Hvorfor døde den “ægte punk” så hurtigt?
Punkbevægelsen kæmpede efter den første succes konstant med indre sprængninger og påbud i det snævre miljø. Der opstod hurtigt, som der gør i enhver subkultur, en række “do’s and dont’s”, altså ting man skulle gøre og mindst ligeså vigtigt: ting man absolut ikke måtte gøre, hvis man ville være ægte punk. Et af de mest centrale skillepunkter er konflikten mellem undergrund og populærkultur.
Bryn Chamberlain skriver i artiklen “The Quintessential Punk” (se kilder), at problemet for den tidlige punk i England var, at den blev kommercialiseret relativt hurtigt. Derved træder punken ud af undergrunden og over i populærkulturen. Og det kan punken ikke klare, fordi dens indhold eller grundide bliver udvandet. Punk var en modkultur, og en modkultur kan ikke integreres i hovedkulturen uden at gå i stykker. Punkidentiteten hang uløseligt sammen med det at stå udenfor det etablerede; punken repræsenterede et alternativ.
Klaus Lynggaard giver en lidt anden forklaringen på punkens opløsning, når han i artiklen “Skidt på samme lokum…” (se kilder): “Narkoen, hedonismen, negativismen, det indbyrdes nag og nid, nihilismen og i sidste ende, hele det selvdestruktive trip, forårsagede en implosion, der var lige så uundgåelig som den - for nogle - var desillusionerende.” Hans forklaring er altså, at hele det “selvdestruktive trip” blev alt for meget. At man endte i en blindgyde, som kun kunne overvindes ved punkens opløsning.
Hvordan har punkmusikken udviklet sig siden halvfjerdserne?
De fleste grupper fra den oprindelige punk gik enten i opløsning i starten af 80’erne eller ændrede deres lyd og afprøvede noget andet. Mange nye musikgenrer opstod i kølvandet på punk, blandt andet industrial, ska og hvad man med en samlebetegnelse for den punkaffødte vilde eksperimentering kalder for post-punk. Et af de bands, der blev ved med at være tro mod deres udgangspunkt, var The Ramones, der helt op i halvfemserne spillede en punkmusik, der lød, som de altid havde spillet den.
Inspirationen fra punken er siden kommet i bølger. For eksempel i starthalvfemserne hvor grungerocken fra Seattle med grupper som Nirvana, Soundgarden og Pearl Jam slog igennem med en lyd, der blandt andet stod i dyb gæld til punken.
I dag er punk et diffust begreb, der bruges om mange forskellige bands. Blandt andet bliver Green Day og Blink-182 af nogen betegnet som punkbands, selvom det er svært at se en direkte sammenhæng mellem deres musik og punkens lyd i halvfjerdserne. Der er mere tale om en generel inspiration, såvel som disse bands også er inspireret af andre ting. Punken er i dag tømt for politisk indhold og blevet til ren æstetik, i hvert fald blandt ovenstående mainstreamnavne. Til gengæld lever punken stadig som subkultur i forskellige genrer som hardcore og squatcore.
Punkåndens “gør-det-selv”-attitude og subversive indhold blev genoplivet i den elektroniske musik med den såkaldte electroclash fra og med starten af det nye årtusinde med repræsentanter som Peaches, Chicks On Speed og Miss Kittin - i øvrigt alle kvinder - men også mænd som Felix Da Housecat og m/k-duoen The Knife.
Hvordan kan punken bruges kommercielt i dag?
Den amerikanske forsker Brian Cogan forklarer i artiklen “What Do I Get” (se kilder), hvordan flere store multinationale virksomheder i firserne var med til at udvande punkens essens, fordi den blev brugt i reklamer. For eksempel reklamerede Iggy Pop for Nike, The Buzzcocks for Toyota, og herhjemme har vi senest set Iggy Pop-nummeret “The Passenger” i en af DSB’s Harry-reklamer.
På samme måde bruger medicinalfirmaet bag hovedpinepillerne Pinex punkens udtryk til at markedsføre deres produkter. I marts 2006 kørte firmaet således en kampagne for Pinex med et billede af en punkpige med nittehalsbånd, strithår, kraftig eyeliner og sort ærmeløs t-shirt fulgt af teksten “Alle kan få ondt i håret”.
I modebranchen ser man også, hvordan punkens oprindelige tøjstil er blevet brugt i kommercielt øjemed. Gennem firserne og halvfemserne har forskellige af punkens beklædningssymboler i perioder været en del af populærkulturens tøjstil, for eksempel de hullede bukser og forskellige punkfrisure. Men når for eksempel Britney Spears har en t-shirt på, hvor der står punk, betyder det ikke, at hun er anarkist, nihilist eller spiller voldsomt støjende og grim musik. Brian Cogan forklarer i artiklen, at når en vare eller en person tilknyttes elementer fra punken - hvad enten det er en sang i en reklame eller et nittehalsbånd på en teenager - låner varen eller personen noget af punkens oprindelige autenticitet.
I 2005 kom punkfrisuren på mode igen i London. Men som frisør Hanne Thomsen siger i artiklen “London ser rødt” til Politiken (se kilder): “Oprindeligt var punkstilen depressiv og destruktiv, hvilket gav sig udslag i farver som sort, grøn og blå. I dag er stilen blevet mere glad og positiv med de røde farver. Man kan sige, at punkstilen i dag er mere mainstream og blød.”