Rockerkrigene

Hvad skete der under den første rockerkrig?

Den første såkaldte rockerkrig i Danmark havde rod i konflikter i rockermiljøet i 1970'erne, hvor rockerne ikke bare var i konfrontation med politiet, men også i konflikt med hinanden indbyrdes. Striden blussede først for alvor op i 1983, da den nystiftede danske afdeling af Hells Angels blev rodet ind i striden. De næste år blev der udkæmpet en bitter kamp mellem de to rockergrupper Hells Angels og Bullshit, der begge havde som mål at blive den dominerende motorcykelklub i Danmark, særligt i København. Under krigen blev otte mennesker dræbt, alle enten medlemmer af eller med forbindelse til Bullshit, og der blev idømt over hundrede års fængselsstraf i sagen.

Den mest berømte begivenhed, som også blev den egentlige afslutning på krigen, var mordet på Bullshit-præsidenten Henning Norbert Knudsen, også kaldet Makrellen. Han blev skudt ned uden for sit hjem på Amager den 25. maj 1984. Morderen var Jørn 'Jønke' Nielsen fra Hells Angels, som havde sat sig for at sætte en stopper for Makrellens provokerende opførsel. Blandt andet havde Makrellen som beskrevet i Ambro Kraghs bog (1,4) hånet og udfordret Hells Angels under et interview i tv i november 1983.

Konflikten mellem de to grupper sluttede endeligt, da det sidste medlem af Bullshit i juli 1987 ringede til Hells Angels' klubhus i Titangade i København med besked om, at Bullshit nu var nedlagt. Rygmærkerne var taget af og brændt.

Hvad skete der under den anden rockerkrig?

Allerede i 1994 udbrød der stridigheder mellem Hells Angels og Bandidos forskellige steder i Skandinavien. Flere ledende medlemmer af Bandidos' afdelinger i Sverige og Finland blev dræbt i løbet af 1994 og 1995, mens en række medlemmer af Hells Angels blev såret. I slutningen af december måned 1995 blev to medlemmer af Hells Angels i Danmark overfaldet af Bandidos-medlemmer på et værtshus i København, og det var det første tegn på, at krigen kunne være på vej til Danmark.

Krigen brød for alvor ud herhjemme den 10. marts 1996 i Københavns Lufthavn Kastrup, hvor en gruppe Bandidosmedlemmer blev beskudt af medlemmer af Hells Angels. En blev dræbt og tre blev såret. Den sidste episode i krigen fandt sted den 7. juni 1997 i Liseleje, hvor en blev dræbt og tre blev alvorligt såret. Alle var medlemmer af eller på anden måde tilknyttet Bandidos. Krigen blev formelt afsluttet 3,5 måned senere, da talsmanden for Bandidos i Danmark og Europa, Jim Tinndahn, og repræsentanten for Hells Angels, Blondie, i TV-avisen proklamerede, at de havde indgået en samarbejdsaftale. I løbet af de 18 måneder, krigen varede på dansk grund, blev fem personer dræbt, og der blev herudover ifølge politiet udført 40 drabsforsøg. Der blev affyret i alt 11 panserværnsraketter under konflikten, heraf seks i Danmark. Det alvorligste angreb med raketter fandt sted mod Hells Angels' klubhus i Titangade i København, mens 300 mennesker var til fest i huset. Raketten blev affyret fra et nærliggende tag, hvor det var lykkedes gerningsmændene at snige sig op på trods af, at politiet havde udstationeret i hvert fald 30 mænd til at bevogte området. Raketangrebet resulterede i to dræbte - et HA-prøvemedlem og en kvindelig gæst - og 19 hårdt sårede.

I hele Skandinavien blev der i perioden fra 1993-1997 udført 11 drab og 74 drabsforsøg på rockere. Disse og andre voldelige hændelser mellem rockergrupperne i Skandinavien blev tilsammen kaldt Den Store Nordiske Rockerkrig. Det er dog aldrig lykkedes politiet at finde nogen direkte sammenhæng mellem begivenhederne i de enkelte lande. 

Hvad var baggrunden for fjendskabet mellem Bandidos og Hells Angels?

