Jødeaktionens hændelsesforløb

Hvad var optakten til jødeaktionen i Danmark?

Den jødiske befolkning i Danmark havde indtil oktober 1943 levet i nogenlunde fred, fordi den tyske besættelsesmagt ville holde sig på god fod med den danske regering, der ønskede at jødiske borgere skulle behandles på lige fod med alle andre borgere.

Som det beskrives på Danmarkshistorien.dk (se kilde 8) havde kommunister derimod allerede siden 1941 været jaget af tyskerne, da den danske regering gik med på det tyske krav om at erklære det kommunistiske parti, DKP, ulovligt, og det danske politi hjalp den tyske besættelsesmagt med at arrestere partimedlemmer. Hundredvis af kommunister blev interneret – dvs. tilbageholdt uden rettergang – i bl.a. Horserød-lejren. Dette blev startskuddet til en egentlig organiseret modstandsbevægelse i Danmark, hvis indsats blev afgørende for redningen af de danske jøder i 1943.

Samarbejdspolitikken mellem den danske regering og den tyske besættelsesmagt var brudt sammen i slutningen af august 1943 i kølvandet på ’Augustoprøret’ – en bølge af strejker, gadeuroligheder og sabotageaktioner.

Hvordan foregik jødeaktionen?

I nabolandet Norge havde den tyske besættelsesmagt allerede iværksat deportation af den jødiske befolkning året forinden, hvor over en tredjedel af den jødiske befolkning blev sendt i koncentrationslejre. I Danmark derimod nåede flertallet at blive advaret. Den tyske politiske leder i Danmark, Werner Best, foreslog deportationen af de danske jøder i et telegram til Berlin 8. september 1943 (se kilde 9). Men Best spillede tilsyneladende et politisk dobbeltspil, skriver historikerne Kreth og Mogensen i bogen ”Flugten til Sverige” (se kilde 10). Den 28. september – altså blot et par dage før jødeaktionen skulle iværksættes – gav han nemlig sin medarbejder, embedsmanden Georg Duckwitz, grønt lys til at advare den jødiske menighed i København. Da langt de fleste jøder boede i København, nåede mange at gå under jorden og flygte til Sverige, før politisoldater i løbet af tre timer natten mellem 1. og 2. oktober bankede på døren.

Selvom flertallet af jøderne lykkedes med at komme i sikkerhed, var det langt fra ufarligt at flygte over sundet til Sverige. Som det beskrives på hjemmesiden Oktober 1943 (se kilde 11) var der både drukneulykker og stikkere, som førte til arrestationer af jøder under flugten. Der var også nogle familier, som så sig nødsaget til at skjule deres børn i Danmark, da de selv flygtede til Sverige.

BOKS: Case 1: Rachel Kagan blev fanget under flugten

Rachel Kagan fra den jødiske familie Grünbaum var 15 år gammel, da hun i 1943 stod for at arrangere sin families flugt til Sverige, efter at de var gået fri under jødeaktionen. Den 4. oktober 1943 bliver de kørt til Dragør, hvorfra de skal sejle til Sverige. De bliver sat af nogle hundrede meter fra havnen og går det sidste stykke, men da de kommer frem, er tyskerne der, og familien bliver arresteret. Først sendes de til Vestre Fængsel, derefter til Horserød, og herfra bliver de fragtet med kreaturvogne til Theresienstadt. Familien bliver adskilt i koncentrationslejren, men overlever, og bliver evakueret halvandet år senere med De Hvide Busser. Læs mere om familien Grünbaum på snublesten.dk

Hvordan foregik redningen af de danske jøder?

At få sendt så mange mennesker over sundet, uden at tyskerne opdagede det, var en kæmpe operation, der krævede mange menneskers indsats. Der skulle skaffes skjulesteder rundt omkring på Sjælland, indtil overfarten kunne arrangeres, og fra deres skjulesteder skulle de jødiske flygtninge transporteres til kysten, hvorfra de blev samlet op af fiskekuttere og andre mindre både. Modstandsgrupperne spillede en central rolle, men der var også mange almindelige danskere, som ikke tidligere havde været involveret i modstandsarbejdet eller kun perifert involveret, som nu kastede sig ind i arbejdet med at få deres medborgere i sikkerhed.

