Redningen af de danske jøder

Daværende Statsminister Anders Fogh Rasmussen ved en mindehøjtidelighed i Synagogen for 60 året for redningen af de danske jøder i oktober 1943. / Foto: Bo Tornvig
Daværende Statsminister Anders Fogh
Rasmussen ved en mindehøjtidelighed
i Synagogen for 60 året for redningen
af de danske jøder i oktober 1943.

Foto: Bo Tornvig / Scanpix

Hvem advarede jøderne?

Flere centralt placerede personer i den tyske ledelse i Danmark var imod jødeaktionen. Blandt andet var repræsentanter for det tyske militær i Danmark modstander af aktionen. Den øverstkommanderende for de tyske tropper, Hermann von Hanneken, frygtede for følgerne af en deportation, da han mente, at den ville medføre et dårligere samarbejde med de danske myndigheder og den danske befolkning. Også chefen for det tyske sikkerhedspoliti i Danmark, Rudolf Mildner, og leder af det tyske politi indtil 29. august 1943, Paul Kannstein, var imod aktionen.

En helt central modstander blev skibsfartsattaché ved det tyske gesandtskab i København, G. F. Duckwitz. Den 28. september advarede han sine kontakter i det danske socialdemokrati, H.C. Hansen og Hans Hedtoft, om den forestående jødeaktion. De to danske politikere lod hurtigt beskeden gå videre til det jødiske samfund, og under en andagt i synagogen i København den 29. september opfordrede overrabbiner Marcus Melchior alle jøder til at flygte.

Hvornår begyndte jøderne at flygte?

Selvom en mindre gruppe jøder allerede havde valgt at flygte til Sverige i perioden efter den 29. august ved indførelsen af undtagelsestilstanden, var der i september 1943 kun få danske jøder, som var flygtet fra landet. Baggrunden herfor var blandt andet, at medlemmer af den jødiske menighed havde advaret imod flugt, fordi man frygtede, at en bølge af flygtende jøder kunne få den tyske besættelsesmagt til i stigende grad at rette opmærksomheden imod jøderne.

I perioden efter den 29. august var der dog en masse rygter om en forestående jødeaktion, men først den 28-29. september begyndte den egentlige masseflugt. Målet med flugten var at komme væk fra de adresser, som tyskerne havde fået kendskab til, og efterfølgende komme videre til Sverige.

Da Sverige den 2. oktober officielt meddelte, at man ville tage imod de danske flygtninge, intensiveredes flugten, som kulminerede den 8.-9. oktober 1943, hvor der i løbet af 48 timer blev bragt op imod 2500 flygtninge over Øresund.

Omkring midten af oktober var ni ud af ti danske jøder reddet i sikkerhed på svensk grund, men der foregik stadig transporter i vinteren 1943-44 – især med eftersendelser af småbørn og ægtefæller.

Hvordan foregik flugten i begyndelsen?

Til at begynde med var der tale om individuelt planlagte flugtruter, som jøderne selv arrangerede. Mange tog kystbanetoget fra København, hvor de fleste boede, og til skjulesteder forskellige steder på Øresundskysten. Mange tog op til de områder i Nordsjælland, hvor de plejede at holde sommerferie, og her blev de indlogeret hos folk, de kendte i forvejen eller hos tilfældige, som var parate til at hjælpe. Derfra fik de enten ved egen hjælp eller via mellemmænd kontakt til en fisker eller en anden person, der kunne sejle dem over Øresund.

Hvordan udviklede organiseringen af flugten sig?

Hurtigt efter jødeaktionens annoncering skød der adskillige hjælpegrupper frem, som organiserede flugtarbejdet. De bestod ofte af mennesker fra vidt forskellige dele af det danske samfund. En del læger var engageret i arbejdet, og de hjalp blandt andet med at indlægge jøder under kristne navne og skrive falske journaler, så de kunne blive på hospitalet, indtil der opstod en flugtmulighed. Andre læger stod for at bedøve børnene inden transporten over sundet for at forhindre, at børnene gav sig til at græde under flugten og dermed alarmerede tyskerne. Præster, universitetsstuderende og mange helt almindelige mennesker hjalp med at finde skjulesteder, skaffede mad til de flygtende og bidrog til det praktiske arbejde med at koordinere flugten. Medlemmer af det danske politi og især kystpolitiet hjalp med at bevogte havneområderne og overfartsstederne, så de flygtende kunne komme sikkert i bådene, og fiskere og andre med adgang til både stod som oftest for selve sejladsen over Øresund.

Fire ud af fem jøder kom ifølge ”Den dyre flugt” (se kilder) til Sverige i en fiskekutter, men derudover blev stort set alle former for fartøjer benyttet: bl.a. de københavnske havnerundfartsbåde, kajakker, robåde, lodsbådene, Helsingør-Helsingborg-færgerne, Bornholmerfærgen samt Wiibroe-bryggeriets ølbåde.

Hvor flygtede jøderne fra?

