Religiøs fundamentalisme

Artikel type
faktalink
journalist Malene Grøndahl, iBureauet/Dagbladet Information. 2001
Main image
Collapset af World Trade Center i New York efter angrebet den 11. september 2001.
Collapset af World Trade Center i New York efter angrebet den 11. september 2001.
Foto: Scanpix

Fundamentalisme og fundamentalister er ord, der jævnligt dukker op i den offentlige debat, ikke mindst efter den 11. september 2001. Ofte er det svært at regne ud, hvad der mere præcist menes, men det er som regel muslimer, der henvises til, og betegnelserne er sjældent venligt ment. Derfor er det værd at vide, at religiøs fundamentalisme ikke er en muslimsk opfindelse alene, men at den også findes inden for jødedom, kristendom og hinduisme. Desuden er det langtfra alle fundamentalister, der går ind for terror eller ønsker en samfundsomvæltning.

Introduktion til Religiøs fundamentalisme

Man kan ikke føre en dialog med mennesker, der ikke på forhånd eller direkte anerkender, at fundamentalisme ikke har nogen plads i Danmark.
Tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen tre uger efter terrorangrebet på World Trade Center (Vejle Amts Folkeblad 2/10 2001)

Introduktion

Fundamentalisme og fundamentalister er ord, der jævnligt dukker op i den offentlige debat, ikke mindst efter den 11. september 2001. Ofte er det - som i citatet - svært at regne ud, hvad der mere præcist menes, men det er som regel muslimer, der henvises til, og betegnelserne er sjældent venligt ment. Derfor er det værd at vide, at religiøs fundamentalisme ikke er en muslimsk opfindelse alene, men at den også findes inden for jødedom, kristendom og hinduisme. Desuden er det langtfra alle fundamentalister, der går ind for terror eller ønsker en samfundsomvæltning.

Hvad er religiøs fundamentalisme?

Ordet fundamentalisme kommer af det latinske verbum fundare (at lægge grund) og det latinske substantiv fundamentum (grundlag, base).

Små grupper af kristne protestanter begyndte at bruge betegnelsen fundamentalisme om deres eget trosgrundlag og deres egen tolkning af kristendommen i 1890'erne i USA. Hovedpåstanden i fundamentalismen var, at Bibelen ikke kun er menneskers beretning om guddommelige begivenheder og Guds søn, men er selve Guds ord. Teksten er altså ufejlbarlig og skal læses bogstaveligt.

Først omkring 1960 blev ordet optaget i almindelige ordbøger. Omtrent samtidig begyndte man at anvende begrebet om visse grupper inden for andre trosretninger, især jødedom og islam, men også hinduisme og i enkelte tilfælde buddhisme. Det er lidt problematisk at bruge udtrykket fundamentalist i forbindelse med andre religioner end Islam, fordi deres hellige skrifter har en anden status. I Koranen står der f.eks. direkte, at den er Allahs ord, og at Muhammed blot er hans sendebud. Derfor kan man sige, at alle muslimer er fundamentalister i den oprindelige betydning. I dag hentyder betegnelsen ikke bare til en tro på, at den hellige skrift er givet af Gud og derfor ufejlbarlig, men også til ideen om, at principper for det sociale, økonomiske og politiske liv kan og bør søges i den hellige tekst..

Hvornår opstod religiøs fundamentalisme?

Religiøs fundamentalisme har eksisteret, før begrebet opstod. Når Muhammed organiserede det første muslimske samfund efter de åbenbaringer, han efter sigende modtog fra Allah, var han i en vis forstand fundamentalist. Betegnelsen er imidlertid meget nyere. Små grupper af kristne brugte det som nævnt ovenfor om sig selv fra 1890'erne, og begrebet blev for alvor lanceret i et værk i 12 bind "The Fundamentals", der blev udsendt i årene 1910-15. Værket var skrevet af en række kristne uden teologisk uddannelse og fik stor udbredelse blandt kristne i USA. Fundamentalisterne protesterede mod mere liberale og til dels sekulariserede kristne, der prøvede at tilpasse deres tro til de nye videnskabelige og intellektuelle udfordringer - f.eks. Darwins udviklingslære. Fundamentalisterne mente, at Bibelen er Guds ord fra ende til anden og derfor ufejlbarlig, og de fastholdt, at teksten skal forstås bogstaveligt. Darwins udviklingslære, der f.eks. beskriver, hvordan mennesket udviklede sig fra aberne, måtte altså være falsk, fordi den ikke stemte overens med Bibelens skabelsesberetning.