En stor del af årsagen til udbruddet af den anden rockerkrig skal sandsynligvis findes i Bandidos’ forhistorie, som begynder, da de to klubber Morticians og 666-rockerne slår sig sammen - blandt andet i vrede over ikke at være blevet optaget i Hells Angels. De to klubber får det fælles navn Undertakers, og Undertakers og Hells Angels lever i såkaldt "væbnet fred" frem til 1992, hvor Undertakers fusionerer med en rockerklub fra Nykøbing Falster og dermed nærmer sig Hells Angels i medlemstal og styrkeniveau. Der finder flere sammenstød sted, og et medlem af Undertakers bliver hårdt såret i en skudepisode.

I juni 1993 bliver Undertakers så optaget i Bandidos international, og det tiltrækker flere nye medlemmer, blandt andet tidligere medlemmer af Bullshit og personer, der enten er blevet ekskluderet af Hells Angels eller er gået fra klubben i vrede over organisations- og ledelsesstilen. Bandidos udgør derfor flere år inden udbruddet af den anden rockerkrig en betydelig magtfaktor - både i Danmark og i det øvrige Skandinavien. Denne udvikling gennemgås i "Problemer med rockerne i Danmark" (1,6). 

Hvorfor bekrigede Bandidos og Hells Angels hinanden?

Repræsentanter for begge de to klubber fastholdt gennem hele den såkaldte krig og også bagefter, at der ikke var tale om en krig mellem Hells Angels og Bandidos. Derimod hævdede de, at 'krigen' var en konflikt, der var løbet løbsk, fordi enkelte medlemmer og tilhængere af de to klubber havde nogle personlige opgør, som efterhånden kom til at involvere en gruppe af personer omkring de to klubber. Desuden var det en medvirkende årsag til optrapningen af konflikten, at politiet bevidst satte de to grupper op imod hinanden. Jim Tinndahn siger således: "Det startede således med private uoverensstemmelser mellem enkelte medlemmer i Hells Angels og Undertakers - før vi blev Bandidos - men den væsentligste årsag til, at det udviklede sig til en konflikt var, at myndighederne, politiet og pressen gjorde alt for at skabe indbyrdes strid imellem os". Desuden forklarer Jørn 'Jønke' Nielsen i samme artikel, at den uklare struktur i klubberne gjorde det svært for ledelsen at stoppe konflikten: "Den struktur, klubberne altid har haft, har været uden egentlige love og regler til at styre medlemmernes adfærd, og derfor har der ikke være nogen central styring, der i tide kunne forhindre det i at eskalere".

Selve Bandidos' eksistens var på sin vis en voldsom antastelse af Hells Angels' status som ledende bikerklub og som et velfungerende broderskab. Mange medlemmer af Bandidos havde aktivt fravalgt Hells Angels og havde stiftet en rivaliserende klub, der ikke blot var ved at nå et medlemstal, der var lige så højt som Hells Angels', men også bevidst var organiseret anderledes. Mens Hells Angels er stærkt hierarkisk opbygget og med en meget ringe grad af medlemsindflydelse, har Bandidos en mere flad struktur, der giver det enkelte medlem mulighed for at få større indflydelse.

Der var altså ifølge de stridende parter selv i høj grad tale om en konflikt, der bundede i uenighed om værdier. Det var en kamp, der først og fremmest handlede om ære og ikke om penge, vurderer både forsvarsadvokat Thorkild Høyer og chefkriminalinspektør Per Larsen fra København, der begge var centrale personer i mæglingsprocessen. Det har ellers været nævnt mange gange både af politiet og andre, at krigen mellem de to grupper muligvis var udtryk for en kamp om et kriminelt marked, for eksempel narkomarkedet. Men det afviser Thorkild Høyer i sin bogpå side 55 at skrive: "Dertil er at sige, at jeg på intet tidspunkt konstaterede noget som helst, der underbyggede den opfattelse. Der blev på intet tidspunkt drøftet nogen form for kriminelle handlinger" (1,5). Chefkriminalinspektør Per Larsen udtaler til Jyllands-Posten 15. august 1997 (5,8), at "man ikke har beviser for eller indikationer af, at krigen handler om narko. (...) Mit indtryk er nok også, at der er tale om en krig på ære".