Der var en lang række udskibningssteder på Sjælland og herunder Lolland-Falster til forskellige byer i Sverige. Et par enkelte afsejlinger gik dog også fra Nordjylland. Følgende er en liste over byer og steder, hvorfra der skete illegale sejladser:

·     Fanefjord

·     Faxe Ladeplads

·     Frihavnen-Nordhavn

·     Gilleleje

·     Gjorslev

·     Helsingør, Snekkersten og Espergærde

·     Hesnæs

·     Holbæk

·     Hornbæk

·     Humlebæk

·     Klinten

·     Klitholm

·     Københavns red – Christianshavns Kanal

·     Køge

·     Liselund

·     Mosede

·     Nivå

·     Rødvig

·     Smidstrup

·     Sortsø

·     Strøby

·     Stubbekøbing

·     Sydhavnen

·     Taarbæk

·     Tuborg Havn

·     Udsholt

·     Vedbæk

 

Hvordan kunne det lade sig gøre?

Der er flere væsentlige grunde til, at det lod sig gøre at redde størstedelen af de danske jøder:

· De tyske planer blev lækket.

· Sverige indvilligede i at åbne sine grænser for de danske jøder.

· Sveriges nærhed – farvandet mellem Sjælland og Sverige er på det mest smalle stykke blot 3,8 kilometer.

· Den lange kyststrækning var vanskelig at bevogte, og oven i købet var den usædvanligt dårligt bevogtet under og efter jødeaktionen. Blandt andet fordi en tysk kommandant, som var venligt stemt over for jøderne, sørgede for, at den tyske flådes kystbevogtningsfartøjer var til reparation i begyndelsen af oktober og derfor ikke kunne sættes ind mod flygtningene.

· Det officielle Danmark tog afstand fra jødeaktionen – både kongen, politikerne, universiteterne, fagforeningerne og mange andre. Det gav et indtryk af, at danskerne stod sammen om at redde jøderne, og det var med til at motivere en lang række danskere til at bidrage til flugtaktionen ved at stille deres hjem til rådighed for flygtende, der havde brug for et sted at overnatte, ved at donere et måltid, hjælpe med transport osv. Nogle af hjælperne var allerede organiseret i den danske modstandsbevægelse, mens andre blev involveret i modstandsarbejdet i forbindelse med jødeaktionen. Hovedparten deltog blot ved en gang eller to at åbne dørene for de flygtende.

· Flere store virksomhedsejere stillede penge til rådighed for redningsarbejderne; deriblandt A.P. Møller Mærsk, tømmerhandler Johannes Fog og skibsreder Knud Lauritzen. Også Dansk Arbejdsgiverforening var blandt de organisationer, som stillede midler til rådighed

· Danmark er et lille land, og dengang levede man hovedsageligt i små samfund, hvor de sociale bånd var tætte. Dermed kunne rygtet hurtigt spredes og hjælp mobiliseres.

· Det danske demokratiske sindelag bliver endvidere fremhævet som en særlig grund til, at redningsaktionen kunne ske så effektivt. Den israelske forsker Leni Yahil fremhæver i ”Et demokrati på prøve” (se kilder), at ”Det danske folks særlige karakter med dets moralske niveau og kærlighed til frihed og demokrati” er en væsentlig årsag til, at redningsaktionen lykkedes.

· Endelig skal det nævnes, at de danske jøder selv var aktive i at planlægge og gennemføre flugten. De var altså ikke blot passive ofre, som blev hjulpet af heltemodige danskere. Det understreges i et kapitel i bogen ”20 begivenheder der skabte Danmark” (se kilder).

Hvor mange hjælpere var der?

Historikerne er meget uenige om, hvor mange hjælpere der deltog i redningsarbejdet. Besættelseshistoriker Jørgen Hæstrup mener, at der var i titusindvis, mens Rasmus Kreth og Michael Mogensen i bogen ”Flugten til Sverige” (se kilder) anslår et forsigtigt tal på nogle hundreder. Ifølge Sofie Lene Bak, museumsinspektør ved Dansk Jødisk Museum, var der formentlig tale om nogle tusinder.

Selvom antallet er uvist, er der ingen tvivl om, at der var mange involveret. Muligvis var det et fåtal, der forestod selve sejladserne, men derudover var der chauffører, folk som åbnede deres hjem for flygtninge og stillede mad på bordet, mennesker som eskorterede de flygtende fra banegården til deres skjulested og så videre. Desuden var der mange, som vidste eller anede, hvad der skete, og som undlod at angive flygtningene og deres hjælpere til den tyske besættelsesmagt. Andre gav de flygtende opmuntrende ord med på vejen uden derudover at involvere sig i flugten.

Hvem tjente penge på at hjælpe jøderne med at flygte?

De fleste, der gav husly, mad og anden praktisk hjælp til flygtningene på landjorden, hverken krævede eller fik nogen betaling for deres indsats. Til gengæld betalte mange af de flygtende jøder store summer for at blive transporteret over sundet, og et beløb på 5000 kroner per person var ikke ualmindeligt. Omsat til vore dages penge svarer det til cirka 100.000 kroner. Ofte var det de fiskere, der sejlede flygtningene over sundet eller lånte deres både ud, som tjente mest på flugten. En almindelig årsløn for en fisker lå den gang på 2-3000 kroner, så beløb på op mod 5000 kr. per person, der blev fragtet over sundet, var betydelige.