Fundamentalisme som begreb blev siden hæftet på de religiøse dele af den zionistiske bevægelse, som begyndte bosættelserne i Palæstina fra slutningen af 1800-tallet.

Grundlaget for islamisk fundamentalisme blev lagt med wahhabismen i 1700-tallet, en særlig udgave af sunni-islam, der lægger vægt på enkelhed og strenghed, og som er den bærende ideologi bag det saudi-arabiske regime. Den islamiske fundamentalismes fundament blev styrket af stifteren af Det Muslimske Broderskab, den fanatisk fromme egypter Hassan al-Banna (1906-49), der var kritisk over for vestlig indflydelse og ønskede at indrette samfundet efter islamiske forskrifter. En række fundamentalistiske grupper i Mellemøsten opfatter sig selv som arvtagere efter al-Banna.

Selv om trådene altså går længere tilbage, blev betegnelsen fundamentalister først anvendt om andre end kristne fra midten af 1900-tallet.

Hvad er forskellen på fundamentalisme og ekstremisme?

Nogle forskere skelner skarpt mellem fundamentalisme og ekstremisme. Det gør de med udgangspunkt i den oprindelige betydning af betegnelsen fundamentalisme (se afsnittet Hvad er religiøs fundamentalisme). 'Fundamentalisme' defineres som den opfattelse, at den hellige skrift er Guds ord, mens 'ekstremisme' bruges som en samlebetegnelse for alle mulige yderligtgående ideologisk baserede praksisser - ofte med voldeligt islæt og revolutionære ambitioner. Den skelnen er imidlertid ikke udbredt. I dag bruges de to betegnelser som oftest i flæng om yderligtgående religiøse grupper, der har stærke ønsker om at bringe mennesker og samfund i større overensstemmelse med forskrifter, de kan udlede af de hellige skrifter ved en bogstavtro læsning.

Betegnelsen ekstremisme er dog fortsat lidt bredere end fundamentalisme, fordi der i begrebet fundamentalisme ligger, at ideologien har et skrift af en slags som fundament. Yderligtgående politiske grupper, der ikke tager udgangspunkt i et bestemt skrift, vil man derfor kunne kalde ekstremistiske, men ikke fundamentalistiske.

Hvad er en religiøs fundamentalist?

En religiøs fundamentalist er en person, som bekender sig til en udgave af jødedom, kristendom, islam eller hinduisme, der anser den centrale skrift - henholdsvis Toraen, Bibelen, Koranen og Vedaerne - for at være den absolutte sandhed. Ifølge fundamentalisterne giver den centrale skrift forklaringen på verdens skabelse, meningen med livet og en række præcise anvisninger på, hvordan livet bør leves og forholdet mellem mennesker reguleres.

Mange religiøse fundamentalister vil ofte føle sig forpligtet til at indvie resten af verden i det, de opfatter som den absolutte sandhed. Den enkelte fundamentalist har dog ikke svar på alting, men anser det for sin opgave at finde svar på aktuelle spørgsmål i det centrale skrift.

Desuden har mange fundamentalister den opfattelse, at den almindeligt anerkendte tolkning af teksten er fordrejet af ikke-religiøse traditioner og underlagt videnskaben, der ses som en trussel mod religionen. En religiøs fundamentalist vender sig som regel i første omgang mod folk fra sin egen religion og vil først senere (eller slet ikke) rette sin missioneren eller vrede mod folk fra andre religioner. Fundamentalisten vil ikke altid, men ofte, ønske at indrette hele samfundet efter den hellige skrifts anvisninger og vil anse alle styreformer, der hviler på andre principper end religionens, for mangelfulde eller direkte skadelige.

Hvorfor opstår religiøs fundamentalisme i vore dage?

I 1950'erne og 1960'erne var det en almindelig opfattelse, at religion og gamle traditioner gradvis ville blive udryddet, efterhånden som alle lande blev mere og mere udviklede og civiliserede. Sådan er det ikke gået indtil videre.

Fra et sociologisk synspunkt kan der peges på en række faktorer, der ser ud til at spille en afgørende rolle for, at religiøs fundamentalisme opstår. En forklaring kan være, at der efter den kolde krigs afslutning og kommunismens fald opstod et behov for at finde nye ideologier som modvægt eller supplement til vestlig kapitalisme og liberalisme.