Hvad var politiets rolle i den anden rockerkrig?

Politiet gennemførte i løbet af konflikten det, man kalder en stram kontrolpolitik og en stressstrategi over for rockerne. Det vil sige, at der blev brugt mandsopdækning, ransagninger, telefon- og rumaflytning, skygninger og beslaglæggelse af store mængder våben. Politiets Efterretningstjeneste, PET, holdt øje med rockerne fra 1993. Forsvarsadvokat Thorkild Høyer skriver i sin bog på side 69: "Men klubberne lod sig ikke kontrollere. Fjendtlighederne fortsatte uanfægtet (...). Det var banalt at konstatere, at kontrolpolitikken ikke virkede. Måske havde den en beroligende virkning på borgerne, men kun indtil næste raket blev affyret eller drab blev begået" (1,5).

Politiet har ikke draget samme klare konklusion. Nogle højtstående medlemmer af politiet mener ligefrem, at det var kontrolpolitikken, der førte til konfliktens afslutning. Dette synspunkt fremføres af politimester og medlem af rigspolitichefens rockerstyregruppe Jens Henrik Højbjerg i tidsskriftet Dansk Politi 15. januar 1998: "Et af de mest betydningsfulde og succesfulde instrumenter mod rockerkriminaliteten har utvivlsomt været den intensive og dygtigt udførte overvågning af rockergruppernes tilholdssteder og af de enkelte medlemmer" (4,6).

Kriminalinspektør Per Larsen, der deltog i mæglingen mellem de to rockergrupper, er dog enig med Thorkild Høyer i, at kontrol- og stresstrategien ikke i sig selv var med til at løse konflikten. Dette stemmer til dels overens med rockernes generelle opfattelse af politiets rolle i rockerkrigen. De mener nemlig, at politiet var med til at få konflikten til at løbe løbsk, og at der bortset fra hos den del af politiet, der deltog i mæglingsprocessen, ikke var nogen forståelse for rockernes borgerrettigheder og generelle retssikkerhed. Dele af politiet forsøgte ligefrem ifølge rockerne at fremprovokere en krig mellem de to klubber. Jim Tinndahn fra Bandidos hævder i artiklen "Interview med Hells Angels og Bandidos" i Faklen nr. 7/1998 (4,2) at have oplevet følgende episode: "I begyndelsen af 1993 var der to politifolk, som aftalte et møde med mig på en rasteplads og sagde, at de havde en fuldstændig tegning over HA-klubhuset i Snoldelev, komplet med planer for vagtskifte og alt muligt. Vi kan jo lige så godt holde sammen og bekrige de svin der, sagde den ene. Jeg afslog det naturligvis, men han insisterede på, at jeg skulle kontakte ham". Og Blondie fra Hells Angels supplerer i samme artikel med denne vurdering: "Da så endelig konflikten brød ud, har det også været alt for let for politiet og pressen at manipulere medlemmerne af klubberne med løgne og løse rygter om 'hævntogter' og lister over, hvem der førte under konflikten, som om det var en sportsbegivenhed".

Thorkild Høyer vurderer, at rockerne har noget at have deres kritik i: "Jeg har ikke grund til at tvivle på de mange beretninger, jeg har hørt fra vidt forskellige kilder, om politifolk, der har forsøgt at sætte den ene gruppe op mod den anden, er korrekte. Del og hersk har altid været en anvendt metode. Lige netop over for bikerne var det en meget uheldig metode. Situationen kom ud af kontrol. De begyndte at dræbe hinanden med risiko for, at andre kom i farezonen" (1,5).

Repræsentanter for politiet deltog i den mæglingsproces, der førte til konfliktens afslutning, og rockerne anerkender deres betydning for konfliktens løsning. For eksempel siger Jørn 'Jønke' Nielsen fra Hells Angels i artiklen "Interview med Hells Angels og Bandidos", at "chefkriminalinspektør Per Larsen har gjort et stort stykke arbejde for at få stoppet konflikten og har været forstående over for de særlige møder mellem klubberne" (4,2). 

