Hvem er de unge, døde rockikoner fra perioden?
Det er kendetegnende, at flere af de toneangivende personer i tidens musikalske landskab levede et meget hårdt liv og døde i en tidlig alder. Ud over deres musikalske talent, der var uomtvisteligt, betød deres unaturligt tidlige død, at de i eftertiden er blevet gjort til nærmest mytologiske figurer - til rock-ikoner. Det var:
- Jimi Hendrix (1942-1970): Blev kvalt i sit eget opkast efter at have taget en stor håndfuld sovepiller.
- Janis Joplin (1943-1970): Døde af en overdosis af heroin.
- Jim Morrison (1943-1971): Blev fundet død i et badekar. Årsagen var sandsynligvis et hjerteslag.
- Brian Jones/The Rolling Stones (1942-1969): Druknede i sin egen swimmingpool.
Disse kunstnere er blevet indbegrebet af en af rockmusikkens mest sejlivede motto’er, der hedder ‘lev stærkt, dø ung’. “Vi drages af fortællingen om, at de døde på deres højeste, men endte med at betale den ultimative pris”, forklarer lektor på Institut for Informations- og Medievidenskab Henrik Bødker i artiklen “Dø ung - og bliv et ikon”, der blev bragt i gratisavisen metroXpress i 2007 (se kilder). “Inden for rockgenren eksisterer der myten om ‘lev stærkt, dø ung’, og holdningen er lidt, at jo ældre man bliver, desto mere bliver man en del af det etablerede og en del af branchen”.
Hvad er ’Club 27?
Det er bemærkelsesværdigt, at det var præcis i samme alder - nemlig 27 år - at ovennævnte fire rockstjerner døde. Det har siden hen betydet, at rockfans over hele Kloden er begyndt at tale om en ‘Club 27’. I den nyere rockhistorie har denne ‘klub’ yderligere fået et prominent navn tilføjet på medlemslisten. Det drejer sig om den amerikanske sanger, sangskriver og guitarist Kurt Cobain, der - sandsynligvis - begik selvmord med et haglgevær. Cobains død sendte chokbølger gennem mange vestlige lande. Allerede i levende live havde han fået en uhyre central placering på kulturens verdenskort. Efter sin død voksede hans betydning flere gange. Livsstilseksperten Henrik Byager udtaler i artiklen “Dø ung - og bliv et ikon”, der blev bragt i avisen MetroXpress i 2007 (se kilder) konkluderende om hans betydning: “Kurt Cobain er nok den som er blevet den største legende i nyere tid. Han blev efter sin død et ikon for en hel generation”.
Hvor er rocken i dag?
Arven fra periodens rockstjerner kan høres over alt i dagens rockmusik. Forskellige nye bands trækker - mere eller mindre åbenlyst - på arven fra den vifte af bands, der var toneangivende i slutningen af 1960’erne. Således er det eksempelvis vanskeligt at pege på et af dagens rock- eller bluesband, der ikke på et eller andet tidspunkt har været inspireret af The Rolling Stones. Ligesom det er de færreste moderne rockguitarister, der ikke på et eller andet tidspunkt har prøvet kræfter med Jimi Hendrix’ “Foxy Lady” eller “Hey Joe”. I et interview med det amerikanske musikmagasin Rolling Stone peger en af dagens rockstjerner, Marilyn Manson, på, at The Doors i særklasse besad rockens fundamentale element af oprør og vildskab: “[…] Morrison outshined everyone else when it came to rebellion and not playing by anybodys rules”.
Alle musikere i dag vil uundgåeligt læne sig op ad en række af fortidens mastodonter, både musikalsk og historisk. Førnævnte Kurt Cobain efterlod sig et brev, før han angiveligt skød sig selv. I dette brev citerede han et par linjer fra en sang af den canadiske musiker Neil Young, der ligeledes har fået ikonstatus i rockens historie. De dobbeltbundede linjer lyder “It’s better to burn out/than to fade away”. Disse ord har - også før de blev brugt af Cobain - fået særstatus i rocken som et motto for den unge, vilde rockmusik. Mere end til enkelte kunstnere og deres numre er rockmusikken dog uløseligt bundet til en særlig attitude, et særligt sæt af normer og ungdommelig - ind i mellem selvdestruktiv - vildskab. Denne attitude lever videre, trods enkelte kunstneres dødsfald.
Musikjournalisten Per Reinholdt Nielsen skriver konkluderende i bogen “Rebel og Remix” (se kilder): “Energinedslaget er rockens byggesten og kommer oftest fra helt unge, selvlærte musikere uden for kunstens elite og de store underholdningskoncerners kreds. Netop dette udgangspunkt er måske en af de mest væsentlige årsager til, at rocken […] stadig er [et] så væsentligt kulturelt indslag og bliver ved med at forny sig og fascinere generation efter generation”.