Mange mennesker i den muslimske verden lever i dyb fattigdom og har svært ved at se kapitalisme og frie markeder som en løsning på deres problemer. I mange lande er en stor del af det sociale sikkerhedsnet - hospitaler, skoler, fattigdomshjælp osv. - organiseret af fundamentalistiske grupper, der altså i den sammenhæng direkte optræder som alternativ til en ellers uretfærdig verdensorden. Globaliseringen af kultur og økonomi truer gamle traditioner og normer og dermed også religionens traditionelt stærke rolle i samfundet i f.eks. Mellemøsten. En del sympatisører med de fundamentalistiske grupper efterlyser modstand mod vestlige 'værdier' som egoisme og materialisme, men er ikke nødvendigvis selv meget religiøse. Fundamentalismen fungerer altså også som en slags bred social protestbevægelse.

Endelig skal man ikke undervurdere, at religionen kan give en stærkere identitet og mening med livet i en ellers usikker og foranderlig verden. En del forskere peger på, at frygten for marginalisering er en vigtig faktor. I Vesten oplever man netop i disse år en fundamentalistisk opblussen blandt unge indvandrere, der har svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet og i det hele taget klare sig i samfundet.

Hvilke fællestræk er der for kristen, muslimsk, jødisk og hinduistisk fundamentalisme?

Fælles for samtlige fundamentalistiske grupper er ønsket om, at religionens udsagn om verden skal være udgangspunkt for den enkeltes liv og for dele af eller hele samfundets indretning. Disse grupper vil som regel forsøge at udvide religionens domæne. Kun ganske få steder har fundamentalister i dag væsentlig politisk indflydelse. At fundamentalisterne på den måde er kørt ud på et sidespor kan være baggrunden for, at enkelte fundamentalistiske grupper inden for forskellige religioner har grebet til terrorhandlinger.

Inden for mange fundamentalistiske grupper fra alle trosretninger spiller forestillingen om martyren (person der lider eller dør for sin tro) desuden en særlig rolle. De store religioner har hver deres myter om martyrer:

  • Inden for jødedommen drejer det sig f.eks. om de 960 jøder, som foretrak at begå kollektivt selvmord på Masada-fæstningen år 73 i stedet for at ende i slaveri hos romerne.
  • Inden for kristendommen drejer det sig bl.a. om ofrene for de tidlige romerske kejseres kristenforfølgelser og om de korsriddere, der faldt i kamp for det hellige land.
  • Inden for islam er det især shia-muslimerne, der dyrker martyriet med henvisning til Muhammeds barnebarn Ali, som af shia-muslimerne bliver anset for at være den sande arving til Muhammeds position som leder, men blev slået ihjel af sunni-muslimer.
  • Inden for hinduismen er der tendenser i retning af at opfatte alle hinduer, der er blevet dræbt under blodige optøjer i Indien eller i forbindelse med hinduismens overlevelse i kampen mod de missionerende og militante monoteistiske religioner, som martyrer for troen.

Den fælles forkærlighed for martyriet, der findes i visse fundamentalistiske kredse, bruges til f.eks. at retfærdiggøre selvmordsattentater.

I langt de fleste tilfælde vælger fundamentalisterne dog at leve isoleret som misforståede sandhedsvidner eller som politisk gruppering, der gennem agitation og gode argumenter forsøger at overbevise befolkningen og politiske modstandere.

Hvor findes de religiøse fundamentalister og hvilken indflydelse har de?

  • Jødiske fundamentalister findes især i USA og i Israel, hvor de i kraft af Ariel Sharon endog kan siges at sidde på landets højeste embede.
  • Kristne fundamentalister findes især i Canada og USA, hvor de har en vis politisk indflydelse i nogle stater, men findes også visse steder i Europa og Mellemøsten.
  • Muslimske fundamentalister findes især i Mellemøsten, hvor de i nogle lande kæmper for sociale forbedringer, i andre lande især for oprettelsen af en islamisk stat. Det shia-muslimske Hizbollah med base i Libanon og det sunni-muslimske Hamas med base i Palæstina bekæmper først og fremmest den israelske stat. Der findes også en del muslimske fundamentalister i andre lande som Indonesien, Indien, Pakistan, Afghanistan, Sudan og Nigeria. Kun få af disse steder sidder fundamentalisterne på magten - det drejer sig om Iran, Saudi-Arabien, Nigeria og dele af Sudan. Ganske små fundamentalistiske grupper eksisterer også i Europa og USA.
  • Hinduistisk fundamentalisme findes kun i Indien.