Også politiske beslutninger på den anden side af Øresund gjorde redningen af de danske jøder mulig. Den svenske regering udstedte udrejsepapirer og meddelte over radioen, at flygtninge ikke ville blive sendt tilbage, som de ellers var blevet i 1930’erne.

Svenskerne sendte deres kystvagt ud for at tage imod de danske fiskekuttere, når de sejlede på tærsklen til svensk farvand, ligesom meget blev gjort for at hjælpe de danske flygtninge efter deres ankomst til Sverige.

Kystpatruljeringen fra dansk side var stort set sat ud af funktion i hele oktober måned, hvilket gjorde det lettere at smugle flygtninge over sundet. Det skyldtes dels, at den danske flåde, der varetog kystpatruljeringen, var blevet interneret og dels at værnemagten endnu ikke selv var begyndt at patruljere kysten. Meget tyder i øvrigt på, at repræsentanterne for de tyske myndigheder generelt forsøgte at lukke øjnene for evakueringen af de danske jøder.

BOKS: Case 2: Helsingør Syklub

En af de mest berømte grupper, der opstod i forbindelse med evakueringen af de danske jøder, var Syklubben i Helsingør. Deres første samlede aktion var en transport til Gilleleje med ca. 100 flygtninge d. 6. oktober. Den nat blev mange flygtninge taget til fange af Gestapo, der havde fået nys om transporterne, som spillefilmen ”Fuglene over sundet” (se kilde 12) handler om. Katastrofen i Gilleleje fik modstandsgrupperne til at gå over til mindre bådtransporter af få mennesker ad gangen. Som det beskrives i bogen ”Syklubben” (se kilde 13) skaffede Helsingør Syklub deres egen lille båd den 10. oktober. Kernegruppen bestod blot af en håndfuld mænd, men det skønnes, at omkring 150 personer på forskellig vis hjalp dem med transporterne. Syklubben blev opløst i slutningen af januar 1944, hvor de havde bragt op mod 700 jødiske flygtninge over sundet. Nu var Gestapo så meget på sporet af dem, at flere af dem selv måtte flygte.

BOKS: Case 3: Bent Melchior undslap jødeaktionen

Bent Melchiors familie undslap jødeaktionen ved at skjule sig på en gård på Midtsjælland og siden en gård på Nykøbing Falster, indtil de efter en uge fik mulighed for at komme med en fiskerbåd til Sverige, hvor de blev indlogeret hos en svensk familie: "Perssons, de var mægtig hjertelige. Vi blev fordelt rundt omkring, vores familie kom ind hos Perssons. De satte rigtig kaffe over – det interesserede ikke mig så meget som de voksne – og det kunne man ikke få i Danmark på det tidspunkt. Og de satte rigtig smørbagte småkager frem. Klokken var ved at være to om eftermiddagen. Vi havde været ude i 19 timer."

Hør Bent Melchiors beretninger om de forskellige dele af flugten her: https://folkedrab.dk/temaer/oktober-43-flugten-til-sverige/film-om-flugten-til-sverige/oktober-43-bent-melchiors

Hvem blev arresteret, interneret og deporteret under besættelsen?

Under samarbejdspolitikkens år fra besættelsen 9. april til regeringens afgang 29. august 1943 medvirkede de danske myndigheder til at arrestere, internere og retsforfølge medlemmer af kommunistiske partier og grupper samt personer, der udførte eller bistod modstandsgruppernes sabotageaktioner mod den tyske besættelsesmagt. Flygtninge, der kom til den danske grænse, men som blev afvist, blev også i mange tilfælde overleveret af de danske myndigheder til det tyske Gestapo. Fra oktober 1943 blev de jøder, der ikke var nået at flygte eller gå under jorden, også arresteret og deporteret.

Ifølge hjemmesiden folkedrab.dk’s opslag om koncentrationslejrene (se kilde 14) blev i alt omkring 6.000 danskere sendt til fængsler og koncentrationslejre i Tyskland, primært fra efteråret 1943 og frem. Foruden 481 jøder, drejede det sig om 2.850 modstandsfolk, 1.900 politifolk, 141 grænsegendarmer, 150 kommunister og 450 defineret som ”asociale”. Omkring 600 danskere omkom i lejrene eller kort efter evakueringen på grund af sult og sygdom. De danske jøder, som blev arresteret fra 1. oktober 1943, blev sendt til Theresienstadt. Det var ikke en udryddelseslejr som fx Auschwitz, men det var en lejr præget af sult og sygdom. Flere end 50 danskere døde i Theresienstadt. Flere end 7.000 danske jøder overlevede imidlertid jødeaktionen og besættelsen, fordi de var blevet evakueret til Sverige i tide, eller lykkedes med at forblive under jorden i Danmark i skjul hos medborgere.

