 på en andenplads med en indtjening på omkring det halve.
Hvem var Led Zeppelin?
Led Zeppelin var en engelsk gruppe dannet i 1968 af guitaristen Jimmy Page. Han havde tidligere spillet i den populære gruppe The Yardbirds, der var gået i opløsning tidligere på året. Page rekrutterede tre nye medlemmer, heriblandt sangeren Robert Plant og trommeslageren John Bonham. Under navnet The New Yardbirds (der senere blev udskiftet til Led Zeppelin) spillede bandet sin verdensdebut i Brøndby Pop Club i København. I 1969 udgav de deres debutplade, der blot bar gruppens navn. Led Zeppelin eksisterede frem til 1980, hvor trommeslageren Bonham døde efter en heftig druktur. I løbet af karrieren indspillede bandet ni studiealbums.
Flere steder, blandt andet i Politikens Rockleksikon (se kilder), fortælles det, at navnet stammer fra et udbrud, som trommeslageren i den engelske gruppe The Who brugte om et projekt, der var dømt til at mislykkes. Så ville han sige “going down like af lead zeppelin”. ‘Zeppelin’ er en betegnelse for et luftskib af en enorm størrelse, mens ‘lead’ er det engelske ord for det tunge metal bly. I gruppens navn valgte man at tage a’et ud af ordet ‘lead’, som man var sikker på, at der ikke ville opstå forvirring om udtalen. På dansk ville udtrykket omtrent svare til at mene, at noget “vil synke som en sten”. Flere steder, blandt andet i Politikens Rockleksikon (se kilder), fortælles det, at navnet stammer fra et udbrud, som trommeslageren i den engelske gruppe The Who brugte om et projekt, der var dømt til at mislykkes. Så ville han sige “going down like af lead zeppelin”. ‘Zeppelin’ er en betegnelse for et luftskib af en enorm størrelse, mens ‘lead’ er det engelske ord for det tunge metal bly. I gruppens navn valgte man at tage a’et ud af ordet ‘lead’, som man var sikker på, at der ikke ville opstå forvirring om udtalen. På dansk ville udtrykket omtrent svare til at mene, at noget “vil synke som en sten”.
Hvordan var Led Zeppelins musik?
Udgangspunktet for gruppens tunge blues-rock var primært de amerikanske bluesveteraner - særligt navne som Howlin’ Wolf, Albert King og Willie Dixon. Page vekslede mellem aggressivt spil på el-guitar og lyriske klange på enten akustisk guitar eller 12-strenget el-guitar. Page skrev al musikken, mens Plant stod for de fleste af teksterne. Sangene bar præg af deres fælles interesse for mytologi og okkultisme. I Politikens Rockleksikon (se kilder) fortælles det om gruppens musik, at den “kunne som ingen andre spille hårdt og tungt, og den blev siden hen opfattet som det arketypiske heavy metal-band. Samtidig havde gruppen mange andre strenge at spille på, og trak inspiration fra mange kilder - lige fra gammel, britisk folkemusik til arabiske toner”.
Blandt gruppens stærkeste plader er debuten “Led Zeppelin”, efterfølgeren “Led Zeppelin II” (1969) og “Led Zeppelin IV” (1971), der som officiel titel alene bar fire mytologiske symboler. Blandt gruppens mest kendte numre er “Dazed and Confused”, “Whole Lotta Love”, “Stairway to Heaven”. Sidstnævnte stammer fra gruppens fjerde album og er gruppens mest berømte sang. Af mange kilder betegnes denne sang - der stadig er en af de mest spillede sange i radioen - som selve støbeformen for den typiske heavy metal-ballade.
Hvordan var Led Zeppelins live-optræden?
Plants lyse, flagrende hårpragt, hans klare, kraftfulde stemme og stærke karisma har gjort ham til en form for prototype på forsangeren i et rockband. Guitaristen Page var fantastisk teknisk dygtig og opfindsom. Han optrådte ved flere lejligheder med at spille på sin el-guitar med en violinbue - en gimmick, der siden er blevet anvendt af flere andre rockbands.
På turné var gruppen en af de mest berygtede i samtiden. De levede til fulde op til billedet af et hærgende, larmende og chokerende rockband. De havde eksempelvis et enormt forbrug af alkohol, narkotiske stoffer og de såkaldte groupies - en engelsk betegnelse for dedikerede kvindelige fans, der ukritisk følger i hælene på et band, og som bandets medlemmer ganske ofte udnytter seksuelt. Især den viltre og farverige trommeslager John Bonham og gruppens road-manager Richard Cole var kendt for at tage grundigt for sig af disse tilbud.
Hvem var The Velvet Underground?