Jødiske fundamentalister

Hvem er jødiske fundamentalister?

Inden for jødedommen findes to strømninger, der kan kaldes fundamentalistiske, de religiøse zionister og de ortodokse jøder.

De er fundamentalistiske i den forstand, at de læser Toraen bogstaveligt og opfatter dens indhold som givet af Gud og med en række praktiske anvisninger på, hvordan tilværelsen bør indrettes. Inden for de to strømninger er der også enighed om, at jøderne er Guds udvalgte folk, og at det forjættede land vil blive jøderne til del. Vandene skiller i spørgsmålet om, hvorvidt jøderne selv skal gøre en aktiv politisk indsats for at fremme Guds plan. Det mener de religiøse zionister, men ikke de ortodokse jøder.

Hvem er ortodokse jøder?

De ortodokse jøder lever i fattigdom og isoleret fra resten af verden. De opfatter ikke staten Israel som det bibelske Israel - både fordi deres forestilling om Israel er mere abstrakt end strengt geografisk, og fordi de ikke kan acceptere, at staten Israel er opbygget ved hjælp af en aktiv menneskelig indsats - politisk, militært, økonomisk. De ortodokse lever i håbet om og troen på Messiah's komme og på, at Gud vil give jøderne det hellige land. Deres opgave er at vente og bevare traditionerne og den jødiske levevis. At det indtil videre er lykkedes ganske godt for en lille gruppe jøder er tydeligt, når man begiver sig ind i bydelen Mea Shearim i Jerusalem. Gadebilledet er som klippet ud af fortiden. De ortodokse jøder anerkender ikke staten Israel og anser den israelske regering for at være vantro!

Nogle forskere hævder, at de ortodokse jøder ikke er egentligt fundamentalistiske, fordi de ikke lader deres bogstavtro læsning af Toraen udmønte sig i konkret politisk handling. Disse forskere anser kun den anden gruppe, de religiøse zionister, for at være egentlige fundamentalister. Få, men dog flere og flere ortodokse jøder, vælger imidlertid at stemme ved de israelske parlamentsvalg, hvilket betyder, at en del medlemmer af det israelske parlament, Knesset, sidder på ortodokse stemmer. Langt mere politisk aktive er de religiøse zionister dog fortsat.

Hvem er de religiøse zionister?

Religiøse zionister er religiøse jøder, der bekender sig til den zionistiske grundtanke om, at jøderne har ret til et nationalt hjemland, hvor de kan leve i fred og sikkerhed.

Zionismen, der udvikledes i løbet af 1800-tallet og første del af 1900-tallet, var de første mange år især drevet af socialister, der ikke var troende. De stod for organiseringen af landbrug og institutioner i de dele af Palæstina, hvor jøderne slog sig ned.

Efter de omfattende jødeudryddelser under 2. Verdenskrig blev den religiøse zionisme imidlertid stærkere, og i de seneste 15-20 år har de religiøse zionister opnået større synlighed og betydning på den politiske arena i Israel. De religiøse zionister opfatter staten Israel som et lovligt forsøg på at realisere det bibelske hjemland og anerkender derfor fuldt ud staten, men vil gerne ændre den officielle politik, som de opfatter som værende for eftergivende overfor palæstinenserne.

Nogle yderligtgående religiøse zionister er indædte modstandere af fredsaftalen med palæstinenserne og princippet om 'fred for land' (Israel afgiver landområder til palæstinenserne til gengæld for fred og stabilitet) og anser de moderate politikere for at være 'jødiske selvmordspiloter', der svigter zionismens sag. De religiøse zionister er dog i høj grad aktive i israelsk politik som en markant del af partiet Likud og med ministerpræsident Ariel Sharon som frontfigur.

Hvad vil de fundamentalistiske jøder opnå?

De fundamentalistiske jøder - både de zionistisk religiøse og de ortodokse - ønsker at realisere det jødiske hjemland, det egentlige Israel, landet som er tiltænkt Guds udvalgte folk, jøderne. Begge grupper er overbevist om, at det er Guds vilje, at jøderne får deres land, men de er uenige om, hvorvidt man som jøde har en forpligtelse til at kæmpe aktivt for at fremskynde begivenhederne:

  • De ortodokse jøder er generelt apolitiske og opfatter det som deres eneste pligt at leve i overensstemmelse med Toraens regler og de jødiske traditioner, som de er beskrevet i Talmud. De overlader alt andet til Gud og afviser ideen om, at mennesker kan eller skal forcere Guds plan med det jødiske folk. Dette gælder i ekstrem grad organisationen Neturei Karta (Byens Vogtere), som blev stiftet i 1935, og hvis medlemmer endnu lever isoleret og traditionelt i et kvarter i Jerusalem.
  • De zionistisk religiøse derimod ser det som deres opgave at bevare og udbygge staten Israel. Det betyder, at de ikke anerkender palæstinensernes ret til dele af jorden og ikke på nogen måde ønsker at indgå i forhandlinger om en palæstinensisk stat. Tværtimod gør de religiøse zionister sig stor umage for at forhindre, at de allerede indgåede aftaler med palæstinenserne om delvis tilbagelevering af landområder kan realiseres. Dette foregår dels på det administrative og politiske niveau, dels i form af trusler mod og overfald på palæstinensere eller på jøder, der ikke overholder sabbat'en.

Hvilke midler bruger de fundamentalistiske jøder for at nå deres mål?

De mest yderligtgående religiøse zionister tager også militære midler i brug for at forsvare det hellige land og jødernes eneret til det. I begyndelsen af 1980'erne planlagde jødiske fundamentalister at sprænge al-Aqsa-moskeen i Jerusalem i stykker. Ideen var, at attentatet skulle fremprovokere en hellig krig, der kunne begrunde en etnisk udrensning af arabere, og som ville resultere i et rent jødisk hjemland. Planen blev dog afsløret og aldrig ført ud i livet.

En anden plan blev til gengæld realiseret i 1994, da den amerikansk-jødiske læge Baruch Goldstein tømte sit maskingevær ud over bedende muslimske palæstinensere i en moské i Hebron. 29 blev dræbt og over 100 såret. Baruch Goldstein havde tætte forbindelser til den ekstreme religiøst-zionistiske Kach-bevægelse, der blev stiftet i 1970. Det samme havde også den jødiske ekstremist og Goldstein-beundrer, der myrdede den moderate israelske præsident Yitzhak Rabin i november 1995, angiveligt i vrede over, at præsidenten havde indgået en fredsaftale med palæstinensernes leder Arafat.

En anden mindre ekstremistisk, men ikke desto mindre yderst fundamentalistisk gruppe, Gush Emunim (De Rettroendes Parti), blev stiftet i 1974. Det er sympatisører med eller medlemmer af denne gruppe, der bebor de fleste af de jødiske bosættelser på Vestbredden og i Gaza. De fleste bosættere opfatter det som deres religiøse pligt at blive i det bibelske land uanset truslerne fra palæstinenserne, eller uanset om nye fredsaftaler indebærer, at de juridisk set er ulovlige - hvilket mange af dem er efter allerede gældende aftaler.

Findes der fundamentalistiske jøder i Danmark?

Der kan være fundamentalistiske jøder i Danmark, men de udtrykker ingen ambitioner om at forme det danske samfund efter deres hellige skrifter.

Hvordan ser fremtiden ud for fundamentalistiske jøder?

For de jødisk-ortodokse, der lever isoleret og traditionelt i Jerusalem, ser fremtiden nogenlunde sikker ud. I Israel får de lov at leve i fred, så længe de ikke åbenlyst og aktivt modarbejder den israelske stat. De får sågar sociale ydelser og har som alle andre borgere adgang til sygehuse og skoler.

De religiøse zionister havde dårlige vilkår under de tidligere Arbejderparti- regeringer, men har intet at frygte under ministerpræsident Sharon, hvis holdninger ligger på linje med den højreradikale bevægelse Emunim. Ifølge meningsmålinger synes 70-80 % af befolkningen i Israel, at Sharon tackler forholdet til palæstinenserne fint. Det kan dog hurtigt ændre sig, hvis fredsprocessen kommer i gang igen. I så fald vil de mange små fraktioner, der støtter Sharon nu, sandsynligvis blive så indbyrdes uenige, at det kan bane vej for et nyvalg. Kommer en Arbejderparti-regering til magten, vil de religiøse zionister blive skubbet ud på sidelinjen i den politiske proces, men vil sandsynligvis fortsat have en vis indflydelse på grund af frygten for attentater og massakrer.

Uanset hvem der har regeringsmagten, vil antallet af religiøse zionister dog næppe falde drastisk foreløbig, ikke mindst fordi en gruppe af unge universitetsstuderende, der kombinerer zionistisk religiøs ideologi med stor politisk aktivitet, er i stadig vækst.