Hvad var pressens rolle i rockerkrigen?

Pressen dækkede konflikten massivt og var dermed med til at oplyse befolkningen om dens udvikling, men sandsynligvis også til at skabe unødig skræk. Det er nemlig ifølge en artikel i Information 7. juni 2001 (se kilder) generelt et problem, at pressen beskæftiger sig forholdsvis meget med vold og anden form for grov kriminalitet, selv om der er meget lille risiko for, at almindelige borgere bliver ramt af det i hverdagen. Man kan også forestille sig, at den massive pressedækning har været medvirkende til at bane vej for lovmæssige indgreb, som ikke ville have opnået flertal i Folketinget, hvis pressens dækning havde været mindre dramatisk. Det vurderer blandt andet Thorkild Høyer (1,5).

Desuden hævder Bandidos og Hells Angels, at avisernes omtale af konflikten var med til at eskalere konflikten og forhindre den i at blive afsluttet. Jim Tinndahn fra Bandidos forklarer det således: "Samtidig er aviserne jo blevet ved med at påstå, at nu kan den ene part 'ikke tåle mere', og nu må den anden part 'gøre noget voldsomt' for at besvare 'angrebene' og for ikke at 'tabe ansigt' - og meget mere i den dur for at puste til ilden. Og så sidder de enkelte medlemmer og andre tilknyttede rundt omkring og lader sig ophidse af pressens manipulationer, der kun tænker i lette fjendebilleder og sensationer, og så er der altså nogle personer, der har reageret voldsomt" (4,2). I samme artikel siger Blondie fra Hells Angels: "Lang tid før, der virkelig var en konflikt, har politi og presse snakket om rockerkrig og rockerkrig. Og ordet 'krig' skal man jo ikke blive ved med at råbe, hvis man oprigtigt ønsker at få tingene ned på jorden.

Det er også derfor, pressen har været ude med alle de her sensationshungrende overskrifter om 'styrkeforhold' og 'generaler' og alle mulige militærtermer. Det er en bestemt sprogbrug, der fastholder en konflikt". Samme argument fremføres i artiklen "Ensidig pressedækning af rockerkrigen" i Faklen den 23. juni 1997 (4,7), hvor uddrag fra et par af de dramatiske avisartikler citeres. Politiken den 6. oktober 1996: "I øjeblikket kunne det se ud som om, at Bandidos er ved at fortrænge HA fra tronen i rockernes dunkle rige. HA har stort set ikke svaret igen på de mange angreb i årets løb. Men HA tåler ikke at tabe".

At i hvert fald dele af pressen ikke altid har fuld dækning for sine skriverier om rockermiljøet blev slået fast, da der i 1994 faldt dom i en sag, som to medlemmer af Hells Angels havde anlagt mod Ekstra Bladets chefredaktør Bent Falbert i protest mod 25 påstande, der var rejst mod Hells Angels i en artikelserie i avisen. Over halvdelen af Ekstra Bladets påstande er ifølge dommeren uden tilstrækkeligt grundlag. Det drejer sig om samtlige beskyldninger om narkohandel, organiseret kriminalitet og registrering af politifolk. Sagen refereres i artiklen "Bikerne, rockerne og politiet" (4,1). 

Hvordan blev der sluttet fred?

Fredsslutningen mellem de to rockerklubber, der officielt fandt sted i TV-avisen den 25. september 1997, var resultatet af en lang og besværlig mæglingsproces. Mæglingen blev sat i gang i august 1996 af forsvarsadvokaten Thorkild Høyer på opfordring af en journalist fra Jyllands-Posten. Thorkild Høyer beskriver hele forløbet (1,5) og kalder blandt andet på side 10 processen for "et usædvanligt samvirke mellem myndigheder og privatpersoner med det formål at løse en alvorlig samfundsmæssig konflikt ud fra en erkendelse af, at sædvanlige løsningsmodeller var uden effekt".