Der findes også eksempler på organisationer, der havde det som en præmis, at de ikke ville tjene penge på andres nød. En af disse organisationer gik under navnet Helsingør Syklub og bestod blandt andet af en bogbinder, en redaktør og en kystbetjent. Bogbinderen Erling Kiær sejlede egenhændigt 142 overfarter og reddede omkring 1400 personer til Sverige, heriblandt 700 jøder, uden at tage mere for det, end hvad der kunne dække organisationens udgifter.

Hvordan har synet på flugtbetalingen ændret sig?

I mange år blev det betragtet som rimeligt, at fiskerne havde tjent på flygtningearbejdet. Argumentet var, at fiskerne frygtede at få konfiskeret deres kutter og dermed miste deres levebrød, hvis de blev taget, og at de formodentlig havde været bange for at blive straffet med fængsel eller blive sendt i koncentrationslejr. Desuden var nogle fiskere angiveligt bange for, at svenskerne ville arrestere flygtningehjælperne og konfiskere båden, og derfor mente mange både under krigen og i den første del af efterkrigstiden, at det var rimeligt, at fiskerne tog penge for at agere flugthjælpere. Siden har synet på flugtøkonomien ændret sig, og der er kommet et mere kritisk blik på den høje pris, som fiskerne krævede af flygtningene.

Forskerne mener dog, at det især var i forbindelse med de første desperate sejladser, at prisen var så høj. Da de deciderede flygtningeruter blev organiseret, blev det billigere, om i mange tilfælde blev det kutyme, at man betalte efter evne. Endvidere fik de sejlende blot en del af indtægten, mens resten gik til det øvrige arbejde i forbindelse med flugten. Men den frygt for tilfangetagelse, som fiskerne og de øvrige involverede i første omgang blev antaget af have næret, er der også blevet sat spørgsmålstegn ved.

Var det overhovedet farligt at hjælpe jøderne?

Mange har efterfølgende påpeget, at redningsaktionen ikke var videre farlig. Der var stort set ingen af hjælperne, der blev pågrebet i forbindelse med en jødeflugt, og meget få af de danske hjælpere blev straffet for at hjælpe jøderne. De, der blev taget, blev overladt til det danske retssystem, hvor de enten blev sluppet ud af bagdøren, blev frifundet eller blev idømt mindre straffe.

Enkelte af flugthjælperne kom dog i tyske flygtningelejre, men det skete først i 1944, da de hjalp modstandsfolk og kurerer med at flygte til Sverige. Blandt andet kom kroejer H.C. Thomsen fra Snekkersten til Neuengamme, hvor han endte sine dage som følge af tortur.

At så mange flygtningehjælpere trods alt skulle slippe nådigt, vidste man selvsagt ikke dengang. I oktober 1943 forlød det eksempelvis i radioudsendelser, at der var ekstra opsyn langs Sjællands østkyst, og man var overbevist om, at man ville blive straffet hårdt, hvis man hjalp de jødiske flygtninge. Desuden blev der allerede i perioden 29. august til 1. oktober anholdt 43 personer for meddelagtighed, og de første domfældelser fandt først sted den 23. oktober, hvor tre medhjælpere først blev frikendt, men sidenhen – efter tysk pres – blev idømt tre måneders hæfte ved Landsretten.

Hvor dramatisk var redningsaktionen?

Situationen omkring flugten var dog dramatisk; det gælder blandt andet hændelserne i Gilleleje i begyndelsen af oktober 1943. Det lille samfund stod sammen om at hjælpe en større gruppe jøder, og den 6. oktober havde man skjult omkring 80 jøder på loftet i byens kirke, hvor de ventede på, at der skulle vise sig mulighed for at komme over Øresund. Inden da blev kirken imidlertid stormet af Gestapo, og samtlige af de jøder, der skjulte sig på loftet – bortset fra en enkelt, der havde gemt sig i kirketårnet –, blev sendt til koncentrationslejren Theresienstadt. Ligeledes blev jødiske borgere, der opholdt sig i menighedshuset og på Søborggård i Gilleleje, taget til fange, og også de blev sendt til Theresienstadt. I alt 107 personer.

Stemningen var således præget af stor nervøsitet i oktoberdagene, hvor mindst 13 jøder begik selvmord, mens mindst 22 jøder og en sejler druknede på vej over Øresund. I et af de værste tilfælde besluttede en familie at begå kollektivt selvmord, da de troede, at muligheden for at komme til Sverige var forpasset. Manden skar halsen over på sin kone og deres to små børn, men da han nåede til sig selv, svigtede modet. Politiet fandt familien i Julebæk nord for Helsingør. Også andre familier foretrak selvmord frem for at blive taget af tyskerne, og med sig på flugten havde de derfor giftampuller, som de kunne tage, hvis de blev tilbageholdt.