Hvornår blev teorier om racehygiejne omsat til politik?
I slutningen af det 19. og starten af det 20. århundrede fik racehygiejniske teorier vind i sejlene på store, anerkendte forskningsinstitutioner og blandt politiske og administrative magthavere i Vesten.
I USA stod racehygiejniske ideer stærkt i starten af det 20. århundrede blandt såvel forskere som politikere og erhvervsledere, og lå blandt andet til grund for lovgivning, der skulle begrænse tilvandringen af jøder og af folk fra Asien, Mellemøsten, Syd- og Østeuropa. En række Immigration Acts i 1910'erne og 1920'erne sigtede mod at opretholde en ”homogen amerikansk befolkning” med forbillede i en ”nordisk race”. Overalt i Nordamerika bestræbte lovgiverne sig i øvrigt på at begrænse jøder, sorte, native americans, 'white trash', seksuelle afvigere, handicappede, kriminelle, psykisk syges og andre 'ikke-egnedes' adgang til reproduktion og deltagelse i det offentlige liv.
Racehygiejniske ideer spillede også en central rolle under opkomsten af de nordiske velfærdsstater; både inden for medicin, psykiatri og kriminologi og inden for især socialpolitikken i de første årtier af det 20. århundrede.
Hvad er racehygiejnisk politik?
De første og mest synlige politisk-videnskabelige tiltag, der trækker på racehygiejne, er: Sterilisations- og kastrationslove, der sigter mod at forhindre bestemte personer eller befolkningsgrupper i at reproducere sig. Det racehygiejniske redskab har især været brugt i de nordiske lande, i Tyskland og i USA. I dansk sammenhæng har tvangssterilisation f.eks. været anvendt på, hvad man gennem tiden har kaldt åndssvage og seksuelle afvigere. Et andet racehygiejnisk politisk redskab er intelligenstests, der sigter mod at identificere og selektere mellem særligt begavede og mindre begavede, og i nogle varianter opererer med intelligens som noget arveligt, bundet til race. Journalistikprofessor Nicholas Lemann beskrev 1910'erne og 1920'ernes skoletests i USA som ”det puritanske begær efter at forbedre menneskets tilstand gennem system og orden” – ifølge værket "The Big Test: The Secret History of the American Meritocracy" (se kilder).
Også inden for f.eks. kriminologi og social- og sundhedsforskning findes strømninger, som argumenterer for, at nogle mennesker er mere disponerede for forbrydelser og sociale dårligdomme end andre.
En særlig variant i dette krydsfelt er frenologi, som blev præsenteret af den tysk-østrigske læge Franz Joseph Gall i slutningen af 1700-tallet. I frenologien hævdes en sammenhæng mellem psykiske/sjælelige egenskaber og fysisk ydre. I Danmark var bl.a. filosoffen F.C. Sibbern fortaler for Galls lære, som han behandlede i "Om Forholdet imellem Sjæl og Legeme" (1849). Disse teorier blev samlet op i slutningen af det 19. århundrede, af bl.a. den italienske kriminolog og læge Cesare Lombroso, der opstillede prototyper på forskellige 'psykisk og seksuelt afvigende' forbrydere ud fra bl.a. kraniets form, ideer som i forskellige udgaver på vandt bred tilslutning langt op i det 20. århundrede.
Alle disse politisk-videnskabelige tiltag og diskussioner kan genfindes i delvis nye antræk i nutidens samfund, selvom de færreste i dag vil sige, at de går ind for racehygiejne eller abonnerer på eugenik.
F.eks. forsker man nu i, om kriminalitet (såsom vold) eller sociale problemer (såsom alkoholisme) kan forklares med og identificeres i generne, ligesom man praktiserer negativ selektion f.eks. i form af rådgivning og målrettede aborter ifm. risiko for kromosomfejl eller alvorlige arvelige sygdomme.
I Danmark blev Den Antropologiske Komité dannet i 1905 af blandt andre politilægen Søren Hansen, plantefysiologen og genetikeren Wilhelm Johannsen, statistikeren Harald Westergaard og psykiateren August Wimmer. De var optaget af at udvikle teknikker til at begrænse fysiske, psykiske og adfærdsmæssige afvigelser, der ansås for arvelige.