Højtstående personer fra både politiet og Justitsministeriet bakkede mæglingsforsøget op og var mere eller mindre direkte involveret i forhandlingerne - blandt andet var det nødvendigt at beskytte mødedeltagerne mod eventuelle attentater fra de fraktioner i de to rockergrupper, der ikke ønskede, at krigen blev afsluttet. Men det var nødvendigt, at forhandlingerne blev foretaget på gruppernes egne præmisser og ikke var styret af politiets interesser, fordi "æresbaseret konflikter kan ikke løses af ordensmagten, da det er ydmygende ikke at kunne gengælde en udfordring" (1,6).

Helt fra begyndelsen var især Bandidos' talsmand i Danmark og Europa, Jim Tinndahn, meget positivt indstillet over for at finde en løsning på konflikten, mens Hells Angels’ præsident Christian Middelboe i begyndelsen var langt mere skeptisk, blandt andet fordi et flertal i hans gruppe anså en dialog med Bandidos for at være udsigtsløs. I øvrigt var han af den overbevisning, at det var Bandidos’ ansvar at afslutte konflikten ved at underordne sig Hells Angels og respektere deres position som den førende rockergruppe i Danmark. Den generelle holdning i Bandidos var derimod, at det var unødvendigt med stridigheder mellem de to klubber, som "burde kunne leve fredeligt side om side, med hver deres særpræg og holdning til, hvordan en klub skulle fungere", som Thorkild Høyer formulerer det i sin bog (1,5).

I flere måneder forsøgte Thorkild Høyer forgæves at sætte et møde i stand mellem repræsentanter for de to klubber, men processen så ud til at gå helt i stå den 6. oktober 1996. Den dag blev der nemlig affyret en panserværnsraket mod Hells Angels' klubhus i Titangade i København, hvor to personer blev dræbt. I løbet af de næste måneder skete der flere angreb mod fængslede rockere fra begge grupper, og først i maj 1997 besluttede en repræsentant for Hells Angels sig for at gå ind i mæglingsprocessen. Repræsentanterne for de to klubber deltog herefter i en lang række møder med advokat Thorkild Høyer, hvor forskellige løsningsmodeller blev diskuteret, herunder en sammenslutning af de to klubber. 

Hvad var indholdet i freds- eller samarbejdsaftalen mellem de to grupper?

Den aftale, der blev indgået mellem Bandidos og Hells Angels den 25. september 1997, blev af medierne kaldt en fredsaftale og af de to grupper selv benævnt samarbejdsaftalen. De fastholdt, at der ikke havde været tale om en egentlig krig, og at der derfor heller ikke kunne være tale om, at nogen sluttede fred. Uanset uenigheden om aftalens navn var der dog enighed om indholdet, der i Thorkild Høyers bog (1,5) beskrives således:

  • De to klubber afgav en skriftlig principerklæring om, at de ville forsøge at slutte sig sammen til en klub, der skulle have et helt nyt fælles navn. Der var dog ikke noget tidsperspektiv for denne sammenslutning.
  • Klubberne skulle arrangere fællesaktiviteter, for eksempel fælles køreture.
  • Medlemmer, der ikke kunne acceptere aftalen, eller modarbejdede den, skulle udelukkes.

Hvad skete der i klubberne efter konfliktens afslutning?

Der blev i henhold til den såkaldte samarbejdsaftale lavet et fælles råd, der skulle arbejde med planer om en fusion af de to klubber. Det er der dog tilsyneladende ikke kommet noget konkret ud af, men de to klubber har deltaget i flere fælles arrangementer. Desuden har klubberne ifølge et interview med Jim Tinndahn fra Bandidos i Thorkild Høyers bog (1,5) renset ud i egne rækker ved at ekskludere de medlemmer, der var kommet til under rockerkrigen alene for at deltage i balladen. Alene i de første to år efter krigen har Bandidos ifølge Tinndahn skilt sig af med omkring 40 medlemmer, prospects og hangarounds, som har været "adrenalinjunkier", der "ikke er interesseret i klubmiljøet (...), der har øjnet chancen for at få et rygmærke og så nyde magten, der følger med". Klubberne har i dialog med Københavns politi besluttet, at de indtil videre ikke går i byen med rygmærker, og at de højst går ud seks personer ad gangen.