Tidslinje:

  • 1935: Med Nürnberg-lovene fratages jøder i Tyskland deres borgerrettigheder. Antallet af flygtninge (særligt jøder, socialdemokrater og kommunister), der ankommer til Danmark sydfra, stiger. De danske myndigheder afviser i stor stil kommunister og jøder ved grænsen. Frem til krigens afslutning får kun 1.500 jødiske flygtninge opholdstilladelse.
     
  • 1938: De danske grænser bliver lukket, og flygtninge kan herefter kun komme ind i Danmark med en indrejsetilladelse, som kræver tilknytning til Danmark. Fra begyndelsen af 1930erne opstår civile hjælpekomiteer til at organisere flygtningearbejdet, da den danske stat ikke vil tage ansvar for det.
     
  • 9. november 1938: Jødeforfølgelserne i Tyskland er intensiveret og Krystalnatten, bliver jødiske forretninger og hjem plyndret, og synagoger, kirkegårde og jødiske forsamlingssteder ødelægges af nazisterne. Omkring 100 jøder bliver dræbt og ca. 25.000 sendt i koncentrationslejr.
     
  • 9. april 1940: Danmark bliver besat af det nazistiske Tyskland. Regeringen vælger en samarbejdslinje, men ønsker at jødiske danske statsborgere skal behandles på lige fod med alle andre borgere, hvilket besættelsesmagten går med til.
     
  • 22. juni 1941: Tyskland angriber Sovjetunionen og kræver, at danske kommunister skal arresteres og interneres. Den danske regering indvilliger og det danske politi arresterer omkring 300 kommunister, heriblandt et folketingsmedlem. To måneder senere vedtager Folketinget en grundlovsstridig lov, der med tilbagevirkende kraft gør kommunistiske partier og foreninger illegale.
     
  • Vinteren 1941-1942: Efter angrebet på Sovjetunionen ændrer det nazistiske Tyskland strategi i det såkaldte jødespørgsmål. Fra tvangsudvisning af jøder fra Tyskland og de tyskbesatte områder bliver jøder nu forsøgt fysisk udryddet i koncentrationslejrene.
     
  • 28.-29. August 1943: Efter uroligheder med et stigende antal sabotageaktioner samt generalstrejker og optøjer i København og andre større byer stiller tyskerne den danske regering et ultimatum. Regeringen vælger at træde af. Det danske forsvar bliver afvæbnet under kampe med tyskerne.
     
  • 8. september 1943: Den tyske øverstbefalende i Danmark, Werner Best, opfordrer i et telegram til Berlin til at jøderne i Danmark deporteres til koncentrationslejre.
     
  • 28. september 1943: I et politisk dobbeltspil giver Werner Best medarbejderen Georg Duckwitz tilladelse til at varsle danske socialdemokratiske politikere om den forestående jødeaktion, og advarslen bliver spredt i den jødiske menighed. Modstandsbevægelsen går i gang med at evakuere jøder i Danmark og smugle dem til Sverige.
     
  • 1.-2. oktober 1943: I løbet af tre timer natten mellem den 1. og 2. oktober foregår den såkaldte jødeaktion, hvor politisoldater banker på dørene hos jøder i Danmark.
     
  • April 1945: Efter en aftale mellem Sverige og Tyskland begynder evakueringen af skandinaviske fanger i tyske koncentrationslejre. Fangerne, heriblandt de danske jøder, bliver bragt til Sverige.
     
  • 5. maj 1945: Den tyske besættelsesmagt i Danmark bekendtgør om aftenen den 4. maj, at de fra næstkommende morgen overgiver sig.
     
  • Slutningen af maj 1945: Den første færge med hjemvendende flygtninge ankommer til København fra Sverige. I perioden frem til 10. juni ankommer hver dag omkring 1200 personer til Danmark.