Den amerikanske rockgruppe blev dannet i 1965 af blandt andet sangeren Lou Reed og den walisiske multi-instumentalist John Cale. De hentede navnet til bandet fra en bog om sadomasochisme af forfatteren Michael Leighs. I 1966 sluttede den tyskfødte sangerinde Nico sig til bandet. Året efter udsendte de deres debutplade, der bar titlen “The Velvet Underground & Nico”. Kort tid efter indspilningen af denne plade begyndte de oprindelige medlemmer at forlade bandet igen. Først Nico - efter debuten - så Cale - efter plade nummer to - og til sidst Reed. Han forlod bandet under færdiggørelsen af det fjerde og sidste reelle album, hvorefter gruppen i realiteten var opløst. Det skete i 1970.
Hvordan var The Velvet Undergrounds musik?
Gruppens anderledes og eksperimenterende rockmusik blev til i mødet mellem gruppens meget forskellige hovedkræfter - Lou Reed og John Cale. Som sanger og guitarist var Reed inspireret af litteratur og de sortes rhythm’n’blues. Cale var uddannet som klassisk pianist og var stærkt inspireret af New Yorks scene for moderne kompositionsmusik og minimalisme. Som sanger, sangskiver, producer og musiker var han Reeds modpol.
Gruppens musik blev til i sammenstødet mellem disse to personer og deres musikforståelser. The Velvet Underground udvidede rammerne for, hvordan et rockband kunne lyde. Guitarerne fik lov til at udsende en byge af feedback-støj, der ellers som regel blev klippet bort. Melodierne var messende, repeterende og drønende. Og de kontroversielle tekster kredsede om emner som narkotika, seksuelle lyster, afvigelser og død.
Blandt gruppens plader fremstår især debuten fra 1967 som særlig stærk, fremmedartet og stildannende. Billedkunstneren Andy Warhol har kreeret pladens omslag. Det forestiller en banan, og det var muligt for pladekøberne at ‘skrælle’ bananen. Dette pladeomslag er siden hen blevet en ikon for tidens såkaldte pop-art og har været medvirkende til at gøre denne plade berømt. Gruppens numre spændte meget vidt. Fra smukke og melankolske ballader som “I’ll be Your Mirror” og “All Tomorrows Parties” til den infernalske, hvide rockstøj, der er på nummeret “Sister Ray”. I de over 17 minutter, som dette nummer varer, skruer gruppen alle forstærkere op på 11 og lader guitar og trommer få frit løb. Resultatet bliver en massiv og gnistrende mur af lyd og et uhørt sammenbidt og kompromisløst rocknummer.
Hvem var Andy Warhol?
Andy Warhol var en af tidens mest markante kunstnere og mediepersonligheder. Ud over hans produktion af kunstværker er han krediteret som producer på The Velvet Undergrounds debutplade. Warhols rolle bestod dog alene i at dukke op i pladestudiet fra tid til anden og sige ‘godt’ eller ‘fantastisk’ til alt, hvad han hørte. Hvis Warhols kunstneriske rolle her var minimal, så var hans ideologiske rolle til gengæld enorm. Hans idéer om, at skellet mellem kunst og masseproduktion ikke eksisterede, fik stor betydning for gruppen. Andy Warhols tilstedeværelse - som den ansete kunstner, han var - understregede, at rocken trods sit image som enten sødsuppemusik for teenagere eller kontroversiel støj mod systemet kunne være ligeså kunstnerisk værdifuld som museernes indrammede billeder i millionklassen. Warhol gav hermed gruppen sit blå stempel og pegede på, at der ikke nødvendigvis var en modsætning mellem rock og kunst. Per Reinholdt Nielsen skriver i bogen “Rebel & Remix” (se kilder): “Dén [Warhols] betragtning var vigtig for gruppemedlemmernes opfattelse af sig selv som kunstnere frem for blot som håndlangere for underholdningsbranchen”.
Hvordan var The Velvet Undergrounds live-optræden?
Andy Warhol satte helt bogstaveligt gruppens musik ind i nogle kunstneriske rammer. Han stablede multimedieshowet “The Exploding Plastic Inevitable” på benene med dias, lysshow, dansere og film. The Velvet Underground spillede til dette totalshow. Showet var ingen publikumssucces, og det var gruppens koncerter heller ikke. Derfor er det først og fremmest eftertiden, der har vist, at gruppens særlige rockformular - der stod i skærende kontrast til meget af tidens øvrige rockmusik - har sat sig vigtige og varige spor. I bogen “1001 Albums You Must Hear Before You Die” (se kilder) understreges gruppens enorme betydning for eftertidens musikere af superproduceren Brian Eno. Han fortæller, at der godt nok ikke var så mange til gruppens koncerter, men alle, der var, gik selv ud og dannede deres egne bands.