Hvilke nye love og initiativer gav rockerkrigen anledning til?

  • I 1996 bliver det besluttet at lave en undersøgelse af rockergrupperns økonomiske forhold. Undersøgelsen bliver afsluttet i stilhed. Den kunne ikke sandsynliggøre, at rockerne havde adgang til store pengetanke, hvilket ellers var politiets hypotese.
  • 23. april 1996: Østre Landsret siger god for politiets praksis med at visitere alle 'rockermistænkte'. Dette er medvirkende til, at der i løbet af den anden rockerkrig bliver foretaget 10.000-20.000 visitationer, hvilket fremgår af Thorkild Høyers bog (1,5).
  • 15. oktober 1996 bliver Lov om forbud mod ophold i bestemte ejendomme - også kaldet "rockerloven" - (6,1) vedtaget. Loven vedtages for at sætte en stopper for rockerkrigen og herunder især angreb mod de af rockernes klubhuse, der lå placeret i tæt bebyggede områder. Loven blev vedtaget efter, at flere af klubhusene var blevet angrebet, hvilket havde bragt de omkringboende i fare. Hovedindholdet i loven er, at politiet kan nægte en person at opholde sig i en bestemt ejendom, såfremt "pågældendes tilstedeværelse i ejendommen og omstændighederne i øvrigt skønnes at indebære risiko for angreb, der vil være til fare for personer, der bor eller befinder sig i nærheden af ejendommen" og "såfremt det angreb, der er risiko for, må antages at være led i et gensidigt opgør mellem grupper af personer, hvor der på begge sider anvendes voldelige midler herunder skydevåben og sprængstoffer". Loven blev benyttet til at forbyde rockere ophold på over 600 adresser. Loven var i første omgang tænkt som en midlertidig foranstaltning, men et flertal i Folketinget besluttede i juni 1998 at gøre den permanent.
  • November 1996: Der bliver bevilget 38 millioner kroner til at løse de påståede problemer med rockerne i landets fængsler, og udgangsreglerne for rockere bliver strammet.
  • Maj-juni 1997: Den såkaldte "lovpakke mod rockerkriminalitet" vedtages og træder i kraft. Den indeholder følgende elementer:

A: Der bliver indført omvendt bevisbyrde ved konfiskation af formuegoder hos en person, der findes skyldig i grove strafbare handlinger. Politiet kan konfiskere formuegoder både hos den dømte og hos vedkommende ægtefælle eller samlever, hvis de ikke kan sandsynliggøre, at de har skaffet sig disse formuegoder på lovlig vis. Lovændringen er altså et brud med den grundregel i strafferetten, at anklagemyndigheden har bevisbyrden - altså princippet om, at den anklagede er skyldig, indtil det modsatte er bevist.

B: Politiet får mulighed for at udføre hemmelige ransagninger, det vil sige ransagninger uden tilkaldelse af vidner, der kan kontrollere, at politiet ikke lægger falske spor ud eller tager genstande med, der er irrelevante for efterforskningen af den aktuelle sag. Desuden bliver den person, som ransagningen foretages hos, heller ikke underrettet.

C: Politiet får mulighed for at lave telefon- og rumaflytninger i grove volds- og tyverisager.

D: En ændring af retsplejeloven gør det muligt at udelukke bandemedlemmer fra retsmøder, hvor en af deres 'brødre' er anklaget. Lovændringen betød, at retsformanden fik mulighed for at nægte bestemte personer eller grupper af personer adgang til et offentligt retsmøde, hvis han/hun skønner, at det er nødvendigt for at få vidnerne eller den anklagede til at afgive en sand forklaring. Denne lovændring blev gennemført for at forhindre, at rockerne ved deres tilstedeværelse kan skabe frygt hos vidner og dermed få dem til at ændre forklaring til fordel for en anklaget rocker. Ændringen er dog ifølge Thorkild Høyer besynderligt timet. Han skriver i sin bog (1,5): "det er flere år siden, at medlemmer af MC-grupper har overværet retssager mod kammerater. Forsvarerne i disse sager har for længst belært MC-grupperne om, at et fremmøde af kammerater under straffesager har en negativ virkning på retten".

E: Der blev gennemført skærpelser af straffen for vold, våbenbesiddelse og trusler mod vidner.

  • Danmark fik på baggrund af sine erfaringer med rockerkrigene en central rolle i det internationale politi- og efterretningssamarbejde om bekæmpelse af rockere. Politimester Jens Henrik Højbjerg fra Rigspolitiet er formand for den internationale styregruppe om bekæmpelse af rockerkriminalitet, og blandt andet i 1998 var der et stort internationalt politimøde i København om rockerproblematikken, hvilket fremgår af Berlingske Tidende 2. marts 1998 (se kilder). Desuden er er blevet dannet en fælles nordisk arbejdsgruppe, der skal vurdere truslen fra rockerne mod de nordiske landes sikkerhed.

Hvad var argumenterne for 'Rockerloven'?

  • Loven er en naturlig følge af et enkelt folkeligt krav om beskyttelse mod rockerkrigen. Det argumenterer daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen for i Information den 4. oktober 1996 ifølge Faklen nr. 4/1997 (4,8).
  • Loven er et klart signal om, hvad den danske stat vil acceptere, og hvor grænserne går for anormal adfærd. Dette argument fremføres af chefkriminalinspektør Per Larsen på en offentlig høring om særlove, fremgår det af artiklen "Rockerlov, rockerforbud og retssikkerhed" (4,3).
  • Loven er - selv om det ikke står i lovteksten - tænkt som et redskab til at ramme rockerne, men ikke befolkningen generelt. Den vil derfor ikke gå ud over almindelige menneskers retssikkerhed. Det argument fremførte justistminister Frank Jensen (S) i juni 1997 (4,3).

Hvad var argumenterne imod 'Rockerloven'?

  • Loven er på kant med Grundlovens frihedsparagraffer, herunder § 72 om boligens ukrænkelighed, § 78 om foreningsfriheden og § 79 om forsamlingsfriheden og er dermed en trussel mod lovlydige borgere. Dette vurderer Jakob Stensgaard (4,3), og det samme har Birthe Rønn Hornbech ifølge samme artikel givet udtryk for.
  • Loven giver politiet ret til at indskrænke personers frihedsrettigheder voldsomt alene ud fra skøn og antagelser. Sagen skal ikke afgøres af en dommer. Det giver politiet del i den dømmende magt, hvilket er i modstrid med retssamfundets grundlæggede princip om magtens tredeling. Dette argument fremføres af Jakob Stensgaard (4,3), og det samme vurderede Birthe Rønn Hornbech ved en offentlig høring om særlove, fremgår det af samme artikel.
  • Loven retter sig mod ofrene for en mulig forbrydelse (raketangreb og lign.) og ikke mod forbryderne. Dette argument fremføres af Jørn 'Jønke' Nielsen fra Hells Angels i Scanbike nr. 2/97 (4,9).
  • Hovedformålet med loven er at give politiet mulighed for at stresse og chikanere rockerne, hvilket tidligere kun har ført til en forværrelse af konflikter i rockermiljøet og til øget kriminalitet. Dette argument fremføres af Jørn 'Jønke' Nielsen fra Hells Angels(4,9).
  • Loven tvinger en række personer væk fra de huse, hvor de har drevet privat virksomhed. Det betyder, at disse personer bliver arbejdsløse og dermed nemmere vil blive fristet til kriminalitet. Dette argument fremføres af Jørn 'Jønke' Nielsen fra Hells Angels(4,1).
  • Loven er vedtaget i panik og afmagt og under indflydelse af en oppisket folkestemning og er derfor ikke ordentligt gennemtænkt. Dette argument fremføres af Jørn 'Jønke' Nielsen fra Hells Angels (4,9) og af Thorkild Høyer(1,5).
  • Loven vil muligvis blive brugt til at chikanere og undertrykke andre minoritetsgrupper end rockerne. Dette argument fremføres af Jim Tinndahn fra Bandidos (4,2) og af forsvarsadvokat Thorkild Høyer (1,5) samt af Jakob Stensgaard (4,3).